Hvad nu, hvis regeringerne i 1863-1864 ikke var komplette idioter?

~ RV ~ Skriv en kommentar


Cand.theol., ph.d.-stipendiat Martin Ravn anmelder Jes Fabricius Møllers bog om “Dynastiet Glücksborg”. Der er ros for grundighed og en flot billedside, men bogen lider også af en hang til den radikale historikertradition fra det 20. århundrede, der indimellem kammer over i en forceret nøgtern stil. 

Historikeren Jes Fabricius Møller vil være kendt af mange Studenterkredsfolk. Ikke alene er han tidligere formand, han har også ved forskellige lejligheder fungeret som en slags Kreds-historiker, selvom Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne på det seneste har gjort ham rangen stridig. Senest holdt han festforelæsningen ved Kredsens jubilæumsfest i fjor.
Af den grund skal hans nyeste bog ”Dynastiet” naturligvis også omtales her. Titlens dynasti er den glücksborgske slægt, som siden 1863 har været den danske kongeslægt. Det skyldes, at den hidtidige kongeslægt, den oldenborgske, var uddød med Frederik VII, og så måtte man jo finde på et alternativ. Det betyder imidlertid ikke, at vor nuværende dronning ikke er familie med sine forgængere fra før 1863. Glücksborgerne og oldenborgerne er faktisk beslægtede. ”Dynastiet” handler om de begivenheder, der ledte frem til, at det blev den glückborgske Christian IX, der i 1863 kunne bestige tronen, samt ikke mindst hvad der senere hændte. Altså hvordan det danske kongehus manøvrerede i de brydninger, der har kendetegnet moderniteten. Hvordan skulle kongehuset forholde sig til Grundlov, parlamentarisme, ligestilling mellem kønnene og meget mere? Hvilke muligheder havde man, og hvorfor gjorde man, som man gjorde?
I besvarelsen af de spørgsmål tjener ”Dynastiet” ikke bare som en krønike om kongehuset, men også som (nyere) Danmarkshistorie. Og lad det som udgangspunkt være sagt, at det gør den aldeles udmærket. Bogens tretten kapitler bærer alle en ”undertitel”, som enten er et statement eller et spørgsmål. Eksempelvis spørger Kapitel III, Helstatens Fald: ”Hvad nu hvis man antager, at de danske regeringer i 1863-1864 ikke bestod af komplette idioter?” Det er et godt greb, især når man som jeg (der gik i folkeskole i 1990’erne) netop lærte, at det, der førte til katastrofen i 1864 var og kun kunne forklares med politikernes idioti.  Med det udgangspunkt bliver det jo unægtelig noget nær umuligt at forstå historiske begivenheder. Fabricius Møller skal have ros for at anlægge at langt mere frugtbart blik.
Et af de spørgsmål, der af gode grunde fylder meget i bogen, er, hvorfor det lige præcis blev den glücksborgske Christian IX, der kom til af efterfølge den barnløse Frederik VII på tronen. Det var flere alternativer. Beslutningen skyldtes i høj grad Danmarks på det tidspunkt nye beslutningsmæssige organ. I 1863 var det som bekendt kun fjorten år siden, at enevælden var faldet, og Danmark havde fået sin første Grundlov. I den forbindelse spinder Fabricius Møller en ende over, at Constantin Hansen på sit berømte maleri af Den Grundlovgivende Forsamling 23. oktober 1848 fra 1860-64, giver Grundtvig en vigtig plads, nemlig lige midt i billedets skæringspunkt. Grundtvig har en tilbagetrukket, men vigtig rolle på maleriet. I et Studenterkreds-perspektiv kunne det være interessant at høre om, hvad Grundtvig mente om den nye konge af glücksborgsk slægt i forhold til de alternativer, man ellers havde. Besvarelsen af det spørgsmål ville måske være at tilgodese en lidt speciel særinteresse, men måske det kunne være en idé til et kommende foredrag ved Fabricius Møller eller en anden historiker?    
Bogen er affattet en i nøgternt registrerende stil, hvor Fabricius Møller dygtigt guider rundt i historiens kabinet, samtidig med at han diskuterer de forskellige politiske og forfatningsmæssige situationer, det danske kongehus har skullet manøvrere i de seneste 165 år. For eksempel endevendes Christian X’s rolle i Påskekrisen. Her er det jo almindeligt blandt lægmænd at mene, at kongen begik statskup, men sagen er meget mere speget end som så. Behandlingen heraf er forbilledlig, på én gang grundig og let tilgængelig.
Fabricius Møllers nøgterne stil kammer dog indimellem over eller kommer til at virke besynderlig. Som almindligt historisk interesseret lægmand går jeg ud fra et det ”objektiviserende” eller nøgterne ideal er en arv fra den såkaldt radikale historikertradition i det 20. århundrede. Men historikeren har jo holdninger og overbevisninger, som uvægerligt må præge fremstillingen. Det er såre menneskeligt. Disse holdninger og overbevisninger kommer også indimellem også frem her, så at sige bag om ryggen på fremstillingen. For eksempel sammenligner Fabricius Møller det hørupske princip – intet over og intet ved siden af Folketinget – med praksis i præsidentielle demokratier såsom Frankrig og USA. Her indtræffer det ikke sjældent, at regeringen tilhører den ene fløj, mens parlamentsflertallet tilhører den anden. Det kan ifølge Fabricius Møller føre til opslidende politiske skyttegravskrige, som blokerer for nødvendige politiske beslutninger (side 121). Aha. Der finder altså et fænomen som ”nødvendige politiske beslutninger”. Hvad det er for en slags nødvendighed, der gør sig gældende i slige situationer, får vi ikke svar på, ligesom der heller ikke gives eksempler på ”nødvendig politik”. Det skyldes nok, at spørgsmålet om nødvendige politiske beslutninger (og spørgsmålet, om et sådant fænomen overhovedet eksisterer) i bund og grund altid må bero på et politisk skøn.  
Til sidst skal det fremhæves, at ”Dynastiet” er fyldt med pragtfuldt billedmateriale. Mange af billederne stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og jeg vil mene, at er man historisk interesseret, er bogen værd at anskaffe alene på grund af billederne. For eksempel fortæller den lakoniske billedtekst til et fotografi (side 268), som forestiller den livet igennem meget, meget tyskfjendtlige Frederik IX og den tyske forbundspræsident G. Heinemann, at det var kongens pligt som statsoverhoved at tage godt imod sin tyske kollega. Med sine korslagte arme, demonstrativt sammenknebne læber og ligegyldige blik udstråler kongen ikke ligefrem imødekommende værtskab.  
Ligesom bogen indledes med en redegørelse for historien indtil 1863, afsluttes den med et perspektiverende efterord, der spørger til nutidens kongehus. Er kongehuset ikke et paradoks i et moderne demokrati? Hvorfor holder danskerne (for det gør langtde fleste jo) alligevel af kongehuset? Hvorfor er dronningen en god monark, og hvordan kunne fremtiden tænkes at blive? Det er en fin afslutning, men det bedste ved bogen er nu dens historiske redegørelser og ikke mindst dens billeder.
Jes Fabricius Møller: Dynastiet Glückborg – en Danmarkshistorie. Gad 2013. 320 sider. 349 kroner. 
—
Flere artikler af og om Jes Fabricius Møller og hans bøger her

Se, det regner med forgængelighedsdom! – til uddybning af måge-spørgsmålet

~ KG ~ Skriv en kommentar

Redaktionen har modtaget følgende skrivelse af den lægmands-teologiske bragesnakker John Anton Richardis, der for kreds- og andet godtfolk bidrager til belysningen af spørgsmålet om himlens fugles og alskens andre plagers kristelige betydning.

I sommers lagde en vis antihumanisme-entusiast ved navn Jonas Siig tastatur til en på mange måder forbilledlig anskueliggørelse af det aarhusianske måge-spørgsmåls betydning for humanismekritikken. Kampskriftet bærer titlen Mågen, en radikal fugl, og blev bragt i det samtidshistoriske online-magasin Baggrund. Den kan (og bør) læses her.

I dette skrift lod Siig (herefter i almindelighed blot Robot-Jonas) det stå alt andet end uklart hen, at dette »ufattelig[t] cool« dyr ikke blot udmærker sig ved sin ligegyldige og dermed – i ordets sandeste forstand – naturlige svæven omkring, men at der også er noget ganske anderledes radikalt på spil i bæ-svæverens møde med de skravlede tobenede. der idelig bryster sig ved at bære navn af menneske. Som Robot-Jonas så umisforståeligt lod det træde frem i indlæggets afslutning: »Hver gang en måge skider, regner det med humanismekritisk retfærdighed«.

At Robot-Jonas har ret i denne afsluttende bestemmelse af måge-udøsningernes karakter af retfærdig dom over menneskets vilje til egenmægtighed, er jeg fuldstændig overbevist om. Anderledes stiller det sig imidlertid med spørgsmålet om, hvorvidt Robot-Jonas selv er klar over, hvorfor disse sidste linjer er så træffende og i ordets egentligste forstand sande. Derfor dette indlæg til Kredsens tænksomme hoveder, hvori den rette forståelse af »humanismekritisk retfærdighed« skal søges oplyst ved at blive bragt i samklang med den evangelisk lutherske kristendom, hvorfra et sådant begreb nødvendigvis må hente sin næring.

Nærmere bestemt skal jeg i det følgende gøre mit for under inddragelse af den lutherske dogmatiker Johannes Horstmann at oplyse såvel Robot-Jonas som det læsende menneske i almindelighed om denne nærmere forbindelse mellem mågen og den forgængelighedsdom, der lyder fra Guds egen mund over den stinkende synder, der i det himmelske bæ-angreb vederfares lige netop det, han fortjener.

Eller anderledes udtrykt: Vi skal nu have de be-lortede pilfingre i en lille hverdags-teologisk ihukommelse og anvendelse af den kristelige børnelærdom på et spørgsmål, der allerede er brændende for de aarhusianske menneskebørn – og kun vil blive mere påtrængende når sommeren igen kommer deres vej.

Tilranet ej Gudgiven
Allerede i manchetten på Mågen – et radikalt dyr bliver det tydeligt, at Robot-Jonas trods sine utvivlsomt gode intentioner, som jeg for nuværende intet ønske har at ymte ukvemsord om, ikke har begrebet den nærmere sammenhæng mellem den omtalte »plage af tilsyneladende apokalyptiske dimensioner« og så den Herre og Mester, der fra denne faldne verdens morgengry har svunget og indtil dens endelige brand og mørklægning vil vedblive at svinge plagernes taktstok. For hvad hedder det her? Jo, her hedder det midt i en ellers fuldt ud nøgtern præsentation af måge-spørgsmålet, at denne repræsentant for »én af vor tids mest usolidariske arter« i kraft af sine egensindige udsvævelser ikke umiddelbart lader sig »stoppe af menneskets gudgivne ret til hvadsomhelst« (min fremhævning). Men hvad skal det nu betyde, at mågens selvvelbehagelige praxis er noget, der ikke lader sig stoppe af menneskets gudgivne ret? Når man kender vor ven robot- og antihumanisme apologeten hr. Siig, sådan som han har talt, levet og skrevet, turde det være en rimelig antagelse, at der med henvisningen til denne ret, menes den antropocentriske grundpåstand om menneskets selvberoende værdighed, som ånds-amøbiske menneskebørn (og dét vel at mærke bredt forstået) i almindelighed gør en dyd ud af at kæfte op om, uden nogensinde at føle sig anfægtet af den allestedsnærværende kendsgerning, at virkeligheden aldrig har villet kendes ved en sådan menneskelig overhøjhed.

Hvis det blot var dette, Robot-Jonas havde skrevet, ville jeg ikke have nogen grund til hér at gøre bidsk anskrig. Men ak, vor antihumanist har med sin uheldige inddragelse af ordet gudgiven fået blandet tingene noget så forskrækkeligt sammen; for hvem siger, at Gud bryder sig om klamme humanisters døddrukne morgensøvn, grimme T-shirts og latterlige café-latte-uddannelser?

Lad mig udtrykke det umisforståeligt: Den treenige Gud, Vorherre, giver ikke en skid for vores latterlige selvhævdelse, han bliver faktisk møghamrende mellemfornøjet og godt gammeldags ærgerlig over den. Og når mennesket vrager det liv, det er blevet givet at leve i stadig lovsang af Herren, så falder der gerne ubehagelige ting ned fra Himlen. Gud er med andre ord antihumanist – den eneste antihumanist, der i sin uudgrundelige kærlighed retleder den, Han elsker. Det gør Han blandt andet med mågen som Sin tugtemester til Kristus, hos hvem nåden alene er – som ét af sine tegn på den forgængelighedsdom, der skal overgå enhver af os, fordi vi er så pisse træls. Fordi vi har tilranet os egenmægtig rang af stolte, værdige verdensbeherskere.

Jo før Robot-Jonas og alle vi andre forstår dette, jo bedre – for os.

Forgængelighedsdom
Under titlen Menneske under forgængelighedsdom udgav man i 1977 på Tidehvervs Forlag en lille samling af tre foredrag, der i de foregående år var blevet afholdt af den danske teolog Johannes Horstmann på dette teologiske arbejdsfællesskabs sommermøde. Overordnet beskæftiger Horstmann sig i alle de tre foredrag med dette begreb forgængelighedsdom, eller mere præcist udtrykt; med hvad det vil sige, at der går dom over mennesket, at det lever i forgængeligheden og selv skal miste alt dét, det her på jorden har holdt på som sit. I særlig grad helliger Horstmann historien sin opmærksomhed, idet han udreder, hvorledes historien for det menneske, der ikke ser Guds dragelse i den, vil vise sig som dom og død – eller som det hedder flere steder i bogen; historien bliver »vred«, idet den viser sig som en lang rapport om menneskehedens uformåen til at opnå noget som helst af egentlig og blivende værdi, som den blodstænkende slagter Døden ikke tager fra det, når han kommer. I al sin enkelhed en lille bog, som er god at få forstand af på mangt og meget, herunder – og det er jo dér vi skal hen – mågens betydning for mennesket.

For sagen er jo, at det Horstmann som luthersk teolog forsøger at sætte på begreb i en vis henseende er just det samme, som det Robot-Jonas så rammende har skildret i sit indlæg. Nemlig dette, at når mennesket rammes af forgængelighedsdommen, det være sig i form af skibskatastrofer, hærværk og pludselig død – eller mågelort – så er dette i allerdybeste forstand en retfærdig hændelse. Mennesket fortjener og har – således taler i hvert fald teologen – selv pådraget sig uheldet, der slår det omkuld eller gør den før så indbydende café-drik besk som helvede selv.

For mennesket har villet og vil i dette øjeblik dét, vi hverken skal eller i sidste ende kan ville, nemlig at gøre os selv til skarndyngens lysende, alt-bemestrende midtpunkt. Og det er dér, midt i humanismens drøm om ubesmittet hæder, at domslogikken fælder skarndyngens indbildte konge. For når man står midt i en dynge af både forne tiders og friske fæhoveders fækalier, kunne det jo snildt gå hen at vise sig, at denne dynge ikke er kommet ud af ingenting, men derimod har sit udspring et andet sted end sig selv, og at den himmelvælving, skarnkongen troede at bemestre, derfor kunne finde på at åbne sig og sende flere af sine klæbrige frugter.

Gud elsker os og sender derfor mågen som én af disse domsfrugtens portører – og man kan vist roligt sige, at den ikke er dum i arbejde.

Sådan er det bare
I menneske-ører vil en sådan tale nødvendigvis være styg og vil enten blive afværget som udslag af selvsvingspsykotisk sortsyn eller simpelthen blive slået hen som humoristisk hygge-misantropi – hvilket givetvis vil have været tilfældet for mange af de humanistiske læsere af Siigs lille essay, og måske også kunne blive disse linjers beklagelige skæbne, når de hjemfalder til vankundige hjernekisters omklamrende fjante-fornuft.

Men der er faktisk ikke så meget at grine af. For når mågerne kommer, så kommer de ikke for at danse. De kommer med en regn af humanismekritisk retfærdighed. På dig, og dig, og dig, og frem for alt – på mig. Og det er derfor, mågen er »så forbandet cool«, som Siig så kækt fastslår det.

Og hvis du skulle ville vide mere, så gå glad til Skriften:

“Men ud over det: Min søn, lad dig advare! Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af. Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.”
Prædikerens Bog 12,12-13

—

Redaktionen kan meddele, at vi siden ovenstående skrivelses affattelse har set endnu et eksempel på, hvorledes den almægtige Gud bruger himlens fugle til at slå ned på vor kødsyndige selvhævdelse og sødsuppede sværmerier:

Læs Kristelighedens beretning og se billederne fra de himmelske hærskarers indgriben ved Pave Frans’ fredsue-ceremoni i forrige uge her.

Program i København, foråret 2014

~ RV ~ Skriv en kommentar

Forårets program 2014 i Kredsen i København ser ud som følger. Læs manchetter til foredragene på studenterkredsen.dk.

Alle torsdage kl. 20.00 i “Kredsen”, Vartov, Farvergade 27, opgang H

6. feb.
Ph.d. Hanne Roer: Beatrice i Paradiset

20. feb.
Dr.theol. Ole Jensen: Er Guds rige kun for mennesker – eller har det en kosmisk dimension?

6. marts
Forfatter Torben Steno: Længsel efter faste former 

13. marts.
Teatertur: Hærværk på Det Kongelige. Tilmelding senest 23. jan. til kristoffer.garne@gmail.com

27. marts
Mag.art. Peter Rossel: Forsøg med KZ-fanger – god videnskab, etisk forkasteligt

3. april
MF Søren Pind: Synd tappert

24. april
Dr.phil. Sune Auken og ph.d. Bent Meier Sørensen: Hvad er moderne humaniora?

8. maj:
Dr.phil. Bo Hakon Jørgensen: Tom Kristensen som kavaler i Spanien 1927. En lyriker på vej i hundene – hvorfor?

Dette vor tanke-atletiske hvepsebo

~ RV ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. Adam Garff holder nytårstale over det forgangne år. Der er tale om adskillige mængder af mørkt, solidt tankegods, der er blevet slæbt igennem uvidenhedens dale.

—
Kære I, kære Kreds, kære Krestomater, og kære værdifulde vedhæng. Tak for et formidabelt år, der om ganske få stunder er ovre. Og tak for et væld af stunder. Jeg synes netop at ’stunden’ har været det, der har kendetegnet det forgangne år. De studerende stunder, de studentikose stunder og de stadige stunder, under hvilke vi atter mødes for en stund og udforsker vores lille forsamling.
Stunder der ind i mellem har været slørede, stødende, udtværede og fortrængte, men som her i tilbageblikket synes at stå som lysende klare, skarpe og ikke mindst – indbringende. Der har været stunder badet i grålig røg og beslutsomme skrål og sågar stunder, der har udspillet sig i højst aparte kulisser og har budt på både macho-em, indestængt, patetisk afmagt og vidtløftig Donner.

Andre stunder, der ligefrem kunne ligne noget fra en belejret fæstning i fredstid, har udspillet sig på den syrlige, nordsjællandske kalkgrund, alt imens det hvide flag har stået tøvende på halv, og åndsinfanteriets kamptropper har overgivet sig til sang, blid flirt og sommernattens fred.

Nogle har talt om evighedslængsel. Andre om religionskrig. Der er blevet skriblet længe på de små studerekamre i nattens nådige lys om islam, tidehvervsk grundvigianisme (eller var omvendt?), mørke, Laurids, poesi, Kant og kolik og kantede koleriske ægtemænd.

Solen har ikke stået stille længe ad gangen, og adskillige mængder af mørkt, solidt tankegods er blevet slæbt igennem uvidenhedens dale og er blevet firet ned i vores ignorante hjerner. 2013 har været en valfart. Både en indre og en ydre. Fra Vartovs traditionsbetændte hølofter til det midt- og sydtyske, til den gudsforladte storby London – og ikke mindst tilbage igen. Årets stunder udgør en kaleidoskopisk myriade af tanker, indtryk og en god portion af ravnesort vanvid, længsel og glæde!
Det er mit håb, ønske og helt klare forventning, at 2014 vil bibringe dette vores tanke-atletiske hvepsebo endnu mere hor, mord og ildebrand. Mere sang, flere dråber af enhver form, art og farve og ikke mindst: endnu flere meningsfortættende stunder.

Så bliver da mindet, erindringen og stunden. Disse tre; men størst af dem er stunden.


Et nytårsminde i højtidstumlen;
Atter et år med skål og skrål.
Værdig, ærlig mandemumlen
Rabaldersjæles tankebål.

Fra asken hed til himlen rød,
Så velklædt ungdom ud.
De stirrede skarpt mod skyens glød
Og anede der vor Gud.
Med disse ord vil jeg hæve kalken og skåle!
—
Flere taler her.
Flere bidrag til rimkrøniken her.

Idealer på en altertavle

~ RV ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. Laura Cæcilie Jessen har været i Nørrejylland og set Fladstrand Kirkes nye altertavle. Hun er ikke begejstret.
”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.” 1. Kor 13,12
Den gamle Fladstrand Kirke i Frederikshavn fik i 2008 en ny altertavle. Kunstneren er den kendte finske billedkunstner Seppo Mattinen, og udsmykningen er bakket op af Carlsbergfondet og diverse kunstkendere. Altertavlen er en klassisk trefløjet tavle med ét sammenhængende billede på tværs af de tre lærreder: Til venstre ses Fladstrand Kirke afbildet, og foran den et begravelsestog, en kiste der bæres ud af seks personer. Til højre ses en moder ved sit barn i vuggen. Og i midten ses, større end alt andet på altertavlen, en mand og en kvinde med hinanden i hånden, glade og klædt i bryllupstøj. I nederste venstre hjørne af det midterste billede ses et ret lille lam med korsfanen over skulderen.
Jeg forestiller mig, at kunstneren og dennes teologiske sparringspartnere har tænkt, at en moderne altertavle skal knytte an til det moderne menneskeliv. Men det er, som om altertavlen mere end knytter an til menneskelivet – den afbilder det. Kunstneren kunne have sat et trefløjet spejl op, og effekten ville have været den samme.
Og så alligevel. For var det et sandfærdigt spejl, ville altertavlen vise skilsmisser, sygdom og en ensom begravelse – brudthed. Det, der spejles på altertavlen i Fladstrand Kirke, er menneskets idealer. Vi drømmer om en smertefri fødsel, om kærlige forældre, om lykkeligt samliv og en smuk død. Men hvad sker der, når disse idealer males op på altertavlen i det hus, hvor troen på Kristus burde stå i højsædet?
Aalborg Stift skriver selv på sin hjemmeside, at ”det dristige i Seppo Mattinens komposition er, at det er livets frodighed, ægteskabet, der udgør centrum i et tilbageblik over menneskelivet. Livets højdepunkt låner lys til de to andre livsafsnit, livets begyndelse og afslutning.”
Der er så mange problemer i fremstillingen, at det er vanskeligt at vide, hvor man skal tage fat. Jeg vil for at begrænse mig nøjes med at forholde mig til det midterste billede af brudeparret:
1)      Ved i midten af altertavlen at fremstille et brudepar i overstørrelse gives det indtryk, at ægteskabet står i midten af den kristne tro. Ægteskabet er en fin konstruktion, men med både Paulus og Luther må man se ægteskabet som netop kun det – en fin konstruktion for at holde styr på begæret og en vis orden i samfundet, men altså ikke som noget særligt kristent. Ved ægteskabets indgåelse bedes om Guds velsignelse over beslutningen om at leve sammen. At forveksle praktiske borgerlige ordninger (såsom ægteskab) med kristentroen er en voldsom nedvurdering af den totale værdiomvending, som Kristus med sin sejr over døden har givet.
2)      At fremstille et ideal af en art på en altertavle er ingen ny ting – en rundrejse rundt til Europas kirker vil give mange eksempler på afbildninger af fromme mennesker og hvorledes de gebærder sig (både katolske, lutherske og reformerte). Men at afbilde det lykkelige ægteskab som et kristent ideal skaber nogle problemer ud over det grundlæggende problematiske beskrevet ovenfor. På kirkebænkene foran alteret vil sidde mange forskellige mennesker, og de vil sidde der som brudte i en eller anden grad – statistisk set vil mange af dem enten være skilt eller blive det en dag, og derudover vil de have oplevet forskellige grader af ulykkelighed i forbindelse med ægteskab, hvadenten det gælder deres eget, deres forældres eller andres. Det positive udfald af et sådant møde mellem rigtige menneskers brudthed og et afbildet ideal vil være, at de indgydes en form for håb om, at det kan blive bedre. Men håbet er i så fald særdeles menneskeligt og dennesidigt. Det andet udfald er, at de brudte mennesker møder idealet og indser, at de ikke kan leve op til det – og at der derfor ikke er plads til dem i kirken. Idealet bliver ekskluderende.
Men hvad nu, hvis altertavlen rent faktisk var et sandfærdigt spejl og ikke et idealbillede? Hvad nu, hvis det var sygdom, skænderier, ensomhed, løgn og forfald, der afbildedes? Hvad nu, hvis alterbilledet var en projiceret gennemsnitlig dansk middelklassefilm i loop?
Fejlen ville være lige stor både ved idealafbildningen og ved den realistiske. For i kirken forkyndes, at Gud blev menneske for at redde os fra døden gennem sin egen død og opstandelse. Den kristne forkyndelse er aldrig et løfte om dennesidig lykke eller et nemt liv på jord – tværtimod – men den er heller ikke blot Guds med-liden med os i vore brudte liv. Den kristne forkyndelse er en forkyndelse af opstandelseshåbet, som gennemtrænger både menneskers uperfekte liv og menneskers drøm om det perfekte. I troen på Kristus er mennesket aldrig overladt til sit eget liv og er aldrig fanget i den evige gentagelse.
Det menneskelige vilkår er, at vi ser som i et spejl, i en gåde – vi er fanget i reproduktionen af vore egne liv og idealer. Men det kristne løfte er, at vi en dag skal se ansigt til ansigt – og det er det, kirken skal forsøge at forkynde og gennem sit billedsprog (herunder altertavlen) give en forsmag på for at indgyde håb.