Den 9. november 2012 fejrede Studenterkredsen Aarhus 70-års-jubilæum. Kredsen har fået lov til at trykke dr.theol. Viggo Mortensens tale til samme lejlighed. Den følger her i sin fulde længde. Næste år er 125-års-jubilæet for hele Studenterkredsens begyndelse. Fejringen finder sted fredag den 6. september i Vartov.
Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år
Af Viggo Mortensen
I Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1967 er Jørgen Bukdahls artikel fra jubilæet i 1948 optrykt, hvori han advarer imod jubilæer:
”Nu jubilerer vi. Ikke stort denne gang. Ikke alt for rundt. Men dog. Vi mindes en udvikling. Vi ser tilbage. Måske kommer nogen med sølvtøjet, – og så er der bare begravelsen, museet og fodnoten i verdenshistorien tilbage. En ny ungdom rykker frem, skaber nye traditioner, fejrer dem ved nye jubilæer.
Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve. Vi har haft en del i det folkelige Danmark: Højskolens, andelssagens, Skamlingsbankemødernes, og Grundtvig har jubileret atter og atter, ja han er lige ved at blive anerkendt nu. Bøger om ham udkommer, bibliografier. Selskaber dannes, hvori der næsten ingen grundtvigianere er, Vartov købes; det er lang, lang tid siden Grundtvig blev installeret der hos de gamle koner og var til grin for det ganske København og ofte til forargelse for sine egne. Han sank i muld med sit århundrede og under en aftenrøde, der stod længe,- en mindernes magiske efterglans. Så blegnede også den og de sidste, der havde kendt ham, døde. Tilbage var traditionen og jubilæerne. Er der kraft i hin kilde endnu? Er der glød i hin gnist? Kan hans skæbne bevæge endnu, ryste traditionen, sønderbryde afledningerne?”
Læs resten →