studenterkredsen

Øl som bekendelseshandling eller: hvorfor en frokost hedder en frokost

~ RV ~ En kommentar

Alle Kreds-husarer ved, hvad en frokost er, men det er i den sidste tid blevet mig klart, at ingen ved, hvorfor en frokost hedder en frokost.  Jeg forhørte mig hos flere af de gamle koryfæer, men de havde kun skammeligt saglige grunde at byde på, såsom at det skam er en kendt drik, der hedder sådan i hele landet, eller at det stammede fra Andys bar, hvor man i gamle dage tilsyneladende kunne spise frokost, og at de gamle fyldebøtter blev ved at kalde en frokost for en frokost, selvom der ikke var andet end bajere tilbage.
En anden forklaring kunne være, at Thomas Michael på Her er ro-bar har et enormt lager af for gamle elefantbajere, som han skal af med, inden de for alvor bliver sundhedsskadelige, og derfor har prakket Kredsen denne drik på.
Historiske årsager som disse kan være meget gode, men ved et tilfælde er jeg stødt ind i en mere mytologisk forklaring, der af netop den årsag i Kreds-sammenhæng naturligvis må holdes for sandere.
De fleste vil vide, at et af det tidlige Tidehvervs store kæpheste var den missionske skelnen mellem Guds børn og verdens børn. Skellet slog – så vidt jeg ved – for alvor igennem på dansk grund i første generation af den indremissionske vækkelse i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, hvor de stærke folkelige vækkelser i visse kredse skabte et behov for, at man kunne skilte med sin frelsthed. Der skulle være tydelig, udvortes forskel mellem dem, der havde valgt Jesus (netop Jæææsus og ikke Kristus) og således var en del af de helliges samfund, og så dem, der levede i mørket.
De første Tidehvervsfolks kritik af det skel måtte naturligvis også pege mod dem selv, og derfor fik de selv brug for en ny markør af, at de altså var Guds børn. Måske var det derfor, at de blev kendt på særligt én ting: At man altid vidste, når der var en Tidehvervsmand i stuen. De bandede højere, var mere stridslystne og drak som regel tungere end resten af selskabet.
Denne tradition gjorde ifølge Torben Bramming i bogen Livsmod på Guds ord om Kristoffer Olesen Larsen, at øl nærmest blev en bekendelseshandling. Herligt ord! Her bedes man naturligvis også se en parallel til, hvordan man for tiden oftest kommer med i Kredsen. For hvis det ikke er i tågerne på Her er ro-bar – hvor så?  For Kredsen fik denne bekendelseshandling den særdeles interessante konsekvens, at man ifølge Torben Brammings arkivarbejde et år brugte overskuddet fra bladet Tidehverv til at ”drikke frokoster”.
Dermed turde to ting være slået fast: (1) Frokostens genealogi og (2) det faktum at Kredsen i sandhed er bærer af en grundtvigsk-tidehvervsk tradition.

Også holdt som skåltale til Kredsens julefrokost 21. dec.


—
Appendix I
I Brammings bog fortælles det for øvrigt også, at der var grænser for det tidehvervske frisind. Da den senere så kendte fortæller og oversætter Anne Sofie Seidelin som 18-årig tog med på Tidehvervs sommermøde i Hinsgavl og tillod sig at tage på kro med den ældre forfatter Marcus Lausen, skal N.I. Heje personligt være kørt af sted for at hente hende tilbage. Ifølge Bramming følte Heje sig simpelthen ”ansvarlig for hendes ærbarhed”.
Appendix II
I forbindelse med Olesen Larsens forhold til henholdsvis grundtvigianismen og Indre Mission kommer Bramming igen ind i nærheden af skellet mellem Guds børn og verdens, da han beskriver Olesen Larsens forhold til omvendelsens mulighed. Her havde Olesen Larsen det særdeles svært med begge kirkelige retninger. Problemet for Olesen Larsen er ifølge Bramming, at begge retninger tror, at det er mennesket, der sidder inde med en mulighed over for Gud. At det er mennesket, der egenhændigt vælger mellem frelse og fortabelse.
Hos Indre Mission gør man det revolutionært i form af en radikalt forskellig oplevelse før og efter den hændelse, at man har valgt Gud, mens man hos grundtvigianismen gør det evolutionært i form af en guddommelig spire, der kan bringes i langsom vækst i menigheden. Bramming:
”Derved står Indre Missions forkyndelse af omvendelsen hele tiden i fare for at psykologiseres, så det hele tenderer imod baptisme, dvs. voksendåbsteologi, der lægger stor vægt på den psykologiske tilegnelse af det, der tilsiges én i dåben. I grundtvigianismen har man svært ved at ’værge sig mod idyllen,’ som Olesen Larsen siger det, og sørge for, at der virkelig sker noget. Det er svært at vise forskellen mellem kristelig frimodighed og menneskelig livslyst. Grundtvigianismen tenderer hele tiden mod humanismen.”
Problemet for begge retninger er for Olesen Larsen, at det menneskelige jeg spaltes i to: En syndig og en hellig del og det, der frelses, er kun den hellige: ”sjælen eller den evige spire af guddommelighed” (s. 36). Guds Ord er tale til den hellige del, og når man ikke hører Guds ord, er det fordi det naturlige menneske har fået for meget magt. Men Olesen Larsen påpeger, at det er det hele menneske med dets laveste sanser, værste tilbøjeligheder og mørkeste tanker, der frelses. At hævde andet er ifølge Bramming det, Olesen Larsen kalder flugten fra livet.

De herrer oprørere

~ RV ~ Skriv en kommentar


Til jubilæet for Studenterkredsen Aarhus’ 70-års-dag antydede flere repræsentanter for de ældre generationer af Kreds-folk, at man med rette kunne forvente, at Studenterkredsen af i dag deltog aktivt i tidens ”oprør”.

Disse holdninger kom til udtryk efter en længere diskussion om forskellen mellem det faktiske og det sande universitet (Læs: henholdsvis den institution, vi har valgt at kalde ”universitetet”, og så Kredsen), der førte over i en diskussion om nutidens, faktiske universitet, hvor spytslikkerkulturen ifølge Viggo Mortensen hersker, og hvor new public management-ledelse har udryddet enhver form for dannelseskultur.
En ældre herre blandt publikum – jeg ved ikke, hvem han var – mente eksempelvis, at hans generation af Studenterkredsen dog ”havde gjort sit” under ungdomsoprøret, og nu måtte den nye Kreds-generation træde til i oprøret mod det moderne (faktiske) universitets udvikling. Læg mærke til selvgodheden.
En anden herre mente, at Studenterkredsen havde været skammeligt fraværende i 00’ernes kulturkamp, som Søren Krarup og Jesper Langballe så dygtigt indledte med det, de kaldte Systemskiftet anno 2001. Om han mente, at Kredsen skulle have været for eller imod denne kulturkamp forblev uklart – den ros skal han dog have.
Flere ting er åbenlyst galt ved disse efterlysninger af Studenterkredsen i den offentlige debat.
For det første beror kritikken fra den ældre Omkreds på en positivisme, som man ellers – naturligvis – havde travlt med rituelt at skyde på som en del af udfaldet mod det moderne universitet. Man ræsonnerer således: Studenterkredsens påvirkning er hverken til at se i den offentlige debat om 00’ernes kulturkamp eller i kritikken af det faktiske universitets udvikling. Ergo er denne påvirkning der ikke.
Men hvad havde disse herrer regnet med? At det enkelte bestyrelsesmedlem i Studenterkredsen eller en ven af huset skulle undertegne sine læserbreve med stillingsbetegnelsen ”Kreds-mand”? At bøger, skrevet af folk, der har (haft) deres gang i Kredsen, på smudsbladet først og fremmest skulle have nævnt, at vedkommende var Kreds-mand – og dermed en af de gode?
Argumentet kan kun hvile på en antagelse om, at hvis påvirkningen ikke kan måles og udskilles fra andre faktorer, så er den der ikke. Alligevel skulle man altså fra samme herrer høre kritik af det nuværende, faktiske universitet som positivistisk i værst tænkelige forstand.
Heldigvis svarede et nuværende bestyrelsesmedlem da også ret hurtigt: Selvfølgelig kan Studenterkredsens ”påvirkning” af debatten ikke ses. Men den er der. De bøger, vi skriver, når vi er blevet tørre bag ørerne og har fået drukket de værste studentikose tilbøjeligheder af os, kan ikke undgå at blive dybt påvirket af det faktum, at deres forfattere har fyret deres bedste år af i Kreds-sammenhæng. Og de skænderier, vi roder os ud i, i fredagsbaren på universitetet og til foredrag og debatter i det ganske land, om det så er i Politikens Hus eller til Tidehvervs sommermøde, vil i sagens natur være dybt inficerede af, at vi har vores gang i Kredsen.  Og det vil jeg hævde, selvom de herrer oprørere ikke kan finde det ekspliciteret nogetsteds.
Derudover finder jeg det frastødende, at man med ovenstående efterspørgsel efter Kredsen i dag i den offentlige debat tilsyneladende betragter Studenterkredsen som en art lejesoldater, man kan sende ud i Det Godes navn. Kunne man måske ikke forestille sig et bestyrelsesmedlem i dag, der mente, at ’68-oprøret førte noget godt med sig? Eller at tidens new public management-snak har været sundt for en universitet, der har været alt for vant til at få smækket en bunke milliarder i synet uden at anerkende, at det offentlige nu i en stigende grad operer på markedsvilkår?
Skulle det ske, at man i min tid smed et bestyrelsesmedlem ud for disse holdninger, ville jeg heller ikke længere være at finde i Kredsen. Grundtvigianere har ment langt værre ting. For øvrigt er det et historisk faktum, at man ikke behøver at være grundtvigsk sindet for at være Kreds-mand.
Naturligvis skal Studenterkredsens nuværende stud.’er ikke være en hær af små lejesoldater til rådighed for ældre koryfæer. Og det er ikke en nødvendig betingelse for Kredsens status af ”sandt” universitet, at dens indflydelse kan påvises. I nøjagtigt det øjeblik, hvor den frisindede diskussion bidrager til dannelsen af dens involverede parter, kan muligheden for dens påvirkning af den offentlige debat være mig inderligt ligegyldig. Selvom den formentlig er der.
Tillad mig at gentage mig selv fra en debat om Kredsens status af menighed – det var for øvrigt et spørgsmål, der også var oppe at vende i debatten ved jubilæet:
Folk kan for min skyld mene, at de henter den særligt frisindede ånd, der er Kredsen, på bunden af en flaske, i Johannes 1,14 eller i Tue West-sange.
Og så tilføje, at hvad den ånd fører til af ”holdninger” i den offentlige debat, det kan rende mig. 
Især hvis det kan måles.

Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år

~ RV ~ Skriv en kommentar

Den 9. november 2012 fejrede Studenterkredsen Aarhus 70-års-jubilæum. Kredsen har fået lov til at trykke dr.theol. Viggo Mortensens tale til samme lejlighed. Den følger her i sin fulde længde. Næste år er 125-års-jubilæet for hele Studenterkredsens begyndelse. Fejringen finder sted fredag den 6. september i Vartov.
Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år
Af Viggo Mortensen 
I Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1967 er Jørgen Bukdahls artikel fra jubilæet i 1948 optrykt, hvori han advarer imod jubilæer:
”Nu jubilerer vi. Ikke stort denne gang. Ikke alt for rundt. Men dog. Vi mindes en udvikling. Vi ser tilbage. Måske kommer nogen med sølvtøjet, – og så er der bare begravelsen, museet og fodnoten i verdenshistorien tilbage. En ny ungdom rykker frem, skaber nye traditioner, fejrer dem ved nye jubilæer.
Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve. Vi har haft en del i det folkelige Danmark: Højskolens, andelssagens, Skamlingsbankemødernes, og Grundtvig har jubileret atter og atter, ja han er lige ved at blive anerkendt nu. Bøger om ham udkommer, bibliografier. Selskaber dannes, hvori der næsten ingen grundtvigianere er, Vartov købes; det er lang, lang tid siden Grundtvig blev installeret der hos de gamle koner og var til grin for det ganske København og ofte til forargelse for sine egne. Han sank i muld med sit århundrede og under en aftenrøde, der stod længe,-  en mindernes magiske efterglans. Så blegnede også den og de sidste, der havde kendt ham, døde. Tilbage var traditionen og jubilæerne. Er der kraft i hin kilde endnu? Er der glød i hin gnist? Kan hans skæbne bevæge endnu, ryste traditionen, sønderbryde afledningerne?”

Læs resten →

Åndelig føde til den sjette menighed – indtryk fra Sommermødet

~ KG ~ 2 kommentarer

Netop hjemvendt fra Studenterkredsens traditionsrige sommermøde vander jeg nu de grundtvigske høns og bliver af ren og skær tilbagelængsel nødt til at knytte et par afsluttende ord til den nu henfarne uge, mens resterne af rhonêrusen endnu løber i årerne.

Sommermødet foregik i år på den just genåbnede Mellerup Højskole, der har til huse på Mellerup Efterskole lige ved siden af den valgmenighedskirke, hvor Jakob Knudsen var præst i sin tid. Da der endnu ikke eksisterer en konkret manifesteret højskole, bestod køkkenpersonalet i år af driftige drenge og piger fra de to bestyrelser, inklusiv undertegnede, der havde fået den idé at tilrettelægge ugens menu med udgangspunkt i den gamle Grundtvigs forestilling om verdenshistoriens syv menigheder, således at vi spiste os tilbage gennem tiderne med mad fra Indien, Danmark, Tyskland, England, Rom, Grækenland og Israel. I efterrationaliserings lys en idé der først og fremmest gennemførtes for at sikre den vanlige grundtvigsk selvironi og en på ordspil rig køkkenhumor. Stikker man imidlertid eftertænksomhedens spade en kende dybere i mulden, viser der sig dog at være en dybere mening med denne lidt studentikose anretning.

Efter torsdagens gudstjeneste kom jeg for skade at omtale Studenterkredsen som en menighed, hvilket medførte en let fnysen og replicering fra henholdsvis den afgående og den tilkommende københavnerformand. Her vælger jeg dog at fastholde min opfattelse, idet der nu forekommer mig at være tale om et kort øjebliks klarhed.

Trods at årets møde havde fået overskriften “livet selv – en dansk dannelsesrejse”, der sammen med de mange litterære og historiske foredrag ledte tankerne i retning af lebensfilosofi og en mere sekulær tone, blev der i samtlige foredrags kølvand bragt spørgsmål angående Kristus på banen. Vælger man dog en sådan teologisk tale, der henfører alt på Kristus, tvinges man hurtigt, hvis man da vil tale om teologi(og det gør man jo på Kredsens Sommermøde), til at skulle sige mere end hvad godt er om denne vor korsfæstede og opstandne Herre. Og se! Da melder sig straks på banen den evigt kampdygtige teologiske linjevogter, der altid har haft, og skal have, plads i kredsens rækker. Disputshelvede er brudt løs og talen strander på dogmatikken, hvad end dagens emne nu er Løgstrup, globalisme eller H. C. Andersens “klokken”. Det bør og behøver man som Grundtvigianer og sommermødedeltager ikke nøjes med.

“Men hvad vil det egentlig sige at være grundtvigianer? Er det ikke bare noget med frihed for Loke såvel som for Thor og en noget udvandet betegnelse?” hører man forståeligt nok de spørgende røster klage. En sådan indvending bør man nok desværre svare bekræftende på, men ikke stille sig tilfreds med. At være grundtvigsk vil nemlig, for mig at se, sige at man tager Johannesevangeliets ord om det levende ord, der bliver kød og tager bolig iblandt ganske alvorligt(1.14 – “Kend din bibel”, blev der flere gange formanet i løbet af den forgange uge). Guddomsordet, der i tidens fylde spredte sig og nu lever videre i blandt os, i kulturen, i sangene, i fælleskabet, i livet, legen og musikken. Derfor står de vitaliske naturdigte og pietistiske salmer side om side i højskolesangbogen og på denne måde kan Kredsen altså siges at danne menighed, også udenfor gudstjenesten, når vi samles om sang, lystige nætter, bragesnak og fælleskabet omkring måltiderne.

At Studenterkredsen ofte bliver omtalt som en grundtvigsk-tidehvervsk forening, betyder således ikke at vi er enige om dogmatikken og teologien, men at vi i betoningen af evangeliets frisættende kraft altid kæmper mod tidens åndløse vrangforestilinger og dårligdomme for at værne on dét næstekærlighedens og åndens fællesskab, der er os givet i og med Jesu Kristi prædiken. Det betyder dog på den anden side heller ikke at kristologi og andre teologiske distinktioner skal være os ligegyldige; nej tværtimod vedrører de vort hele liv og gerning og skal til, for fortsat at minde os om at vejen ikke går fra livet til Gud, men at det hele liv driver på det ord, som er Kristus. Således er det altså ikke helt tilfældigt at vi i ugens løb har spist os vej fra vor tid tilbage til Jesu egen tid og undertegnede vil fremover anbefale alle, som en bestandig teologisk øvelse, en diæt der lader ugens madplan starte i det fjernøstlige køkken og slutter med nadvermåltidet til søndagens gudstjeneste.

Jeg vil lade de afsluttende ord være fra Grundtvigs store menighedssalme “De levendes land”, der også meget passende havde været ugens sidst afsungne, om ikke det tohornede uhyre fra køkkenet havde stukket sit minimalteologiske kontrafej frem og repliceret under afslutningsmiddagens causeri.

“O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuldkommenheds bånd!
O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levedens lyst!”

Replikant til KrG’s indlæg her.