Skannerup Kirke

Prædiken: Guds gaver og naturens lære

~ KG ~ Skriv en kommentar

Redaktionen bringer hermed stud.theol. Kristoffer Garnes præken til høstgudstjeneste i Skannerup Kirke, 5. oktober.

16. søndag efter Trinitatis, anden række

Hvorfor egentlig holde høstgudstjeneste? Selvom det bliver mere og mere almindeligt at holde særgudstjenester for det ene og andet, ofte som minde over en bestemt begivenhed, eller, som det hedder, for et godt formål, så er høstgudstjenesten alligevel noget særligt. Det er en tilbagevendende begivenhed år efter år, og noget de fleste menigheder med respekt for sig selv vælger at fejre. Det har traditionen med sig. Men modsat kirkeårets højtider – jul, påske, pinse – så har høstgudstjenesten ikke sin faste søndag i kirkeåret, og dermed ikke nogen bestemt tekst knyttet til sig. Det kunne altså se ud til, at høstgudstjenesten på sin vis er noget i sin egen ret, har sin plads uden for, eller ved siden af, den almindelige gudstjenestefejring, som har fundet sted lige siden kirkens første år.

Hvor kommer den så fra, denne særlige form for gudstjeneste? I en tid, hvor den teknologiske udvikling har afstedkommet, at det efterhånden er de færreste af os, der får beskidte fingre af agerbruget, de færreste der pløjer, sår og høster, kan det virke aparte eller måske eksotisk – som et levn fra gamle dage – at fejre høstgudstjeneste. Og især kan det virke mærkeligt, at netop kirken skulle foretage en sådan markering, når nu, må vi indrømme, langt de færreste ellers har skik for at komme her og modtage velsignelse over det i øvrigt ellers hæderlig virke, som vi fylder vores dag med.

Men høstfejringen; takken og lovsangen for jordens gaver i de fyldte forrådskamre; og bønnen om at måtte stå igennem vinteren og igen til næste år kunne pløje og så sæden i sorten jord, er lige så gammel som mennesket selv, er altså meget ældre end den i sammenligning stadigt unge kristendom. Hvad end den guddommelige instans, man har henvendt sig til, har heddet Moder Natur, Sol, Demeter, Ceres, Frej, eller blot den ubestemmelige kraft, som gennemstrømmer alt, så har det menneske, der har vidst sig i naturens vold og dermed overlevet til naturkræfternes luner, fundet det nødtvunget at henvende sig med tak og bøn om, at vind og vove måtte lyde den guddommelige magt til menneskenes fordel. Som vi synger med jordbrugerens sang: ”Hvad magted jeg vel, om du ej gav held, det vokse jo medens vi sove.”

Men med kristendommens komme fik denne fejring en anden klang. Ganske vist var også de kristnes Gud, som havde skabt verden og herskede over naturen, en streng og til tider ubarmhjertigt tugtende fader, men det var ikke hans sidste, endsige vigtigste ord til mennesket. Nej, denne Gud var frem for alt en kærlig Gud, og derfor havde han givet sig til kende for mennesket gennem sin søn, Jesus Kristus, som også var Gud, og som elskede verden så højt, at han gav sit liv på korset for at enhver, som troede på ham, ikke skulle fortabes, men have evigt liv. Han havde underlagt sig dødens magter, var den sejrende konge, som ikke gav sig tvetydigt til kende gennem naturkræfterne, men entydigt i kærlighedens opofrende skikkelse.

Og tilmed havde han også stiftet et nyt åndeligt rige på jorden, det man på dansk valgt at kalde for kirken. Han havde selv anvist, hvordan han skulle kendes og tilbedes, nemlig i forsamlingen af alle de på ham troende, som fik kristendommen overleveret helt fra hedenold, gennem de henfarne slægter, der gik i apostlenes spor. Og derfor skulle de stene, som bønderne ryddede marken for, nu bruges til at bygge kirker med. Nogle af dem står her endnu, de gamle landsbykirker, og de kan være os et udmærket sindbillede på, hvad kristendommen er for en størrelse. Ikke fordi stenene er noget værd i sig selv, eller fordi der skulle være noget særligt helligt ved dette sted. Kirken findes kun, hvor vi lader os opbygge til levende stene gennem gudstjenestefejringen, men alligevel minder disse stenmure, bag hvilke der er blevet fejret gudstjeneste i snart 1000 år, os om, at kristendom ikke er noget, vi selv skaber, men noget, vi for intet får, noget, der er os skænket og overleveret af vores fædre.

Men ligesom laden nu engang er det sted, hvor vi nu efter høsten har Guds gaver, og her, hvor vi gemmer dem, indtil vi nyder dem til livets opretholdelse, så er kirken nu engang det sted, hvor vi først og fremmest får Guds åndelige gaver, hvor vi i sandhed lærer ham at kende. Det gør vi, når vi beder det fadervor, han selv har lagt i vores mund, når vi døber vores børn og her bekender den kristne tro, Jesus selv har lært og vist os og overleveret til os gennem apostlene og de bibelske skrifter. Og ikke mindst når vi, som der en dag som i dag er særlig grund til at fæstne os ved, mødes omkring hans bord. Her spiser vi det brød og den vin, som vi hører, er Jesu eget kød og blod, til minde om, at han gav sig selv for os. Det er Guds sande gave, det måltid, der er ham selv, og hvorved han forlades os vore synder, og derved styrker og opretholder os, som det hedder, til en sand tro til det evige liv. Det giver os fred til at leve frimodigt som fuglen og at lade vores liv være fyldt med virksomhed og velstand til vores næste gavn.

Og for det skylder vi ham tak, og den tak er det, der finder udtryk i vores salmesang og lovprisning, sådan som det altid har været her i kirkens gamle hus. Men ligesom man ikke skal elske selve gaven, men skal elske den, der giver gaven, sådan er det også med Guds gaver. Det er sjældent tilfældet med os arme mennesker, når vi f.eks. glemmer, at vi er vores forældre kærlighed og bestandig tak skyldig, således glemmer vi også at takke og elske Gud vor himmelske Fader. Og derfor er det, vi beder om, at Gud må oplukke vores hjerter, så vi kan elske ham, der gav os livet. At vi trods al synd og skyld er i stand der til, ja, det er det, der kaldes Helligåndens gerning, og det er den, vi kommer i kirken for at erfare gyldigheden af.

Så langt så godt. Mere behøvede vi ikke at sige, men kunne lade gudstjenesten tale sit eget sprog søndag efter søndag; høre Guds ord og læse fra Biblen.

Men når nu vi er samlet her for at fejre høsten og markere årstiden, så kunne man jo stille sig det simple spørgsmål: Hvad kan vi lære af naturens gang? Og dertil er der kun en, vi med sikkerhed kan svare: At vi engang skal dø. Så enkelt er det. Det kan vi jo godt glemme i både fest og hverdag, når vi mærker livsfryden krible i os, når vi ser på et lille barn, og når vi gennem alskens mirakelkure og tryllemidler forsøger at holde os i live og fit for fight. Alt sammen fint nok, men bevidstheden om døden kan og skal vi ikke undslippe. For kun den, der ved, at livet får ende, kan bevare og opretholde et sundt og virkeligt forhold til jordens og livets sager. Men som sagt: Det er bare at slå øjnene op og se, hvordan både skoven og menneskelivet falmer trindt om land, år efter år.

Men hvis det var alt, hvad der var at sige, ja så var kristendommen jo overflødig, kirkens mange ord tomme og hule, al vor prædiken var blot tant og fjas. Men sådan er det ikke. Med Jesus ved vi, at døden er den sidste fjende, der skal overvindes. Og det er det, dagens tekster handler om, hvordan Gud kan rive os ud af naturens, altså dødens, garn.

Vi hører hos Paulus, at døden er kommet med det ene menneske Adam, hvis stolte sønner vi i sandhed alle er, når vi glemmer at leve livet i tak og skyldighed, i kærlighed til vor Gud og næste. Når vi, lige meget hvor gode og fromme vi lever vores liv, bliver skyldige i at hævde vores eget og kun tænke på os selv. Når vi spiser af frugten til kendskab om godt og ondt, og tror, at vi ved, hvad der tjener os bedst. Det er det, kristendommen kalder synd, og som vi, når vi lytter til Guds ord, indser, at vi alle er indesluttet under opfyldt af op til over begge ører. Derfor fortjener vi i bund og grund at dø, og det gør vi så. Så kan naturen og livet atter gå sin gang. Og det hele kan så gentage sig igen, år efter år, slægt efter slægt.

Men Guds ord, som bliver hos og, tør vi håbe, aldrig glipper, det taler om opstandelsen fra de døde. For Gud, der elsker sin skabning, han blev menneske og gav sig selv på korset og pådrog sig alle vores syndere. Men fordi Guds søn som det eneste menneske var immer kærlighed og elskede sin himmelske fader, så overvandt han også herved dødens magt. Og med ham er derfor døden også overvundet for os. Det er det, beretningen om Lazarus’ opvækkelse fra de døde skal tjene som et forbillede på.

Fra sin ophøjede plads ved Gud Faders højre hånd kalder Jesus Kristus nemlig på os, idet han råber til os: ”Kom herud”; i lyset og det sande evige liv, ud til hans åndelige rige, hvor mørket og dødens skygge ikke er den sidste horisont for vores liv, men hvor derimod kærligheden og ordet om syndernes forladelse giver os mod til at leve et menneskeliv i tak og skyldighed, i kærlighed til næsten.

Og engang, når Gud er blevet alt i alle, så vil de dødes opstandelse også blive virkelighed for os; det er det sidste ord, der er at sige. Da vil Jesus anråbe alle de naturens og mørkets magter, der holder os bundne – de levende til synden og de døde til graven – og han vil sige til dem ”Løs menneskene, og lad dem gå”. Og med det løfte, som er evangeliet i dagens tekst, holder Gud os fast med sin højre hånd, indtil vi en dag skal gå ind til de himmelske hærskarer og lovsynge Gud sammen med englene. Indtil da er der kun det ene at gøre at være vor jordiske tilværelse tro, at fylde vores dag med et hæderligt virke til gavn og glæde for næsten, i tro og tak og skyldighed at elske og tjene hverandre, og derigennem vor Gud. Til hjælp herfor, og til trøst og styrke, både når det glipper og når det går, har Jesus stiftet sit åndelige rige på jorden, denne kirkens vang, som vi har arvet af henfarne slægter, og hvor bordet altid er dækket med det livets brød, som er Jesus Kristus, Guds Ord.

Salmer
730
21
542

728
727
729

—
Kristoffer Garne har tidligere skrevet om Skannerup Kirke i sidste års påskeskrivelse Den dybe sammenhæng.

Den dybe sammenhæng

~ KG ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. og bestyrelsesmedlem Kristoffer Garne om påsketidens budskab i lyset af dens grundtvigsalmer.

”…for det er virkelig den Helligånd som har virket den levende sammenhængende strøm i kirkesangen fra oldkirken til Luther, den der forfaldt og blev afbrudt, men som vi nu igen skal podes ind”

Sådan skriver Thomas Laub i 1920 til maleren Joakim Skovgaard i forbindelse med en diskussion om melodien til I kvæld blev der banket på helvedes port, denne monstrøse og besynderlige Grundtvigs gendigtning af et gammelt angelsaksisk heltekvad om Kristi nedfart til dødsriget. Ordene falder som en fodnote til følgende sætning i en længere passus om det særegne ved den grundtvigske kirkeforståelse:

”vi går jo også ud fra den levende kirkegrund,* og vi skal jo også nå herligheden i den ægte danske kirkesang, med sin fælleskirkelighed og sit særpræg, det præg vor folkevise, oldkirkesangens ægtefødte barn, kan give, og som ikke mange folk har mage til.”

Laubs – kontroversielle? – påstand er altså, at det er i kirkesangen, vi skal nå herligheden; ja ikke bare i kirkesangen, men den ægte danske kirkesang præget af folkevisen, oldkirkesangens ægtefødte barn. Vi skal ikke her beskæftige os indgående med det omtalte salmedigt, men det er et påfaldende eksempel på det særegne ved en vigtig del af den danske salmetradition. På sin vis hører det ikke umiddelbart til nogle steder i kirkeårets liturgi: vi fejrer almindeligvis ikke gudstjeneste påskelørdag, og nedfarelsen til dødsriget har ikke – undtagen en tvetydige antydning i Første Petersbrev – noget bibelsk skriftsted at knytte sig til. Alligevel er forestillingen om nedfarten til dødsriget gennem den apostolske trosbekendelse påstand herom blevet en fast bestanddel af vores bekendelse, og derfor er det da også naturligt, at vi i salmebogen har et monumentalt digt herom fra vores største salmedigter, Grundtvig.

(Joakim Skovgaard: Kristus i de dødes rige, 1894. Statens Museum For Kunst)

Før det blev sat i fuld musik af Laub, var digtet da også højt skattet blandt særligt de kvindelige første- og andengenerations grundtvigianere. Både Skovgaard, der jo har behandlet motivet i sit kæmpeværk Kristus i de dødes rige, og Laub beretter om, hvordan de har fået det ind med modermælken. Sjovest er det dog at læse om hos Jakob Knudsen, der fortæller hvordan hans mors fortælling om Kristi lidelse og død mundede ud i afsygning af ”I kvæld…” til stor virkning på børnene; thi udover at være større end det andet med Thor og jætter, ja så var det tillige virkeligt. Beretningen munder ud i følgende i denne sammenhæng påfaldende passus:

”Det er vist en ret almindelig Mening, at æsthetisk set, altsaa hvad det Skjønne angaaer, skulde Kristne og vantro Mennesker være eens stillede. Jeg tror ikke, det passer. Der er jo ingen vantro Mennesker, der som Børn har set den himmelske Herlighed gjort virkelig gennem deres Forældres Tro derpaa, seet dens Virkelighed i deres Forældres Øjne. Men hvem der har seet det Syn, han glemmer det ikke. Jeg vilde mene, at dette uforglemmelige Barndomssyn er Hemmeligheden baade i Joakim og Niels Skovgaards Kunst. Hvis nogen dér vilde sige: nej, det er deres egen, kristne Tro, nu som voksne Mennesker, de maler efter, saa vil jeg jo ikke absolut benægte det. Men ellers vilde jeg sige, at man lever paa sin tro; det er derimod væsentlig Barndommens Himmelsyn, der bliver til Kunst – samtidig med, at det forvandler sig til levende Haab.”
(Idé og Erindring, s. 188)

Citatet behøver næppe nogen videre udlægning: Hvad vi har modtaget fra vores forældre – man kunne måske også sige fra traditionen – kommer i vores voksne liv, i kristentroen – i gudtjenesten – tilbage til os som nye billeder, som kunstneriske udtryk, som et fremadrettet håb. Tænk blot på en anden skattet påskesalme som Påskeblomst, hvad vil du her?. For det teologisk opmærksomme øje er Kristusanalogien jo fuldstændig åbenlys, men for den blotte eller barnlige betragtning er ordene om bondeblomsten fra landsbyhaven jo et i sig selv fuldstændig gyldigt billede. Det tog da også mange år, før den vandrede fra højskolenssangbogens mere frie favn og ind i salmebogen og dermed kirkerummet. På sin vis er den et pragteksempel på denne sjove blanding af hedenske billeder og klokkeklar kristen symbolik, som Laub taler om i det andet af de anførte citater. Digterens erindring om barnelivet i den grønne lund, om påskeliljen og hanegalen en morgen fletter sig smukt sammen med den modne og afklarede tro på Kristi opstandelse. Der er på ingen måde tale om et stykke naturlig teologi i banal forstand, men om hvordan påskens budskab også kan finde udtryk i hedenske og digteriske udtryk, ja måske i selv de mest umiddelbart kætterske billeder af Gud i naturen. Barndommens himmelsyn der bliver til kunst og til levende håb på Kristi opstandelse. Grundtvig udtrykker det samme i verdens igenfødelse, når han der skriver, at

Øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer.

Men nu skal vi måske ikke forhaste os for hurtigt igennem nedfarelsen og til opstandelsen. I skrivende stund er vi kun nået til Langfredags aften, og på denne dag er det da også en hel anden salme, – igen af Grundtvig – der springer en i øjnene frem for alt andet; nemlig Hil dig frelser og forsoner. Her ser vi igen ligesom i påskeblomst begivenhederne fra digterens syn, men at tonen er en helt anden skyldes ikke blot, at salmens tema nu er den lidende Kristus, men ligeså meget det, at der er her tale om en gendigtning af den middelalderlige passionshymne salve mundi salvatore. På sin vis er salmen meget ”ugrundtvigsk” i sin tone og sine billeder, og kigger man efter i det latinske forlæg – hvad vi ikke skal kede læseren med her – er det da også påfaldende, i hvor høj grad Grundtvig nærmest lader sige overtale af den oprindelige tekst ordlyd, hvad ellers ikke altid er tilfældet med skjaldens gendigtninger. På den mådekommer vi så at sige gennem Grundtvigs gendigtning i nær kontakt med den middelalderlige katolske passionsdyrkelse, hvad der på allersmukkeste vis kom til udtryk under afsyngelsens ved dagens gudstjeneste i Skannerup kirke: En lille landsbykirke fra omkring 1125 i nærheden af Silkeborg, der med sin oprindelige altertavle i udskåret træ, de ældgamle nu hvidkalkede stenvægge, den latinske inskription på prædikestolen og den mørke tunge fornemmelse af historiens vingesus hensatte en i den helt rette stemning af samhørighed med fortiden .

Men: Selvom vi godt kan dvæle et stykke tid i den liturgiskes gudtjenestes passionsberetning eller hensætte os selv i ængstelig og andægtig stemning, når vi f.eks. overværer opførslen af en Bachs vidunderlige passioner, så er vores gudstjeneste en anden end den middelalderlige. Det litterære forelæg for Hil dig..er er nemlig en alenlang passionshymne, hvor vi gennem syv sekvenser følger hver eneste lemme af Jesu legeme under lidelsen på korset. En sådan andægtig og vammel fromhedsstemning er ikke længere noget, vi kan præstere. Og heldigvis for det, kunne man også sige. Det skyldes ikke nødvendigvis et åndeligt og religiøst forfald, men at vi nu, og siden reformation, lever i det, Jørgen Bukdahl kalder vejens tid, modsat stedets tid, der i højere grad kendetegner middelalderens klosterliv. Det er ikke i alle henseender blot et tegn på åndeligt opbrud, men også på bevægelse, på en mulig historisk kontinuitet, på at det nu er blevet klart, at livet i den opstandne Kristus fører videre; ud af kirken. På vej ud af Skannerup Kirke møder man da også Maja Lisa Engelhardts slørede fremstilling af den opstandne Kristus, der meget passende viser, hvordan vi, efter at hørt om Kristi frelsende lidelse og modtaget ham i nadvere, gennem opstandelsen går videre ud til livet. Og det er da præcis også, hvad Grundtvig ikke har kunnet ladet være med at accentuere i sin gendigtning. Den sidste af salmistens bønner inden de to afsluttende og afklarede vers lyder nemlig som bekendt på følgende måde:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!


(Maja Lisa Engelhardt: Den opstandne Kristus, 2005. Skannerup Kirke)

Kristus som den dybe sammenhæng. Der har vi nøgleordet i påskens budskab ifølge Grundtvig. Naturligvis er det på sin side enhver kristens lod at blive stående ved korset og tro, at hiin korsfæstede jøde på Golgatha er Guds søn, og dør for vores synders skyld. Det er nu engang vores tro, og uden om Kristus på korset kommer ingen til Gud. Alligevel kan forkyndelsens overaccentuering af korset undertiden føre til en art overanstrengelse af trosbegrebet. For hvad er det egentligt, vi skal præstere? Er det at tro på Gud at bide korsfæstelsen i sig og fæstne sit blik på den lidende Kristus som middelalderens munke, eller er det snarere, som salmisten skriver, i forvisningen om sine synders forladelse i Kristus at elske livet; at gå ud og gøre alle folkeslagene til disciple i dåben, som den opstandne befaler. Den dybe sammenhæng betyder ikke en eller anden mystisk hengivelse til korsbegivenheden, nej den dybe sammenhæng er i kraft af Kristi opstandelse at kunne gå ud til livet med bankende hjerte og levende ord på sin tunge. Men for at kunne gøre det, har vi da også brug for kirken: For gennem historisk vej i forkyndelsen, læsningen og salmesangen, der forbinder os med historiens kristne og deres vidnesbyrd, at kunne gribe urkristendommen i dens samtid, ved bordet og badet. ”Kristendommens Hovedpaastand er”, som Frederik Helveg udtrykker det, “at det evige Liv kommer til mig ad historisk Vei”

Og så er vi tilbage ved de indledende Laub-citater. Om man nu kan pege på Helligåndens virke, som han gør, eller ej, så viser påskens salmer os tydeligt, hvordan middelalderens hymner, folkevisernes hedenske symboler og vor tids kirkesang flyder sammen i en polyfonisk symofoni til vidnesbyrd om Kristi opstandelse fra de døde til vores frelse. Derfor

synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

Glædelig påske.