Karl Barth

Valget i ødemarken – om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Nr. 2, 65. årgangI anledning af aprilnummeret af Studenterkredsen, der i skrivende stund efterhånden har indfundet sig i abonnenternes stuer, bringer vi et af tidsskriftets artikler. I denne ombæring skriver cand.theol. Andreas Pilekjær om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

 Hvilke Rødder omklamrer, og hvilke Grene
Vokser i disse Stenbrokker?
– T. S. Eliot, Ødemarken

I 1922 bliver den engelsk-amerikanske digter Thomas Stearns Eliots litterære hovedværk, The Waste Land, udgivet i tidsskriftet The Criterion. Ødemarken, som det kommer til at hedde i Kai Friis Møller og Tom Kristensens danske oversættelse fra 1948, beskriver blandt andet, hvordan Jerusalems, Athens og Roms tårne ligger knuste i et univers, hvor det liv, der nu er, intet højere ønske har end at dø, og det, der allerede er dødt, stikkes i jorden for at se, om det vil spire på ny. Alt er tilsyneladende dømt til at udstå et liv i ruindyngerne fra Første Verdenskrig. Digtet ser dagens lys samme år, som den schweiziske landsbypræst Karl Barth lader apostlen Paulus fælde kontant dom over tysk liberalteologi og dens grundlag i anden udgave af sin Romerbrevskommentar. 1922 bliver året, hvor litteratur og teologi vender blikket mod Europas slukørede rester og spørger, om liv nogensinde vil kunne spire her igen?

Digtet opnåede klassikerstatus inden for engelsksproget modernisme, men for Eliot selv lod det centrale spørgsmål, som jeg indledningsvis citerede fra digtet, sig ikke dermed skubbe til side. Nærværende tekst vil belyse nogle hovedlinjer i Eliots senere essay The Idea of a Christian Society (1939), hvor man kan sige, at dette spørgsmål danner klangbund for Eliots livtag med ideen om et kristent samfund. Hvor digtet lader muligheden for nyt liv efter ødelæggelsen være et åbent spørgsmål, stilles læseren i essayet indirekte over for valget mellem det kristne samfund og det hedenske samfund. Eliots tese er, som også i Notes Towards the Definition of Culture (1948), at ”If Christianity goes, the whole of our Culture goes.” Men hvad forstod Eliot ved et kristent samfund og dets kultur?

Som udgangspunkt mente Eliot ikke, at hverken stater eller kulturer kunne være neutrale. Enten er kulturen kristen, eller også er den (på vej til at blive) forbundet med en anden religion. Svaret på, hvorfor neutrale stater og kulturer er en umulighed hos Eliot, skal findes i hans traditionssyn. Eliot var modernist og anti-romantiker. Romantikkens dyrkelse af det individuelle talent overså, at det egentligt nye værk kun er i stand til at sige noget nyt, idet det netop tilegner sig traditionen, som da i, det nye værk, bearbejdes en smule og derved lader det bedste i traditionen fremtræde med fornyet klarhed. En position, der hos os vel bedst kendes fra Søren Ulrik Thomsen. Tradition og kultur går forud for individet hos Eliot. Idet den givne kultur og religion – og der findes for Eliot aldrig kulturer uden religion – altid er forudsætningen for samfunds og menneskers aktiviteter, er kulturel og religiøs neutralitet også udelukket.

Det kristne samfund, som det beskrives i The Idea of a Christian Society, består af tre elementer: Den kristne stat, det kristne fællesskab (the Christian Community) og fællesskabet af kristne (the Community of Christians). Den kristne stat har intet at skaffe med mulige kristne værdier, eller hvorvidt politikerne selv er kristne. Ej heller kan nogen regering identificeres med det kristelige, for det ville for Eliot udgøre en forveksling af det relative med det absolutte. Det handler alene om ”their [de styrendes] being confined by the (…) traditions of the people they rule, to a Christian framework.” Således er det kristne samfund (the Christian Community) ej heller andet end det samfund, hvori reguleringen af det offentlige liv sker ud fra kristendommen. Det kristne fællesskab udgør hos Eliot samtidig kulturen, thi kulturen er inkarnationen af folkets religion, som det beskrives i Notes Towards the Definition of Culture. Er kalenderen kristen, med jul, påske, pinse og helligdage, ja, så er samfundet kristent, om end majoriteten ikke er sig det bevidst. Igen; alternativet er, at samfundet reguleres af en anden religion. Ikke at samfundet slet ikke reguleres af nogen religion. Fællesskabet af kristne (the Community of Christians) er da gruppen, som er bevidst om deres kristendom.

Det gryende afkristnede samfund herimod, hvis konturer for Eliot at se begynder at vise sig i mellemkrigstiden, er kendetegnet ved aftagende sindelagsetik, klassernes sammenbrud til masser og demokratiets fortvivlede forsøg på at dæmme op for det kaos, som er liberalismens negation, men som den selv har banet vejen for. Eliots diagnose foregriber her på flere punkter den analyse, som Hannah Arendt skal foretage af totalitarismen 12 år senere i The Origins of Totalitarianism, ligesom hans blik for demokratiets grænser vækker mindelser om Tidehvervs (særligt Søren Krarups) kritik af demokratisme i 1960´erne. Det afkristnede, eller hedenske, samfund er kendetegnet ved en nedbrydelse af grænsen mellem privat og offentlig, nedskrivning af menneske og skaberværk til nytteværdi og profitjageri. Det hedenske samfund evner ikke at balancere mellem uhæmmet udnyttelse af naturen og naturalisme, ifølge Eliot, der i stedet ser den kristnes sande forhold til naturen udtrykt i ørkenfædrenes forundring over skaberværket. Eliots kritik af udnyttelsen af naturen og udbytning af arbejdere flugter på afgørende punkter med højskolemanden Knud Hansens modernismekritik flere årtier senere. Også her gælder heldigvis, at Eliot ikke er for fastholdere. Han lader sig ikke sætte på formel og slet ikke bedømt ud fra det persongalleri, der senere – direkte eller indirekte – skal lade sig inspirere af ham. Det er én mulig grund til, at Eliots essay stadig virker friskt så mange år efter.

Det organiske hos Eliot begrænser sig dog ikke til naturen. I det allerede nævnte essay fra 1948 udbygger Eliot sit allerede skitserede kultursyn til en bredere anskuelse af mangfoldigheden i kulturer i vekselvirkning mellem klasser, landenes regioner inden for nationerne, nationernes til hinanden og disses blik ud til resten af Europa. Kulturen vokser altid nedefra, den kan aldrig selv blive genstand for menneskers planlægning, for den er selv forudsætningen for deres planlægning. En af styrkerne ved Eliots anskuelse er netop, at samfundets religiøse og kulturelle enhed muliggør det frisind, kunne vi sige, som er forudsætningen for den enkeltes frie udfoldelse. I The Idea of a Christian Society finder vi dermed en af modernismens fremmeste repræsentanter argumentere for, at alene det kristne samfund kan sikre den individuelle frihed, som da også hører moderniteten til, imod helt at vendes til dæmoni. Anderledes troende, tvivlere og vantro har ikke mindre plads i det kristne samfund end den enkelte troende, for de udvider og udfordrer horisonter og vaner; derimod er det nødvendigt, at rammen om samfundet – herunder institutionerne – understøttes og derved viderefører den overleverede kultur og religion, så frisindet kan bestå. Den enhed er ingenlunde lig ensretning, som Eliot kategorisk afviser. Det at være rundet af en fælles culture (kultur, men også dannelse) er forudsætningen for kontinuitet i det aktive og kontemplative liv i politik, kunst samt religion. Det er modtrækket til modernitetens fritsvævende massemennesker. Dog er det for Eliot i sidste ende kirkens forkyndelse, der holder fast ved mennesket uden at reducere det. Det er derfor, at det kristne samfund skal have en kirke, der officielt er forbundet med staten. Har man valgt det fra, har man samtidig valgt at forbinde stat og samfund med en ny religion, hvordan den end måtte se ud. I digtet lod Eliot det være et åbent spørgsmål, hvilke grene der kunne vokse i ødemarkens stenbrokker. I essayet derimod stilles læseren, på sin vis over for et valg. Til det formål forlader poeten den botaniske retorik til fordel for en nærved gammeltestamentlig:

The term ”democracy” (…) does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike – it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.

De indsparkede døre og almagten – replik til en anmeldelse

~ KG ~ Skriv en kommentar

Almagtsdebatten er ikke slut endnu. Redaktionen har modtaget følgende replik af Lars Sandbeck ovenpå på mandagens anmeldelse af hans seneste bog.

Jeg vil gerne takke Studenterkredsen og stud.theol. Søren Frank Jensen for at bringe en anmeldelse af min seneste bog Afsked med almagten. Et bidrag til det kristne gudsbillede. Det er en god anmeldelse, som jeg er meget tilfreds med. Ikke fordi anmeldelsen er specielt rosende og fuld af lovprisninger over min bog, men fordi den er saglig og klart formuleret, og fordi den også er med til at gøre mig selv klogere på nogle af bogens svagheder. Blandt andet efterlyser anmelderen en nærmere redegørelse for, hvordan bogens teologi lader sig forene med opstandelseshåbet. Den samme efterlysning er jeg stødt på adskillige gange, efter jeg udgav min forrige bog De gudsforladtes Gud, så det kan være, jeg snart må til at tage mig sammen og få skrevet noget mere om eskatologien. Det bliver dog ikke i denne replik.

På trods af alt det positive, der kan siges om anmeldelsen, er jeg imidlertid ikke helt sikker på, Jensen til bunds har forstået min bogs anliggende og motivation. Ifølge Larsen sparker jeg åbne døre ind, fordi der angiveligt ikke skulle være mange, der abonnerer på de vulgære eller bastante almagtsopfattelser, jeg kritiserer. Nej, det er selvfølgelig rigtigt, hvis man læser Barth eller Jüngel eller Tillich eller Anselm og Augustin for den sags skyld. Men som jeg skriver i bogens indledning, er det den modale og kausale almagtsopfattelse, jeg angriber, fordi det er de mest udbredte og i folkelig bevidsthed også forplantede opfattelser. Og når jeg har valgt de ”folkelige” opfattelser, er det fordi jeg med bogen forsøger at henvende mig til andre end blot fagteologerne. Spørg den almindelige kirkegænger om, hvad det vil sige at Gud er almægtig, og jeg vil næsten vædde med, at flertallet vil svare, at Gud kan alt, eller at Gud står bag alt, hvad der sker – eller noget i den stil. Det er den virkelighed, præsterne befinder sig i, og den type opfattelser, præsterne må forholde sig til, jeg har taget afsæt i og ønsker at adressere med min bog.

Men når det så er sagt, kan det alligevel diskuteres, om bogen skulle være stråmandsargumentation fra ende til anden. F.eks. abonnerer Luther i Om den trælbundne vilje efter min opfattelse på et særdeles bastant kausalt almagtsbegreb. Det gør Jakob Wolf også i Jobs tårer. I kølvandet på Anders Breiviks massemord i Norge udtalte en række præster og teologer fra højrefløjen i både Norge og Danmark, at det var Gud, der stod bag Breiviks udåd, for der kan ikke ske noget, uden at Gud enten vil eller direkte forårsager det. Og sådan kunne jeg fortsætte et stykke tid endnu med at diske op med eksempler, der kan være med til at sandsynliggøre, at de døre, jeg sparker ind, måske alligevel ikke står så pivåbne, som Jensen synes at mene.

Jeg kan forstå, at Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmussen kaldte min teologi for en ”karnationsteologi” ved et arrangement i Studenterkredsen for nylig, fordi Gud, i min teologi, ”blev til kød, og så var det ligesom det”. Men Gud bliver ved med at være Gud, selvom han dør på korset, indvendes det så. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Bacher, Rasmussen og Jensen forveksler mig med en vis præst, der holder til i det samme bygningskompleks som Studenterkredsen. Hverken i min seneste eller forrige bog har jeg hævdet noget, der berettiger de beskyldninger, der rettes mod mig. Jeg har derimod netop kritiseret Gud-er-død teologien (eller ”karnationsteologien” om man vil), blandt andet fordi den er trinitarisk problematisk, og fordi den indfører en kenotisk transformation i Guds væsen, der indebærer, at Gud komplet udtømmes i immanensen. Men ok, jeg kan naturligvis ikke forvente, at hverken Bacher, Rasmussen eller Jensen har læst, hvad jeg har skrevet rundt omkring. Men så brude de herrer måske også være lidt mere varsomme med at udtale sig om det.

Lige på falderebet: jeg afviser ikke teodicéen for at redde Guds godhed. Jeg afviser i min bog om almagten teodicéen, fordi den efter min opfattelse i kristen optik er udtryk for et skinproblem og et falsk dilemma, som skyldes nogle religiøse præmisser, kristendommen på ingen måde behøver overtage. Så det er altså ikke mig, der ”opløser problemet”. Det har Det Nye Testamente allerede på forhånd og af sig selv gjort. Men det kan man jo læse om i min bog s. 88-102.

PS. At min teologi er sød, men ufarlig, tager jeg som et kompliment. Særligt hvis alternativet er ond og farlig.

Juleaftens evangelium

~ KG ~ Skriv en kommentar

Midt i al den vamle fornemmelse af for meget julemad i maverne, overflødighedshornet af gaver, der alligevel skal byttes, og fornemmelsen af det endeligt overståede juleræs, er det naturligvis på sin plads med et par teologiske ord om julens egentlige betydning. Oplagt er det her at citere det 20. århundredes protestantiske kirkefader, Karl Barth, der altid er god for et par ramsaltede og klare ord. Her fra hans lille bog om julen, Weinacht, fra 1934 (m.o):

”Julen kan kun forstås som et vidunder. At denne kærlighed er til, om hvilken Paulus kan sige, at den aldrig hører op, er ikke et kendt faktum; heller ikke er det nogen almen sandhed, symbolsk repræsenteret i det kristne budskab, men stadig genkendeligt andre steder. Kan det virkelig være sandt: Gud i vores verden, Gud i vores verden? Kendsgerningerne skriger op imod det, for de taler om Guds afsondrethed fra verden og verdens afsondrethed fra Gud. Den har behov for en troens bekendelse for at anerkende forsoningen som sandhed; en bekendelse hvis styrke og svaghed ligger i det faktum, at den kun appellerer til åbenbaring, og at den kun kan skabes og modtages af tro. Den kristne kirkes trosbekendelse er denne bekendelse. Den appellerer kun til åbenbaring, den skabes kun af tro, den forlanger og forventer intet andet end tro, når den kalder kærligheden, der aldrig hører op, en begivenhed der siger Et incarnatus est”

Det kan virke som nogle lidt vel hårde dogmatiske ord i denne søde juletid, hvor vi jo i kirken hører om stjernen over Betlehem – placeret øverst på det grønne juletræ ved siden af prædikestolen – og hyrderne på markens englesang i form de mange af glade børnestemmer afsungne halleluja’er, de vise mænd fra østerland og al deres guld, røgelse og myrraskær, og ikke mindst det lille kære og lysende jesusbarn liggende i sin vugge på bedste krybbespilsfacon. Særligt hyggeligt og eventyrligt har det formentlig været i år, da fundet af H. C. Andersens eventyr om det lille tælleys, der efter spot og sod finder sin rette plads i verden, har inspireret ikke så få præster til at holde juleprædiken om det lille lys i mørket og det største i det mest uanselige.

Alt dette er fint nok og sikkert også på sin plads, men evangeliets fortælling om, at der kun var plads til Josef, Maria og det lille Jesusbarn i den usleste stald blandt dyrene og deres ekskrementer, da alle andre døre var lukkede, har også en anden og klar pointe om den kristne tros væsen: Ligesom der ikke var plads til dem i herberget, levnes der heller ikke plads til Jesus Kristus i vores hjerter i juletiden, hvor stress og jag, bekymringer for julemiddagens og fremtidens forløb, eller vor alt for ivrige optagethed af egen given-gave-godhed og hygge-nygge lukker af for julens egentlige budskab: Inkarnationen; at Gud blev menneske og tog bolig i blandt os.

Men at dette barn skulle være Guds søn, det kan vi – beretningen om hyrderne på marken og de tre vise mænds erkendelse heraf til trods – ikke tro; kendsgerningerne skriger op imod det, som Karl Barth formulerer det. Derfor er det da heller ikke julen, men påskens beretning om Kristi død og opstandelse til forladelse af vores synder (i julens tilfælde mangel på tro på inkarnationen), der er kirkeårets største og teologiske vigtigste højtid. Forsoningen kræver en troens bekendelse, der ikke findes andre steder end i troen på Jesus som den korsfæstede og opstandne Kristus.

Selvom det også skal siges her, er det jo ikke denne Kristus vi møder i Lukasevangeliets kapitel 2. Nej, her handler det som i Grundtvigs to mest afsungne julesamler om denne stjerne lys og blid og barnet født i Betlehem. Som Jørgen I. Jensen skriver er det jo heller ikke

”den fokyndende kirke, knap nok den lovsyngende menighed, der konstituerer julen – men enten en drøm om en kirke i eventyrland oppe over stjernerne – eller om den kirke, der engang kom til landet og stadig findes”
(Den fjerne kirke, s. 77)

At kirken er propfyldt juleaften er således ikke et symptom på troens sejrsgang her til lands, men måske på, at Grundtvigsk vision om at et historisk-poetisk vakt folk kunne finde sammen her til lands til en vis grad er gået i opfyldelse. At de fleste af os kommer i kirke juleaften, er ikke noget der sker, fordi vi føler os som et kristent folk, der kimes til julefest, men fordi det nu en gang er en tradition i den historie og det åndsfælleskab, vi er sammen i. At det netop sker nu til jul, er ikke så mærkeligt, idet inkarnationen jo – som ofte pointeret på dette sted – betyder, at kristendommen er en historisk størrelse, der sætter spor og spreder sin ånd langt udover den bekendende menigheds grænser.

Omend vi ikke bliver kristne af den grund, så har vort fælles liv jo alligevel i kraft heraf rod i evangeliets udspring, Jesu Kristi fødsel, og gudstjenestefælleskabet juleaften kan således måske lægge spiren til det korn, der kan blomstre og blive til den sande kirke, hvor vi ikke blot er sammen i historisk-poetisk forstand, men også i tro, håb og kærlighed. Måske kan juleaftens evangelium være dette, at fundamentet er lagt for det håb, at de må blive sande, de ord, at

”På stjernetæpper lyseblå
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, Halleluja”

Glædelig jul.