Stud.theol. og bestyrelsesmedlem Andreas Riis Damgaard har et par kritiske bemærkninger til Mads Holgers foredrag i Kredsen forleden aften.

Lige der, lige præcis på plads nummer 79 i det periodiske system, finder man det: au, aurum bedre kendt som; guld. Det er, efter min mening, ubestridt det mest interessante af alle metaller, og jeg er da så afgjort hellere ikke alene i denne betragtning. Guld har nemlig den helt specielle egenskab, at man ved hjælp af en glatpoleret granitambolt, noget pergament og ved gentagne slag med en hammer kan ændre og formindske tykkelsen på metallet og herved samtidig øge arealet og overfladen ganske betragteligt. Intet andet metal kan deformeres helt ned til en så imponerende spinkel tykkelse på blot 300-400 atomer , og samtidigt kan arealet øges mere, end man næsten kan forestille sig det – når guldet aktualiseres i denne form, da kalder man det ved navnet bladguld. Med dette bladguld kan man, som en anden mægtig konge af oldtidsriget Frygien, beklæde en hvilken som helst genstand, og da ligner det ved øjets umiddelbare beskuen det pureste pure guld.

”Velkommen til – ryger du?” Hertil lød svaret: ”Hele tiden!” Således gjorde Mads Holger kækt og kvikt sin entre i Vartovgården torsdag aften den 18. april 2013. Mads Holger var inviteret i forbindelse med semesterets faste forfatterarrangement, da han ud over at være rejsearrangør, blogger, operalytter (med en stor hang til Wagner) og radiovært også er forfatter til nogle bøger, og det var i kraft af dette forfatterskab, at han lagde vejen forbi ”Studenterkredsen” denne aften. På livlig, lystig og særdeles indlevende maner fortalte han om sit seneste selvbiografiske romanværk ”Bladguld”.

Bogen (og foredraget) handler om Mads Holger selv, men den handler også om hans subjektive oplevelse af, hvad der strømningsmæssigt og overordnet set skete med, i og for Danmark i kølvandet på det seneste årtusindskifte. Mads Holger taler fragmenteret, småsporadisk, polemisk, og alligevel med et nogenlunde klart mål, dog er midlet noget anderledes. Det er fyldt med røverhistorier, anekdoter, referencer til førsokratikere, citater, ligninger med talforhold mellem 0 og 2 og 4, Mater og meter og Pater og Peter, og meget andet. For mig at se er der to helt centrale ”ledemotiver”, som gennemsyrer bogen ”Bladguld”, og derfor ligeledes to ”ledemotiver”, som forfatteren udlagde for os igennem aftenen. I det følgende vil jeg forsøge at optegne to hovedlinjer i foredraget, fordi der trods alt i denne fragmenterede tale tegner sig nogle ret klare hovedtræk. Disse kalder jeg for ”ledemotiver”, med det for øje, at hovedlinjerne på mange måder kan anses for at være beslægtede med måden, hvorpå Wagner bruger sit ”leitmotiv”, dog udelukkende forstået i en formmæssig betragtning, og ikke nødvendigvis, hvad angår kvaliteten af de indbyrdes motiver. For når dramaerne udspiller sig i Nibelungens Ring, Tannhäuser eller Tristan og Isolde, da har de konkrete situationer, figurer og stemninger et musikalsk tema, som gør det muligt at holde hoved og hale på fortællingen. Da Mads Holgers lidt usystematiske foredragsform resulterer i et, efter min mening, lidt rodet foredrag, med en ofte lidt mere mangelfuld og rodet argumentation, vil jeg reducere det til disse to overordnede ledemotiver, som var, hvad jeg forstod ved foredraget, og for så vidt bogen.

For mig at se er det første ”ledemotiv”, om man vil, at globaliseringen i den periode, som Mads Holger forsøger at skildre i sin bog, har fået fat i verden, og at globaliseringen til stadighed bliver mere og mere udtalt. Førhen havde man blot betragtet globalisering som et abstrakt begreb. Man kunne måske også kalde det for en endnu ikke aktualiseret idé, som på mange måde beskrev, hvad vi formentlig kunne vente os i fremtiden. Dette ændrede sig drastisk i begyndelsen af 00’erne, og globalisering tog form og blev en realitet. Globalisering skal i denne sammenhæng forstås i ordets bredeste betydning, hermed indbefattende: dynamisk udveksling af kapital, en stigende grad af interdependens mellem lande, kontinenter og folk (såvel i økonomisk som åndelig forstand) og ikke mindst en noget nær bombastisk udvikling og ekspansion inden for udveksling af idéer og informationer – en verdensformindskende udvikling. Bogen omhandler herved i høj grad forholdet mellem Danmark og Verden. Ligeledes er bogen/foredraget sat i en international ramme, da Mads Holger er meget berejst, og store dele af hans fortællinger foregår på flere kontinenter. På flere måder sætter ”det internationale” et stort præg på flere facetter af bogen/foredraget.

Det andet ”ledemotiv” er tiden. Ikke forstået som nogen abstrakt kantiansk anskuelsesform ”Zeit”, men mere som i ”Zeitgeist”. ”Ledemotivet” omhandler nemlig manglen på ånd, eller manglen på ånden i tidsånden. Mads Holger påpeger nemlig gentagne gange, at Danmark, i den første del af 00’erne var i et stort økonomisk opsving. Dette gav velstand for Danmark og for danskere i almindelighed, men kun velstand forstået ud fra en økonomisk optik. For samtidig med denne positive økonomiske udvikling, skete der en fattiggørelse i åndelig og kulturel forstand. Derfor beskriver han 00erne som en kulturløs tid. Denne såkaldte kulturløshed resulterede i en opdeling her til lands. Der udsprang nemlig ifølge Mads Holgers analyse af tidsånden to ret konkrete grupperinger i samfundet – man kunne være fristet til, at kalde det for en polarisering ud fra den måde, hvorpå det skildres. På den ene side stod de borgerlige, som var af og tog aktiv del i tidsånden; åndløse og med en meget begrænset interesse for fortiden. På den anden side stod de venstreorienterede, som havde interesse i ånd, i det fortidige, og derved ikke tog del i tidsånden på samme vis. Dette resultererede i, at der forekom et klart valg for hver enkelt i denne periode – valget mellem enten at hænge sig i den fortidige kultur, og herved være en del af det venstreorienterede segment, eller at bøje sig for 00’erne og blive et borgerligt åndløst hul med spidse sko og masser af kontanter på lommen.

Disse betragtninger fremlagde Mads Holger for os. Måden, hvorpå han gjorde det, var dog noget anderledes. Den var noget mere fragmenteret, men overordnet set var der nogle hovedtræk, og jeg synes på sin vis, at de er kommensurable med ideen om ledemotivet – hvor man af og til igen og igen bliver præsenteret for melodi eller rytmik, som man da strax kan generindre, og derved kan det benyttes til forståelsen af værket i helhed, men der er fyldt med opbrud i denne form – altså modsætningen til den mere cykliske sonateform. Det lyder jo også mægtig godt alt sammen (og det synes jeg virkelig også, at det gjorde). For man må give Mads Holger, at han utvivlsomt repræsenterer nogle grundlæggende gode konservative værdier, og at han gør sig nogle, synes jeg, meget rigtige betragtninger om udviklingen i Danmark og om Danmark i forhold til resten af verden.

Der er blot for mig at se et par væsentlige problemer i hans fremstilling. Fra begyndelsen af foredraget til slutningen ekskluderer han nærmest alt og alle, som han fortæller om, hvad end der er tale om politiske retninger, politisk personage, religiøse retninger, sociologer, filosoffer og så meget andet og mange andre. Han påbegyndte denne proces ved for eksempel at indlede aftenens foredrag med at sige således i sin allerførste bemærkning: ”Jeg skal lige havde rystet det værste Tidehverv af mig…”, da han den samme torsdag aften havde haft familien Krarup på besøg i radiostudiet på ”Skriftestolen”. Herefter skød han med skarpt efter grundtvigianere, missionsfolk, politikere etcetera, og sådan fortsatte det hele foredraget igennem – med den endog stadige tilbagevendende lyd af et ledemotiv hist, og et ledemotiv her. Det er for mig at se logiske inkonsistent, med måden, hvorpå foredraget efterfølgende spændte af. Umiddelbart efter begyndelsen på foredraget kritiserede Mads Holger nemlig den ”ironiske epoke”, som han mente, var et af 90ernes kendetegn, og som stadigvæk lever videre på for eksempel P3 den dag i dag. Han fortalte om, at denne ironi er ærgerlig, da den ikke tager stilling til noget som helst, da den er fuldstændigt ironisk distancerende til tilværelsen og derved stiller en tilbage med følelsen af ligegyldighed, da man aldrig i denne ironi mener noget som helst.

Personligt er jeg for så vidt fuldstændig enig med Mads Holger i denne betragtning, men samtidigt fuldstændig uforstående over for den metodik, han selv går frem med. For er det ikke præcis ligeså let at være ironisk distanceret til tilværelsen, som det er næsten udelukkende at sige, hvad man ikke mener, at kritisere uden at løse, og på denne ekskluderende fremgangsmåde ende med kun at tale negerende og ekskluderende uden at addere og måske endda konkludere? Er denne ”Via negativa” ikke ligeså problematisk som den reneste ironi? Efter foredraget spurgte jeg Mads Holger gentagne gange herom, men han ville ikke rigtig svare på mit spørgsmål, på trods af at jeg forklarede ham, at det var meget vigtigt for mit syn på foredraget og egentlig også mit syn på ham som tænker. Han behøvede blot at sige: ”Jeg mener et eller andet, som nogle andre også mener”, eller ”Jeg kan godt være lidt enig i det her”, ja eller sågar ”Jeg mener det her”, men det lod sig desværre ikke gøre for mig.

Efter spørgerunden kom der nogle svar på bordet, og herved kom jeg hjem med vished om, at han (ligesom Grundtvig) anser modersmålet for at være essentielt for Danmark, at han er kristen, at modersmålet holder os sammen som et folk, og at han ryger meget. Udover dette fandt jeg mest ud af, hvad Mads Holger ikke mente.

Lad os slutte ved begyndelsen, nemlig ved lidt fordybelse i titlen på Mads Holgers bog. For når man på afstand kigger på bladguld, ligner det guld, men hvis man er nysgerrig, kommer helt tæt på og man med hånden undersøger tyngden, da mærker man det straks og indser det straks – det var ikke det pureste pure guld, men blot en belægning og ikke blot en belægning, men verdens spinkleste mest følsomme ædelmetalbelægning – og sådan synes jeg også, at foredraget forekommer før og efter spørgerunden. Men i spørgerunden fik man indtrykket af, at der ikke rigtig var fundament i motiverne, hist og her manglede der noget dybde i klangen. Overordnet set vil jeg vove den påstand, at der manglede fundament i mange af Mads Holgers udtalelser og pointer, ligesom argumentationen ofte var lidt vag, men faconen var dog velformuleret, kæk, anderledes og utrolig kvik.

På denne måde synes jeg egentlig at titlen ”Bladguld” er fremragende, og som udgangspunkt da også for foredraget. For under de 0,10-0,15 millimeter skinnende klart guld, de forgyldte realiteter, ligger sandhederne og lurer, og en af disse er en fundamental mangel på dybdegående argumentation for ikke så få påstande.