“Hvorfor drikker de så meget i Kredsen? Er de ikke kristne?” spørger den uforstandige fromme, der ihukommer sig Vor Frelser ord, at den, der drikker det vand, som Jesus Kristus giver ham, ikke skal tørste men have evigt liv.

Ligesom hiin Kierkegaards æstetiker er vi dog faldet t ned i Visdommens bæger, og som det hedder i  Siraks bog, så vil den, der drikker af visdommen, kun tørste efter mere. Derfor drikker de så meget i Kredsen. Mere kundskab, mere græmmelse.

Findes der så en drik, der kan læske denne vor uudslukkelige tørst på hiin side af det evige liv? Kunne det være rødvin og champagne som på sommermøderne, den obligatoriske frokost som til de ugentlige eftermøder på Her er Ro bar, eller er det som i aften denne skønne livets drik, snapsen, der bedst magter?

Ifølge Nordens Mythologi, som skjalden jo har lært os at agte som vor eget gamle testamente, er den eneste væske, der i sandhed kan væde og gøde muldet – og muldets frænder er vi her i Kredsen – den dug, som falder som draaber fra træet Yggdrasills blade. Lad dette være et billede på vores vederkvægende kilder. For ligesom Yggrdrasil har rødder i både Asgård, Jotunheim og Hel, så har Kredens også fire kilder, hvorudfra vores flod strømmer. Det er disse fire kilder, vor fire foretrukne flydende varer repræsenterer.

“In Vino Veritas” hedder det jo som bekendt. Og da Kierkegaard-pseudonymet Constantin Constantius skal holde gæstebud, er reglementet da også, at “Ingen måtte tale førend sandheden blev et forsvar for vinen, og vinen et forsvar for sandheden”. De fleste af os kender ligeledes scenariet med studerekammeret og den halve flaske rødvin eller mere. Rødvinen repræsenterer således det sandhedssøgende; det akademiske.

Champagne er vel oftest forbundet med festlige lejligheder, men i kredsen står det anderledes til. Inspireret af ligedele Nabokovske libertiner med perlende champagne glas, Johannes Steenbuchs evige mantra om at håne pengene, og unge rige svenskeres “vask”, undfangede den yngste generation for nyligt en ny tradition, man bedst kunne kalde det hedenske sakramente, eller, da ritualet undfangedes på dannelsestur til Sydtyskland, Das Apofatische Abendmal.

Vi døber jorden med champagne, som det hedenske sted det er, og indtager de hvide og syndige druer; det bedste verden har at byde på. Den teologiske argumentation er, at det tjener som en afart apofatisk, negativ teologi; vel at mærke i en særlig luthersk-barthiansk aftapning. Ritualet ledsages gerne af en perlende, protestantik latter. Således repræsenterer champagnen det tidehvervske, det protestantiske

Så er der frokosten. Alene den historisk-poetiske myte om dens herkomst – som jeg er sikker på Rasmus Vangshardt vil fortælle jer om, hvis I ikke allerede kender den – er grund ok. Så langt det grundtvigske. Imidlertid er der en anden god grund til, at frokosten trods alt er vor foretrukne læskedrik. Blandingen af den sorte skummende limfjorsporter fra den tunge, jyske muld, og den forfriskende og fandenivoldske elefantøl fra de københavnske taphaller, afbilleder nemlig Studenterkredsens sammenhældning af det jordbundne jyske og det karske københavnske i skøn forning. Således også det folkelige.

Og til sidst er der jo snapsen, livets vand, den danske akvavit, som vi drikker i dag. “Ren som en jomfru og stærk som en bejler” og lavet på danskernes yndlingsspise, kartoflen, repræsenterer den ikke blot det nordiske, men også det nationale, det ægte danske. For hvad er mere dansk end en julefrokost som denne med snaps, svin, synd og solden.

Den forstandige og erfarne siger, at man ikke skal blande for mange afarter af spiritus, så går det galt. Jeg siger, at vi netop her i Kredsen har forstået at blande den rette læskedrik, der tapper af de fire kilder, som Kredsens flod strømmer ud fra: Det akademiske, det protestantiske, det folkelige, det nationale. Skål! Og lad os så synge “Alle mine kilder” i ihukommelse af, at vi, når alt kommer til alt, trods alt lever af Guds ord som vort daglige brød.