Juleaftens evangelium

~ KG ~ Skriv en kommentar

Midt i al den vamle fornemmelse af for meget julemad i maverne, overflødighedshornet af gaver, der alligevel skal byttes, og fornemmelsen af det endeligt overståede juleræs, er det naturligvis på sin plads med et par teologiske ord om julens egentlige betydning. Oplagt er det her at citere det 20. århundredes protestantiske kirkefader, Karl Barth, der altid er god for et par ramsaltede og klare ord. Her fra hans lille bog om julen, Weinacht, fra 1934 (m.o):

”Julen kan kun forstås som et vidunder. At denne kærlighed er til, om hvilken Paulus kan sige, at den aldrig hører op, er ikke et kendt faktum; heller ikke er det nogen almen sandhed, symbolsk repræsenteret i det kristne budskab, men stadig genkendeligt andre steder. Kan det virkelig være sandt: Gud i vores verden, Gud i vores verden? Kendsgerningerne skriger op imod det, for de taler om Guds afsondrethed fra verden og verdens afsondrethed fra Gud. Den har behov for en troens bekendelse for at anerkende forsoningen som sandhed; en bekendelse hvis styrke og svaghed ligger i det faktum, at den kun appellerer til åbenbaring, og at den kun kan skabes og modtages af tro. Den kristne kirkes trosbekendelse er denne bekendelse. Den appellerer kun til åbenbaring, den skabes kun af tro, den forlanger og forventer intet andet end tro, når den kalder kærligheden, der aldrig hører op, en begivenhed der siger Et incarnatus est”

Det kan virke som nogle lidt vel hårde dogmatiske ord i denne søde juletid, hvor vi jo i kirken hører om stjernen over Betlehem – placeret øverst på det grønne juletræ ved siden af prædikestolen – og hyrderne på markens englesang i form de mange af glade børnestemmer afsungne halleluja’er, de vise mænd fra østerland og al deres guld, røgelse og myrraskær, og ikke mindst det lille kære og lysende jesusbarn liggende i sin vugge på bedste krybbespilsfacon. Særligt hyggeligt og eventyrligt har det formentlig været i år, da fundet af H. C. Andersens eventyr om det lille tælleys, der efter spot og sod finder sin rette plads i verden, har inspireret ikke så få præster til at holde juleprædiken om det lille lys i mørket og det største i det mest uanselige.

Alt dette er fint nok og sikkert også på sin plads, men evangeliets fortælling om, at der kun var plads til Josef, Maria og det lille Jesusbarn i den usleste stald blandt dyrene og deres ekskrementer, da alle andre døre var lukkede, har også en anden og klar pointe om den kristne tros væsen: Ligesom der ikke var plads til dem i herberget, levnes der heller ikke plads til Jesus Kristus i vores hjerter i juletiden, hvor stress og jag, bekymringer for julemiddagens og fremtidens forløb, eller vor alt for ivrige optagethed af egen given-gave-godhed og hygge-nygge lukker af for julens egentlige budskab: Inkarnationen; at Gud blev menneske og tog bolig i blandt os.

Men at dette barn skulle være Guds søn, det kan vi – beretningen om hyrderne på marken og de tre vise mænds erkendelse heraf til trods – ikke tro; kendsgerningerne skriger op imod det, som Karl Barth formulerer det. Derfor er det da heller ikke julen, men påskens beretning om Kristi død og opstandelse til forladelse af vores synder (i julens tilfælde mangel på tro på inkarnationen), der er kirkeårets største og teologiske vigtigste højtid. Forsoningen kræver en troens bekendelse, der ikke findes andre steder end i troen på Jesus som den korsfæstede og opstandne Kristus.

Selvom det også skal siges her, er det jo ikke denne Kristus vi møder i Lukasevangeliets kapitel 2. Nej, her handler det som i Grundtvigs to mest afsungne julesamler om denne stjerne lys og blid og barnet født i Betlehem. Som Jørgen I. Jensen skriver er det jo heller ikke

”den fokyndende kirke, knap nok den lovsyngende menighed, der konstituerer julen – men enten en drøm om en kirke i eventyrland oppe over stjernerne – eller om den kirke, der engang kom til landet og stadig findes”
(Den fjerne kirke, s. 77)

At kirken er propfyldt juleaften er således ikke et symptom på troens sejrsgang her til lands, men måske på, at Grundtvigsk vision om at et historisk-poetisk vakt folk kunne finde sammen her til lands til en vis grad er gået i opfyldelse. At de fleste af os kommer i kirke juleaften, er ikke noget der sker, fordi vi føler os som et kristent folk, der kimes til julefest, men fordi det nu en gang er en tradition i den historie og det åndsfælleskab, vi er sammen i. At det netop sker nu til jul, er ikke så mærkeligt, idet inkarnationen jo – som ofte pointeret på dette sted – betyder, at kristendommen er en historisk størrelse, der sætter spor og spreder sin ånd langt udover den bekendende menigheds grænser.

Omend vi ikke bliver kristne af den grund, så har vort fælles liv jo alligevel i kraft heraf rod i evangeliets udspring, Jesu Kristi fødsel, og gudstjenestefælleskabet juleaften kan således måske lægge spiren til det korn, der kan blomstre og blive til den sande kirke, hvor vi ikke blot er sammen i historisk-poetisk forstand, men også i tro, håb og kærlighed. Måske kan juleaftens evangelium være dette, at fundamentet er lagt for det håb, at de må blive sande, de ord, at

”På stjernetæpper lyseblå
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, Halleluja”

Glædelig jul.

Vi umyndige

~ RV ~ Skriv en kommentar

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret. Anden tekstrække.
Matt. 11, 25-30. 
På den tid tog Jesus til orde og sagde: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.

—

I den russiske forfatter F.M. Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf lyder allerede på side 30 ud af bogens 700 sider det, der er bogens anliggende: en forkyndelse af, at på den sidste dag, da vil Gud dømme og tilgive både de gode og de onde, de kloge og de fattige i ånden. Og derefter, når han har dømt dem, så vil han vende sig mod fulderikkerne og horekarlene. Alle dem, der åbenbart begår så grimme synder, at de ikke tæller med i almindelige kategorier om godt og ondt, og så vil Han sige til dem: Kom til mig, også I, fordi I aldrig har ment, at I var værdige til det.
Denne tale hører man i Forbrydelse og straf ikke fra en pæn og velfriseret præst eller fra en ansvarsfuld, russisk patriark. Den er lagt i munden på en forhenværende embedsmand – Marmeladov – der har mistet sit arbejde på grund af druk. Da han forkynder disse ord, er han tilmed uanstændigt fuld i en ulækker ølkælder i Sankt Petersborg, og de penge, han har drukket sig fuld for, skulle være blevet brugt på mad til hans mange børn, der er sultedøden nær. Alligevel er det altså fra en mand som ham, at man hos Dostojevskij skal høre sandheden.
I dag hører vi så i evangelieteksten, hvordan Jesus priser Gud for, at han har skjult noget for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Sådan én er Marmeladov tydeligvis. Umyndig. Men det, vi skal lære af både Marmeladov og af evangeliet til i dag, er, at det ikke kun er drankerne, Marmeladov-typerne, der er umyndige. Kristeligt set er hver og én af os umyndige – over for Gud.
Verdenshistorien er fuld af eksempler på, hvordan vi ikke kan lade være at forsøge at bygge stiger op til Himmelen. Fra fortællingen om Babelstårnet til nutidens snak om demokratiet som verdens lys. Det er det, man kalder religiøsitet. Forsøget på at ophøje mennesket selv og dets ritualer til Gud og dermed at gøre det myndigt. I vores dage ser vi det også især i den moderne tro på, at man kan finde Gud ved at kigge ind i sig selv. Ved at finde en indre hvile gennem lykkepiller, urte-te eller yoga.
Det betyder ikke, at lykkepiller, yoga eller urte-te ikke kan være fint og nyttigt her på jord. Når evangeliet til i dag taler om, at noget er skjult for vise og forstandige, betyder det jo naturligvis heller ikke, at man skal undlade at forsøge at blive vis og forstandig i verdslige anliggender. Men det betyder, at i det sekund, man tror, at lykkepiller, yoga eller urte-te kan bringe Gud nærmere, da er man på afveje. Og så er Marmeladovs ølkælder, hvor ingen tror sig værdige til Guds nåde, langt at foretrække.
Som Martin A. Hansen siger det i en desværre ukendt fortolkning af Grundtvigs salme O, kristelighed:
”At blive frelst vil ikke sige at finde det gode igen. Det kan ingen.”
Vi kan ikke selv finde Gud, hverken gennem druk eller gennem yoga, og det er det glædelige budskab: At selvom vi ikke kan finde Gud, så fandt han os. Derfor fortsætter Martin A. Hansen også:
”At blive frelst vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i det øde, hvor alt er tabt, hvor redningen kommer.”
Kristendom er det modsatte af religion. Hvor religion er menneskets forsøg på at bygge sig op til Gud, er kristendom er forkyndelsen af, at der kun går en vej fra Gud til mennesket, og det er Hans vej til os. På den måde ønsker vi alle at være vise og forstandige, men er umyndige, når det gælder vores forhold til Gud. Det gælder Marmeladov i sin ølkælder, og det gælder mig, når jeg står her. Derfor siger Martin A. Hansen også så glædeligt, at frelsen: den finder man ikke. Den kommer.
Denne umyndighed, vi alle har over for Gud, betyder også, at vi ikke selv kan finde hvile her i livet. Men det er jo ikke her, evangeliet til i dag slutter. Det begynder nok med talen om det, Herren kun åbenbarer for de umyndige. Men det slutter med Jesu opfordring om, at vi skal komme til Ham, for at Han skal give os hvile. Over for Gud er vi alle syndere – umyndige –, og vægten af den synd kan vi ikke bære på vores egne skuldre. Men hvad skal denne hvile, man kan få ved at komme til Kristus, så betyde?
Det betyder bestemt ikke, at man kan finde ud af, hvordan man skal leve sit liv, blot fordi man er kristen. Jeg kan ikke gennem troen få at vide, om jeg skal gå i krig for mit fædreland eller ej. Jeg kan heller ikke få at vide, hvordan jeg skal leve med de sorger, der vil ramme mig gennem livet.
Samtidig betyder det ikke, at der ikke længere vil være byrder at bære. Det løste ikke Dostojevskijs problemer, at han fandt sin tro i et sibirisk fængsel blandt mordere og røvere, for han tog hjem derfra og blev ludoman. På samme måde for alle andre: At vende sig mod Kristus betyder ikke, at livet bliver let at leve.
Til gengæld betyder det, at ægte hvile alene er i Kristus: At der er skænket os nøjagtigt det, vi ikke kan skænke os selv: Befrielse fra vores synder, hvis vi tror. Derfor vil vi gå på hans stier, som profeten Mika lige har sagt det. For at både Marmeladov og vi kan finde den ultimative trøst i, at det, vi ikke kan, på korset er gjort for vores skyld.
Amen.

Rødding Frimenighed  d. 25. november.

Naturalister af ånd

~ KG ~ Skriv en kommentar

Et par bemærkninger til Tidehvervs afgående redaktør og hersker samt andre ligesindede

Efter næsten 50 års tro tjeneste kan Søren Krarup i seneste nummer af Tidehverv takke af med følgende gestus:

”Der er et ganske bestemt sted, hvorfra der kan skrives, så at det egentlige og afgørende i dette folks liv og virkelighed bliver fortalt.”

Med dette ganske bestemte sted mener Søren Krarup naturligvis Tidehverv, der siden 1974, hvor Vilhelm Krarup blev redaktør, har været drevet af Krarupfamilien. Et hverv de ikke sådan har tænkt sig at slippe lige foreløbigt, idet Søren Krarups datter, Agnete Raahauge, nu overtager tjansen efter farmand. Måske varsler det nye tider, men hvis tonen og selvgodheden i Søren Krarups afskedssalut skal være kendetegnende for bladets selvforståelse og drift fremover, er der herfra set i al fald grund til en vis skeptisk stillen sig an. Helt galt går det nemlig, når S. Krarup uden den mindste tøven kan erklære, at

”det er Tidehverv, der i snart hundrede år har været sandhedens røst i dette land.”

Det er jo store ord at tage i sin mund, men Søren Krarup tilskriver naturligvis ikke sig selv og sin egen indsats som redaktør hele æren. Udover den sædvanlige ekspliciterede foragt overfor kulturradikalismens ”evangelium” og den efterhånden selvkørende kritik af Bo Lidegaards ”Danmark i det 20. Århundrede” indeholder artiklen nemlig også – hvad der ikke altid er tilfældet i dagens Tidehverv – en tilslutning til og lovprisning af Tidehvervs åndelige fædre, in casu Heje, V. Krarup, Brøndsted og Olesen Larsen. Lad os derfor høre, hvad sidstnævnte kunne have at sige i denne sammenhæng; her fra et foredrag trykt i et af bladets første årgange:

”Kristelig set taler Gud ikke i vort eget hjerte, dér taler vi selv, men i sit ord, det ord, der kommer udefra og tager mig til fange til troens lydighed. Anden bro end Guds ord er der ikke mellem himmel og jord, og den sørger Gud for, at vi ikke skal tilrive os. Og det er ikke os, der har tilegnelsesmulighederne for at forstå Guds ord. Dem skaber Gud ved ånden gennem ordet: ikke at jeg af egen fornuft eller kraft kan komme til ham … ”
(Her citeret efter ”I Ansvar og i Tro”, bind. 1, s. 86)

Som præst i den evangelisk-lutherske kirke ved Krarup selvfølgelig godt, at det er Jesus Kristus, der er vejen, sandheden og livet, men med ovenstående erklæring kan det alligevel synes som om, at han mener, at Tidehverv i det 20. århundredes Danmark har været denne bro mellem himmel og jord, som vi ellers lærer af Olesen Larsen, ikke findes andre steder, end der hvor Gud gennem ånden ved ordet selv taler til os. Nu kan Guds ord jo lyde og ånden meget vel virke andre steder end udenfor søndagens højmesse, ja sågar vel i Tidehvervs spalter, men når Krarup så skal pege på Tidehvervs indsats, er det ikke ordets forkyndelse, men opgøret med skiftende tiders dårligdom, han vælger at pege på.

Nuvel: Undertegnede ville nødigt leve i et Danmark, der ikke havde lært af de tidlige tidehvervsteologers opgør med Indre Mission og anden from oplevelseskristendom, hvor samarbejdspolitikken ikke var blevet modsagt, og hvor der ikke havde været ørenlyd for Krarup og andres kritik af kulturradikalismens foragt for den nationale og kristelige virkelighed. Det er da også med stolthed i stemmen, at vi stadig er nogle, der kan erklære os for at være grundtvigsk-tidehvervske; netop i erkendelse af det opgørets nødvendighed, som Tidehverv sandt nok om nogen har været garant for. Men kristen forkyndelse og folkelig opbyggelse sker ikke ved selvfejrende at pege på egen indsats i modsætning til de andre. Det kommer der sjældent noget godt ud af, nej, det er vist snarere det man kunne kalde synd; eller med ord fra Luther og Augustin: At være incurvatus in se ipse, indkroget i sig selv.

Trods det nye Tidehvervs besindelse på opbyggelse – det være sig i form af Lewisk remytologisering eller ordningsteologisk vækkelse – har Tidehverv til alle tider manglet blik for det, vi med Jørgen I. Jensen kunne kalde for den tredje historie, nemlig den historie som

”et menneske aldrig kan fortælle om sig selv og knap nok om en anden. Den forudsætter flere forskellige bevidstheder i bevægelse på samme tid – så den ikke kan overskues og dens virkning på den enkelte kan ofte erfares som store skift i perspektiv eller omvending af synsvinkler”
(Jeg –automaten, s. 44)

Det har altså noget med historisk-poetisk livsforståelse at gøre. At fortiden kan lyse vort liv op og rette vores blik mod fremtiden, der igen opfyldes af fortiden. I tro, håb og kærlighed at erkende vores samhørighed med og gensidige afhængighed af vore medmennesker og fædrelandsfrænder. At se os selv som næsten, der har brug for hjælp, snarere end omvendt. Her ved juletid at erindre, at inkarnationen netop betyder, at kristendommen er en historisk religion, der fylder dette dennesidige liv op fra fortiden såvel som fra fremtiden.

Skulle man i frihedens navn foretrække en anden forkyndelse end den her plæderede grundtvigske, er det naturligvis ikke hensigten med disse ord at stille sig i vejen herfor. Her skal blot påpeges, at man ikke bedriver sand forkyndelse ved udelukkende at nedstyrte de stærke ånders trop. Jf. mit sidste indlæg på på dette sted, går kritikken altid hånd i hånd med forkyndelsen, og naturligvis også omvendt. Det ved Søren Krarup formentligt godt, men når man læser den snart forhåndværende redaktørs sidste ord, er der ikke meget andet end selvgodhed og selvophøjelse at spore. Hvad jeg vil, er altså at Krarup og andre lige tager et bræk-middel og holder lidt igen med den kvalmende stillen sandheden på deres side. Vi kan jo her op til Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag passende erindre os om, hvad der skete, da nogen på hans tid ville erklære ligesindede for sandhedsvidner.

Jf. det foregående indlæg vil jeg altså mene, at hvis det at bedrive teologi – det være sig i Tidehvervs eller de herrer oprøreres skikkelse – i dette land er synonymt med at kritisere andres dårligdomme og ellers med selvgod samvittighed mene at have gjort sit for sandheden, så kalder tiden vist ikke længere på luthersk- eller grundtvigsk-evangelisk selvbesindelse, men snarere på naturalister af ånd.

Med håb om, at dette blot må være et enkelt bidrag til den fortløbende religonskrig

De herrer oprørere

~ RV ~ Skriv en kommentar


Til jubilæet for Studenterkredsen Aarhus’ 70-års-dag antydede flere repræsentanter for de ældre generationer af Kreds-folk, at man med rette kunne forvente, at Studenterkredsen af i dag deltog aktivt i tidens ”oprør”.

Disse holdninger kom til udtryk efter en længere diskussion om forskellen mellem det faktiske og det sande universitet (Læs: henholdsvis den institution, vi har valgt at kalde ”universitetet”, og så Kredsen), der førte over i en diskussion om nutidens, faktiske universitet, hvor spytslikkerkulturen ifølge Viggo Mortensen hersker, og hvor new public management-ledelse har udryddet enhver form for dannelseskultur.
En ældre herre blandt publikum – jeg ved ikke, hvem han var – mente eksempelvis, at hans generation af Studenterkredsen dog ”havde gjort sit” under ungdomsoprøret, og nu måtte den nye Kreds-generation træde til i oprøret mod det moderne (faktiske) universitets udvikling. Læg mærke til selvgodheden.
En anden herre mente, at Studenterkredsen havde været skammeligt fraværende i 00’ernes kulturkamp, som Søren Krarup og Jesper Langballe så dygtigt indledte med det, de kaldte Systemskiftet anno 2001. Om han mente, at Kredsen skulle have været for eller imod denne kulturkamp forblev uklart – den ros skal han dog have.
Flere ting er åbenlyst galt ved disse efterlysninger af Studenterkredsen i den offentlige debat.
For det første beror kritikken fra den ældre Omkreds på en positivisme, som man ellers – naturligvis – havde travlt med rituelt at skyde på som en del af udfaldet mod det moderne universitet. Man ræsonnerer således: Studenterkredsens påvirkning er hverken til at se i den offentlige debat om 00’ernes kulturkamp eller i kritikken af det faktiske universitets udvikling. Ergo er denne påvirkning der ikke.
Men hvad havde disse herrer regnet med? At det enkelte bestyrelsesmedlem i Studenterkredsen eller en ven af huset skulle undertegne sine læserbreve med stillingsbetegnelsen ”Kreds-mand”? At bøger, skrevet af folk, der har (haft) deres gang i Kredsen, på smudsbladet først og fremmest skulle have nævnt, at vedkommende var Kreds-mand – og dermed en af de gode?
Argumentet kan kun hvile på en antagelse om, at hvis påvirkningen ikke kan måles og udskilles fra andre faktorer, så er den der ikke. Alligevel skulle man altså fra samme herrer høre kritik af det nuværende, faktiske universitet som positivistisk i værst tænkelige forstand.
Heldigvis svarede et nuværende bestyrelsesmedlem da også ret hurtigt: Selvfølgelig kan Studenterkredsens ”påvirkning” af debatten ikke ses. Men den er der. De bøger, vi skriver, når vi er blevet tørre bag ørerne og har fået drukket de værste studentikose tilbøjeligheder af os, kan ikke undgå at blive dybt påvirket af det faktum, at deres forfattere har fyret deres bedste år af i Kreds-sammenhæng. Og de skænderier, vi roder os ud i, i fredagsbaren på universitetet og til foredrag og debatter i det ganske land, om det så er i Politikens Hus eller til Tidehvervs sommermøde, vil i sagens natur være dybt inficerede af, at vi har vores gang i Kredsen.  Og det vil jeg hævde, selvom de herrer oprørere ikke kan finde det ekspliciteret nogetsteds.
Derudover finder jeg det frastødende, at man med ovenstående efterspørgsel efter Kredsen i dag i den offentlige debat tilsyneladende betragter Studenterkredsen som en art lejesoldater, man kan sende ud i Det Godes navn. Kunne man måske ikke forestille sig et bestyrelsesmedlem i dag, der mente, at ’68-oprøret førte noget godt med sig? Eller at tidens new public management-snak har været sundt for en universitet, der har været alt for vant til at få smækket en bunke milliarder i synet uden at anerkende, at det offentlige nu i en stigende grad operer på markedsvilkår?
Skulle det ske, at man i min tid smed et bestyrelsesmedlem ud for disse holdninger, ville jeg heller ikke længere være at finde i Kredsen. Grundtvigianere har ment langt værre ting. For øvrigt er det et historisk faktum, at man ikke behøver at være grundtvigsk sindet for at være Kreds-mand.
Naturligvis skal Studenterkredsens nuværende stud.’er ikke være en hær af små lejesoldater til rådighed for ældre koryfæer. Og det er ikke en nødvendig betingelse for Kredsens status af ”sandt” universitet, at dens indflydelse kan påvises. I nøjagtigt det øjeblik, hvor den frisindede diskussion bidrager til dannelsen af dens involverede parter, kan muligheden for dens påvirkning af den offentlige debat være mig inderligt ligegyldig. Selvom den formentlig er der.
Tillad mig at gentage mig selv fra en debat om Kredsens status af menighed – det var for øvrigt et spørgsmål, der også var oppe at vende i debatten ved jubilæet:
Folk kan for min skyld mene, at de henter den særligt frisindede ånd, der er Kredsen, på bunden af en flaske, i Johannes 1,14 eller i Tue West-sange.
Og så tilføje, at hvad den ånd fører til af ”holdninger” i den offentlige debat, det kan rende mig. 
Især hvis det kan måles.

En Grønkjærsk aftapning?

~ KG ~ 6 kommentarer

– lidt om den nye og gudsforladte Gud, Grundtvig og eksistensteologi

Følgende er en sammenskrivning af et indledende oplæg afholdt på teologkonvent i november. Deltagerne havde forinden læst Lars Sandbecks “De Gudsforladtes Gud”, der var emnet for den efterfølgende diskussion.

Orienterer man sig i modtagelsen af bøger i stil med Lars Sandbecks her foreliggende ”De gudsforladtes Gud”, kan man undertiden få det indtryk, at det enten må være det bedste eller værste der er sket i dansk teologi; således også ved modtagelsen af Niels Grønkjærs ”Den nye Gud”, der ved udgivelsen vakte voldsomt røre i den offentlige teologiske debat og lynhurtigt blev kædet sammen med Thorkild Grossbøll. Det ser ud til at være et uomgængeligt vilkår, hvis man i dag vil diskutere teologi uden for universitet og andre snævrere rammer. Et par eksempler kan tjene til at ridse billedet op:

Sognepræst Knud Munck, der er forfatter til bogen ”De unge frække.” kan således i et interview med Kristelig Dagblad fra foråret koble disse unge frække teologer direkte sammen med Grossbøll-sagen, og hævder nærmest, at det er det bedste, der er sket for folkekirken. F.eks. siger han:

”Tager vi for eksempel Grønkjær og Sandbeck, er de klart påvirket af dialektisk teologi, men de har ikke noget pietistisk over sig. Grønkjær har formået at overtage dele af Grosbølls teologi og gøre den mere konsekvent og dogmatisk korrekt, og her er det pietistiske sorteret fra – og i øvrigt alle Grosbølls unoder. ’Den nye Gud’ af Niels Grønkjær er den bog, Grosbøll burde have skrevet.”

Om Grossbøll nu også har været katalysator for en teologisk nyorientering, eller han blot har været den mest snøvlede og åbenlyst provokerende af sin slags, kan vi her lade ligge. Vigtigere er det, at lægge mærke til, hvordan Knud Muncks nærmest euforiske begejstring er meget sympatisk for den del af dansk kirkeliv, der har taget pænest imod denne bølge af ”nye teologier”, idet disses bøger og debatter har afstedkommet en udelt begejstring over det, der ifølge Knud Munck, er et tiltrængt opgør med forstenede dogmer og en forkyndelse, der taler hen over hovedet på det moderne menneske.

På den anden fløj har vi så de mere konservative og afstandstagende. F.eks. kunne lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen i et foredrag i TrosForum i september, foreholdt urimeligheden i blankt at afvise de såkaldte moderne teologer, opstille følgende ultimatum:

”Enten så har vi den klassiske kristendom som her hos kirkefædrene (in casu Origenes og Irenæus). Eller også ender vi med sådan en Grønkjærsk aftapning dér”

Hvorvidt Sandbecks bog så repræsenter en Grønkjærs aftapning eller ej – jeg vil mene, at det både på godt og ondt åbenlyst ikke er tilfældet – skal vi foreløbigt lade være et åbent spørgsmål. I første omgang skal vi dog notere os, hvordan ACJ’s enten-eller er meget typisk for holdningen blandt de mere skeptiske af teologerne: Har man reformuleret kristendommen udenom de klassiske dogmer og gudsforestillinger, har man også sagt farvel til den. (At ACJ så selv var nødt til at ty til spekulative forestillinger om legemets, snarere end kødets opstandelse, gør næppe den lidt firkantede holdning meget bedre).

At hverken Sandbeck eller Grønkjær med deres reformulering af kristendommen ønsker at forlade den, kan der vist ikke herske tvivl om. Alligevel er der dog noget, de ønsker at tage afsked med. Det afslører sig allerede i undertitlerne på de tre nævnte værker: Mens Knud Muncks bog handler om Grosbøll og andre moderne teologer, drejer det sig hos Sandbeck om kristendom efter postmodernismen. Grønkjær skelner i andre sammenhænge, bl.a. i sit indlæg ved udgivelsen af Sandbecks bog, skarpt mellem det postmoderne og postmodernismen. Alligevel er der også noget, Niels Grønkjær gerne vil på den anden side af, nemlig fundamentalisme og ateisme. Mens Knud Muncks påhæftning af betegnelsen moderne på teologerne kan virke uskarp og i bedste fald intetsigende, kan de andre to herrers kredsen om sammenstillingen af post og moderne forekomme en smule forvirrende: Hvor befinder vi os egentlig henne, og hvorfor denne optagethed af disse periodiseringsbetegnelser? For mange, det var især tydeligt i den megen omtale af Sandbecks bog i Kristelig Dagblad, er det udtryk for en for teologien uheldig alliance med filosofiske modetrends. Selvom det også i nogen grad er tilfældet, handler det for mig at se i højere grad om et teologisk kvalificeret favntag med disse tankegange, hvilket Sandbeck da også eksplicit lader komme til udtryk. Hos Grønkjær kan det forekomme lidt mere dunkelt, men det er tydeligt optagetheden af bl.a. Vattimo og Blumenberg ikke er uden forbehold. Med et udtryk fra Johannes Horstmann, kunne man måske sige, at omgangen med filosofien er aikmalotistisk: Teologien tager filosofien ”til fange” som et redskab til at pege på kristendommens sandhed og fremstille den i filosofiens termer. Det er måske for meget sagt, men der er i hvert fald i tilfældene Sandbeck og Grønkjær tale om mere end et blot ukritisk overtagelse af et religionsfilosofisk begrebsapparat. Det vil være min påstand, at det da også i høj grad netop er et sådant kristisk – man kunne sågar sige religionskritisk – element i de to herrers tænkning, der i særlig grad udmærker dem som ”gode” teologier. Det skal vi vende tilbage til, men først en lille teologihistorisk ekskurs.

I det tidligere anførte citat fra interviewet med Knud Munck var påstanden at Sandbeck og Grønkjær i høj grad er påvirket af den dialektiske teologi. Det er vel også rigtigt, for så vidt at betegnelsen i Knud Muncks bog blot er en upræcis paraplybetegnelse for det meste af den protestantisk teologi fra 1920 og frem til 60erne, mens modstillingen pietistisk vist dækker resten. Mere rigtigt er det at sige, at begge de to herrers projekter er drevet af en sund og stærk eksistensteologisk impuls.

Lars Sandbeck indleder sin bog ved at stille spørgsmålet ”Hvordan kan vi tale om Gud i dag?”. Om end han ikke i første omgang spørger efter meningen med at tale om Gud, men blot efterspørger måden hvorpå det lader sig gøre, kan formuleringen dog hurtigt lede tankerne hen på Rudolf Bultmanns programartikel fra 1925 ”Welchen Sinn hat es, von Gott zu reden?”. Bultmann giver selv svaret på spørgsmålet, med følgende formulering, der vel nærmest kan betragtes som en definition på eksistensteologi:

”Vi kan ikke tale om vores eksistens, da vi ikke kan tale om Gud; og vi kan ikke tale om Gud, da vi ikke kan tale om vores eksistens . Vi kunne kun det ene med det andet. Kunne vi udfra Gud tale om Gud, så kunne vi også tale om vores eksistens, og omvendt. Under alle omstændigheder må en tale om Gud, hvis den er mulig, samtidig være en tale om os. Så bliver det altså rigtigt: Adspurgt om, hvordan en tale om Gud kan være mulig, må der svares: Kun som en tale om os”
(Glauben und Verstehen, bind 1, s. 33.)[min oversættelse, KrG]

Selvom Sandbeck projekt gennemgående er et forsøg på at formulere en tidssvarende korsteologi, hvad han da også gør rede for på samme side som det citerede spørgsmål, er projektet alligevel båret af et eksistensteologisk aksiom: Det at menneskets erfaringer og orienteringshorisont tages alvorligt. Det er også heri, at alliancen med postmodernister – både de gudelige og ugudelig af slagsen, har sin berettigelse. Hvad postmodernisterne formår at vise er nemlig, at ambivalensen og gudsforladtheden er konstitutive elementer og uomgængelige vilkår for det moderne menneske. Vi lever i det K. E. Løgstrup kaldte for en ireligøs ontologi. Skal vi tale om Gud på en meningsfuld måde, må det altså være på den måde han henvender os til os, retfærdiggører idet han os på korset, giver os en mulighed for at eksistere som sande mennesker i kærlighed midt i al vores tvivl og syndighed. Han kommer også til luderen og lommetyven, den værste synder og det gudløse menneske. ”Gud sker”, som Sandbeck udtrykker det. Er det eksistensteologi? Ja, i den forstand at al tale om en almægtig Gud hinsides godt og ondt intet har at os sige, men på den anden side kan vi heller ikke tale fyldestgørende om vor eget liv, hvis ambivalensen og gudsforladtheden var alt, hvad der var sige. Der er altid mere at sige om Gud, men der er også altid mere at sige om mennesket, netop i kraft af Guds kontinuerlige komme til os. Det ene uden det andet ville blot blive til tom tale og luftkasteller.

Det er også denne dobbelthed der bl.a. ligger i Grundtvigs berømte dictum ”menneske først, kristen så”. Det er kun som mennesker, der kan se os selv og vor egen tilværelse i øjnene, at vi med visheden om vore synders forladelse kan blive genfødt til et nyt menneskeliv, og først herefter danne menighed som kristne til vidnesbyrd om Guds gode gerning med os. Det er med mennesket, ikke den kristne, Gud handler. Omvendt er det sande menneskeliv, hvad end vi vil kalde os kristne eller ej, kun muligt i kraft af at kristendommen som en historisk størrelse skænker os den historisk-poetiske bevidsthed om et fælles liv med andre mennesker, med en fælles historie som folk, med en fortid der må forstås, hvis vi vil forstå os selv. Det er netop i denne historie, Gud har handlet som fader, søn og helligånd, og givet historien og livet en betydning i tidens fylde. Lever vi med denne bevidsthed om et fælles historisk liv på godt og ondt, er vi altså også således kristne.

”Den levende Gud er virkelig, fordi han giver sig selv til os” kan Grønkjær således afslutte ”Den nye Gud”, der i øvrigt bæres af en gennemgående tilslutning til og brug af Grundtvig, hvad de fleste anmeldere og kritikere øjensynligt har overset. Bogen er fuld af analogier mellem menneskets forhold til sig selv og andre og mellem Guds forhold til sig selv og mennesket. Således kan Gud også lære af sine fejltagelser, og forholdet mellem fader og søn i treenigheden, kan beskrives med ord hentet fra vore egne erfaringer. Man kunne beskylde en sådan talemåde for at være en ren projicering, eller sågar for at være en slags analogia entis, som vi jo fra Karl Barth ved er ”die Empfindung des Antichrist”, men det ville være en misforståelse. Sagen er netop den, som Eberhard Jüngel gør en del ud af at vise i ”Gott als Geheimnis der Welt”, at analogien netop er en af Kristus skænket analogi. Fordi Gud kommer til os i Jesus Kristus, kan vi netop tale om ham som menneske, og kun sådan kan vi også tale på retfærdig vis om vor egen tilværelse. I den forstand giver kristendommen os altså en hermeneutisk nøgle, som vi både kan bruge til at forstå os selv og til at forstå Gud; hvad han vil med os. Det er også noget med i ånd og sandhed at modtage hans sakramenter i kirken, men det stopper ikke her, Grønkjær skriver derfor også om menigheden, at den er

”et fællesskab som fra sit fællesskab udbredes i alle menneskelivets retninger. Der er ikke nogen modsætning mellem at være medlem af en meinighed og at leve i det moderne sekulariserede samfund. Tværtimod. Efter Grundtvigs opfattelse finder menneskets almindelige historiske liv genklang i kristendommen som i sig selv befordrer en historisk forståelse af menneskets liv.” (Den nye Gud, s . 308)

Mens Grønkjær således accentuerer Helligåndens fællesskab, lægger Sandbeck hele sin vægt på korsbegivenheden. Det hænger bl.a. sammen med den fremhævelse han ønsker at gøre af kristendommens religionskritiske potentiale. Et potentiale man er nødt til at udnytte, hvis en sådan eksistensteologisk – Grundtvigsk, kunne man måske sige i samme åndedrag – forkyndelse ikke skal ende i relativisme og en naiv tro på mennesket. Når Kristus på korset retfærdiggører den vantro ateist, nedriver han altså også i samme ombæring alle vores religiøse forestillinger om f.eks. en almægtig Gud eller ”noget større og bedre”; fritager os fra vores selvbeskuende navlepilleri og vores evindelige byggen luftkasteller; han uddriver det formørkede hedenskab fra vores hjerter.

I Henrik Pontoppidans ”Dommens Dag” møder vi et grundtvigsk ægtepar, der pligtsomt tager rundt til vennemøderne og bliver rystede over at overvære de ”unge frække” teologers lemfældige omgang med kristendommens dogmer. På sin vis er deres reaktion meget symptomatisk for den måde, folk i dag også stiller sig anfægtede og uforstående an:

”De havde sagt til hinanden, at når der ingen djævel var længer og ingen evig straf og altså hellleringen evig løn; når endog præsterne ikke mere turde udtale sig om liver efter døden; når troen ikke var en forvisning om det, vi ikke kunne se – hvad var da kristendom? Hvad var da tro?… Alt vaklede til sidst for dem”(Det Forjættede land, III, 95)

Om end man kan fatte sympati for de stakkels mennesker og deres vaklende grundlag, er det jo altså netop Sandbecks pointe at vi med Kristus på korset må sige nej til folks religiøse og dogmatiske forestillinger. Det lader sig naturligvis kun gøre i samme ombæring som vi forkynder det frisættende evangelium, men da er det netop også en frisættelse, som Sandbeck skriver.

Om Sandbeck så er en Grønkjærsk aftapning eller ej, kunne der formodentligt udvikles meget om. Man kan i hvert fad sige, at de med hver deres accentuering er med til at skærpe hinandens positioner. Hvor Sandbeck til tider kan ende i den rene nihilismeåbenhed og kirkeløse kristendom, er Grønkjærs accentuering af det levende og ikke-eksklusive menighedsliv med sakramenterne livgivende kraft båret af den Helligånd med til at dæmme op for de værste ukristeligheder. På den anden side kan en sådan eksistensteologisk ”menneske først”-forkyndelse, som jeg inspireret af bl.a. Grønkjær her har plæderet for, også hurtigt begynde at gå på egne ben og kristendommen kan pludselig forekomme reduceret til ukendelighed. Her er Sandbecks radikalisering af de lutherske slagord, solus christus og sola fide – mennesket frelses ved (van)tro alene ved Kristi død og gudsforladthed på korset – med til at holde teologien fast på dens bestandige forpligtelse på kritik af religiøsitet og andre åndelige dårligdomme. Hvad vi i hvert fald må sige er, at vi som teologer har en dobbelt – dialektisk, om man vil – opgave: På den ene side må vi forkynde evangeliet rent og purt, men dette lader sig omvendt kun gøre, hvis ikke tidens åndelige dårligdomme, mennesket egne religiøse påfund og indkrogethed i sig selv står i vejen herfor. Disse er det vor opgave at knække og bringe til forfald, idet vi forkynder det levende ord. Det er næppe sagt bedre, end Grundtvig gør det i salmen ”Det lakker nu ad aften brat”, så lad os slutte med en strofe herfra:

”Nedstyrt de stærke Aanders Trop,
Som høit i Luften sværmer op,
Thi ellers gammel Christen-tro
For lærdom ny faaer aldrig ro”