Almagtsdebatten er ikke slut endnu. Redaktionen har modtaget følgende replik af Lars Sandbeck ovenpå på mandagens anmeldelse af hans seneste bog.

Jeg vil gerne takke Studenterkredsen og stud.theol. Søren Frank Jensen for at bringe en anmeldelse af min seneste bog Afsked med almagten. Et bidrag til det kristne gudsbillede. Det er en god anmeldelse, som jeg er meget tilfreds med. Ikke fordi anmeldelsen er specielt rosende og fuld af lovprisninger over min bog, men fordi den er saglig og klart formuleret, og fordi den også er med til at gøre mig selv klogere på nogle af bogens svagheder. Blandt andet efterlyser anmelderen en nærmere redegørelse for, hvordan bogens teologi lader sig forene med opstandelseshåbet. Den samme efterlysning er jeg stødt på adskillige gange, efter jeg udgav min forrige bog De gudsforladtes Gud, så det kan være, jeg snart må til at tage mig sammen og få skrevet noget mere om eskatologien. Det bliver dog ikke i denne replik.

På trods af alt det positive, der kan siges om anmeldelsen, er jeg imidlertid ikke helt sikker på, Jensen til bunds har forstået min bogs anliggende og motivation. Ifølge Larsen sparker jeg åbne døre ind, fordi der angiveligt ikke skulle være mange, der abonnerer på de vulgære eller bastante almagtsopfattelser, jeg kritiserer. Nej, det er selvfølgelig rigtigt, hvis man læser Barth eller Jüngel eller Tillich eller Anselm og Augustin for den sags skyld. Men som jeg skriver i bogens indledning, er det den modale og kausale almagtsopfattelse, jeg angriber, fordi det er de mest udbredte og i folkelig bevidsthed også forplantede opfattelser. Og når jeg har valgt de ”folkelige” opfattelser, er det fordi jeg med bogen forsøger at henvende mig til andre end blot fagteologerne. Spørg den almindelige kirkegænger om, hvad det vil sige at Gud er almægtig, og jeg vil næsten vædde med, at flertallet vil svare, at Gud kan alt, eller at Gud står bag alt, hvad der sker – eller noget i den stil. Det er den virkelighed, præsterne befinder sig i, og den type opfattelser, præsterne må forholde sig til, jeg har taget afsæt i og ønsker at adressere med min bog.

Men når det så er sagt, kan det alligevel diskuteres, om bogen skulle være stråmandsargumentation fra ende til anden. F.eks. abonnerer Luther i Om den trælbundne vilje efter min opfattelse på et særdeles bastant kausalt almagtsbegreb. Det gør Jakob Wolf også i Jobs tårer. I kølvandet på Anders Breiviks massemord i Norge udtalte en række præster og teologer fra højrefløjen i både Norge og Danmark, at det var Gud, der stod bag Breiviks udåd, for der kan ikke ske noget, uden at Gud enten vil eller direkte forårsager det. Og sådan kunne jeg fortsætte et stykke tid endnu med at diske op med eksempler, der kan være med til at sandsynliggøre, at de døre, jeg sparker ind, måske alligevel ikke står så pivåbne, som Jensen synes at mene.

Jeg kan forstå, at Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmussen kaldte min teologi for en ”karnationsteologi” ved et arrangement i Studenterkredsen for nylig, fordi Gud, i min teologi, ”blev til kød, og så var det ligesom det”. Men Gud bliver ved med at være Gud, selvom han dør på korset, indvendes det så. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Bacher, Rasmussen og Jensen forveksler mig med en vis præst, der holder til i det samme bygningskompleks som Studenterkredsen. Hverken i min seneste eller forrige bog har jeg hævdet noget, der berettiger de beskyldninger, der rettes mod mig. Jeg har derimod netop kritiseret Gud-er-død teologien (eller ”karnationsteologien” om man vil), blandt andet fordi den er trinitarisk problematisk, og fordi den indfører en kenotisk transformation i Guds væsen, der indebærer, at Gud komplet udtømmes i immanensen. Men ok, jeg kan naturligvis ikke forvente, at hverken Bacher, Rasmussen eller Jensen har læst, hvad jeg har skrevet rundt omkring. Men så brude de herrer måske også være lidt mere varsomme med at udtale sig om det.

Lige på falderebet: jeg afviser ikke teodicéen for at redde Guds godhed. Jeg afviser i min bog om almagten teodicéen, fordi den efter min opfattelse i kristen optik er udtryk for et skinproblem og et falsk dilemma, som skyldes nogle religiøse præmisser, kristendommen på ingen måde behøver overtage. Så det er altså ikke mig, der ”opløser problemet”. Det har Det Nye Testamente allerede på forhånd og af sig selv gjort. Men det kan man jo læse om i min bog s. 88-102.

PS. At min teologi er sød, men ufarlig, tager jeg som et kompliment. Særligt hvis alternativet er ond og farlig.