Foredrag

Prosa-Krøniken: Forførelse – og virkelighedens straf

~ KG ~ Skriv en kommentar

I Aarhus kan de så godt som ingen andre sluge både sprut og skråle af karsken bælg. Læs her om, hvordan det gik de raske ungersvende fra Aarhuskredsen, da teologilektor og Mozartekspert Nils Holger Petersen gæstede og lagde op til både postforedrags-soiree og nattesæde på parkkollegiet. Husskjald og kronikør Jørn Hærknas beretter lysteligt om hiin oktoberaften i smilets by.

Ha ha ha
Så så så så
Hun talte så mangt et skæmtens ord

Sådan begyndte en aften i Studenterkredsens Aarhusfraktion for en rum tid siden: Med de pæne toner om Roselil og hendes moder. Og lidet vidste vi tilstedeværende, at det skulle være begyndelsen på en djævelsk forførelse, komponeret af lige dele Mozart og Carl Nielsen, orkestreret af kirkehistoriker og æstetik-connaisseur Nils Holger Petersen, der var hiin bajadsaftens foredragsholder.

Sammen med Mozarts egen Don Giovanni blev vi denne aften kastet fra borde og som en smutsten plasket hen over vandspejlet, indtil vi – mange timer, højskolesange og øllebajere senere – måtte give fortabt på timelighedens uomgængelighed og gå til bunds, som de fordrukne jordens stene vi er.

For denne aften blev vi ført lige i armene på en af de mest djævelske forførelser i nyere aarhuskredstid. Først fik vi udlagt den gribende, men forfærdelige historie om Don Giovannis storhed og fald. Vi hørte om verdens dom, der til sidst sender ham ned i den dybeste, flammende afgrund, fordi han end ikke i mødet med retfærdigheden vil erkende sin skyld. Dette fald var så meget desto større, fordi han på sin færden gennem livet havde ladet sig holde oppe af den sanselige nydelses snurretoppedans.

Men som det er med snurretoppe, holdtes han kunne oppe, så længe liderlighedspisken svang over ham, og så længe han blev ved med at ”give omgange” i livets navn. For da han pludselig ved Il Commendatores mellemkomst konfronteredes med sin egen livs-luftighed og sværmeriske selvoptagethed, bragtes han til standsning og sank følgelig til bunds.

Måske grebet af denne storslåede fortælling om den på én gang tildragende og frastødende myteskikkelse, omgærdet af den skønne (men vist nok moralsk angribelige!) Mozarts musik, endte hiin kredsaften hverken ved foredragets slutning, eller ved Kælderbarens udestængning af vi tilbageblevne nydelsessyge æstetikere. Heller ikke selvom den formelle del af programmet afsluttedes med afsyngning af kredsklassikeren Den klare sol går ned, kunne mådeholdet og anstændigheden trænge igennem til os.

Vi ville (som det er med hiine æstetikere) have mere! Mere! Mere!

Og da, som vi netop blev ramt af lukkeordninger og bebudelsen af ”sidste snurretoppeomgang”, sprang nådens kilde af klippen: ”Jørn Hærknas bor et kast med smutstenen herfra,” råbtes det udover de tomme ølflasker. Og så smed man bomben: ”Han har whisky. Så bare prisgiv dit helbred og næste dag med.”
Og skønt smøgpindene var futtet af, var der også råd for mere røg: Ligesom den sidste nat på årets sommermøde blev Dommedagsgangeren nemlig sadlet og med Stolten Julius ved tømmen galoperede den mod Nådekiosken, der har evigt åben (7-11). Thi røg må der til, om livet skal gå under! Hermed var ethvert anstændigt løb kørt.

(NB: Netop De Anstændige, der også tidligere havde hørt om både forførelse og straf, var klogeligen allerede brudt op fra forsamlingen. Klogelig var det, efterdi slige natlige eskapader i dere øjne nok ikke var dogmatisk korrekte. Det er jo ikke alt, der gavner.)

”Hurra, hvor er vi frejdige!” råbte ungersvenden Anders hiin Bruune, hvorefter han istemte en meget tenorpræget udgave af I alle de riger og lande. Og åh, som den klang højt og urent ud over hele Aarhus’ ringgade. Hvilket jubelkor!

Kælderbarens skanser blev således rømmet, og afsted gik det mod mørkere og intimere jordestrøg. Et kollegiekøkken blev indtaget med vrål og vræl, whiskyen blev fundet og atter kom Den Lille Blå på bordet. Nu skulle der Carl Nielsen til, og Nils Holger dirigerede. Nænsomt, men bestemt. Højt det gjaldede og den hjemmeboende whisky blev hurtigt tømt. Også en halv flaske snaps måtte frem af spritlageret, og da endog den var vredet tør (til tonerne af Som en rejselysten flåde), var forsamlingen tæt ved at kapitulere.

Som tørstige hjortekalve sad vi om det kantede bord og tænkte på råd, lige indtil selveste orkestratoren, dirigenten, aftenens egen Commendatore – der skønt han ikke længere havde stemme som en 65-årig, men alligevel med lethed kunne tildrage sig tilhørendes respekt – ihukom det trofæ, han havde modtaget for de levende ord, han tidligere havde foredraget os: Heurika! Heurika! Vi har en flaske til! Og så var alt jo godt, og vi kunne med frejdighed og Don Giovanni i hu atter skåle på livets lyksaligheder og ormesækkens rumlen, altimens der istemtes Den danske sang er en ung blond pige.

Således fortsatte aftenen. Der blev røget, der blev skrålt og der blev grint. I mange timer havde vi svin det ganske fint. Og som det bør være, gik vi sidste vågne bajadser, da klokken nærmede sig syv, mod nærmeste idylleriske plet for at sjunge solen op. Men ak, da ramte verdens dom os dobbelt hårdt: Vi var ikke længere i Augustus’ tid, men i den mørkeste oktoberoffertid, og hvor meget vi end sang, ville solen ej lade sig vise. End ikke gamle Knudsen kunne mane den hedenske lysglobe frem af havet. Vi måtte nøjes med en enkelt lygtepæls matte og kolde glød.

Verdens dom var klar: I har tabt mod jer selv, og virkeligheden har straffet jer derfor. Ingen sol til jer. Gå i seng! Sådan sluttede hiin forførende aften i Aarhuskredsen!

Gak ormesæk og sov, Gud skal i morgen dig
Vække her
Men siden dér
Til liv evindelig

Satans til blød mand. Kommentar til debat om Guds almagt og spørgsmålet om Guds evne til at frelse alle

~ KG ~ 6 kommentarer

Redaktionen bringer hermed Johannes Aakjær Steenbuchs refleksioner om frelsen ovenpå gårsdagens debat i København. Debatten handlede om Guds almagt, og deltagerne var de to præster Thomas Reinholdt Rasmussen og Jesper Bacher.

”Min Gud er så stor, så stærk og så mægtig, der’ intet umuligt for ham”.

De personer, som går mest op i Guds almagt, er ikke sjældent de samme, som mener at Gud ikke er i stand til at frelse mennesker mod deres vilje. Dette besynderlige paradoks blev understreget ved torsdagens arrangement i Studenterkredsen. Her hævdede en af debattanterne utrætteligt Guds almagt, men gjorde det samtidig klart, at Gud trods sit ønske om alles frelse, ikke frelser alle – Helligånden kan nemlig stås imod, for kærligheden tvinger ingen, pointerede debattanten.

Til at klargøre sin pointe fremførte debattanten en slags lignelse, som vist nok var hentet fra Luther himself: Dåben er som et skib, der sejler mod fast destination, Guds rige, men man kan hoppe overbords, hvis man ønsker. Frelsen, kunne vi forstå, er som en redningskrans – man kan tage imod den eller lade være, man kan lade sig frelse, eller vælge at drukne i stedet. Analogien er hørt mange gange før. Den anvendes ikke mindst i bestemte evangelikale (missionske) kredse, hvor den bibelske lære om en retfærdiggørende Gud i bedste fald bliver ‘suppleret’ af et krav om også selv at gøre noget (om det så er aktivt at vælge frelsen eller at holde op med at stritte imod), i værste fald erstattet af en slags gerningsretfærdighed. Vi blev ellers bedyret, at der med billedet med båden og redningskransen skam var tale om bibelsk lære. Men hvorfor, kunne man så undre sig, er det så nødvendigt at opfinde sine egne lignelser?

I bibelen finder vi også en historie om en mand, som ryger overbords og er ved at drukne. Jonas, hedder han. Jonas har af Guds Ord fået besked på at være profet, men det gider Jonas ikke, så han stikker af til søs. Men Gud vil ikke anerkende Jonas’ ”fri vilje”. Gud sender en storm, så skibet med Jonas er ved at gå under. Da Jonas bliver smidt i havet af skibets besætning, som er godt træt af den hurlumhej, som Jonas har taget med sig, er han tæt på at drukne. Hvad gør Gud? Sender han af respekt for Jonas’ ”fri vilje” en redningskrans, som Jonas kan vælge at bruge, hvis han ”vil”? Nej, han sender en hval som æder Jonas – om det er med eller mod hans vilje hører vi intet om. Hvalen, viser det sig, er faktisk døden selv. Men netop på bunden af dødsriget erfarer Jonas Guds trofasthed. Jonas må miste sit liv, og derfor også sin frihed, for at vinde det. Gud er trofast – og gennemtvinger frelsen om nødvendigt.

Men sådan fungerer det altså ikke, skal vi tro omtalte debattant. For Gud tvinger ingen, kærligheden respekterer menneskets ”frihed”. Synden er faktisk i stand til at modstå Gud, hørte vi. En tilhører supplerede med C.S. Lewis’ berømte sludder for en sladder om helvedet, hvis port angiveligt skulle være låst indefra. Om helvedet har porte ved jeg ikke, det er også lige meget, for Kristus har gæstet selv det dybeste helvede. I bibelen er det ikke helvedet, men det Ny Jerusalem der har porte (Åb) – og de står vidtåbne.

Sagen er derfor også, at læren om at mennesket kan ”modstå” Helligånden er ubibelsk, humanistisk sniksnak. At der skulle være en kerne i mennesket, en fri vilje, som ikke er fuldstændig fordærvet af synden, er ren pseudopelagianisme. Selv hvis der var en sådan ”fri vilje”, er det svært at se, hvorfor Gud skulle tage hensyn til den. Kærlighed med tvang er voldtægt, siger fortalerne for menneskets frie valg i frelsen ofte. Men kan man forestille sig en far, der lader sit barn løbe ud på en motorvej og ikke vil ”tvinge” det tilbage mod dets ”fri vilje”? Nej, eller jo, måske, men så er der tale om en karikatur af den moderne bløde mand, som i stedet for at sætte sin vilje igennem, blødt spørger ”hvad synes du selv?”. Hvis Guds vilje er, at alle frelses, men mennesket faktisk med sin vilje er i stand til at modstå Guds – ja, så er menneskets vilje stærkere end Guds, og så har Satan sejret. Så er Gud en Satans til blød mand. Men det er han heldigvis ikke. Gud skal nok få sin vilje i sidste ende.

Om vi har en ”fri vilje”, som gør, at vi selv har noget at sige ift. vores entré gennem det Ny Jerusalems porte, ved jeg ikke. Men jeg har læst, at mennesket er som ler i Guds hænder (Rom 9,20), at Gud ikke ønsker nogen synders død (Ez 33,11), at Guds vilje er at alle bliver frelst og kommer til kundskab om sandheden (1 Tim 2,3-4), og at ingen kan stå Guds vilje imod (Rom 9,19). Jeg har også læst, at ingen kommer til Kristus undtagen han drages af faderen (Joh 6,44), og at Kristus drager alle til sig (Joh 12,32). Jeg har også læst, at alle knæ skal bøje sig for Jesu navn (Fil 2,10), at Gud er alle menneskers frelser, ikke blot de ”troendes” (1 Tim 4,10), at Kristus er forsoning, ikke blot for vores synder, men for hele verdens synder (1 Joh 2,2), og at Gud har forsonet alting med sig selv (Kol 1,19-20), så at selv Sodoma og Gomorra skal genrejses (Ez 16,55), og at både Jøder og Hedninger skal frelses fuldtalligt (Rom 9,25-26). Jeg har også læst, at Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed (Rom 11,32), at Jesu retfærdighed fører til liv og frifindelse for alle (Rom 5,18-19), og at alle (alle!) derfor skal leve i Kristus (1 Kor 15,22). Jeg har også læst, at Gud derfor til sidst skal være alt i alle (1 Kor 15,28). Alt dette har gode bibellæsere siden oldtiden været bevidste om.

Men taler Paulus da ikke om, at man kan falde fra, og at folk derfor skal kastes ud af menigheden, spurgte en tilhører mig forarget, da jeg beklagede mig over nævnte debattant. Jo, kast ham ud af menigheden, overgiv ham til Satan, siger Paulus om en mand, der har begået utugt (1 Kor 5,5). Hvorfor? For at Satan kan ødelægge det kødelige, så ånden kan frelses. Gud dømmer med andre ord for at tugte, så vi kan undgå fordømmelse (1 Kor 11,32). Men altså, er der ikke forskel på dødsriget (sheol, hades) og så helvedet (Gehennah), og derfor også den første og den anden død, kunne den kvikke fortabelsesentusiast indvende? Og hvad med synden mod Helligånden, som der ikke er tilgivelse for hverken i denne verden eller den næste (Mark 3,29)? Hvad med den ”evige straf” som ved verdensdommen skal kommer over ”bukkene”, de der ikke giver den fattige mad og besøger den fængslede (Matt 25,31-46)? Det er en længere historie, men én vigtig pointe er i hvert fald, at de ord, som traditionelt ofte oversættes med ”evighed” og ”evig” slet ikke betyder evig, men ”tidsalder” (aiôn) og ”varende en tidsalder” (aiônos), at ordet for ”straf” egentlig snarere betyder ”tugtelse”, og at bibelen derfor aldrig taler om uendelig, men altid kun temporær fortabelse, straf og dom – og at disse ting altid har frelsen til formål, som det klart fremgår af fx Rom 9-11. Når Jesus taler om synden mod Helligånden, som der ikke er tilgivelse for i den næste tidsalder (aiôn), taler han jo om den tidsalder, som skal begynde efter hans død, måske med templets fald, hvor jøderne har tabt deres udvælgelse midlertidigt – ikke med det formål at de skal fortabes, men at de ved at ægges til misundelse, idet også hedningerne udvælges, skal omvendes og derved komme fuldtalligt ind, som Paulus skriver. Men så er vi jo ovre i en ny tidsalder. Uden for Guds rige er der rigtignok mørke og tænders gnidsel, orme og uudslukkelig ild – ligesom i lossepladsen uden for Jerusalem, Gehennah, som gerne oversættes med ”helvede”. Men der er intet bibelsk belæg for, at nogen skal opholde sig dér uden ophør. Guds ild er en lutrende ild.

I sidste ende skal Gud nok få sin vilje. Så almægtig er han faktisk. Hvad dette betyder filosofisk set, om Guds almagt er accidentiel, pontentiel eller modal, rager mig (næsten) en papand. Det afgørende er, hvad dette gør for vores gudsbillede, og derved også for vores billede af os selv og vores plads i verden. Det glemte vi helt at debattere i går, men det må blive en anden gang.

Alt dette kan man tale længe om. Vil man vide mere kan man læse (i den lette, populære ende) Gregory Macdonald’s The Evangelical Universalist, Thomas Talbott’s The Inescapable Love of God, eller måske Rob Bell’s Love Wins, eller (i den tunge, tunge ende) Ilaria Ramelli’s The Christian Doctrine of Apokatastasis og (med Konstans) Terms for Eternity: Aiônios and Aïdios in Classical and Christian Texts.

—

Redaktionen kan forsikre læseren om, at debatten hermed ikke er slut. I næste uge bringer vi yderligere omtale af foredraget og en anmeldelse af Lars Sandbecks Afsked med almagten. Indtil kan vi, som supplement til ph.d. Steenbuchs mange anbefalinger af fremmed litteratur, anbefale læseren at stifte nærmere bekendtskab med Grundtvigs I kvæld blev der banket på helvedes port.

Fundet på Kredsen Sommermøde…

~ KG ~ Skriv en kommentar

Skulle De, kære læser, have misset årets sommermøde og derfor være ved at springes af nysgerrighed over forløbet af de mange foredrag, eller skulle disse blot have forpasset sig i tågen og rusen, fortvivl da ikke. Hermed bringer redaktionen nemlig et slags referat. Dels nedenstående foto af ganske autentiske noter, fundet i foredragssalen, dels den følgende liste over efterladenskaber fra de mange kåde studerende. Ugens forløb, i hvert fald for foredragenes vedkommende, lader sig således ganske let opsummere.

I øvrigt fundet på sommermødet
– To ens blå Ralph Lauren-skjorter med matchende græsmærker på ærmerne og rødvinspletter på maven
– Et par knækkede stiletter
– 1 urøget og 4 halvrøgede pakker Blå Kings
– En næsten tom flaske helliters Ballantines.
– 4 udrevne sider af Højskolesangbogen. Tre med nummer 453, en enkelt med nummer 511.
– Tre brugte og et ubrugt kondom
– Et nummer af Tidehverv (maj-nummeret) med cigaretmærker på en af Kredsen bekendts artikel og champagnepletter på en anden af Kredsen bekendts boganmeldelse.
– En tabt uskyld eller to
– Enkelte ting, der ikke sømmer sig for dette forum.

Visse af tingenes ejermænd er formentlig redaktionen bekendt. Alle henvendelser om tilbagerekvirering vil højst sandsynligt blive ignoreret.

—
Skulle man ikke stole på det hermed givne referat, lægges de fleste af foredragene efterhånden op på Youtube på følgende link.
—
Se i øvrigt denne lignende artikel ang. sommermødet 2013.

Hobbitten Larvis Barefoot – en ubehjælpsom rejse

~ KG ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. Hans Nørkjær, der er bestyrelsesmedlem i Aarhus, men for tiden befinder sig på afvekslingsophold på Det Teologiske Fakultet i København, var til torsdagens foredrag med Lars Barfoed og har et par bemærkninger hertil.

Nogle minutter forsinket ankom formand for det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed til Studenterkredsens møde dagen ovenpå Arbejdernes Internationale(!) Kampdag 1. maj (også kendt som ”Mig Først”), der dette år udmærkede sig ved at arbejdernes ”kampiver”, råb og sange var rettet mod den siddende regerings frontfigurer, som i den virkelige virkelighed egentlig burde være ”arbejderes” helte. Men virkeligheden er ikke hvad den har været. Det var således ovenpå en historisk mørk dag i den danske socialismes historie at Lars Barfoed var givet muligheden at forklare, hvad kulturkonservatisme er og hvorfor det er svaret på Danmarks truende fremtid. At den virkelige virkelighed hverken for de konservative eller socialisterne er, hvad den har været, skal jeg komme tilbage til, først lidt om mødet med formanden.

Lars Barfoed er en venlig mand. Ja, man har faktisk svært ved sådan for alvor at have noget imod ham. Og trods hans eventuelle familiære eskapader (herregud! hvad skal en politiker ellers lave, når han har fri) og velordnede flair for at tilrane sig boliger i mondæne kvarterer, så må man da indrømme, at manden virker flink og rar. En rigtig konservativ hyggeonkel. Ja, hans efternavn og hans smule lavstammede, men trinde ydre(!) overbeviser mig om, at formanden i virkeligheden er i familie med hobbitterne. Ja, han må faktisk være en del af den stolte slægt Barefoot (eng. ’bar fod’, pl. Barefeet – ’bare fødder’), som måske er nære slægtninge til de kendte familier Stoltenfod, Bæltespænder, Tokereller Brændebuk; ja, måske kender de endda den verdensberømte: familien Sækker. Jo jo, formanden Larvis Barefoot må være af ædel byrd!

Men mon ikke disse hyggelige og trinde hobbit-gener også i sidste ende er en del af problemet. Thi at være ”flink og rar” gør vist ingen stor politiker (politik er vist heller ikke den mest udbredte beskæftigelse i Herredet; her går det vist mere ud på at være gartner). Og de truende farer i samfundet Danmark er vist også for store til, at man kan lade hobbitter overtage styring af såvel indenrigspolitik som udenrigspolitik – og en gartnertilværelse til alle er nok alligevel ikke en mulighed, skønt der er masser af steder i vort lille land, der nok kunne trænge til en kærlig hobbithånd.

Når undertegnedes vurdering skal frem ovenpå mødet i Københavnerkredsen, så er Larvis Barefoot simpelthen bare for kedelig (hvilket de udeblevne kritiske spørgsmål efterfølgende da også vidner om; det kunne man nu også godt påtale i skarpe vendinger, men jeg lader i denne ombæring være med at påtale tilhørendes apati)! Mr. Barefoot mangler i min optik både kant og skarphed i såvel politiske diskussioner, som når han – som i tilfælde som dette – skal forsøge at udbrede sig om, hvad det f.eks. vil sige at være kulturkonservativ; noget man da med rimelighed kunne hævde, at en formand for Det Konservative Folkeparti med fynd og klem skulle være i stand til uden den store forberedelse. Om han så selv havde forfattet sit foredrags—-papir (for manuskript kan man vel dårligt kalde det) skal jeg ikke kunne sige, men nok til at støtte hobbitten sikkert igennem ”den uventede rejse” var det ikke. Der var i det hele taget ikke meget eventyr over den kulturforståelse, som Mr. Barefoot kunne grave frem fra hobbithullet.

Men den virkelige virkelighed er som sagt heller ikke, hvad den har været, og det er partiformænd (ja, politikere i det hele taget) måske bare heller ikke. Herregud, manden har jo også kun studeret jura. Han har jo ikke læst litteratur eller sprog – eller for den sags skyld antropologi eller religionsvidenskab – eller andet som beskæftiger sig med ”hvad det der begreb ’kultur’ sådan betyder”. Men ”det må vi så spørge Per Stig Møller om, når vi møder ham.” Det er vist noget med sproget og disciplinen i folkeskolen (?). Men det gælder selvfølgelig mest af alt bare om ”at finde en balance”… ligesom på Mr. Barefoots taxameterordnede erhvervsuniversiteter, som vist er noget andet, end det universitet, hvor Per Stig Møller i sin tid studerede ”Kultur”.

Og lad os nu vende tilbage til den virkelige virkelighed og den mørke 1. maj, hvor hobbittens fjender fik en ordentlig en over de røde støvletter. Med denne tragediens dag fortsættes det hastige tilbagetog i meningsmålinger og almindelig venlighed, og oppositionen (de borgerlige) fortsætter tilsvarende sit stormløb mod de smuldrende rødmalede forsvarsværker, hvorved der erobres stadigt mere af fjendens land! Dette erobringstogt kommer af en eller anden grund bare ikke Det Konservative Folkeparti – Herredfolkene – til gode. ”Jamen Det Radikale Venstre stod også dårligt to år før valget i 2011,” hævder den trinde hobbitformand. Han kunne også have sagt ”Vi ønsker ingen eventyr her. Eventyr er ubehagelige og gør, at man kommer for sent til aftensmaden.” Ja, Mr. Barefoot, du kan ikke beskyldes for, at være ellevild for at udleve din indre eventyrlyst. I det hele taget bliver der fra formandens side ikke udvist meget vovemod til at indtage holdninger, der kan sætte Det Konservative Folkeparti på det landkort, hvor alle krigshandlingerne foregår. Krig handler dels om strategi dels om mod og mandshjerte, og selv i et slumrende hobbithjerte må der da ligge en tapper lille sjæl gemt, der er klar til at tage kampen op mod den store, røde drage. Noget af problemet er i hvert fald efter min bedste overbevisning, at Det Konservative Folkeparti med Larvis Barefoot i spidsen enten mener noget, som alle mener eller også mener noget, som mindst ét andet parti er langt bedre til at mene, end de er!

Historien om hobbitten Barefoot, der skal så grueligt meget igennem, vedbliver altså at være en ubehjælpsom rejse, hvor det mere handler om at være gartner for de få trofaste herredfolk end om med sværd i hånd at vove sig ud og stikke til den politiske middelmådighed. Den røde drage er godt på vej til at nedkæmpe sig selv, men der er intet, der tyder på, at den skat, som den ruger over, vil falde i hænderne på de konservative hobbitter.

Bladguld og 0,10-0.15 millimeter forgyldte skove

~ KG ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. og bestyrelsesmedlem Andreas Riis Damgaard har et par kritiske bemærkninger til Mads Holgers foredrag i Kredsen forleden aften.

Lige der, lige præcis på plads nummer 79 i det periodiske system, finder man det: au, aurum bedre kendt som; guld. Det er, efter min mening, ubestridt det mest interessante af alle metaller, og jeg er da så afgjort hellere ikke alene i denne betragtning. Guld har nemlig den helt specielle egenskab, at man ved hjælp af en glatpoleret granitambolt, noget pergament og ved gentagne slag med en hammer kan ændre og formindske tykkelsen på metallet og herved samtidig øge arealet og overfladen ganske betragteligt. Intet andet metal kan deformeres helt ned til en så imponerende spinkel tykkelse på blot 300-400 atomer , og samtidigt kan arealet øges mere, end man næsten kan forestille sig det – når guldet aktualiseres i denne form, da kalder man det ved navnet bladguld. Med dette bladguld kan man, som en anden mægtig konge af oldtidsriget Frygien, beklæde en hvilken som helst genstand, og da ligner det ved øjets umiddelbare beskuen det pureste pure guld.

”Velkommen til – ryger du?” Hertil lød svaret: ”Hele tiden!” Således gjorde Mads Holger kækt og kvikt sin entre i Vartovgården torsdag aften den 18. april 2013. Mads Holger var inviteret i forbindelse med semesterets faste forfatterarrangement, da han ud over at være rejsearrangør, blogger, operalytter (med en stor hang til Wagner) og radiovært også er forfatter til nogle bøger, og det var i kraft af dette forfatterskab, at han lagde vejen forbi ”Studenterkredsen” denne aften. På livlig, lystig og særdeles indlevende maner fortalte han om sit seneste selvbiografiske romanværk ”Bladguld”.

Bogen (og foredraget) handler om Mads Holger selv, men den handler også om hans subjektive oplevelse af, hvad der strømningsmæssigt og overordnet set skete med, i og for Danmark i kølvandet på det seneste årtusindskifte. Mads Holger taler fragmenteret, småsporadisk, polemisk, og alligevel med et nogenlunde klart mål, dog er midlet noget anderledes. Det er fyldt med røverhistorier, anekdoter, referencer til førsokratikere, citater, ligninger med talforhold mellem 0 og 2 og 4, Mater og meter og Pater og Peter, og meget andet. For mig at se er der to helt centrale ”ledemotiver”, som gennemsyrer bogen ”Bladguld”, og derfor ligeledes to ”ledemotiver”, som forfatteren udlagde for os igennem aftenen. I det følgende vil jeg forsøge at optegne to hovedlinjer i foredraget, fordi der trods alt i denne fragmenterede tale tegner sig nogle ret klare hovedtræk. Disse kalder jeg for ”ledemotiver”, med det for øje, at hovedlinjerne på mange måder kan anses for at være beslægtede med måden, hvorpå Wagner bruger sit ”leitmotiv”, dog udelukkende forstået i en formmæssig betragtning, og ikke nødvendigvis, hvad angår kvaliteten af de indbyrdes motiver. For når dramaerne udspiller sig i Nibelungens Ring, Tannhäuser eller Tristan og Isolde, da har de konkrete situationer, figurer og stemninger et musikalsk tema, som gør det muligt at holde hoved og hale på fortællingen. Da Mads Holgers lidt usystematiske foredragsform resulterer i et, efter min mening, lidt rodet foredrag, med en ofte lidt mere mangelfuld og rodet argumentation, vil jeg reducere det til disse to overordnede ledemotiver, som var, hvad jeg forstod ved foredraget, og for så vidt bogen.

For mig at se er det første ”ledemotiv”, om man vil, at globaliseringen i den periode, som Mads Holger forsøger at skildre i sin bog, har fået fat i verden, og at globaliseringen til stadighed bliver mere og mere udtalt. Førhen havde man blot betragtet globalisering som et abstrakt begreb. Man kunne måske også kalde det for en endnu ikke aktualiseret idé, som på mange måde beskrev, hvad vi formentlig kunne vente os i fremtiden. Dette ændrede sig drastisk i begyndelsen af 00’erne, og globalisering tog form og blev en realitet. Globalisering skal i denne sammenhæng forstås i ordets bredeste betydning, hermed indbefattende: dynamisk udveksling af kapital, en stigende grad af interdependens mellem lande, kontinenter og folk (såvel i økonomisk som åndelig forstand) og ikke mindst en noget nær bombastisk udvikling og ekspansion inden for udveksling af idéer og informationer – en verdensformindskende udvikling. Bogen omhandler herved i høj grad forholdet mellem Danmark og Verden. Ligeledes er bogen/foredraget sat i en international ramme, da Mads Holger er meget berejst, og store dele af hans fortællinger foregår på flere kontinenter. På flere måder sætter ”det internationale” et stort præg på flere facetter af bogen/foredraget.

Det andet ”ledemotiv” er tiden. Ikke forstået som nogen abstrakt kantiansk anskuelsesform ”Zeit”, men mere som i ”Zeitgeist”. ”Ledemotivet” omhandler nemlig manglen på ånd, eller manglen på ånden i tidsånden. Mads Holger påpeger nemlig gentagne gange, at Danmark, i den første del af 00’erne var i et stort økonomisk opsving. Dette gav velstand for Danmark og for danskere i almindelighed, men kun velstand forstået ud fra en økonomisk optik. For samtidig med denne positive økonomiske udvikling, skete der en fattiggørelse i åndelig og kulturel forstand. Derfor beskriver han 00erne som en kulturløs tid. Denne såkaldte kulturløshed resulterede i en opdeling her til lands. Der udsprang nemlig ifølge Mads Holgers analyse af tidsånden to ret konkrete grupperinger i samfundet – man kunne være fristet til, at kalde det for en polarisering ud fra den måde, hvorpå det skildres. På den ene side stod de borgerlige, som var af og tog aktiv del i tidsånden; åndløse og med en meget begrænset interesse for fortiden. På den anden side stod de venstreorienterede, som havde interesse i ånd, i det fortidige, og derved ikke tog del i tidsånden på samme vis. Dette resultererede i, at der forekom et klart valg for hver enkelt i denne periode – valget mellem enten at hænge sig i den fortidige kultur, og herved være en del af det venstreorienterede segment, eller at bøje sig for 00’erne og blive et borgerligt åndløst hul med spidse sko og masser af kontanter på lommen.

Disse betragtninger fremlagde Mads Holger for os. Måden, hvorpå han gjorde det, var dog noget anderledes. Den var noget mere fragmenteret, men overordnet set var der nogle hovedtræk, og jeg synes på sin vis, at de er kommensurable med ideen om ledemotivet – hvor man af og til igen og igen bliver præsenteret for melodi eller rytmik, som man da strax kan generindre, og derved kan det benyttes til forståelsen af værket i helhed, men der er fyldt med opbrud i denne form – altså modsætningen til den mere cykliske sonateform. Det lyder jo også mægtig godt alt sammen (og det synes jeg virkelig også, at det gjorde). For man må give Mads Holger, at han utvivlsomt repræsenterer nogle grundlæggende gode konservative værdier, og at han gør sig nogle, synes jeg, meget rigtige betragtninger om udviklingen i Danmark og om Danmark i forhold til resten af verden.

Der er blot for mig at se et par væsentlige problemer i hans fremstilling. Fra begyndelsen af foredraget til slutningen ekskluderer han nærmest alt og alle, som han fortæller om, hvad end der er tale om politiske retninger, politisk personage, religiøse retninger, sociologer, filosoffer og så meget andet og mange andre. Han påbegyndte denne proces ved for eksempel at indlede aftenens foredrag med at sige således i sin allerførste bemærkning: ”Jeg skal lige havde rystet det værste Tidehverv af mig…”, da han den samme torsdag aften havde haft familien Krarup på besøg i radiostudiet på ”Skriftestolen”. Herefter skød han med skarpt efter grundtvigianere, missionsfolk, politikere etcetera, og sådan fortsatte det hele foredraget igennem – med den endog stadige tilbagevendende lyd af et ledemotiv hist, og et ledemotiv her. Det er for mig at se logiske inkonsistent, med måden, hvorpå foredraget efterfølgende spændte af. Umiddelbart efter begyndelsen på foredraget kritiserede Mads Holger nemlig den ”ironiske epoke”, som han mente, var et af 90ernes kendetegn, og som stadigvæk lever videre på for eksempel P3 den dag i dag. Han fortalte om, at denne ironi er ærgerlig, da den ikke tager stilling til noget som helst, da den er fuldstændigt ironisk distancerende til tilværelsen og derved stiller en tilbage med følelsen af ligegyldighed, da man aldrig i denne ironi mener noget som helst.

Personligt er jeg for så vidt fuldstændig enig med Mads Holger i denne betragtning, men samtidigt fuldstændig uforstående over for den metodik, han selv går frem med. For er det ikke præcis ligeså let at være ironisk distanceret til tilværelsen, som det er næsten udelukkende at sige, hvad man ikke mener, at kritisere uden at løse, og på denne ekskluderende fremgangsmåde ende med kun at tale negerende og ekskluderende uden at addere og måske endda konkludere? Er denne ”Via negativa” ikke ligeså problematisk som den reneste ironi? Efter foredraget spurgte jeg Mads Holger gentagne gange herom, men han ville ikke rigtig svare på mit spørgsmål, på trods af at jeg forklarede ham, at det var meget vigtigt for mit syn på foredraget og egentlig også mit syn på ham som tænker. Han behøvede blot at sige: ”Jeg mener et eller andet, som nogle andre også mener”, eller ”Jeg kan godt være lidt enig i det her”, ja eller sågar ”Jeg mener det her”, men det lod sig desværre ikke gøre for mig.

Efter spørgerunden kom der nogle svar på bordet, og herved kom jeg hjem med vished om, at han (ligesom Grundtvig) anser modersmålet for at være essentielt for Danmark, at han er kristen, at modersmålet holder os sammen som et folk, og at han ryger meget. Udover dette fandt jeg mest ud af, hvad Mads Holger ikke mente.

Lad os slutte ved begyndelsen, nemlig ved lidt fordybelse i titlen på Mads Holgers bog. For når man på afstand kigger på bladguld, ligner det guld, men hvis man er nysgerrig, kommer helt tæt på og man med hånden undersøger tyngden, da mærker man det straks og indser det straks – det var ikke det pureste pure guld, men blot en belægning og ikke blot en belægning, men verdens spinkleste mest følsomme ædelmetalbelægning – og sådan synes jeg også, at foredraget forekommer før og efter spørgerunden. Men i spørgerunden fik man indtrykket af, at der ikke rigtig var fundament i motiverne, hist og her manglede der noget dybde i klangen. Overordnet set vil jeg vove den påstand, at der manglede fundament i mange af Mads Holgers udtalelser og pointer, ligesom argumentationen ofte var lidt vag, men faconen var dog velformuleret, kæk, anderledes og utrolig kvik.

På denne måde synes jeg egentlig at titlen ”Bladguld” er fremragende, og som udgangspunkt da også for foredraget. For under de 0,10-0,15 millimeter skinnende klart guld, de forgyldte realiteter, ligger sandhederne og lurer, og en af disse er en fundamental mangel på dybdegående argumentation for ikke så få påstande.