Jeg er ikke flasket hverken grundtvigsk eller tidehvervsk op, og Studenterkredsens sommermøde var mit første intensive møde med dette kirkelige konglomerat, ser man bort fra spredte foredrag og sene værtshustimer. Rækken af foredrag var stærk, og de efterfølgende lange diskussioner og intelligente spørgsmål forløste emnerne på smuk vis. Alligevel kom jeg hjem fuld af spørgsmål. Hvad var det egentligt, der var gået for sig? Her tænker jeg ikke på hvad der skete i de smukke slørede vanvidsnætter – det finder vi nok aldrig ud af – men på hele dette besynderlige sommermøde som et udsnit af noget større. Hvem er de, disse grundtvigsk-tidehvervske unge?

Før jeg tog afsted på sommermødet, var jeg forberedt på et vist mål af bagudskuende konservatisme – tweedjakker og piber og snak om sædernes forfald. Jeg tager gerne selv med iver del i den slags. Men hvad der overraskede mig, var den tilsyneladende politiske homogenitet. Jeg kunne måske godt have tænkt mig til det på forhånd: Grundtvigs kristelige nationalisme og den krarup-tidehvervske grænsevogtenhed i syngende kamplysten forening. Alligevel havde jeg haft en slags forhåbning om også at møde Margrete Aukens arvtagere – og om at møde de glade grundtvigianere, der elsker fædrelandet på en sådan måde, at de ikke vil spærre det inde med farver og med pæle (hvis de findes). For hvad bliver der egentligt af den frisindede diskussion, når den politiske friktion forsvinder, og alt, der er tilbage, er en massebeslutning om patriotisk at rejse sig til kongesangen?

Et andet spørgsmål, der har meldt sig efter hjemkomst, drejer sig om den lille bindestreg, der forener de grundtvigske og de tidehvervske. Hvor kommer denne forbindelse fra? Der ligger kirkehistorisk graven foran mig – måske et svar også er at finde i den kommende Kredsjubilæumsantologi? – men ud over spørgsmålet om det rent faktisk hændte ligger også en undren over forholdet. At dømme ud fra sommermødet er det det tidehvervske, der har bukserne på. En udbredt tendens til at bygge fælles bolværk omkring den lutherske kirke og det danske rige – andedamsteologi? – og en generel piberygende nej-sigen. En charmerende ølbåren opbygning af synd at erkende, ikke at forglemme.

Men hvorledes bidrager det grundtvigske? Er det den frie diskussion, glæden ved fællessang eller blot det at være på en højskole? Er det de grundtvigske sange og salmer, der sikrer den rette teologiske indstilling? Eller er det blot den stenudhuggede Skjald, der fra et hjørne af firserarkitekturen holder øje med sine unge? Når forholdet betragtes udefra, kan det være vanskeligt egentligt at skelne det grundtvigske fra det blot danske. Er det grundtvigske måske blevet så indgroet en del af den danske folkesjæl, at det har sejret sig ihjel, og derfor let opsluges af det tidehvervske, der i højere grad kan få folk til at løfte øjenbrynene? På den vis giver det måske alligevel en vis logisk mening for betragteren: Det tidehvervske er den kantede, koleriske ægtemand – det grundtvigske den bløde kone, der sikrer forbindelsen til det omgivende. En ægteskabsskabelon der, omend noget hedenoldsk, ofte har vist sig at være succesfuld.

En anden mulighed kunne selvfølgelig også være, at de blot er et af disse par, som tumlede sammen en sen nattetime (scenariet virker forunderligt realistisk), og nu, efter mange års fælles fortumlethed, færdiggør hinandens sætninger. I så fald er det ganske umuligt at udskille det ene fra det andet.

Flere spørgsmål med udspring i foredrag, kaffesnak og solopgangsvrøvl vil sikkert blive ved med at dukke op. Men særligt gådefuldt er altså dette Tidehverv (som jo, jeg ved det godt, slet ikke ønsker at være noget) – ikke mindst fordi det for en teolog som mig er en gåde, hvordan man kan være så hovmodigt afvisende/-grænsende over for det og de fremmede. Man kunne vel risikere, at man  pludselig fandt sig selv på vejen til Emmaus, og den fremmede viste sig at være en anden, end man troede? Der er rigeligt stof til fremtidige uddybninger og diskussioner. Indtil da vil jeg sætte mig og læse dette så omtalte tidsskrift – og vente på, at det grundtvigske kommer forbi og viser fane, så den koleriske ægtemand ikke løber med al opmærksomheden.

—

Flere indlæg om Kredsens væsen her.