“Madvig og Grundtvig var i opposition til hinanden i datidens uddannelsesdebat, og i dag vælger folk stadig side. Men man skal ikke vælge side. Man skal bevare den fulde forskellighed, som skal rumstere inde i og omkring alle nye studenter som en handlingsfjeder.” Sådan skriver lektor Thomas Aastrup Rømer i årets første nummer af Studenterkredsen om forholdet mellem skole og gymnasium.

Interesserer emnet Dem, kan De med fordel tegne abonnement på tidsskriftet, der i nærværende nummer også bringer dannelses- og uddannelsestanker af Kirsten M. Andersen og Hans Henrik Hjermitslev. Abonnement for hele 2015 koster blot 100 kr.

I det følgende vil jeg beskrive denne ide: Folkeskolen er opdragelse i det folkelige med et blik til europæisk oplysning, og gymnasiet er opdragelse i europæisk oplysning med blik til det folkelige.

Med det folkelige tænkes på en national og nordisk tradition, dens sang, litteratur, industri, filosofi og kunst. Med ”oplysning” tænker jeg på hele den europæiske sammenhæng, det vil sige synteserne mellem jøde-kristendom, antikken, oplysningstiden og to verdenskrige.

1. Nogle mener, at skolen skal forberede til ungdomsuddannelse, som skal forberede til universitetet, som skal forberede til erhvervslivet, som skal forberede til pensionen, som skal forberede til kisten. Sådan er den eksisterende uddannelsespolitik opbygget. Resultatet af den tilgang er, at alting kommer til at ligne hinanden. ”Vuggestuen skal forberede til konkurrencestaten,” kan det hedde sig, og de samme kompetencesystemer kan smøres ud over det hele og styres med finansministeriel mangel på kløgt.

Men den åndelige realitet er en anden, nemlig at vores pædagogiske traditioner bør boltre sig i maksimal pluralitet. Her vil jeg fokusere på forholdet mellem ”skole og gymnasium”.

Folkeskolen skal gøre det, som skolen skal ifølge sit indre formål, det vil sige at den skal give eleverne kundskaber, der gør dem fortrolige med dansk kultur og giver dem kendskab til andre landes kultur. Den skal også opdrage til folkestyre, demokrati og åndsfrihed og så videre. Alt det kan man læse om i skolelovens §1. Skolen skal altså opdrage til, at børn kan indgå i et frit ”folk”, et ”demos” med et opmærksomt udsyn til andre lande. Det er det, som der står.

Det er ikke tilfældigt, at det er ”kundskaber”, der er grundbegrebet. Kundskaber er det eneste ord, der har indgået i samtlige skoleloves formålsforskrifter siden 1814. Kundskab er ikke blot viden, det er viden, der er eksistentielt, kulturelt og historisk formidlet og bearbejdet. Kundskaber er altså ikke noget teknisk, som at score på en pisa-liste, men en markering af en sammenhæng, der gør ting fortrolig for opmærksomheden. Det er også derfor, at Kundskabens Træ på engelsk ikke blot hedder ”tree of knowledge”, men ”tree of knowledge of good and evil”. Det er kundskabens normative sammenhæng, der er skolens grund.

Folkeskolens essens er primært grundtvigsk, inklusiv dialoger med modernisme og eksistentialisme. Det er denne tradition, der har fremelsket en skole, der sammen med de frie grundskoler har haft fokus på fællesskab, åndsfrihed, fortælling og kundskaber. Det er Grundtvig med udsyn, dvs. det nationalt-poetiske kombineret med udsyn til universets og menneskehedens sammenhænge.

2. Hvad er gymnasiet? Ja, tænketanken DEA’s ungdomsuddannelseskommission, der huser det almindelige hegemoni af meningsdannere på området, vil faktisk helst af med det almendannende gymnasium. Det hele skal slås sammen i en ungdomsuddannelsespærevælling, som man så kalder for demokratisk dannelse, selvfølgelig uden den mindste refleksion over, hvad ”demokrati” eller ”gymnasium” er.

Gymnasiet er almendannelsens område. Ordene ”dannelse/almendannelse” indgår tre gange i formålsparagraffen. Gymnasiet skal rettes mod ”unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion”, og det angår elevernes ”udvikling af personlig myndighed.” Endvidere skal eleverne ”lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden.” Uddannelsen skal tillige udvikle ”elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans,” og til der henvises til ord som ”medbestemmelse, rettigheder, pligter, frihed, folkestyre og demokrati.”

Til sidst fremhæves ”det globale og det europæiske perspektiv”

Ordene er typiske for nyhumanismens oplysningsidealer: Dannelse, almendannelse, nysgerrighed, pligter, frihed og myndighed, og skoleformen har da også rødder i Madvigs lovgivning fra 1800-tallet, der var dybt præget af ny-kantianske temaer. Men man lægger også mærke til det medborgerlige og det folkelige, der kommer ind i de sidste passager med ”medvirken i et demokratisk samfund” og at ”bidrage til i fællesskab”, hvorefter det globale og det europæiske straks betones igen.

Madvig og Grundtvig var i opposition til hinanden i datidens uddannelsesdebat, og stadig i dag vælger folk side. Men man skal ikke vælge side. Man skal bevare den fulde forskellighed, som skal rumstere inde i og omkring alle nye studenter som en handlingsfjeder.

På den måde ender vi med, at skolen er folkeligt med europæisk blik, og at gymnasiet er europæisk med et folkeligt blik. Grundtvig og Madvig skal kigge på hinanden inde i den 18-årige og åbne hans mund.