studenterkredsen

Kontinuitet og radikalisme. Studenterkredsen og teologien i det 20. århundrede.

~ RV ~ Skriv en kommentar

Kontinuitet og radikalisme. Studenterkredsen og teologien i det 20. århundrede (red. Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt) udgives i anledning af Studenterkredsens 125-års-jubilæum.

Studenterkredsen udgav fra 1933 til 1997 et tidsskrift. Her stod mange af tidens intellektuelle kampe inden for særligt teologi, filosofi og litteraturvidenskab – også før de blev taget i bredere offentlighed. I Kontinuitet og radikalisme finder man 33 af de bedste artikler fra tidsskriftet, hvor alle de vigtigste teologer fra det 20. århundrede – fra Regin Prenter til Peter Kemp – har taget deres tids diskussioner.

Bogen rummer nye bidrag af blandt andre Jes Fabricius Møller, Anders Thyrring Andersen, Hans Hauge og Dorthe Jørgensen.

Køb bogen her og se udklip af forside og indholdsfortegnelse her.

Anmeldelser:

Dansk Kirketidende, september 2013.

Kristeligt Dagblad, 10. sept. 2013.

Kirken i Østjylland, 8. oktober 2013

Årsskriftet Critique, 16. jan. 2014

Ole Jensen: Fejring af Kredsens 125-års-jubilæum

~ AD ~ Skriv en kommentar
Skåltale til Kredsens 125-års-jubilæum, holdt af dr.theol. Ole Jensen på Regensen, 6. september 2013.
Det er 57 år siden, at jeg vovede mig op ad trapperne i Vartov til mit første møde i Kredsen. Det var i mit russemester i efteråret 1956, i Ole Wivels formandstid, og aftenens gæst var hans Heretica-ven Tony Vejslev, der sang sine nykomponerede Frank Jæger-viser til eget guitar-akkompagnement. Jeg var bidt af Frank Jæger og nød det i fulde drag. Efter mødet inviterede Wivel hele forsamlingen ned på Café Kronborg, der dengang lå på hjørnet af Farvergade og Gåsegade, hvor nu Lærerforeningens restaurant har til huse. Wivel lyste af gammelkøbenhavnsk dannelse og spenderede generøst øl til alle, mens Vejslev diverterede med flere numre.
Bag bardisken stod en lidt mystisk, diskret lyttende skikkelse, husets vært. Han navn var Erik Johansen, også han en Wivel-bekendt, og, som vi senere skulle erfare, nazisympatisør i de tidlige besættelsesår. Det var fra hans efterladte kuffert, Odense-litteraterne for 10 år siden med udsøgt sadisme spiddede den 80-årige Wivel i små omgange med en ny afsløring, hver gang han benægtede sin egen ungdomsflirt med Storgermanien.
Jeg fortsatte med at komme til møderne. Midt i lokalet sad allerede da Laurids bred og mægtig i den bedste lænestol, hvorfra han fældede sine inappellable domme over foredragene og docerede sin Laurids-dogmatik. Én ting stod mig klart på stedet – her skulle man vare sin mund. Laurids var skræmmende indtil det intimiderende. – Men tyve år senere kunne jeg kalde ham min ven, og nu har jeg med dagens udgivelse skrevet om ham for tredje gang. Første gang var i festskriftnummeret i 1970, da han blev 50, anden gang i minde-nummeret efter hans død i 1985, og så altså i udgivelsen nu.
Og ja, bladet Studenterkredsen, henholdsvis Kredsen, har i tidens løb skiftet udseende adskillige gange. Men konstansen har været, at her kunne man med kort varsel få optaget sine overvejelser uden så mange redaktionsdikkedarer. Det betød rigtig meget, i hvert fald for os i Aarhus i 60´erne i det intense debatmiljø omkring Løgstrup, som er den tid, jeg bedst kan udtale mig om. Og det savnes i dag. Selv har jeg så tilmed dét særlige forhold til bladet, det er gået op for mig her på det seneste, at bortset fra 100-års-markeringen, som var forbeholdt kvinder, så har jeg da vist og som den eneste bidraget til alle jubilæums- og lignende markeringsudgivelser i min tid. Den allerførste artikel, jeg overhovedet har fået trykt, står nemlig i 75-års-jubilæums-nummeret fra 1967, altså for 46 år siden (man gik ud fra 1892 som foreningens stiftelsesår, hvor arrangørerne i dag sætter det til 1888).
Og om den artikel gælder tilmed det ejendommelige, at den af alt, hvad jeg senerehen har skrevet gennem et langt liv, så uden sammenligning er den, der har haft størst betydning! Det var i den artikel, jeg påviste en modsigelse hos Løgstrup omkring det, der senere kom til at hedde de suveræne livsytringer. Jeg hjalp ham så at sige på rette løgstrupske spor – Hauge siger ganske vist: bragte ham på afveje, nemlig bort fra Tidehverv. Men Hauge siger jo så meget, og lige for øjeblikket ser det ud til, at han regredierer til sin ungdoms Tidehvervs-fase. Min artikel nævnes hver eneste gang, en bog eller artikel kommer ind på de suveræne livsytringer, og det er ikke sjældent, skal jeg hilse og sige. Så jeg tænker somme tider, at jeg kunne have sparet mig et helt livs skriverier, som fulgte efter. Det eneste, der ikke ser ud til at være glemt, er denne min første penneprøve i Studenterkredsnummeret.
Jeg er imponeret over den indsats, der ligger bag arrangementet i dag og ikke mindst udgivelsen af bogen. Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne har givet sagen 1½ år af deres studietid (og deres SU, må man tro). De har frejdigt trodset den liberalistiske sovjettisering af universitet og studier, hvor alt andet end natur- og ingeniørvidenskab og økonomi og lynhurtigt gennemførte studier nedgraderes i den hellige, klodenedbrydende vækstøkonomis navn. Vore to udgivere har uden at skele til den umiddelbart kvantificerbare nytteværdi givet sig hen til stoffet rent con amore og akkurat derved inkarneret klassisk Kreds-ånd – radikalitet og kontinuitet.
Det er fornemt! Tak for ordet.

– Ole Jensen

Tidehversk først, grundvigsk så – nogle personlige bemærkninger

~ KG ~ Skriv en kommentar

Johan Christian Nord, ph.d.-stipendiat og tidigere bestyrelsesmedlem i Aarhus med en række bemærkninger i kølvandet på den debat, der efterfulgte årets sommermøde her på bloggen.

»Drue jeg var, og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider«
– Jørgen Bukdahl, Solen står stille i Gibeons dal, Højskolesangbogen nr. 112

I forlængelse af Laura Cæcilies indlæg om Den kantede, koleriske ægtemand har jeg fået lyst til at give skriftligt afløb for nogle overvejelser over det – såkaldte – tidehvervske og det – lige så såkaldte – grundtvigske, der dels har gæret i mig over længere tid, dels er blevet skærpede ved læsningen af bemeldte humanistiske klagesang.

Jeg vil her prøve at gå til spørgsmålet om det grundtvigsk-tidehvervske, for mit vedkommende det tidehvervsk-grundtvigske, på en måde, hvor det ikke drejer sig om et forsøg på almene domfældelser og putte-i-hul-kasse-øvelser angående mængde og blandingsforhold af grundtvigsk og tidehvervsk i den jubilerende studenter-suppe, men hvor jeg i stedet tager afsæt i noget, jeg rent faktisk mener at vide en del om; nemlig mit eget forhold til disse to begreber eller karaktertræk. At jeg vil gøre dette, skyldes ikke kun, at jeg er umådeligt selvoptaget, men har også bund i den kendsgerning, at jeg rent faktisk både står i en virkelig og – ikke kun en paranoidt postuleret – forbindelse til det teologiske arbejdsfælleskab Tidehverv og samtidig har fået fidus for det grundtvigske og den folkelige virkelighed, dette åndspræg har sat. Jeg er – med det kække bindestregs-dansk –tidehvervsk-grundtvigsk.

Det følgende skulle derfor gerne forstås som en erfaringsbåren indkredsning af spændingsforholdet mellem de to åndspræg. Altså: en personlig betragtning, der står for egen regning.

Humanismens sump
Min egen baggrund kan nok beskrives som blød kulturradikal eller, hvis det skal gå højt, lalle-hummanistisk-grundtvigsk. Man indhyllede sig i humanismens overfladiske myteverden, troede på alle menneskets iboende godhed – med undtagelse af de højreorienterede egoister, forstås – og bekendte sig til en akademikervenlig socialisme og multikulturalisme. Man lærte sine børn, at højrefløjen, særligt Sorte Søren og hans døds-teologiske nationalistiske slæng, kropsliggjorde en menneskefjendskhed af nærmest satanisk omfang, som et ordentligt, et anstændigt, menneske intet kunne have at skaffe med.

Hvad angår kirken, så var den et hyggeligt sted, man gerne gæstede ved højtider; præsten forkyndte jo et verdenssyn, der ikke stred det mindste med SF’s principprogram, og det var så hyggeligt med de gode salmer, herunder og måske frem for alt Grundtvigs mesterværker, som man sang flittigt med på, men hvis skærende misforhold til det humanistiske mundsvejr, man dagligt gav til bedste, vist aldrig kom op til overfladen. Man befandt sig kort sagt i den selvgode humanismes sump, hvor mangfoldigheden hyldes, men den faktiske forkrænkelige virkelighed af synd, død, kamp og strid – altså tilværelsen i dens egentlige mangfoldighed – ikke havde videre interesse.

At det så sidenhen skulle vederfares mig både at læse og lære Søren Krarup og Tidehverv at kende er naturligvis en historie med så mange mellemregninger, at jeg ikke skal trætte læseren med dem her, men blot slå dette ene fast: Jeg endte med at gå sådanne veje – tugtes frem ad sådanne veje – hvor jeg måtte ende et væsentligt anderledes sted end dér, hvor jeg kom fra.

Du er en idiot!
I Tidehvervs spalter – både de nye og de gamle blade – fandt jeg efter først at være blevet forberedt gennem hvad, vi vel kunne kalde ’mildere eksistensteologiske overvejelser’, en ganske anden måde at tænke på. Eller, kunne man måske sige; jeg fik sat ord på en ganske anderledes alvorlig tilgang til dette at være menneske i en verden, hvor den eviggode menneskeheds taktfaste vandring frem mod et selvgjort paradis ikke er den erfaringsvirkelighed, vi dagligt støder på. I Tidehverv hørte jeg, at jeg ikke, som min psykolog-mor ellers havde påstået det, bare var en »sensitiv dreng«, men en, ja netop, selvoptaget idiot – en synder for Herren, der har tilgivelsen behov og er kaldet til en alt andet end rosenrød virkelighedsbesindelse.

Og hvad betyder så dette at besinde sig på virkeligheden? Er det ikke bare en tidehversk floskel – i øvrigt et ord, der ikke anvendes i regi af Tidehverv, hvilket jeg skal vende tilbage til – som anvendes i ideologisk øjemed til stempling af anderledestænkendes verdenssyn? Ja, sådan spørger i hvert fald den udenforstående, eller – ville jeg sige – den, der ikke selv har hørt tordenrøsten afsige forgængelighedsdommen over sig og hele den faldne verden, vi kalder vores hjem.

Det drejer sig med andre ord om en erfaring; en erfaring af at alle menneskelige almagtsindbildninger – både mine og dine – uvægerligt står for fald, og at oprejsning kun findes dér, hvor Ordet lyder, verdens visdom bløder og synd og tilgivelse åbenbares som menneskets virkelighed. En sådan erfaring, en sådan indsigt, drager visse følger med sig, der ikke lader sig inddæmme i kristelig inderlighed, men også udmønter sig i det udvortes, nemlig som en dyb mistillid over for dyrkelsen af menneskets ubundne mulighed – eksempelvis den politiske afgudsdyrkelse, der viser sig i ideologiske programmer til menneskets forbedring og letkøbte drømme om snarlig opnåelse af paradisisk samdrægtighed i verdens vrimmel.

Vi er mennesker, ikke guder – ikke en gang halvguder – og er derfor ikke sat i verden for at frelse denne ved alle vore påfund, men for sammen at leve vort liv på forkrænkelighedens vilkår og ikke indbilde os at kunne støde frem mod den lyseblå horisont ved egen magt. Og videre: Den, hvis ører er tilstoppede for dette tordenskraldets Ord, ender i al sin fromme foretagsomhed med selv at brolægge vejen til det helvede, som igennem den nederlagsopregning, vi kalder historien, altid har vist sig, dér hvor mennesket vil være sin egen afgud og følgelig ender med at bringe ulykke over det konkrete folkelige fællesskab – eksempelvis de følgevirkninger af den fordrømte multikulturalisme, vi allerede aner – eller simpelthen at nedslagte det medmenneske, der dømmes ude af eller blot ikke har begrebet storheden af det for tiden gældende ideologiske sandslot, sådan som det var tilfældet under guillotinens klinge og i 20. århundredes diktatoriske regimer – og som vi sikkert nok skal få at se igen i det efterkristne 21. århundrede.

Det tidehvervske, hvis vi overhovedet skal bruge dette positions-liderlige begreb, består i al korthed i denne vished om relativeringen af alt menneskeligt under Gudsordets tiltale. Men naturligvis – og det er derfor, det substantiverede adjektiv ikke er så sigende – kan der også sættes ord på og drages slutninger af en sådan erfaring uden for den særlige sammenhæng, der hedder Tidehverv. Andet ville jo være vanvittigt og selvmodsigende, al den stund virkelighedsbesindelse ikke kan være forbeholdt en lille kreds omkring et dansk tidsskrift – i så fald ville der jo netop ikke være tale om noget alment, men om en ideologisk position.

Tidehverv er ikke en mytologisk sammenslutning, men et konkret dansk tidsskrift og arbejdsfællesskab, der har været og endnu er båret af denne kristelige mistillid til humanismen. Hvad det derudover er, kan man læse hos de enkelte skribenter, der hver især sætter eget navn under egne synspunkter – og så vist ikke altid er enige.

Folkelig virkelighed
Men hvad så med det grundtvigske, der jo egentlig var dét, Laura Cæcilie havde så umanerligt svært ved at finde hos koleriske ungersvende. Eller måske snarere: at genfinde det i den afart, der var hende bekendt. Med denne substantivering er det nemlig straks værre fat end med bestemmelsen af den grundliggende forståelse af menneskelivet, der bærer tidsskriftet Tidehverv; de åndskampe, skjalden stod i, har simpelthen affødt en sådan mangfoldighed af tilværelsestydninger, at et enhedspræg dårligt – eller kun meget begrænset – lader sig udgrunde. Men vi må jo til det alligevel, om end det kun kan blive en antydning.
For mit vedkommende har Grundtvig, som antydet ovenfor, i udgangspunktet stået som glædesforkyndelsens uforlignelige salmedigter. Det gjorde han før – om end jeg ikke fattede denne glædes virkelige grund – og det gør han endnu. Men ikke kun dette. Efterhånden er det grundtvigske kommet til at betyde noget mere end en simpel henvisning til opstandelsesglædens frydetoner, som de lyder i vore kirker.

Jeg har fået blik for – eller der er begyndt at dæmre en anelse om – hvad det vil sige, at den menneskelige eksistens ikke kun er at være stillet under anklage og radikal fordring, men også – som en nødvendig følge af domsfældelse, fordring og levende ord – må finde sit udløb i en virkelighed, hvor al akademisk spidsfindighed, kunstfærdig systemdrift og snørklet teologi træder til side – må træde til side – for det konkrete samliv i den gudgivne mangfoldighed af faldne, der hedder et folk. Dette har jeg nok ikke lært af Grundtvig eller de grundtvigske, men jeg har både hos åndskæmpen selv og blandt visse af de levende og døde, der bærer hans navn, fundet bekræftelse og udfoldelse af denne folkelige nødvendighed.

Vi kunne også sige det på en anden måde: Der er en tid for alt; en tid for opgørets råb – som oftest NEJ! – og en tid for at føre en samtale, hvor opgøret med humanismens umenneskelighed ikke nedkæmpes med draget lanse, men med mild alvorsfuldhed, der tager afsæt i, at de tilfældige mængder viden og meninger, vi alle har hygget os med at ophobe, ikke er tilstrækkelige til at sætte hinanden på begreb, men at vi – indgroede i fædreneland og indvævede i modersmål, som vi er – på tværs af alt dette tilfældige alle er, og med Guds hjælp forbliver, henviste til hinanden.

Eller med konkret henvisning til kredsens studentikost-folkelige virkelighed: Nok skal vi strides – føre den åbne pandes skånselsløse religionskrige – men vi skal alligevel drikke kaffe sammen (der jo så bliver til øller) og i stridbar samdrægtighed lade en mening være en mening – og et menneske et menneske. Det hedder som bekendt frisind og er, hvad der alene kan sammensnøre et folks løse ender.

Derfor
Sådan som Laura Cæcilie har taget spørgsmålet om det grundtvigsk-tidehvervske op, stod disse to størrelser som modsætninger, der dårligt lod sig forene, og i hvert fald ikke lod sig skue i en sådan forening i Studenterkredsen. Som man nok har kunnet se, forstår jeg ikke rigtig denne opfattelse. Jeg har derimod omtalt det grundtvigsk-tidehvervske, det tidehvervsk-grundtvigske, som et spændingsforhold, hvor Tidehverv for mig har været en konkret anledning til overvejelse over nedbrydningen af barnets indbildning om syndsfrihed, og hvor det grundtvigske angår den anelsesfulde glæde, at vore egne tilfældigheder, vor visdom og timelig ære, ikke skal skille dødningehjemmets børn ad, så længe de véd sig sat i en folkelig og derfor selvoverskridende samhørighed. Vi er sat her sammen, vi skal være her sammen.

Er dette så modsætninger? Nej, for mig er det ikke, og hvad det måtte være for andre hoveder med hang til syn- og antiteser kan jeg dårligt vide noget om eller interessere mig stort for. Enhver svare for sig og sit, for vi befinder os alle som én under den bristfærdige foreløbighed, der er livet under Gibeondalens bagende sol, hvorfra kun den hånd, hvis styrke er os overlegen, kan drage os ud. Og her når vi endelig frem til det bukdahlske skriftsted fra den lille blå, som jeg først lærte at kende i Studenterkredsen og her har sat som indledning, ligesom jeg også vil lade det stå som afslutning på disse jeg-syge strøtanker – for der er faktisk ikke mere at sige:

»Drue jeg var, og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider «

—

Flere indlæg om det grundtvigsk-tidehvervske her

Den kantede, koleriske ægtemand

~ RV ~ 8 kommentarer

Stud.theol. Laura Cæcilie Jessen om sin første oplevelse af Kredsens sommermøde. Færdiggør den tidehvervske ægtemand og den grundtvigske kone nu blot kritikløst hinandens sætninger efter at være tumlet sammen en sen nattetime og ikke have sluppet hinanden igen?
Jeg er ikke flasket hverken grundtvigsk eller tidehvervsk op, og Studenterkredsens sommermøde var mit første intensive møde med dette kirkelige konglomerat, ser man bort fra spredte foredrag og sene værtshustimer. Rækken af foredrag var stærk, og de efterfølgende lange diskussioner og intelligente spørgsmål forløste emnerne på smuk vis. Alligevel kom jeg hjem fuld af spørgsmål. Hvad var det egentligt, der var gået for sig? Her tænker jeg ikke på hvad der skete i de smukke slørede vanvidsnætter – det finder vi nok aldrig ud af – men på hele dette besynderlige sommermøde som et udsnit af noget større. Hvem er de, disse grundtvigsk-tidehvervske unge?
Før jeg tog afsted på sommermødet, var jeg forberedt på et vist mål af bagudskuende konservatisme – tweedjakker og piber og snak om sædernes forfald. Jeg tager gerne selv med iver del i den slags. Men hvad der overraskede mig, var den tilsyneladende politiske homogenitet. Jeg kunne måske godt have tænkt mig til det på forhånd: Grundtvigs kristelige nationalisme og den krarup-tidehvervske grænsevogtenhed i syngende kamplysten forening. Alligevel havde jeg haft en slags forhåbning om også at møde Margrete Aukens arvtagere – og om at møde de glade grundtvigianere, der elsker fædrelandet på en sådan måde, at de ikke vil spærre det inde med farver og med pæle (hvis de findes). For hvad bliver der egentligt af den frisindede diskussion, når den politiske friktion forsvinder, og alt, der er tilbage, er en massebeslutning om patriotisk at rejse sig til kongesangen?
Et andet spørgsmål, der har meldt sig efter hjemkomst, drejer sig om den lille bindestreg, der forener de grundtvigske og de tidehvervske. Hvor kommer denne forbindelse fra? Der ligger kirkehistorisk graven foran mig – måske et svar også er at finde i den kommende Kredsjubilæumsantologi? – men ud over spørgsmålet om det rent faktisk hændte ligger også en undren over forholdet. At dømme ud fra sommermødet er det det tidehvervske, der har bukserne på. En udbredt tendens til at bygge fælles bolværk omkring den lutherske kirke og det danske rige – andedamsteologi? – og en generel piberygende nej-sigen. En charmerende ølbåren opbygning af synd at erkende, ikke at forglemme.
Men hvorledes bidrager det grundtvigske? Er det den frie diskussion, glæden ved fællessang eller blot det at være på en højskole? Er det de grundtvigske sange og salmer, der sikrer den rette teologiske indstilling? Eller er det blot den stenudhuggede Skjald, der fra et hjørne af firserarkitekturen holder øje med sine unge? Når forholdet betragtes udefra, kan det være vanskeligt egentligt at skelne det grundtvigske fra det blot danske. Er det grundtvigske måske blevet så indgroet en del af den danske folkesjæl, at det har sejret sig ihjel, og derfor let opsluges af det tidehvervske, der i højere grad kan få folk til at løfte øjenbrynene? På den vis giver det måske alligevel en vis logisk mening for betragteren: Det tidehvervske er den kantede, koleriske ægtemand – det grundtvigske den bløde kone, der sikrer forbindelsen til det omgivende. En ægteskabsskabelon der, omend noget hedenoldsk, ofte har vist sig at være succesfuld.
En anden mulighed kunne selvfølgelig også være, at de blot er et af disse par, som tumlede sammen en sen nattetime (scenariet virker forunderligt realistisk), og nu, efter mange års fælles fortumlethed, færdiggør hinandens sætninger. I så fald er det ganske umuligt at udskille det ene fra det andet.
Flere spørgsmål med udspring i foredrag, kaffesnak og solopgangsvrøvl vil sikkert blive ved med at dukke op. Men særligt gådefuldt er altså dette Tidehverv (som jo, jeg ved det godt, slet ikke ønsker at være noget) – ikke mindst fordi det for en teolog som mig er en gåde, hvordan man kan være så hovmodigt afvisende/-grænsende over for det og de fremmede. Man kunne vel risikere, at man  pludselig fandt sig selv på vejen til Emmaus, og den fremmede viste sig at være en anden, end man troede? Der er rigeligt stof til fremtidige uddybninger og diskussioner. Indtil da vil jeg sætte mig og læse dette så omtalte tidsskrift – og vente på, at det grundtvigske kommer forbi og viser fane, så den koleriske ægtemand ikke løber med al opmærksomheden.

—

Flere indlæg om Kredsens væsen her. 

Hørt på Kredsens sommermøde

~ RV ~ 5 kommentarer

Udtalelser, hørt på Kredsens sommermøde 2013, Grundtvigs Højskole. Se også Hørt på Kredsens sommermøde 2019.

— — — — — —

”Den danske sang er en ung fuld mand.”

—
”Jeg er glad for, at jeg ikke har taget min kone med.”
—
”Vi skal huske at misbruge ungdommen. Det er vores privilegium.”
—
”Jeg har ikke lyst til at gå og tænke dårligt om mine venner, men jeg vil sådan set heller ikke tænke godt. Jeg vil have lov til at være neutral. Det handler ikke om at være godtroende eller ej, det handler om ikke at tro.”
—
”Jeg har igen haft mareridt. Jeg drømte, at man sang Den klare sol på Du kom med alt det, der var dig.”
—
”Kan vi ikke få kørt Beck ind for at sætte en stopper for det her?”
—
”De siger jo, at man skal høre sandheden fra fulde mennesker og børn. Førstnævnte har Studenterkredsen hermed modbevist.”
—
”Der skal ske noget alvorligt i Danmark. Noget meget alvorligt.”
—
”Sætningen er redundant på den anmassende måde.”
—
”Du repræsenterer dem, der har ødelagt Danmark.”
—
”Jeg har det, som om man hældte mad ned i svælget på mig, og jeg kunne ikke smage en skid.”
[Ældre deltager fra Kredsens sommermøde, der kiggede ind til Filosofisk Forums arrangement med Ursula Andkjær Olsen]
—
”Det ligner et billede af Mads Holger og hans bøssede lillebror.”
—
”Der er forskel på naturalisme og humanisme. Naturalisme er, at jeg voldtager, fordi jeg er liderlig. Humanisme, derimod, er ren ideologi.”
—
”I Tidehverv skal der ikke stå akademiske titler ved bidragsyderne. Det er jo en folkelig sammenhæng.”
—
”Det er ikke rigtigt. Men det er bare heller ikke forkert.” [Om at hævde, at SF-afhopperne er varulve og forrædere.]
—
”Vi skal jo huske, at det eneste, vi kan, er at famle med vores fornuft. Vi lever i en slagtehal med nådens kødkrog i nakken.”
—
”Altså. Når jeg drikker, er jeg tidehvervsk.”
—
”De har ødelagt Kredsen.”
—
”Stolen har krav på ikke at blive smadret.”
—
’Det her er jo ikke hørt på Kredsens sommermøde, men der er jo faktisk dygtige RUC’ere’
’Sagde du, at der er fornuftige RUC’ere?’
’Nej, er du syg i bolden?’
—
”Hvis bare Nabokov havde været tidehvervsk, ville han have fattet, at hans libertinere med perlende glas i hånden skulle have været akkompagneret af en lige så perlende protestantisk latter.”
—
”En guitar… Det kan kun ende vulgært. Gider manden i øvrigt synge på dansk?”
—
 Alle citaters ophavsmænd er formentlig redaktionen bekendt. Indsigelser vil efter alt at dømme blive ignoreret.
Flere bidrag modtages i kommentarfeltet herunder.