I forbindelse med diskussioner om den augsburske bekendelses status og “folkekirkens ordning”, skal her til almen oplysning og opklaring bringes nogle kloge ord fra Kredsens arkiver:

“Derfor betyder folkekirkens egnethed til at holde en guddommeliggørelse af det ydre kirkelige apparat på afstand ikke, at der er nogen grundt til uden videre at lovprise den. Der kan nemlig også laves teologi på folkeirken som den er, dermed har man blot på en mere snedig måde gjort kirken guddommelig, idet man har gjort det til noget særlig fint, at det hele fungerer på en måde, som er til forargelse for de nidkære og fromme. Men deri er der virkelig ikke nogen fortjeneste. Rammen skal ikke være indhold, og det er ganske ligegyldigt om denne ramme er pavens kirke eller folkekirken. Vil det da sige, at folkekirken er for rummelig? Ingenlunde. For hvorledes skulle det lade sig gøre, og hvad ville det betyde, hvis man satte sig til mål at gøre den snæver? Det kunne netop lade sig gøre, uden at man gjorde kirkens ordning til noget nødvendigt, d.v.s. uden at man gjorde de ting, som er vort ansvar på almindelig, menneskelig vis, til noget afgørende og væsentligt. Men det ville jo betyde at man ikke længere ville lade sig nøje med det, som for CA er det eneste væsentlige: evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Så måtte man føje noget til. Man måtte til at drive kirketugt på en utugtig måde, d.v.s. med magt. Men i det øjeblik, man gav sig til at drive kirketugt med magt, stillede man sig på Guds side mod de andre, d.v.s. man udstyrede sig selv med guddommelig magt til at drage det skel, som alene Ordet kan skabe, når det høres og derved modtages i tro eller forkastes i vantro.[…]

Det vil da sige at CA ikke udelukker, men forudsætter den frihed, der gør ikke blot forskellige meninger, men også forskellige religioner mulige indenfor den samme kirkeorganisation. For den falske forståelse af evangeliet kan jo ikke bekæmpes med magt, uden at kampen selv gør den rigtige forståelse falsk. Vi må finde os i hinanden i den forstand, at vi er sammen, men aldeles ikke i den forstand, at vi ikke skulle sige fra overalt, hvor vi finder grund til det. Det er tværtimod vor simple pligt. Men CA er dog bekendelsesskrift i folkekirken! Så kan man da ikke tillade sig hvadsomhelt![…]Hvorledes den enkelte vil opfatte sit ansvar i forhold til CA og de øvrige bekendelsesskrifter såvel som til den hellige skrift, må han selv om, hvilken er noget andet end at sige, at det er ligemeget. Det er selvfølgelig alt andet end ligemeget. Men om CA har autoriret, kan ingen afgøre for andre. Det må enhver selv afgøre, eller rettere sagt, det er afgjort ved mødet med bekendelsen.

Det vil da sige, at kirkens ordning i sig selv, også den, vi kalder den rummelige folkekirke, i absolut forstand ingen betydning har for forholdet til CA, med mindre man vil gøre netop denne ornding nødvendig, for i så fald står man i det skarpest tænkelige modsætningsforhold til reformatorernes bekendelse. Det vil ikke sige, at det er ligemeget, hvordan ordningen er, men det vil sige, at det er et menneskeligt ansvar at gøre den så god som mulig. Her i landet er det almindeligt at tale med Grundtvig om kirken som en borgerlig indretning, og det er vel stadig en meget god måde at udtrykke det kirkelig apparats relativitet på. Jeg vil slutte med at nævne et referat og citat af en artikel af professor Prenter fra 1949[i tidehvervs april nr.][…]Prenter siger her, at Guds nådes universalitet og forekommende karakter ikke kan udtrykkes som en abstrakt, almengyldig idé, og det mener Prenter, man forsøger på, hvis man vil lade kirkens ordning, i dette tilfælde folkekirkens rummelighed og rimelighed afspejle Guds nåde. Deri ser Prenter et forsøg på at lade nåden komme forud for både ordet og troen, hvorved man objektiverer nåden og gør den til noget, som kan ses og vides. Dermed har man tilsløret den paradoksi, at ordet høres, når og hvor gud vil, og gjort nåden udialektisk, entydig og abstrakt[…]”Thi religiøst motiveret er kun Jesu Kristi menighed, skabt og og opretholdt af det levende ord, hvis grænser ingen folkekirkelig ordning kan trække.”

(Leif Grane, “Studenterkredsen” 35/1-2 (1967); her citeret efter Grane, Leif – “Kristendommen i historien”, kbh 1997, s. 231f)

Således skulle disse ord, af to af de fremmeste teologer der har huseret i Studenterkredsen, gerne have gjort følgende to ting klart:
1. At man med præsteløftets ord om at beflitte sig på at “forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger” ikke har forpligtet sig over for Confessio Augustanas konkrete bestemmelser, i videre omfang end det herovenfor skitserede.
2. At spørgsmålet om vielsesritualer og “ordning” af kirkens forhold som sådan, ikke er af andet en relativ karakter, og altså aldrig kan blive et springende punkt for folkekirkens berettigelse osv. (Se hertil mit indlæg fra d. 13/09/2011)

Spørgsmålet, om der gives en særlig kristen etik, synes gang på gang at kunne påføre det danske teologisk-orienterede åndsliv en voldsom hovedpine. Således er det igen dukket op efter at Kristeligt Dagblad, i forbindelse med lancering af deres nye portal etik.dk, igen har valgt at sende det til debat. Dette er senest kommet til udtryk i Ulrik Becker Nissens kronik ” Selvfølgelig er der en specifik kristen etik” bragt i avisen d. 17. juni. Heri knytter Nissen an til Løgstrups indflydelsesrige filosofi, der som bekendt gør op med denne forestilling, og kritiserer den for at anlægge de forkerte præmisser for en eventuel tale om kristen etik.

Imidlertid kan man, og det er der en pointe i, ligeså godt fænge an ved Løgstrups mere uartige klassekammerat, Johannes Sløk, der cirka på samme tidspunkt Som Løgstrups ”Den Etiske Fordring” i værket ”Kristen moral før og nu” også afviser forestillingen om en kristen etik.
Summarisk sagt viser Sløk heri, med sin vanlige idéhistoriske snilde, hvorledes kristendommen op gennem historien er blevet overtaget og forvansket af græsk filosofi, skolastik og pietisme, og således blevet offer for en moralisering, hvilket har foranlediget den misforståelse at der i kristendommen skulle være anlæg for en særlig etik og moral. Han forsøger i stedet at vise at Kristendommen ingenlunde stiller sådanne krav til mennesket, men blot ”kræver næsten af din hånd.”Sløks diagnose er på mange måder rigtig og berettiget, men alligevel, og det gælder hans forfatterskab generelt, gør han også sig selv skyldig i lignende overgreb på kristendommen. Sløk er nemlig en rigtig moderne tænker, i ordets mest bastante danske betydning, og forsøger derfor livet igennem at forstå kristendommen på disse præmisser, og ender derfor, på tilsvarende måde som Løgstrup, i en uheldig position der ikke uden videre kan siges at være holdbar i en nutidig og meningsfuld kristen teologi.

Pointen med ovenstående skulle gerne være noget i retning af følgende: Når etik behandles ud fra en bestemt filosofisk tankegang, det være sig Løgstrups skabelsesfænomenologiske ontologi eller Sløks modernistiske narrativseksistentialisme, og der på samme tid forsøges formuleret en teologi og kristendomsforståelse ud fra samme udgangspunkt er det naturligvis ikke muligt at tale om en etik der skulle være særligt kristen. Spørgsmålet er naturligvis også, om der overhovedet kan tales om ordentlig Teologi, og dermed kristendom, i sådanne tankegange.

Ulrik Becker Nissen synes at være med på dette et stykke af vejen, og forsøger i stedet at plædere for at tænkningen kan komme frem til en særlig kristen i krydsfeltet mellem fire kilder – Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. Især lægger han vægten på traditionen, hvori han ser muligheden for at fastholde en kristen etik der samtidig kan være almen og gå hånd i hånd i med de andre monoteistiske religioner og dermed holde skak mod truslerne fra globaliseringen.
Det kan umiddelbart lyde meget fornuftigt, men det ses dog også her at den kristne etik igen forsøges at tilnærmes udefra, med begreber som tradition og globalisering i bagagen.

Således som kristendommen altid må forsøges forstået i dens egen åbenbaring, i evangeliet om Jesus Kristus, således må en eventuel kristen etik også forsøges med dette som sit udgangspunkt. Det betyder altså at den også må gøre gældende så alvorlige ”dogmer” som omvendelse, synd, næstekærlighed, tro og eskatologi. Så kan det meget vel være at den lader sig formulere på et filosofisk sprog med filosofiske termer, men det er immervæk også noget ganske andet end at forsøge at begribe den (og kristendommen i det hele taget) med et filosofisk apparat, for bagefter at iklæde den en kristen terminologi.

Jeg skal ikke her forsøge at fremlægge mit eget bud på en sådan teologi, der ikke gør sig skyldig i filosofiske overgreb, og eventuelt kan formulere en sand kristen etik. Blot vil jeg til slut gøre opmærksom på, at det på dansk grund så tidligt som i 1844 allerede var blevet vist, at en meningsfuld (kristen) etik nødvendigvis må gøre den kristne dogmatik gyldig. Således skriver Kierkegaards pseudonym, Vigilius Haufniensis, følgende i Begrebet Angest:

”Ethisk dreier Alt sig om at faae Individet rigtigen stillet i Forhold til Synden. Saasnart det staaer der, staaer det angrende i Synden. I samme Øieblik er det, seet i Ideen, hjemfalden til Dogmatiken”