Om Foreningen af 3. december 1892

I anledning af, at nr. 2, 68. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og gerne skulle være nået ud til abonnenterne efterhånden, udsender vi vanen tro en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer arkitekt MAA Frederik Engell Holms beretning om Foreningen af 3. december 1892 – et arkitekturens Studenterkredsen fra forne tider. Redaktionen ønsker Dem en behagelig sommer  – og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

”… Cyklede ud ad Vejen til Maribo. Tegnede en morsom Hestegangsbygning ved Halsted. Gode Huse på Vejen til Tillitse. Tegnede flere Skitser. Tillitse Kirke, godt Indre. God Gesims. Gloeslunde. Udmærket. Hvid. God Kirkeport og en udmærket Korgavl mod øst. Jeg tegnede Taarnet og maalte Porten. Sad udenfor og nød min Frokost. Jo, det var godt.” – fra formandens dagbog, 1913.

Den 3. december 1892 stiftede en håndfuld arkitektstuderende en forening, der i dag næsten er glemt. Den blev stiftet med det formål ”at udvide det almene Kendskab til Architektur ved Udgivelse af Værker, omhandlende Architektur og dermed beslægtet Kunst”, og den skulle ”virke udviklende paa Medlemmerne i kunstnerisk og faglig Henseende ved Afholdelse af Skitseture, Foredrag, Konkurrencer mm., og samtidig styrke og vedligeholde et godt kammeratligt Forhold, samt at stræbe efter stedse at staa som Talsmand for Medlemmerne udadtil”.

I dag findes foreningens opmålinger og skriverier stadig på bibliotekernes hylder, men tale om foreningen høres kun i de mindste, mest nørdede, restaureringsfaglige kredse. Det sidste halve århundredes byggeri vidner da også om en arkitektstand, der bevidst har valgt at vende ryggen til foreningens arbejde og i stedet har søgt mod byggeri med ikke meget andet end sig selv som inspiration. Ikke desto mindre havde foreningen stor indflydelse på dansk arkitektur i første halvdel af det 20. århundrede, hvor nøje historiske studier satte arkitekterne fri og gav plads til nytænkning.

Af formandens notater fra en af foreningens opmålingsture på Lolland i 1913 får man et godt indtryk af den interesse og respekt for bygningsarven, der lå til grund for foreningens arbejde. I slutningen af det 19. århundrede var der blandt de unge arkitektstuderende opstået et behov for at beskæftige sig med den lokale, historiske arkitektur. På Kunstakademiets Arkitektskole studerede man udelukkende kanoniserede bygningsværker og terpede stilhistorie, og tidens arkitektoniske stil, historicismen, kendetegnedes ved konstante mere eller mindre heldige sammenblandinger af internationale stilarter. Der var ingen plads til dansk arkitektur. Derfor lå der en umiddelbar opdagerglæde i mødet med den beskedne danske bygningskultur, som for mange var uudforsket. Den åbnede øjnene for en anden anvendelse af de arkitektoniske virkemidler og for den nationale tradition. Foreningens arbejde var altså en reaktion på akademiets hårde linje, og i udgivelser som Gamle Bygninger paa Landet fra 1911 blev fokus således lagt på de stilfærdige bondehuse, som ikke havde set en arkitekt, men var blevet bygget af bonden med kendskab til byggeteknik, materialer og en tilegnet proportionssans og fornemmelse for form og funktion.

For foreningens medlemmer var det indlysende, at en arkitekt uden et stort kendskab til opmåling aldrig vil kunne mestre sit eget fag. Gennem opmåling af eksisterende bygninger udvikler arkitekten sin fornemmelse for den reelle virkning af de arkitektoniske former, han frembringer. Opmåling kvalificerer hans egen streg og gør den til mere end ren abstraktion. Nøje gennemtegning af plan, facader og snit i et bestemt målestoksforhold fastholder arkitektens iagttagelser af en eksisterende bygning i samme form, som han anvender ved projektering. Selvom opmåling og projektering er to modsatrettede opgaver, supplerer de hinanden. Ved opmåling overføres det eksisterende til tegning, ved projektering skal det tegnede overføres til virkeligheden.

For de italienske renæssancearkitekter var opmåling altafgørende for deres egne, siden kanoniserede værker. Gennem studier af bygninger fra den romerske oldtid, som omgav dem, tilegnede de sig det klassiske formsprog, og ofte blev der ikke skelnet mellem opmåling og projekt. Opmåling og tegning af de romerske ruiner blev til rekonstruktionsforsøg, og hvor grundlaget for disse manglede til fantasier over samme.

Ligesom de danske guldaldermalere valfartede til Rom efter ny inspiration, rejste også danske arkitekter ud op gennem 1800-tallet. Her fyldte de deres skitsebøger med maleriske skitser og stramme opmålinger som et praktisk grundlag for deres eget arbejde. Iagttagne og tegnede helheder og detaljer kom til at indgå i arkitekternes personlige forråd af kundskaber og erfaringer og brugtes flittigt, enten sammenstillede på en ny måde eller omformet frit. Med udviklingen af trykketeknikken nåede opmålingerne ud til et større publikum, og romerske og græske ruiner kunne nu studeres fra skrivebordet. Store værker blev udgivet, og man genopdagede fortiden.

Det var dog først i 1870’erne, at den danske bygningsarv blev interessant at beskæftige sig med, og først særligt de middelalderlige kirkebygningers tiltrækkende mærkværdighed. Hans J. Holm, der var professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, udgav i 1878 opmålingsværket Bornholms Kirker, som blev udført med hjælp fra hans studerende. I sin tid ledte han mange studieture rundt omkring i landet og lod de studerendes opmålinger publicere i en række mindre udgivelser. På turene skulle de lære deres land at kende og registrere det gennem frihåndstegning. Forrest marcherede professor Holm, mens han skiftevis docerede og spillede mundharpe. Han lærte dem at holde af kulturarven og betragtede det som særligt vigtigt for en arkitekt at kunne tegne landskaber. I mødet med landskabet lærte de unge at holde af fortidens jævne bygningskunst med udgangspunkt i herregården, landsbykirken og købstadshuset. Det var Hans J. Holms disciple, der skulle stifte Foreningen af 3. december 1892.

Foreningen af 3. december 1892 blev på mange måder en aktiv, men kortlivet pendant til en anden berømt studenterkreds, som den kvikke læser måske har hørt om. Frem til 1930, hvor en generalforsamling endte med en opløsning af foreningen, var den arnested for unge talenter, der i årenes løb publicerede en lang række opmålinger. Foreningen kom til at udfylde et tomrum i undervisningen på Arkitektskolen, hvor udveksling af ideer og erfaringer mellem de studerende ikke var en mulighed. Da foreningen blev stiftet var Arkitektskolen nemlig en aftenskole, hvor de studerende – som oftest var håndværkeruddannede forinden – mødtes med lærerne om aften på egen hånd og fik råd og vejledning til deres projekter. I foreningen frigjorde medlemmerne sig af Arkitektskolens modeprægede, men forstokkede linje og satte gang i nogle af de mest interessante nybrud i det 20. århundredes danske arkitektur.

På Arkitektskolen fik foreningen med tiden sit eget lokale, endda med eget skilt, som efter konkurrence var udført efter den unge Knud V. Engelhardts udkast. Her opbevaredes arkivet med de publicerede opmålingsblade og punchbowlen – en tung klods i udskåret træ og et omdrejningspunkt ved alle foreningens fester, der var hyppige, fugtige og tungt læsset med smædeviser, kærlighedserklæringer og studentikose udfald mod tidens tendenser i arkitekturens verden.

Ved de mange foredragsaftener blev der debatteret lystigt, og selvom bølgerne kunne gå højt, var forholdet fint mellem de unge, højtråbende arkitekter og deres ældre støtter. Tunge herrer som Martin Nyrop og Hack Kampmann tilhørte en ældre generation, men blev respekteret og kærligt drillet som de gamle, nationalromantiske autoriteter, når de viste sig til foreningens møder. De var begge repræsentanter for den stilforvirrede historicisme, men tilsatte deres bygninger et friskt, underligt særpræg og en national forankring i den tiltagende skønvirke-stil. Den var interessant for de studerende, fordi den præsenterede historien og bygningskulturen på en ny måde, selvom den endnu var baseret på gamle, efterprøvede stilarter og byggetekniske regler.

Vigtigst var dog foreningens målevirksomhed. Flere gange om året cyklede medlemmerne landet rundt for at opmåle og registrere de bygninger, der senere skulle samles i publikationer. De beskrivelser, der findes af foreningens cykelture, vidner om stor glæde og begejstring ved mødet med den lokale arkitektur og natur. Ud over de mange skitser, opmålinger og grundige beskrivelser blev hver bygning anmeldt af medlemmerne med ord som ”gode, røde sten”, ”dejlig granit”, ”rædselsfuldt restaureret”, ”udmærkede gesimser”. Erfaringerne blev diskuteret og omsat til projekter. Der opstod frugtbare samarbejder, bl.a. mellem Kay Fisker og Aage Rafn, som på baggrund af deres ihærdige opmålingsarbejde skulle gå sammen og vinde flere arkitektkonkurrencer. Stationsbygningerne til Gudhjembanen, som de byggede i 1915-16, skulle få stor betydning for samtidens arkitektur, og Fisker og Rafn blev siden funktionalismens førende personligheder.

Det er i det hele taget tydeligt, at valget af emner for opmåling hang sammen med de ambitioner, man havde på vegne af tidens arkitektur. Således blev interessen for de simple bondehuse og undersøgelsen af den oprindelige danske byggeskik, som kommer til udtryk i Gamle Bygninger paa Landet, en forløber for Bedre Byggeskik, og opmålingen af lystslottet Liselund på Møn hænger sammen med den nyklassicistiske strømning i 1910’erne og 20’erne. Fisker og Rafn opmålte i 1911 en række umiddelbart uinteressante huse i Vognmagergade, der stod til nedrivning. Notaterne fra opmålingen kan i dag næsten læses som et manifest for de unge arkitekter, da Gudhjembanens bygninger og siden Bedre Byggeskiks idealer springer frem i beskrivelsen af de ydmyge byhuse:

”… til trods for den, over al beskrivelse forsømte tilstand, viser disse lejligheder tydeligt, hvorledes de enkelte elementer i stuerne er anbragt med en umiddelbar, ofte næsten forfinet sans for gode forhold … i høj grad tømrer-, snedker-, og smedearbejdet, men også murerarbejdet er udført med omtanke for det enkelte rum ved forskydninger og feltinddelinger … rytmisk følelse … beslag … profiler er forskellige, men dog beslægtede. Sjældent tillades noget udover det nødvendige. Den svungne overflødighed er veget til fordel for en formgivning, hvor funktionens virkelighed er umiddelbart opfattet og udtrykt … det enkelte får sin værdi ved sit tekniske udspring og ved at tjene sit formål af yderste evne.”

Beskrivelsen er nærmest en opskrift på det byggeri, der kom til at dominere den danske arkitektur i de følgende årtier. Også arkitekten Carl Petersen fandt store kvaliteter i fortidens arkitektur, som han kunne fortolke og forny med det enestående Faaborg Museum i 1915, der er en af de første repræsentanter for nyklassicisme i Danmark. Ved Rådhusudstillingen i 1901 oplevede han sandhedens øjeblik, da han så C.F. Hansens og M.G. Bindesbølls tegninger hænge side om side med deres samtids billedkunst. Carl Petersen erfarede, at de havde opnået resultater, fordi de havde arbejdet mod et fælles mål. Derfor skulle klassicismen atter være rettesnoren i dansk arkitektur og læremester i forenkling, form og farve.

De mange talenter, som Foreningen af 3. december 1892 fostrede, bl.a. Aage Rafn, Kay Fisker, Poul Stegmann og Axel G. Jørgensen, dannede i 1910 en kreds af selvsikre ligesindede, der var mere orienteret mod fremtiden, end deres studenterforening havde været, og i mere udtalt grad søgte at definere en ny arkitektur. Udefra blev de kaldt både omvæltere og internationalister, men den stil, de søgte ”var hævet over tiden, dens idé lå skjult bag stenøksens form, bag faget i det danske bondehus, bag landsbykirkens grundplan og bag kanonens konstruktive udformning”, som arkitekten Ejnar Dyggve skrev i 1953. Af den stiftedes Landsforeningen Bedre Byggeskik, der i 1915 fik disse ord med på vejen af arkitekten Ivar Bentsen: ”Vor sag er ikke blot dansk, men international, ja mere endnu, den er almenmenneskelig. Skønhedstrangen til orden, ro, renlighed, kort sagt harmoni, hører til menneskets oprindelige drifter.”

Sammenhængen mellem opmåling af historiske bygninger og samtidens arkitektur i Foreningen af 3. december 1892 er yderst interessant og relevant i forbindelse med vor tids forvirrede og famlende arkitektur. For foreningens medlemmer var nytænkning af det danske byggeri umulig uden et stort kendskab til de store mestre og den ydmyge danske byggeskik. De minutiøse gennemtegninger af alt fra små bondehuse til domkirker, som foreningen har efterladt, vidner om en længsel mod at forstå arkitekternes intentioner og byggetekniske spidsfindigheder. De vidste, at den danske bygningsarvs rigdom kunne analyseres, fortolkes og omsættes til ny arkitektur i en ny tid, der havde et andet og mere socialt fokus – den gryende funktionalisme. Dette brud med Arkitektskolens dogmer, der ensrettede de studerende under ledelse af den dominerende rektor Meldahl, var uundgåelig i slutningen af 1800-tallet. På samme tid sås en lignende reaktion hos kunstnerne, hvor eksempelvis Skagens- og fynbomalerne og de tidlige modernister lod sig uddanne på Kristian Zahrtmanns malerskole og søgte mod det nære og indadvendte, vitalismen og naturdyrkelsen til sidenhen den internationale og mere formelbaserede modernisme.

Foreningens opmålingsarbejde blev efter dennes opløsning i 1930 overtaget af Arkitektskolen, hvor de studerende fik uddelt forskellige bygninger til opmåling hvert semester. Denne udvikling skete ikke uden protester fra foreningens gamle medlemmer, da de fandt det problematisk, at valget af emner til opmåling ikke længere skulle komme fra de studerende selv, men bestemmes fra højere sted. Det ville ifølge dem fjerne den umiddelbare glæde ved arbejdet og fratage de studerende muligheden for på egen hånd at finde inspiration i bygningsarven. Ikke desto mindre var opmåling en uløselig del af pensum for den arkitektstuderende langt op i det 20. århundrede, og kulturarven fortsatte med at være en naturlig referenceramme for de moderne arkitekter.

I løbet af 1970’erne, 80’erne og 90’erne gled opmåling langsomt ud af akademiet under indflydelse af den internationale postmodernistiske strømning, der vendte det hele på hovedet, fjernede ethvert spor af kontinuitet og reducerede arkitekturhistoriske referencer til ironiske vittigheder. I 90’erne endte det endda med at opmåling blev helt afskaffet, da metoden ifølge den daværende rektor ville hæmme de studerendes kreativitet. Det udsagn vender fuldstændig Foreningen af 3. december 1892’s intentioner på hovedet og er en komplet misforståelse af, hvad bygningskultur er og altid har været. Arkitektur er en oldgammel kunstart, der løbende har udviklet sig og altid har været bundet af byggetekniske principper og ikke mindst æstetiske og funktionelle krav. En bygning er ikke et frit kunstværk, men en konkret konstruktion, der skal danne ramme om vores liv.

I dag er vi igen vidne til en brydningstid inden for arkitekturen. På Kunstakademiets Arkitektskole blev de studerende sidste år bedt om at tegne en bebyggelse i forbindelse med Annebergparken, et tidligere psykiatrisk hospital i Nykøbing Sj. og et af de fineste eksempler, vi har på Bedre Byggeskik. Opgaven bestod i, at de studerende skulle tegne huse, der på bedst mulig måde skulle hænge sammen med det fredede bygningsanlæg og være en nyfortolkning af Bedre Byggeskiks idealer og principper. De studerendes tegninger blev udstillet under mediebevågenhed, og debatter og artikler om det danske boligbyggeris fremtid fulgte i slipstrømmen. Langsomt er der opstået en ny interesse for bygningsarven, historien og ikke mindst Bedre Byggeskiks historisk bevidste og dog radikale initiativ. På Arkitektskolen er opmåling igen blevet en del af pensum, og arkitektur baseret på æstetiske og byggetekniske principper er igen kommet i fokus. Men al arkitektur kræver i sagens natur handling. Må dette være en opfordring til, at de danske arkitektstuderende forener sig, fester, diskuterer og arbejder hårdt for den gode arkitektur. Det er ved at være akut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.