Disse holdninger kom til udtryk efter en længere diskussion om forskellen mellem det faktiske og det sande universitet (Læs: henholdsvis den institution, vi har valgt at kalde ”universitetet”, og så Kredsen), der førte over i en diskussion om nutidens, faktiske universitet, hvor spytslikkerkulturen ifølge Viggo Mortensen hersker, og hvor new public management-ledelse har udryddet enhver form for dannelseskultur.

En ældre herre blandt publikum – jeg ved ikke, hvem han var – mente eksempelvis, at hans generation af Studenterkredsen dog ”havde gjort sit” under ungdomsoprøret, og nu måtte den nye Kreds-generation træde til i oprøret mod det moderne (faktiske) universitets udvikling. Læg mærke til selvgodheden.

En anden herre mente, at Studenterkredsen havde været skammeligt fraværende i 00’ernes kulturkamp, som Søren Krarup og Jesper Langballe så dygtigt indledte med det, de kaldte Systemskiftet anno 2001. Om han mente, at Kredsen skulle have været for eller imod denne kulturkamp forblev uklart – den ros skal han dog have.

Flere ting er åbenlyst galt ved disse efterlysninger af Studenterkredsen i den offentlige debat.

For det første beror kritikken fra den ældre Omkreds på en positivisme, som man ellers – naturligvis – havde travlt med rituelt at skyde på som en del af udfaldet mod det moderne universitet. Man ræsonnerer således: Studenterkredsens påvirkning er hverken til at se i den offentlige debat om 00’ernes kulturkamp eller i kritikken af det faktiske universitets udvikling. Ergo er denne påvirkning der ikke.

Men hvad havde disse herrer regnet med? At det enkelte bestyrelsesmedlem i Studenterkredsen eller en ven af huset skulle undertegne sine læserbreve med stillingsbetegnelsen ”Kreds-mand”? At bøger, skrevet af folk, der har (haft) deres gang i Kredsen, på smudsbladet først og fremmest skulle have nævnt, at vedkommende var Kreds-mand – og dermed en af de gode?

Argumentet kan kun hvile på en antagelse om, at hvis påvirkningen ikke kan måles og udskilles fra andre faktorer, så er den der ikke. Alligevel skulle man altså fra samme herrer høre kritik af det nuværende, faktiske universitet som positivistisk i værst tænkelige forstand.

Heldigvis svarede et nuværende bestyrelsesmedlem da også ret hurtigt: Selvfølgelig kan Studenterkredsens ”påvirkning” af debatten ikke ses. Men den er der. De bøger, vi skriver, når vi er blevet tørre bag ørerne og har fået drukket de værste studentikose tilbøjeligheder af os, kan ikke undgå at blive dybt påvirket af det faktum, at deres forfattere har fyret deres bedste år af i Kreds-sammenhæng. Og de skænderier, vi roder os ud i, i fredagsbaren på universitetet og til foredrag og debatter i det ganske land, om det så er i Politikens Hus eller til Tidehvervs sommermøde, vil i sagens natur være dybt inficerede af, at vi har vores gang i Kredsen.  Og det vil jeg hævde, selvom de herrer oprørere ikke kan finde det ekspliciteret nogetsteds.

Derudover finder jeg det frastødende, at man med ovenstående efterspørgsel efter Kredsen i dag i den offentlige debat tilsyneladende betragter Studenterkredsen som en art lejesoldater, man kan sende ud i Det Godes navn. Kunne man måske ikke forestille sig et bestyrelsesmedlem i dag, der mente, at ’68-oprøret førte noget godt med sig? Eller at tidens new public management-snak har været sundt for en universitet, der har været alt for vant til at få smækket en bunke milliarder i synet uden at anerkende, at det offentlige nu i en stigende grad operer på markedsvilkår?

Skulle det ske, at man i min tid smed et bestyrelsesmedlem ud for disse holdninger, ville jeg heller ikke længere være at finde i Kredsen. Grundtvigianere har ment langt værre ting. For øvrigt er det et historisk faktum, at man ikke behøver at være grundtvigsk sindet for at være Kreds-mand.

Naturligvis skal Studenterkredsens nuværende stud.’er ikke være en hær af små lejesoldater til rådighed for ældre koryfæer. Og det er ikke en nødvendig betingelse for Kredsens status af ”sandt” universitet, at dens indflydelse kan påvises. I nøjagtigt det øjeblik, hvor den frisindede diskussion bidrager til dannelsen af dens involverede parter, kan muligheden for dens påvirkning af den offentlige debat være mig inderligt ligegyldig. Selvom den formentlig er der.

Tillad mig at gentage mig selv fra en debat om Kredsens status af menighed – det var for øvrigt et spørgsmål, der også var oppe at vende i debatten ved jubilæet:

Folk kan for min skyld mene, at de henter den særligt frisindede ånd, der er Kredsen, på bunden af en flaske, i Johannes 1,14 eller i Tue West-sange.

Og så tilføje, at hvad den ånd fører til af ”holdninger” i den offentlige debat, det kan rende mig. 

Især hvis det kan måles.