Vel hjemvendt efter et i mere end én forstand åndfuldt sommermøde kan der nok være en og anden, der undrer sig. Stud.theol. Kristoffer Garne, afgående bestyrelsesmedlem i Københavnerkredsen, skriver derfor i denne sin svanesang til almindelig oplysning om forholdet mellem folkeånd, helligånd og menneskeånd.

Den megen snak om Folkeånden på Kredsens sommermøde og de mange erklæringer på dens vegne vakte forståeligt nok både undren, kamplyst og undertiden ligefrem forargelse hos nogle af sommermødets deltagere. I de mange drøftelser af mellemmenneskelige forhold opstod der selvfølgelig uenighed om, hvordan denne folkeånd skulle tolkes, og hvilke bedrifter, der var dens løsen. Det er den strid, der oppebier Kredsen som det fællesskab, der også skal ægge til kamplyst ude i virkeligheden på den anden side af legestuens trygge mure. Det er en sag for sig.

Imidlertid blev jeg efter mit foredrag om Grundtvig flere gange i nætternes løb spurgt om, hvilket forhold der mon herskede mellem Folkeånden og Helligånden. Svaret er selvfølgelig, at alting hænger sammen hos Grundtvig, hvorfor udlægningen af forholdet principielt kan vare uendeligt – eller rettere sagt hænger de uløseligt sammen, men hvordan er noget, tiden vil vise. En enkelt gang fik jeg vist også med en vanlig teologisk spidsfindighed svaret, at man kunne operere med en slags kalkedonensisk mønster: De hænger sammen, men er hverken adskilte eller sammenblandede, fordi de er forskellige i natur og udtryk, men bevaret og forenet i samme ånds hypostase – Folkeånden er en ”underafdeling” af Helligånden. Men det svar er næppe helt fyldestgørende og da slet ikke tilfredsstillende for den uindviede, der ikke vil udlægge det ene Grundtvigcitat med det andet.

For barthianere, lutheranere og katolikker – alle slags tilstedeværelser var vi velsignede med i år – havde selvfølgelig deres forbehold overfor denne tale, og jeg skal gerne indrømme, at de forbehold er retmæssigt grundede i den nødvendige kristelige nidkærhed. Jeg vil derfor gerne i drøftelsernes og rusens efterklang knytte et par korte overvejelser til sagen. Også fordi det her ved min bortgang fra Kredsens bestyrelse kan være med til at sige noget om Studenterkredsens væsen – ihukommende en gammel, men utrættelig diskussion om netop dette så vigtige spørgsmål.

I den del af forfatterskabet omkring den mageløse opdagelse, som jeg talte om i mit foredrag, kommer Grundtvig undervejs, i afhandlingen Om Christendommens Sandhed, selv med en udredning af forholdet. Hans definition af folkeånden skal her anføres til oplysning og kan forhåbentligt tjene som almindelig afklaring af, hvad det var, der ugen igennem mentes at blive filtreret igennem Kredsens ungskjalde, og som sind-billedligt kom til udtryk i den levende Grundtvig-buste i revyen. Folkeånden bestemmes som ”den usynlige Kraft, som gjør et Folks naturlige Følelse og Tanke-Gang stærk og levende” (Udvalgte Skrifter, IV, 664, min kursivering). Men så fortsætter Grundtvig:

Naar den engang er saagodt som uddød, da optræder sædvanlig en Kæmpe, enten for Aanden, eller dog for den Folke-Stilling og Stats-Indretning, som var dens Værk (ibid.).

Vi kan ikke her komme ind på de nærmere omstændigheder, denne tanke har hos Grundtvig, hvor det er tæt forbundet til forestillingen om menighedernes og folkenes livsløb (jf. talen Christenhedens Syvstjerne) som død og opstandelse i tiden, men hermed er sagt noget vigtigt: Nemlig, at det ikke er sikkert, at ham, der taler for folket og dets værd, også taler for Ånden (og det er altid Helligånden). Fordi Ånden er én, og dens to sider hænger sammen, taler kun den for ånden, der også taler for Kristendommen, altså taler Guds Ord, som det hed i Karsten Farups glimrende prædiken torsdag aften. Historiens største eksempel på dette er for Grundtvig naturligvis reformatoren Martin Luther.

Derfor er det måske bedre at bruge eller i hvert fald at supplere den kalkedonensiske model med en treenig model. I mit eksemplar af Helge Grells disputats om netop dette emne, Skaberånd og Folkeånd (Anis 1988), har bogens tidligere ejer, grundtvigforskeren Vagn Wåhlin, tegnet to modeller, der til forveksling ligner teologiens modeller over treenigheden, ude i margen af bogens efterskrift. Den ene viser, at der findes tre ånder, menneskeånden, folkeånden og helligånden, som i den anden model svarer til hhv. menneskelighed, folkelighed og kristendom. Mellem både menneskelighed og folkelighed, og folkelighed og kristendom består der et gensidigt forhold (det illustreres af to dobbeltpile), mens der fra kristendommen til menneskelighed kun består et envejsforhold (der illustreres af en almindelig pil). Det er skabelsens skel, kendetegnet ved syndefaldet, der sætter dette envejs forhold, i hvilket menneskets gudsforhold eksisterer som en evig bøn, bekendelse og lovsang, der kun opretholdes ved kirkens forkyndelse. Men alt dette foregår netop igennem folkelighed, det fælles- eller mellemmenneskelige, uden gennem hvilket ingen af os kommer til Gud, og med hvilket der derfor eksisterer en u-afbrydelig sammenhæng. En sammenhæng, der dog kun opretholdes af det levende ord selv, lovsangen. Tilbage i Grundtvigs afhandling hedder det:

Hvor nu Lov-Sangen forstummer, der synker enten Templet i Gruus, eller Folket synker i Støvet derinde, mens Konsten stiger, ja, stiger saa højt, at man gjør guder af Stok og Steen, og begge Dele smile da sædvanlig de Klogeste ad. (ibid. 665).

At lovsangen var levende på Grundtvigs egen tid, vil vist ingen her (orke at) tvistes om. Det vidner hans mange salmer og sange om, som vi har sunget de bedste og stærkeste af igennem ugens løb. Nogle af os mærker i hvert fald, f.eks. når vi synger disse sange, at den levende sammenhæng stadig eksisterer, og overgangen fra Gudstjeneste til det almindelige folkeliv er ingen afbrydelse, men en levende vekselsang til Skaberens og Danas pris. Men faren for, at vi gør guder af stok og sten, den må vi leve med. Det er en risiko, vi må løbe, når vi vil kæmpe for alt, vi har kært. Og derfor skal vi og vores synspunkter bestandigt efterprøves.

Og til denne prøvelse har vi netop også brug for Studenterkredsen som højskolen på universitet, hvor vi som i en geniernes forskole må løbe rundt i troens forgård og vove at dyste både med Loke og med Thor. Forhåbentligt vil den kritiske forstand altid insistere på at afprøve indbildningskraftens vildfarelser. Og det skal der være plads til, for kun i uindskrænket frihed kan kampen for sandhed bestå og forhåbentligt udfolde sig til en opklaret gang i ædle (kreds)fædres spor. Det er det, som nogle kalder for principiel religionskrig.

Derfor har kamplivet brug for Studenterkredsen som et drivhus, hvor de små planter kan få lov at boltre sig og indimellem sikkert komme til at lave guder af både sten, planter og alkoholrus – ja, af Danmark for den sags skyld. Det har jeg i hvert fald oplevet i min tid i Studenterkredsen, også med mig selv som banner- og pennefører. Men jeg har også oplevet, hvordan denne forening har fostret mange ærlige og kristelige skøn- og kampånder, når ungdommens (asa-)rus med tiden fortager sig i mødet med virkeligheden og det sande menighedsliv. Må det også blive sådan i fremtiden. Jeg for min del håber, at det kan blive sandt, hvad der her skrives, når jeg nu giver Grundtvig det sidste ord, i en af de sange, som vi desværre ikke fik sunget i ugens løb:

Se! fra dine drivehuse
i det fri, hvor storme suse,
poder plantes ud!
Og når de som sne er hvide,
finest frugt om vintertide
bære de for Gud.
(DDS 4, 7)

Glædeligt kampliv – og tak for sangen i årene, der gik. Vi ses.

Kristoffer Garne, 2011-2015

—
Til videre læsning kan jeg anbefale den nævnte, glimrende og læselige bog af Helge Grell, hvor faserne i udviklingen af Grundtvigs tænkning om emnet gennemgås ret minutiøst. Bogen er og bliver dog først og fremmest grundtvigforskning, og er samtidig båret af en mere eller mindre eksplicit tilknytning til Løgstrups skabelsesteologi. Bryder man sig ikke om disse to retninger i dansk åndsliv, kan man i stedet opsøge Jørgen I. Jensens forfatterskab, der har været min stadige inspiration. Hovedværket er stadig det kultur- og kirkehistoriske værk Den fjerne kirke fra 1995, men i artikelsamlingen Mødepunkter (Anis 2004) er der samlet en lang række artikler, hvor flere kredser om emnet i en levende samtale mellem teologi og kultur.