Kochske forviklinger

~ RV ~ Skriv en kommentar

”Og Ansvaret hviler over os. Men derfor maa vi ogsaa kæmpe uforsonligt mod dem, der vil tilintetgøre eller berøve os Land og Sprog. Ikke blot, fordi vi som Træet er bundet til Roden, men ogsaa fordi det er dansk Sprog og Sind, som bærer den Bekendelse, Forkyndelse og Lovsang frem for Gud, som er vort Svar paa hans Tale om Naaden og Sandheden i Kristus. Det betyder ikke, at der eksisterer en særlig dansk Kristendom, men det betyder det ganske simple, at det er som danske Mænd og Kvinder, vi er kaldet til at leve vort Liv af Guds Naade.”

Forleden i Kredsen gjorde Jes Fabricius Møller et forsøg på det, han selv kaldte kontrafaktisk historieskrivning, med spekulationen over, hvordan eftertiden mon ville have opfattet Hal Koch og Kaj Munk, hvis det var gået dem omvendt, således at Kaj Munk havde overlevet krigen, og Hal Koch var blevet slået ihjel.
I den anledning kan jeg ikke lade være med at gøre opmærksom på ovenstående citat, som Jes Fabricius Møller selv fandt frem i forbindelse med sin bog om Hal Koch. Det er nemlig temmelig interessant, hvem der har sagt det. For det er ikke Kaj Munk, som man jo måske nok kunne foranlediges til at tro. Det er såmænd Hal Kochs ord, talt i et foredrag i september 1940. Fabricius Møller nævnte det ikke selv, men det støtter jo unægteligt hans tese om, at vores billede af Hal Koch bør nuanceres. Den slags tale klinger ikke ligefrem af den afmålte ligegyldighed over for det konkrete, man normalt skal høre fra Systemet Politiken og dets ligesindede.
Men endnu mere interessant er det måske, hvem der følte behov for at korrekse Hal Kochs udtalelse. Det gjorde K.E. Løgstrup såmænd som repræsentant for den tids Tidehverv, der ikke kunne udholde religiøst og nationalt føleri. Ifølge Fabricius Møller opsøgte Løgstrup simpelthen Hal Koch for at minde ham om, at den slags tale var den direkte vej til nationalsocialisme!
Deri tog Løgstrup fejl, for citatet vidner jo netop om, at Hal Koch har forstået det, nationalsocialisterne (og Systemet Politiken) ikke kan forstå: At der er forskel på at insistere på det nationale og så at være nationalistisk.  Ikke desto mindre er det en tanke værd, at der var en tid, hvor det var folk omkring det tidehvervske miljø, der havde travlt med at minde om, hvad sværmeri for danskheden medfører af faldgrupper, og hvor det var den ellers forsonlige demokratiforkæmper, der fik på hattepulden for at føre national tale.
I dag lyder der så til tider ord i Tidehverv, der i rigelige mål overgår den konservative version af Hal Koch. Men for at nu at lade disse herlige forviklinger fortsætte kunne man minde om, hvordan også vores tids Tidehverv ikke altid er helt ude af den. For så kort tid siden som maj 2011 kunne man i bladet læse følgende:
”I vor tale om Gud er Gud død. I Guds tale til os kaldes vi til live. Det vil sige til livet, som en trøstet gang, ind i forkrænkelighed og død.”
Bare så ingen nutidige skulle fristes til at tage Koch-citatet ud i overdrevet, hvor det tros, at dansk sprog og kultur skulle kunne hylde Gud. Det kunne vi herfra aldrig finde på at mistænke det nye Tidehverv for…

Confessio Augustana og den rummelige folkekirke

~ KG ~ 10 kommentarer

I forbindelse med diskussioner om den augsburske bekendelses status og “folkekirkens ordning”, skal her til almen oplysning og opklaring bringes nogle kloge ord fra Kredsens arkiver:

“Derfor betyder folkekirkens egnethed til at holde en guddommeliggørelse af det ydre kirkelige apparat på afstand ikke, at der er nogen grundt til uden videre at lovprise den. Der kan nemlig også laves teologi på folkeirken som den er, dermed har man blot på en mere snedig måde gjort kirken guddommelig, idet man har gjort det til noget særlig fint, at det hele fungerer på en måde, som er til forargelse for de nidkære og fromme. Men deri er der virkelig ikke nogen fortjeneste. Rammen skal ikke være indhold, og det er ganske ligegyldigt om denne ramme er pavens kirke eller folkekirken. Vil det da sige, at folkekirken er for rummelig? Ingenlunde. For hvorledes skulle det lade sig gøre, og hvad ville det betyde, hvis man satte sig til mål at gøre den snæver? Det kunne netop lade sig gøre, uden at man gjorde kirkens ordning til noget nødvendigt, d.v.s. uden at man gjorde de ting, som er vort ansvar på almindelig, menneskelig vis, til noget afgørende og væsentligt. Men det ville jo betyde at man ikke længere ville lade sig nøje med det, som for CA er det eneste væsentlige: evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Så måtte man føje noget til. Man måtte til at drive kirketugt på en utugtig måde, d.v.s. med magt. Men i det øjeblik, man gav sig til at drive kirketugt med magt, stillede man sig på Guds side mod de andre, d.v.s. man udstyrede sig selv med guddommelig magt til at drage det skel, som alene Ordet kan skabe, når det høres og derved modtages i tro eller forkastes i vantro.[…]

Det vil da sige at CA ikke udelukker, men forudsætter den frihed, der gør ikke blot forskellige meninger, men også forskellige religioner mulige indenfor den samme kirkeorganisation. For den falske forståelse af evangeliet kan jo ikke bekæmpes med magt, uden at kampen selv gør den rigtige forståelse falsk. Vi må finde os i hinanden i den forstand, at vi er sammen, men aldeles ikke i den forstand, at vi ikke skulle sige fra overalt, hvor vi finder grund til det. Det er tværtimod vor simple pligt. Men CA er dog bekendelsesskrift i folkekirken! Så kan man da ikke tillade sig hvadsomhelt![…]Hvorledes den enkelte vil opfatte sit ansvar i forhold til CA og de øvrige bekendelsesskrifter såvel som til den hellige skrift, må han selv om, hvilken er noget andet end at sige, at det er ligemeget. Det er selvfølgelig alt andet end ligemeget. Men om CA har autoriret, kan ingen afgøre for andre. Det må enhver selv afgøre, eller rettere sagt, det er afgjort ved mødet med bekendelsen.

Det vil da sige, at kirkens ordning i sig selv, også den, vi kalder den rummelige folkekirke, i absolut forstand ingen betydning har for forholdet til CA, med mindre man vil gøre netop denne ornding nødvendig, for i så fald står man i det skarpest tænkelige modsætningsforhold til reformatorernes bekendelse. Det vil ikke sige, at det er ligemeget, hvordan ordningen er, men det vil sige, at det er et menneskeligt ansvar at gøre den så god som mulig. Her i landet er det almindeligt at tale med Grundtvig om kirken som en borgerlig indretning, og det er vel stadig en meget god måde at udtrykke det kirkelig apparats relativitet på. Jeg vil slutte med at nævne et referat og citat af en artikel af professor Prenter fra 1949[i tidehvervs april nr.][…]Prenter siger her, at Guds nådes universalitet og forekommende karakter ikke kan udtrykkes som en abstrakt, almengyldig idé, og det mener Prenter, man forsøger på, hvis man vil lade kirkens ordning, i dette tilfælde folkekirkens rummelighed og rimelighed afspejle Guds nåde. Deri ser Prenter et forsøg på at lade nåden komme forud for både ordet og troen, hvorved man objektiverer nåden og gør den til noget, som kan ses og vides. Dermed har man tilsløret den paradoksi, at ordet høres, når og hvor gud vil, og gjort nåden udialektisk, entydig og abstrakt[…]”Thi religiøst motiveret er kun Jesu Kristi menighed, skabt og og opretholdt af det levende ord, hvis grænser ingen folkekirkelig ordning kan trække.”

(Leif Grane, “Studenterkredsen” 35/1-2 (1967); her citeret efter Grane, Leif – “Kristendommen i historien”, kbh 1997, s. 231f)

Således skulle disse ord, af to af de fremmeste teologer der har huseret i Studenterkredsen, gerne have gjort følgende to ting klart:
1. At man med præsteløftets ord om at beflitte sig på at “forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger” ikke har forpligtet sig over for Confessio Augustanas konkrete bestemmelser, i videre omfang end det herovenfor skitserede.
2. At spørgsmålet om vielsesritualer og “ordning” af kirkens forhold som sådan, ikke er af andet en relativ karakter, og altså aldrig kan blive et springende punkt for folkekirkens berettigelse osv. (Se hertil mit indlæg fra d. 13/09/2011)

Feministteologiens elendighed (surt opstød)

~ KG ~ 2 kommentarer

Under dagens lavmesse (kl 17. gudstjenesten i Vor Frue Kirke) var undertegnede nær ved at kvæles ved sin tømmermænds-åndenød, da de første ord fra præsten, feministteologen Lene Sjørup, lød “Gud være med jer” og ikke, som det plejer og bør, “Herren være med jer.” Nu skal der jo her i Grundtvigs eget land principielt herske en vis frihed omkring ritualer og forkyndelse; men de teologiske implikationer der ligger bag en sådan omskrivelse, er for mig at se helt af helvede til, for nu at at sige det som det er.

For det første er den Gud vi bekender os til i Kirken den Gud, som Jesus Kristus omtaler som sin fader og Herre. Det giver altså derfor ingen mening at have et kønsneutralt gudsbegreb, selvom det kan virke tiltrækkende for sarte feminister og andet udskud, der ikke vil lade sig spise af med autoriteter. Hvordan kan Gud være Jesu Kristi Fader, og Jesus dermed være Guds søn, hvis Gud gøres til en ubestemmelig intetkøns-figur?
For det andet, og hvad vigtigere er, så er det hele det kristne frihedsbegreb, der står og falder med at have Gud som Herre. Her kan man hente hjemmel i flere, gode Teologiske traditioner. I denne spalte får Rudolf Bultmann således ordet:

“Sand frihed er ikke subjektiv vilkårlighed, den er frihed i lydighed. Den subjektive vilkårligheds frihed er et bedrag, den udleverer mennesket til sine drifter, så det i hvert øjeblik gør, hvad lyst og lidenskab byder.[..]Sand frihed er frihed fra øjeblikkets indskydelse. Det er frihed, der modstår den øjeblikkelige indskydelses kald og tryk.[..]Frihed er lydighed mod en lov, hvis gyldighed bliver anerkendt og antaget, en lov, som mennesket har erkendt som sin egen værens lov. Det kan kun en lov være, som har sit udspring og sin begrundelse i det hinsidige. Vi kan kalde det åndens lov – eller med et kristent udtryk – Guds lov.”
(Jesus Kristus og mytologien, s. 44)

At lade Guds lov være “sin egen værens lov”, og dermed vinde friheden, er jo naturligvist synonymt med at have Gud som Herre; Alt ande ert kun relativ, ansvarsflygtig pseudo-frihed.
Hvis kærlighedens gerning er, “at sætte næsten fri – ved min hjælp”(Kierkegaard), må Lene Sjørup, sandt at sige, virkelig gøre menigheden en regulær, ukristelig bjørnetjeneste. (Her kunne i fin forlængelse falde alskens ringeagtende ord om karakteren af dagens prædiken, det dårlige salmevalg og præstindens i øvrige totale mangel på pastoral karakter; Men lad det nu ligge.)

Apropros og herlig tragikomisk, fisede der under hele dagens tjeneste en lille purk på en 3-4 år rundt i kirken og pegede, råbte og skabte sig, uden at barnets moder så ud til at tage synderligt notits af det eller gøre noget, hvilket naturligvis resulterede i forfærdelig dårlig stemning og vrede blandt den øvrige menigheden. Ikke de bedste vilkår at gå til nadverbordet under. Fraværet af respekt for, og håndhævelse af, autoritet ser således ud til at sprede sig som en ond ånd udover alle livets facetter. Tænk at man ikke engang i Kirken, hverken i relativ eller absolut forstand, kan besinde sig på fred og frihed.

Hermed ikke flere sure opstød, men blot en formaning om at tidens teologi og børneopdragelse igen får lidt af øjnene op for autoritetens og lovens herligheder.

Demokratisme som pseudo-religion?

~ JS ~ En kommentar

Under gårsdagens valgfest på Regensen blev det antydet, at der i Studenterkredsen skulle findes særligt afvigende holdninger til demokratiet, hvilket vist nok hang sammen med, at alle dele af det politiske spektrum, også de ikke-stuerene, er repræsenteret i kredsen, hvad jo i sig selv er suspekt.

Men okay. Politik er jo i sin grundsubstans moralisme effektueret ved trusler om vold. Demokratiet er en pseudo-religion med valghandlingen som erstatning for nadveren, der jo akkurat, som stemmeafgivningen, binder menigheden hhv. “samfundet” sammen på tværs af sociale, politiske og kulturelle forskelle. Stemmer man ikke anses man for at have meldt sig ud af kommunionen og sofavælgeren opfattes derfor i dag for at være suspekt og amoralsk på samme måde som tidligere tiders ugudelige.

I stedet for at fejre demokratiet med platte valgfester med dum musik og floskuløse fraser om et imaginært samfunds iboende godhed, burde man måske holde en dødemesse (Studenterkredsens valgarrangement var naturligvis ikke plat, og musikken ikke dum – “I kvæld blev der banket på helvedes port” er en sikker vinder, og burde vel i øvrigt være obligatorisk soundtrack til enhver grundtvigsk dødemesse, hvis noget sådant gives).

Hermed en reminder om, at også det borgerlige demokrati, som ethvert andet politisk system, bygger på vold. Og nej, man bliver ikke et bedre menneske af at stemme på et anstændigt parti.

Fra Poulencs opera “Karmelitterindernes Samtaler” om en flok nonner, der brutalt henrettedes under den franske revolutions terror.