fortabelse

Satans til blød mand. Kommentar til debat om Guds almagt og spørgsmålet om Guds evne til at frelse alle

~ KG ~ 6 kommentarer

Redaktionen bringer hermed Johannes Aakjær Steenbuchs refleksioner om frelsen ovenpå gårsdagens debat i København. Debatten handlede om Guds almagt, og deltagerne var de to præster Thomas Reinholdt Rasmussen og Jesper Bacher.

”Min Gud er så stor, så stærk og så mægtig, der’ intet umuligt for ham”.

De personer, som går mest op i Guds almagt, er ikke sjældent de samme, som mener at Gud ikke er i stand til at frelse mennesker mod deres vilje. Dette besynderlige paradoks blev understreget ved torsdagens arrangement i Studenterkredsen. Her hævdede en af debattanterne utrætteligt Guds almagt, men gjorde det samtidig klart, at Gud trods sit ønske om alles frelse, ikke frelser alle – Helligånden kan nemlig stås imod, for kærligheden tvinger ingen, pointerede debattanten.

Til at klargøre sin pointe fremførte debattanten en slags lignelse, som vist nok var hentet fra Luther himself: Dåben er som et skib, der sejler mod fast destination, Guds rige, men man kan hoppe overbords, hvis man ønsker. Frelsen, kunne vi forstå, er som en redningskrans – man kan tage imod den eller lade være, man kan lade sig frelse, eller vælge at drukne i stedet. Analogien er hørt mange gange før. Den anvendes ikke mindst i bestemte evangelikale (missionske) kredse, hvor den bibelske lære om en retfærdiggørende Gud i bedste fald bliver ‘suppleret’ af et krav om også selv at gøre noget (om det så er aktivt at vælge frelsen eller at holde op med at stritte imod), i værste fald erstattet af en slags gerningsretfærdighed. Vi blev ellers bedyret, at der med billedet med båden og redningskransen skam var tale om bibelsk lære. Men hvorfor, kunne man så undre sig, er det så nødvendigt at opfinde sine egne lignelser?

I bibelen finder vi også en historie om en mand, som ryger overbords og er ved at drukne. Jonas, hedder han. Jonas har af Guds Ord fået besked på at være profet, men det gider Jonas ikke, så han stikker af til søs. Men Gud vil ikke anerkende Jonas’ ”fri vilje”. Gud sender en storm, så skibet med Jonas er ved at gå under. Da Jonas bliver smidt i havet af skibets besætning, som er godt træt af den hurlumhej, som Jonas har taget med sig, er han tæt på at drukne. Hvad gør Gud? Sender han af respekt for Jonas’ ”fri vilje” en redningskrans, som Jonas kan vælge at bruge, hvis han ”vil”? Nej, han sender en hval som æder Jonas – om det er med eller mod hans vilje hører vi intet om. Hvalen, viser det sig, er faktisk døden selv. Men netop på bunden af dødsriget erfarer Jonas Guds trofasthed. Jonas må miste sit liv, og derfor også sin frihed, for at vinde det. Gud er trofast – og gennemtvinger frelsen om nødvendigt.

Men sådan fungerer det altså ikke, skal vi tro omtalte debattant. For Gud tvinger ingen, kærligheden respekterer menneskets ”frihed”. Synden er faktisk i stand til at modstå Gud, hørte vi. En tilhører supplerede med C.S. Lewis’ berømte sludder for en sladder om helvedet, hvis port angiveligt skulle være låst indefra. Om helvedet har porte ved jeg ikke, det er også lige meget, for Kristus har gæstet selv det dybeste helvede. I bibelen er det ikke helvedet, men det Ny Jerusalem der har porte (Åb) – og de står vidtåbne.

Sagen er derfor også, at læren om at mennesket kan ”modstå” Helligånden er ubibelsk, humanistisk sniksnak. At der skulle være en kerne i mennesket, en fri vilje, som ikke er fuldstændig fordærvet af synden, er ren pseudopelagianisme. Selv hvis der var en sådan ”fri vilje”, er det svært at se, hvorfor Gud skulle tage hensyn til den. Kærlighed med tvang er voldtægt, siger fortalerne for menneskets frie valg i frelsen ofte. Men kan man forestille sig en far, der lader sit barn løbe ud på en motorvej og ikke vil ”tvinge” det tilbage mod dets ”fri vilje”? Nej, eller jo, måske, men så er der tale om en karikatur af den moderne bløde mand, som i stedet for at sætte sin vilje igennem, blødt spørger ”hvad synes du selv?”. Hvis Guds vilje er, at alle frelses, men mennesket faktisk med sin vilje er i stand til at modstå Guds – ja, så er menneskets vilje stærkere end Guds, og så har Satan sejret. Så er Gud en Satans til blød mand. Men det er han heldigvis ikke. Gud skal nok få sin vilje i sidste ende.

Om vi har en ”fri vilje”, som gør, at vi selv har noget at sige ift. vores entré gennem det Ny Jerusalems porte, ved jeg ikke. Men jeg har læst, at mennesket er som ler i Guds hænder (Rom 9,20), at Gud ikke ønsker nogen synders død (Ez 33,11), at Guds vilje er at alle bliver frelst og kommer til kundskab om sandheden (1 Tim 2,3-4), og at ingen kan stå Guds vilje imod (Rom 9,19). Jeg har også læst, at ingen kommer til Kristus undtagen han drages af faderen (Joh 6,44), og at Kristus drager alle til sig (Joh 12,32). Jeg har også læst, at alle knæ skal bøje sig for Jesu navn (Fil 2,10), at Gud er alle menneskers frelser, ikke blot de ”troendes” (1 Tim 4,10), at Kristus er forsoning, ikke blot for vores synder, men for hele verdens synder (1 Joh 2,2), og at Gud har forsonet alting med sig selv (Kol 1,19-20), så at selv Sodoma og Gomorra skal genrejses (Ez 16,55), og at både Jøder og Hedninger skal frelses fuldtalligt (Rom 9,25-26). Jeg har også læst, at Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed (Rom 11,32), at Jesu retfærdighed fører til liv og frifindelse for alle (Rom 5,18-19), og at alle (alle!) derfor skal leve i Kristus (1 Kor 15,22). Jeg har også læst, at Gud derfor til sidst skal være alt i alle (1 Kor 15,28). Alt dette har gode bibellæsere siden oldtiden været bevidste om.

Men taler Paulus da ikke om, at man kan falde fra, og at folk derfor skal kastes ud af menigheden, spurgte en tilhører mig forarget, da jeg beklagede mig over nævnte debattant. Jo, kast ham ud af menigheden, overgiv ham til Satan, siger Paulus om en mand, der har begået utugt (1 Kor 5,5). Hvorfor? For at Satan kan ødelægge det kødelige, så ånden kan frelses. Gud dømmer med andre ord for at tugte, så vi kan undgå fordømmelse (1 Kor 11,32). Men altså, er der ikke forskel på dødsriget (sheol, hades) og så helvedet (Gehennah), og derfor også den første og den anden død, kunne den kvikke fortabelsesentusiast indvende? Og hvad med synden mod Helligånden, som der ikke er tilgivelse for hverken i denne verden eller den næste (Mark 3,29)? Hvad med den ”evige straf” som ved verdensdommen skal kommer over ”bukkene”, de der ikke giver den fattige mad og besøger den fængslede (Matt 25,31-46)? Det er en længere historie, men én vigtig pointe er i hvert fald, at de ord, som traditionelt ofte oversættes med ”evighed” og ”evig” slet ikke betyder evig, men ”tidsalder” (aiôn) og ”varende en tidsalder” (aiônos), at ordet for ”straf” egentlig snarere betyder ”tugtelse”, og at bibelen derfor aldrig taler om uendelig, men altid kun temporær fortabelse, straf og dom – og at disse ting altid har frelsen til formål, som det klart fremgår af fx Rom 9-11. Når Jesus taler om synden mod Helligånden, som der ikke er tilgivelse for i den næste tidsalder (aiôn), taler han jo om den tidsalder, som skal begynde efter hans død, måske med templets fald, hvor jøderne har tabt deres udvælgelse midlertidigt – ikke med det formål at de skal fortabes, men at de ved at ægges til misundelse, idet også hedningerne udvælges, skal omvendes og derved komme fuldtalligt ind, som Paulus skriver. Men så er vi jo ovre i en ny tidsalder. Uden for Guds rige er der rigtignok mørke og tænders gnidsel, orme og uudslukkelig ild – ligesom i lossepladsen uden for Jerusalem, Gehennah, som gerne oversættes med ”helvede”. Men der er intet bibelsk belæg for, at nogen skal opholde sig dér uden ophør. Guds ild er en lutrende ild.

I sidste ende skal Gud nok få sin vilje. Så almægtig er han faktisk. Hvad dette betyder filosofisk set, om Guds almagt er accidentiel, pontentiel eller modal, rager mig (næsten) en papand. Det afgørende er, hvad dette gør for vores gudsbillede, og derved også for vores billede af os selv og vores plads i verden. Det glemte vi helt at debattere i går, men det må blive en anden gang.

Alt dette kan man tale længe om. Vil man vide mere kan man læse (i den lette, populære ende) Gregory Macdonald’s The Evangelical Universalist, Thomas Talbott’s The Inescapable Love of God, eller måske Rob Bell’s Love Wins, eller (i den tunge, tunge ende) Ilaria Ramelli’s The Christian Doctrine of Apokatastasis og (med Konstans) Terms for Eternity: Aiônios and Aïdios in Classical and Christian Texts.

—

Redaktionen kan forsikre læseren om, at debatten hermed ikke er slut. I næste uge bringer vi yderligere omtale af foredraget og en anmeldelse af Lars Sandbecks Afsked med almagten. Indtil kan vi, som supplement til ph.d. Steenbuchs mange anbefalinger af fremmed litteratur, anbefale læseren at stifte nærmere bekendtskab med Grundtvigs I kvæld blev der banket på helvedes port.

Øl som bekendelseshandling eller: hvorfor en frokost hedder en frokost

~ RV ~ En kommentar

Alle Kreds-husarer ved, hvad en frokost er, men det er i den sidste tid blevet mig klart, at ingen ved, hvorfor en frokost hedder en frokost.  Jeg forhørte mig hos flere af de gamle koryfæer, men de havde kun skammeligt saglige grunde at byde på, såsom at det skam er en kendt drik, der hedder sådan i hele landet, eller at det stammede fra Andys bar, hvor man i gamle dage tilsyneladende kunne spise frokost, og at de gamle fyldebøtter blev ved at kalde en frokost for en frokost, selvom der ikke var andet end bajere tilbage.
En anden forklaring kunne være, at Thomas Michael på Her er ro-bar har et enormt lager af for gamle elefantbajere, som han skal af med, inden de for alvor bliver sundhedsskadelige, og derfor har prakket Kredsen denne drik på.
Historiske årsager som disse kan være meget gode, men ved et tilfælde er jeg stødt ind i en mere mytologisk forklaring, der af netop den årsag i Kreds-sammenhæng naturligvis må holdes for sandere.
De fleste vil vide, at et af det tidlige Tidehvervs store kæpheste var den missionske skelnen mellem Guds børn og verdens børn. Skellet slog – så vidt jeg ved – for alvor igennem på dansk grund i første generation af den indremissionske vækkelse i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, hvor de stærke folkelige vækkelser i visse kredse skabte et behov for, at man kunne skilte med sin frelsthed. Der skulle være tydelig, udvortes forskel mellem dem, der havde valgt Jesus (netop Jæææsus og ikke Kristus) og således var en del af de helliges samfund, og så dem, der levede i mørket.
De første Tidehvervsfolks kritik af det skel måtte naturligvis også pege mod dem selv, og derfor fik de selv brug for en ny markør af, at de altså var Guds børn. Måske var det derfor, at de blev kendt på særligt én ting: At man altid vidste, når der var en Tidehvervsmand i stuen. De bandede højere, var mere stridslystne og drak som regel tungere end resten af selskabet.
Denne tradition gjorde ifølge Torben Bramming i bogen Livsmod på Guds ord om Kristoffer Olesen Larsen, at øl nærmest blev en bekendelseshandling. Herligt ord! Her bedes man naturligvis også se en parallel til, hvordan man for tiden oftest kommer med i Kredsen. For hvis det ikke er i tågerne på Her er ro-bar – hvor så?  For Kredsen fik denne bekendelseshandling den særdeles interessante konsekvens, at man ifølge Torben Brammings arkivarbejde et år brugte overskuddet fra bladet Tidehverv til at ”drikke frokoster”.
Dermed turde to ting være slået fast: (1) Frokostens genealogi og (2) det faktum at Kredsen i sandhed er bærer af en grundtvigsk-tidehvervsk tradition.

Også holdt som skåltale til Kredsens julefrokost 21. dec.


—
Appendix I
I Brammings bog fortælles det for øvrigt også, at der var grænser for det tidehvervske frisind. Da den senere så kendte fortæller og oversætter Anne Sofie Seidelin som 18-årig tog med på Tidehvervs sommermøde i Hinsgavl og tillod sig at tage på kro med den ældre forfatter Marcus Lausen, skal N.I. Heje personligt være kørt af sted for at hente hende tilbage. Ifølge Bramming følte Heje sig simpelthen ”ansvarlig for hendes ærbarhed”.
Appendix II
I forbindelse med Olesen Larsens forhold til henholdsvis grundtvigianismen og Indre Mission kommer Bramming igen ind i nærheden af skellet mellem Guds børn og verdens, da han beskriver Olesen Larsens forhold til omvendelsens mulighed. Her havde Olesen Larsen det særdeles svært med begge kirkelige retninger. Problemet for Olesen Larsen er ifølge Bramming, at begge retninger tror, at det er mennesket, der sidder inde med en mulighed over for Gud. At det er mennesket, der egenhændigt vælger mellem frelse og fortabelse.
Hos Indre Mission gør man det revolutionært i form af en radikalt forskellig oplevelse før og efter den hændelse, at man har valgt Gud, mens man hos grundtvigianismen gør det evolutionært i form af en guddommelig spire, der kan bringes i langsom vækst i menigheden. Bramming:
”Derved står Indre Missions forkyndelse af omvendelsen hele tiden i fare for at psykologiseres, så det hele tenderer imod baptisme, dvs. voksendåbsteologi, der lægger stor vægt på den psykologiske tilegnelse af det, der tilsiges én i dåben. I grundtvigianismen har man svært ved at ’værge sig mod idyllen,’ som Olesen Larsen siger det, og sørge for, at der virkelig sker noget. Det er svært at vise forskellen mellem kristelig frimodighed og menneskelig livslyst. Grundtvigianismen tenderer hele tiden mod humanismen.”
Problemet for begge retninger er for Olesen Larsen, at det menneskelige jeg spaltes i to: En syndig og en hellig del og det, der frelses, er kun den hellige: ”sjælen eller den evige spire af guddommelighed” (s. 36). Guds Ord er tale til den hellige del, og når man ikke hører Guds ord, er det fordi det naturlige menneske har fået for meget magt. Men Olesen Larsen påpeger, at det er det hele menneske med dets laveste sanser, værste tilbøjeligheder og mørkeste tanker, der frelses. At hævde andet er ifølge Bramming det, Olesen Larsen kalder flugten fra livet.