Tidehverv

Hørt på Kredsens sommermøde

~ RV ~ 5 kommentarer

Udtalelser, hørt på Kredsens sommermøde 2013, Grundtvigs Højskole. Se også Hørt på Kredsens sommermøde 2019.

— — — — — —

”Den danske sang er en ung fuld mand.”

—
”Jeg er glad for, at jeg ikke har taget min kone med.”
—
”Vi skal huske at misbruge ungdommen. Det er vores privilegium.”
—
”Jeg har ikke lyst til at gå og tænke dårligt om mine venner, men jeg vil sådan set heller ikke tænke godt. Jeg vil have lov til at være neutral. Det handler ikke om at være godtroende eller ej, det handler om ikke at tro.”
—
”Jeg har igen haft mareridt. Jeg drømte, at man sang Den klare sol på Du kom med alt det, der var dig.”
—
”Kan vi ikke få kørt Beck ind for at sætte en stopper for det her?”
—
”De siger jo, at man skal høre sandheden fra fulde mennesker og børn. Førstnævnte har Studenterkredsen hermed modbevist.”
—
”Der skal ske noget alvorligt i Danmark. Noget meget alvorligt.”
—
”Sætningen er redundant på den anmassende måde.”
—
”Du repræsenterer dem, der har ødelagt Danmark.”
—
”Jeg har det, som om man hældte mad ned i svælget på mig, og jeg kunne ikke smage en skid.”
[Ældre deltager fra Kredsens sommermøde, der kiggede ind til Filosofisk Forums arrangement med Ursula Andkjær Olsen]
—
”Det ligner et billede af Mads Holger og hans bøssede lillebror.”
—
”Der er forskel på naturalisme og humanisme. Naturalisme er, at jeg voldtager, fordi jeg er liderlig. Humanisme, derimod, er ren ideologi.”
—
”I Tidehverv skal der ikke stå akademiske titler ved bidragsyderne. Det er jo en folkelig sammenhæng.”
—
”Det er ikke rigtigt. Men det er bare heller ikke forkert.” [Om at hævde, at SF-afhopperne er varulve og forrædere.]
—
”Vi skal jo huske, at det eneste, vi kan, er at famle med vores fornuft. Vi lever i en slagtehal med nådens kødkrog i nakken.”
—
”Altså. Når jeg drikker, er jeg tidehvervsk.”
—
”De har ødelagt Kredsen.”
—
”Stolen har krav på ikke at blive smadret.”
—
’Det her er jo ikke hørt på Kredsens sommermøde, men der er jo faktisk dygtige RUC’ere’
’Sagde du, at der er fornuftige RUC’ere?’
’Nej, er du syg i bolden?’
—
”Hvis bare Nabokov havde været tidehvervsk, ville han have fattet, at hans libertinere med perlende glas i hånden skulle have været akkompagneret af en lige så perlende protestantisk latter.”
—
”En guitar… Det kan kun ende vulgært. Gider manden i øvrigt synge på dansk?”
—
 Alle citaters ophavsmænd er formentlig redaktionen bekendt. Indsigelser vil efter alt at dømme blive ignoreret.
Flere bidrag modtages i kommentarfeltet herunder.

Øl som bekendelseshandling eller: hvorfor en frokost hedder en frokost

~ RV ~ En kommentar

Alle Kreds-husarer ved, hvad en frokost er, men det er i den sidste tid blevet mig klart, at ingen ved, hvorfor en frokost hedder en frokost.  Jeg forhørte mig hos flere af de gamle koryfæer, men de havde kun skammeligt saglige grunde at byde på, såsom at det skam er en kendt drik, der hedder sådan i hele landet, eller at det stammede fra Andys bar, hvor man i gamle dage tilsyneladende kunne spise frokost, og at de gamle fyldebøtter blev ved at kalde en frokost for en frokost, selvom der ikke var andet end bajere tilbage.
En anden forklaring kunne være, at Thomas Michael på Her er ro-bar har et enormt lager af for gamle elefantbajere, som han skal af med, inden de for alvor bliver sundhedsskadelige, og derfor har prakket Kredsen denne drik på.
Historiske årsager som disse kan være meget gode, men ved et tilfælde er jeg stødt ind i en mere mytologisk forklaring, der af netop den årsag i Kreds-sammenhæng naturligvis må holdes for sandere.
De fleste vil vide, at et af det tidlige Tidehvervs store kæpheste var den missionske skelnen mellem Guds børn og verdens børn. Skellet slog – så vidt jeg ved – for alvor igennem på dansk grund i første generation af den indremissionske vækkelse i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, hvor de stærke folkelige vækkelser i visse kredse skabte et behov for, at man kunne skilte med sin frelsthed. Der skulle være tydelig, udvortes forskel mellem dem, der havde valgt Jesus (netop Jæææsus og ikke Kristus) og således var en del af de helliges samfund, og så dem, der levede i mørket.
De første Tidehvervsfolks kritik af det skel måtte naturligvis også pege mod dem selv, og derfor fik de selv brug for en ny markør af, at de altså var Guds børn. Måske var det derfor, at de blev kendt på særligt én ting: At man altid vidste, når der var en Tidehvervsmand i stuen. De bandede højere, var mere stridslystne og drak som regel tungere end resten af selskabet.
Denne tradition gjorde ifølge Torben Bramming i bogen Livsmod på Guds ord om Kristoffer Olesen Larsen, at øl nærmest blev en bekendelseshandling. Herligt ord! Her bedes man naturligvis også se en parallel til, hvordan man for tiden oftest kommer med i Kredsen. For hvis det ikke er i tågerne på Her er ro-bar – hvor så?  For Kredsen fik denne bekendelseshandling den særdeles interessante konsekvens, at man ifølge Torben Brammings arkivarbejde et år brugte overskuddet fra bladet Tidehverv til at ”drikke frokoster”.
Dermed turde to ting være slået fast: (1) Frokostens genealogi og (2) det faktum at Kredsen i sandhed er bærer af en grundtvigsk-tidehvervsk tradition.

Også holdt som skåltale til Kredsens julefrokost 21. dec.


—
Appendix I
I Brammings bog fortælles det for øvrigt også, at der var grænser for det tidehvervske frisind. Da den senere så kendte fortæller og oversætter Anne Sofie Seidelin som 18-årig tog med på Tidehvervs sommermøde i Hinsgavl og tillod sig at tage på kro med den ældre forfatter Marcus Lausen, skal N.I. Heje personligt være kørt af sted for at hente hende tilbage. Ifølge Bramming følte Heje sig simpelthen ”ansvarlig for hendes ærbarhed”.
Appendix II
I forbindelse med Olesen Larsens forhold til henholdsvis grundtvigianismen og Indre Mission kommer Bramming igen ind i nærheden af skellet mellem Guds børn og verdens, da han beskriver Olesen Larsens forhold til omvendelsens mulighed. Her havde Olesen Larsen det særdeles svært med begge kirkelige retninger. Problemet for Olesen Larsen er ifølge Bramming, at begge retninger tror, at det er mennesket, der sidder inde med en mulighed over for Gud. At det er mennesket, der egenhændigt vælger mellem frelse og fortabelse.
Hos Indre Mission gør man det revolutionært i form af en radikalt forskellig oplevelse før og efter den hændelse, at man har valgt Gud, mens man hos grundtvigianismen gør det evolutionært i form af en guddommelig spire, der kan bringes i langsom vækst i menigheden. Bramming:
”Derved står Indre Missions forkyndelse af omvendelsen hele tiden i fare for at psykologiseres, så det hele tenderer imod baptisme, dvs. voksendåbsteologi, der lægger stor vægt på den psykologiske tilegnelse af det, der tilsiges én i dåben. I grundtvigianismen har man svært ved at ’værge sig mod idyllen,’ som Olesen Larsen siger det, og sørge for, at der virkelig sker noget. Det er svært at vise forskellen mellem kristelig frimodighed og menneskelig livslyst. Grundtvigianismen tenderer hele tiden mod humanismen.”
Problemet for begge retninger er for Olesen Larsen, at det menneskelige jeg spaltes i to: En syndig og en hellig del og det, der frelses, er kun den hellige: ”sjælen eller den evige spire af guddommelighed” (s. 36). Guds Ord er tale til den hellige del, og når man ikke hører Guds ord, er det fordi det naturlige menneske har fået for meget magt. Men Olesen Larsen påpeger, at det er det hele menneske med dets laveste sanser, værste tilbøjeligheder og mørkeste tanker, der frelses. At hævde andet er ifølge Bramming det, Olesen Larsen kalder flugten fra livet.

Naturalister af ånd

~ KG ~ Skriv en kommentar

Et par bemærkninger til Tidehvervs afgående redaktør og hersker samt andre ligesindede

Efter næsten 50 års tro tjeneste kan Søren Krarup i seneste nummer af Tidehverv takke af med følgende gestus:

”Der er et ganske bestemt sted, hvorfra der kan skrives, så at det egentlige og afgørende i dette folks liv og virkelighed bliver fortalt.”

Med dette ganske bestemte sted mener Søren Krarup naturligvis Tidehverv, der siden 1974, hvor Vilhelm Krarup blev redaktør, har været drevet af Krarupfamilien. Et hverv de ikke sådan har tænkt sig at slippe lige foreløbigt, idet Søren Krarups datter, Agnete Raahauge, nu overtager tjansen efter farmand. Måske varsler det nye tider, men hvis tonen og selvgodheden i Søren Krarups afskedssalut skal være kendetegnende for bladets selvforståelse og drift fremover, er der herfra set i al fald grund til en vis skeptisk stillen sig an. Helt galt går det nemlig, når S. Krarup uden den mindste tøven kan erklære, at

”det er Tidehverv, der i snart hundrede år har været sandhedens røst i dette land.”

Det er jo store ord at tage i sin mund, men Søren Krarup tilskriver naturligvis ikke sig selv og sin egen indsats som redaktør hele æren. Udover den sædvanlige ekspliciterede foragt overfor kulturradikalismens ”evangelium” og den efterhånden selvkørende kritik af Bo Lidegaards ”Danmark i det 20. Århundrede” indeholder artiklen nemlig også – hvad der ikke altid er tilfældet i dagens Tidehverv – en tilslutning til og lovprisning af Tidehvervs åndelige fædre, in casu Heje, V. Krarup, Brøndsted og Olesen Larsen. Lad os derfor høre, hvad sidstnævnte kunne have at sige i denne sammenhæng; her fra et foredrag trykt i et af bladets første årgange:

”Kristelig set taler Gud ikke i vort eget hjerte, dér taler vi selv, men i sit ord, det ord, der kommer udefra og tager mig til fange til troens lydighed. Anden bro end Guds ord er der ikke mellem himmel og jord, og den sørger Gud for, at vi ikke skal tilrive os. Og det er ikke os, der har tilegnelsesmulighederne for at forstå Guds ord. Dem skaber Gud ved ånden gennem ordet: ikke at jeg af egen fornuft eller kraft kan komme til ham … ”
(Her citeret efter ”I Ansvar og i Tro”, bind. 1, s. 86)

Som præst i den evangelisk-lutherske kirke ved Krarup selvfølgelig godt, at det er Jesus Kristus, der er vejen, sandheden og livet, men med ovenstående erklæring kan det alligevel synes som om, at han mener, at Tidehverv i det 20. århundredes Danmark har været denne bro mellem himmel og jord, som vi ellers lærer af Olesen Larsen, ikke findes andre steder, end der hvor Gud gennem ånden ved ordet selv taler til os. Nu kan Guds ord jo lyde og ånden meget vel virke andre steder end udenfor søndagens højmesse, ja sågar vel i Tidehvervs spalter, men når Krarup så skal pege på Tidehvervs indsats, er det ikke ordets forkyndelse, men opgøret med skiftende tiders dårligdom, han vælger at pege på.

Nuvel: Undertegnede ville nødigt leve i et Danmark, der ikke havde lært af de tidlige tidehvervsteologers opgør med Indre Mission og anden from oplevelseskristendom, hvor samarbejdspolitikken ikke var blevet modsagt, og hvor der ikke havde været ørenlyd for Krarup og andres kritik af kulturradikalismens foragt for den nationale og kristelige virkelighed. Det er da også med stolthed i stemmen, at vi stadig er nogle, der kan erklære os for at være grundtvigsk-tidehvervske; netop i erkendelse af det opgørets nødvendighed, som Tidehverv sandt nok om nogen har været garant for. Men kristen forkyndelse og folkelig opbyggelse sker ikke ved selvfejrende at pege på egen indsats i modsætning til de andre. Det kommer der sjældent noget godt ud af, nej, det er vist snarere det man kunne kalde synd; eller med ord fra Luther og Augustin: At være incurvatus in se ipse, indkroget i sig selv.

Trods det nye Tidehvervs besindelse på opbyggelse – det være sig i form af Lewisk remytologisering eller ordningsteologisk vækkelse – har Tidehverv til alle tider manglet blik for det, vi med Jørgen I. Jensen kunne kalde for den tredje historie, nemlig den historie som

”et menneske aldrig kan fortælle om sig selv og knap nok om en anden. Den forudsætter flere forskellige bevidstheder i bevægelse på samme tid – så den ikke kan overskues og dens virkning på den enkelte kan ofte erfares som store skift i perspektiv eller omvending af synsvinkler”
(Jeg –automaten, s. 44)

Det har altså noget med historisk-poetisk livsforståelse at gøre. At fortiden kan lyse vort liv op og rette vores blik mod fremtiden, der igen opfyldes af fortiden. I tro, håb og kærlighed at erkende vores samhørighed med og gensidige afhængighed af vore medmennesker og fædrelandsfrænder. At se os selv som næsten, der har brug for hjælp, snarere end omvendt. Her ved juletid at erindre, at inkarnationen netop betyder, at kristendommen er en historisk religion, der fylder dette dennesidige liv op fra fortiden såvel som fra fremtiden.

Skulle man i frihedens navn foretrække en anden forkyndelse end den her plæderede grundtvigske, er det naturligvis ikke hensigten med disse ord at stille sig i vejen herfor. Her skal blot påpeges, at man ikke bedriver sand forkyndelse ved udelukkende at nedstyrte de stærke ånders trop. Jf. mit sidste indlæg på på dette sted, går kritikken altid hånd i hånd med forkyndelsen, og naturligvis også omvendt. Det ved Søren Krarup formentligt godt, men når man læser den snart forhåndværende redaktørs sidste ord, er der ikke meget andet end selvgodhed og selvophøjelse at spore. Hvad jeg vil, er altså at Krarup og andre lige tager et bræk-middel og holder lidt igen med den kvalmende stillen sandheden på deres side. Vi kan jo her op til Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag passende erindre os om, hvad der skete, da nogen på hans tid ville erklære ligesindede for sandhedsvidner.

Jf. det foregående indlæg vil jeg altså mene, at hvis det at bedrive teologi – det være sig i Tidehvervs eller de herrer oprøreres skikkelse – i dette land er synonymt med at kritisere andres dårligdomme og ellers med selvgod samvittighed mene at have gjort sit for sandheden, så kalder tiden vist ikke længere på luthersk- eller grundtvigsk-evangelisk selvbesindelse, men snarere på naturalister af ånd.

Med håb om, at dette blot må være et enkelt bidrag til den fortløbende religonskrig