Tidehvervsk religionskrig II: Rationalisten og empiristen

Ph.d.-stipendiat Johannes Aakjær Steenbuch om  Tidehverv med udgangspunkt i debatten mellem Claus Thomas Nielsen og Christian Langballe, der gæstede Studenterkredsen 14. november.

Det er ikke sådan lige at gribe aftnens arrangement an. Enten pege på det væsentlige, og så sige alt for lidt (for der var mange uvæsentligheder), eller også gå hele showet efter i sømmene, og så sige alt for meget (for der blev sagt meget). Lad mig straks sige at det følgende er et øjebliksbillede af hvad jeg mener at have hørt og tænkt. Jeg medbragte ingen notesblok eller båndoptager, og skulle de omtalte mene sig fejlciteret er det nok mig, der husker forkert.

Skal man skære det typologisk ud i pap (hvad man måske ikke skulle), og sætte herrerne i bås, kan man anvende to grundbegreber fra filosofihistorien: rationalisme og empirisme. Rationalisten vil tænke sig til verdens indretning for derefter at indpasse erfaringen i sit system. Empiristen vil erfare sig til verdens indretning for derefter (måske) at bygge et system op. Rationalisten Claus Thomas Nielsen (CTN) er systematiker. Det er både hans fordel og problem. Dogmatikken flyder let og uanfægtet fra et sæt metafysiske grundsætninger. Men oplægget var præget af en ekklekticisme, der et øjeblik fik mig til at tænke, at der var tale om disciplinen name-dropping på tid. Alverdens teologer, biskopper, -ismer, fx arianisme, monarkianisme, postmodernisme, nihilisme, hegelianisme, papisme, dit og dat, blev rodet sammen i en pærevælling. Det var ikke helt som om han havde til sinds at blive forstået, som en anden tilhører bemærkede. Empiristen Christian Langballe (CL) var på sin vis bedre, fordi han ikke forsøgte at gabe over for meget. Til gengæld fik han heller ikke sagt så meget. Men det sagte var måske nok, for CLs anliggende var ikke at opkaste filosofiske systemer, men at pege på dette ene at kristendommen er en tiltale til det enkelte menneske. En erfaret virkelighed.

Til CTN må man sige, at den bedste teologi bedrives fra præstegårdene, ja, men den er kun bedst når den ikke forsøger at give skin af at være akademisk. Det kan da godt være at moderne teologi ikke tilkender Jesus den enhed med Faderen, som jo helt rigtigt er en grundpille i klassisk kristen teologi. Men har det nu også særlig meget med arianisme at gøre, et kætteri fra en helt anden tid og sammenhæng? Måske, men det gavner ikke sagen at gøre brug af luftige begreber med løs hånd. Ærgeligt, når kampen nu er så vigtig og pointen så såre rigtig. Det gælder også det udmærkede forsvar for menneskets frihed. CTN hævdede, at et grundelement i luthersk og augustinsk kristendom er troen på menneskets frihed overfor Gud. CTN forveksler vist Luther og Erasmus, den sene Augustin og de øvrige kirkefædre. For det er helt rigtigt at menneskets frie afgørelse overfor Gud er et væsentligt element i klassisk kristendom før Augustin, men det er jo netop med Augustin og traditionen fra ham, op til Luther og Calvin, at menneskets frihed afskaffes til fordel for en filosofisk determinisme.

Så er der forholdet mellem hedenskab og kristendom. Går der en lige linje? CTN påpegede det teologisk eksemplariske i, at den første kirke i CTNs sogn (Stauning, eller hvor var det?) blev bygget på hedenske offerhøje, fordi kristendommen forkynder det ultimative offer. Sådan var middelalderens forsoningslære, ja. Men i klassisk kristendom er Kristus ikke et offer, der, som de hedenske skal tilfredsstille en vred gud, men en løsesum betalt af en Gud, der er rede til at ofre sin egen søn for at rive sin skabning ud af dødens kløer. Derfor er kristendommen heller ikke fuldendelsen af hedensk offerkult. Kristendommen er radikalt forskellig fra hendenskabet, både dets filosofi og dets religion. Nogle af CTNs påstande var egentlig sympatiske fordi de var et forsvar for en klassisk (førmiddelalderlig) teologi, imidlertid med usunde præmisser. Andre påstande var helt håbløse, især den om, at opstandelsen er et objektivt konstaterbart, verificerbart og falcificerbart faktum. En sådan tænkning vil have viden, ikke tro; fakticitet, ikke håb; synlighed, ikke usynlighed. CL fik banket den udmærket i jorden, uden derved at forsvare trossubjektivisme eller relativisme, for var der vidner til opstandelsen? Nej, det var der jo ikke, og deri er der nok en pointe. Der hvor CTN var bedst, var da han viste en flig af teologisk sårbarhed og usikkerhed. Det kom til udtryk da han rynkede på brynene af “garderobeskabsteologen” Thomas Aalmans forsøg på at hælde glassur over hvad CTN beskrev som et “beskidt håndværk”, krigen. Så kan man diskutere om han har ret i, at dette håndværk er nødvendigt, eller om vi skulle tage Grundtvigs ord til os, og ikke frygte hvad verden kalder sin nødvendighed af stål, som vi sang efterfølgende?

Hvad vil det så sige at være jorden tro? Det var det spørgsmål aftnens debat egentlig skulle dreje sig om. Spørgsmålet blev dog snarere: Gives der en ‘meta-physis’, et ståsted uden for denne verden? Det var et af CTNs grundpåstande. CL bedyrede derimod, at han skam aldrig var blevet tilbudt et sådant ståsted, og mindede om, at kristendommen ikke handler om, at mennesket står distanceret overfor Gud, at Gud er genstand, men at det er Gud, der er subjektet i tiltale til mennesket, som derved bliver genstand for Guds tiltale. Dét er rigtignok ikke et ‘ståsted’, men det modsatte af et ståsted, fordi vi dér bliver revet ud af vores orden. Dette er det helt afgørende, og derved behøvede Christian Langballe egentlig ikke at sige mere. For ved at vende bøtten, og sætte forholdet mellem subjekt og objekt ret, så det ikke længere er mennesket, der taler om Gud, men Gud, der taler om mennesket, er al metafysik afskaffet. Hvad der er tilbage er Guds egen forkyndelse af sit Ord, som skal tros i lydighed til handling, ikke gøres til et spekulativt system.

At være jorden tro? Det er en klassisk tanke i kristendommen, at vores borgerskab ikke er på jorden, men i himlen. Metaforikken er stoisk og platonsk, men peger på det forhold, at mennesket ikke kan grunde sin identitet i sig selv, men må få den givet af Gud. Men netop fordi den gives til det menneske, som er her, i denne verden, er der jo ikke tale om, at vi skal flygte til én eller anden metafysisk himmel. Guds rige, himmelens rige, er ikke en anden verden, men af en anden verden. Guds rige er der hvor Kristus er, og han er her, midt iblandt os. Det eskatologiske ‘og’ er, at der også skal være en tid hvor dette rige bryder synligt frem. Evangeliet handler ikke om at flygte til en fjern himmel, men om at Guds rige er nær, her. På jorden. At tage dét alvorligt er at være jorden tro.

Et beslægtet stridspunkt var dette, at der ifølge CL altid er tvivl hvor evangeliet lyder. Igen: Hvor evangeliet lyder er der altid tvivl. Altid!? Udråbstegnet skyldes, at udsagnet blev anledning til oprør i publikumsgeledderne. Kan det virkelig passe, at ingen når dertil hvor der er sikkerhed for troen? CL forklarede med Barth, at hver gang Gus Ord lyder må vi starte forfra. Vi står altid på bar bund. Kristen (sagde CL luthersk?) teologi må altid være dialektisk, fordi den altid opstår i brud. Hvad så med martyrerne, tvivlede de også!? CL havde vist ikke rigtigt lyst til at sige ja, og sneg sig uden om. Det havde han nu ikke behøvet, for naturligvis tvivlede martyrerne også. Hvor evangeliet lyder spaltes den gamle Adam altid fra den nye skabning i Kristus og går til grunde i sin tvivl. At være martyr er at gå tvivlen igennem og ud på den anden side, at gå i stykker på evangeliet, afdø og at lade sig samle op af Gud. Jeg tror, hjælp min vantro!

Et væsentligt punkt som de to teologer måske burde have diskuteret, men som røg ud i glemslen, er begrebet ‘analogia entis’ (eller hvad man nu måtte kalde det). CTN fik i sit oplæg viderekolporteret den augustinske idé om, at Guds treenige væsen kan spores overalt i skabelsen. Denne tanke bryder med traditionen op til da, hvor kirkefædrene normalt skelnende mellem det at vide, at Gud findes på den ene side, og at vide hvad Gud er på den anden. Vi kan ved at se omkring os intuitivt (ikke gennem spekulation) erkende Guds eksistens, men aldrig hvad han er. For Gud er radikalt forskellig fra sin skabning. Kun når Gud åbenbarer sig i Jesus Kristus erfarer vi hvad han er, kærlighed. Idéen om at vi kan læse Guds væsen ud af skabningen springer derved åbenbaringens nødvendighed over. Mennesket kan med sin egen fornuft gøre sig klog på hvem Gud er. Barth bemærker flere steder, at læren om analogia entis er den primære grund til ikke at være romersk-katolsk. Det kunne CL, som jo i en eller anden grad er rundet af Barth, måske godt have taget fat i. Det var ihvertfald her at CTN viste sig at være mest på linje med romersk-katolsk teologi (og papismeanklagen lå jo som uudtalt klangbund for debatten).

Så er der det med ordningerne. En spørger ville vide om der ikke er forskel på at hævde, at mennesket kan erkende, at verden har en bestemt orden på den ene side, og at denne orden er god på den anden. Altså: Det er indlysende at tilværelsen har visse grundvilkår, men det er ingenlunde klart, at de er skabt af en god Gud (heller ikke at de er uforanderlige kunne man tilføje). Med mindre man da altså som CTN mener at kunne se Guds treenige væsen i skaberværket. CL var vist egentlig med på CTNs vogn langt henad vejen, for er det ikke rigtigt at der er en tørst efter orden, hvor den ikke findes (CL eksemplificerede med vilde konfirmander, den dekadente ungdom)? Både rationalisten og empiristen mente altså, at vi kan vide af os selv, at orden er godt. Men ligesom deres tænkning i almindelighed starter og slutter i hver deres ende, drager rationalisten sine slutninger fra det metafysiske til det konkrete, mens empiristen drager sine slutninger fra det konkrete til det metafysiske. CLs idé syntes at være, at siden vi kan erfare en længsel efter orden, må der være en lov, som derfor også er god. Lidt ligesom at vores længsel efter Gud ifølge Thomas Aalmann, som blev nævnt flere gange, vistnok beviser, at Gud må findes.

Der er et element af eroticisme i tankegangen. Men ingen søger jo Gud, det ved vi fra Paulus og psalmisten, og så burde den være på plads. At elske Gud er ikke en erotisk længsel, men at gøre hans vilje. Kristendom handler om kærlighed som agape, ikke eros. Vores længsel efter orden beviser ikke noget som helst. For kan denne længsel ikke lige så godt være en sult efter frugterne fra kundskabens træ? Ordningsteologiens problem er, at den går ud fra, at der for det første er (burde være?) en (fast) orden i denne verden, og at denne orden for det andet er god. Men sagen er jo, at vi lever i en verden hvor alt er uorden, kaos. Syndefaldet betyder ikke blot, at menneskets forhold til Gud og sig selv er brudt, men at hele skabningen er revet i stykker. Hvis der er en orden er den sat af kræfter, som ikke vil mennesket det godt. At Gud kan bruge disse til alligevel at fremme sine formål er en anden sag (der er forskel på gudsgiven skabelsesorden og dette at Gud ordner vores morads, hen ad vejen). Men dette har et eskatologisk sigte. Lovens funktion er at pege på, at vi lever i en brudt virkelighed, ikke at der er en gudgviven fast orden, som vi skal finde os til rette i. Lovens funktion er at gøre det klart, at vi har desperat behov for en indgriben fra noget helt andet, noget, der er så forskelligt fra os selv, at vi ikke engang kan længes efter det: Hvad intet øje har set, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte. Gud selv. Nuvel, de to teologer er jo en slags lutheranere, og med den præmis in mente kan man jo ikke klandre dem for at have misforstået forholdet mellem Guds orden og denne verdens (u)orden.

Der manglede måske en grad af saglighed? Det virkede umiddelbart som gik debattanterne til sagen selv. Men de to teologer efterlod alligevel det indtryk som megen nutidig teologi giver, nemlig at den er ad hoc-tænkning. På ekklektisk vis griber man til de argumenter og idéer, som kan anvendes til fordel for den kulturkamp man måtte stå i på et givent tidspunkt (find selv på eksempler). Saglighed er når man går til sagen på dens egne præmisser. Det betyder ikke at abstrahere fra den konkrete sammenhæng, men at spørge hvilken betydning sagen har, frem for at ville instrumentalisere sagen og tillægge den en betydning som er den fremmed. Dermed ikke sagt at opgør er uvæsentligt. Havende indtaget to-tre ‘frokoster’ fik jeg efter foredraget i en diskussion erklæret, at der i virkeligheden ikke kan finde teologi sted udenfor opgøret. Teologi har altid kun en negativ funktion, for kun Gud selv kan opbygge. De første trosbekendelser blev til, ikke som et forsøg på at sætte positivt, rationelt begreb på kristendommen, men at sætte hegn om mysterierne, som Timothy Ware formulerer det med inspiration fra én eller anden kirkefader. Senere (meget senere) bemærkede en anden tilhører tænktsomt: “Der manglede noget. Måske tilgivelse?” Ja, måske, hvem ved? Måske en Grundtvigianer ville kalde det: Ånd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.