Stud.theol. og bestyrelsesmedlem Kristoffer Garne reflekterer ovenpå torsdagens debat om historieskrivning og teologi ved Tine Reeh og Jes Fabricius Møller.

Interessant var det under torsdagens meget frugtbare diskussion at hæfte sig ved, at ikke Hal Koch – om hvem begge foredragsholdere ellers har skrevet, og bl.a. i kraft af deres divergerende syn på denne var inviteret – men Leif Grane var den danske kirkehistoriker, der oftest blev fremhævet med tilslutnining. Det er i denne sammenhæng glædeligt af flere grunde: Ikke blot var Leif Grane formand for Kredsen og en skattet foredragsholder på utallige sommermøder, men hvad vigtigere er, så er han uden tvivl den teolog, der mest frugtbart har gennemtænkt sammenhængen mellem den grundtvigske kristendomsforståelse og den lutherske universitetsteologi.

Grane var blandt teologer kendt for altid at præsentere sig som teolog, – med kirkehistorie som sit område – idet han havde en fast overbevisning om teologiens enhed og om kirkehistorien som en teologisk disciplin (i øvrigt en opfattelse han ifølge Tine Reeh havde fået fra Hal Koch).

Sigende for denne opfattelse er det, at Grane i et foredrag om meningen med det teologiske studium (optrykt i “Kristendommen i historien”, 1998) kan afvise både den dialektiske teologis begrundelse for, at vi bedriver teologi, fordi der skal prædikes i kirken på søndag såvel som Schleiermachers defintion af teologien som de videnskaber og kunstregler, der er nødvendige for, at kirkeregimentet kan fungere. Sådanne bestemmelser, der er påfaldende enslydende, er nemlig utilstrækkelige, idet de kan fastholdes fuldstændigt uafhængigt af, hvad man ellers mener kristendom er og måtte være, og således har man ingen genstand at holde teologien fast på. Derfor bliver også sammenhængen mellem de teologiske fags enkeltdiscipliner altså heller ikke bestemt ved sagen selv, men kan istedet udkrystallisere sig til hvad som helst, og man kunne desuden hurtigt få den tanke, at kristendommen var afhængig af teologien, hvad der i sidste ende kun ville medføre kirke- og teologitugt.

Heroverfor stiller Grane den opfattelse (som han i øvrigt særligt er blevet inspireret til af P. C. Kierkegaards disputats vera christiana theologia) at teologien som frugt af det kristne liv må være lige så sammenhængende, som livet er, idet man “lader kirkens vidensbyrd om Ordet, som det, der både konstituerer kirken og skænker den enkelte troende livet, være teologiens fundament”.

Tine Reeh gjorde i sit oplæg med tilsutning til Hal Koch meget ud af at tale om historieskrivninges relevanskriterer: Vi bliver nødt til at spørge efter nogle bestemte ting, når vi vil skrive kirkehistorie eller for så vidt enhver som helst anden historie. Når kirkehistorien skal være en teologisk disciplin – og det skal den – må man naturligvis spørge efter noget for teologien og kirken relevant. Idet Reeh med Koch ikke ønsker en såkaldt teologiserende historieskrivning, kan hun i sin disputats citere følgende formulering af Koch, der siger at,

“[…] der viser sig det mærkelige, at Profanhistorien er meget vel anvendelig indenfor Teologien, naar den vel at mærke af Dogmatikken faar anvist den Plads, der tilkommer den”
(Kristendom, Historie, Demokrati s. 163)

Omend der i Hal Kochs forståelse og Tine Reehs udlægning heraf i kraft af talen om relevanskriterer ligger kimen til en meget interessant og for teologien relevant mobilsering af historievidenskaben, forekommer det mig alligevel, at man undertiden opgiver at lade den kirkelige historieskrivning være en videnskab i sin eget ret. Historieskrivningen – og særligt den kirkehistoriske – kan ikke stille sig tilfreds med at lade sig vise på plads af dogmatikken eller bøje sig for andre kriterier, hvadend man lader dette være kirken som congregatio sanctorum eller striden om evangeliet i historiens løb. Den må være istand til at lade sig definere af sin egen genstand, nemlig historien selv, og ikke en eller anden abstrakt ide om wie es eigentlich gewesen ist. Det er efter min bedste overbevisning lige netop dette problem, en grundtvigsk forstået kristendom og dermedfølgende historieforståelse svarer på, hvad der også blev spurgt efter og kom til behandling under aftnens diskussion.

Det handler naturligvis om den kirkelige anskuelse, den af Søren Kierkegaard navgivne mageløse opdagelse, at menighedens vidensbyrd om troen på Kristus i bekendelsen ved dåben går forud for skriften, og dermed er kirkens og troens grundvold. Ifølge Jes Fabricius Møllers kan man med fordel karakterisere den mageløse opdagelse som en art kriseløsning, idet den blev undfanget i bevidst opposition til samtidens fastfrosne betonelse af sola scriptura. Det er i for sig rigtigt nok på samme måde, som det er rigtigt, at Luthers reformatoriske opdagelse eller oldkirkens formulering af treenighedsdogmet blev formuleret i bevidst opposition til forvredne og fastfrosne mistolkninger af kristendommens væsen. Imidlertid er det ikke rigtigt, hvis man ikke også holder fast i, at disse kriseløsninger udspringer af og frugtbargøres i en dybereliggende forståelse af og beskæftigelse med teologien og historien. Man ser hvor galt det går, når grundtvigianerne undertiden ender i bekendelsesfundamentalisme med påberåbelse af den apostolske trosbekendelse som ord af herrens egen mund; og på denne troens sikre grund kan man således se (ventstre)grundtvigianismen udkrystallisere sig til ligegyldig kulturradikalismen eller åndløs menneske først-forkyndelse. Hverken Grundtvig – eller for dens sags skyld P. C. Kierkegaard, som man undertiden kan høre og læse – har nogensinde ment, at det var selve denne trosbekendelse, der var kirkens grundvold, men denne karikatur af grundtvigianismen er, som om der er en art stockholmsyndrom på færde, undertiden blevet taget til indtægt af grundtvigianerne selv, og således er vi ikke kommet nogen vegne, men har blot udskiftet skriften med bekendelsen.

Det er derimod Grundtvigs påstand – hvad han i og for sig er klar over længe før hans mageløse opdagelse – at Kristi inkarnation netop betyder, at historien får et udgangspunkt, ved evighedens indgriben i tiden, jf. den oldkirkelige tonaturlære eller forestillingen om communicatio idiomatum: idet Kristus er både gud og menneske på samme tid, får historien en retning, en mening, en udvikling, kunne man næsten sige. I hans verdenskrønike fra 1812 kan skjalden således skrive, at:

“Før Kristus saae Digteren og Historieskriveren enhver Begivenhed som en sluttet Kreds; efter Kristus maa de se den som Led i en fremløbende Kæde, og, uden at det dog fuldelig lykkes, maa de for at udrive den af sin Sammenhæng, gøre Vold paa deres indvortes følelse.”
(Udvalgte Skrifter II, s. 276)

Det betyder ikke, at vi gennem historien har direkte adkomst til Kristus og dermed Gud, men at det er i historien, vi skal finde vidnesbyrd om det ord, som er og som udgår fra Kristus, og det møder vi første gang i urmenighedens bekendelse – som den efterhånden kommer til udtryk i den apostolske trosbekendelse – ved bordet og badet, dåben og nadveren. Denne menighed – af og til hvilken biblen i øvrigt er skrevet, således at vi også i denne sammenhæng kan sige, at eksegese og kirkehistorie bliver to sider af samme sag, hvad selvfølgelig med nutidens nødvendige opdeling mellem fagene forpligter begge veje – er det vi ved afsigelsen af bekendelsen og modtagelsen af sakramenterne knyttes sammen med i Kristus, i historien, i eet, som Paulus siger det.

Men her stopper det ikke; at Kristendommen er en historisk religion betyder også, at historien dels bliver værd at beskæftige sig med i alle dens forskelligartede udtryk, men også, at den bærer vidnesbyrd om Kristus og hans menighed langt udover kirken og kirkehistoriens snævrere afgrænsninger. Ordet, som ifølge Grundtvig er for mennesket, hvad lyset er for øjet, kan vi høre, hvadend vi vil være kristne eller ej, i dets forskellige udtryk igennem historien. Det er – hvad jeg aldrig forspilder lejligheden til at nævne på dette sted – hvad der mere præcist er det opbyggelige og ret forståede i det grundtvigske dictum menneske først, kristen så. At vi alle har forskellige opfattelser og oplevelser af historien ændrer ikke på, at den er eet, at vi i den er forbundet med i folket og hele menneskeslægten. Man kan med et udtryk af Jørgen I. Jensen sammenligne forholdet mellem den enkelte og historien som et stykke polyfont musik, hvor de mange forskellige stemmer i forskellige tempi gennemløber de samme melodiske linjer.

Tilbage til kirkehistorien og aftnens debat:. Man må for alt i verden ikke forveksle det at skrive kirkehistorie, med det at bedrive kirke. Da Dansk Kirketidende begynder at udkomme i 1845, har Grundtvig i sin indledende artikel nogle ret interessante betragtninger om kirkehistorien, idet han glæder sig over, at man ikke har gjort tidentet til et esoterisk blad om en snæver kirkesag, men til et åbent og frisindet blad med alskens emner:

“thi der findes Intet paa Kirke-Historiens enemærker, som jo, under visse Omstændigheder, har sin rette plads i den nyeste Kirke-Tidende, og den Christne Kirke kan ingensteds oplyses fra den rette Side, uden at den baade i Henseende til Tiden og Rummet, betragtes i sin almindelighed, som hverken Kirke-Statens eller Stats-Kirkens chinesiske Mure maa hindre os fra at giøre aandelig giældende”
(Udvalgte Skrifter IX, s. 51)

Har man snævret sig ind til kun at betragte historien som kirkens historie, har man også, må man forstå af sammenhængen, afskåret sig fra at blive oplyst ved historien, at dele lod med fortidens og nutidens folk; gået glip af historiens skatte, friheden og folkeligheden.

Jes Fabricius Møller nævnte i sit oplæg, at foreningen mellem tro og kirkehistorie derfor måtte skete i det, han med Grane kaldte for den personlige union – måske kunne man kristelige også sige menighedens union –, hvad jeg gerne også her vil slutte mig til.

Det betyder ingenlunde, at der ikke skal bedrives den mere snævre kirkehistorie, og at den på nogen måde kan skilles fra teologiens enhed, blot at man ikke i teologien i første omgang må forveksle kirkesag med historieskrivning, hvad hverken kirken eller teologien har godt af. Interesserer man sig omvendt kun for menneskets historie i dens sociologiske og materielle kontekst, har man reduceret mennesket til en åndløs Kiød-Pølse, og mister fuldstændig blik for historiens nytte; for mennesket som historisk, som kristendommen som historisk. Derfor giver det i en vis forstand også mening at tale om et relevanskriterium, som Tine Reeh ville det, blot må der siges, at dette relevanskriterium ikke er noget udefrakommende, men giver sig af kristendommen selv, sådan som den er forstået af Grundtvig. Hvad vi spørger efter, er nemlig det kirkelige vidnesbyrds og dermed om Kristi – og om man vil det også Helligåndens – virke i historien. Lad mig derfor med håb om at have bidraget på en frugtbar måde til denne diskussion slutte af med at citere skjaldens prægtige formulering fra Kirke-Spejl:

“Alene under Forudsætning af dette kirkelige Vidnesbyrds Sandhed og Gyldighed kan der da også gives en Kristelig Kirke-Historie; thi om en ukjendelig Menighed med en ubestemt tro kan der lige saa lidt forfattes en virkelig Historie, som der kan gives en virkelig levneds-Beskrivelse paa Jorden enten af Manden i Maanen eller af nogen ubekjendt og ubestemt Person, skjønt der om ham kan skrives saa mange Æventyr og Romaner, som man behager.”

(Jeg har i fremstillingen udover det citerede bl.a. trukket på Jørgen I. Jensens artikel “Grundtvig og nutidens problem med historien”, der er optrykt i artikelsamlingen “Mødepunkter”, og som hermed anbefales til videre læsning)