Prædiken af stud.theol. Adam Garff til første søndag i fasten holdt i Den Danske Kirke i London.

Luk 22,24-32

Må du gå ud og slå din bror ihjel? Bør du gå ud og slå din bror ihjel? Kan du gå ud og slå din bror ihjel?

Går man ud og stiller et menneske disse spørgsmål, vil langt størstedelen af de adspurgte stille sig hovedrystende op og svare: nej. ”Naturligvis da ikke” vil det formentlig lyde. I denne civiliserede del af verden, er det med den største selvfølgelighed, at man svarer sådan. Det er en del af opdragelsen, en del af kulturen – det ligger i tiden. Tankegangen bliver da: Man må ikke. Man bør ikke – men – man kan godt. Man kan godt gøre det, man hverken må eller bør gøre. Man kan godt gøre frygtelige ting. Og lige netop denne farlige og alt for menneskelige evne til at gøre ondt kendetegner en blandt flere af de ellers mange gode egenskaber, som er i menneskets magt. Vi magter det gode – men bliver afmægtige og handler ondt.

Retter man i disse dage blikket imod Ukraine, mødes man med forundring og sorg. Ordlyden i mediernes beskrivelse af begivenhederne i Kiev og på Krim-halvøen præges af udtryk som: Luftbaser, omringelse, stående styrker, barrikader, kampklædt og man kunne blive ved. Den franske fotograf Eric Bouvet har besøgt landet og her har han så, be- – eller skulle man sige afvæbnet – med sit kamera og med sin hjelm, afbilledet de voldsomme handlinger, der udspiller sig i Ukraines hovedsted Kiev.

Det gamle mundheld om, at et billede siger mere en tusinde ord, synes ikke at slå til, når man ser Eric Bouvets billeder. Tværtimod udebliver de mange beskrivende ord. Man nærmest mangler ord, når man ser på billederne. Utrolige fotografier vidner om en politisk og menneskelig undtagelsestilstand, smurt ind i tyk sort, røg og blod og bannere.

Den første tanke, der ramte mig, var: Er den slags overhovedet muligt i 2014? I vores humanistiske og konventionelle aftale-kultur? I en virkelighed, hvor alt kan klares med et opslag på iPhonen, et venligt undskyldende nik eller et med par timers overarbejde? Der foregår stadig uhyrligheder i år 2014.

150 år efter kampene ved Dybbøl Mølle, 100 år efter 1. Verdenskrigs udbrud. Og disse grusomme kampscener foregår mindre end 2000 km. fra denne prædikestol. Med andre ord peger denne situation altså på, at noget er ved at gå gruelig galt. Ondskaben har fået frit løb. Og når historier om ondskab får spalteplads, er det på sin plads at kaste et blik på begrebet magt.

I dagens tekst konfronteres vi med spørgsmålet om magt. Apostlene strides om, hvem der er hvem og ikke mindst om, hvem der skal være hvem. Hvem skal være den største og iføre sig magtens klæder og sætte sig for bordenden? Og hvem skal indtage rollen som den opvartende tjener? Det er et centralt spørgsmål, som vi bliver konfronteret med hver eneste dag. Spørgsmålet om hvordan man skal håndtere virkelighedens mange facetter og valg. Og ikke mindst spørgsmålet om at indtage den rigtige plads.

Der findes et hav af selvhjælpskurser, mindfullness-forløb og et utal af både pseudo- og metapsykologiske løsninger for at få styr på livet. Men ser man nærmere på mekanismerne og motiverne i disse ting, fornemmes et klart gennemtrængende tema at melde sig i kulissen: Hvordan?

Hvordan klarer jeg det her, hvordan gør jeg det bedst, hvordan undgår jeg at skuffe eller ødelægge, nedgøre eller ligefrem at dræbe. Det er et væsentligt spørgsmål for mennesket og i kristendommen: Hvordan?

I denne fastetid melder sig ikke kun den eksistentielle kløe og markeringen af optakten til Jesu lidelseshistorie. Fasten er også en tid til refleksion og selvransagelse. Til at se sig selv i øjnene og forsøge at erkende etapevis og bringe sig i balance med sig selv – og med sin tro. Til at blive konfronteret med de skyggesider, som vi alle kaster af os, og til at blive mindet om vores utilstrækkelighed. Fasten gør os opmærksomme på vores fejl og mangler.

For at imødegå og bearbejde denne konfronterende sandhed og forholde os til den dystre, og til tider smertefulde, virkelighed, må vi rette blikket henimod et sted, der bringer lys og håb og lover soning, fred og forløsning.

I troen findes potentialet. Det menneskelige potentiale til at handle godt i stedet for at handle ondt. Evangeliet kan trøste og tilbyde et rungende ‘sådan’ til det altgennemtrængende ‘hvordan?’ – fordi Jesus viser os sandheden om os selv og tilbyder en vej ud af vores ondskab og fejlagtighed.

De forfærdeligheder, som vi i øjeblikket er vidne til, når vi tænder for BBC, CNN eller andre medier, vidner om en verden i smerte. En verden hvor troen svigter og hvor magten ikke bliver korrekt håndteret. Hvor vores fejlagtighed og ondskab får frit løb. En mørk, gammeltestamentlig verden hvor Kain dræber Abel – hvor broder ikke styrker broder, men hvor broder bemægtiger sig det enkle, porøse potentiale fra den anden broder. Han sætter sig for bordenden med et bump og tager ikke en tjeners skikkelse. Det er en verden hvor alt handler om kunne. Om magtudøvelsen. Hvor den enkelte glemmer, at man også kan handle ud fra, om man må eller bør gøre noget.

Jesus siger: ”Simon Simon, Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede, men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte, og når du engang vender om, så styrk dine brødre”.

Jesus har givet navnet Peter til Simon. Peter betyder klippe. Han taler om, hvordan magten skal håndteres – altså hvordan disciplene skal indsættes som Jesu efterfølgere, hvordan de skal gå hen og blive ambassadører for Gudsriget, når Jesus er borte. Peter skal forkynde Jesu ord, han skal være pligtopfyldende og påtage sig de opgaver, der er forbundet med udøvelsen af magten. Hvordan man styrker sin brødre. Altså bliver det en håndtering af hvordan’et. Et svar på hvordan’et tager da form som et sådan.

Nu lyder det jo meget lige til. At Jesus sådan har svaret på hvordan. At hvis blot de ældste kan være som de yngste, og hvis blot lederne kan tage skikkelse som tjenere, så kommer man problemerne til livs. Men det er ikke, som tilstedeværelsen af de menneskelige stridigheder og politiske magtkampe indikerer, sådan lige til.

Vi er altså overladt til troen og til tjenesten. Til at stole på Jesus og evangeliets ord som det, der kan styrke og bevare os i vores tro. Som det der kan hjælpe os igennem.

Så, skal vi håndtere magten – og komme overens med menneskelivets hvordan – da bliver opgaven at styrke vores brødre og glemme vores plads ved bordet.