nytår

2014 – et rigtigt vokseår

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Skåltale holdt ved årets afslutning af stud.theol. Adam Garff blandt Kreds- og godtfolk på Elers Kollegium.

2014 har været et rigtigt vokseår. Et år, der har ført sig frem som en lunefuld opkomling i et ædelt parnas af modne skikkelser, en yngling blandt de for evigt forgangne år. Og dette, det endnu indeværende år – 2014 – er også om få stunder kommet til sin endelige afslutning. Man kan da betragte det, med alle facetter og begivenheder, sætte det i ringbind og erklæret ballet for lukket og slukket. 2014 er gået. Og mange tak for det.

År er en fremadskridende modus. Man ældes af år, ældes i år og – ikke mindst – modnes af år. Året er en sindig model, hvormed man angiver den stramme spændthed mellem to sikre poler, indledningen og afslutningen, i en finurlig kontinuitet. Der findes kun indgang, overgang og videre fremgang. Sådan er året konstrueret. Året selv rummer så indholdet. Det er dagene, timerne, minutterne og sekunderne. De lange og de korte, og alle disse mange bestanddele bliver til små korn i den sultne mølle, man kalder livet. Så vidt, så godt.

Men dette år har måske været en anelse for dygtigt til at komme videre uden os, til at indikere sit intrigante behov for en hævden sig over os, de uforberedte dødelige. Man har håbet på ét, og straks efter er noget andet hændt. Ikke efter længere betænkninger har årets bagmænd givet sig i kast med at snige sig ind på os, og med sænkede parader har vi stået over for året, der har kastet en storm af forstemmende terninger i synet på os. Ikke alle terninger er landet på en sekser. Udfald som Islamisk Stat og ebola er meget lave slag med terningen, hvis talværdi har syntes nærmest imaginær i rækken af årets brutale kast. Perverteringerne af livets mange lyse mandater kan synes talløse. Og det er ikke kun IS og ebola, der hæmmer det strålende glade udblik. Hvis man ellers kan se bort fra IS, de ægte mørkemænd, der har halshugget uskyldige og bombarderet vores blottede sind med kanonader af gru og rædsel, så er man kommet langt. Men det koster en hel del abstraktion og optimisme.

Hvad ebola angår, taler udfordringerne for sig selv. Den Sorte Død og AIDS har igennem tiden forsøgt at gøre kål på de dødelige og de elskende, og heroverfor er mennesket så gudskelov et stædigt kræ med hang til fingersnilde og fløjlshandsker. Så mon ikke sygdommene bliver bragt under kontrol og udskyder apokalypsen en generation eller to? Derom kan vi kun gisne.

Straks mere alvorlig er den føromtalte ondskab, der udgår fra de endnu ukronede mørkemænds skarpladte våben; de præmiegale islamister med al deres vold og fornægtelse af livets urokkelige dagskurs. Den slags er særlig besværlige at komme til livs. For når man tager Guds navn i sin beskidte lille ørkenmund og insisterer på, at hans rige kan erhverves med nakkeskud, massakrer og besværgelser, så fortjener man altså et solidt gok i nøden med Emma Gad og Biblen. Her i livet taler vi pænt, og siden skal vi frelses.

Begivenhederne i 2014 er altså i høj grad kommet bag på livet selv. Det glade og åbne er blevet køresygt af de mange bump på vejen. Og det er måske det mærkværdige ved det snart forgangne år: dets bumlende og diffuse karakter. Også på de hjemlige breddegrader er friheden og godheden blevet kuppet og svinebundet. I sin kompleksitet og mellemdaglige indspundethed har 2014 været et år for viderekomne. Og også én slags, forsøgsvis, viderekomne er blevet ramt: Fra d. 1. juli blev alle perroner på det danske banenet befalet røgfrie, selv dem uden tag. På Bramming Stations perron, et 400 meter langt stykke beton placeret på den mest øde del af heden, kan de stakkels rygere således blive irettesat midt i deres pulserier. Så nu bliver også den rådne banans rygere ramt af Forbuds-Danmark. Det kunne være, at Islamisk Stat skulle lægge sharia på hattehylden og i stedet tage et smut forbi Vestjylland og indføre rygning?

Hvad de helt hjemlige breddegrader angår har situationen imidlertid ikke været ligeså drastisk og kummerlig. Omkring Kredsens vennekreds har solen gået sin upåklagelige, valsende gang. Ingen ebola eller jungletrommer her. Ingen nakkeskud eller religiøse massakrer, sådan da. Lad Vartov være det studentikose Tikrit og Mosul, og de mange diskussionsrunder efter foredragene indtage stillingen som slagtebænkene. Så går det nok. Det er måske lidt en plat kliché, hvis alene dette ikke også er af en sådan plat art, men det går meget godt her i vores lille trygge syndikat af platspillere, scoretrolde og natteravne. Vi har overlevet et Skærum Mølle, et sommermøde, forskellige ekskursioner af udenlandsk art, for ikke at tale om semestrenes foredrag, et blads dødeopvækkelse – måske endda opstandelse, samt en række venskabers foreløbige overlevelse, forskelle og måske navnlig ligheder til trods. Alene disse ubestridelige fakta burde være champagneknald og grådfyldte jubelscener værdige, men det kan nok vente et kort øjeblik.

2015 er nu året, der venter med en efterhånden barnlig utålmodighed. Og året står, som det siges, for døren. Det gamle for skud. Lad ikke denne nye dør være dødens port eller dumhedens dør, men en åben dør til et kalejdoskopisk år i lidenskabernes labyrint, hvor åndsild og litterære dødeopvækkelser skal berige og beruse, vi skal bekrige og besynge og gøre ved. Ildrageren skal svinges lystigt over hovederne. Benene i næsen må – og skal – motioneres til den yderste ømhed. Vi må ikke falde af på den, kun gå på knæ for Herren. Der skal synges karaoke med skæbnen og lægges arm med armodet.

Og lad os forlige os med, at da vi alligevel kun lærer af historien, at vi intet lærer af den, er vi nødsaget til at grine hånligt af ondskaben og af IS. Af rygeforbuddet og de små platte plageånder. Af snæversyn og banal blasfemi.

Vi skal blive voksne i 2015.

Skål!

Herrens år og Kongens sværd

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Nytårstanker om taksigelse og kampvilje af ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord. Godt nytår – og glædeligt kampliv!

Vi befinder os i mørketiden. Mens jeg skriver dette, er vi stadig i den allermørkeste tid inden vintersolhvervet. Men snart vender bladet. Solen vender tilbage, og Julen vil endnu en gang føde det nye år. Både troende hjerter og agtværdige hedninger vil samles om lyset i familiens kreds i håbet om et liv med muligheder for os og vore.

Og så kommer nytåret. Til den tid vil vi se tilbage på det forgangne år, og vi vil lytte til Hendes Majestæts nytårstale. Dronningens opgave er særlig og vigtig, for nytårstalen er anderledes end den megen snak, vi plejer at høre fra så langt størstedelen af de herskende. Når Dronningen taler, så taler hun ikke til den befolkning af feje og havesyge dyr, som politikerne i almindelighed kaster net efter. Nej, når Majestæten taler, så henvender hun sig til det folk, der er hendes eget, og som hun hverken kan eller vil lade i stikken. Majestæten har ikke en udenlandsk topstilling i baghånden, og derfor er hun værd at lytte til. Javist er hun ved visse lejligheder røget i en dumsmart grøft og har pippet med på kulturradikalismens anstændighedsviser, men det ændrer ikke ved hovedsagen: det er værd at lytte, når folkets dronning for en sjælden gangs skyld har ordet.

Og når Hendes Majestæt har talt og klokken er slået tolv, vil vi rejse os for at lytte til og efter bedste (fattige) formåen selv synge med på det danske nytårs tre sange: Grundtvigs nytårsudgave af Vær velkommen, Herrens år, Oehlenschlägers Der er et yndigt land og endelig første vers af Johannes Ewalds kongesang Kong Kristian stod ved højen mast. Det er ikke tilfældigt eller ligegyldigt, at det er disse tre sange, vi synger ved nytårstid. De er folkets sange, og i dem lever det folkelige nytårshåb om en fremtid for Danmark.

I det følgende skal det dreje sig om dette nytårshåb, sådan som det kommer til udtryk i polspændingen mellem den første og den sidste af sangene – mellem Herrens år og kongens sværd.

Lad dit hellige ord, oplive, oplyse det høje Nord!
Adventsudgaven af Vær velkommen Herrens år har af forståelige grunde et klart kirkeligt præg. I de første tre vers oprulles frelseshistoriens grundbegivenheder – Kristi fødsel julenat, opstandelsens påskemorgen og åndsudgydelsens pinsedag – og i det sidste hilses det Herrens og glædens år, der nu vil indfinde sig. Nytårsudgaven af Vær velkommen Herrens år adskiller sig fra denne frelseshistoriske salme ved at have et klart folkeligt præg, idet dens perspektiv ikke er kosmisk men konkret. Den retter sig mod den foreliggende danske virkelighed og forkynder håbet om Herrens stadige opretholdelse af det danske folk ved dets indgang i det nye år.

I det indledende vers bedes der om, at »Sandheds Gud« må lade sig »hellige ord oplive, oplyse det høje Nord!«, i det andet bedes der om, at »Nådens Gud« i det kommende forår vil lade sit solskin »skænke på marken et gyldent år« – og endelig bedes der i det tredje vers om, at »Fredens Gud« vil opretholde »den livsalige fred«, som vort land kan »blomstres ved«. Bønnerne og anprisningerne er konkrete og enfoldige: de angår folkets almindelige åndelige trivsel, markens grøde og sikringen af freden i landet, altså i Danmark. Når vi synger disse linjer, gør vi det som danske, der erkender, at menneskelivet og folkelivet er et under, som ikke opretholdes ved vores magt. Dette er det afgørende, dette er kernen i velkomsten af det nye år: visheden om, at vi ikke kan bære livet selv, og håbet om at det alligevel vil blive båret endnu et år, sådan som det hidtil er blevet. Vi erkender vores afmagt og fæstner lid til, at aftenstjernen fortsat vil lyse over lille Danmark.

Dette er den ene yderpol i det folkelige nytårshåb.

Og kamp og sejr før mig til min grav!
Nytårshåbets anden yderpol gives stemme i det første vers af Kong Kristian stod ved højen mast. Hvor grundklangen i Vær velkommen er den fromme besindelse på de gode gavers giver, er tonen i Kong Kristian anderledes selvsikker og rettet mod handlingens rum. Udsigelsen er enkel: Kongen bærer ikke sværdet forgæves, og det bør hans folk heller ikke gøre. For kongesangen handler om kampvilkåret – om menneskelivet, som altid må være et kampliv. Den handler om den jordnære og håndfaste vilje til at værne menneskelivet, sådan som vi kender og elsker det, nemlig som et folkeliv, hvor kampen for overlevelse og trivsel er og bliver en rå, uomgængelig virkelighed.

I vores tid ser man ofte pæne folk vrænge på næsen af kongesangen. De synes, den er noget så krigerisk og nationalistisk og frygter at få beskidte struber ved at synge med. Til sådanne typer er der kun ét at sige: kongesangen er vitterligt ikke for svage sjæle. Men det er menneskelivet heller ikke, og derfor er det så rigtigt og lykkeligt, at sangen har sin plads ved det nye års begyndelse. Den er en usødet påmindelse til os alle om, at livet ikke er et sønderjysk kagebord, og at en dødsfjende ikke bekæmpes med anstændighed og samtalepædagogik, men med våben i hånd. I kongesangen hører vi således, at også vi er kaldede til at gøre vores for at medvirke til opretholdelsen af menneskelivet her hos os. Bevares, vi skal ikke alle være soldater i konkret forstand, men vi skal så vist være det i sindbilledlig forstand – og det bør ikke være en mindre alvorlig sag.

I kongesangens afslutning – som jo så desværre ikke afsynges ved nytår, men som vil blive det i fremtiden, når alt bliver anderledes – står der det væsentligste af, hvad der er at sige om det vågne folkeliv:

Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejr før mig til
min grav!

Så enkelt kan det siges, og så enkelt skal vort håb være: at vi må vælge kampen, velvidende at alt menneskeligt ender i graven. “Sejrløse falde kæmper alle,” sagde vore stolte hedenske forfædre, og med sidste vers af kongesangen giver vi dem ret. Vi véd, at vi skal dø, men vi véd også, at der findes en værdig og en uværdig død. Det er alt, hvad et menneske kan stræbe efter.

De to dele af nytårshåbet betinger gensidigt hinanden: den ydmyge taksigelse og den frimodige kampvilje. På disse to kan vi leve vort liv og dø vor død i det yndige, lilleputland, som er vores – resten tilhører den Herre, hvis år vi nu byder velkommen.

Godt nytår – og glædeligt kampliv!