Stud.mag. og bestyrelsesmedlem Rasmus Vangshardt om amerikansk litteraturhistorie.
“Amerikansk transcendentalisme” tillader litteraturhistorikere sig at kalde den strømning, som poeterne Ralph Waldo Emerson (1803-1882) og Henry David Thoreau (1817-1862) grundlagde i midten af det 19. århundrede, og som lige siden har indtaget en plads i litteraturhistorien som tidlig, litterær fænomenologi, spidsfindig og elegant idealisme eller alternativ, politisk tænkning. Alle tre beskrivelser opfundet til at skjule det faktum, at deres tænkning ikke består i andet end sværmerisk mysticisme.
Spørgsmålet, hvorfor man kalder denne strømning for ”transcendentalisme”, bør være det første, der rinder enhver læser i hu. Undertegnede har sandt for dyden ikke svaret, og efter min mening grunder betegnelsen hovedsagligt i et kujonagtigt knæfald for husguderne selv, der fik lov til at styre deres egen virkningshistorie, både inden for og uden for Nordamerika.[i] De kaldte deres egen lille loge for Transcendentalistcirklen, og det var tilsyneladende et forsøg på at føre dele af Immanuel Kants filosofi ud i livet.
Det forekommer mig, at betegnelsen hviler på en sær antagelse om, at et materialistisk verdensbilledes modsætning er et transcendentalt. Men så må man da som minimum spørge, hvad der transcenderer den menneskelige virkelighed i Emersons og Thoreaus univers, hvad end denne menneskelige virkelighed forstås idealistisk eller materialistisk? Noget må jo gøre det, hvis begrebet transcendentalisme skal give mening. Jeg kan dog ikke finde det nogen steder. Og især ikke i deres gudsbegreb.
Først vil jeg dog rose Emersons begreb om ”self-reliance”. Emerson skriver i essayet af samme navn, at ”my life is not an apology, but a life,” hvilket er mig en sympatisk tanke. Det ligger også fint i tråd med en kristelig tale om, at Gud elsker dig som den arme synder, du er, ikke som det ideal, du ikke lever op til. Og det er naturligvis fint.
Derudover er det også på sin plads at rose især Thoreau, men også Emerson, for, at de som poeter betragtet ikke er uinteressante. Nyd eksempelvis følgende Thoreau-citat:
”The light which puts out our eyes is darkness to us. Only that day dawns to which we are awake. There is more day to dawn. The sun is but a morning star.”
Hvad det betyder, aner jeg ikke, men flot er det da. Mit problem med de tos skriblerier er et ganske andet, for deres mål er ikke poesi, men snarere at (mis)bruge poesien som en slags sandhedsorgan for mysticistisk (guds)erkendelse og pubertære revolutionsdrømme. Hvis man begrænser sig til Emersons essays ”Self-reliance” og ”Nature” samt Thoreaus ”Walden”, synes begges anliggende først og fremmest at være en slags anti-traditionalisme: Bøger og historie er borgerlige påfund, der skal fastholde menneskets blik bagudrettet, så det ikke opnår det, Emerson kalder ”an original relation to the universe”:
”Why should not we have a poetry and philosophy of insight and not of tradition, and a religion by revelation to us, and not the history of theirs [vores forfædre, RV]? Let us demand our own works and laws and worship.”
Men så må jeg spørge: Er vores forfædres liv ikke også levet liv? Og skulle det ikke være tilfældet, at der kan tales således, at muren mellem mig og eksempelvis Paulus eller Shakespeare bliver gennemsigtig, sådan at de taler dér, og jeg hører hér, som de tidlige Tidehvervsfolk ville have sagt det? Men nej, glem det skidt til Bibelen og Hamlet, vi må skabe vores egen ”worship”. Hvordan da, spørger De så dem selv? Emerson har skam svaret:
”In the woods is perpetual youth. Within these plantations of God, a decorum and sanctity reign. […] In the woods, we return to reason and faith. There I feel that nothing can befall me in life, – no disgrace. […] I become a transparent eye-ball; I am nothing; I see all; the currents of Universal Being circulate through me; I am part of or particle of God. […] The greatest delight which the fields and woods minister, is the suggestion of an occult relation between man and the vegetable.”
Og lige som man ikke tror, at det bliver mere gakket:
”I am not alone and unacknowledged. They [the fields and the woods, RV] nod to me, and I to them.”
Tilsyneladende er dette ideal om at blive “a transparent eye-ball” altså alternativet til retrospektiv traditionalisme. Vi skal indse, at markerne og skoven ”anerkender” os og ”nikker” til os i stedet for at læse Romerbrevet.
Til Thoreaus retfærdighed skal det dog nævnes, at hans antitraditionalisme langt fra er lige så eksplicit, og det er derfor sværere at anklage ham for selv samme. Men det synes mig dog klart, at ”Walden” er et forsøg på at gøre det, Emerson efterlyser.
Efter min mening skyldes denne anti-traditionalisme flere ting, hvoraf jeg her skal indskrænke mig til at nævne to. For det første kan den skyldes for stor afhængighed af Kants aposteriori-kategori, der som bekendt kun rummer empiri i en temmelig naturvidenskabelig forståelse. Transcendentalisterne var netop meget optagede af Kant og læste ham i deres ”cirkel”. Måske er det derfor, at Emerson og Thoreau ikke ser, at aposteriori-kategorien bør udvides, sådan som Gadamer så klogeligt har slået fast. Aposteriori-erkendelse bør også dække blandt andet tradition og åbenbaring, hvis den menneskelige forståelse skal beskrives adækvat. Det så Kant ikke, og det ser transcendentalist-spirerne ikke.
For det andet skyldes denne antitraditionalisme tilsyneladende en slags politisk, revolutionær indstilling. Det politiske ligger latent i begges tekster og særdeles eksplicit i især Thoreaus liv. Deres revolutionære indstilling går især på en tanke om, at mennesket holdes i lænker af institutioner som kirken, staten, byen, og at vi kan sætte os selv fri ved at tage afstand fra dem. Det kan i visse tilfælde være rigtigt, at de undertrykker mennesket, men som altid med sværmeriske, revolutionære drømme kammer det over i troen på det grænseløse subjekt, der selv sætter sine grænser. Emerson:
”The sensusal man comforms thoughts to things; the poet conforms things to his thoughts.”
En slags kantiansk shaman, forstås…[ii]
Alligevel er det værste aspekt ved dette ”transparent eye-ball”-ideal den totale mysticisme, der lægges for dagen. Begges naturerkendelser er blottet for sandhedsbetingelser, og hvad andet ord for dette er der end mysticisme? I vore dage ville nogle sikkert kalde det fænomenologi og gerne for min skyld: Men så må man stille det samme spørgsmål: Hvad er sandhedsbetingelserne for en såkaldt fænomenologisk analyse af et træ eller et venteværelse hos en praktiserende læge, sådan som man ser dem udfoldet nu til dags?
På sin vis er Thoreau ikke lige så slem som Emerson, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han kun forekommer mindre rabiat, fordi han ikke har disse metaovervejelser over sin metode, som Emerson har. Til gengæld er Thoreaus kristendomsforståelse mig noget nær en modbydelighed. Jeg tillader mig at fremhæve følgende passage:
”If you would avoid uncleanness, and all the sins, work earnestly, though it be at cleaning a stable. Nature is hard to overcome, but she must be overcome. What avils it that you are Christian if you are not purer than the heathen, if you deny yourself no more, if you are not more religious?”
Og her gik jeg rundt og troede, at kristendommen netop havde ophævet skellet mellem rene og urene måder at leve på, således at den aldrig kan ende som politisk ideologi, som det er tilfældet med islam. Men jeg har heller aldrig været en ”transparent eyeball”, så det forklarer måske mine fejltagelser.
Slutteligt et enkelt pænt ord om Emerson. Han lykkes da med én sand erkendelse: ”The sun also shines to-day.” Se, dér er en hævdelse, hvis sandhedsbetingelser kan blotlægges.
Noter
[i] Et fænomen, der ikke bør være danskere fremmed. Anders Thyrring Andersen har i Kredsen påpeget, at det samme gælder Johannes V. Jensen: Kongens fald beskriver en klokkeklar kristelig antropologi, men alligevel fik han lov til at styre sin virkningshistorie således, at alle tænkte ham som darwinist.
[ii] I den modsatte ende af verden gik russiske F.M. Dostojevskij rundt på stort set samme tid og så helt anderledes klart, hvilke konsekvenser en tro på det grænseløse subjekt ville få: Terrorisme. Med Rowan Williams blændende formuleringer formørkes subjektet i sin søgen efter grænseløshed:
“The freedom of the void is the dream of a liberty completely without constraint from any other, human, subhuman or divine; because it has no ‘other’, it can also have no content. But this means that the hunger for such freedom can only manifest itself in destruction, flinging itself against any limits; and when those limits are destroyed, it has to look around for more ‘others’ to annihilate, culminating in self-destruction. Since limits make us, what we are, the idea of absolute freedom is bound to be terroristic.”
