Stud.mag. og bestyrelsesmedlem Rasmus Vangshardt om amerikansk litteraturhistorie.
“Amerikansk transcendentalisme” tillader litteraturhistorikere sig at kalde den strømning, som poeterne Ralph Waldo Emerson (1803-1882) og Henry David Thoreau (1817-1862) grundlagde i midten af det 19. århundrede, og som lige siden har indtaget en plads i litteraturhistorien som tidlig, litterær fænomenologi, spidsfindig og elegant idealisme eller alternativ, politisk tænkning. Alle tre beskrivelser opfundet til at skjule det faktum, at deres tænkning ikke består i andet end sværmerisk mysticisme.
Spørgsmålet, hvorfor man kalder denne strømning for ”transcendentalisme”, bør være det første, der rinder enhver læser i hu. Undertegnede har sandt for dyden ikke svaret, og efter min mening grunder betegnelsen hovedsagligt i et kujonagtigt knæfald for husguderne selv, der fik lov til at styre deres egen virkningshistorie, både inden for og uden for Nordamerika.[i] De kaldte deres egen lille loge for Transcendentalistcirklen, og det var tilsyneladende et forsøg på at føre dele af Immanuel Kants filosofi ud i livet.
Det forekommer mig, at betegnelsen hviler på en sær antagelse om, at et materialistisk verdensbilledes modsætning er et transcendentalt. Men så må man da som minimum spørge, hvad der transcenderer den menneskelige virkelighed i Emersons og Thoreaus univers, hvad end denne menneskelige virkelighed forstås idealistisk eller materialistisk? Noget må jo gøre det, hvis begrebet transcendentalisme skal give mening. Jeg kan dog ikke finde det nogen steder. Og især ikke i deres gudsbegreb.
Først vil jeg dog rose Emersons begreb om ”self-reliance”. Emerson skriver i essayet af samme navn, at ”my life is not an apology, but a life,” hvilket er mig en sympatisk tanke. Det ligger også fint i tråd med en kristelig tale om, at Gud elsker dig som den arme synder, du er, ikke som det ideal, du ikke lever op til. Og det er naturligvis fint.
Derudover er det også på sin plads at rose især Thoreau, men også Emerson, for, at de som poeter betragtet ikke er uinteressante. Nyd eksempelvis følgende Thoreau-citat:
”The light which puts out our eyes is darkness to us. Only that day dawns to which we are awake. There is more day to dawn. The sun is but a morning star.”
Hvad det betyder, aner jeg ikke, men flot er det da. Mit problem med de tos skriblerier er et ganske andet, for deres mål er ikke poesi, men snarere at (mis)bruge poesien som en slags sandhedsorgan for mysticistisk (guds)erkendelse og pubertære revolutionsdrømme. Hvis man begrænser sig til Emersons essays ”Self-reliance” og ”Nature” samt Thoreaus ”Walden”, synes begges anliggende først og fremmest at være en slags anti-traditionalisme: Bøger og historie er borgerlige påfund, der skal fastholde menneskets blik bagudrettet, så det ikke opnår det, Emerson kalder ”an original relation to the universe”:
”Why should not we have a poetry and philosophy of insight and not of tradition, and a religion by revelation to us, and not the history of theirs [vores forfædre, RV]? Let us demand our own works and laws and worship.”
Men så må jeg spørge: Er vores forfædres liv ikke også levet liv? Og skulle det ikke være tilfældet, at der kan tales således, at muren mellem mig og eksempelvis Paulus eller Shakespeare bliver gennemsigtig, sådan at de taler dér, og jeg hører hér, som de tidlige Tidehvervsfolk ville have sagt det? Men nej, glem det skidt til Bibelen og Hamlet, vi må skabe vores egen ”worship”. Hvordan da, spørger De så dem selv? Emerson har skam svaret:
”In the woods is perpetual youth. Within these plantations of God, a decorum and sanctity reign. […] In the woods, we return to reason and faith. There I feel that nothing can befall me in life, – no disgrace. […] I become a transparent eye-ball; I am nothing; I see all; the currents of Universal Being circulate through me; I am part of or particle of God. […] The greatest delight which the fields and woods minister, is the suggestion of an occult relation between man and the vegetable.”
Og lige som man ikke tror, at det bliver mere gakket:
”I am not alone and unacknowledged. They [the fields and the woods, RV] nod to me, and I to them.”
Tilsyneladende er dette ideal om at blive “a transparent eye-ball” altså alternativet til retrospektiv traditionalisme. Vi skal indse, at markerne og skoven ”anerkender” os og ”nikker” til os i stedet for at læse Romerbrevet.
Til Thoreaus retfærdighed skal det dog nævnes, at hans antitraditionalisme langt fra er lige så eksplicit, og det er derfor sværere at anklage ham for selv samme. Men det synes mig dog klart, at ”Walden” er et forsøg på at gøre det, Emerson efterlyser.
Efter min mening skyldes denne anti-traditionalisme flere ting, hvoraf jeg her skal indskrænke mig til at nævne to. For det første kan den skyldes for stor afhængighed af Kants aposteriori-kategori, der som bekendt kun rummer empiri i en temmelig naturvidenskabelig forståelse. Transcendentalisterne var netop meget optagede af Kant og læste ham i deres ”cirkel”. Måske er det derfor, at Emerson og Thoreau ikke ser, at aposteriori-kategorien bør udvides, sådan som Gadamer så klogeligt har slået fast. Aposteriori-erkendelse bør også dække blandt andet tradition og åbenbaring, hvis den menneskelige forståelse skal beskrives adækvat. Det så Kant ikke, og det ser transcendentalist-spirerne ikke.
For det andet skyldes denne antitraditionalisme tilsyneladende en slags politisk, revolutionær indstilling. Det politiske ligger latent i begges tekster og særdeles eksplicit i især Thoreaus liv. Deres revolutionære indstilling går især på en tanke om, at mennesket holdes i lænker af institutioner som kirken, staten, byen, og at vi kan sætte os selv fri ved at tage afstand fra dem. Det kan i visse tilfælde være rigtigt, at de undertrykker mennesket, men som altid med sværmeriske, revolutionære drømme kammer det over i troen på det grænseløse subjekt, der selv sætter sine grænser. Emerson:
”The sensusal man comforms thoughts to things; the poet conforms things to his thoughts.”
En slags kantiansk shaman, forstås…[ii]
Alligevel er det værste aspekt ved dette ”transparent eye-ball”-ideal den totale mysticisme, der lægges for dagen. Begges naturerkendelser er blottet for sandhedsbetingelser, og hvad andet ord for dette er der end mysticisme? I vore dage ville nogle sikkert kalde det fænomenologi og gerne for min skyld: Men så må man stille det samme spørgsmål: Hvad er sandhedsbetingelserne for en såkaldt fænomenologisk analyse af et træ eller et venteværelse hos en praktiserende læge, sådan som man ser dem udfoldet nu til dags?
På sin vis er Thoreau ikke lige så slem som Emerson, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han kun forekommer mindre rabiat, fordi han ikke har disse metaovervejelser over sin metode, som Emerson har. Til gengæld er Thoreaus kristendomsforståelse mig noget nær en modbydelighed. Jeg tillader mig at fremhæve følgende passage:
”If you would avoid uncleanness, and all the sins, work earnestly, though it be at cleaning a stable. Nature is hard to overcome, but she must be overcome. What avils it that you are Christian if you are not purer than the heathen, if you deny yourself no more, if you are not more religious?”
Og her gik jeg rundt og troede, at kristendommen netop havde ophævet skellet mellem rene og urene måder at leve på, således at den aldrig kan ende som politisk ideologi, som det er tilfældet med islam. Men jeg har heller aldrig været en ”transparent eyeball”, så det forklarer måske mine fejltagelser.
Slutteligt et enkelt pænt ord om Emerson. Han lykkes da med én sand erkendelse: ”The sun also shines to-day.” Se, dér er en hævdelse, hvis sandhedsbetingelser kan blotlægges.
Noter
[i] Et fænomen, der ikke bør være danskere fremmed. Anders Thyrring Andersen har i Kredsen påpeget, at det samme gælder Johannes V. Jensen: Kongens fald beskriver en klokkeklar kristelig antropologi, men alligevel fik han lov til at styre sin virkningshistorie således, at alle tænkte ham som darwinist.
[ii] I den modsatte ende af verden gik russiske F.M. Dostojevskij rundt på stort set samme tid og så helt anderledes klart, hvilke konsekvenser en tro på det grænseløse subjekt ville få: Terrorisme. Med Rowan Williams blændende formuleringer formørkes subjektet i sin søgen efter grænseløshed:
“The freedom of the void is the dream of a liberty completely without constraint from any other, human, subhuman or divine; because it has no ‘other’, it can also have no content. But this means that the hunger for such freedom can only manifest itself in destruction, flinging itself against any limits; and when those limits are destroyed, it has to look around for more ‘others’ to annihilate, culminating in self-destruction. Since limits make us, what we are, the idea of absolute freedom is bound to be terroristic.”
“Det forekommer mig, at betegnelsen hviler på en sær antagelse om, at et materialistisk verdensbilledes modsætning er et transcendentalt. Men så må man da som minimum spørge, hvad der transcenderer den menneskelige virkelighed i Emersons og Thoreaus univers, hvad end denne menneskelige virkelighed forstås idealistisk eller materialistisk? Noget må jo gøre det, hvis begrebet transcendentalisme skal give mening.”
Har filosoffen glemt forskellen på det transcendentale og det transcendente? Det synes at være tilfældet.
Sjovt, i øvrigt, at man skal læse dette samme dag som man hos Svend Andersen har læst, at Løgstrup i sine noter til Barth’s romerbrevskommentar anklager Barth for transcendentalisme, mysticisme, metafysik. Gad vide om der er en sammenhæng?
Iøvrigt kan det undre at RV uden videre tvinger Bibelen og Shakespeare ind i samme kategori, alene med henvisning til deres overleverethed.
Det er muligt, og ganske sandt, at transcendentalisterne erstattede Kristus med naturdyrkelse. Men hvad er det for noget snak om, at åbenbaringen skal tvinges ind i ‘aposteriori’-kategorier, så den kan gøres til genstand for et ‘sandhedskriterie’?
Har RV glemt at åbenbaringen jo netop er sit eget sandhedskriterie, og derfor skærer igennem al traditionalisme? Det kan vi selvfølgelig godt kalde ‘mystik’. Men at RV tilmed kræver at åbenbaringen skal underkastes traditionen; er det andet end kryptokatolicisme og ortodoksi?
Filosoffen har sandelig ikke glemt, at der er forskel på transcendens og det transcendentale. Han véd tværtimod, at der er forskel – i hvert fald hos Kant. Det er også kun, fordi han ved det, at han kan påpege, at det ikke giver mening at kontrastere et transcendentalt verdensbillede med et materialistisk, hvilket de herrer transcendentalister efter hans opfattelse gør.
Det er klart nok, at der ikke er behov for noget, der ”transcenderer den menneskelige virkelighed”, hvis man skal lave en transcendentalfilosofi. Men transcendentalisme behøver ikke at være det samme. Hele forudsætningen for indlægget er, at Emerson og Thoreau er Kant-inspireret tænkning, der er gået grassat. Kunne begrebet ”transcendentalisme” for øvrigt ikke også dække over transcendens-filosofi? Man kan ikke sige ”transcendentisme”. Indrømmet, at citatet, der fremhæves, dog kunne være gjort klarere.
Skarpt og sjovt set, at Løgstrup skulle kritisere Barth for mysticisme. For min skyld ingen alarm. Jeg synes også (med Olesen Larsen), at det for at hænge sammen hos Barth indimellem kommer til at lyde, som om Helligånden forkynder en slags esoteriske sandheder.
Men en sammenhæng? Ja, hvis man tror, at undertegnede tror, at åbenbaringen skulle have brug for andre kriterier end sig selv. Det tror han imidlertid ikke. Han tror, at åbenbaringen er sit eget kriterium. Han tror også, at åbenbaringen (d.H. Guds ord) gør alting nyt. Han mener blot også, at hvis den menneskelige forstand skal kunne forstå det, skal det anerkendes, at det erfares som en aposteriori-hændelse: Hvordan skulle det ellers erfares som nyt? Det er af samme årsag, at han skriver, at ”aposteriori-erkendelse også bør dække blandt andet tradition og åbenbaring, hvis den _menneskelige forståelse_ skal _beskrives_ adækvat.” Hvor ser JAS for øvrigt, at ”åbenbaringen underkastes traditionen”? I ovenstående hævdes det kun, at de for den menneskelige forståelse tilhører samme område.
Når nu vi er ved åbenbaringen, skal det igen understreges, at det sandelig ikke er tilfældet, at filosoffen mener, at åbenbaringen skal ”gøres til genstand for et sandhedskriterium” (deri er han selvfølgelig nok heller ikke længere filosof). Men han mener til gengæld, at hvis man tror, at den jøde, der hævdede, at Han var Sandheden, også var det, da kan ingen anden entitet kan gøre krav på sandhedskriterieløse påstande – hvad Emerson og Thoreau netop gør.
Om Bibel og Shakespeare tilhører samme kategori, er en længere diskussion. Men JAS er vel ikke uenig i, at begge de facto også har en overleveringshistorie, der påvirker fortolkningen af dem? Og hvorfor er en påstand om, at det ikke diskvalificerer hverken Paulus eller Hamlet, at de er blevet en del af traditionen, det samme som at tvinge dem i samme kategori? Undertegnede hævder blot, at Emerson og Thoreau fejlagtigt diskvalificerer dem _på grund af_ deres overleverethed.
JAS er vel heller ikke uenig i, at ingen fortolker af nogen af delene kan hævde sig upåvirket af de to teksters virkningshistorie? Bibelen er altså også skrevet af mennesker. Mon JAS har glemt, at der er forskel på Bibelen og Guds ord?