almagt

Guds almagt. Oplæg ved debat i Studenterkredsen, 9. oktober.

~ KG ~ Skriv en kommentar

I den lange svada af indlæg og kommentarer, der har været i kølvandet på torsdagens debat om Guds almagt har sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen ønsket at få sit oplæg fra debatten trykt, så det bringer redaktionen naturligvis her med største fornøjelse.

Den kristne teologi kender Gud gennem Kristus. Allerede Melanchthon slog fast i ”Loci”, at Gud kendes gennem sine velgerninger i Jesus Kristus.

Derfor må enhver tale om Gud tale gennem Kristus. Jesus Kristus er Guds åbenbaring og Guds selvforklaring. Vi kan have mange forestillinger om Gud og hans styrke og indretning. Men kun i Kristus forklares Gud. Hvis ikke, ender vi i et alment religiøst gudsbegreb eller i Islams voldsomme og uberegnelige gud.

Gud defineres i Kristus. Det siger vi ofte, men ofte opdager man, at konsekvensen ikke tages. Teologi bliver til ord og ikke til det forklarede Ord. Det vil jeg prøve i det følgende. Jeg har ingen ambitioner om at tage demonstrativt afsked med almagten, men min ambition er at kvalificere talen om almagten. Hvad er der i det begreb? Hvis vi ikke kvalificerer f.eks. almagten, så reducerer vi Gud til et begreb og en abstrakt funktion, og ikke til en nærværende Gud.

Mit postulat, som jeg har udfoldet i flere artikler, men blandt andet i en større artikel i Præsteforeningens blad fra 2012 i et opgør med Jakob Wolfs teologi (som i parentes bemærket udmærker sig ved at være den eneste teologi, der tager almagten, som omnipotens, alvorligt), og senest i et indlæg i Dansk Kirketidende i forbindelse med den til tider ganske pinlige debat i forbindelse med bispevalget i Ribe, er, at almagten forstået som omnipotens strider mod logikken, bibelteologien og kristologien. Det er noget af en mundfuld, men jeg vil tage det punkt for punkt, og derigennem gøre rede for, hvad jeg regner for mit eget standpunkt: Almagten skal ikke afskaffes, men kvalificeres. Jeg vil gøre det i tråd med de nævnte artikler og i forlængelse af Lars Sandbecks nye bog: “Afsked med almagten”, som jeg på mange måder vil kalde en genuin luthersk teologi.

Logikken
Vi kender alle konfirmandstuens spørgsmål om, hvorvidt Gud kan skabe så stor en sten, at han ikke selv kan løfte den? Almagtens problematik driver os ud i absurditeter.

I skolastikken kunne sådanne spørgsmål få teologernes tid til at gå, og mange talte om almagten uden at gøre det egentligt. Gud havde almagt – javel – men hvorfor fordrev han så ikke bare det onde med et fingerknips? Teodicé-spørgsmålene begyndte at tårne sig op. Eller man kunne sige, at ganske vist var Gud almægtig, men han afstod blot fra at bruge almagten, hvorved man satte skel mellem Guds væsen og Guds vilje. Almagten blev grundlæggende ikke taget alvorligt.
Almagtsbegrebet driver os ud i så store logiske problemer, at vi er nødt at kvalificere almagten som andet og mere end blot en omnipotens. Det betyder ikke, at Gud er impotent. Det vil være en helt vanvittig konklusion og en konklusion, der ikke er bibelsk belæg for. Guds almagt er blot noget andet og mere end omnipotens, hvilket jeg vil illustrere om et øjeblik.

Men først en anden ting, som er godt beskrevet hos Lars Sandbeck: hvis almagten forstås som omnipotens, truer det med at gøre verden til ingenting. Magten er et relationsbegreb. Magten defineres i sit forhold. Jeg har magt over en stol og kan løfte den, selvom stolen gør modstand. Min magt defineres i stolens modstand. Men hvis jeg har al-magt, så yder hverken stolen eller noget andet modstand. Hvis noget yder modstand, har jeg ikke al magt. Hvis Gud har almagt, så bliver verden til ingenting. Verden hører op med at eksistere, hvis Gud har almagt forstået som omnipotens. Logisk set fører en konsekvent almagtstænkning til skaberværkets ophør og manglende eksistens af det. Almagtstænkning som omnipotens gør forholdet til skaberværket gnostisk.

Bibelteologien
Man kan få indtrykket, at beskrivelser af Guds almagt driver ned af de bibelske vægge. Det er bare ikke tilfældet. I det nye testamente beskrives Gud kun ti gange som omnipotent eller pantokrator, som er den græske parallel. Alle gange, undtaget i et tvivlsomt Pauluscitat, findes ordet i Johannes’ Åbenbaring (som Luther i parentes sagt ikke havde meget fidus til). Johannes’ Åbenbaring, som ikke kan siges at være et centralt bibelsk skrift, er blevet til i trængselstider, og man har derfor behov for at udfolde en almagt. Men spørgsmålet er, om det er i tråd med resten af NT. Det mente Luther som bekendt ikke, primært fordi skriftet udfoldede et gudsbegreb, der var i modsætning til regula fidei/Kristus-åbenbaringen. Almagten som omnipotens findes ikke i NT, og slet ikke i de centrale skrifter. Men hvorledes defineres Gud så? Det vender vi lige tilbage til om et øjeblik, Først et blik på det gamle testamente.

I det gamle testamente er Gud en kæmpende Gud. Det er Den ”Herre Sebaoth” – hærskares herre. Og de steder, hvor Gud i den danske oversættelse benævnes som almægtig, og det er få steder, er det ”el shaddaj”, der er grundordet. Oversættelsen er vanskelig, men kan sikkert oversættes til noget i retning af ”Bjergets hersker”.

For hvad betyder Shaddaj? Jeg har konsulteret diverse gamle testamentelige eksegeter, og det eneste helt hæderlige svar er, at ingen har en sikker anelse om, hvad Shaddaj betyder. Men af ingen af anelserne har det fjerneste med almagt at gøre – det er ren afskrift fra Septuaginta, som gengiver det med pantokrator, som egentlig mere betyder den, der opretholder alt, end ”almægtig”. Ordet ”shaddaj” er måske en henvisning til bjerge, marker eller bryster. Måske skal ”shaddaj” simpelthen oversættes som et navn. I den nye nudanske oversættelse, som udkommer 23. okt., er det gengivet som ”Den Gavmilde Gud”, dels pga. etymologien (henvisningen til bjerge beror på en afledning fra akkadisk, mens “marker” eller “bryster” som rod har hebraisk grundlag og peger samlet på frugtbarhed), dels pga. den teologiske kontekst (det er i patriarkfortællingernes pagtssammenhæng, at ordet optræder, når Gud åbenbarer sig for en af patriarkerne med favnen fuld af løfter).

Det nærmeste GT kommer til et formelt udsagn om Guds almagt er Jobs bekendelse i 42,2 – og det er jo ikke et teoretisk udsagn om Guds natur, men netop en personlig bekendelse fra et lidende menneske, som har kæmpet sig frem til accept og tillid til Gud.

Gennem hele GT er Gud defineret som en kæmpende Gud, og Guds almagt er et helt andet sted end i en omnipotens. For hvis vi leder efter en beskrivelse af Gud i GT, så er det ”Guds trofasthed, der varer til evig tid”. Det er der mildest talt utallige henvisninger til (ex. Sl. 100). Det er en trofasthed mod de troløse, der beskrives. Det er den trofasthed, der udfoldes som kærlighed og syndernes forlades i NT.

Guds almagt er kærligheden og udtrykker sig i syndernes forladelse.

Almagten er ikke en omnipotens, men er den kærlighed, der sætter sig igennem på trods og skaber nyt liv, hvor der ikke kan være liv og nyt håb, hvor håbet synes slukket. Gud kæmper i denne kærlighed. For kærligheden er jo netop ikke en magt, men sætter noget helt andet end magt, nemlig omsorg og beskyttelse. Gud er kærlighed (1 Joh 4,8) og kærligheden overvinder alt.

Gud har ikke almagten, som han bruger i kærlighed. Kærlighed er ikke en kvalitet i Gud, men Gud er kærlighed. Kærligheden er Guds magt, og der kan ikke skelnes.

Almagt eller almægtig er altså ikke en særlig gængs betegnelse for Gud i hverken GT eller i NT. Til gengæld bruges der et ord i NT flere hundrede gange om Gud. Et ord, som gives gennem Kristus-åbenbaringen, der som sagt er nødt til at være vores omdrejningspunkt, hvis vi vil være kristne teologer, og det er ordet fader eller far. Det er den faderlige omsorg og kærlighed, som er det afgørende. Det er også med rette påpeget af Lars Sandbeck.

Gud som far udfolder Luther også til fulde i den lille katekismus, hvor Gud defineres således:

Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru og børn, marker, kvæg og alt, hvad jeg ejer; at han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til næring for dette legeme og liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt; og alt dette gør han af lutter faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.

Det er en omsorg og et nærvær, der beskriver en faders forhold til sine børn. Ikke en almagt, der blot kan alt, men netop en kærlighed, der sætter sig igennem.

Guds almagt er hans kærlighed og viser sig i syndernes forladelse.

Derfor siger Jesus også i dåbsbefalingen: mig er givet al magt i himlen og på jorden. Magt er her det græske ord ”exousia”, hvilket også kan oversættes med ordet ”myndighed”, hvilket faktisk sker i Mark. 2,10, hvor Jesus har helbredt den lamme, der kommer ned gennem taget. Her definerer Jesus den magt, som beskrives i dåbsbefalingen: magten til syndernes forladelse. Kærlighedens magt, der skjuler syndernes mangfoldighed. Syndernes forladelse, der i kærligheden skaber nyt liv. Det er Guds almagt. Men almagt som al–magt kender bibelen ikke til. Det er tilsyneladende ikke bibelsk at tale sådan. Og Guds kærlighed kæmper. Det er derfor at vi beder i fadervor: ske din vilje som i himlen, således også på jorden. I himlen, som er kærlighedens rige, sker den, men på jorden skal kærligheden kæmpe, for vi lever altså ikke i Guds rige endnu, Guds rige viser sig på jorden i de glimt, hvor syndernes forladelse er virksom i kærligheden, og hvor vi må udbryde som tilskuerne ved Jesu gerninger: aldrig har vi set noget lignende. Nej, aldrig har vi set noget lignende, når kærligheden sætter sig igennem og skaber nyt liv og nye muligheder for fortabte. Guds rige har vi ikke på jorden endnu, men vi beder om, at den må vise sig hos os, også indtil Gud ved tidernes ende bliver alt i alle, og kærligheden bliver lovens fylde. Vi beder om, som Luther siger det i katekismen, at Guds vilje også sker hos os, nemlig i form af den kærlighed, der overvinder alt – også vores egen trods.

Luther er glimrende klar over, at der skal kæmpes. Han kalder det tvekamp underfuld, hvor liv og død de brødes. En tvekamp er altså ikke almagten, men netop en kamp, hvor der står noget på spil. Det vil vi se på nu. De kristologiske implikationer på almagtsbegrebet.

Kristologi
Kunne Kristus have tabt i graven? Ja eller nej? Kunne kvinderne været kommet ud til graven påskemorgen og da have fundet Jesus kold og død i graven? Var muligheden der? Hvis muligheden ikke var der, således at Kristus ikke kunne have tabt i graven, så reduceres det hele til et skuespil. Døden Jesus lider er på skrømt, for der står intet på spil. Det betyder, at hele inkarnationen og hele kampen bliver til et skuespil, hvor Gud fremviser sin almagt på teaterscenen. Guds almagt gør vores erfaringer forkerte. For døden, vi tror, vi erfarer, er ikke reel. Alt er på skrømt.

Men hvis Kristus kunne have tabt i graven, så sker der noget nyt i opstandelsen. Så vinder Gud sig ny erfaring i at vinde over døden. Så er der forandringer i Guds væren ved opstandelsen. Så er døden og dødens overvindes ikke givet på forhånd – eller ikke for Guds selv, og Gud viser sig i en ny position ved opstandelsen, hvis vi altså som Luther forstår det som en kamp og ikke som et skuespil. Gud vinder sig ny erfaring. For hvis Gud er upåvirkelig af inkarnationen, så er kristologien doketisk.

Luther siger dette tydeligt i ”Vom abendmahl Christi”, hvor han i gennemgangen af to-naturlæren understreger, at det der sker for den ene natur sker for den anden, for Kristus er een person (jf. WA 26,321), ellers skiller man Kristi person ad. Luther skriver: ”Døde Kristus kun for sin menneskelige natur? Men det ville ikke være noget nyt – du kan ikke tale om det guddommelige uden at tale om det menneskelige – og omvendt”. For Luther er der ingen tvivl om, at Kristus – som Gud – dør på korset og lægges i graven, og at Gud derved dør en reel død også for Gud. Derved får Gud ny erfaring. Derved er der forandring i Gud, hvor det er helt umuligt at tale om almagt som omnipotens. Opstandelsen er ikke en magtdemonstration, men netop – hvilket de bibelske tekster også alene i deres form bevidner – en kærlighed, der kommer til verden. Det udtrykkes både hos Grundtvig: ”Kærligheden, hjertegløder, stærkere var end døden”, (DDS 192,3) og hos en ortodoks luthersk teolog som Paul Gerhardt: ”Kærligheden, stærkere end døden” (DDS 114,2), og hos Brorson: ”Ej andet fra dit rige/har draget dig herned/end din den uden lige/grundløse kærlighed” (DDS 86,4). Det er klassisk teologi at sige, at det er kærligheden, der overvinder døden. Ikke livet eller almagten som omnipotens, men kærligheden, som er en helt anden magt end omnipotensen. Kærligheden, som ikke kan defineres i magtens kategorier.

Kærlighedens almagt er evangeliets udtryk, og udtrykker sig gennem syndernes forladelse. Det er en magt, der agerer helt anderledes end andre magter, og derfor vækker kærlighedens magt også forargelsen på evangeliet.

Lige en enkelt ting: Gud må gennemgå forandring i graven, ellers er Guds død blot et skuespil og på skrømt. Verden forsvinder, hvis vi siger dette. Men Gud defineres ikke statisk væren og således heller ikke i ontologien. Det er Løgstrups fejlskud at sige dette. Guds uforanderlighed er ikke i ontologien, men i relationen til os, for som salmisten siger det: ”Guds trofasthed varer til evig tid” (Davidsalme 100). Guds uforanderlige kærlighed til os fører Gud i en kamp tværs gennem kors og grav. Det er pointen.

Altså: Guds almagt er ikke en omnipotens, som der til tider bliver givet udtryk for. Det giver logiske problemer, men hvad værre er, så strider en sådan forståelse mod bibelens eget udsagn og kristologiens hændelser. Da vi i en luthersk kirke hylder sola scriptura, må vi derfor sige, at Guds almagt er kærligheden, der varer til evig tid, og denne magt (exousiua) viser sig i syndernes forladelse. Guds almagt er kærlighedens forhold, der gennem synderens forladelse sætter sig utvunget igennem.

De indsparkede døre og almagten – replik til en anmeldelse

~ KG ~ Skriv en kommentar

Almagtsdebatten er ikke slut endnu. Redaktionen har modtaget følgende replik af Lars Sandbeck ovenpå på mandagens anmeldelse af hans seneste bog.

Jeg vil gerne takke Studenterkredsen og stud.theol. Søren Frank Jensen for at bringe en anmeldelse af min seneste bog Afsked med almagten. Et bidrag til det kristne gudsbillede. Det er en god anmeldelse, som jeg er meget tilfreds med. Ikke fordi anmeldelsen er specielt rosende og fuld af lovprisninger over min bog, men fordi den er saglig og klart formuleret, og fordi den også er med til at gøre mig selv klogere på nogle af bogens svagheder. Blandt andet efterlyser anmelderen en nærmere redegørelse for, hvordan bogens teologi lader sig forene med opstandelseshåbet. Den samme efterlysning er jeg stødt på adskillige gange, efter jeg udgav min forrige bog De gudsforladtes Gud, så det kan være, jeg snart må til at tage mig sammen og få skrevet noget mere om eskatologien. Det bliver dog ikke i denne replik.

På trods af alt det positive, der kan siges om anmeldelsen, er jeg imidlertid ikke helt sikker på, Jensen til bunds har forstået min bogs anliggende og motivation. Ifølge Larsen sparker jeg åbne døre ind, fordi der angiveligt ikke skulle være mange, der abonnerer på de vulgære eller bastante almagtsopfattelser, jeg kritiserer. Nej, det er selvfølgelig rigtigt, hvis man læser Barth eller Jüngel eller Tillich eller Anselm og Augustin for den sags skyld. Men som jeg skriver i bogens indledning, er det den modale og kausale almagtsopfattelse, jeg angriber, fordi det er de mest udbredte og i folkelig bevidsthed også forplantede opfattelser. Og når jeg har valgt de ”folkelige” opfattelser, er det fordi jeg med bogen forsøger at henvende mig til andre end blot fagteologerne. Spørg den almindelige kirkegænger om, hvad det vil sige at Gud er almægtig, og jeg vil næsten vædde med, at flertallet vil svare, at Gud kan alt, eller at Gud står bag alt, hvad der sker – eller noget i den stil. Det er den virkelighed, præsterne befinder sig i, og den type opfattelser, præsterne må forholde sig til, jeg har taget afsæt i og ønsker at adressere med min bog.

Men når det så er sagt, kan det alligevel diskuteres, om bogen skulle være stråmandsargumentation fra ende til anden. F.eks. abonnerer Luther i Om den trælbundne vilje efter min opfattelse på et særdeles bastant kausalt almagtsbegreb. Det gør Jakob Wolf også i Jobs tårer. I kølvandet på Anders Breiviks massemord i Norge udtalte en række præster og teologer fra højrefløjen i både Norge og Danmark, at det var Gud, der stod bag Breiviks udåd, for der kan ikke ske noget, uden at Gud enten vil eller direkte forårsager det. Og sådan kunne jeg fortsætte et stykke tid endnu med at diske op med eksempler, der kan være med til at sandsynliggøre, at de døre, jeg sparker ind, måske alligevel ikke står så pivåbne, som Jensen synes at mene.

Jeg kan forstå, at Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmussen kaldte min teologi for en ”karnationsteologi” ved et arrangement i Studenterkredsen for nylig, fordi Gud, i min teologi, ”blev til kød, og så var det ligesom det”. Men Gud bliver ved med at være Gud, selvom han dør på korset, indvendes det så. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Bacher, Rasmussen og Jensen forveksler mig med en vis præst, der holder til i det samme bygningskompleks som Studenterkredsen. Hverken i min seneste eller forrige bog har jeg hævdet noget, der berettiger de beskyldninger, der rettes mod mig. Jeg har derimod netop kritiseret Gud-er-død teologien (eller ”karnationsteologien” om man vil), blandt andet fordi den er trinitarisk problematisk, og fordi den indfører en kenotisk transformation i Guds væsen, der indebærer, at Gud komplet udtømmes i immanensen. Men ok, jeg kan naturligvis ikke forvente, at hverken Bacher, Rasmussen eller Jensen har læst, hvad jeg har skrevet rundt omkring. Men så brude de herrer måske også være lidt mere varsomme med at udtale sig om det.

Lige på falderebet: jeg afviser ikke teodicéen for at redde Guds godhed. Jeg afviser i min bog om almagten teodicéen, fordi den efter min opfattelse i kristen optik er udtryk for et skinproblem og et falsk dilemma, som skyldes nogle religiøse præmisser, kristendommen på ingen måde behøver overtage. Så det er altså ikke mig, der ”opløser problemet”. Det har Det Nye Testamente allerede på forhånd og af sig selv gjort. Men det kan man jo læse om i min bog s. 88-102.

PS. At min teologi er sød, men ufarlig, tager jeg som et kompliment. Særligt hvis alternativet er ond og farlig.

Boganmeldelse: At sparke åbne døre ind

~ KG ~ En kommentar

Som en opfølger på torsdagens debat og den seneste skrivelse om almagt, er det med at glæde, at Redaktionen hermed kan bringe stud.theol. Søren Frank Jensens anmeldelse af Lars Sandbecks seneste bog “Afsked med almagten.”

Det er derfor som at høre stemmer fra fortiden – stemmer der enten taler imod bedre vidende eller ud af en før-kritisk enfoldighed – når teologer og præster i dag erklærer, at man jo umuligt kan være kristen […] hvis man samtidig benægter, at Gud skulle være almægtig.

Sådan skriver Lars Sandbeck i den netop udkomne Afsked med almagten om dem, der ikke vil være med til at skrotte almagtsbegrebet. I bogen argumenterer Sandbeck for, at kristendommen ikke bare kan klare sig uden almagt, men at den faktisk kan klare sig bedre uden almagt. Således er bogens undertitel Et bidrag til det kristne gudsbillede. Spørgsmålet er imidlertid, om den almagt, Sandbeck gerne vil tage afsked med, ikke er en almagt, alle gerne vil tage afsked med eller allerede har taget afsked med.

I bogens første del definerer Sandbeck den almagt, han gerne vil tage afsked med, som en magt, der enten er kausal eller modal – Gud enten kan alt, eller også er han årsagen til alt. Alle andre former for magt, skriver Sandbeck, er ikke almagt. Ifølge Sandbeck har flere store og kloge teologer allerede foretaget radikale omfortolkninger af almagtsbegrebet. Omfortolkninger, der reelt set tager afsked med almagten: Hvis f.eks. Gud er kærlighedens almagt, så er Gud ikke almægtig; hvis Gud er afmagtens almagt, så er han ikke almægtig. Ingen af de to forståelser går med på den modale eller kausale almagtsforståelse, og “benægter man, at Gud kan alt, eller at Gud forårsager alt, benægter man ganske enkelt, at Gud er almægtig,” skriver Sandbeck.

Hoveddelen af bogen er så et opgør med den modale og kausale almagt, der altså allerede er gjort op med. Der sparkes således åbne døre ind, men det gøres med styrke og er velskrevet, klart og meget læseværdigt. Først giver Sandbeck et rids over, hvordan almagten fandt vej ind i kristendommen, først med græsk filosofi og senere med de latinske oversættelser af testamenter og bekendelser. Hvor den hebraiske bibels Gud er en personlig og engageret Gud, og den nytestamentlige Gud er den jordnære, personlige og tillidsvækkende fader, bliver Gud med en kombination af stoisk og platonisk filosofi og latin omnipotent, og omnipotens er “et ord, der beskriver en egenskab ved eller evne i Guds væsen uafhængig af, hvordan han så end forholder sig til os.” Filosofien og latinen rykkede den nærværende, personlige Gud ud af verden, satte ham højt i himlen og gjorde ham upersonlig og ubevægelig.

Herefter beskriver Sandbeck, hvordan en Gud, der er adskilt fra verden bliver paradoksal – en, man ikke kan regne med og endda en, man ikke kan sige er til. Hvis Gud ikke er bundet til verden, er der intet, der begrænser hans vilje, og så findes der, som Sandbeck skriver, “ingen garantier for, at verden i morgen ikke er en helt anden, end den er i dag”. I yderste konsekvens gør almagtstankegangen det umuligt at tale om, at Gud er til. Al virkelighed er begrænset, mens det totalt ubegrænsede blot er mulighed, så hvis Gud er totalt ubegrænset, kan han ikke være virkelig, men kun mulig. Der går lidt logisk flueknepperi i den, men det tjener til at eksemplificere, hvor langt ude den almagtstankegang, Sandbeck gerne vil tage afsked med, er.

For Sandbeck er det helt store problem med almagten – altså udover, at den ikke er der i den tidlige kristendom, og udover, at den er logisk umulig – teodicé. For hvis man tager almagtsforestillingen alvorligt, som man altså kun gør, hvis man går med på, at Gud kan alt eller forårsager alt, må man være villig til “at acceptere Gud som den aktive årsag bag alt, hvad der sker i universet – inklusive alt det, som af os erfares som ondt, meningsløst, livsnedbrydende, tillids- og håbsudslettende, modbydeligt og diabolsk.” Sandbecks løsning er at opløse problemet, give afkald på almagten og redde Guds godhed. For Gud er “entydigt god, og enhver påstand om det modsatte må derfor betragtes som uforenelig med et evangelisk kristent gudsbillede”. Og alle former for teodicé sår tvivl om Guds godhed: “Prisen, der må betales for at få etableret en tro på, at verden er retfærdig, er at gøre Gud uretfærdig”, skriver Sandbeck. I stedet for at forklare det onde, skal det bekæmpes, og den er Gud med på, for han er entydigt på livets side, forklarer Sandbeck.

I bogens sidste kapitel fremlægger Sandbeck et alternativt syn på Guds magt. Her beskriver han Guds magt som frigørende i stedet for almægtig. Guds magt “sætter os fri fra synd og skyld, således at vi opnår friheden til at indgå i fællesskab med ham og hinanden”, skriver han. Og den sætter os fri på en subtil måde – magten er en hvisken i øret, der giver os trøst, håb og tilgivelse, og som samtidig indeholder en radikal fordring om at elske ikke bare næsten, men også fjenden og den, der hader os. Sandbeck skriver meget om kærlighed, men ikke meget om, hvorvidt Guds magt er stærkere end døden. Måske har Sandbeck lige opstandelsen med i et enkelt citat fra Johannes’ Åbenbaring, men ellers handler det mest om, at Gud elsker os, selvom vi ikke elsker ham, og at når Guds vilje sker, så fuldbyrdes kærligheden iblandt os, og at Guds rige er, at denne kærlighed mellem os og ham fuldbyrdes.

Det ender alt sammen i en sød, men også noget ufarlig kristendom. Under debatten i Studenterkredsen mellem Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmussen kaldte Bacher Sandbecks teologi for karnationsteologi i stedet for inkarnationsteologi. Gud blev til kød, og så var det ligesom det. Men ifølge både Bacher og Reinholdt Rasmussen bliver Gud ved med at være Gud, selvom han dør på korset. Gud gik ind i verden, men han gik ikke op i verden. Nok er han ikke almægtig på den omnipotente måde, men den kærlighedsmagt, Gud er, er en magt så mægtig, at den har overvundet døden for os, og den gør det derfor muligt at tro på et liv, der er stærkere end døden.

Sandbecks bog er velskrevet, klar og meget læseværdig. Men den fungerer næsten bedre som et klargørende, teologisk argument mod en vulgærateisme, der hellere end gerne gør Gud almægtig på den tåbelig måde, end den gør i en teologisk sammenhæng. Her er der ikke mange, der abonnerer på den almagt, Sandbeck gør op med, men der er mange, der abonnerer på et opstandelseshåb, og spørgsmålet er, om Sandbecks beskrivelse af Guds subtile kærlighedsmagt er forenelig med en magt, der kan rejse de døde fra graven. Som der står i Se nu stiger solen:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn
ud hans hånd mig river af dødens garn

Med Sandbecks bog bliver det lettere at forstå det første, men samtidig sværere at forstå det andet.

Satans til blød mand. Kommentar til debat om Guds almagt og spørgsmålet om Guds evne til at frelse alle

~ KG ~ 6 kommentarer

Redaktionen bringer hermed Johannes Aakjær Steenbuchs refleksioner om frelsen ovenpå gårsdagens debat i København. Debatten handlede om Guds almagt, og deltagerne var de to præster Thomas Reinholdt Rasmussen og Jesper Bacher.

”Min Gud er så stor, så stærk og så mægtig, der’ intet umuligt for ham”.

De personer, som går mest op i Guds almagt, er ikke sjældent de samme, som mener at Gud ikke er i stand til at frelse mennesker mod deres vilje. Dette besynderlige paradoks blev understreget ved torsdagens arrangement i Studenterkredsen. Her hævdede en af debattanterne utrætteligt Guds almagt, men gjorde det samtidig klart, at Gud trods sit ønske om alles frelse, ikke frelser alle – Helligånden kan nemlig stås imod, for kærligheden tvinger ingen, pointerede debattanten.

Til at klargøre sin pointe fremførte debattanten en slags lignelse, som vist nok var hentet fra Luther himself: Dåben er som et skib, der sejler mod fast destination, Guds rige, men man kan hoppe overbords, hvis man ønsker. Frelsen, kunne vi forstå, er som en redningskrans – man kan tage imod den eller lade være, man kan lade sig frelse, eller vælge at drukne i stedet. Analogien er hørt mange gange før. Den anvendes ikke mindst i bestemte evangelikale (missionske) kredse, hvor den bibelske lære om en retfærdiggørende Gud i bedste fald bliver ‘suppleret’ af et krav om også selv at gøre noget (om det så er aktivt at vælge frelsen eller at holde op med at stritte imod), i værste fald erstattet af en slags gerningsretfærdighed. Vi blev ellers bedyret, at der med billedet med båden og redningskransen skam var tale om bibelsk lære. Men hvorfor, kunne man så undre sig, er det så nødvendigt at opfinde sine egne lignelser?

I bibelen finder vi også en historie om en mand, som ryger overbords og er ved at drukne. Jonas, hedder han. Jonas har af Guds Ord fået besked på at være profet, men det gider Jonas ikke, så han stikker af til søs. Men Gud vil ikke anerkende Jonas’ ”fri vilje”. Gud sender en storm, så skibet med Jonas er ved at gå under. Da Jonas bliver smidt i havet af skibets besætning, som er godt træt af den hurlumhej, som Jonas har taget med sig, er han tæt på at drukne. Hvad gør Gud? Sender han af respekt for Jonas’ ”fri vilje” en redningskrans, som Jonas kan vælge at bruge, hvis han ”vil”? Nej, han sender en hval som æder Jonas – om det er med eller mod hans vilje hører vi intet om. Hvalen, viser det sig, er faktisk døden selv. Men netop på bunden af dødsriget erfarer Jonas Guds trofasthed. Jonas må miste sit liv, og derfor også sin frihed, for at vinde det. Gud er trofast – og gennemtvinger frelsen om nødvendigt.

Men sådan fungerer det altså ikke, skal vi tro omtalte debattant. For Gud tvinger ingen, kærligheden respekterer menneskets ”frihed”. Synden er faktisk i stand til at modstå Gud, hørte vi. En tilhører supplerede med C.S. Lewis’ berømte sludder for en sladder om helvedet, hvis port angiveligt skulle være låst indefra. Om helvedet har porte ved jeg ikke, det er også lige meget, for Kristus har gæstet selv det dybeste helvede. I bibelen er det ikke helvedet, men det Ny Jerusalem der har porte (Åb) – og de står vidtåbne.

Sagen er derfor også, at læren om at mennesket kan ”modstå” Helligånden er ubibelsk, humanistisk sniksnak. At der skulle være en kerne i mennesket, en fri vilje, som ikke er fuldstændig fordærvet af synden, er ren pseudopelagianisme. Selv hvis der var en sådan ”fri vilje”, er det svært at se, hvorfor Gud skulle tage hensyn til den. Kærlighed med tvang er voldtægt, siger fortalerne for menneskets frie valg i frelsen ofte. Men kan man forestille sig en far, der lader sit barn løbe ud på en motorvej og ikke vil ”tvinge” det tilbage mod dets ”fri vilje”? Nej, eller jo, måske, men så er der tale om en karikatur af den moderne bløde mand, som i stedet for at sætte sin vilje igennem, blødt spørger ”hvad synes du selv?”. Hvis Guds vilje er, at alle frelses, men mennesket faktisk med sin vilje er i stand til at modstå Guds – ja, så er menneskets vilje stærkere end Guds, og så har Satan sejret. Så er Gud en Satans til blød mand. Men det er han heldigvis ikke. Gud skal nok få sin vilje i sidste ende.

Om vi har en ”fri vilje”, som gør, at vi selv har noget at sige ift. vores entré gennem det Ny Jerusalems porte, ved jeg ikke. Men jeg har læst, at mennesket er som ler i Guds hænder (Rom 9,20), at Gud ikke ønsker nogen synders død (Ez 33,11), at Guds vilje er at alle bliver frelst og kommer til kundskab om sandheden (1 Tim 2,3-4), og at ingen kan stå Guds vilje imod (Rom 9,19). Jeg har også læst, at ingen kommer til Kristus undtagen han drages af faderen (Joh 6,44), og at Kristus drager alle til sig (Joh 12,32). Jeg har også læst, at alle knæ skal bøje sig for Jesu navn (Fil 2,10), at Gud er alle menneskers frelser, ikke blot de ”troendes” (1 Tim 4,10), at Kristus er forsoning, ikke blot for vores synder, men for hele verdens synder (1 Joh 2,2), og at Gud har forsonet alting med sig selv (Kol 1,19-20), så at selv Sodoma og Gomorra skal genrejses (Ez 16,55), og at både Jøder og Hedninger skal frelses fuldtalligt (Rom 9,25-26). Jeg har også læst, at Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed (Rom 11,32), at Jesu retfærdighed fører til liv og frifindelse for alle (Rom 5,18-19), og at alle (alle!) derfor skal leve i Kristus (1 Kor 15,22). Jeg har også læst, at Gud derfor til sidst skal være alt i alle (1 Kor 15,28). Alt dette har gode bibellæsere siden oldtiden været bevidste om.

Men taler Paulus da ikke om, at man kan falde fra, og at folk derfor skal kastes ud af menigheden, spurgte en tilhører mig forarget, da jeg beklagede mig over nævnte debattant. Jo, kast ham ud af menigheden, overgiv ham til Satan, siger Paulus om en mand, der har begået utugt (1 Kor 5,5). Hvorfor? For at Satan kan ødelægge det kødelige, så ånden kan frelses. Gud dømmer med andre ord for at tugte, så vi kan undgå fordømmelse (1 Kor 11,32). Men altså, er der ikke forskel på dødsriget (sheol, hades) og så helvedet (Gehennah), og derfor også den første og den anden død, kunne den kvikke fortabelsesentusiast indvende? Og hvad med synden mod Helligånden, som der ikke er tilgivelse for hverken i denne verden eller den næste (Mark 3,29)? Hvad med den ”evige straf” som ved verdensdommen skal kommer over ”bukkene”, de der ikke giver den fattige mad og besøger den fængslede (Matt 25,31-46)? Det er en længere historie, men én vigtig pointe er i hvert fald, at de ord, som traditionelt ofte oversættes med ”evighed” og ”evig” slet ikke betyder evig, men ”tidsalder” (aiôn) og ”varende en tidsalder” (aiônos), at ordet for ”straf” egentlig snarere betyder ”tugtelse”, og at bibelen derfor aldrig taler om uendelig, men altid kun temporær fortabelse, straf og dom – og at disse ting altid har frelsen til formål, som det klart fremgår af fx Rom 9-11. Når Jesus taler om synden mod Helligånden, som der ikke er tilgivelse for i den næste tidsalder (aiôn), taler han jo om den tidsalder, som skal begynde efter hans død, måske med templets fald, hvor jøderne har tabt deres udvælgelse midlertidigt – ikke med det formål at de skal fortabes, men at de ved at ægges til misundelse, idet også hedningerne udvælges, skal omvendes og derved komme fuldtalligt ind, som Paulus skriver. Men så er vi jo ovre i en ny tidsalder. Uden for Guds rige er der rigtignok mørke og tænders gnidsel, orme og uudslukkelig ild – ligesom i lossepladsen uden for Jerusalem, Gehennah, som gerne oversættes med ”helvede”. Men der er intet bibelsk belæg for, at nogen skal opholde sig dér uden ophør. Guds ild er en lutrende ild.

I sidste ende skal Gud nok få sin vilje. Så almægtig er han faktisk. Hvad dette betyder filosofisk set, om Guds almagt er accidentiel, pontentiel eller modal, rager mig (næsten) en papand. Det afgørende er, hvad dette gør for vores gudsbillede, og derved også for vores billede af os selv og vores plads i verden. Det glemte vi helt at debattere i går, men det må blive en anden gang.

Alt dette kan man tale længe om. Vil man vide mere kan man læse (i den lette, populære ende) Gregory Macdonald’s The Evangelical Universalist, Thomas Talbott’s The Inescapable Love of God, eller måske Rob Bell’s Love Wins, eller (i den tunge, tunge ende) Ilaria Ramelli’s The Christian Doctrine of Apokatastasis og (med Konstans) Terms for Eternity: Aiônios and Aïdios in Classical and Christian Texts.

—

Redaktionen kan forsikre læseren om, at debatten hermed ikke er slut. I næste uge bringer vi yderligere omtale af foredraget og en anmeldelse af Lars Sandbecks Afsked med almagten. Indtil kan vi, som supplement til ph.d. Steenbuchs mange anbefalinger af fremmed litteratur, anbefale læseren at stifte nærmere bekendtskab med Grundtvigs I kvæld blev der banket på helvedes port.

Efterårssemestrets program i København

~ RV ~ Skriv en kommentar

Hvor andet ikke angives, afholdes arrangementerne torsdage kl.20.00 i Vartov, Farvergade 27, opgang H. Få mere info og hold dig løbende orienteret på Facebook.

18. september:
Forfatteraften med Caspar Colling Nielsen

25. september:
Fofatter Peter Tudvad: Den balstyriske Kierkegaard

9. oktober:
Sognepræsterne Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmusssen: Teologisk debat om Guds almagt

30. oktober:
Historiker Henrik Jensen: 1914: Første verdenskrig som brud i europæisk kultur og mentalitet

6. november:
Professor emeritus Andrew Jackson: Niels Bohr og atomteorien

20. november:
Leder af forskerskole ved Kunstakademiet Henrik Oxvig: Arkitekturen i kontrolsamfundet

4. december:
Mag.art. Anders Thyrring-Andersen: Juleevangeliet og Peter Seebergs Hyrder

Alle er yderst velkomne. 75. kr. for hele semestret eller 25 kr. per foredrag. Vel mødt, vi glæder os!