christian langballe

Den foreliggende (u)orden og Guds gode ordning

~ RV ~ Skriv en kommentar

Ph.d.-stud. Johan Christian Nord med en række overvejelser over ordning og uorden oven på debatten om “Det nye Tidehverv” mellem Christian Langballe og Claus Thomas Nielsen i Studenterkredsen i efteråret. Artiklen er også bragt i Tidehverv, nr. 6., 88. årgang, maj 2014, s. 76-78, og vi takker således Agnete Raahauge for venlig tilladelse til også at publicere den på nærværende blog.


I det følgende skal det dreje sig om et spørgsmål, der på forskellig vis og med skiftende styrke har optaget plads i mine overvejelser over, hvilket forhold kristendommen står i til det, vi – med en tåbeligt godtroende formulering – kunne kalde den empiriske erkendelse af verdens beskaffenhed. Af forskellige grunde har dette spørgsmål nu tiltvunget sig en sådan frontstilling, at jeg har besluttet mig for at påbegynde en famlende skriftlig tilnærmelse til det. 

Den mest umiddelbare grund til, at jeg nu har besluttet mig for at lade overvejelserne få skriftligt udløb kan findes i nogle af de indtryk, jeg fik ved en begivenhed, hvor to af dette blads medudgivere var sat i stævne. En novemberaften i det forgangne år havde Studenterkredsen i København således inviteret til et debatmøde i den største af Vartovs højelofts sale, som skulle vise sig at blive både velbesøgt og værd at gæste. Her havde man indkaldt Claus Thomas Nielsen og Christian Langballe for at drøfte deres  indbyrdes uenigheder angående kristendommens forhold til metafysik, som jo tidligere har indtaget spalteplads her i bladet og er blevet drøftet på flere sommermøder – der dog ligger så langt tilbage, at jeg vist endnu var barn, da de blev afholdt. Ligeledes ønskede man sig fra Studenterkredsens hold ved denne lejlighed en udveksling mellem de to om det, der i oplægget til foredraget blev kaldt »det nye Tidehverv«, samt dette nyes forhold til Luther og katolicismen.  

Det blev en spændende og vigtig aften, og mit indtryk var, at alle gik både oplyste og endda fornøjede fra et arrangement med en spørge- og tænkelysten sal, hvor der gudskelov ikke endte med at blive talt så meget – og så pænt – om papismen og dennes mulige forbindelse til et nyt Tidehverv, som i hvert fald jeg havde frygtet. 

Jeg skal ikke her tage direkte fat i den teologiske uoverensstemmelse – den være sig stor eller lille(bitte) – der er mellem Nielsen og Langballe, men alene beskæftige mig med et emne, der vist blev berørt af dem begge, men som jeg først og fremmest bed mærke i Langballes behandling af, nemlig forholdet mellem orden og gudstro. 

Inden jeg går videre, skal jeg lige have nævnt, at jeg efter foredraget havde en lang – og til sidst noget øllet samtale – med Christian Langballe, hvor det vist blev klart, at vore opfattelser ikke lå så langt fra hinanden, i hvert fald hvad angår de spørgsmål, vi nåede at få vendt. Dette er altså ikke så meget et oplæg til blodig strid mellem ungersvend og medudgiver, som det er et udslag af den opfattelse, at vi her har med et principielt spørgsmål at gøre, der har gavn af at blive behandlet skriftligt. 

Konfirmanderne hungrer!
På et tidspunkt under et af sine indlæg ved arrangementet nævnede Christian Langballe, at han i forbindelse med konfirmandundervisning havde gjort den håndfaste iagttagelse, at børnene – eller de unge mennesker, som det hedder i dag – virkede til at tragte efter og glæde sig ved erfaringen af noget, der er blevet krænket i vores verden, nemlig orden. Man kan simpelthen se det på dem; de hungrer efter alt dette, der er blevet dem forment af en lalleglad reformpædagogik og den hele mangfoldighed af tidssvarende dårligdomme. Den gode orden findes, men den kan blive – og er blevet – krænket med de grelle følger, en sådan overtrædelse har. Fra de unge struber lyder nu et uartikuleret skrig på orden, på konservatisme og på Gud, lod til at være argumentet, hvis vi skulle sætte det på kortform. Og tanken er da også både besnærende og har efter min klare opfattelse ikke blot noget, men meget på sig. Konfirmanderne vil have mere kristendom og mere konservatisme, sådan er det, for sådan er mennesket. Og alt dette i forlængelse af en sådan sund, jordbundet engelsk fornuft, som Christian Langballe gjorde sig til talsmand for.

Men fremstillingen af forholdet mellem en vanrøgtet ungdoms længsel efter den sønderbrudte orden og den gode Gud rejser nu alligevel et gammelkendt principielt teologisk spørgsmål, man ikke bør krybe udenom, men derimod gå lige på. For hvilken rækkefølge er det, der opstilles her, eller som man i hvert fald meget let kan se for sig som følge af en sådan iagttagelsesbaseret overvejelse? Jo, det er netop en rækkefølge, der går fra den empiriske konstatering af menneskets trang til orden – midt i et herskende ordensbrud – til en tro på den Gud, der giver og opretholder en sådan orden. Vi står med andre ord over for en tankerække, der meget let kan ende i dét, vi ellers har for vane at forsage som naturlig teologi – eller måske endda i ren og skær naturalisme, hvor menneskets behovstilfredsstillelse bliver ensbetydende med dets salighed. 

En naturalistisk slutning
For sagen er, som jeg skal prøve at anskueliggøre, at der, hvis argumentet om at mennesket trives ved orden, og at orden derfor er godt og gudgivet, skal stå til troende, meget let kan blive tale om en naturalistisk slutning. Hermed mener jeg ikke kun den niche af dogmatiske vildveje, vi kalder naturlig teologi, og som blandt andre Johannes Horstmann i vor hjemlige sammenhæng har gjort sit for at uddrive, men sigter også til den tankegang, der i det hele taget er drivende for en normativt naturorienteret betragtningsmåde, altså også den erklæret ugudelige naturalisme. 

For denne tankegang – at det afgørende blot er ad den (snus)fornuftige sansnings vej at udgrunde menneskets anlæg og behov, dets natur, for derved at komme til klarhed over, hvilke betingelser der må tilvejebringes for at sikre trivsel – er nemlig også velkendt uden for den teologiske tænkning. Det er netop en meget udbredt tankestruktur, der vel nok har eksisteret siden den faldne verdens første morgenrøde, men som i moderne tid har fået ét af sine væsentligste og mest udbredte udtryk inden for en materialistisk og zoologisk tænkning. Nemlig i den normanvisende udformning af darwinismen og i hele den moderne indskrivning af mennesket i den skala af organiske livsformer, der strækker sig mellem alt fra vandmænd til højerestående abekatte, som alle ubændigt vil dette enkle: overlevelse og udbredelse.   

Hvis man hævder, at mennesket er så let at få greb om, at man ad den empiriske iagttagelses vej kan konstatere behovet for et ordnet habitat til understøttelse af trivsel og overlevelse, og derfor bør opfatte et sådant som hjemlet i guddommelig orden og (selv!) sørge for at sikre det, har man ikke sagt stort mere end det, alverdens hedenske og ikke-kristne tankesystemer altid kommer frem til. Mennesket i centrum, menneskelivets sikring – og selv guderne er enige med os, hvis vi altså tilfredsstiller dem retmæssigt. Et sådant menneskesyn er ikke kristeligt, men derimod af en rendyrket naturalistisk, eller vitalistisk, art, for her har man sat tilværelsen på letfatteligt begreb, og er krøbet uden om den gåde, der hedder menneske, og som vi kun kan tage livtag med i tro. 

Nok er det temmelig indlysende, at vi mennesker holder af at overleve og trives, og der kunne snildt være ikke så lidt sandhed i den betragtning, at disse to går fløjten, hvor anarki og selvdyrkelse hyldes som junglens sidste og højeste skrig, men spørgsmålet er og bliver, om en sådan konstatering virkelig kan indgå i noget begrundende led i en fornuftsmæssig syntese med det, vi plejer at kalde gudstro? Således den overordnede principielle og strukturelle indvending, som skal udfoldes i det følgende. Men før vi kommer frem til mit højst foreløbige bud på, hvordan man kan tale anderledes om orden og gudstro, må vi omkring en lille udredning og eksemplificering af muligheder for empirisk funderede bestemmelser af det, man kunne kalde den foreliggende (u)orden.


Den foreliggende orden
Som sagt kan jeg for en umiddelbar betragtning – altså hvad angår det briterne ville kalde common sense – være med på Langballes treledede opfattelse af, at der faktisk findes en orden i tilværelsen, at overskridelser af denne har tunge følger, og at mennesket derfor har behov for at agte denne orden. I billedernes form kunne vi måske udtrykke det sådan her: 
Omkring ethvert menneske er der en mur, ja faktisk en pigtrådsbefæstet forskansning, som hælder således nedad, at den snildt kan forceres af den, der måtte have lyst, men som ikke efterlader den overløbne uberørt. Han kan sagtens komme over den – ja, vi er jo hver eneste dag, hvert eneste øjeblik, øjenvidner til forceringen af dette lovens voldsanlæg. Men den, der kommer over, vil uvægerligt miste noget i det sammenslyngede virvar af pigtråd. Han vil i strømme af sit eget blod miste noget af sig selv. 

Eller måske med Paulus som leverandør af almene mundheld til dagligdagen: »Alt er tilladt, men ikke alt gavner«. 

For Man kan sagtens vælge at give sig humanismens menneskedyrkelse i vold og tro på en verden, hvis endelige blomstring alene afhænger af, om menneskeheden evner at se sin egen stolthed og adel i øjnene og kaste lovens hæmmende åg af sig for derved at virkeliggøre den godhed, der bor i brystet, men indtil nu menes blot at have været hæmmet. Sådan kan man sagtens tænke og sagtens handle. Det har vi jo gjort. Men der er følger af et sådant brud med den jordnære fornemmelse for forskansningernes rolle i sikringen af menneske- og folkelivet. Der er følger, når opdragere og øvrighed kaster vrag på deres embede. Og disse følger rammer med jernhård konsekvens, og mon ikke der sidder en læser derude, som mener at have skuet disse følger i forbindelse med sin, ja netop, konfirmandundervisning?

Vi kunne også udtrykke det mere plumpt med henvisning til en historie fra den fysiske og aldeles virkelige verden: Hvis man – som en vis digter gjorde det – er af den opfattelse, at man er i stand til at flyve og derfor tager turen ud over vindueskarmen fra en Københavnerlejlighed, så splatter man ud. Og sådan er det bare. 

Sådan kunne en overvejelse over den foreliggende orden som en observerbar, men ofte krænket, kendsgerning se ud.

Den foreliggende uorden
Men vi kunne også vende sagen på hovedet og overveje følgende lige så empiriske betragtning: mennesket er bestandigt optaget af at tilvejebringe orden i den verden, vi kalder vores, men vi skuffes gang på gang. For de rådfyldte sprækker i vore kalkede murer har beklageligvis og konstaterbart den lede vane evigt og altid at kaste deres lange blikke efter os, hvor vi netop troede at have tildækket dem. Råddet trænger altid ind og frem, og mennesket er og bliver menneskets ulv – og til sidst kommer så den store slagter og røver dét fra os, vi troede var vor ejendom, vort liv. Ud fra denne betragtning er vor indbildning således netop den, at der faktisk skulle gives en orden midt i den faktisk uorden, og at vi blot skal finde den rigtige kalkningsmetode for endeligt at sikre den. Også denne indbildning er et udslag af humanismen – blot i en anderledes konserveringsorienteret afart. 

Også denne overvejelse kan – hvis vi ligesom ovenfor skal springe til Skriften – bringes i forbindelse med et par ord af Paulus, der nok ikke indeholder begrebet orden, men derimod begrebet lov, og vel med nogen ret kunne bringes i forbindelse med de overvejelser, det her drejer sig om:

Jeg finder altså den lov, at jeg skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med den loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig af dette dødens legeme?

Menneskets forhold til det Paulus her kalder lov, men som vi vel med en vis rimelighed kunne jævnføre med forestillingen om en tilværelsens orden, er altså splittet. Vi kender – således Paulus’ påstand – ganske vel Guds gode lov, men vort hele liv, vort kød, træller under en anden lov og henligger altså i det, der for en umiddelbar trivselsorienteret betragtning må kaldes uorden, fordi mennesket netop plages af og slutteligt går til grunde ved den. 


Ligesom ovenfor kan denne betragtning videre iklædes kød ved henførelse til det daglige livs menneskelige alt for menneskelige hurlumhej. For også denne betragtning, at livet udfoldes i en tilstand af uorden, kender vi jo fra vor egen virkelighed, nemlig fra alle vore bestræbelser på genoprettelse – på fast og myndig konfirmandundervisning midt i tidens amokløb for ikke at nævne vore bestræbelser på egen genoprettelse –  der sluttelig viser sig ikke at have afkastet den rimelige og naturlige ordenssans, vi gjorde os forhåbninger om at kunne lirke frem. Vi kalker og kalker, men bæstet regerer – og netop derfor bærer øvrigheden sværd.  

Men hvor er det egentlig, jeg vil hen med dette fletværk af selvmodsigelsesmuligheder? Jo, jeg vil ganske enkelt derhen, hvor spørgsmålet om orden viser sig som det, dét virkelig er: en gåde, der fordrer tro. 

Guds gode ordning
Det kan altså ikke være den sansende fornuft, der når frem til, at der i verden gives en orden, og at denne både er af og til det gode. For just denne fornuft kunne jo – i en ærlig stund – også få øje på al den uorden, vi bestandigt ser omkring os og selv kaster både os og de andre ud i. Verden taler ikke entydigt om orden, for naturens bog er holdt i en cifferskrift. Vi ejer ikke den nøgterne empiriske erkendelses røntgenblik, vi skuer ikke tingenes inderste – vi griber ikke om det, en vis stræbsom ånd kaldte was die Welt im Innersten zusammehält for så sidenhen at slå sig noget så slemt på sin egen iver.  

Vi står derimod i den afgørelse, som netop den her skildrede vekselspændte erfaring af den foreliggende (u)orden sætter os i. Den anfægtelse, som vi ved loven igen og igen tugtes frem til: At bøje knæ som menneske og både bede om og modtage sine synders nådige forladelse eller at knejse i egensindig stolthedsindbildning – og gå derfra som abe. 

Dette er Guds gode ordning, dette er den kristne tro på Guds gode ordning – at vi alle bringes til denne  afgørelsens stund, hvor vore gerninger og egen verdensforbedrende foretagsomhed bliver til støv mellem de selvretfærdige fedtfingre. Og videre: at det er her, midt i vort eget ruinøse landskab, det viser sig, at Han, der kom i fornedrelsens skikkelse og oprejstes i herlighed, allerede har afgjort sig for os og nu vil indstifte den kærlighedens orden, som alle vantro hjerter bekæmper, men som ingen sluttelig vil kunne holde stand imod. For det er kun i gudstroen, at denne verden oplyses som gudsforordnet skaberværk opretholdt ved Hans lov, og det er kun i denne tro, det Ord slår rod, som lyder om oprejsningen af alt det tabte i Kristus. 


At verden er i orden – eller til sidst vil komme det – viser sig ikke ved den blotte anskuelse, men først i den tro, der gør alting nyt. 

Tidehvervsk religionskrig II: Rationalisten og empiristen

~ RV ~ Skriv en kommentar

Ph.d.-stipendiat Johannes Aakjær Steenbuch om  Tidehverv med udgangspunkt i debatten mellem Claus Thomas Nielsen og Christian Langballe, der gæstede Studenterkredsen 14. november.

Det er ikke sådan lige at gribe aftnens arrangement an. Enten pege på det væsentlige, og så sige alt for lidt (for der var mange uvæsentligheder), eller også gå hele showet efter i sømmene, og så sige alt for meget (for der blev sagt meget). Lad mig straks sige at det følgende er et øjebliksbillede af hvad jeg mener at have hørt og tænkt. Jeg medbragte ingen notesblok eller båndoptager, og skulle de omtalte mene sig fejlciteret er det nok mig, der husker forkert.

Skal man skære det typologisk ud i pap (hvad man måske ikke skulle), og sætte herrerne i bås, kan man anvende to grundbegreber fra filosofihistorien: rationalisme og empirisme. Rationalisten vil tænke sig til verdens indretning for derefter at indpasse erfaringen i sit system. Empiristen vil erfare sig til verdens indretning for derefter (måske) at bygge et system op. Rationalisten Claus Thomas Nielsen (CTN) er systematiker. Det er både hans fordel og problem. Dogmatikken flyder let og uanfægtet fra et sæt metafysiske grundsætninger. Men oplægget var præget af en ekklekticisme, der et øjeblik fik mig til at tænke, at der var tale om disciplinen name-dropping på tid. Alverdens teologer, biskopper, -ismer, fx arianisme, monarkianisme, postmodernisme, nihilisme, hegelianisme, papisme, dit og dat, blev rodet sammen i en pærevælling. Det var ikke helt som om han havde til sinds at blive forstået, som en anden tilhører bemærkede. Empiristen Christian Langballe (CL) var på sin vis bedre, fordi han ikke forsøgte at gabe over for meget. Til gengæld fik han heller ikke sagt så meget. Men det sagte var måske nok, for CLs anliggende var ikke at opkaste filosofiske systemer, men at pege på dette ene at kristendommen er en tiltale til det enkelte menneske. En erfaret virkelighed.

Til CTN må man sige, at den bedste teologi bedrives fra præstegårdene, ja, men den er kun bedst når den ikke forsøger at give skin af at være akademisk. Det kan da godt være at moderne teologi ikke tilkender Jesus den enhed med Faderen, som jo helt rigtigt er en grundpille i klassisk kristen teologi. Men har det nu også særlig meget med arianisme at gøre, et kætteri fra en helt anden tid og sammenhæng? Måske, men det gavner ikke sagen at gøre brug af luftige begreber med løs hånd. Ærgeligt, når kampen nu er så vigtig og pointen så såre rigtig. Det gælder også det udmærkede forsvar for menneskets frihed. CTN hævdede, at et grundelement i luthersk og augustinsk kristendom er troen på menneskets frihed overfor Gud. CTN forveksler vist Luther og Erasmus, den sene Augustin og de øvrige kirkefædre. For det er helt rigtigt at menneskets frie afgørelse overfor Gud er et væsentligt element i klassisk kristendom før Augustin, men det er jo netop med Augustin og traditionen fra ham, op til Luther og Calvin, at menneskets frihed afskaffes til fordel for en filosofisk determinisme.

Så er der forholdet mellem hedenskab og kristendom. Går der en lige linje? CTN påpegede det teologisk eksemplariske i, at den første kirke i CTNs sogn (Stauning, eller hvor var det?) blev bygget på hedenske offerhøje, fordi kristendommen forkynder det ultimative offer. Sådan var middelalderens forsoningslære, ja. Men i klassisk kristendom er Kristus ikke et offer, der, som de hedenske skal tilfredsstille en vred gud, men en løsesum betalt af en Gud, der er rede til at ofre sin egen søn for at rive sin skabning ud af dødens kløer. Derfor er kristendommen heller ikke fuldendelsen af hedensk offerkult. Kristendommen er radikalt forskellig fra hendenskabet, både dets filosofi og dets religion. Nogle af CTNs påstande var egentlig sympatiske fordi de var et forsvar for en klassisk (førmiddelalderlig) teologi, imidlertid med usunde præmisser. Andre påstande var helt håbløse, især den om, at opstandelsen er et objektivt konstaterbart, verificerbart og falcificerbart faktum. En sådan tænkning vil have viden, ikke tro; fakticitet, ikke håb; synlighed, ikke usynlighed. CL fik banket den udmærket i jorden, uden derved at forsvare trossubjektivisme eller relativisme, for var der vidner til opstandelsen? Nej, det var der jo ikke, og deri er der nok en pointe. Der hvor CTN var bedst, var da han viste en flig af teologisk sårbarhed og usikkerhed. Det kom til udtryk da han rynkede på brynene af “garderobeskabsteologen” Thomas Aalmans forsøg på at hælde glassur over hvad CTN beskrev som et “beskidt håndværk”, krigen. Så kan man diskutere om han har ret i, at dette håndværk er nødvendigt, eller om vi skulle tage Grundtvigs ord til os, og ikke frygte hvad verden kalder sin nødvendighed af stål, som vi sang efterfølgende?

Hvad vil det så sige at være jorden tro? Det var det spørgsmål aftnens debat egentlig skulle dreje sig om. Spørgsmålet blev dog snarere: Gives der en ‘meta-physis’, et ståsted uden for denne verden? Det var et af CTNs grundpåstande. CL bedyrede derimod, at han skam aldrig var blevet tilbudt et sådant ståsted, og mindede om, at kristendommen ikke handler om, at mennesket står distanceret overfor Gud, at Gud er genstand, men at det er Gud, der er subjektet i tiltale til mennesket, som derved bliver genstand for Guds tiltale. Dét er rigtignok ikke et ‘ståsted’, men det modsatte af et ståsted, fordi vi dér bliver revet ud af vores orden. Dette er det helt afgørende, og derved behøvede Christian Langballe egentlig ikke at sige mere. For ved at vende bøtten, og sætte forholdet mellem subjekt og objekt ret, så det ikke længere er mennesket, der taler om Gud, men Gud, der taler om mennesket, er al metafysik afskaffet. Hvad der er tilbage er Guds egen forkyndelse af sit Ord, som skal tros i lydighed til handling, ikke gøres til et spekulativt system.

At være jorden tro? Det er en klassisk tanke i kristendommen, at vores borgerskab ikke er på jorden, men i himlen. Metaforikken er stoisk og platonsk, men peger på det forhold, at mennesket ikke kan grunde sin identitet i sig selv, men må få den givet af Gud. Men netop fordi den gives til det menneske, som er her, i denne verden, er der jo ikke tale om, at vi skal flygte til én eller anden metafysisk himmel. Guds rige, himmelens rige, er ikke en anden verden, men af en anden verden. Guds rige er der hvor Kristus er, og han er her, midt iblandt os. Det eskatologiske ‘og’ er, at der også skal være en tid hvor dette rige bryder synligt frem. Evangeliet handler ikke om at flygte til en fjern himmel, men om at Guds rige er nær, her. På jorden. At tage dét alvorligt er at være jorden tro.

Et beslægtet stridspunkt var dette, at der ifølge CL altid er tvivl hvor evangeliet lyder. Igen: Hvor evangeliet lyder er der altid tvivl. Altid!? Udråbstegnet skyldes, at udsagnet blev anledning til oprør i publikumsgeledderne. Kan det virkelig passe, at ingen når dertil hvor der er sikkerhed for troen? CL forklarede med Barth, at hver gang Gus Ord lyder må vi starte forfra. Vi står altid på bar bund. Kristen (sagde CL luthersk?) teologi må altid være dialektisk, fordi den altid opstår i brud. Hvad så med martyrerne, tvivlede de også!? CL havde vist ikke rigtigt lyst til at sige ja, og sneg sig uden om. Det havde han nu ikke behøvet, for naturligvis tvivlede martyrerne også. Hvor evangeliet lyder spaltes den gamle Adam altid fra den nye skabning i Kristus og går til grunde i sin tvivl. At være martyr er at gå tvivlen igennem og ud på den anden side, at gå i stykker på evangeliet, afdø og at lade sig samle op af Gud. Jeg tror, hjælp min vantro!

Et væsentligt punkt som de to teologer måske burde have diskuteret, men som røg ud i glemslen, er begrebet ‘analogia entis’ (eller hvad man nu måtte kalde det). CTN fik i sit oplæg viderekolporteret den augustinske idé om, at Guds treenige væsen kan spores overalt i skabelsen. Denne tanke bryder med traditionen op til da, hvor kirkefædrene normalt skelnende mellem det at vide, at Gud findes på den ene side, og at vide hvad Gud er på den anden. Vi kan ved at se omkring os intuitivt (ikke gennem spekulation) erkende Guds eksistens, men aldrig hvad han er. For Gud er radikalt forskellig fra sin skabning. Kun når Gud åbenbarer sig i Jesus Kristus erfarer vi hvad han er, kærlighed. Idéen om at vi kan læse Guds væsen ud af skabningen springer derved åbenbaringens nødvendighed over. Mennesket kan med sin egen fornuft gøre sig klog på hvem Gud er. Barth bemærker flere steder, at læren om analogia entis er den primære grund til ikke at være romersk-katolsk. Det kunne CL, som jo i en eller anden grad er rundet af Barth, måske godt have taget fat i. Det var ihvertfald her at CTN viste sig at være mest på linje med romersk-katolsk teologi (og papismeanklagen lå jo som uudtalt klangbund for debatten).

Så er der det med ordningerne. En spørger ville vide om der ikke er forskel på at hævde, at mennesket kan erkende, at verden har en bestemt orden på den ene side, og at denne orden er god på den anden. Altså: Det er indlysende at tilværelsen har visse grundvilkår, men det er ingenlunde klart, at de er skabt af en god Gud (heller ikke at de er uforanderlige kunne man tilføje). Med mindre man da altså som CTN mener at kunne se Guds treenige væsen i skaberværket. CL var vist egentlig med på CTNs vogn langt henad vejen, for er det ikke rigtigt at der er en tørst efter orden, hvor den ikke findes (CL eksemplificerede med vilde konfirmander, den dekadente ungdom)? Både rationalisten og empiristen mente altså, at vi kan vide af os selv, at orden er godt. Men ligesom deres tænkning i almindelighed starter og slutter i hver deres ende, drager rationalisten sine slutninger fra det metafysiske til det konkrete, mens empiristen drager sine slutninger fra det konkrete til det metafysiske. CLs idé syntes at være, at siden vi kan erfare en længsel efter orden, må der være en lov, som derfor også er god. Lidt ligesom at vores længsel efter Gud ifølge Thomas Aalmann, som blev nævnt flere gange, vistnok beviser, at Gud må findes.

Der er et element af eroticisme i tankegangen. Men ingen søger jo Gud, det ved vi fra Paulus og psalmisten, og så burde den være på plads. At elske Gud er ikke en erotisk længsel, men at gøre hans vilje. Kristendom handler om kærlighed som agape, ikke eros. Vores længsel efter orden beviser ikke noget som helst. For kan denne længsel ikke lige så godt være en sult efter frugterne fra kundskabens træ? Ordningsteologiens problem er, at den går ud fra, at der for det første er (burde være?) en (fast) orden i denne verden, og at denne orden for det andet er god. Men sagen er jo, at vi lever i en verden hvor alt er uorden, kaos. Syndefaldet betyder ikke blot, at menneskets forhold til Gud og sig selv er brudt, men at hele skabningen er revet i stykker. Hvis der er en orden er den sat af kræfter, som ikke vil mennesket det godt. At Gud kan bruge disse til alligevel at fremme sine formål er en anden sag (der er forskel på gudsgiven skabelsesorden og dette at Gud ordner vores morads, hen ad vejen). Men dette har et eskatologisk sigte. Lovens funktion er at pege på, at vi lever i en brudt virkelighed, ikke at der er en gudgviven fast orden, som vi skal finde os til rette i. Lovens funktion er at gøre det klart, at vi har desperat behov for en indgriben fra noget helt andet, noget, der er så forskelligt fra os selv, at vi ikke engang kan længes efter det: Hvad intet øje har set, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte. Gud selv. Nuvel, de to teologer er jo en slags lutheranere, og med den præmis in mente kan man jo ikke klandre dem for at have misforstået forholdet mellem Guds orden og denne verdens (u)orden.

Der manglede måske en grad af saglighed? Det virkede umiddelbart som gik debattanterne til sagen selv. Men de to teologer efterlod alligevel det indtryk som megen nutidig teologi giver, nemlig at den er ad hoc-tænkning. På ekklektisk vis griber man til de argumenter og idéer, som kan anvendes til fordel for den kulturkamp man måtte stå i på et givent tidspunkt (find selv på eksempler). Saglighed er når man går til sagen på dens egne præmisser. Det betyder ikke at abstrahere fra den konkrete sammenhæng, men at spørge hvilken betydning sagen har, frem for at ville instrumentalisere sagen og tillægge den en betydning som er den fremmed. Dermed ikke sagt at opgør er uvæsentligt. Havende indtaget to-tre ‘frokoster’ fik jeg efter foredraget i en diskussion erklæret, at der i virkeligheden ikke kan finde teologi sted udenfor opgøret. Teologi har altid kun en negativ funktion, for kun Gud selv kan opbygge. De første trosbekendelser blev til, ikke som et forsøg på at sætte positivt, rationelt begreb på kristendommen, men at sætte hegn om mysterierne, som Timothy Ware formulerer det med inspiration fra én eller anden kirkefader. Senere (meget senere) bemærkede en anden tilhører tænktsomt: “Der manglede noget. Måske tilgivelse?” Ja, måske, hvem ved? Måske en Grundtvigianer ville kalde det: Ånd.

Tidehvervsk religionskrig

~ RV ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. Hans Nørkjær funderer over Claus Thomas Nielsen og Christian Langballes velbesøgte  debat om “Det nye Tidehverv” i Kredsen 14. november. 

[…] bliver Bladet [: Tidehverv] i nogen Maade et kristeligt, da bliver det gennem Synspunktet, ikke gennem Stoffet – gennem Sigtet mere end gennem Meninger. ”Was Christum treibt”, det er kristeligt.

Den lader vi lige stå et øjeblik. Ordene er sagt om Tidehverv i dettes spirende førstedage – ja, det kaldes endda ofte Tidehvervs ”programskrift”, hvad dette så ellers skal betyde.

Nu er det ikke for at underkaste forrige torsdags møde i Studenterkredsen København et kildekritisk syrebad, at jeg knytter an ved disse ord. Og det er ikke for at påvise, om de to kombattanter Christian Langballe og Claus Thomas Nielsen, der denne novemberaften sluttede kreds om de tidehvervske faner, nu også i sand forstand er i fuldkommen overensstemmelse med de allerførste ord, der lød fra denne ”grimme ælling” i dansk teologi: Tidehverv. Det ville jo ellers være skønt, om man kunne enten verificere eller falsificere sand og usand kristendom tilbage i historien, men ak, vor ringe forstand, når slet ikke så langt. Eller gør den? 
Gustav Brøndsted, der står som forfatter af ovennævnte ord, kan i hvert fald ikke bare sådan uden videre tages til indtægt for den eneste og sandeste forståelse af Tidehverv – og sand kristendom – men det kunne dog hævdes at være en sjov øvelse at have disse ord i baghovedet, som øjnene glider ned over det følgende (For en udførligere udlægning af Tidehvervs opståen og formationsår kan der henvises til en anden artikel fra denne skribents ydmyge hånd).
”Det, der beskæftiger Tidehverv, må nødvendigvis være sand kristendom.” De fyndige ord proklamerede førstetaleren ved bemeldte arrangement, Claus Thomas Nielsen, efter at have ironiseret over hele arrangements relevans – på trods af, at han havde rejst det halve fædreland igennem for at deltage i det – for som han sagde: ”Jeg forstår ikke, hvad Det Nye Tidehverv betyder.” Disse ord nåede i hvert fald at få undertegnede til at tænke: Åh, nej! De har taget Enhedsfronten med sig over i Studenterkredsen, og religionskrigen udebliver for i aften. Til min store glæde skulle alt andet vise sig at blive tilfældet med en aften, der var både en af de mest velbesøgte af de kredsmøder, jeg har frekventeret, og en af de mest veloplagte både fra talerne, salen og værtshuset efterfølgende (for de, der ikke deltog ved sidstnævnte, kan jeg blot berette, at begge oplægsholdere var med til at døbe dere synspunkter med rigelige mængder humle: Halleluja).
Men tilbage til den sande kristendom. Hvad er det? Ja, det er jo ofte oplysende i slige sammenhænge at begynde med, hvad sand kristendom ikke er. Og det gjorde Claus Thomas Nielsen da også. Sand kristendom er blevet forsøgt forpurret af to væsentlige strømme af kætterier, hvilke der ifølge Claus Thomas Nielsen ikke er så få eksempler på. De to ugudelige hovedstrømninger er: 1) det anti-monarkianske kætteri, der vel kort kan beskrives som alle mere eller mindre vidtløftige forsøg på at sekularisere eller relativere den teistiske Gud. Eksempler er her Hegel, liberalteologien og i nutiden valgmeninghedspræst under den Augsburgske Trosbekendelse, Niels Grønkjær. Og 2) det arianske kætteri, der på den ene eller anden måde lægger for lidt vægt på Jesu guddommelighed. Herunder nævntes overraskende Bultmann og K. Olesen Larsen og (indrømmet mindre overraskende) Johannes Sløk. Det interessante er, at vi her med navne som Bultmann og K. Olesen Larsen rækker dybt ind i, hvad der kan kaldes Tidehvervsegne rækker, men ud fra Tidehvervsegen devise om, at enhver svarer for sig selv, er dette vel også principielt fuldstændig tilladeligt. 
Det har noget at gøre med forholdet til den metafysiske virkelighed, som praktisk talt alt i Claus Thomas Nielsens oplæg vel handlede om; og dette ud fra axiomet, at sand kristendom taler om en anden og virkeligere virkelighed, end den jordiske. For uden en fastholdelse af noget uden for det jordiske bliver Gud og kristendom til nonsens. Det er med andre ord et radikalt opgør med den moderne verdens (og herunder teologis) relativisme, personalisme og sekularisme.
Her knytter Christian Langballe sig også på. Også han begyndte sit oplæg med en kritik af den postmoderne relativisme og den såkaldte Gud er død-teologi, hvor mennesket jo faktisk på en mærkværdig omvendt måde tilkendes en meget udviklet evne til at gøre sig slutninger omkring den virkelige virkelighed. Det er en banalitet, men det er relativismens paradoks, at den hævder at relativismen er absolut sand, og dette opponerede begge talere imod. Dog fremkom den meget væsentlige accentforskydning, at hvor Claus Thomas Nielsen uden bæven talte om den objektive, metafysiske virkelighed, ville Langballe bevare et utvetydigt subjektivt element, der fastholdt Luthers vægtlægning på, at evangeliet lyder pro me, og at det (i bedste K. Olesen Larsen-stil) er den enkeltes afgørelse, om man antager evangeliet for sandt. Dermed lyder evangeliet også i højere grad til håbet, end det er en skuen direkte ind i Guds objektive sandhed ifølge Langballe.
Oplysende for denne forfatter var det imidlertid, at Claus Thomas Nielsen i sin teologi med meget klare udtryk står på en åbenbaringsmetafysik og ikke en skolastisk, naturlig metafysik. Korset er og bliver centrum i kristendommen – også for Claus Thomas Nielsen. Spørgsmålet er da blot, hvad denne åbenbaring af korset konstituerer, og hvad der efter en ”erkendelse” af korset som centrum er mennesket muligt at fatte. For hvis vi med denne åbenbaringsmetafysik er i stand til ikke blot at klynge os til korset i tro på syndernes forladelse og håb om kødets opstandelse, men kan klynge os til vores egen forstand og opbygge et totalt, metafysisk system blot med korset som axiom, da forbliver menneskets spekulative formåen en fornuftsdyrkelse, som ligger meget langt fra en tidehvervsk lutherdom.
Jamen har Luther ikke sagt både dette og hint om at tage pilgrimsstaven op og vandre imod Guds stad;? Givetvis. Og er det ikke mere i overensstemmelse med Luthers samlede teologi at hævde en metafysik? Til det sidste har jeg blot at sige til Claus Thomas Nielsen med inspiration fra en tidligere tidehvervsmand: ”[Claus Thomas Nielsen] vil have den hele Luther; det vil Fanden ogsaa!”  For mig at se har Claus Thomas Nielsen brug for at få stukket øjnene ud på sin kristologiske fornuft. For jeg er ikke enig i, at man kan falsificere korsbegivenheden. Nok er den for troen et objektivt faktum, men det vedbliver at gå ud over vores forstand.  Og – en passant – jeg er fuldstændig ligeglad med, om den nuværende nytestamentlige forskning er i færd med at datere evangelierne tættere på Jesu eget liv og dermed nå tættere på en sandsynliggørelse af korsbegivenhedens rigtighed. Det rykker ikke en tøddel ved andet, end fodnoterne i de kedsommelige eksegetiske evangeliekommentarer. Kristendommen vil til stadighed handle om troen på budskabet, Ordet. Og hvilket skrøbeligt grundlag er det da i øvrigt ikke at forankre sandheden i det, vi går så meget op i at kalde ”den objektive virkelighed”. 
Hvis jeg skal afslutte dette indlæg i den principielle religionskrig, som jeg håber, at i hvert fald et enkelt par øjne stadig hænger fast ved, vil jeg lade min rammefortælling – og altså Gustav Brøndsted – komme til orde igen:  
[…] bliver Bladet i nogen Maade et kristeligt, da bliver det gennem Synspunktet, ikke gennem Stoffet – gennem Sigtet mere end gennem Meninger. ”Was Christum treibt”, det er kristeligt. (min kursivering)
Selvom det muligvis er ligegyldigt for d’herrer oplægsholdere at blive sat i overensstemmelse med gamle Gustav, så vil jeg dog alligevel mene, at det er en opløftende aften – for den tidehvervske sjæl – når en sal af unge og gamle, hvoraf mange har en affinitet til arbejdsfællesskabet Tidehverv, kan føre et slag i den gamle religionskrig med ildhu og iver, hvor det væsentlige forbliver sigtet og ikke meningerne. ””Was Christum treibt”, det er kristeligt.” Og så i øvrigt tak for samtalerne – også efterfølgende ved værtshusdåben. 
Jeg beklager den opbyggelige slutning; jeg smider straks pilgrimsstaven fra mig igen og overlader ordet til Kingo:
Gak, ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig
vække her,
men siden der
til liv evindelig