Stud.linc.merc. Christan Krogh Olsen har læst Jens André Herbeners bog “Naturen er hellig” og er ikke imponeret. Vi bringer anmeldelsen herunder. Den er også at finde i det nye nummer af Studenterkredsens tidsskrift. Det rummer indlæg af Johannes Aakjær Steenbuch, Julius Petersen, Søren Lund Sørensen, Ole Jensen og Jens Alfred Raahauge. Bliv abonnent ved at skrive til studenterkredsen@gmail.com – det koster blot 100 kr. for hele året.
natur
Prædiken: Guds gaver og naturens lære
Redaktionen bringer hermed stud.theol. Kristoffer Garnes præken til høstgudstjeneste i Skannerup Kirke, 5. oktober.
16. søndag efter Trinitatis, anden række
Hvorfor egentlig holde høstgudstjeneste? Selvom det bliver mere og mere almindeligt at holde særgudstjenester for det ene og andet, ofte som minde over en bestemt begivenhed, eller, som det hedder, for et godt formål, så er høstgudstjenesten alligevel noget særligt. Det er en tilbagevendende begivenhed år efter år, og noget de fleste menigheder med respekt for sig selv vælger at fejre. Det har traditionen med sig. Men modsat kirkeårets højtider – jul, påske, pinse – så har høstgudstjenesten ikke sin faste søndag i kirkeåret, og dermed ikke nogen bestemt tekst knyttet til sig. Det kunne altså se ud til, at høstgudstjenesten på sin vis er noget i sin egen ret, har sin plads uden for, eller ved siden af, den almindelige gudstjenestefejring, som har fundet sted lige siden kirkens første år.
Hvor kommer den så fra, denne særlige form for gudstjeneste? I en tid, hvor den teknologiske udvikling har afstedkommet, at det efterhånden er de færreste af os, der får beskidte fingre af agerbruget, de færreste der pløjer, sår og høster, kan det virke aparte eller måske eksotisk – som et levn fra gamle dage – at fejre høstgudstjeneste. Og især kan det virke mærkeligt, at netop kirken skulle foretage en sådan markering, når nu, må vi indrømme, langt de færreste ellers har skik for at komme her og modtage velsignelse over det i øvrigt ellers hæderlig virke, som vi fylder vores dag med.
Men høstfejringen; takken og lovsangen for jordens gaver i de fyldte forrådskamre; og bønnen om at måtte stå igennem vinteren og igen til næste år kunne pløje og så sæden i sorten jord, er lige så gammel som mennesket selv, er altså meget ældre end den i sammenligning stadigt unge kristendom. Hvad end den guddommelige instans, man har henvendt sig til, har heddet Moder Natur, Sol, Demeter, Ceres, Frej, eller blot den ubestemmelige kraft, som gennemstrømmer alt, så har det menneske, der har vidst sig i naturens vold og dermed overlevet til naturkræfternes luner, fundet det nødtvunget at henvende sig med tak og bøn om, at vind og vove måtte lyde den guddommelige magt til menneskenes fordel. Som vi synger med jordbrugerens sang: ”Hvad magted jeg vel, om du ej gav held, det vokse jo medens vi sove.”
Men med kristendommens komme fik denne fejring en anden klang. Ganske vist var også de kristnes Gud, som havde skabt verden og herskede over naturen, en streng og til tider ubarmhjertigt tugtende fader, men det var ikke hans sidste, endsige vigtigste ord til mennesket. Nej, denne Gud var frem for alt en kærlig Gud, og derfor havde han givet sig til kende for mennesket gennem sin søn, Jesus Kristus, som også var Gud, og som elskede verden så højt, at han gav sit liv på korset for at enhver, som troede på ham, ikke skulle fortabes, men have evigt liv. Han havde underlagt sig dødens magter, var den sejrende konge, som ikke gav sig tvetydigt til kende gennem naturkræfterne, men entydigt i kærlighedens opofrende skikkelse.
Og tilmed havde han også stiftet et nyt åndeligt rige på jorden, det man på dansk valgt at kalde for kirken. Han havde selv anvist, hvordan han skulle kendes og tilbedes, nemlig i forsamlingen af alle de på ham troende, som fik kristendommen overleveret helt fra hedenold, gennem de henfarne slægter, der gik i apostlenes spor. Og derfor skulle de stene, som bønderne ryddede marken for, nu bruges til at bygge kirker med. Nogle af dem står her endnu, de gamle landsbykirker, og de kan være os et udmærket sindbillede på, hvad kristendommen er for en størrelse. Ikke fordi stenene er noget værd i sig selv, eller fordi der skulle være noget særligt helligt ved dette sted. Kirken findes kun, hvor vi lader os opbygge til levende stene gennem gudstjenestefejringen, men alligevel minder disse stenmure, bag hvilke der er blevet fejret gudstjeneste i snart 1000 år, os om, at kristendom ikke er noget, vi selv skaber, men noget, vi for intet får, noget, der er os skænket og overleveret af vores fædre.
Men ligesom laden nu engang er det sted, hvor vi nu efter høsten har Guds gaver, og her, hvor vi gemmer dem, indtil vi nyder dem til livets opretholdelse, så er kirken nu engang det sted, hvor vi først og fremmest får Guds åndelige gaver, hvor vi i sandhed lærer ham at kende. Det gør vi, når vi beder det fadervor, han selv har lagt i vores mund, når vi døber vores børn og her bekender den kristne tro, Jesus selv har lært og vist os og overleveret til os gennem apostlene og de bibelske skrifter. Og ikke mindst når vi, som der en dag som i dag er særlig grund til at fæstne os ved, mødes omkring hans bord. Her spiser vi det brød og den vin, som vi hører, er Jesu eget kød og blod, til minde om, at han gav sig selv for os. Det er Guds sande gave, det måltid, der er ham selv, og hvorved han forlades os vore synder, og derved styrker og opretholder os, som det hedder, til en sand tro til det evige liv. Det giver os fred til at leve frimodigt som fuglen og at lade vores liv være fyldt med virksomhed og velstand til vores næste gavn.
Og for det skylder vi ham tak, og den tak er det, der finder udtryk i vores salmesang og lovprisning, sådan som det altid har været her i kirkens gamle hus. Men ligesom man ikke skal elske selve gaven, men skal elske den, der giver gaven, sådan er det også med Guds gaver. Det er sjældent tilfældet med os arme mennesker, når vi f.eks. glemmer, at vi er vores forældre kærlighed og bestandig tak skyldig, således glemmer vi også at takke og elske Gud vor himmelske Fader. Og derfor er det, vi beder om, at Gud må oplukke vores hjerter, så vi kan elske ham, der gav os livet. At vi trods al synd og skyld er i stand der til, ja, det er det, der kaldes Helligåndens gerning, og det er den, vi kommer i kirken for at erfare gyldigheden af.
Så langt så godt. Mere behøvede vi ikke at sige, men kunne lade gudstjenesten tale sit eget sprog søndag efter søndag; høre Guds ord og læse fra Biblen.
Men når nu vi er samlet her for at fejre høsten og markere årstiden, så kunne man jo stille sig det simple spørgsmål: Hvad kan vi lære af naturens gang? Og dertil er der kun en, vi med sikkerhed kan svare: At vi engang skal dø. Så enkelt er det. Det kan vi jo godt glemme i både fest og hverdag, når vi mærker livsfryden krible i os, når vi ser på et lille barn, og når vi gennem alskens mirakelkure og tryllemidler forsøger at holde os i live og fit for fight. Alt sammen fint nok, men bevidstheden om døden kan og skal vi ikke undslippe. For kun den, der ved, at livet får ende, kan bevare og opretholde et sundt og virkeligt forhold til jordens og livets sager. Men som sagt: Det er bare at slå øjnene op og se, hvordan både skoven og menneskelivet falmer trindt om land, år efter år.
Men hvis det var alt, hvad der var at sige, ja så var kristendommen jo overflødig, kirkens mange ord tomme og hule, al vor prædiken var blot tant og fjas. Men sådan er det ikke. Med Jesus ved vi, at døden er den sidste fjende, der skal overvindes. Og det er det, dagens tekster handler om, hvordan Gud kan rive os ud af naturens, altså dødens, garn.
Vi hører hos Paulus, at døden er kommet med det ene menneske Adam, hvis stolte sønner vi i sandhed alle er, når vi glemmer at leve livet i tak og skyldighed, i kærlighed til vor Gud og næste. Når vi, lige meget hvor gode og fromme vi lever vores liv, bliver skyldige i at hævde vores eget og kun tænke på os selv. Når vi spiser af frugten til kendskab om godt og ondt, og tror, at vi ved, hvad der tjener os bedst. Det er det, kristendommen kalder synd, og som vi, når vi lytter til Guds ord, indser, at vi alle er indesluttet under opfyldt af op til over begge ører. Derfor fortjener vi i bund og grund at dø, og det gør vi så. Så kan naturen og livet atter gå sin gang. Og det hele kan så gentage sig igen, år efter år, slægt efter slægt.
Men Guds ord, som bliver hos og, tør vi håbe, aldrig glipper, det taler om opstandelsen fra de døde. For Gud, der elsker sin skabning, han blev menneske og gav sig selv på korset og pådrog sig alle vores syndere. Men fordi Guds søn som det eneste menneske var immer kærlighed og elskede sin himmelske fader, så overvandt han også herved dødens magt. Og med ham er derfor døden også overvundet for os. Det er det, beretningen om Lazarus’ opvækkelse fra de døde skal tjene som et forbillede på.
Fra sin ophøjede plads ved Gud Faders højre hånd kalder Jesus Kristus nemlig på os, idet han råber til os: ”Kom herud”; i lyset og det sande evige liv, ud til hans åndelige rige, hvor mørket og dødens skygge ikke er den sidste horisont for vores liv, men hvor derimod kærligheden og ordet om syndernes forladelse giver os mod til at leve et menneskeliv i tak og skyldighed, i kærlighed til næsten.
Og engang, når Gud er blevet alt i alle, så vil de dødes opstandelse også blive virkelighed for os; det er det sidste ord, der er at sige. Da vil Jesus anråbe alle de naturens og mørkets magter, der holder os bundne – de levende til synden og de døde til graven – og han vil sige til dem ”Løs menneskene, og lad dem gå”. Og med det løfte, som er evangeliet i dagens tekst, holder Gud os fast med sin højre hånd, indtil vi en dag skal gå ind til de himmelske hærskarer og lovsynge Gud sammen med englene. Indtil da er der kun det ene at gøre at være vor jordiske tilværelse tro, at fylde vores dag med et hæderligt virke til gavn og glæde for næsten, i tro og tak og skyldighed at elske og tjene hverandre, og derigennem vor Gud. Til hjælp herfor, og til trøst og styrke, både når det glipper og når det går, har Jesus stiftet sit åndelige rige på jorden, denne kirkens vang, som vi har arvet af henfarne slægter, og hvor bordet altid er dækket med det livets brød, som er Jesus Kristus, Guds Ord.
Salmer
730
21
542
728
727
729
—
Kristoffer Garne har tidligere skrevet om Skannerup Kirke i sidste års påskeskrivelse Den dybe sammenhæng.
Kantianske shamaner
Stud.mag. og bestyrelsesmedlem Rasmus Vangshardt om amerikansk litteraturhistorie.
“Amerikansk transcendentalisme” tillader litteraturhistorikere sig at kalde den strømning, som poeterne Ralph Waldo Emerson (1803-1882) og Henry David Thoreau (1817-1862) grundlagde i midten af det 19. århundrede, og som lige siden har indtaget en plads i litteraturhistorien som tidlig, litterær fænomenologi, spidsfindig og elegant idealisme eller alternativ, politisk tænkning. Alle tre beskrivelser opfundet til at skjule det faktum, at deres tænkning ikke består i andet end sværmerisk mysticisme.
Spørgsmålet, hvorfor man kalder denne strømning for ”transcendentalisme”, bør være det første, der rinder enhver læser i hu. Undertegnede har sandt for dyden ikke svaret, og efter min mening grunder betegnelsen hovedsagligt i et kujonagtigt knæfald for husguderne selv, der fik lov til at styre deres egen virkningshistorie, både inden for og uden for Nordamerika.[i] De kaldte deres egen lille loge for Transcendentalistcirklen, og det var tilsyneladende et forsøg på at føre dele af Immanuel Kants filosofi ud i livet.
Det forekommer mig, at betegnelsen hviler på en sær antagelse om, at et materialistisk verdensbilledes modsætning er et transcendentalt. Men så må man da som minimum spørge, hvad der transcenderer den menneskelige virkelighed i Emersons og Thoreaus univers, hvad end denne menneskelige virkelighed forstås idealistisk eller materialistisk? Noget må jo gøre det, hvis begrebet transcendentalisme skal give mening. Jeg kan dog ikke finde det nogen steder. Og især ikke i deres gudsbegreb.
Først vil jeg dog rose Emersons begreb om ”self-reliance”. Emerson skriver i essayet af samme navn, at ”my life is not an apology, but a life,” hvilket er mig en sympatisk tanke. Det ligger også fint i tråd med en kristelig tale om, at Gud elsker dig som den arme synder, du er, ikke som det ideal, du ikke lever op til. Og det er naturligvis fint.
Derudover er det også på sin plads at rose især Thoreau, men også Emerson, for, at de som poeter betragtet ikke er uinteressante. Nyd eksempelvis følgende Thoreau-citat:
”The light which puts out our eyes is darkness to us. Only that day dawns to which we are awake. There is more day to dawn. The sun is but a morning star.”
Hvad det betyder, aner jeg ikke, men flot er det da. Mit problem med de tos skriblerier er et ganske andet, for deres mål er ikke poesi, men snarere at (mis)bruge poesien som en slags sandhedsorgan for mysticistisk (guds)erkendelse og pubertære revolutionsdrømme. Hvis man begrænser sig til Emersons essays ”Self-reliance” og ”Nature” samt Thoreaus ”Walden”, synes begges anliggende først og fremmest at være en slags anti-traditionalisme: Bøger og historie er borgerlige påfund, der skal fastholde menneskets blik bagudrettet, så det ikke opnår det, Emerson kalder ”an original relation to the universe”:
”Why should not we have a poetry and philosophy of insight and not of tradition, and a religion by revelation to us, and not the history of theirs [vores forfædre, RV]? Let us demand our own works and laws and worship.”
Men så må jeg spørge: Er vores forfædres liv ikke også levet liv? Og skulle det ikke være tilfældet, at der kan tales således, at muren mellem mig og eksempelvis Paulus eller Shakespeare bliver gennemsigtig, sådan at de taler dér, og jeg hører hér, som de tidlige Tidehvervsfolk ville have sagt det? Men nej, glem det skidt til Bibelen og Hamlet, vi må skabe vores egen ”worship”. Hvordan da, spørger De så dem selv? Emerson har skam svaret:
”In the woods is perpetual youth. Within these plantations of God, a decorum and sanctity reign. […] In the woods, we return to reason and faith. There I feel that nothing can befall me in life, – no disgrace. […] I become a transparent eye-ball; I am nothing; I see all; the currents of Universal Being circulate through me; I am part of or particle of God. […] The greatest delight which the fields and woods minister, is the suggestion of an occult relation between man and the vegetable.”
Og lige som man ikke tror, at det bliver mere gakket:
”I am not alone and unacknowledged. They [the fields and the woods, RV] nod to me, and I to them.”
Tilsyneladende er dette ideal om at blive “a transparent eye-ball” altså alternativet til retrospektiv traditionalisme. Vi skal indse, at markerne og skoven ”anerkender” os og ”nikker” til os i stedet for at læse Romerbrevet.
Til Thoreaus retfærdighed skal det dog nævnes, at hans antitraditionalisme langt fra er lige så eksplicit, og det er derfor sværere at anklage ham for selv samme. Men det synes mig dog klart, at ”Walden” er et forsøg på at gøre det, Emerson efterlyser.
Efter min mening skyldes denne anti-traditionalisme flere ting, hvoraf jeg her skal indskrænke mig til at nævne to. For det første kan den skyldes for stor afhængighed af Kants aposteriori-kategori, der som bekendt kun rummer empiri i en temmelig naturvidenskabelig forståelse. Transcendentalisterne var netop meget optagede af Kant og læste ham i deres ”cirkel”. Måske er det derfor, at Emerson og Thoreau ikke ser, at aposteriori-kategorien bør udvides, sådan som Gadamer så klogeligt har slået fast. Aposteriori-erkendelse bør også dække blandt andet tradition og åbenbaring, hvis den menneskelige forståelse skal beskrives adækvat. Det så Kant ikke, og det ser transcendentalist-spirerne ikke.
For det andet skyldes denne antitraditionalisme tilsyneladende en slags politisk, revolutionær indstilling. Det politiske ligger latent i begges tekster og særdeles eksplicit i især Thoreaus liv. Deres revolutionære indstilling går især på en tanke om, at mennesket holdes i lænker af institutioner som kirken, staten, byen, og at vi kan sætte os selv fri ved at tage afstand fra dem. Det kan i visse tilfælde være rigtigt, at de undertrykker mennesket, men som altid med sværmeriske, revolutionære drømme kammer det over i troen på det grænseløse subjekt, der selv sætter sine grænser. Emerson:
”The sensusal man comforms thoughts to things; the poet conforms things to his thoughts.”
En slags kantiansk shaman, forstås…[ii]
Alligevel er det værste aspekt ved dette ”transparent eye-ball”-ideal den totale mysticisme, der lægges for dagen. Begges naturerkendelser er blottet for sandhedsbetingelser, og hvad andet ord for dette er der end mysticisme? I vore dage ville nogle sikkert kalde det fænomenologi og gerne for min skyld: Men så må man stille det samme spørgsmål: Hvad er sandhedsbetingelserne for en såkaldt fænomenologisk analyse af et træ eller et venteværelse hos en praktiserende læge, sådan som man ser dem udfoldet nu til dags?
På sin vis er Thoreau ikke lige så slem som Emerson, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han kun forekommer mindre rabiat, fordi han ikke har disse metaovervejelser over sin metode, som Emerson har. Til gengæld er Thoreaus kristendomsforståelse mig noget nær en modbydelighed. Jeg tillader mig at fremhæve følgende passage:
”If you would avoid uncleanness, and all the sins, work earnestly, though it be at cleaning a stable. Nature is hard to overcome, but she must be overcome. What avils it that you are Christian if you are not purer than the heathen, if you deny yourself no more, if you are not more religious?”
Og her gik jeg rundt og troede, at kristendommen netop havde ophævet skellet mellem rene og urene måder at leve på, således at den aldrig kan ende som politisk ideologi, som det er tilfældet med islam. Men jeg har heller aldrig været en ”transparent eyeball”, så det forklarer måske mine fejltagelser.
Slutteligt et enkelt pænt ord om Emerson. Han lykkes da med én sand erkendelse: ”The sun also shines to-day.” Se, dér er en hævdelse, hvis sandhedsbetingelser kan blotlægges.
Noter
[i] Et fænomen, der ikke bør være danskere fremmed. Anders Thyrring Andersen har i Kredsen påpeget, at det samme gælder Johannes V. Jensen: Kongens fald beskriver en klokkeklar kristelig antropologi, men alligevel fik han lov til at styre sin virkningshistorie således, at alle tænkte ham som darwinist.
[ii] I den modsatte ende af verden gik russiske F.M. Dostojevskij rundt på stort set samme tid og så helt anderledes klart, hvilke konsekvenser en tro på det grænseløse subjekt ville få: Terrorisme. Med Rowan Williams blændende formuleringer formørkes subjektet i sin søgen efter grænseløshed:
“The freedom of the void is the dream of a liberty completely without constraint from any other, human, subhuman or divine; because it has no ‘other’, it can also have no content. But this means that the hunger for such freedom can only manifest itself in destruction, flinging itself against any limits; and when those limits are destroyed, it has to look around for more ‘others’ to annihilate, culminating in self-destruction. Since limits make us, what we are, the idea of absolute freedom is bound to be terroristic.”
