Ateisme som statskirke?

~ KG ~ 8 kommentarer

I dagens Kristelig Dagblad berettedes det, at danske ateister og andre overbeviste “ikke-troende” i Aarhus fra og med efteråret nu kan få lov at hvile i fred, befriet for kristne symboler og hvad der ellers hører sig til en gængs kirkegård.

Initiativet til tiltaget i Aarhus Kommune er angiveligt taget af Ateistisk Selskab, hvis formand Stinus Lindgren i længere tid har haft udtalte aversioner, som den gode ateist han nu engang er, mod at skulle begraves i indviet jord.

I forbindelse med beslutningen om at etablere en sådan ikke-kristen kirkegård udtaler han bl.a.:

“Det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor religioner har monopol på at begrave folk. Alle mennesker har følelser forbundet med døden, og når jeg dør, vil det være mærkeligt for mine efterladte at begrave mig almindeligt på en kirkegård og derved kæde mig sammen med noget, jeg ikke har taget del i”

Det kan give mening, at man som jøde, muslim eller andet finder det problematisk at blive begravet på kristen jord, da kristendommen jo i sagens natur står i modsætning til hvad man anser for religiøse sandheder, vel deriblandt bl.a. også den rette måde at forlade denne verden på, og dermed også et eventuelt begravelsesritual.

Dog kan nærværende skribent ikke begribe på hvilken måde det kan være af betydning for en ateist om han bliver begravet i den ene eller anden slags jord. Hvis religion er noget notorisk vrøvl, der ikke findes noget sådant som et liv efter døden og den kristnes handlinger afvises som meningsfyldte, kan det vel ikke have nogen form for skadelige konsekvenser at bisættes i dennes jord, eller være omgivet af bestemte symboler.

Man kunne spørge sig selv hvilke rettigheder Ateistisk Selskab nu vil kæmpe for at statens tilvejebringer: Skal det være muligt at bo i et ikke-kristent sogn, at gå til statsautoriseret humanistisk højmesse hver søndag, eller sende sine børn til skoler hvor religiøse sandheder systematisk pilles ned?

Hvis Ateismen på denne måde begynder at organisere sig for at få bestemte statslige særprivilegier og ydelser i relation til religiøs overbevisning, er den vel selv blevet til en organiseret “religion” (eller hvilken term man nu ville foretrække) og eo ipso ikke længere ateisme i ordets rette forstand.

Jeg vil tillade mig, hvad der vel er god skik og bruge i sådanne kronik’ske sammenhænge, at slutte af med et citat:

“Enhver, der er Noget og væsenligen er Noget, har eo ipso en Fordring paa nøiagtigt at blive anerkjendt for dette Bestemte, for hverken mere eller mindre”
– Søren Kierkegaard

Omtalte artikel kan læses her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/420049:Kirke—tro–Ikke-troende-faar-egen-gravplads-paa-kirkegaard?article_page=1

Studenterkredsen og “det grundtvigske”

~ JS ~ 3 kommentarer

Det hedder sig at Studenterkredsen bygger på et “grundtvigsk” grundlag. Som i så mange andre sammenrend, som smykker sig med denne betegnelse, er der imidlertid ikke megen klarhed over hvad dette betyder for det konkrete arbejde. Ikke overraskende. Men hvis ikke Kredsen skal ende som en tilfældig foredragsforening uden nogen klar profil, var det måske derfor på tide at besinde sig på sin “grundtvigske” arv. Det er nemlig afgørende at “folkeoplysning” ikke blot bliver et spørgsmål om at producere endnu mere tom information i tillæg til den vi dagligt bliver fodret med. For det er da stadig folkeoplysning, der er Studenterkredsens formål, eller hvad?

Frit fra leveren vil jeg definere “det grundtvigske” ud fra følgende tre træk (kommentér endelig!):

  1. En insisteren på trosbekendelsen (den apostolske) som basis for det kirkelige liv, dvs. det har noget med teologi og kristendom at gøre.
  2. Folkelighed, forstået som åbenhed overfor “folkets” historiske og kulturelle betingelser.
  3. Frisind, forstået som tvangsfrihed og mulighed for uenighed i åndsanliggender, hvor “den anden” opfattes som (lige)værdig diskussionspart, snarere end noget der blot skal “tolereres”.
Grundtvigsk vandværk?

Skal noget (et foredrag, en salme, et vandværk eller en kat) være relevant for “det grundtvigske” må det altså opfylde (have at gøre med) mindst ét af disse kriterier. Dette synes dog at være et absolut minimumskriterie. Alt for ofte fremhæves ét perspektiv nemlig på bekostning af de andre, og begrebsgrænserne vrides således, at fx folkelighed tolkes som et hvilket som helst kulturelt fænomen, fx X-factor og fantasyromaner.

Glemmer man at de tre perspektiver ikke kan tænkes fuldstændigt uafhængigt af hinanden blotter man sig for den politiserende økonomisme, teknokratisme, osv., som hærger det intellektuelle i almindelighed, og som “det grundtvigske” gerne skulle være et alternativ til. Men skimmer man Kredsens foredragsprogrammer for de senere år lader netop dette til at være sket: Folkelighed og frisind synes at være blevet til spørgsmål om kultur og politisk ideologi i almindelighed, som det er svært at relatere til de grundlæggende teologiske spørgsmål, der immervæk må siges at være en afgørende del af “det grundtvigske”.

Tag fx seneste semesters foredrag i København:

Per Øhrgaard: Tyskland – Europas hjerte
Lisa Villadsen: Offentlige undskyldninger
Tim Knudsen: Embedsværket
Lars Skinnebach: Forfatteraften
Birgitte Kvist Poulsen: Menneskesyn og treenighed hos Hegel
Erik Albæk: Eksperternes rolle i det politiske liv
Debat om folkesundhed

Her synes kun ét foredrag, nemlig Birgitte Kvist Poulsens, at være relevant ift. alle tre punkter (hvad jo ikke kan overraske, da Hegel og Grundtvig jo på mange måder udtrykte samme tidsånd). Det er derimod svært at se hvad de øvrige foredrag har at gøre med ét eneste af punkterne – ihvertfald er det klart, at de ikke har nogen teologisk relevans; men det er heller ikke indlysende, at der skulle være nogen relevans ift. de øvrige. Jovist, debatten om folkesundhed har da at gøre med frihedssyn, men ikke så meget i den åndelige som i den politiske forstand. Foredragene om embedsmænd og eksperter er givetvis relevante ift. spørgsmålet om folkets forhold til eliten. Men i den grad disse emner behandledes ud fra den typiske populærpolitologiske vinkel, var der alligevel begrænset med gods i dem.

Er dette et problem? Måske ikke. Men sikkert er det at vi lever i en tid hvor vi overdynges med ligegyldige informationer, som det kan være svært at hitte rede i. Disse medieres typisk i overensstemmelse med de klassiske journalistiske nyhedskriterier (sensation, aktualitet, identifikation, væsentlighed og konflikt), der, som bekendt, hverken inkluderer trosbekendelse, folkelighed eller frisind. Hvis ikke Studenterkredsen skal være en konkurrent til fx politiken.dk eller Deadline er det derfor afgørende, at det ikke blot er kriterier som væsentlighed og identifikation vi lægger til grund for vores planlægning.

Der skal med andre ord skæres ind til benet. Eller hvad? (igen: kommenter gerne!)