Hermed indkaldes til generalforsamling i Studenterkredsen Aarhus. Vi skal bl.a. have valgt nye bestyrelsesmedlemmer og tage afsked med afgående, gennemgå regnskabet og høre formandens årsberetning.
Det foregår onsdag den 29. april, kl. 19.30, Mødelokale 2.2, Studenternes Hus, Frederik Nielsens Vej, 8000 Aarhus C.
Traditionen tro byder vi på en artikel fra det nys udkomne særnummer af tidsskriftet. Denne gang er det Iben Vinther Nordestgaard, sognepræst ved Christianskirken i Berlin, der leverer ord til levende håb i sin prædiken til påskedag. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
I år er det 70 år siden, 2. verdenskrig fandt sin afslutning i Karlshorst ikke langt fra vor danske kirke i Berlin. Et jubilæumsår er altid en lejlighed til erindring. Også for os, der til daglig går rundt i centrum for Hitlers tusindårsrige, hvor skudhuller, Stolpersteine og stadigt svindende byggetomter minder om krigens gru og hindrer os i at glemme. Hvor velgørende det er, for som man siger: „den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage den.“ Gud give, at vi aldrig igen må få krigen i frisk erindring!
For flere af vores menighedsmedlemmer har krigen sat sine spor på både krop og sjæl. Menigheden var mitten drin i mere end én forstand. Omringet af den nazistiske ideologi, der ikke tillod lydighed mod andet end der Führer, var menigheden tillige fanget midt i et inferno af krig og ødelæggelse.
På en skøn solskinsmorgen d. 3. februar 1945 havde Christianskirkens præst, Axel Jeppesen, fra morgenstunden været på husbesøg. Han var netop ankommet til Anhalter Bahnhof, der lå tæt ved den danske kirke i Berlin, da alarmen lød, og han måtte søge ly på stationen for det, der skulle vise sig at blive et af de værste luftangreb på Berlin. I løbet af to en halv time forvandlede 2000 amerikanske bombefly den indre by til ruiner. Det var et såkaldt “Hell from Heaven.”
Da angrebet var overstået, løb Axel Jeppesen hjem mellem væltede sporvogne, ruiner og døde mennesker for med glæde at kunne konstatere, at den danske kirkes mure endnu stod – men med efterfølgende kvaler og tanker på, hvordan man kan blive så vænnet til at se døde mennesker på gaden, at man blot løber videre for at se til sit eget.
Angrebet d. 3. februar blev et vendepunkt for den danske menighed, der nu var klar over, at krigen nærmede sig sin afslutning, og ikke mindst blev det en afgørelsens dag for de gamle i menigheden, om hvorvidt de skulle tage imod tilbuddet fra det danske Udenrigsministerium om at forlade deres hjem og komme i sikkerhed i Danmark i „De Gamles By“ på Nørrebro. Allerede 14 dage senere blev det første hold sendt mod nord, og yderligere tre hold fulgte. Over halvdelen af de danske familier i Berlin rejste således hjem til Danmark med kun en kuffert i hånden. Alle havde de noch einen Koffer in Berlin, om hvilken Marlene Dietrich så smukt sang: die Seligkeiten vergangener Zeiten, sie sind alle immer noch in diesem kleinen Koffer drin.
De, der blev tilbage, måtte igennem de sværeste bombardementer og ikke mindst Volkssturm og russernes omringning af og indtog i Berlin i de sidste aprildage 1945.
En af disse tilbageblevne var Hans Jensen. Da han d. 18. april kom hjem fra arbejde, var hans hjem i Elsässerstrasse væk. Huset var blevet ramt af en fuldtræffer. Hans kone, datter og barnebarn lå dræbt i ruinerne.
På det tidspunkt af krigen var der ikke tale om at grave nogen ud af ruinerne; det var der hverken redskaber eller mandskab til. Men den 15. maj kom han ind i gesandtskabet for at søge efter pastor Jeppesen. Den stilfærdige, sørgmodige mand sagde: „Jeg har fået dem ud; jeg har også tømret nogle kister sammen. Gå med mig ud på kirkegården, så de kan få en kristen begravelse.” Axel Jeppesen fulgte med bag en trækvogn, der blev brugt som ligvogn. Ude på kirkegården holdt de en kort andagt; pastor Jeppesen kastede de tre håndfulde jord på kisterne, bad Fadervor og lyste velsignelsen, hvorefter de sammen kastede gravene til.
Krig og Påskedag hører ikke sammen, ville nogen måske indvende. Men på denne glædelige søndag, hvor vi erindrer ikke kun et tusindårsrige, men tilmed et evighedsrige, der for Guds og ikke mindst vor skyld ikke må glemmes, minder beretningen om Hans Jensen om, at det forholder sig lige modsat. Hvor der kastes grave, i krig eller fred, hører beretningen om vor Herres opstandelse altid hjemme.
Hans Jensens familie lå længe begravet i ruinerne, men det var ham magtpåliggende at vælte stenene over deres døde kroppe fra, lægge de kære i kister og give dem en kristen begravelse. Den begravelse, hvori netop evangeliets fortælling om den tomme grav forkyndes, ja, fortællingen selv er forkyndelse for de levende og efterladte såvel som for de døde. Denne skaber for disse, hvad den nævner – syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Hans Jensen vidste, at nok kunne han vælte stenene i ruinmasserne væk, men nøglerne til dødsriget havde han ikke. Det stod ikke i hans magt at gøre gravene tomme. Derfor hidkaldte han pastor Jeppesen til at lade ordene om den tomme grav lyde, de ord, der hindrer en tom tro. På det ord kan mennesket leve og dø og atter leve. Derfor skal påsken ikke kun fejres omkring et pyntet frokostbord med lammekølle og påskebryg, men i særdeleshed på kirkebænken og ved nadverbordet, hvor ordet om opstandelsen forkyndes og rækkes os til en i al evighed levende tro. Omend den lokale tradition byder ikke at fylde bægeret til randen, flyder kalken over med den barmhjertighed, Gud ved sin søns død og opstandelse viste os – og til stadighed viser os i sit ord om den forunderlige morgen, hvor kvinderne gik ud til graven og fandt den tom. For netop den bortvæltede sten og tomme grav forkynder, at døden er død. Når klæderne over kalk og disk løftes af umiddelbart forud for indstiftelsen, er der derfor god grund til at tolke det som sten, der væltes fra graven.
Ved den tomme grav møder vi i evangeliet til i dag kvinderne, der meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom til Jesu grav, da solen var stået op. Her hørte de den allerførste påskeprædiken fra den unge mand i de hvide klæder, som sad, hvor Jesus skulle have ligget: „Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.“ Lignende ord hører vi andetsteds udlagt fra den opstandne Jesus selv: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.“
Alle de menneskeliv og skæbner, som mærkede og så krigens rædsler i vinteren og foråret 1945, har betragtet det føromtalte „Hell from Heaven“ som en i særdeleshed nærværende størrelse, hvorfor mange i kraft heraf har fundet det svært at fæstne sin tilid til og tro på en velmenende, barmhjertig og nådig Gud. Men Jesus har i kraft af sin rolle som nøglebærer og gennem sit liv, sin død og opstandelse relativeret det, som må have syntes så ultimativt, da bombeflyene kom til syne på en skyfri himmel over Berlin, og udførte deres gerning. Men de ovenstående ord udtalt af englen og senere af Herren selv demonstrerer, at dette ultimative ikke længere er. Dette var netop, hvad Hans Jensen – til trods for et nærværende helvede – fæstnede sin tillid til og tro på, hvorfor han hidkaldte den danske præst og insisterede på en kristen begravelse for hans kære. Ordet om den tomme grav skulle forkyndes over hans døde, men også lyde ind i hans liv, for at angsten og sorgen ikke skulle få det sidste ord. Som salmedigteren K.L. Aastrup på poetisk vis i salmen „Så vældigt det mødte“ udfolder påskens gåde – såvel som nådefulde budskab:
Så vældigt det mødte
os først i vor dåb,
det ord, der genfødte
til levende håb,
det ord om den morgen,
der underfuldt kom
og svarede sorgen:
»Se, graven er tom!
Ja, vær ikke forfærdede, for efter dette liv vil han opvække os til det evige liv ved sin søn, Jesus Kristus. Sådan lød det for kvinderne ved graven, sådan lød det over Hans Jensens families, sådan lyder det over enhver kastet grav, sådan lyder det til hvert et menneske i livets krig og fred.
Glædelig påske!
I anledning af påsken er Studenterkredsens redaktion i et vældigt opstandelseshopla. Derfor udgiver vi et særnummer af tidsskriftet med bidrag af ph.d.-studerende Johan Christian Nord samt sognepræsterne Jakob Sandal og Iben Vinther Nordestgaard.
Det udsendes i disse dage til alle abonnenter. Bliv abonnent for 2015 for blot 100 kr. eller køb enkeltnumre for 35 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
I den søde ventetid trakterer vi med dette opstandelsesdigt af stud.theol. Isak Krab Koed. Glædelig påske!
Fra kors langfredag lød et råb
da Guds søn opgav Ånden.
Mon hjalp end ikke Døbers dåb
og hvor var Frelser-hånden?
Hjem fór de folk, som fulgte ham
gramme i hu og mutte.
For vist, det var en vældig skam
at alting måtte slutte.
Og dage gik, men tidens hjul
blev bare ved at dreje.
To kvinder kom fra sørgeskjul
ad såre dystre veje.
Men hvad! Da de til graven kom
med salver tidlig morgen
en engel slog straks stenen om
med lynild svandt nu sorgen:
Thi hist på gravens hårde briks
hvor Kristus skulle ligge
så kold, så klam og livløst striks
tro kun: der lå han ikke.
Opstanden er nu Herren, for
død kan han ikke være.
Husk lynildsenglen sagde så:
”Fortæl det. Gør ham ære!”
Studenterkredsen i Aarhus havde i sidste semester besøg af valgmenighedspræst Kim Arne Pedersen til et engageret og vidende foredrag om Grundtvigs forhold til jødedommen.
Herunder kan De nu se eller gense foredraget.
Ph.d.-stipendiat og højskolelærer Johan Christian Nord skriver i anledning af drabet på to uskyldige danskere i København om knægten Folkes glædelige budskab til Kong Vermund, der også lyder til os i dag.
Sådan står der skrevet på den Dannebrogs-prydede mindesten for den grundtvigske højskolemand og folkelige forkynder Folke Trier Hansen: »JEG BRINGER GLÆDELIGT BUDSKAB, FJENDEN ER I LANDET«. Det er store ord – og ja, på stenen står de med store bogstaver.
Stenen blev rejst på foranledning af Trier Hansens kone, Karen la Cour, og hugget af Erland Knudssøn Madsen. Oprindelig stod den foran forsamlingshuset ved Hundsborg – senere blev den flyttet til Sjørring Vold foran den grundtvigske frontstilling Højskolen i Thy. Skolen er ikke længere til, men stenen står endnu.
Og det gør indskriften også. I bogstaveligste forstand står den der mejslet i sten – og råber til den, der har ører at høre med.
Det er os, den råber til: os, der i dag er midt i livet og vedkender os folkelig arv og gæld. Os, der endnu forstår – eller ønsker at forstå – hvad det vil sige at tilhøre et lille folk i en stor verden.
For stenen taler om kampens vilkår og velsignelse i en verden, hvor alt for mange ønsker gravens stille fred. Den taler om kæmpen, der drager sit sværd blandt trodsige og glemsomme menneskebørn, som i deres stræben efter at forme tilværelsen i fred-ler har omdigtet livet til en dans på roser og glemt det vigtigste. Den taler om – og til – de ædles æt i en tid, hvor folket er i dvale.
Og derfor er den værd at lytte til.
Oprindelig stammer ordene fra Saxo – fra vort lille folks store krønikeskriver. Hos Saxo fortælles der således om en tid, hvor folket lå i dvale. En tid, hvor landsmand opsøgte strid med landsmand, og hvor dyrkelsen af de døde ting sad i højsædet – dér, hvor ånden skulle have siddet.
På stranden sidder en slukøret knægt. Han hedder – ikke tilfældigt – Folke. Hans blik driver ud over de vandmasser, der hegner bølgelandet. Han er fortvivlet og aner ingen udvej. Men så sker det: han ser fjendens skibe – og skyerne letter i det plagede sind, jublen vil ingen ende tage. Drengen springer op, løber til Kong Vermunds gård og lægger mund til åndens tale: »Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet!«
Det er en underlig historie. Hvorfor glæder drengen sig? Hvorfor frydes han ved synet af fjendeskibe – ved udsigten til blodsølet jord? Det fornuftige menneske, der lever i de franske abstraktioners verden, forstår ham ikke, og det gør den blødsødne heller ikke, som i sin indbildskhed tror at kunne få livet for en billigere pris end kampens. Men ånden forstår ham. Ånden forstår, at menneskelivet altid er et kampliv. Eller anderledes udtrykt: at menneskelivet enten må være et kampliv eller forfalde til et dorsk dyreliv fra hånden til munden – indtil slagteren kommer.
For ånden forstår, at selve dette at blive menneske er at stå i kampen. Det er den kamp, nordens sindbilledsprog kaster den lyttende ind i, når det fortæller om den evige krig mellem aser og jætter: åndens kamp mod åndsfornægtelsen, der er en kamp på både ord og handling – både mund og sværd. Nogle bruger mund, andre udvælges til at bære sværd (det er dem, vi kalder øvrigheden).
For mennesket er det levevæsen, der står i afgørelsen: mellem Udgård og Asgård, mellem det dyriske og det menneskelige. Og vælges skal der. Der er vitterlig ingen vej udenom: enten et liv i anstrengelse og knæfaldets anerkendelse af at være sat i virkelighedens højst virkelige verden sammen med de andre – sammen med folket. Eller: det navlepillende dyreliv, den søvndrukne slentretur frem mod strådøden.
Alt dette forstår ånden, og derfor forstår den åndsbårne også fortællingen om lille Folke, der glædesbrusende løber over stranden for at bringe godt nyt.
Kong Vermund forstod drengen. Han lyttede, og noget ændrede sig i ham. Hvor der før var en behagesyg og blødagtig hersker med hang til terningspil og anden tåbelighed, rejste der sig nu igen en konge.
For kong Vermund rankede det krogede kadaver og blev kongenavnet værdig. Og det samme gjorde hans folk: det rejste sig og blev igen folkenavnet værdigt. Og sammen gik de ud til striden – og sejren.
Sådan gik det dengang til, at blomsterhavens frist blev forlænget, at isvinterens komme endnu en gang blev forskubbet. Og sådan er det gået til, hver gang Danmark har sølet sig i jættegylp og glemt sin bestemmelse. Virkeligheden har taget sine kløer på, ulven har åbnet sit gab, en dreng har set det, og han har forkyndt glædesbudskabet om fjenden i landet – den fjende, der som en pisk over vore nakker kalder os til afgørelse: vil I leve eller dø? Har I nok i selvdyrkelse og tidsfordriv, mens I venter på den istaphånd, der skal gøre skel imellem støv og ånd? Eller: vil I gøre skjoldvagtens gerning, så der bliver en verden til dem, der kommer efter jer? Vil I vågne og tage det underlige menneskeliv på jer – sådan, som det er, og ikke sådan, som I gerne ville omdigte det til at være?
Nu skal det åbenbares
Det er vores historie. For det er os, der råbes an af drengen. Det er os, der er de velnærede og knækkede.
Og det er nu, det skal åbenbares, om det danske folk stadig har ører at høre med. For fjenden er i landet. Han er her for at myrde og hærge – han er her for at begrave det ædle i sit svælg som den ulv, der gang på gang skal fæstnes til klippegrund for at udskyde det uafvendelige.
Ja, jeg tænker blandt andet på angrebet på to uskyldige danskere d. 14. og 15. februar i år. Et angreb, der snart skal vise sig ikke at være begrænset til de to ofre – de to helte Finn Nørgaard og Dan Uzan, der faldt, for at andre kunne leve.
For bæstet vil kræve mere blod. Det vil komme efter dig og dine kære. Hvis ikke du vågner.
Men det drejer sig ikke kun om denne ydre fare. Det drejer sig også og faktisk frem for alt om den indre fjende – den fjende, der lever i os selv. Det er den lille Loke, der bor i hoved og mave – den beregnende fornuft, der hvisker os i øret, at vi ved egen magt kan få tilværelsen til at falde i hak, og at vi frem for alt har os selv at tænke på. Den slibrigt pragmatiske og planlæggende stemme, som indbilder os, at vi blot er en højere dyrerace – en abekat, der er bestemt til at abe efter, sådan som Grundtvig beskriver åndløshedens nedskrivning af det menneskelige.
Overalt omkring os finder vi de skidne frugter af dette menneskesyn – ansvarsfraskrivelsen i de forpligtende forhold, underholdningssygen, dyrkelsen af den slimede vilje, der siger »jeg, mig, mit,« hvor der skulle have været et vi. Og ikke mindst: den knugende følelse af formålsløshed, angsten i mødet med en verden, der nægter at leve op til de overskruede forventninger om selv at kunne skabe Paradis på jord, som vi er blevet stopfodret med af velmenende voksne, der i deres iver efter at opdrage os havde den frækhed at præsentere tilværelsen for os som et omkostningsfrit sønderjysk kagebord, hvor det bare gjaldt om at gribe til og få fat i de bedste stykker – før de andre.
Men de har løjet for os. Livet bliver ikke så nemt, som de sagde. Vi kan ikke blive lige, hvad vi vil – som de ellers sagde. For vi er allerede noget. Vi er mennesker, der er sat i en højst håndgribelig virkelighed, og det er den, vi skal lære at stå ret for. Vi er ikke bare unge mennesker med appetit på livet – vi er dem, der selv skal være fædre og mødre. Vi er dem, der skal bære ansvaret. Og ansvar betyder kamp – for fjenden er mægtig, og hans vilje er, at vi skal glemme, hvad vi er bestemt til.
Det skal snart vise sig, om han får held til det. Det skal vise sig, om du og jeg har nok i terningspil og tidsfordriv – om vore hjerter allerede er isnede, eller om vi stadig er i stand til at mærke det stik, der fortæller os, at de lyver, når de med silkebløde pædagogstemmer eller bedrevidende ekspert-ordskvalder beder os om at klappe hesten.
Vi ved det ikke endnu. Men vi håber og tror, at ingen af os vil klappe hesten, men derimod hamre sporerne i og komme videre: langt væk fra den såkaldte moderne verden – og hjem til den danske virkelighed, der er din og min.
Og både vort håb og vor tro hviler på klippegrund: for vi håber og tror, at nok kan jættefornuft forplumre vore sanser, og ulvekløer kan tage vort liv, vort gods, vor ære, vort barn og vor viv – men vores kærlighed, dén kan ingen af denne verdens magter og mægtige tage fra os.
Lad dette være ordene i disse sorgens og opvågningens dage. Lad det, der kommer, vise, om Folke også denne gang finder ører for sit glædelige budskab, og om skjaldens ord var sande, da han sang:
Nu skal det åbenbares,
at gammel kærlighed
i hver en skærsild klares
og er for rust i fred;
for levende og døde
kan daners hjerter bløde,
men isne kan de ej!
Note: Hvis der skulle sidde en læser derude, der er så dum at opfatte noget af ovenstående som racistisk, ja så vil jeg gerne henvise vedkommende til fjerde vers af Grundvigs Folkeligt skal alt nu være (Højskolesangbogens nr. 91, hvori det står umisforståeligt klart, at folket er en åndelig, historisk virkelighed og dermed grundlæggende åbent for tilkomst af dansksindede fremmede – ikke en dyrerace. Og jeg er – også i dette forhold – enig med Grundtvig.