Jes Fabricius Møller

Hvad nu, hvis regeringerne i 1863-1864 ikke var komplette idioter?

~ RV ~ Skriv en kommentar


Cand.theol., ph.d.-stipendiat Martin Ravn anmelder Jes Fabricius Møllers bog om “Dynastiet Glücksborg”. Der er ros for grundighed og en flot billedside, men bogen lider også af en hang til den radikale historikertradition fra det 20. århundrede, der indimellem kammer over i en forceret nøgtern stil. 

Historikeren Jes Fabricius Møller vil være kendt af mange Studenterkredsfolk. Ikke alene er han tidligere formand, han har også ved forskellige lejligheder fungeret som en slags Kreds-historiker, selvom Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne på det seneste har gjort ham rangen stridig. Senest holdt han festforelæsningen ved Kredsens jubilæumsfest i fjor.
Af den grund skal hans nyeste bog ”Dynastiet” naturligvis også omtales her. Titlens dynasti er den glücksborgske slægt, som siden 1863 har været den danske kongeslægt. Det skyldes, at den hidtidige kongeslægt, den oldenborgske, var uddød med Frederik VII, og så måtte man jo finde på et alternativ. Det betyder imidlertid ikke, at vor nuværende dronning ikke er familie med sine forgængere fra før 1863. Glücksborgerne og oldenborgerne er faktisk beslægtede. ”Dynastiet” handler om de begivenheder, der ledte frem til, at det blev den glückborgske Christian IX, der i 1863 kunne bestige tronen, samt ikke mindst hvad der senere hændte. Altså hvordan det danske kongehus manøvrerede i de brydninger, der har kendetegnet moderniteten. Hvordan skulle kongehuset forholde sig til Grundlov, parlamentarisme, ligestilling mellem kønnene og meget mere? Hvilke muligheder havde man, og hvorfor gjorde man, som man gjorde?
I besvarelsen af de spørgsmål tjener ”Dynastiet” ikke bare som en krønike om kongehuset, men også som (nyere) Danmarkshistorie. Og lad det som udgangspunkt være sagt, at det gør den aldeles udmærket. Bogens tretten kapitler bærer alle en ”undertitel”, som enten er et statement eller et spørgsmål. Eksempelvis spørger Kapitel III, Helstatens Fald: ”Hvad nu hvis man antager, at de danske regeringer i 1863-1864 ikke bestod af komplette idioter?” Det er et godt greb, især når man som jeg (der gik i folkeskole i 1990’erne) netop lærte, at det, der førte til katastrofen i 1864 var og kun kunne forklares med politikernes idioti.  Med det udgangspunkt bliver det jo unægtelig noget nær umuligt at forstå historiske begivenheder. Fabricius Møller skal have ros for at anlægge at langt mere frugtbart blik.
Et af de spørgsmål, der af gode grunde fylder meget i bogen, er, hvorfor det lige præcis blev den glücksborgske Christian IX, der kom til af efterfølge den barnløse Frederik VII på tronen. Det var flere alternativer. Beslutningen skyldtes i høj grad Danmarks på det tidspunkt nye beslutningsmæssige organ. I 1863 var det som bekendt kun fjorten år siden, at enevælden var faldet, og Danmark havde fået sin første Grundlov. I den forbindelse spinder Fabricius Møller en ende over, at Constantin Hansen på sit berømte maleri af Den Grundlovgivende Forsamling 23. oktober 1848 fra 1860-64, giver Grundtvig en vigtig plads, nemlig lige midt i billedets skæringspunkt. Grundtvig har en tilbagetrukket, men vigtig rolle på maleriet. I et Studenterkreds-perspektiv kunne det være interessant at høre om, hvad Grundtvig mente om den nye konge af glücksborgsk slægt i forhold til de alternativer, man ellers havde. Besvarelsen af det spørgsmål ville måske være at tilgodese en lidt speciel særinteresse, men måske det kunne være en idé til et kommende foredrag ved Fabricius Møller eller en anden historiker?    
Bogen er affattet en i nøgternt registrerende stil, hvor Fabricius Møller dygtigt guider rundt i historiens kabinet, samtidig med at han diskuterer de forskellige politiske og forfatningsmæssige situationer, det danske kongehus har skullet manøvrere i de seneste 165 år. For eksempel endevendes Christian X’s rolle i Påskekrisen. Her er det jo almindeligt blandt lægmænd at mene, at kongen begik statskup, men sagen er meget mere speget end som så. Behandlingen heraf er forbilledlig, på én gang grundig og let tilgængelig.
Fabricius Møllers nøgterne stil kammer dog indimellem over eller kommer til at virke besynderlig. Som almindligt historisk interesseret lægmand går jeg ud fra et det ”objektiviserende” eller nøgterne ideal er en arv fra den såkaldt radikale historikertradition i det 20. århundrede. Men historikeren har jo holdninger og overbevisninger, som uvægerligt må præge fremstillingen. Det er såre menneskeligt. Disse holdninger og overbevisninger kommer også indimellem også frem her, så at sige bag om ryggen på fremstillingen. For eksempel sammenligner Fabricius Møller det hørupske princip – intet over og intet ved siden af Folketinget – med praksis i præsidentielle demokratier såsom Frankrig og USA. Her indtræffer det ikke sjældent, at regeringen tilhører den ene fløj, mens parlamentsflertallet tilhører den anden. Det kan ifølge Fabricius Møller føre til opslidende politiske skyttegravskrige, som blokerer for nødvendige politiske beslutninger (side 121). Aha. Der finder altså et fænomen som ”nødvendige politiske beslutninger”. Hvad det er for en slags nødvendighed, der gør sig gældende i slige situationer, får vi ikke svar på, ligesom der heller ikke gives eksempler på ”nødvendig politik”. Det skyldes nok, at spørgsmålet om nødvendige politiske beslutninger (og spørgsmålet, om et sådant fænomen overhovedet eksisterer) i bund og grund altid må bero på et politisk skøn.  
Til sidst skal det fremhæves, at ”Dynastiet” er fyldt med pragtfuldt billedmateriale. Mange af billederne stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og jeg vil mene, at er man historisk interesseret, er bogen værd at anskaffe alene på grund af billederne. For eksempel fortæller den lakoniske billedtekst til et fotografi (side 268), som forestiller den livet igennem meget, meget tyskfjendtlige Frederik IX og den tyske forbundspræsident G. Heinemann, at det var kongens pligt som statsoverhoved at tage godt imod sin tyske kollega. Med sine korslagte arme, demonstrativt sammenknebne læber og ligegyldige blik udstråler kongen ikke ligefrem imødekommende værtskab.  
Ligesom bogen indledes med en redegørelse for historien indtil 1863, afsluttes den med et perspektiverende efterord, der spørger til nutidens kongehus. Er kongehuset ikke et paradoks i et moderne demokrati? Hvorfor holder danskerne (for det gør langtde fleste jo) alligevel af kongehuset? Hvorfor er dronningen en god monark, og hvordan kunne fremtiden tænkes at blive? Det er en fin afslutning, men det bedste ved bogen er nu dens historiske redegørelser og ikke mindst dens billeder.
Jes Fabricius Møller: Dynastiet Glückborg – en Danmarkshistorie. Gad 2013. 320 sider. 349 kroner. 
—
Flere artikler af og om Jes Fabricius Møller og hans bøger her

Rugbrød og mandsmod – Grundtvig og velfærdsstaten

~ KG ~ Skriv en kommentar

Redaktionen bringer her en stærkt forkortet udgave af det festforedrag, som lektor og tidligere formand Jes Fabricius Møller holdt på Vartov i anledning af Studenterkredsens 125-års-jubilæum den 6. september 2013

”Det har været Grundtvigs skæbne at blive overskygget af den […] bevægelse, der med større eller mindre ret kaldes ved hans navn,” skrev P.G. Lindhardt med en for ham helt ukaraktertistisk mangel på ironi til indledning i sin lille bog om Grundtvig fra 1964. Lindhardts iagttagelse er uhyre præics.

Grundtvigianismen er ikke alene en stor, men også forskelligartet og sammensat bevægelse. Nogle ville nok slet ikke kalde grundtvigianismen en bevægelse, men en uformelig og titanisk klump af stilstand, men hvorom alting er, kan de sidste to hundrede år fremvise en sådan artsrigdom inden for grundtvigianernes slægt, at vi endnu inden for fædrelandets grænser har til gode at se et betydeligt ideologisk standpunkt, politisk parti eller etableret verdensyn, der ikke på et eller andet tidspunkt har taget Grundtvig til indtægt for sin sag. Det gælder også socialdemokraterne.

En af de mere afgørende vendinger fandt sted i årene omkring 1933. Det indtil da overvejende internationale, materialistiske og ateistiske parti begyndte at være mere venligt indstillet over for det nationale, det åndelige og det kristne. Det var fremtrædende socialdemokrater som Hartvig Frisch og Frederik Borgbjerg, der tegnede de nye linjer. Frisch mente, at Socialdemokratiet måtte bruge en national strategi, hvis partiet virkelig ville magten. Grundtvigs 150 års fødselsdag blev også fejret i Arbejdernes Læseselskab i København, ved hvilken lejlighed Borgbjerg talte Grundtvigs betydning for nutiden.. ”Han gjorde sig til Talsmand for en meget radikal og social Politik,” sagde Borgbjerg og citerede de to sidste linjer af ”Langt højere bjerge” som dokumentation af Grundtvigs sociale program. Det er de berømte linjer om, at vi i rigdom har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. Det er synd at sige, at alle socialdemokrater siden da har været overbeviste grundtvigianere, men utallige er de politikere, der har brugt disse to linjer, når prosaiske redegørelser for deres socialpolitik krævede et tilskud af rammende poesi.


Grundtvigs kontrafej over snapsetingets vindue

Grundtvig skrev i 1820 digtet ”Lang højere Bjerge” som en afskedshilsen til digteren og embedsmanden Chr. Pram, der var på vej til Vestindien. Det er en fædrelandssang, der på samme måde som P.L. Møllers samtidige ”Glæde over Danmark” bygger på en bevidst sammenligning med andre lande. Møller skrev sit digt i Fjernøsten, hvor han kunne beundre den overvældende rigdom, som handelen havde bragt til Østens atlaskklædte, rige mænd. ”Danmark er et lidet, fattigt land” citerer han Batavias købmænd for at sige. Men Møller mente ikke, at rigdom var alt, for så længe vi har modige mænd, trofaste kvinder og rugbrød – ”glad mit sorte, danske brød jeg bryder” – måtte han konkludere, at ”Danmark er et lidet fattigt land”, altså uden kommaet.

De sidste linjer af Grundtvigs digt skal antagelig forstås i samme ånd. Fremmede lande har mere malm i deres høje bjerge og dermed rigdom end vi, skrev Grundtvig til nordmanden Pram. (Tabet af Norge er stadig under bearbejdelse, mærker man, men til Grundtvigs ros må det siges, at han tager det pænt.) Så længe vi har det daglige brød, modersmål og hjerter, der brænder for sandhed og ret, skal det nok gå.

Både Møllers og Grundtvigs digt blev til i kriseår for dansk økonomi. De skal antagelig forstås som en slags trøst for samtiden, der stadig havde den florissante tids velstand i frisk erindring. I tilfælde af næringssorger kan man trøste sig med rugbrød og mandsmod.

Da det en snes år senere gik bedre for økonomien i det elskte fødeland, holdt Grundtvig en serie foredrag om verdenshistorien i hans levetid. Da han nåede til den franske revolution, diskuterede han Rousseaus ide om, at almenviljen kan udtrykkes gennem det direkte styre, der når sine resultater ved flertalsbestemmelser blandt alle en bystats (mandlige) borgere. Grundtvig udmalede de forfærdelige konsekvenser, det kunne få i en by som København, hvis byen blev styret efter sådanne revolutionære principper:

”Lad os en Gang tage et Eksempel lige ud af Livet! Sæt, vi havde her for os alle voxne Mandfolk i Kjøbenhavn, og fortalte dem, at de som et frit Folk burde ikke lyde andre Love end dem, der var udtrykket for den almindelige Vilje og gav følgelig alle Frihed og Lighed, samt, at for at faa at vide, hvad der var den almindelige Vilje, behøvede man blot i ethvert Tilfælde at tælle Stemmerne, da de fleste Stemmer altid maatte gjælde for den almindelige Vilje! Sæt nu, denne Synsmaade for Lov og Ret vandt de fleste Stemmer, som jeg er nær ved at tro, den vilde, og én derpaa udbredte sig over den gruelige Ulighed, især Formuen efter vore gamle Indretninger har gjort mellem Stadens Indbyggere, og det ingenlunde efter Fortjeneste, Flid og Gavmildhed, men dels ved Slumpetræf og dels ved Pugeri, Aager og anden Udsuelse, saa nu vilde han spørge den almindelige Vilje, om det ikke skulde være en Lov, og det en Grundlov i Staden: at hvem der havde over 10,000 Rdl., skulde levere Overskuddet i Kæmner-Kassen, hvorfra det igjen ligelig deltes mellem dem, der havde mindre, saa de, som havde mindst, fik mest deraf, men alle noget! – Hvad saa? Hvem tør nægte Muligheden af, at dette Forslag ogsaa ved de fleste Stemmer blev den almindelige Vilje?”
(Foredraget den 6. juli 1838, citeret efter Anders Monrad Møller, Grundtvigs Mands Minde, Forlaget Falcon 2013, s. 38)

Denne brutale beskatning af de rigeste og overførslen af dette provenu til de fattige ville ifølge Grundtvig ”give Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk, de sent eller aldrig forvandt, og paa alle mulige Maader befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder.”

Kategorier som ”socialdemokrat” eller ”liberal” i en moderne betydning af ordet giver ikke mening som en beskrivelse af det politiske landskab i 1820ernes og 1830ernes Danmark. Selv de nationalliberale kaldte sig ikke nationalliberale. Det er en senere betegnelse. Hvorvidt det overhovedet giver mening at oversætte Grundtvigs udsagn fra 1838 til en kritik af moderne topskab og overførselsesindkomster, er temmelig tvivlsomt. Konteksten er jo unægtelig en anden, og Grundtvig var om noget meget påvirkelig af det, der på ethvert tidspunkt var hans samtid. Derfor giver det også endnu mindre mening at tage linjerne fra 1820 ud af deres kontekst og tage dem til indtægt for en socialdemokratisk fordelingspolitik.

(bygger på forfatterens bog “Grundtvigianisme i det 20. århundrede”, forlaget Vartov 2005)

—

Se også forfatterens artikel i Kristeligt Dagblad i anledning af jubilæet.

I artiklen “Krogeruphypotesen” i den i anledning af jubilæet udkomne bog, “Kontinuitet og radikalisme”, udfolder forfatteren yderligere temaet om grundtvigianismens forhold til velfærdsstaten.

Æventyrhistorie eller Kiød-Pølsesnak? Om kirkehistorie og det grundtvigske.

~ KG ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. og bestyrelsesmedlem Kristoffer Garne reflekterer ovenpå torsdagens debat om historieskrivning og teologi ved Tine Reeh og Jes Fabricius Møller.

Interessant var det under torsdagens meget frugtbare diskussion at hæfte sig ved, at ikke Hal Koch – om hvem begge foredragsholdere ellers har skrevet, og bl.a. i kraft af deres divergerende syn på denne var inviteret – men Leif Grane var den danske kirkehistoriker, der oftest blev fremhævet med tilslutnining. Det er i denne sammenhæng glædeligt af flere grunde: Ikke blot var Leif Grane formand for Kredsen og en skattet foredragsholder på utallige sommermøder, men hvad vigtigere er, så er han uden tvivl den teolog, der mest frugtbart har gennemtænkt sammenhængen mellem den grundtvigske kristendomsforståelse og den lutherske universitetsteologi.

Grane var blandt teologer kendt for altid at præsentere sig som teolog, – med kirkehistorie som sit område – idet han havde en fast overbevisning om teologiens enhed og om kirkehistorien som en teologisk disciplin (i øvrigt en opfattelse han ifølge Tine Reeh havde fået fra Hal Koch).

Sigende for denne opfattelse er det, at Grane i et foredrag om meningen med det teologiske studium (optrykt i “Kristendommen i historien”, 1998) kan afvise både den dialektiske teologis begrundelse for, at vi bedriver teologi, fordi der skal prædikes i kirken på søndag såvel som Schleiermachers defintion af teologien som de videnskaber og kunstregler, der er nødvendige for, at kirkeregimentet kan fungere. Sådanne bestemmelser, der er påfaldende enslydende, er nemlig utilstrækkelige, idet de kan fastholdes fuldstændigt uafhængigt af, hvad man ellers mener kristendom er og måtte være, og således har man ingen genstand at holde teologien fast på. Derfor bliver også sammenhængen mellem de teologiske fags enkeltdiscipliner altså heller ikke bestemt ved sagen selv, men kan istedet udkrystallisere sig til hvad som helst, og man kunne desuden hurtigt få den tanke, at kristendommen var afhængig af teologien, hvad der i sidste ende kun ville medføre kirke- og teologitugt.

Heroverfor stiller Grane den opfattelse (som han i øvrigt særligt er blevet inspireret til af P. C. Kierkegaards disputats vera christiana theologia) at teologien som frugt af det kristne liv må være lige så sammenhængende, som livet er, idet man “lader kirkens vidensbyrd om Ordet, som det, der både konstituerer kirken og skænker den enkelte troende livet, være teologiens fundament”.

Tine Reeh gjorde i sit oplæg med tilsutning til Hal Koch meget ud af at tale om historieskrivninges relevanskriterer: Vi bliver nødt til at spørge efter nogle bestemte ting, når vi vil skrive kirkehistorie eller for så vidt enhver som helst anden historie. Når kirkehistorien skal være en teologisk disciplin – og det skal den – må man naturligvis spørge efter noget for teologien og kirken relevant. Idet Reeh med Koch ikke ønsker en såkaldt teologiserende historieskrivning, kan hun i sin disputats citere følgende formulering af Koch, der siger at,

“[…] der viser sig det mærkelige, at Profanhistorien er meget vel anvendelig indenfor Teologien, naar den vel at mærke af Dogmatikken faar anvist den Plads, der tilkommer den”
(Kristendom, Historie, Demokrati s. 163)

Omend der i Hal Kochs forståelse og Tine Reehs udlægning heraf i kraft af talen om relevanskriterer ligger kimen til en meget interessant og for teologien relevant mobilsering af historievidenskaben, forekommer det mig alligevel, at man undertiden opgiver at lade den kirkelige historieskrivning være en videnskab i sin eget ret. Historieskrivningen – og særligt den kirkehistoriske – kan ikke stille sig tilfreds med at lade sig vise på plads af dogmatikken eller bøje sig for andre kriterier, hvadend man lader dette være kirken som congregatio sanctorum eller striden om evangeliet i historiens løb. Den må være istand til at lade sig definere af sin egen genstand, nemlig historien selv, og ikke en eller anden abstrakt ide om wie es eigentlich gewesen ist. Det er efter min bedste overbevisning lige netop dette problem, en grundtvigsk forstået kristendom og dermedfølgende historieforståelse svarer på, hvad der også blev spurgt efter og kom til behandling under aftnens diskussion.

Det handler naturligvis om den kirkelige anskuelse, den af Søren Kierkegaard navgivne mageløse opdagelse, at menighedens vidensbyrd om troen på Kristus i bekendelsen ved dåben går forud for skriften, og dermed er kirkens og troens grundvold. Ifølge Jes Fabricius Møllers kan man med fordel karakterisere den mageløse opdagelse som en art kriseløsning, idet den blev undfanget i bevidst opposition til samtidens fastfrosne betonelse af sola scriptura. Det er i for sig rigtigt nok på samme måde, som det er rigtigt, at Luthers reformatoriske opdagelse eller oldkirkens formulering af treenighedsdogmet blev formuleret i bevidst opposition til forvredne og fastfrosne mistolkninger af kristendommens væsen. Imidlertid er det ikke rigtigt, hvis man ikke også holder fast i, at disse kriseløsninger udspringer af og frugtbargøres i en dybereliggende forståelse af og beskæftigelse med teologien og historien. Man ser hvor galt det går, når grundtvigianerne undertiden ender i bekendelsesfundamentalisme med påberåbelse af den apostolske trosbekendelse som ord af herrens egen mund; og på denne troens sikre grund kan man således se (ventstre)grundtvigianismen udkrystallisere sig til ligegyldig kulturradikalismen eller åndløs menneske først-forkyndelse. Hverken Grundtvig – eller for dens sags skyld P. C. Kierkegaard, som man undertiden kan høre og læse – har nogensinde ment, at det var selve denne trosbekendelse, der var kirkens grundvold, men denne karikatur af grundtvigianismen er, som om der er en art stockholmsyndrom på færde, undertiden blevet taget til indtægt af grundtvigianerne selv, og således er vi ikke kommet nogen vegne, men har blot udskiftet skriften med bekendelsen.

Det er derimod Grundtvigs påstand – hvad han i og for sig er klar over længe før hans mageløse opdagelse – at Kristi inkarnation netop betyder, at historien får et udgangspunkt, ved evighedens indgriben i tiden, jf. den oldkirkelige tonaturlære eller forestillingen om communicatio idiomatum: idet Kristus er både gud og menneske på samme tid, får historien en retning, en mening, en udvikling, kunne man næsten sige. I hans verdenskrønike fra 1812 kan skjalden således skrive, at:

“Før Kristus saae Digteren og Historieskriveren enhver Begivenhed som en sluttet Kreds; efter Kristus maa de se den som Led i en fremløbende Kæde, og, uden at det dog fuldelig lykkes, maa de for at udrive den af sin Sammenhæng, gøre Vold paa deres indvortes følelse.”
(Udvalgte Skrifter II, s. 276)

Det betyder ikke, at vi gennem historien har direkte adkomst til Kristus og dermed Gud, men at det er i historien, vi skal finde vidnesbyrd om det ord, som er og som udgår fra Kristus, og det møder vi første gang i urmenighedens bekendelse – som den efterhånden kommer til udtryk i den apostolske trosbekendelse – ved bordet og badet, dåben og nadveren. Denne menighed – af og til hvilken biblen i øvrigt er skrevet, således at vi også i denne sammenhæng kan sige, at eksegese og kirkehistorie bliver to sider af samme sag, hvad selvfølgelig med nutidens nødvendige opdeling mellem fagene forpligter begge veje – er det vi ved afsigelsen af bekendelsen og modtagelsen af sakramenterne knyttes sammen med i Kristus, i historien, i eet, som Paulus siger det.

Men her stopper det ikke; at Kristendommen er en historisk religion betyder også, at historien dels bliver værd at beskæftige sig med i alle dens forskelligartede udtryk, men også, at den bærer vidnesbyrd om Kristus og hans menighed langt udover kirken og kirkehistoriens snævrere afgrænsninger. Ordet, som ifølge Grundtvig er for mennesket, hvad lyset er for øjet, kan vi høre, hvadend vi vil være kristne eller ej, i dets forskellige udtryk igennem historien. Det er – hvad jeg aldrig forspilder lejligheden til at nævne på dette sted – hvad der mere præcist er det opbyggelige og ret forståede i det grundtvigske dictum menneske først, kristen så. At vi alle har forskellige opfattelser og oplevelser af historien ændrer ikke på, at den er eet, at vi i den er forbundet med i folket og hele menneskeslægten. Man kan med et udtryk af Jørgen I. Jensen sammenligne forholdet mellem den enkelte og historien som et stykke polyfont musik, hvor de mange forskellige stemmer i forskellige tempi gennemløber de samme melodiske linjer.

Tilbage til kirkehistorien og aftnens debat:. Man må for alt i verden ikke forveksle det at skrive kirkehistorie, med det at bedrive kirke. Da Dansk Kirketidende begynder at udkomme i 1845, har Grundtvig i sin indledende artikel nogle ret interessante betragtninger om kirkehistorien, idet han glæder sig over, at man ikke har gjort tidentet til et esoterisk blad om en snæver kirkesag, men til et åbent og frisindet blad med alskens emner:

“thi der findes Intet paa Kirke-Historiens enemærker, som jo, under visse Omstændigheder, har sin rette plads i den nyeste Kirke-Tidende, og den Christne Kirke kan ingensteds oplyses fra den rette Side, uden at den baade i Henseende til Tiden og Rummet, betragtes i sin almindelighed, som hverken Kirke-Statens eller Stats-Kirkens chinesiske Mure maa hindre os fra at giøre aandelig giældende”
(Udvalgte Skrifter IX, s. 51)

Har man snævret sig ind til kun at betragte historien som kirkens historie, har man også, må man forstå af sammenhængen, afskåret sig fra at blive oplyst ved historien, at dele lod med fortidens og nutidens folk; gået glip af historiens skatte, friheden og folkeligheden.

Jes Fabricius Møller nævnte i sit oplæg, at foreningen mellem tro og kirkehistorie derfor måtte skete i det, han med Grane kaldte for den personlige union – måske kunne man kristelige også sige menighedens union –, hvad jeg gerne også her vil slutte mig til.

Det betyder ingenlunde, at der ikke skal bedrives den mere snævre kirkehistorie, og at den på nogen måde kan skilles fra teologiens enhed, blot at man ikke i teologien i første omgang må forveksle kirkesag med historieskrivning, hvad hverken kirken eller teologien har godt af. Interesserer man sig omvendt kun for menneskets historie i dens sociologiske og materielle kontekst, har man reduceret mennesket til en åndløs Kiød-Pølse, og mister fuldstændig blik for historiens nytte; for mennesket som historisk, som kristendommen som historisk. Derfor giver det i en vis forstand også mening at tale om et relevanskriterium, som Tine Reeh ville det, blot må der siges, at dette relevanskriterium ikke er noget udefrakommende, men giver sig af kristendommen selv, sådan som den er forstået af Grundtvig. Hvad vi spørger efter, er nemlig det kirkelige vidnesbyrds og dermed om Kristi – og om man vil det også Helligåndens – virke i historien. Lad mig derfor med håb om at have bidraget på en frugtbar måde til denne diskussion slutte af med at citere skjaldens prægtige formulering fra Kirke-Spejl:

“Alene under Forudsætning af dette kirkelige Vidnesbyrds Sandhed og Gyldighed kan der da også gives en Kristelig Kirke-Historie; thi om en ukjendelig Menighed med en ubestemt tro kan der lige saa lidt forfattes en virkelig Historie, som der kan gives en virkelig levneds-Beskrivelse paa Jorden enten af Manden i Maanen eller af nogen ubekjendt og ubestemt Person, skjønt der om ham kan skrives saa mange Æventyr og Romaner, som man behager.”

(Jeg har i fremstillingen udover det citerede bl.a. trukket på Jørgen I. Jensens artikel “Grundtvig og nutidens problem med historien”, der er optrykt i artikelsamlingen “Mødepunkter”, og som hermed anbefales til videre læsning)

Kochske forviklinger

~ RV ~ Skriv en kommentar

”Og Ansvaret hviler over os. Men derfor maa vi ogsaa kæmpe uforsonligt mod dem, der vil tilintetgøre eller berøve os Land og Sprog. Ikke blot, fordi vi som Træet er bundet til Roden, men ogsaa fordi det er dansk Sprog og Sind, som bærer den Bekendelse, Forkyndelse og Lovsang frem for Gud, som er vort Svar paa hans Tale om Naaden og Sandheden i Kristus. Det betyder ikke, at der eksisterer en særlig dansk Kristendom, men det betyder det ganske simple, at det er som danske Mænd og Kvinder, vi er kaldet til at leve vort Liv af Guds Naade.”

Forleden i Kredsen gjorde Jes Fabricius Møller et forsøg på det, han selv kaldte kontrafaktisk historieskrivning, med spekulationen over, hvordan eftertiden mon ville have opfattet Hal Koch og Kaj Munk, hvis det var gået dem omvendt, således at Kaj Munk havde overlevet krigen, og Hal Koch var blevet slået ihjel.
I den anledning kan jeg ikke lade være med at gøre opmærksom på ovenstående citat, som Jes Fabricius Møller selv fandt frem i forbindelse med sin bog om Hal Koch. Det er nemlig temmelig interessant, hvem der har sagt det. For det er ikke Kaj Munk, som man jo måske nok kunne foranlediges til at tro. Det er såmænd Hal Kochs ord, talt i et foredrag i september 1940. Fabricius Møller nævnte det ikke selv, men det støtter jo unægteligt hans tese om, at vores billede af Hal Koch bør nuanceres. Den slags tale klinger ikke ligefrem af den afmålte ligegyldighed over for det konkrete, man normalt skal høre fra Systemet Politiken og dets ligesindede.
Men endnu mere interessant er det måske, hvem der følte behov for at korrekse Hal Kochs udtalelse. Det gjorde K.E. Løgstrup såmænd som repræsentant for den tids Tidehverv, der ikke kunne udholde religiøst og nationalt føleri. Ifølge Fabricius Møller opsøgte Løgstrup simpelthen Hal Koch for at minde ham om, at den slags tale var den direkte vej til nationalsocialisme!
Deri tog Løgstrup fejl, for citatet vidner jo netop om, at Hal Koch har forstået det, nationalsocialisterne (og Systemet Politiken) ikke kan forstå: At der er forskel på at insistere på det nationale og så at være nationalistisk.  Ikke desto mindre er det en tanke værd, at der var en tid, hvor det var folk omkring det tidehvervske miljø, der havde travlt med at minde om, hvad sværmeri for danskheden medfører af faldgrupper, og hvor det var den ellers forsonlige demokratiforkæmper, der fik på hattepulden for at føre national tale.
I dag lyder der så til tider ord i Tidehverv, der i rigelige mål overgår den konservative version af Hal Koch. Men for at nu at lade disse herlige forviklinger fortsætte kunne man minde om, hvordan også vores tids Tidehverv ikke altid er helt ude af den. For så kort tid siden som maj 2011 kunne man i bladet læse følgende:
”I vor tale om Gud er Gud død. I Guds tale til os kaldes vi til live. Det vil sige til livet, som en trøstet gang, ind i forkrænkelighed og død.”
Bare så ingen nutidige skulle fristes til at tage Koch-citatet ud i overdrevet, hvor det tros, at dansk sprog og kultur skulle kunne hylde Gud. Det kunne vi herfra aldrig finde på at mistænke det nye Tidehverv for…