Nytårstanker om taksigelse og kampvilje af ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord. Godt nytår – og glædeligt kampliv!

Vi befinder os i mørketiden. Mens jeg skriver dette, er vi stadig i den allermørkeste tid inden vintersolhvervet. Men snart vender bladet. Solen vender tilbage, og Julen vil endnu en gang føde det nye år. Både troende hjerter og agtværdige hedninger vil samles om lyset i familiens kreds i håbet om et liv med muligheder for os og vore.

Og så kommer nytåret. Til den tid vil vi se tilbage på det forgangne år, og vi vil lytte til Hendes Majestæts nytårstale. Dronningens opgave er særlig og vigtig, for nytårstalen er anderledes end den megen snak, vi plejer at høre fra så langt størstedelen af de herskende. Når Dronningen taler, så taler hun ikke til den befolkning af feje og havesyge dyr, som politikerne i almindelighed kaster net efter. Nej, når Majestæten taler, så henvender hun sig til det folk, der er hendes eget, og som hun hverken kan eller vil lade i stikken. Majestæten har ikke en udenlandsk topstilling i baghånden, og derfor er hun værd at lytte til. Javist er hun ved visse lejligheder røget i en dumsmart grøft og har pippet med på kulturradikalismens anstændighedsviser, men det ændrer ikke ved hovedsagen: det er værd at lytte, når folkets dronning for en sjælden gangs skyld har ordet.

Og når Hendes Majestæt har talt og klokken er slået tolv, vil vi rejse os for at lytte til og efter bedste (fattige) formåen selv synge med på det danske nytårs tre sange: Grundtvigs nytårsudgave af Vær velkommen, Herrens år, Oehlenschlägers Der er et yndigt land og endelig første vers af Johannes Ewalds kongesang Kong Kristian stod ved højen mast. Det er ikke tilfældigt eller ligegyldigt, at det er disse tre sange, vi synger ved nytårstid. De er folkets sange, og i dem lever det folkelige nytårshåb om en fremtid for Danmark.

I det følgende skal det dreje sig om dette nytårshåb, sådan som det kommer til udtryk i polspændingen mellem den første og den sidste af sangene – mellem Herrens år og kongens sværd.

Lad dit hellige ord, oplive, oplyse det høje Nord!
Adventsudgaven af Vær velkommen Herrens år har af forståelige grunde et klart kirkeligt præg. I de første tre vers oprulles frelseshistoriens grundbegivenheder – Kristi fødsel julenat, opstandelsens påskemorgen og åndsudgydelsens pinsedag – og i det sidste hilses det Herrens og glædens år, der nu vil indfinde sig. Nytårsudgaven af Vær velkommen Herrens år adskiller sig fra denne frelseshistoriske salme ved at have et klart folkeligt præg, idet dens perspektiv ikke er kosmisk men konkret. Den retter sig mod den foreliggende danske virkelighed og forkynder håbet om Herrens stadige opretholdelse af det danske folk ved dets indgang i det nye år.

I det indledende vers bedes der om, at »Sandheds Gud« må lade sig »hellige ord oplive, oplyse det høje Nord!«, i det andet bedes der om, at »Nådens Gud« i det kommende forår vil lade sit solskin »skænke på marken et gyldent år« – og endelig bedes der i det tredje vers om, at »Fredens Gud« vil opretholde »den livsalige fred«, som vort land kan »blomstres ved«. Bønnerne og anprisningerne er konkrete og enfoldige: de angår folkets almindelige åndelige trivsel, markens grøde og sikringen af freden i landet, altså i Danmark. Når vi synger disse linjer, gør vi det som danske, der erkender, at menneskelivet og folkelivet er et under, som ikke opretholdes ved vores magt. Dette er det afgørende, dette er kernen i velkomsten af det nye år: visheden om, at vi ikke kan bære livet selv, og håbet om at det alligevel vil blive båret endnu et år, sådan som det hidtil er blevet. Vi erkender vores afmagt og fæstner lid til, at aftenstjernen fortsat vil lyse over lille Danmark.

Dette er den ene yderpol i det folkelige nytårshåb.

Og kamp og sejr før mig til min grav!
Nytårshåbets anden yderpol gives stemme i det første vers af Kong Kristian stod ved højen mast. Hvor grundklangen i Vær velkommen er den fromme besindelse på de gode gavers giver, er tonen i Kong Kristian anderledes selvsikker og rettet mod handlingens rum. Udsigelsen er enkel: Kongen bærer ikke sværdet forgæves, og det bør hans folk heller ikke gøre. For kongesangen handler om kampvilkåret – om menneskelivet, som altid må være et kampliv. Den handler om den jordnære og håndfaste vilje til at værne menneskelivet, sådan som vi kender og elsker det, nemlig som et folkeliv, hvor kampen for overlevelse og trivsel er og bliver en rå, uomgængelig virkelighed.

I vores tid ser man ofte pæne folk vrænge på næsen af kongesangen. De synes, den er noget så krigerisk og nationalistisk og frygter at få beskidte struber ved at synge med. Til sådanne typer er der kun ét at sige: kongesangen er vitterligt ikke for svage sjæle. Men det er menneskelivet heller ikke, og derfor er det så rigtigt og lykkeligt, at sangen har sin plads ved det nye års begyndelse. Den er en usødet påmindelse til os alle om, at livet ikke er et sønderjysk kagebord, og at en dødsfjende ikke bekæmpes med anstændighed og samtalepædagogik, men med våben i hånd. I kongesangen hører vi således, at også vi er kaldede til at gøre vores for at medvirke til opretholdelsen af menneskelivet her hos os. Bevares, vi skal ikke alle være soldater i konkret forstand, men vi skal så vist være det i sindbilledlig forstand – og det bør ikke være en mindre alvorlig sag.

I kongesangens afslutning – som jo så desværre ikke afsynges ved nytår, men som vil blive det i fremtiden, når alt bliver anderledes – står der det væsentligste af, hvad der er at sige om det vågne folkeliv:

Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejr før mig til
min grav!

Så enkelt kan det siges, og så enkelt skal vort håb være: at vi må vælge kampen, velvidende at alt menneskeligt ender i graven. “Sejrløse falde kæmper alle,” sagde vore stolte hedenske forfædre, og med sidste vers af kongesangen giver vi dem ret. Vi véd, at vi skal dø, men vi véd også, at der findes en værdig og en uværdig død. Det er alt, hvad et menneske kan stræbe efter.

De to dele af nytårshåbet betinger gensidigt hinanden: den ydmyge taksigelse og den frimodige kampvilje. På disse to kan vi leve vort liv og dø vor død i det yndige, lilleputland, som er vores – resten tilhører den Herre, hvis år vi nu byder velkommen.

Godt nytår – og glædeligt kampliv!