Cand.theol., ph.d.-stipendiat Martin Ravn anmelder Jes Fabricius Møllers bog om “Dynastiet Glücksborg”. Der er ros for grundighed og en flot billedside, men bogen lider også af en hang til den radikale historikertradition fra det 20. århundrede, der indimellem kammer over i en forceret nøgtern stil.
Historikeren Jes Fabricius Møller vil være kendt af mange Studenterkredsfolk. Ikke alene er han tidligere formand, han har også ved forskellige lejligheder fungeret som en slags Kreds-historiker, selvom Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne på det seneste har gjort ham rangen stridig. Senest holdt han festforelæsningen ved Kredsens jubilæumsfest i fjor.
Af den grund skal hans nyeste bog ”Dynastiet” naturligvis også omtales her. Titlens dynasti er den glücksborgske slægt, som siden 1863 har været den danske kongeslægt. Det skyldes, at den hidtidige kongeslægt, den oldenborgske, var uddød med Frederik VII, og så måtte man jo finde på et alternativ. Det betyder imidlertid ikke, at vor nuværende dronning ikke er familie med sine forgængere fra før 1863. Glücksborgerne og oldenborgerne er faktisk beslægtede. ”Dynastiet” handler om de begivenheder, der ledte frem til, at det blev den glückborgske Christian IX, der i 1863 kunne bestige tronen, samt ikke mindst hvad der senere hændte. Altså hvordan det danske kongehus manøvrerede i de brydninger, der har kendetegnet moderniteten. Hvordan skulle kongehuset forholde sig til Grundlov, parlamentarisme, ligestilling mellem kønnene og meget mere? Hvilke muligheder havde man, og hvorfor gjorde man, som man gjorde?
I besvarelsen af de spørgsmål tjener ”Dynastiet” ikke bare som en krønike om kongehuset, men også som (nyere) Danmarkshistorie. Og lad det som udgangspunkt være sagt, at det gør den aldeles udmærket. Bogens tretten kapitler bærer alle en ”undertitel”, som enten er et statement eller et spørgsmål. Eksempelvis spørger Kapitel III, Helstatens Fald: ”Hvad nu hvis man antager, at de danske regeringer i 1863-1864 ikke bestod af komplette idioter?” Det er et godt greb, især når man som jeg (der gik i folkeskole i 1990’erne) netop lærte, at det, der førte til katastrofen i 1864 var og kun kunne forklares med politikernes idioti. Med det udgangspunkt bliver det jo unægtelig noget nær umuligt at forstå historiske begivenheder. Fabricius Møller skal have ros for at anlægge at langt mere frugtbart blik.
Et af de spørgsmål, der af gode grunde fylder meget i bogen, er, hvorfor det lige præcis blev den glücksborgske Christian IX, der kom til af efterfølge den barnløse Frederik VII på tronen. Det var flere alternativer. Beslutningen skyldtes i høj grad Danmarks på det tidspunkt nye beslutningsmæssige organ. I 1863 var det som bekendt kun fjorten år siden, at enevælden var faldet, og Danmark havde fået sin første Grundlov. I den forbindelse spinder Fabricius Møller en ende over, at Constantin Hansen på sit berømte maleri af Den Grundlovgivende Forsamling 23. oktober 1848 fra 1860-64, giver Grundtvig en vigtig plads, nemlig lige midt i billedets skæringspunkt. Grundtvig har en tilbagetrukket, men vigtig rolle på maleriet. I et Studenterkreds-perspektiv kunne det være interessant at høre om, hvad Grundtvig mente om den nye konge af glücksborgsk slægt i forhold til de alternativer, man ellers havde. Besvarelsen af det spørgsmål ville måske være at tilgodese en lidt speciel særinteresse, men måske det kunne være en idé til et kommende foredrag ved Fabricius Møller eller en anden historiker?
Bogen er affattet en i nøgternt registrerende stil, hvor Fabricius Møller dygtigt guider rundt i historiens kabinet, samtidig med at han diskuterer de forskellige politiske og forfatningsmæssige situationer, det danske kongehus har skullet manøvrere i de seneste 165 år. For eksempel endevendes Christian X’s rolle i Påskekrisen. Her er det jo almindeligt blandt lægmænd at mene, at kongen begik statskup, men sagen er meget mere speget end som så. Behandlingen heraf er forbilledlig, på én gang grundig og let tilgængelig.
Fabricius Møllers nøgterne stil kammer dog indimellem over eller kommer til at virke besynderlig. Som almindligt historisk interesseret lægmand går jeg ud fra et det ”objektiviserende” eller nøgterne ideal er en arv fra den såkaldt radikale historikertradition i det 20. århundrede. Men historikeren har jo holdninger og overbevisninger, som uvægerligt må præge fremstillingen. Det er såre menneskeligt. Disse holdninger og overbevisninger kommer også indimellem også frem her, så at sige bag om ryggen på fremstillingen. For eksempel sammenligner Fabricius Møller det hørupske princip – intet over og intet ved siden af Folketinget – med praksis i præsidentielle demokratier såsom Frankrig og USA. Her indtræffer det ikke sjældent, at regeringen tilhører den ene fløj, mens parlamentsflertallet tilhører den anden. Det kan ifølge Fabricius Møller føre til opslidende politiske skyttegravskrige, som blokerer for nødvendige politiske beslutninger (side 121). Aha. Der finder altså et fænomen som ”nødvendige politiske beslutninger”. Hvad det er for en slags nødvendighed, der gør sig gældende i slige situationer, får vi ikke svar på, ligesom der heller ikke gives eksempler på ”nødvendig politik”. Det skyldes nok, at spørgsmålet om nødvendige politiske beslutninger (og spørgsmålet, om et sådant fænomen overhovedet eksisterer) i bund og grund altid må bero på et politisk skøn.
Til sidst skal det fremhæves, at ”Dynastiet” er fyldt med pragtfuldt billedmateriale. Mange af billederne stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og jeg vil mene, at er man historisk interesseret, er bogen værd at anskaffe alene på grund af billederne. For eksempel fortæller den lakoniske billedtekst til et fotografi (side 268), som forestiller den livet igennem meget, meget tyskfjendtlige Frederik IX og den tyske forbundspræsident G. Heinemann, at det var kongens pligt som statsoverhoved at tage godt imod sin tyske kollega. Med sine korslagte arme, demonstrativt sammenknebne læber og ligegyldige blik udstråler kongen ikke ligefrem imødekommende værtskab.
Ligesom bogen indledes med en redegørelse for historien indtil 1863, afsluttes den med et perspektiverende efterord, der spørger til nutidens kongehus. Er kongehuset ikke et paradoks i et moderne demokrati? Hvorfor holder danskerne (for det gør langtde fleste jo) alligevel af kongehuset? Hvorfor er dronningen en god monark, og hvordan kunne fremtiden tænkes at blive? Det er en fin afslutning, men det bedste ved bogen er nu dens historiske redegørelser og ikke mindst dens billeder.
Jes Fabricius Møller: Dynastiet Glückborg – en Danmarkshistorie. Gad 2013. 320 sider. 349 kroner.
—
Flere artikler af og om Jes Fabricius Møller og hans bøger her