Da nr. 1, 70. årg. af Studenterkredsens tidsskrift udkom i april, glemte vi helt vores tradition om at udsende en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. For denne forglemmelse gør vi nu bod, idet vi til Deres vederkvægelse – bedre sent end aldrig – bringer cand.mag. i religionsvidenskab Emil Skjold Jensens Suverænitet og ofring. Redaktionen ønsker Dem en varm og lys skærsommer– og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Hvor krævende er det at tænke livet som en øvelse i at kunne sondre mellem forskellige valg, der er én ubønhørligt givet? Et kort over livsbetingelsernes hus, som ikke kan redigeres. Med disse valg og bestemmelser er man stillet en opgave: Forlig dig med regelmæssigheden. Du skal kunne se dig selv i dens tjeneste, som en ven af fortroligheden. Der tales her ikke blot om en gammel stank fra det tyvende århundredes uvaskede klæder. Hér talte man om valget og åbenhedens væsen, om at skulle blive, hvad man allerede var. Der blev talt beåndet, værdigt og sobert. Der blev talt, fortrinsvis, på fransk og på tysk. Regelmæssigheden gestaltede sig for de belæste kommentatorer som teknik, som det affortryllede, som stundesløse kapitalbevægelser. Historien om det tyvende århundrede, den der blev skrevet og i nogen grad stadig skrives, er kendetegnet, kort sagt, ved det gudsutilnærmelige. Stig Sæterbakken, manden der tænkte, hvor der altid var mørkt, gav i sin seneste roman, Gjennom Natten, et sindbillede på selvmordets aftryk på en efterladt, der stod den afdøde nær: ”Å glemme (…) var det værste jeg kunne gjøre. Å huske (…) var det verste jeg kunne gjøre. En kulde kom og gikk. Men aldri varme. Der fantes bare kulde og fravær af kulde. Som å stå med ryggen mot havet. Iskalde ankler hver gang en bølge slo inn.” Første verdenskrig: Europa mærkede for første gang sine iskolde ankler; anden verdenskrig og Holocaust: Europa har taget livet af sig, og der findes nu kun kulde og fravær af kulde.

Hvor radikal var denne tilstand? Var denne for europæerne altomsiggribende omkalfatring egentlig en forkrøbling af den europæiske ånd, en vansiring af et ansigt med et mildt åsyn? Eller var den et uundgåeligt resultat af det kraftens århundrede, som tjekken Jan Patočka intonerede, en serie af voldelige selvdestruktive tildragelser, der knuser mulighederne for menneskets livsudfoldelse? Han fandt i sine kætterske studier i historiens filosofi, at den overvættes gru, som timedes den i krig gerådende europæer, skyldtes den umådeholdende stræbsomhed hos dem, der kæmpede for dagen og freden. For det er selve sagen, rigets racerenhed, produktionsforholdenes egalitære tilendebringelse, handelssamkvemmenes grænseoverskridelse, der stænger dødsoplevelsen ude og forhindrer, at det individuelle liv igen kan dages. Her fattede tjekken sig i tyskernes akademiske mål: Kraftens århundrede er en besindelse på krig for den stedsevarende freds skyld, men enhver røst har sit mæle forment, der ikke kan formulere sig ud fra statistikkens, fra sagens, fra den nødvendige volds synsvinkel. Det tyvende århundrede førte krig på fredens vegne, foretog natlige togter til glæde for dagen, og ofre blev bragt og bogført i rigt mål – men man kan som bekendt ikke læse i mørke. Kun ”de rystedes solidaritet”, dem der, som Ernst Jünger, blev betaget og overmandet af krigens fænomenale rædsler, kunne stille sig på den individuelle menneskeskæbnes side – til gavn for menneskene og deres brøstfældige livsgrundlag, til gavn for det historiske menneske, der undede sig selv at vende det døve øre til bemestringsmetafysikkens forlokkende kor og skue ind i uvisheden.

Hvor meget har – og havde – mennesket at skulle have sagt, dengang som nu? Ja, hvor meget har et rystet menneske at skulle have sagt i en verden ombølget af kraft? Et sådant menneske skal vel også skrive en bog engang eller gøre sine oplevelser bekendt, længe efter den eksplosive, efemeriske urinalvarme har vædet de emancipatoriske hoser (enhver mystikers problem). Til den tid kan vi næppe forstå, hvor mageløst det måtte have været at væde dem i første omgang. De mest djærve forsøg på at forstå det tyvende – og nu også enogtyvende – århundredes krisetilstande, åndelige som materielle, har samtidig bekendtgjort, at mennesket er i forfald. Det syndige menneske optræder både i marxismens og eksistentialismens forfaldsberetninger, og også Kant formulerede påny fortællingen om kundskabens træ ved pegerfingerløftende at tale om en selvforskyldt umyndighed, når menneskene våndede sig. Man kunne foranlediges til at tro, at efterkrigstidens europæere (i det mindste den samvittighedsfulde intelligentsia) forstår deres situation, forstår at det bunder i traditionen. At det syndige menneskes radikalitet er dømt til at ende i angst, jammer og fortvivlelse. Ve dig, europæer, du bekender dig ikke som kristen, men ter dig nøjagtig som det væsen, der må bære arvesyndens lod, du er en ussel synder, der så gerne vil være mere end det: ”Alle vegne hvor man ser hen møder man de grædende filosoffer, kunstnere, præster, politikere – alle græder, alle klager, alle ser med angst og gru mod den fremtid der kommer”, skrev Vilhelm Grønbech i en udgave af tidsskriftet Heretica året 1951. For Grønbech, der havde en lønlig agtelse for Nietzsche, fulgte den moderne tristesse naturligt af en selvsikker og selvgod filosofi. Den oldkirkelige hellenisme forvrængede unikummet Jesus’ lære og gjorde den til teologi for derved at metastasere sig gennem århundreder i alle afkroge af det europæiske åndsliv. Den moderne tidsalders ideologiske uforsonlighed var en arvtager af denne oprindelige metafysiske vranglære. Den var – og er fortsat – åndet og hinsidesskuende. Både Grønbech og Patočka var bange for skoledannelse, gruede for flittige og fiffige elever, der omdannede enhver profetisk indgivelses gode tidender til skinger journalistisk floskelmageri. De frygtede regelmæssigheden, fordi den ikke evner at lade sig gæste af poesien. Vi kunne sige, at de grundede over suverænitetens manglende mulighed. De troede på miraklernes fortælling i en tid blottet for selvsamme. Det samme gjorde Paul la Cour, endnu en kætter, når han formulerede, at ethvert digts inderste hensigt er at genoprette mennesket. Genoprette, for kun med poesiens ranke ryg, tilsyneladende, kan man modstå livets brydsomheder. Det gælder dog om at modstå forfaldets forlokkende fortælling, fordi den sniger det fortabte paradis ind ad bagdøren. Vi savner fortsat paradisløs suverænitet.

I anledning af, at nr. 2, 69. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og efterhånden burde være abonnenterne i hænde, udsender vi som sædvanlig en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer forfatter og filosof Peter Tudvads replik til den anmeldelse af samme Tudvads Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri, vi bragte i sidste nummer. Redaktionen ønsker Dem en varm og lys skærsommer– og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Professor Anders Klostergaard Petersen har i det forrige nummer af Studenterkredsen begået en ram kritik af min seneste bog, Jan Hus – kirke, korstog og kætteri. Meget godt har han ikke at sige om bogen og slet ikke om forfatteren, da anmeldelsen i flæng diverterer med diskrediterende domme som “patosfuld”, “overdrevet”, “megalomant”, “overdramatiseret”, “patosfuld selviscenesættelse”, “nedladenhed”, “selvpositionering” og “patetisk” – for slet ikke at tale om beskyldningen om at være en litterær martyr i egen indbildning. Corpus delicti i Klostergaards sag mod mig er min forklaring i forordet på det forhold, at den tjekkiske reformator Jan Hus har fået så stedmoderlig en behandling i kirkehistorien, som tilfældet er:

Årsagen kan man kun gisne om, men oplagt er det, at man i Vesteuropa har svært ved at forestille sig, at historiens gang skulle være dikteret i Østeuropa. Bevares, vi forstår nok at mindes Attila og Kublai Khan, Lenin og Stalin som det slaviske Østeuropas barbariske trussel mod det oplyste Vesteuropa. Men at en tjekke som Jan Hus skulle have udfordret vores eget barbari, hører vi nødigt. Og deri ligger måske også en del af forklaringen på den uforsonlighed mellem Øst- og Vesteuropa, der i skrivende stund synes at sænke sig over kontinentet som et mentalt Jerntæppe.

To gange citerer Klostergaard fra den inkriminerede passage – og begge gange lemfældigt, da han skriver “hører vi unødigt” og “dikteret af Østeuropa” (mine kursiveringer). Som led i sin indvending mod passagen spørger han retorisk, hvem det “vi” er, som jeg taler om. Generaliseringer kan naturligvis være misvisende, men det samme kan anken over deres brug, hvis de kræves konkretiseret ad absurdum, altså hvis jeg in casu forventes at opliste navnene på dem, der har ytret noget lignende over for mig. Det forventer Klostergaard nok heller ikke, men nægter ganske enkelt, at min påstand har noget på sig, nemlig ved henvisning til at “[r]ussiske, tjekkiske og ungarske komponister spilles overalt i vesteuropæiske koncertsale og på operascener, ligesom østeuropæisk litteratur og kunst nyder samme anerkendelse i Vesteuropa som i Østeuropa.”

Jeg formoder, at den dannede professor gerne går i Musikhuset i Aarhus, så han på denne måde kan undtage sig selv fra det “vi”, jeg appellerer til – uden i øvrigt at ekskludere mig selv, da også jeg har en rem af huden. Det har man ifølge Klostergaard åbenbart ikke, hvis man hører Peter Tjajkovskij, ser Alfons Mucha eller læser Imre Kertész. Som om man ved at gøre dette havde immuniseret sig over for fordomme om russere, tjekker og ungarere eller demonstreret en fordomsfri vilje til at lytte til dem! Mange vesteuropæere hører, ser og læser rigtignok komponister, malere og forfattere som de nævnte, men ikke desto mindre er deres dagsorden i bred almindelighed, at østeuropæerne skal overtage vores værdier, som var disse per se universelle og altovertrumfende, mens deres egne er reaktionære og nationalistiske.

Mindre kunstigt bliver det ikke, når Klostergaard forsøger at undvige problemet ved at kategorisere Tjekkiet og Ungarn som central- og ikke østeuropæiske lande. En tjekke ville ganske vist også frabede sig, at hans land omtales som østeuropæisk (og i stedet insistere på det som centraleuropæisk), men netop fordi Østeuropa har så lav en status. Hverken Tjekkiet, Polen, Slovakiet eller Ungarn får dog højere status af at blive omtalt som centraleuropæiske, hvis vesteuropæere fremdeles ser på dem med lige dele ringeagt og ligegyldighed. Landene hørte før Jerntæppets fald i 1989 notorisk til Østeuropa, og det gør de for så vidt også i dag, fordi vi igen oplever en konflikt i Europa mellem Øst og Vest. Spørg bare i Bruxelles!

Det følgende punkt i Klostergaards anklageskrift sigter forunderligt nok til det, at jeg kalder teologien for den røde tråd ikke blot i min fortælling om den husittiske reformation og revolution, men også “i virkeligheden”. At den er det i kirkehistorien, burde vel ikke være nogen kontroversiel påstand, så meget desto mere som jeg naturligvis ikke påstår, at alt er sagt, når blot man har redegjort for teologien. Og netop derfor gør jeg rede for så mange andre relevante forhold i denne historie, hvad Klostergaard må bide sig i tungen over at medgive mig, da alle de forhold, han selv nævner, minsandten – som han skriver – “så udmærket fremgår af bogen.” Men hvad er så problemet? Et andet, må man forstå, når man læser, hvad han skriver i anledning af den skæbne, jeg forjætter Jan Hus – kirke, korstog og kætteri i forordet:

Mit håb er naturligvis, at jeg med denne bog kan vække danske læseres interesse for Jan Hus og for hele den historie, der er knyttet til hans navn. Umiddelbart vil de fleste måske være af den opfattelse, at kirkehistorie er kedelig, men i dette tilfælde er den det i hvert fald ikke. Tværtimod er der så mange dramatiske højdepunkter i den, at det kan være fristende at springe de teologiske mellemregninger over for blot at divertere med krudt og kugler, kætterdød og korstog. Den fristelse er jeg dog ikke faldet for, men har ladet teologien være den røde tråd i fortællingen – sådan som den også var det i virkeligheden. Skulle det på denne måde også lykkes mig at skabe forståelse for teologien som andet end en støvet universitetsdisciplin, da tør jeg ikke ønske mig mere.

Igen ved Klostergaard ikke, hvem “de fleste” er, men derimod uden slinger i valsen at kategorisere ovenstående som “nedladenhed og selvpositionering” såvel som “patosfuld selviscenesættelse”. At jeg med mit udtalte ønske om at vække interesse for den teologi, der vel også optager en professor i religionsvidenskab, afslører så slet en karakter, går over min forstand. Lige så lidt forstår jeg, at det skulle være nedladende at antage, at de fleste (som naturligvis hverken indbefatter professoren eller hans kolleger og studerende) umiddelbart finder kirkehistorie kedelig, når dette faktisk kunne være tilfældet – hvad jeg tror, det er.

Men dermed er det ikke gjort: At jeg vil vække menigmands interesse for teologien, er nemlig “for patetisk”, skriver Klostergaard. “Skal teologien ydmygt bøje sig i støvet og takke Tudvad for hans selvopofrende hjælp?” Alvorligt talt: Hvordan kan en professor med respekt for sig selv og sit fag stille så plat et spørgsmål? Har jeg da på nogen måde bedt om at blive hyldet med et højtideligt vivat eller et jævnt hurra? Nej, jeg udtrykker blot et håb om med bogen at kunne vække menigmands interesse for kirkehistorie i almindelighed og den husittiske i særdeleshed, naturligvis ikke blandt teologer eller religionshistorikere, der må formodes allerede at have den, men blandt andre, dem uden for elfenbenstårnet, uden for den lærde republik. Nu hævder Klostergaard med ét, at jeg som konsekvens af min ambition om at vække en sådan interesse åbenbart “ser forskning og formidling som en nødvendig modsætning.” Hvorledes skulle dette fremgå? Det forstår jeg ganske enkelt ikke; og at jeg ikke abonnerer på et så besynderligt enten-eller, burde Klostergaard vide, hvis han fulgte med i den ophedede diskussion, der i 2004 og 2005 rejste sig i medierne i kølvandet på min kritik af en populær Kierkegaard-biografi, som en forskningslektor havde skrevet uden skyldig hensyntagen til vedtagne forskningsprincipper. Min pointe var da netop, at forskning og formidling ikke stod i et disjunktivt forhold til hinanden. Nuvel, jeg tør ikke uden videre antage, at Klostergaard fulgte debatten, da jeg så risikerer igen at blive sigtet for “megalomani”, men tør på den anden side heller ikke antage, at han ikke gjorde det, da jeg så kan blive beskyldt for at være “nedladende”.

Mindre barok bliver Klostergaards anmeldelse ikke af, at han ganske symptomatisk for den nu gør et krav gældende som en anke mod bogen, hvorpå han erkender, at den lever op til det, men kun for straks efter at diske op med endnu en anke mod den:

I min optik er den gode forskning også den fornemme formidling og omvendt. Men selv hvis man ser en modstilling, skal bogen vel også stå sin prøve på historisk og teologisk kunnen? Det kan den bestemt; men der er også et problem, fordi den genremæssigt bevæger sig mellem historieskrivning og noget, der i dag i højere grad ligner den historiske roman.

Hvis man – som gængs er – forstår den historiske roman som en fiktiv fortælling, hvis handling foregår i historisk tid, mens den i skønlitterær form behandler historiske personer og forløb uden fordring på nogen videnskabelig sandhed, så er Klostergaards påstand uden fjerneste hold i virkeligheden, id est i Jan Hus – kirke, korstog og kætteri. Denne er ikke en roman, ej heller en historisk roman; men at man eventuelt kan læse den som en roman, gør mig bestemt intet, tværtimod. At man kan det, er ikke udtryk for, at jeg ikke har gjort mig min genre klar, men for, at jeg har bestræbt mig på at fortælle dramaet i en dramatisk form, hvilket dårligt kan betragtes som en litterær forbrydelse. Et så afgørende træk ved den historiske roman som replikken finder man naturligvis ikke i min bog. Symptomet på en historisk roman finder Klostergaard i stedet i “meget indlevende beskrivelser” eller sågar “psykologiseringer”. Mærkeligt nok skulle et indicium på denne tendens være, at jeg to gange på knap fire sider anvender det bibelske udtryk “snild som en slange og enfoldig som en due”. Denne gentagelse er der i øvrigt en pointe med, al den stund Jan Hus selv i sin afhandling om kirken bruger udtrykket, når han opfordrer den underordnede til ikke bare enfoldig som en due at underkaste sig sin overordnede, men snild som en slange at undersøge hans på- eller forbud for kun at lyde dette, hvis det er i overensstemmelse med den hellige skrift. Klostergaard giver dog også et andet og mere oplagt eksempel fra bogen på, hvorledes jeg angiveligt psykologiserer:

Midt i den ædruelige besindelse på det menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet.

At jeg argumenterer for, at Hus faktisk kunne have næret et ønske om at dø som martyr for sin tro, forbigår Klostergaard i tavshed. Nogen opmærksomhed skænker han heller ikke det forhold, at den sene middelalders radikale vækkelsesprædikanter – inspireret som de var af de populære hagiografier i Legenda aurea, som også Hus igen og igen refererer til – gerne sværmede for martyrdøden. Lige så lidt beskæftiger det Klostergaard, at endog Martin Luther så sent som i 1523 kunne græde over, at han ikke var fundet værdig af Gud til som den første blandt de evangeliske kristne at lide døden på kætterbålet – hvad to af hans ordensbrødre netop havde gjort i Bruxelles.

Mere overbevisende er Klostergaard ikke med sine øvrige eksempler på det, han opfatter som psykologiseringer: Jeg må ikke hævde, at det ikke var let for Jan Hus at sige farvel til Prag, da han drog i eksil i 1412, selvom han da havde boet i byen i et kvart århundrede, ej heller formode, at han som fange i Konstanz forud for sin død på kætterbålet blev martret af natlige flammesyn, selvom han selv fortæller om noget lignende i sine breve fra fængslet. Den slags virker nemlig på professoren “altmodisch og grænsende til kliché”, sådan som så meget andet også gør. Og derfor vækker det “mindelser om Hjalmar Homquists [!] og Jens Nørregaards gamle kirkehistorie.” Jeg tilstår, at jeg hverken har læst Holmquists eller Nørregaards kirkehistorier, men også at det undrer mig, at Klostergaard, der netop har tugtet mig for min generaliserende brug af “vi”, nu selv gør sig skyldig i den samme forbrydelse:

Der er faktisk en grund til, at vi har forladt den type historieskrivning, som man i dag alene finder i den historiske fiktionslitteratur.

Klostergaard vil altså forpligte mig på et paradigmeskifte, der er sket inden for formidlingen af kirkehistorien. Men dette kan jeg dårligt tage mig af, når jeg ikke skal retfærdiggøre mig over for en professor, men under dydig hensyntagen til forskningslitteraturen forsøge at formidle mit stof så fængende og vedkommende, at andre end han gider beskæftige sig med det. At dette faktisk lykkes, synes Klostergaard tilbøjelig til at indrømme. “Bogen er generelt velskrevet; men …” Én linjes ros følges prompte op af ni linjers ris, ris for at bruge udtryk som “fup og fidus” eller lignende, som af uransagelige grunde falder professoren for brystet. Proportionalitet kan man kigge i vejviseren efter.

Derudover skulle jeg anvende en farlig masse latinske udtryk uden at oversætte dem. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad Klostergaard sigter til, da jeg som altid har bestræbt mig på, når jeg anvender den slags, at forklare dem eller lade betydningen fremgå af sammenhængen. Bogen skulle også skæmmes af “fremmedord og bedagede danske udtryk”, selvom jeg konsekvent anvender Nudansk Ordbog som rettesnor for, hvad der i dag er gangbar mønt. Derimod medgiver jeg gerne, at jeg burde have suppleret bogen med et kort over Tjekkiet og de nærmeste lande, da ingen kan forventes at være fortrolig med områdets geografi (hvor meget de end holder af tjekkisk litteratur, musik og kunst). Et tungere argument imod bogen end dens sproglige formidling er Klostergaards påstand om, at den “ikke går i dybden med at fremstille årsagssammenhænge mellem kulturel, politisk, religiøs og social udvikling”. Det mener jeg nok, at den gør – og det gjorde Klostergaard forunderligt nok også selv to sider før, hvor han konstaterede, at teologi er “del af en langt mere omfattende kulturel og social verden, der også indbefatter almenreligion, magtpolitik, rivaliserende følelser, økonomiske kampe om forskellige goder, sådan som det så udmærket fremgår af bogen.” Tak!

Endelig efter syv spalter med ris og sjælden ros tilstår Klostergaard, at bogen på sin vis er “vellykket”, og at dens forfatter har “indlagt sig fortjeneste med værket” – men kun for i den sidste spalte og allersidste sætning at runde af med denne tirade:

Dens lejlighedsvise iscenesættelse af forfatteren som en enlig røst og, kanske, litterær martyr, der trodser verden og almenkultur, ville bogen have vundet ved at være foruden.

Grundlaget for dette lidet fordelagtige skudsmål er to passager i forordet, hvis pointer delvist gentages hen mod bogens slutning. Og det gives altså af professoren, som netop har tugtet forfatteren for at psykologisere – professoren, som bruger halvdelen af sin anmeldelse af bogens tre hundrede sider på den sammenlagt ene side, hvor forfatteren afslører sine motiver til at skrive den. Blandt disse er ikke et pirrende ønske om at lide et litterært martyrium (hvad dette end er), men nok foruden de angivne også et såre profant ønske om at kunne sælge tilstrækkeligt mange eksemplarer af bogen til at kunne ernære mig og således fortsætte mit forfatterskab.

Hvad professorens motiv er til at skrive så tendentiøs en anmeldelse, kan man kun gisne om; men med fare for at fremture ad psykologiseringernes alfarvej kan jeg dårligt se, at det skulle være interesse for bogen selv, når forfatteren optager ham så levende. Dette kan jeg selvfølgelig opfatte som en slags ære, ligesom ostrakismen jo i det gamle Athen også blev anset for en udmærkelse. Men når jeg nu skriver sådan, er professoren vel straks til tjeneste med en mistanke om, at jeg flirter med tanken om et martyrium i form af en sådan landsforvisning. Til alt held er det dog ikke muligt for professoren at forvise mig fra sine riger og lande, da jeg allerede har forladt dem og nu nyder mit »martyrium« i Meißen, hvor jeg mellem vandringer og vinsmagninger skriver på min næste bog, Elben – en flods fortælling. Den, Elben, flyder som bekendt over grænsen fra Tjekkiet til Tyskland, og således kan jeg også med denne bog – med lån af Klostergaards ord – gøre mig utilbørligt til af “rollen som forsoner mellem Øst og Vest”.

I anledning af, at nr. 2, 68. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og gerne skulle være nået ud til abonnenterne efterhånden, udsender vi vanen tro en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer arkitekt MAA Frederik Engell Holms beretning om Foreningen af 3. december 1892 – et arkitekturens Studenterkredsen fra forne tider. Redaktionen ønsker Dem en behagelig sommer  – og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

”… Cyklede ud ad Vejen til Maribo. Tegnede en morsom Hestegangsbygning ved Halsted. Gode Huse på Vejen til Tillitse. Tegnede flere Skitser. Tillitse Kirke, godt Indre. God Gesims. Gloeslunde. Udmærket. Hvid. God Kirkeport og en udmærket Korgavl mod øst. Jeg tegnede Taarnet og maalte Porten. Sad udenfor og nød min Frokost. Jo, det var godt.” – fra formandens dagbog, 1913.

Den 3. december 1892 stiftede en håndfuld arkitektstuderende en forening, der i dag næsten er glemt. Den blev stiftet med det formål ”at udvide det almene Kendskab til Architektur ved Udgivelse af Værker, omhandlende Architektur og dermed beslægtet Kunst”, og den skulle ”virke udviklende paa Medlemmerne i kunstnerisk og faglig Henseende ved Afholdelse af Skitseture, Foredrag, Konkurrencer mm., og samtidig styrke og vedligeholde et godt kammeratligt Forhold, samt at stræbe efter stedse at staa som Talsmand for Medlemmerne udadtil”.

I dag findes foreningens opmålinger og skriverier stadig på bibliotekernes hylder, men tale om foreningen høres kun i de mindste, mest nørdede, restaureringsfaglige kredse. Det sidste halve århundredes byggeri vidner da også om en arkitektstand, der bevidst har valgt at vende ryggen til foreningens arbejde og i stedet har søgt mod byggeri med ikke meget andet end sig selv som inspiration. Ikke desto mindre havde foreningen stor indflydelse på dansk arkitektur i første halvdel af det 20. århundrede, hvor nøje historiske studier satte arkitekterne fri og gav plads til nytænkning.

Af formandens notater fra en af foreningens opmålingsture på Lolland i 1913 får man et godt indtryk af den interesse og respekt for bygningsarven, der lå til grund for foreningens arbejde. I slutningen af det 19. århundrede var der blandt de unge arkitektstuderende opstået et behov for at beskæftige sig med den lokale, historiske arkitektur. På Kunstakademiets Arkitektskole studerede man udelukkende kanoniserede bygningsværker og terpede stilhistorie, og tidens arkitektoniske stil, historicismen, kendetegnedes ved konstante mere eller mindre heldige sammenblandinger af internationale stilarter. Der var ingen plads til dansk arkitektur. Derfor lå der en umiddelbar opdagerglæde i mødet med den beskedne danske bygningskultur, som for mange var uudforsket. Den åbnede øjnene for en anden anvendelse af de arkitektoniske virkemidler og for den nationale tradition. Foreningens arbejde var altså en reaktion på akademiets hårde linje, og i udgivelser som Gamle Bygninger paa Landet fra 1911 blev fokus således lagt på de stilfærdige bondehuse, som ikke havde set en arkitekt, men var blevet bygget af bonden med kendskab til byggeteknik, materialer og en tilegnet proportionssans og fornemmelse for form og funktion.

For foreningens medlemmer var det indlysende, at en arkitekt uden et stort kendskab til opmåling aldrig vil kunne mestre sit eget fag. Gennem opmåling af eksisterende bygninger udvikler arkitekten sin fornemmelse for den reelle virkning af de arkitektoniske former, han frembringer. Opmåling kvalificerer hans egen streg og gør den til mere end ren abstraktion. Nøje gennemtegning af plan, facader og snit i et bestemt målestoksforhold fastholder arkitektens iagttagelser af en eksisterende bygning i samme form, som han anvender ved projektering. Selvom opmåling og projektering er to modsatrettede opgaver, supplerer de hinanden. Ved opmåling overføres det eksisterende til tegning, ved projektering skal det tegnede overføres til virkeligheden.

For de italienske renæssancearkitekter var opmåling altafgørende for deres egne, siden kanoniserede værker. Gennem studier af bygninger fra den romerske oldtid, som omgav dem, tilegnede de sig det klassiske formsprog, og ofte blev der ikke skelnet mellem opmåling og projekt. Opmåling og tegning af de romerske ruiner blev til rekonstruktionsforsøg, og hvor grundlaget for disse manglede til fantasier over samme.

Ligesom de danske guldaldermalere valfartede til Rom efter ny inspiration, rejste også danske arkitekter ud op gennem 1800-tallet. Her fyldte de deres skitsebøger med maleriske skitser og stramme opmålinger som et praktisk grundlag for deres eget arbejde. Iagttagne og tegnede helheder og detaljer kom til at indgå i arkitekternes personlige forråd af kundskaber og erfaringer og brugtes flittigt, enten sammenstillede på en ny måde eller omformet frit. Med udviklingen af trykketeknikken nåede opmålingerne ud til et større publikum, og romerske og græske ruiner kunne nu studeres fra skrivebordet. Store værker blev udgivet, og man genopdagede fortiden.

Det var dog først i 1870’erne, at den danske bygningsarv blev interessant at beskæftige sig med, og først særligt de middelalderlige kirkebygningers tiltrækkende mærkværdighed. Hans J. Holm, der var professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, udgav i 1878 opmålingsværket Bornholms Kirker, som blev udført med hjælp fra hans studerende. I sin tid ledte han mange studieture rundt omkring i landet og lod de studerendes opmålinger publicere i en række mindre udgivelser. På turene skulle de lære deres land at kende og registrere det gennem frihåndstegning. Forrest marcherede professor Holm, mens han skiftevis docerede og spillede mundharpe. Han lærte dem at holde af kulturarven og betragtede det som særligt vigtigt for en arkitekt at kunne tegne landskaber. I mødet med landskabet lærte de unge at holde af fortidens jævne bygningskunst med udgangspunkt i herregården, landsbykirken og købstadshuset. Det var Hans J. Holms disciple, der skulle stifte Foreningen af 3. december 1892.

Foreningen af 3. december 1892 blev på mange måder en aktiv, men kortlivet pendant til en anden berømt studenterkreds, som den kvikke læser måske har hørt om. Frem til 1930, hvor en generalforsamling endte med en opløsning af foreningen, var den arnested for unge talenter, der i årenes løb publicerede en lang række opmålinger. Foreningen kom til at udfylde et tomrum i undervisningen på Arkitektskolen, hvor udveksling af ideer og erfaringer mellem de studerende ikke var en mulighed. Da foreningen blev stiftet var Arkitektskolen nemlig en aftenskole, hvor de studerende – som oftest var håndværkeruddannede forinden – mødtes med lærerne om aften på egen hånd og fik råd og vejledning til deres projekter. I foreningen frigjorde medlemmerne sig af Arkitektskolens modeprægede, men forstokkede linje og satte gang i nogle af de mest interessante nybrud i det 20. århundredes danske arkitektur.

På Arkitektskolen fik foreningen med tiden sit eget lokale, endda med eget skilt, som efter konkurrence var udført efter den unge Knud V. Engelhardts udkast. Her opbevaredes arkivet med de publicerede opmålingsblade og punchbowlen – en tung klods i udskåret træ og et omdrejningspunkt ved alle foreningens fester, der var hyppige, fugtige og tungt læsset med smædeviser, kærlighedserklæringer og studentikose udfald mod tidens tendenser i arkitekturens verden.

Ved de mange foredragsaftener blev der debatteret lystigt, og selvom bølgerne kunne gå højt, var forholdet fint mellem de unge, højtråbende arkitekter og deres ældre støtter. Tunge herrer som Martin Nyrop og Hack Kampmann tilhørte en ældre generation, men blev respekteret og kærligt drillet som de gamle, nationalromantiske autoriteter, når de viste sig til foreningens møder. De var begge repræsentanter for den stilforvirrede historicisme, men tilsatte deres bygninger et friskt, underligt særpræg og en national forankring i den tiltagende skønvirke-stil. Den var interessant for de studerende, fordi den præsenterede historien og bygningskulturen på en ny måde, selvom den endnu var baseret på gamle, efterprøvede stilarter og byggetekniske regler.

Vigtigst var dog foreningens målevirksomhed. Flere gange om året cyklede medlemmerne landet rundt for at opmåle og registrere de bygninger, der senere skulle samles i publikationer. De beskrivelser, der findes af foreningens cykelture, vidner om stor glæde og begejstring ved mødet med den lokale arkitektur og natur. Ud over de mange skitser, opmålinger og grundige beskrivelser blev hver bygning anmeldt af medlemmerne med ord som ”gode, røde sten”, ”dejlig granit”, ”rædselsfuldt restaureret”, ”udmærkede gesimser”. Erfaringerne blev diskuteret og omsat til projekter. Der opstod frugtbare samarbejder, bl.a. mellem Kay Fisker og Aage Rafn, som på baggrund af deres ihærdige opmålingsarbejde skulle gå sammen og vinde flere arkitektkonkurrencer. Stationsbygningerne til Gudhjembanen, som de byggede i 1915-16, skulle få stor betydning for samtidens arkitektur, og Fisker og Rafn blev siden funktionalismens førende personligheder.

Det er i det hele taget tydeligt, at valget af emner for opmåling hang sammen med de ambitioner, man havde på vegne af tidens arkitektur. Således blev interessen for de simple bondehuse og undersøgelsen af den oprindelige danske byggeskik, som kommer til udtryk i Gamle Bygninger paa Landet, en forløber for Bedre Byggeskik, og opmålingen af lystslottet Liselund på Møn hænger sammen med den nyklassicistiske strømning i 1910’erne og 20’erne. Fisker og Rafn opmålte i 1911 en række umiddelbart uinteressante huse i Vognmagergade, der stod til nedrivning. Notaterne fra opmålingen kan i dag næsten læses som et manifest for de unge arkitekter, da Gudhjembanens bygninger og siden Bedre Byggeskiks idealer springer frem i beskrivelsen af de ydmyge byhuse:

”… til trods for den, over al beskrivelse forsømte tilstand, viser disse lejligheder tydeligt, hvorledes de enkelte elementer i stuerne er anbragt med en umiddelbar, ofte næsten forfinet sans for gode forhold … i høj grad tømrer-, snedker-, og smedearbejdet, men også murerarbejdet er udført med omtanke for det enkelte rum ved forskydninger og feltinddelinger … rytmisk følelse … beslag … profiler er forskellige, men dog beslægtede. Sjældent tillades noget udover det nødvendige. Den svungne overflødighed er veget til fordel for en formgivning, hvor funktionens virkelighed er umiddelbart opfattet og udtrykt … det enkelte får sin værdi ved sit tekniske udspring og ved at tjene sit formål af yderste evne.”

Beskrivelsen er nærmest en opskrift på det byggeri, der kom til at dominere den danske arkitektur i de følgende årtier. Også arkitekten Carl Petersen fandt store kvaliteter i fortidens arkitektur, som han kunne fortolke og forny med det enestående Faaborg Museum i 1915, der er en af de første repræsentanter for nyklassicisme i Danmark. Ved Rådhusudstillingen i 1901 oplevede han sandhedens øjeblik, da han så C.F. Hansens og M.G. Bindesbølls tegninger hænge side om side med deres samtids billedkunst. Carl Petersen erfarede, at de havde opnået resultater, fordi de havde arbejdet mod et fælles mål. Derfor skulle klassicismen atter være rettesnoren i dansk arkitektur og læremester i forenkling, form og farve.

De mange talenter, som Foreningen af 3. december 1892 fostrede, bl.a. Aage Rafn, Kay Fisker, Poul Stegmann og Axel G. Jørgensen, dannede i 1910 en kreds af selvsikre ligesindede, der var mere orienteret mod fremtiden, end deres studenterforening havde været, og i mere udtalt grad søgte at definere en ny arkitektur. Udefra blev de kaldt både omvæltere og internationalister, men den stil, de søgte ”var hævet over tiden, dens idé lå skjult bag stenøksens form, bag faget i det danske bondehus, bag landsbykirkens grundplan og bag kanonens konstruktive udformning”, som arkitekten Ejnar Dyggve skrev i 1953. Af den stiftedes Landsforeningen Bedre Byggeskik, der i 1915 fik disse ord med på vejen af arkitekten Ivar Bentsen: ”Vor sag er ikke blot dansk, men international, ja mere endnu, den er almenmenneskelig. Skønhedstrangen til orden, ro, renlighed, kort sagt harmoni, hører til menneskets oprindelige drifter.”

Sammenhængen mellem opmåling af historiske bygninger og samtidens arkitektur i Foreningen af 3. december 1892 er yderst interessant og relevant i forbindelse med vor tids forvirrede og famlende arkitektur. For foreningens medlemmer var nytænkning af det danske byggeri umulig uden et stort kendskab til de store mestre og den ydmyge danske byggeskik. De minutiøse gennemtegninger af alt fra små bondehuse til domkirker, som foreningen har efterladt, vidner om en længsel mod at forstå arkitekternes intentioner og byggetekniske spidsfindigheder. De vidste, at den danske bygningsarvs rigdom kunne analyseres, fortolkes og omsættes til ny arkitektur i en ny tid, der havde et andet og mere socialt fokus – den gryende funktionalisme. Dette brud med Arkitektskolens dogmer, der ensrettede de studerende under ledelse af den dominerende rektor Meldahl, var uundgåelig i slutningen af 1800-tallet. På samme tid sås en lignende reaktion hos kunstnerne, hvor eksempelvis Skagens- og fynbomalerne og de tidlige modernister lod sig uddanne på Kristian Zahrtmanns malerskole og søgte mod det nære og indadvendte, vitalismen og naturdyrkelsen til sidenhen den internationale og mere formelbaserede modernisme.

Foreningens opmålingsarbejde blev efter dennes opløsning i 1930 overtaget af Arkitektskolen, hvor de studerende fik uddelt forskellige bygninger til opmåling hvert semester. Denne udvikling skete ikke uden protester fra foreningens gamle medlemmer, da de fandt det problematisk, at valget af emner til opmåling ikke længere skulle komme fra de studerende selv, men bestemmes fra højere sted. Det ville ifølge dem fjerne den umiddelbare glæde ved arbejdet og fratage de studerende muligheden for på egen hånd at finde inspiration i bygningsarven. Ikke desto mindre var opmåling en uløselig del af pensum for den arkitektstuderende langt op i det 20. århundrede, og kulturarven fortsatte med at være en naturlig referenceramme for de moderne arkitekter.

I løbet af 1970’erne, 80’erne og 90’erne gled opmåling langsomt ud af akademiet under indflydelse af den internationale postmodernistiske strømning, der vendte det hele på hovedet, fjernede ethvert spor af kontinuitet og reducerede arkitekturhistoriske referencer til ironiske vittigheder. I 90’erne endte det endda med at opmåling blev helt afskaffet, da metoden ifølge den daværende rektor ville hæmme de studerendes kreativitet. Det udsagn vender fuldstændig Foreningen af 3. december 1892’s intentioner på hovedet og er en komplet misforståelse af, hvad bygningskultur er og altid har været. Arkitektur er en oldgammel kunstart, der løbende har udviklet sig og altid har været bundet af byggetekniske principper og ikke mindst æstetiske og funktionelle krav. En bygning er ikke et frit kunstværk, men en konkret konstruktion, der skal danne ramme om vores liv.

I dag er vi igen vidne til en brydningstid inden for arkitekturen. På Kunstakademiets Arkitektskole blev de studerende sidste år bedt om at tegne en bebyggelse i forbindelse med Annebergparken, et tidligere psykiatrisk hospital i Nykøbing Sj. og et af de fineste eksempler, vi har på Bedre Byggeskik. Opgaven bestod i, at de studerende skulle tegne huse, der på bedst mulig måde skulle hænge sammen med det fredede bygningsanlæg og være en nyfortolkning af Bedre Byggeskiks idealer og principper. De studerendes tegninger blev udstillet under mediebevågenhed, og debatter og artikler om det danske boligbyggeris fremtid fulgte i slipstrømmen. Langsomt er der opstået en ny interesse for bygningsarven, historien og ikke mindst Bedre Byggeskiks historisk bevidste og dog radikale initiativ. På Arkitektskolen er opmåling igen blevet en del af pensum, og arkitektur baseret på æstetiske og byggetekniske principper er igen kommet i fokus. Men al arkitektur kræver i sagens natur handling. Må dette være en opfordring til, at de danske arkitektstuderende forener sig, fester, diskuterer og arbejder hårdt for den gode arkitektur. Det er ved at være akut.

Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden! Glædelig påskemorgen.

Vi kan ud over Herrens opstandelse melde, at nr. 1, 68. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og efterhånden omdelt til abonnenterne. Derfor er der opstået endnu en mulighed for at udgive en artikel fra tidsskriftet på Kredsens hjemmeside – måske til stor opstandelse? Til Deres vederkvægelse bringer vi denne gang cand.theol. Ole Lyngvågs karakteristik af den danske folkekirke i det Herrens år 2018. Redaktionen ønsker Dem god fornøjelse med læsningen!

Vi minder i samme åndedrag om, at De skal huske at forny Deres abonnement. Et helt år med mindst fire numre koster vanen tro kun 100 kr. Pengene overføres til reg.nr. 7670, kontonr. 4941 824. Husk at angive Deres navn ved overførslen.

Man kan sige meget dårligt om Herrens Veje, men én god ting vil jeg sige om den: den illustrerer meget tydeligt, hvilken middelmådighed der hersker i folkekirken. Den eneste person i serien, der ikke er komplet middelmådig, er den nepalesiske munk, der har opgivet privilegiet ”kvinder”. Dette skal ikke forstås som en ros af buddhismen, men som en kritik af folkekirken. I den nepalesiske munk er der en åndelig virkelighed, hvad denne så nu end helt præcist er i buddhismen, der bliver til – virkelighed. En uovertruffen tv-serie er: Twin Peaks. I den er der en åndelig virkelighed, nemlig retsind og mod, der bliver til virkelighed i Special Agent Dale Cooper. Jeg kunne også nævne Lt. Columbo, hvor retsind og medmenneskelighed bliver til virkelighed i hovedpersonen.

Folkekirken er middelmådig, fordi den ikke vil fremstille åndelig virkelighed (forskellen på godt og ondt og de dertilhørende idealer) og slet ikke gøre denne åndelige virkelighed til virkelighed i det levede liv.

I.

Der var engang, hvor kristendommen var noget ganske enestående; en perle, for hvilken man var villig til at give afkald på alt andet; det ophøjede i sammenligning med hvilket intet jordisk var værd at samle op af rendestenen. Hvor må man ikke forbavses, når man så tænker på, hvad kristendommens situation er i Danmark i dag (skåret over én kam). Situationen er nemlig den omvendte, at ingen i folkekirken anser kristendommen i sig selv for værd at samle op af rendestenen. Kristendommen har ikke status af noget i og for sig, er ikke det sjældne klenodie som hos Brorson, men er noget, som taler ind i menneskelivet, enten (i bedste fald) som en fordring, der stilles til menneskelivet, eller (typisk) som en ukritisk hjælp til og omfavnelse af det. Troen er i begge tilfælde langt fra at være en kompromisløs lidenskab. Gud er i folkekirken ikke noget i og for sig, som et menneske kan finde uendelig glæde i at elske, nej, slet ikke, det bliver man da alt for hurtigt led og ked af. I folkekirken er Gud, hvis man taler med en eksistensfilosofisk teolog, menneskelivets grænse; det, at der er ansvar; en fastholdelse af den skabte, menneskelige tilværelses alvor og gyldighed, eller også er Han, hvis man fx taler med Hella Joof, en latterlig spejling af de mest infantile karakteregenskaber. Hin har ret i, at Gud er den, der gør tilværelsen til alvor, men denne rigtige tankes egentlige grund og konsekvens glemmes eller forties, hvorved forskellen fra Hella Joofs kætterske kærlighedsevangelium ikke bliver afgrundsdyb, som den burde. Hvad er så denne grund og konsekvens? Grunden er, at Guds evige godhed er trådt ind i det timelige menneskeliv (Jesu fuldkommengørelse af loven), dens konsekvens, at der intet findes i tilværelsen, der er ligeså meget alvor som det at elske Guds evige godhed (denne evige godhed kan man elske, netop fordi den ikke er ens egen). Det er et afgørende karakteristikum ved kristendommen, at evigheden lægger eftertryk på de forskellige timelige livsforhold, der forædles og bliver til samvittighedsforhold (dette hører man en sjælden gang i folkekirken), men evigheden, det er jo netop Guds evige godhed, og begejstringen herfor er rent forsvundet ud af folkekirken, hvor man nok kan være overgearet, men ikke begejstret i ydmyghed. At man i den kristne kirke ellers historisk set har ment, at man godt i Gud kunne finde en genstand for en ikke ringe begejstret kærlighed ses bl.a. på læsningerne af Højsangen som et kærlighedsforhold mellem Gud og den kristne. Fx skriver Johann Arndt i Sex Bøger om den Sande Christendom som overskrift for et afsnit om bønnens kraft og fornødenhed dette citat fra Højsangen (mere poetisk end i den nye Bibeloversættelse): ”Jeg ledte om nætterne på min seng, efter den, som min sjæl elskte.” Den slags grænser til det vanvittige, men hvor ellers end ved grænsen til det vanvittige kan man forvente at finde en så hjertegribende inderlighed.

Selv den mere solide og opbyggelige teologi i folkekirken mangler begejstring og ærbødighed for kristendommen. Denne mangel på begejstring og ærbødighed kunne vi også kalde den selvvigtige, protestantiske klogen-sig på kristendommen, som, hvor opbyggelig den end kan være, sjældent er helt fri for på egen regning at ville fortælle, hvad kristendommen er. Den eksistensfilosofiske teologi har i tilværelsens Enten – Eller valgt det etiske, men synes alligevel at have mere sympati for kætterske kærlighedsevangelier end for de ædle, stærke og ydmyge sjæle, der i strengere forstand har valgt det etiske og frivilligt givet afkald på denne tilværelses glæder for helt at kunne hellige sig Gud. Hele kristendommens historie hviler på disse ædle mennesker, hvis liv viser, at Gud er alt, hvad et menneske behøver. Det er i øvrigt interessant, at man på Det Teologiske Fakultet næsten intet hører om disse menneskers liv og morallære, men til gengæld meget om de dogmatiske stridigheder, som de var involverede i, men som er ørkesløse ud over enhver beskrivelse, når de er løsrevne fra de menneskelivets etiske spørgsmål, som dogmerne udspringer af. Det er vel også derfor, prædikenerne i folkekirken er så famlende: fordi man har arvet dogmerne, men ikke agter på deres etiske betydning, og derfor ikke rigtigt ved, hvad man skal bruge dem til. Så må man ty til sådan lidt livspoesi eller uspecifik, endeløs og ”hjertelig” insisteren på, at Jesus er stærkere end døden.

II.

Dersom man med ét ord skulle beskrive folkekirken i dens helhed, måtte man sige, at den er wack. At noget er wack, vil især sige, at det er halvhjertet. Folkekirken er et halvhjertet foretagende, fordi den mener at kunne tjene Gud og smålige hensyn på samme tid. Det vigtigste smålige hensyn er medlemstallene, som i folkekirken er af så stor vigtighed, at man uden at lægge synderligt skjul på det ønsker, at børn skal døbes, ikke for at deres liv fra begyndelsen, langt førend de selv bliver opmærksomme derpå, kan blive viet til alvor, nej, men for, Gud forbarme sig over os, at folkekirken kan få flere betalende medlemmer. Og disse betalende medlemmer kunne ikke interessere folkekirken mindre – så længe de fortsætter med at være betalende medlemmer og får deres børn døbt, så disse kan blive betalende medlemmer, således at folkekirken fortsat kan brødføde en hoben præster, der har svært ved at tro, at de er blevet præster, fordi de i virkeligheden ikke rigtigt har en sammenhængende forståelse af, hvad kristendommen er, og derfor, også når de ikke bevidst lefler, søndag efter søndag kæmper med at få bibelteksterne til at sige ”et eller andet” til nutidens mennesker. Det er en helt særlig form for tanke- og samvittighedsløshed, nemlig den af økonomiske interesser styrede tanke- og samvittighedsløshed, der kan få folk til på så skamløs måde at anvende dåben, selve det hellige, med det hovedformål at skrabe penge sammen. Bekymringen for medlemstallene har også den konsekvens, at man ikke vil tale om den i Bibelen indeholdte moral, fordi man er bange for at skræmme folk væk. Måske spiller præsternes menneskefrygt også ind her: Man er bange for at blive kaldt selvretfærdig og livløs. Og måske er det misforstået omsorg: Man vil ikke forstyrre folk i deres trummerum, og man vil ikke støde dem væk fra evangeliet. Den sidste grund til ikke at tale om den i Bibelen indeholdte moral er bedre end de to første. Det er en svær kunst at accentuere det etiske uden at være hårdhjertet, men det er kristendommens fallit ikke at forsøge.

III.

I rapmusik-jargonen er noget wack, når det ingen ærbødighed har for det sande og ægte i hiphop-kulturen, for hiphop-kulturens ideal (man kan diskutere, hvorvidt der er noget sandt og ægte i hiphop-kulturen, der gør krav på ærbødighed, men eksemplet skulle være tydeligt).

Mangel på ærbødighed for kristendommen (der jo som sin centrale figur har et ideal) er netop problemet med de mange useriøse tiltag i folkekirken, der skal aflokke folk interesse for den: Man overvejer ikke, om der ved disse tiltag udvises tilstrækkelig ærbødighed for kristendommen. Man mener at handle i kristendommens interesse, når man skaber interesse for kirken, men det er en nævenyttig måde at ville hjælpe på, når man ikke først har overvejet, om éns hjælp har den grad af ærbødighed, der passer til den, man vil hjælpe. Kristendommens ideal: Det er Jesus Kristus. Ifølge Det Nye Testamente er Johannes Døberen, som i hvert fald ikke er mindre fremmelig end mange af os, ikke værdig til at løse Jesu skorem. Meget ville være vundet i folkekirken, hvis enhver inden ethvert skridt mindede sig selv om disse ord og overvejede, om han ved det pågældende skridt opfører sig som én, der i hvert fald ikke er bedre end ham, der ikke er værdig til at løse Jesu skorem. Meningen med, at Jesus er ven med toldere og syndere, er jo ikke, at vi så ikke skal have ærbødighed for ham. Tænk fx på Synderindens (Luk 7) store ærbødighed for Jesus, hvilken ærbødighed Jesus giver navnet kærlighed. Det var måske en anskueliggørende definition på, hvad kristen kærlighed er: Kærlig ærbødighed for Jesus Kristus. Kristen næstekærlighed udspringer jo også af ærbødighed for Jesus Kristus, og derfor opfylder den med glæde i sindet hans bud. Man kan også sige, at ærbødighed for den elskede altid er et element i sandere kærlighed, det element, der adskiller sandere kærlighed fra drift og forfængelighed. Det er jo også netop ærbødigheden, der kendetegner vores forestillinger om, hvad det vil sige at være en gentleman. Ærbødighed ophøjer den anden og er selv ophøjet. Det vil sige: Den ærbødige hæver sig selv i ærbødigheden, uden at han dog ophører med at være ærbødig.

I folkekirken som i resten af samfundet er enhver forestilling om det ophøjede, det ideale, forsvundet. At interessere sig meget for økonomi, sådan som man gør i folkekirken, er jo en klassisk måde, hvorpå idealer opgives (jf. englænderen, der ikke havde råd til at have en samvittighed). Opgivelsen af idealerne gælder i litteraturen, billedkunsten, politikken – og især gælder den i vores private liv. Man kan have en folkekirke, der hævder idealerne, det er én ting, og man kan have en privat livsførelse, hvor idealerne sættes ind i virkeligheden, det er en anden ting. I Danmark har vi ingen af delene. Der har vel været en tid, hvor det ophøjede stadig var genstand for præsternes prædiken, men deres og deres menigheders indre og ydre vandel havde en så ringe forbindelse til dette ophøjede, at modsætningsforholdet til sidst blev for pinligt. Når vi skubber idealerne ud af vores forestillingsverden, er det, fordi de er besværlige: Hvis vi gør et alvorligt forsøg på at indrette vores liv efter dem, medfører de store komplikationer, og i alle tilfælde lader de os føle vores utilstrækkelighed, de udelukker enhver selvtilfredshed. For længe siden skrev Kierkegaard om det ophøjede (”Ualmindelige”) i litteraturen:

Selv Poesien, Romanen i vor Tid tør ikke mere forudsætte hos Læseverdenen saa megen Tro paa det Ualmindelige, at de endog blot kunne troe paa det – i Romanen. I den Grad er Virkeligheden flad og flau og jammerlig. Fordi Digterne ikke have turdet forudsætte denne Tro, derfor er det blevet saa almindeligt i vor Tid, at Digterne have vendt Forholdet om og søgt at virke som Virkelighed: en virkelig Historie, en Historie af det virkelige Liv osv.

Det kan man så gange med 100 for at få tilstanden i nutidens danske litteratur.

IV.

Man har jo et udtryk, der hedder ”Det bedste er det godes værste fjende”, som rummer en sandhed, og som på overfladen er en indvending imod idealer. Udtrykket vil advare imod, at man ved at sætte sig for høje mål slet intet opnår i stedet for, at man ved at sætte sig et lavere mål dog kunne have nået dette lave mål. Men: Det bedste er kun det godes værste fjende, for så vidt som man lader forestillingen om det bedste stå i vejen for det gode, man kan. Det er muligt at have en forestilling om det bedste, uden at denne skygger for det gode. Og videre endnu: Det er nødvendigt med en forestilling om det bedste for at se det gode. Det gode er altid bestemt i forhold til det bedste, og hvis man fornægter det bedste, forsvinder det gode egentlig også. Prøv at veje noget på en gammeldags vægt, men uden lodder.
Kærlighed er det sande ophøjede, det bedste. Hvilken kærlighed er der tale om? Den, der finder sin genstand helt uden for sig selv, forglemmende sig selv, men ikke den anden. Altså: moderne romantiske forestillinger a la “Let’s get lost together” hører ikke hjemme under denne forglemmelse. Kærlighed er det sande ophøjede: Kærlighed til Gud og herigennem kærlighed til mennesker. Behøver jeg at sige, at en sådan kærlighed har et element af kyskhed i sig?

Sigrid Undset skriver i Et kvinnesynspunkt noget meget godt om det ophøjede og det kyske. Shakespeares Brutus siger i Julius Cæsar efter at have tabt alt: ”My heart doth joy that yet in all my life, I found no man but he was true to me”. Disse ord fremhæver Sigrid Undset som udtryk for den skønneste tanke, et menneske har tænkt:

Det de innebærer, er selve kyskhetens vesen – kyskheten som intet annet er enn lidenskap for intellektuel¹ skjønnhet. Legg merke til at i menneskeslektens gamle billedsprog er oftest symbolene på kyskhet og tankens klarhet identiske – månens stråler, det rene rinnende vann, det blanke stål og perlen, i hvis glans alle farver harmonisk smelter sammen. Som alle andre dyder er jo nemlig kyskheten et intellektuelt begrep og ikke en korporlig egenskap. Den er kjærlighet til alt som er uplettet og fast, og den er uvilje mot alt som et menneske føler sig besudlet ved å berøre. I dødens øyeblikk er det Brutus’ triumferende glede at nu, da han vet at intet av livet mer vil møte ham, kan han si at troløsheten, det som for ham er det hesligste, har aldri kommet nær ham. Det er desverre ikke noe som hender i virkeligheten.

Nej, det hænder i hvert fald sjældent i virkeligheden, at troløsheden ikke kommer os nær. Men i dødens øjeblik er det den kristnes triumferende glæde, at Gud, den eneste, der virkelig er uplettet og fast, aldrig vil forlade ham.

Det er det afgørende i kristendommen, at det højeste er alle mennesker ligeligt forundt, ligeligt forundt at elske. I øvrigt, man kan jo også elske alt godt, der ikke blev én forundt, altså fx elske menneskelig troskab, selvom man blev svigtet af alle. Kristus er den i sandhed ophøjede, fordi han, den ophøjede, er tro mod de troløse (også mod Judas: ”Min ven, nu har du gjort dit”).

Det er vel en indvending imod idealer, at vores kedelige tilværelse ikke giver anledning til helhjertet højsind, og at idealer kun kan have interesse som livsflugt. Vi er jo ingen af os Brutus, vores liv er for det meste middelmådige i det ydre. Men: ”Den, der elsker, er aldrig middelmådig” (Ernest Hello), den, der elsker Gud, vel at mærke.

Franskmanden Ernest Hello giver, inden han når frem til dette citat (i bogen Life, Science, and Art), en god beskrivelse af den middelmådighed, der også hersker i folkekirken:

Det middelmådige menneske, i hans mistro til alt, hvad der er stort, fastholder, at han sætter pris på sund fornuft fremfor alt andet. Men han har ikke den fjerneste idé om, hvad sund fornuft er. Han forstår ved det ord ikke andet end modsigelsen af alt, hvad der er ophøjet […] Alt, hvad der er over ham, synes for ham latterligt; det Uendelige fremstår for ham som et tomrum.

Hello skriver også, at det, der karakteriserer store mænd, er, at de handler i kraft af noget, vi ikke forstår. Som eksempel nævner han Columbus. Vi kan ikke forstå Columbus’ drivkraft, den er hans egen, hans daglige brød var skibe, med hvilke han kunne opdage Amerika, altså egentlig et åndeligt dagligt brød (selvom det var materiel, han skulle bruge). Columbus’ familie og venner kunne ikke forstå, hvorfor han dog ville udsætte sig for alt det besvær. Enhver kristen har en drivkraft, som er hans, men som samtidig er den samme for andre kristne, nemlig kærlighed til Gud. Den folkekirkelige middelmådighed kan ikke forstå denne drivkraft.

V.

For at vende tilbage til troskab. I vores egen danske litteratur kender vi også et smukt eksempel herpå: Bjarkes og Hjaltes mod deres herre Rolf Krage, ved hvis hoved og fødder de ligger efter at have ofret deres liv for ham. Hvem er den kristnes herre? Dog vel Jesus Kristus. Hvordan skal den kristne være ham tro? Troskab mod Rolf Krage betød villig opofrelse af livet for Bjarke og Hjalte. Hvad betyder troskab mod Kristus for den kristne? Jeg vil her inddrage et smukt eksempel på nutidig kunst, der udtrykker en ophøjet tanke. Det er fra musikken, vel den kunstart, der bedst har fastholdt det ophøjede, da den jo efter sin natur opløfter sindet og taler til den bedre del af mennesket. Musik er et medium for det ophøjede, den fremkalder i os en følelse for alt, hvad der er skønt og sandt. Men denne følelse er meget let at holde adskilt fra vores eksistens, når musikken er forbi. Hvorom alting er, det er en sangtekst, jeg vil fremdrage, fra sangen Loretta’s Scars af Pavement. Digteren synger til en lidende pige: ”How can I, how can I, how can I make my body shed for you”. Dette kunne nu den kristne synge til sin herre. Ja, Kristus har ofret sit liv og blod for os, og så er hovedsagen sagt, men derfor kunne man jo godt, hvis troskab mod Kristus lå én meget på sinde, i al ydmyghed spørge ham, om der ikke var en eller anden måde, hvorpå man kunne være solidarisk med ham og sætte sin troskab ind i handling. Der vil sikkert vise sig mangfoldige muligheder i det daglige liv. Den kristnes frimodighed lige over for Gud er protestantismens stolteste mærke, hvormed den adler sig selv. Men hvad protestantismen i Danmark mangler er netop frimodighed lige over for Gud. Frimodighed lige over for Gud er: i sit stille sind frimodigt at spørge Gud, ihukommende de af ham i Det Nye Testamente fremstillede idealer, hvad Han mon forventer af én, eller, om man vil: under Guds bevågenhed spørge sig selv, hvad Gud mon forventer. Dette er den ægte, protestantiske forholden sig til Gud uden mellemmænd. Den falske, protestantiske forholden sig til Gud uden mellemmænd er: på forhånd at have udelukket muligheden af enhver etisk forventning fra Gud, inden man overhovedet forholder sig til ham.

VI.

Den åndelige virkelighed skal omdanne eksistensen, som vi så hos munken i Herrens Veje. Ingen af os er perfekte, men fastholder man en forestilling om en åndelig virkelighed, griber den altid i en eller anden grad ind i ens eksistens. At elske Gud er at hade sig selv, på samme måde som det at elske kyskhed er det samme som at hade sine mindre ædle tilbøjeligheder. Det vigtige er her, at der træder et ”elske” ind. At hade sine mindre ædle tilbøjeligheder uden at elske kyskhed er fortvivlelse. Men at elske sine mindre ædle tilbøjeligheder er at hade kyskhed. Man hører i vores samfund stort set aldrig om kyskhed, og derfor har jeg i denne artikel tilladt mig at udbrede mig lidt om dette forkætrede emne, som nogen vel ligefrem vil kalde livsfjendtligt. Men kyskhed er ikke livsfjendtlig, den ringeagter ikke solopgange eller overstadige svaler på aftenhimlen, men den afviser kærligt at billige eller deltage i alt, hvad der kan lave ridser i lysets rustning.

Man kan gemme sig bagved indskrænkede konsensusforestillinger som: ”Man bliver mærkelig, desperat, overspændt, hvis man ikke får sine seksuelle behov opfyldt” og ”livet mister al farve uden disse mindre ædle tilbøjeligheder”. Til den første forestilling, som sikkert især skyldes de sørgelige eksempler fra den katolske kirke, samt den alle steder herskende, totale naturvidenskabelige opfattelse af mennesket som uhjælpeligt bundet til dets drifter, som man forklæder som dets behov, må man sige, at det er rigtigt, at en kysk livsførelse kun fungerer, hvis man også har et kyskt sindelag. Vi kan også sige, at det afgørende er det kyske sindelag, hvilket er en funktion af, at gerninger uden tro er tomme. Det er derfor, at fx et kyskhedsbælte er noget af det latterligste, man kan tænke sig. Men de fleste tænker så som så: ”Altså er kyskhed det latterligste, man kan tænke sig”, hvorved de viser sig ubekendte med forskellen på ydre handlinger udsprunget af indre sandhed og ydre handlinger blottet for indre sandhed. Man glemmer også ved den første konsensusforestilling, at det biologiske, seksuelle ”behov”, hvis meget begrænsede betydning for sundheden gør, at man altså snarere måtte kalde det en drift eller en luksus end et behov (nice to have, not need), er noget helt andet end det ”behov”, vi kan have for at fylde en indre, åndelig tomhed med sex.

Til den anden konsensusforestilling må man sige: Nej, tingene i livet får netop deres rette farve uden disse mindre ædle tilbøjeligheder, der gør tilværelsen til et pløre.

Vi vil ikke lade sådanne ædlere forestillinger som den om kyskhed få magt over os, fordi vi ikke vil anstrenges, og fordi vi ligger under for vor tids mærkelige omvendte moralisme, som strengt forbyder ethvert strengere moralsk krav, som den enkelte kan lade sig selv stille.

Hvad er indskrænkethed? Det er at slå sig til tåls med en konsensusbaseret automatreaktion, der forhindrer én i at se en sag i dens sande lys. Og det er netop det, vi gør, når det handler om kyskhed og andre besværlige dyder.

Derfor er folkekirken middelmådig: Den forstår ikke kyskhed eller nogen som helst andre dyder, der alle har deres udspring i noget uden for mennesket selv, hvilket jo vil sige: et åndeligt udspring. Og fra dette udspring rinder, som kilder stride, år fra år af jordens bryst, det evige livs lyst, som vi skulle bestræbe os på at holde i hævd. Lad os genkøbe den forspildte tid², lad os tale til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, synge og spille af hjertet for Herren, men lad os samtidig forstå, hvad der er Herrens vilje, og ikke være tåbelige (Ef 5,16ff).

¹ Her vel nærmest i betydningen ”åndelig”.
² ἐξαγοραζόμενοι τὸν καιρόν.