Forfatter: KG

Fra alle os til alle jer: Studenterkredsens julegave 2014

~ KG ~ Skriv en kommentar

Sig skjuler det Smaa i store Ord,
Men maa jo sin Daarskab begræde,
Da Han, som Ordet gjør evig stor,
Sig skjulde i Ringhedens Klæde!
Nissekongen F. S. Grundtvig i “Juletræet”, Nyeste Skilderie, den 20. December 1823.

Store ord i ringe klæder, det er hvad vi her kan præsentere for jer, kære læsere. Selvom vores hytte er lav og så vor dør, så bliver der alligevel råd til at fejre jul på ægte kredsmanér i år. Som en lille julegave forærer vi nemlig alle vores abonnenter et særnummer af Studenterkredsen, som gerne skulle nå brevsprækkerne inden jul. Her kan man både læse om grundtvigsk juleklip, trolddomsbjerge, antihelte, liturgi, nytår og meget mere. 16 sider med veloplagte ungersvendes skriblerier og en enkelt juleprædiken af sognepræst Kristine K. Ravn. Glæd dem til at se, hvordan den traditionelle lyseblå farve har måttet vige for en moderigtig rød, lige til sæsonen.

Vi håber selvfølgelig, at vores kære abonnenter også har lyst til at fortsætte med os i de kommende år; i 2015 får man hele fire numre for den nette pris af 100 danske kroner.

Skulle nogle være være kede af ikke at være abonnenter, og dermed gå glip af vores julenummer, så fortvivl ikke. Som et særligt tilbud, så kan de første 20 nye abonnenter, der tegner sig op fra og med 2015, se frem til at modtage vores julenummer som en lille velkomstgave inden det nye år. Skriv blot til studenterkredsen@gmail.com med navn og adresse. Er man allerede selv abonnement, så er her intet mindre end den perfekte julegave til alle, der tørster efter ånd.

Glædelig jul og lyksaligt nytår,

Redaktionen.

Kirkesangen som kerne-kirkeligt værn mod hidsige teologer

~ KG ~ Skriv en kommentar

Søren Holms artikel fra seneste nummer af Kredsen har vakt en del furore og (frisindet) diskussion, og redaktion har modtaget indtil flere henvendelser. Således har vi senest modtaget dette indlæg fra cand.mag. og omkredsmand Christian Verdoner Larsen, som vi hermed med største fornøjelse bringer til fortsat religionskrig.

Den redaktionelle mening med at bringe Søren Holms helt igennem misforståede – om end symptomatiske – angreb på den rummelige folkekirke har vel været at få rusket op i en god gammeldags stridbar diskussion – en intention som allerede i skrivende stund er blevet kronet med små fyrre kommentarer på Facebook. Succesen udi at få folk op ad stolene og hen til tasterne vidner da også dette indlæg om – et indlæg, der efter bedste evne forfattes i den efterspurgte, stridbare stil – om end det synspunkt, der her ønskes fremført dog snarere går ud på en kritik af ideen om, at al denne teologiske snik-snak skulle være kernen i kirken, kristendommen og det kirkelige fællesskab. Ganske vist er intet mere oplivende for den tænkende ånd og den teologistiske udvikling end jævnlig intellektuel meningsudveksling og argumenteren – men når selve kirken og den menige mand i folkets kirke, som ganske vist er for enhver (findes der da nogen, som det ikke er værd at prædike for?), tages som gidsel i denne diskussion og bliver beskyldt for ugudelighed, ja, så fortjener teologerne at blive irettesat.

Holm argumenterer for, at kirken udadtil ganske vist ligner sig selv:

“Kirkebygningerne, uniformen og ritualerne ligner stort set sig selv. Det samme gør musikken, sangen, bønnerne, teksterne. Ja, endog prædikenen vil ofte være umiddelbart genkendelig som en kristen prædiken”.

Men desuagtet har kirken alligevel forandret sig ”i sit væsen”, og er ”ikke længere den kristne kirke, den var.”
Problemet er nemlig, at teologien ikke har nogen plads i kirken. Dette kommer for Holm til udtryk i den såkaldt rummelige folkekirke, der ikke levner plads til dogmatisk stivsind eller kamplystne præster. Det hele lulles åbenbart hen i den søvngænger-agtige gentagelse af ritualer, salmer og tekster, som bliver tom gestikulation. Vi har det alt for godt i kirken, den er blevet for lummer-varm osv.

Bortset fra, at jeg selv som kirkesanger i hen ved tretten år dårligt kan genkende Holms analyse, og udover at Holm ser bort fra, at prædikestolen vel stadig er et af de mest frie fora, hvor man kan slippe af sted med at sige ikke så lidt, så afslører hans analyse også en fatal miskendelse af selve sangens og liturgiens kerne-kirkelige betydning. Kirken har til alle tider bygget på sang, liturgi og bøn. Disse former er kristendommens objektive udtryk. En folkekirkelig krise skulle spores deri, at mange ikke længere finder det naturligt at synge med – eller at synge i det hele taget. På spørgsmålet: Hvad stiller vi op med det glædelige evangelium?, findes der ikke noget mere af traditionen velsanktioneret og i øvrigt bibelsk velfunderet svar, end at vi mødes i sang, bøn og nadver.

Heri overvintrer kristendommen og lister sig ind og sætter præg på dagliglivet, og på disse former bygger kirken og det kristelige fællesskab. Gudstjenestens stort set uforanderlige form sikrer en større kontinuitet og gennemslagskraft, end en hvilken som helst intellektuel kværuleren. I denne hysterisk-fortravlede tid, der ikke savner ord og drama, er det svært at forestille sig noget mere utidssvarende i ordets mest velgørende forstand, end at mødes i andægtighed for ved egne lungers kraft at frembringe skøn musik til ære for Gud og mennesker. Takket være sangen, bønnen og liturgien kan selv ikke den mest nævenyttige, ambitiøse eller uduelige præst helt kapre gudstjenesten. Nok så meget kan han/hun gestikulere på prædikestolen og forsøge at sætte griller i hovederne på de sagesløse kirkegængere – men præsten vedbliver at være en gæst i dette hus, hvor enhver prædiken ikke forbliver ukommenteret eller uimodsagt, men straks efter sættes i relief af korsangen fra pulpituret.

Det er tænkningens natur at sætte skel og grænser. Dette mærker man i teologernes interne og nok så hidsige disputeren, som gudskelov ikke sætter sig igennem på gudstjenstligt niveau. Ud af al denne teologi udspringer der en sær, ukristelig polyteisme. Der tales om den svage gud, den almægtige gud, de gudløses gud, den kærlige gud, den metafysiske gud, muslimernes gud, den nye gud, den kristne gud og den ikke-kristne gud. Tænkningen synes uvillig til at bekende, at Gud er Gud – og herfra må den kølige tænkning overlade scenen til inkarnationens erfaringsnære og krops-lumre virkelighed. Han er hos os, i blandt os og med os.

Grænsedragningens kritisk-evaluerende sport er uden tvivl stimulerende for intellektet – men hvis den skulle være bestemmende for kirken, så havde vi snart ikke længere en kirke, men kun små sekteriske bevægelser, der kunne samle sig om et eller andet lyst hoved, der havde en masse at sige. Holms foragt for den rummelige folkekirke er et produkt af forstandens hovmod, der tror at kristendommen og kirken bygger på meninger og dogmatiske standpunkter. Den tendens i velmenende teologers opråb, som Holm repræsenterer, beviser med al ønskelig tydelighed, at folkekirkens offentligt-nationale binding til den demokratiske (velfærds)stat er det eneste, der for tiden sikrer, at kirken, sangen, bønnen og liturgien ikke i almindelig armod og samfundsmæssig splittethed bliver kidnappet af privatistiske meningsmagere.

—
Angående diskussionen om homovielser henviser jeg til min endnu uimodsagte kronik fra Weekendavisen 11.maj 2012.

Prosa-Krøniken: Forførelse – og virkelighedens straf

~ KG ~ Skriv en kommentar

I Aarhus kan de så godt som ingen andre sluge både sprut og skråle af karsken bælg. Læs her om, hvordan det gik de raske ungersvende fra Aarhuskredsen, da teologilektor og Mozartekspert Nils Holger Petersen gæstede og lagde op til både postforedrags-soiree og nattesæde på parkkollegiet. Husskjald og kronikør Jørn Hærknas beretter lysteligt om hiin oktoberaften i smilets by.

Ha ha ha
Så så så så
Hun talte så mangt et skæmtens ord

Sådan begyndte en aften i Studenterkredsens Aarhusfraktion for en rum tid siden: Med de pæne toner om Roselil og hendes moder. Og lidet vidste vi tilstedeværende, at det skulle være begyndelsen på en djævelsk forførelse, komponeret af lige dele Mozart og Carl Nielsen, orkestreret af kirkehistoriker og æstetik-connaisseur Nils Holger Petersen, der var hiin bajadsaftens foredragsholder.

Sammen med Mozarts egen Don Giovanni blev vi denne aften kastet fra borde og som en smutsten plasket hen over vandspejlet, indtil vi – mange timer, højskolesange og øllebajere senere – måtte give fortabt på timelighedens uomgængelighed og gå til bunds, som de fordrukne jordens stene vi er.

For denne aften blev vi ført lige i armene på en af de mest djævelske forførelser i nyere aarhuskredstid. Først fik vi udlagt den gribende, men forfærdelige historie om Don Giovannis storhed og fald. Vi hørte om verdens dom, der til sidst sender ham ned i den dybeste, flammende afgrund, fordi han end ikke i mødet med retfærdigheden vil erkende sin skyld. Dette fald var så meget desto større, fordi han på sin færden gennem livet havde ladet sig holde oppe af den sanselige nydelses snurretoppedans.

Men som det er med snurretoppe, holdtes han kunne oppe, så længe liderlighedspisken svang over ham, og så længe han blev ved med at ”give omgange” i livets navn. For da han pludselig ved Il Commendatores mellemkomst konfronteredes med sin egen livs-luftighed og sværmeriske selvoptagethed, bragtes han til standsning og sank følgelig til bunds.

Måske grebet af denne storslåede fortælling om den på én gang tildragende og frastødende myteskikkelse, omgærdet af den skønne (men vist nok moralsk angribelige!) Mozarts musik, endte hiin kredsaften hverken ved foredragets slutning, eller ved Kælderbarens udestængning af vi tilbageblevne nydelsessyge æstetikere. Heller ikke selvom den formelle del af programmet afsluttedes med afsyngning af kredsklassikeren Den klare sol går ned, kunne mådeholdet og anstændigheden trænge igennem til os.

Vi ville (som det er med hiine æstetikere) have mere! Mere! Mere!

Og da, som vi netop blev ramt af lukkeordninger og bebudelsen af ”sidste snurretoppeomgang”, sprang nådens kilde af klippen: ”Jørn Hærknas bor et kast med smutstenen herfra,” råbtes det udover de tomme ølflasker. Og så smed man bomben: ”Han har whisky. Så bare prisgiv dit helbred og næste dag med.”
Og skønt smøgpindene var futtet af, var der også råd for mere røg: Ligesom den sidste nat på årets sommermøde blev Dommedagsgangeren nemlig sadlet og med Stolten Julius ved tømmen galoperede den mod Nådekiosken, der har evigt åben (7-11). Thi røg må der til, om livet skal gå under! Hermed var ethvert anstændigt løb kørt.

(NB: Netop De Anstændige, der også tidligere havde hørt om både forførelse og straf, var klogeligen allerede brudt op fra forsamlingen. Klogelig var det, efterdi slige natlige eskapader i dere øjne nok ikke var dogmatisk korrekte. Det er jo ikke alt, der gavner.)

”Hurra, hvor er vi frejdige!” råbte ungersvenden Anders hiin Bruune, hvorefter han istemte en meget tenorpræget udgave af I alle de riger og lande. Og åh, som den klang højt og urent ud over hele Aarhus’ ringgade. Hvilket jubelkor!

Kælderbarens skanser blev således rømmet, og afsted gik det mod mørkere og intimere jordestrøg. Et kollegiekøkken blev indtaget med vrål og vræl, whiskyen blev fundet og atter kom Den Lille Blå på bordet. Nu skulle der Carl Nielsen til, og Nils Holger dirigerede. Nænsomt, men bestemt. Højt det gjaldede og den hjemmeboende whisky blev hurtigt tømt. Også en halv flaske snaps måtte frem af spritlageret, og da endog den var vredet tør (til tonerne af Som en rejselysten flåde), var forsamlingen tæt ved at kapitulere.

Som tørstige hjortekalve sad vi om det kantede bord og tænkte på råd, lige indtil selveste orkestratoren, dirigenten, aftenens egen Commendatore – der skønt han ikke længere havde stemme som en 65-årig, men alligevel med lethed kunne tildrage sig tilhørendes respekt – ihukom det trofæ, han havde modtaget for de levende ord, han tidligere havde foredraget os: Heurika! Heurika! Vi har en flaske til! Og så var alt jo godt, og vi kunne med frejdighed og Don Giovanni i hu atter skåle på livets lyksaligheder og ormesækkens rumlen, altimens der istemtes Den danske sang er en ung blond pige.

Således fortsatte aftenen. Der blev røget, der blev skrålt og der blev grint. I mange timer havde vi svin det ganske fint. Og som det bør være, gik vi sidste vågne bajadser, da klokken nærmede sig syv, mod nærmeste idylleriske plet for at sjunge solen op. Men ak, da ramte verdens dom os dobbelt hårdt: Vi var ikke længere i Augustus’ tid, men i den mørkeste oktoberoffertid, og hvor meget vi end sang, ville solen ej lade sig vise. End ikke gamle Knudsen kunne mane den hedenske lysglobe frem af havet. Vi måtte nøjes med en enkelt lygtepæls matte og kolde glød.

Verdens dom var klar: I har tabt mod jer selv, og virkeligheden har straffet jer derfor. Ingen sol til jer. Gå i seng! Sådan sluttede hiin forførende aften i Aarhuskredsen!

Gak ormesæk og sov, Gud skal i morgen dig
Vække her
Men siden dér
Til liv evindelig

Guds almagt. Oplæg ved debat i Studenterkredsen, 9. oktober.

~ KG ~ Skriv en kommentar

I den lange svada af indlæg og kommentarer, der har været i kølvandet på torsdagens debat om Guds almagt har sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen ønsket at få sit oplæg fra debatten trykt, så det bringer redaktionen naturligvis her med største fornøjelse.

Den kristne teologi kender Gud gennem Kristus. Allerede Melanchthon slog fast i ”Loci”, at Gud kendes gennem sine velgerninger i Jesus Kristus.

Derfor må enhver tale om Gud tale gennem Kristus. Jesus Kristus er Guds åbenbaring og Guds selvforklaring. Vi kan have mange forestillinger om Gud og hans styrke og indretning. Men kun i Kristus forklares Gud. Hvis ikke, ender vi i et alment religiøst gudsbegreb eller i Islams voldsomme og uberegnelige gud.

Gud defineres i Kristus. Det siger vi ofte, men ofte opdager man, at konsekvensen ikke tages. Teologi bliver til ord og ikke til det forklarede Ord. Det vil jeg prøve i det følgende. Jeg har ingen ambitioner om at tage demonstrativt afsked med almagten, men min ambition er at kvalificere talen om almagten. Hvad er der i det begreb? Hvis vi ikke kvalificerer f.eks. almagten, så reducerer vi Gud til et begreb og en abstrakt funktion, og ikke til en nærværende Gud.

Mit postulat, som jeg har udfoldet i flere artikler, men blandt andet i en større artikel i Præsteforeningens blad fra 2012 i et opgør med Jakob Wolfs teologi (som i parentes bemærket udmærker sig ved at være den eneste teologi, der tager almagten, som omnipotens, alvorligt), og senest i et indlæg i Dansk Kirketidende i forbindelse med den til tider ganske pinlige debat i forbindelse med bispevalget i Ribe, er, at almagten forstået som omnipotens strider mod logikken, bibelteologien og kristologien. Det er noget af en mundfuld, men jeg vil tage det punkt for punkt, og derigennem gøre rede for, hvad jeg regner for mit eget standpunkt: Almagten skal ikke afskaffes, men kvalificeres. Jeg vil gøre det i tråd med de nævnte artikler og i forlængelse af Lars Sandbecks nye bog: “Afsked med almagten”, som jeg på mange måder vil kalde en genuin luthersk teologi.

Logikken
Vi kender alle konfirmandstuens spørgsmål om, hvorvidt Gud kan skabe så stor en sten, at han ikke selv kan løfte den? Almagtens problematik driver os ud i absurditeter.

I skolastikken kunne sådanne spørgsmål få teologernes tid til at gå, og mange talte om almagten uden at gøre det egentligt. Gud havde almagt – javel – men hvorfor fordrev han så ikke bare det onde med et fingerknips? Teodicé-spørgsmålene begyndte at tårne sig op. Eller man kunne sige, at ganske vist var Gud almægtig, men han afstod blot fra at bruge almagten, hvorved man satte skel mellem Guds væsen og Guds vilje. Almagten blev grundlæggende ikke taget alvorligt.
Almagtsbegrebet driver os ud i så store logiske problemer, at vi er nødt at kvalificere almagten som andet og mere end blot en omnipotens. Det betyder ikke, at Gud er impotent. Det vil være en helt vanvittig konklusion og en konklusion, der ikke er bibelsk belæg for. Guds almagt er blot noget andet og mere end omnipotens, hvilket jeg vil illustrere om et øjeblik.

Men først en anden ting, som er godt beskrevet hos Lars Sandbeck: hvis almagten forstås som omnipotens, truer det med at gøre verden til ingenting. Magten er et relationsbegreb. Magten defineres i sit forhold. Jeg har magt over en stol og kan løfte den, selvom stolen gør modstand. Min magt defineres i stolens modstand. Men hvis jeg har al-magt, så yder hverken stolen eller noget andet modstand. Hvis noget yder modstand, har jeg ikke al magt. Hvis Gud har almagt, så bliver verden til ingenting. Verden hører op med at eksistere, hvis Gud har almagt forstået som omnipotens. Logisk set fører en konsekvent almagtstænkning til skaberværkets ophør og manglende eksistens af det. Almagtstænkning som omnipotens gør forholdet til skaberværket gnostisk.

Bibelteologien
Man kan få indtrykket, at beskrivelser af Guds almagt driver ned af de bibelske vægge. Det er bare ikke tilfældet. I det nye testamente beskrives Gud kun ti gange som omnipotent eller pantokrator, som er den græske parallel. Alle gange, undtaget i et tvivlsomt Pauluscitat, findes ordet i Johannes’ Åbenbaring (som Luther i parentes sagt ikke havde meget fidus til). Johannes’ Åbenbaring, som ikke kan siges at være et centralt bibelsk skrift, er blevet til i trængselstider, og man har derfor behov for at udfolde en almagt. Men spørgsmålet er, om det er i tråd med resten af NT. Det mente Luther som bekendt ikke, primært fordi skriftet udfoldede et gudsbegreb, der var i modsætning til regula fidei/Kristus-åbenbaringen. Almagten som omnipotens findes ikke i NT, og slet ikke i de centrale skrifter. Men hvorledes defineres Gud så? Det vender vi lige tilbage til om et øjeblik, Først et blik på det gamle testamente.

I det gamle testamente er Gud en kæmpende Gud. Det er Den ”Herre Sebaoth” – hærskares herre. Og de steder, hvor Gud i den danske oversættelse benævnes som almægtig, og det er få steder, er det ”el shaddaj”, der er grundordet. Oversættelsen er vanskelig, men kan sikkert oversættes til noget i retning af ”Bjergets hersker”.

For hvad betyder Shaddaj? Jeg har konsulteret diverse gamle testamentelige eksegeter, og det eneste helt hæderlige svar er, at ingen har en sikker anelse om, hvad Shaddaj betyder. Men af ingen af anelserne har det fjerneste med almagt at gøre – det er ren afskrift fra Septuaginta, som gengiver det med pantokrator, som egentlig mere betyder den, der opretholder alt, end ”almægtig”. Ordet ”shaddaj” er måske en henvisning til bjerge, marker eller bryster. Måske skal ”shaddaj” simpelthen oversættes som et navn. I den nye nudanske oversættelse, som udkommer 23. okt., er det gengivet som ”Den Gavmilde Gud”, dels pga. etymologien (henvisningen til bjerge beror på en afledning fra akkadisk, mens “marker” eller “bryster” som rod har hebraisk grundlag og peger samlet på frugtbarhed), dels pga. den teologiske kontekst (det er i patriarkfortællingernes pagtssammenhæng, at ordet optræder, når Gud åbenbarer sig for en af patriarkerne med favnen fuld af løfter).

Det nærmeste GT kommer til et formelt udsagn om Guds almagt er Jobs bekendelse i 42,2 – og det er jo ikke et teoretisk udsagn om Guds natur, men netop en personlig bekendelse fra et lidende menneske, som har kæmpet sig frem til accept og tillid til Gud.

Gennem hele GT er Gud defineret som en kæmpende Gud, og Guds almagt er et helt andet sted end i en omnipotens. For hvis vi leder efter en beskrivelse af Gud i GT, så er det ”Guds trofasthed, der varer til evig tid”. Det er der mildest talt utallige henvisninger til (ex. Sl. 100). Det er en trofasthed mod de troløse, der beskrives. Det er den trofasthed, der udfoldes som kærlighed og syndernes forlades i NT.

Guds almagt er kærligheden og udtrykker sig i syndernes forladelse.

Almagten er ikke en omnipotens, men er den kærlighed, der sætter sig igennem på trods og skaber nyt liv, hvor der ikke kan være liv og nyt håb, hvor håbet synes slukket. Gud kæmper i denne kærlighed. For kærligheden er jo netop ikke en magt, men sætter noget helt andet end magt, nemlig omsorg og beskyttelse. Gud er kærlighed (1 Joh 4,8) og kærligheden overvinder alt.

Gud har ikke almagten, som han bruger i kærlighed. Kærlighed er ikke en kvalitet i Gud, men Gud er kærlighed. Kærligheden er Guds magt, og der kan ikke skelnes.

Almagt eller almægtig er altså ikke en særlig gængs betegnelse for Gud i hverken GT eller i NT. Til gengæld bruges der et ord i NT flere hundrede gange om Gud. Et ord, som gives gennem Kristus-åbenbaringen, der som sagt er nødt til at være vores omdrejningspunkt, hvis vi vil være kristne teologer, og det er ordet fader eller far. Det er den faderlige omsorg og kærlighed, som er det afgørende. Det er også med rette påpeget af Lars Sandbeck.

Gud som far udfolder Luther også til fulde i den lille katekismus, hvor Gud defineres således:

Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru og børn, marker, kvæg og alt, hvad jeg ejer; at han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til næring for dette legeme og liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt; og alt dette gør han af lutter faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.

Det er en omsorg og et nærvær, der beskriver en faders forhold til sine børn. Ikke en almagt, der blot kan alt, men netop en kærlighed, der sætter sig igennem.

Guds almagt er hans kærlighed og viser sig i syndernes forladelse.

Derfor siger Jesus også i dåbsbefalingen: mig er givet al magt i himlen og på jorden. Magt er her det græske ord ”exousia”, hvilket også kan oversættes med ordet ”myndighed”, hvilket faktisk sker i Mark. 2,10, hvor Jesus har helbredt den lamme, der kommer ned gennem taget. Her definerer Jesus den magt, som beskrives i dåbsbefalingen: magten til syndernes forladelse. Kærlighedens magt, der skjuler syndernes mangfoldighed. Syndernes forladelse, der i kærligheden skaber nyt liv. Det er Guds almagt. Men almagt som al–magt kender bibelen ikke til. Det er tilsyneladende ikke bibelsk at tale sådan. Og Guds kærlighed kæmper. Det er derfor at vi beder i fadervor: ske din vilje som i himlen, således også på jorden. I himlen, som er kærlighedens rige, sker den, men på jorden skal kærligheden kæmpe, for vi lever altså ikke i Guds rige endnu, Guds rige viser sig på jorden i de glimt, hvor syndernes forladelse er virksom i kærligheden, og hvor vi må udbryde som tilskuerne ved Jesu gerninger: aldrig har vi set noget lignende. Nej, aldrig har vi set noget lignende, når kærligheden sætter sig igennem og skaber nyt liv og nye muligheder for fortabte. Guds rige har vi ikke på jorden endnu, men vi beder om, at den må vise sig hos os, også indtil Gud ved tidernes ende bliver alt i alle, og kærligheden bliver lovens fylde. Vi beder om, som Luther siger det i katekismen, at Guds vilje også sker hos os, nemlig i form af den kærlighed, der overvinder alt – også vores egen trods.

Luther er glimrende klar over, at der skal kæmpes. Han kalder det tvekamp underfuld, hvor liv og død de brødes. En tvekamp er altså ikke almagten, men netop en kamp, hvor der står noget på spil. Det vil vi se på nu. De kristologiske implikationer på almagtsbegrebet.

Kristologi
Kunne Kristus have tabt i graven? Ja eller nej? Kunne kvinderne været kommet ud til graven påskemorgen og da have fundet Jesus kold og død i graven? Var muligheden der? Hvis muligheden ikke var der, således at Kristus ikke kunne have tabt i graven, så reduceres det hele til et skuespil. Døden Jesus lider er på skrømt, for der står intet på spil. Det betyder, at hele inkarnationen og hele kampen bliver til et skuespil, hvor Gud fremviser sin almagt på teaterscenen. Guds almagt gør vores erfaringer forkerte. For døden, vi tror, vi erfarer, er ikke reel. Alt er på skrømt.

Men hvis Kristus kunne have tabt i graven, så sker der noget nyt i opstandelsen. Så vinder Gud sig ny erfaring i at vinde over døden. Så er der forandringer i Guds væren ved opstandelsen. Så er døden og dødens overvindes ikke givet på forhånd – eller ikke for Guds selv, og Gud viser sig i en ny position ved opstandelsen, hvis vi altså som Luther forstår det som en kamp og ikke som et skuespil. Gud vinder sig ny erfaring. For hvis Gud er upåvirkelig af inkarnationen, så er kristologien doketisk.

Luther siger dette tydeligt i ”Vom abendmahl Christi”, hvor han i gennemgangen af to-naturlæren understreger, at det der sker for den ene natur sker for den anden, for Kristus er een person (jf. WA 26,321), ellers skiller man Kristi person ad. Luther skriver: ”Døde Kristus kun for sin menneskelige natur? Men det ville ikke være noget nyt – du kan ikke tale om det guddommelige uden at tale om det menneskelige – og omvendt”. For Luther er der ingen tvivl om, at Kristus – som Gud – dør på korset og lægges i graven, og at Gud derved dør en reel død også for Gud. Derved får Gud ny erfaring. Derved er der forandring i Gud, hvor det er helt umuligt at tale om almagt som omnipotens. Opstandelsen er ikke en magtdemonstration, men netop – hvilket de bibelske tekster også alene i deres form bevidner – en kærlighed, der kommer til verden. Det udtrykkes både hos Grundtvig: ”Kærligheden, hjertegløder, stærkere var end døden”, (DDS 192,3) og hos en ortodoks luthersk teolog som Paul Gerhardt: ”Kærligheden, stærkere end døden” (DDS 114,2), og hos Brorson: ”Ej andet fra dit rige/har draget dig herned/end din den uden lige/grundløse kærlighed” (DDS 86,4). Det er klassisk teologi at sige, at det er kærligheden, der overvinder døden. Ikke livet eller almagten som omnipotens, men kærligheden, som er en helt anden magt end omnipotensen. Kærligheden, som ikke kan defineres i magtens kategorier.

Kærlighedens almagt er evangeliets udtryk, og udtrykker sig gennem syndernes forladelse. Det er en magt, der agerer helt anderledes end andre magter, og derfor vækker kærlighedens magt også forargelsen på evangeliet.

Lige en enkelt ting: Gud må gennemgå forandring i graven, ellers er Guds død blot et skuespil og på skrømt. Verden forsvinder, hvis vi siger dette. Men Gud defineres ikke statisk væren og således heller ikke i ontologien. Det er Løgstrups fejlskud at sige dette. Guds uforanderlighed er ikke i ontologien, men i relationen til os, for som salmisten siger det: ”Guds trofasthed varer til evig tid” (Davidsalme 100). Guds uforanderlige kærlighed til os fører Gud i en kamp tværs gennem kors og grav. Det er pointen.

Altså: Guds almagt er ikke en omnipotens, som der til tider bliver givet udtryk for. Det giver logiske problemer, men hvad værre er, så strider en sådan forståelse mod bibelens eget udsagn og kristologiens hændelser. Da vi i en luthersk kirke hylder sola scriptura, må vi derfor sige, at Guds almagt er kærligheden, der varer til evig tid, og denne magt (exousiua) viser sig i syndernes forladelse. Guds almagt er kærlighedens forhold, der gennem synderens forladelse sætter sig utvunget igennem.

De indsparkede døre og almagten – replik til en anmeldelse

~ KG ~ Skriv en kommentar

Almagtsdebatten er ikke slut endnu. Redaktionen har modtaget følgende replik af Lars Sandbeck ovenpå på mandagens anmeldelse af hans seneste bog.

Jeg vil gerne takke Studenterkredsen og stud.theol. Søren Frank Jensen for at bringe en anmeldelse af min seneste bog Afsked med almagten. Et bidrag til det kristne gudsbillede. Det er en god anmeldelse, som jeg er meget tilfreds med. Ikke fordi anmeldelsen er specielt rosende og fuld af lovprisninger over min bog, men fordi den er saglig og klart formuleret, og fordi den også er med til at gøre mig selv klogere på nogle af bogens svagheder. Blandt andet efterlyser anmelderen en nærmere redegørelse for, hvordan bogens teologi lader sig forene med opstandelseshåbet. Den samme efterlysning er jeg stødt på adskillige gange, efter jeg udgav min forrige bog De gudsforladtes Gud, så det kan være, jeg snart må til at tage mig sammen og få skrevet noget mere om eskatologien. Det bliver dog ikke i denne replik.

På trods af alt det positive, der kan siges om anmeldelsen, er jeg imidlertid ikke helt sikker på, Jensen til bunds har forstået min bogs anliggende og motivation. Ifølge Larsen sparker jeg åbne døre ind, fordi der angiveligt ikke skulle være mange, der abonnerer på de vulgære eller bastante almagtsopfattelser, jeg kritiserer. Nej, det er selvfølgelig rigtigt, hvis man læser Barth eller Jüngel eller Tillich eller Anselm og Augustin for den sags skyld. Men som jeg skriver i bogens indledning, er det den modale og kausale almagtsopfattelse, jeg angriber, fordi det er de mest udbredte og i folkelig bevidsthed også forplantede opfattelser. Og når jeg har valgt de ”folkelige” opfattelser, er det fordi jeg med bogen forsøger at henvende mig til andre end blot fagteologerne. Spørg den almindelige kirkegænger om, hvad det vil sige at Gud er almægtig, og jeg vil næsten vædde med, at flertallet vil svare, at Gud kan alt, eller at Gud står bag alt, hvad der sker – eller noget i den stil. Det er den virkelighed, præsterne befinder sig i, og den type opfattelser, præsterne må forholde sig til, jeg har taget afsæt i og ønsker at adressere med min bog.

Men når det så er sagt, kan det alligevel diskuteres, om bogen skulle være stråmandsargumentation fra ende til anden. F.eks. abonnerer Luther i Om den trælbundne vilje efter min opfattelse på et særdeles bastant kausalt almagtsbegreb. Det gør Jakob Wolf også i Jobs tårer. I kølvandet på Anders Breiviks massemord i Norge udtalte en række præster og teologer fra højrefløjen i både Norge og Danmark, at det var Gud, der stod bag Breiviks udåd, for der kan ikke ske noget, uden at Gud enten vil eller direkte forårsager det. Og sådan kunne jeg fortsætte et stykke tid endnu med at diske op med eksempler, der kan være med til at sandsynliggøre, at de døre, jeg sparker ind, måske alligevel ikke står så pivåbne, som Jensen synes at mene.

Jeg kan forstå, at Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmussen kaldte min teologi for en ”karnationsteologi” ved et arrangement i Studenterkredsen for nylig, fordi Gud, i min teologi, ”blev til kød, og så var det ligesom det”. Men Gud bliver ved med at være Gud, selvom han dør på korset, indvendes det så. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Bacher, Rasmussen og Jensen forveksler mig med en vis præst, der holder til i det samme bygningskompleks som Studenterkredsen. Hverken i min seneste eller forrige bog har jeg hævdet noget, der berettiger de beskyldninger, der rettes mod mig. Jeg har derimod netop kritiseret Gud-er-død teologien (eller ”karnationsteologien” om man vil), blandt andet fordi den er trinitarisk problematisk, og fordi den indfører en kenotisk transformation i Guds væsen, der indebærer, at Gud komplet udtømmes i immanensen. Men ok, jeg kan naturligvis ikke forvente, at hverken Bacher, Rasmussen eller Jensen har læst, hvad jeg har skrevet rundt omkring. Men så brude de herrer måske også være lidt mere varsomme med at udtale sig om det.

Lige på falderebet: jeg afviser ikke teodicéen for at redde Guds godhed. Jeg afviser i min bog om almagten teodicéen, fordi den efter min opfattelse i kristen optik er udtryk for et skinproblem og et falsk dilemma, som skyldes nogle religiøse præmisser, kristendommen på ingen måde behøver overtage. Så det er altså ikke mig, der ”opløser problemet”. Det har Det Nye Testamente allerede på forhånd og af sig selv gjort. Men det kan man jo læse om i min bog s. 88-102.

PS. At min teologi er sød, men ufarlig, tager jeg som et kompliment. Særligt hvis alternativet er ond og farlig.