Forfatter: KG

Boganmeldelse: At sparke åbne døre ind

~ KG ~ En kommentar

Som en opfølger på torsdagens debat og den seneste skrivelse om almagt, er det med at glæde, at Redaktionen hermed kan bringe stud.theol. Søren Frank Jensens anmeldelse af Lars Sandbecks seneste bog “Afsked med almagten.”

Det er derfor som at høre stemmer fra fortiden – stemmer der enten taler imod bedre vidende eller ud af en før-kritisk enfoldighed – når teologer og præster i dag erklærer, at man jo umuligt kan være kristen […] hvis man samtidig benægter, at Gud skulle være almægtig.

Sådan skriver Lars Sandbeck i den netop udkomne Afsked med almagten om dem, der ikke vil være med til at skrotte almagtsbegrebet. I bogen argumenterer Sandbeck for, at kristendommen ikke bare kan klare sig uden almagt, men at den faktisk kan klare sig bedre uden almagt. Således er bogens undertitel Et bidrag til det kristne gudsbillede. Spørgsmålet er imidlertid, om den almagt, Sandbeck gerne vil tage afsked med, ikke er en almagt, alle gerne vil tage afsked med eller allerede har taget afsked med.

I bogens første del definerer Sandbeck den almagt, han gerne vil tage afsked med, som en magt, der enten er kausal eller modal – Gud enten kan alt, eller også er han årsagen til alt. Alle andre former for magt, skriver Sandbeck, er ikke almagt. Ifølge Sandbeck har flere store og kloge teologer allerede foretaget radikale omfortolkninger af almagtsbegrebet. Omfortolkninger, der reelt set tager afsked med almagten: Hvis f.eks. Gud er kærlighedens almagt, så er Gud ikke almægtig; hvis Gud er afmagtens almagt, så er han ikke almægtig. Ingen af de to forståelser går med på den modale eller kausale almagtsforståelse, og “benægter man, at Gud kan alt, eller at Gud forårsager alt, benægter man ganske enkelt, at Gud er almægtig,” skriver Sandbeck.

Hoveddelen af bogen er så et opgør med den modale og kausale almagt, der altså allerede er gjort op med. Der sparkes således åbne døre ind, men det gøres med styrke og er velskrevet, klart og meget læseværdigt. Først giver Sandbeck et rids over, hvordan almagten fandt vej ind i kristendommen, først med græsk filosofi og senere med de latinske oversættelser af testamenter og bekendelser. Hvor den hebraiske bibels Gud er en personlig og engageret Gud, og den nytestamentlige Gud er den jordnære, personlige og tillidsvækkende fader, bliver Gud med en kombination af stoisk og platonisk filosofi og latin omnipotent, og omnipotens er “et ord, der beskriver en egenskab ved eller evne i Guds væsen uafhængig af, hvordan han så end forholder sig til os.” Filosofien og latinen rykkede den nærværende, personlige Gud ud af verden, satte ham højt i himlen og gjorde ham upersonlig og ubevægelig.

Herefter beskriver Sandbeck, hvordan en Gud, der er adskilt fra verden bliver paradoksal – en, man ikke kan regne med og endda en, man ikke kan sige er til. Hvis Gud ikke er bundet til verden, er der intet, der begrænser hans vilje, og så findes der, som Sandbeck skriver, “ingen garantier for, at verden i morgen ikke er en helt anden, end den er i dag”. I yderste konsekvens gør almagtstankegangen det umuligt at tale om, at Gud er til. Al virkelighed er begrænset, mens det totalt ubegrænsede blot er mulighed, så hvis Gud er totalt ubegrænset, kan han ikke være virkelig, men kun mulig. Der går lidt logisk flueknepperi i den, men det tjener til at eksemplificere, hvor langt ude den almagtstankegang, Sandbeck gerne vil tage afsked med, er.

For Sandbeck er det helt store problem med almagten – altså udover, at den ikke er der i den tidlige kristendom, og udover, at den er logisk umulig – teodicé. For hvis man tager almagtsforestillingen alvorligt, som man altså kun gør, hvis man går med på, at Gud kan alt eller forårsager alt, må man være villig til “at acceptere Gud som den aktive årsag bag alt, hvad der sker i universet – inklusive alt det, som af os erfares som ondt, meningsløst, livsnedbrydende, tillids- og håbsudslettende, modbydeligt og diabolsk.” Sandbecks løsning er at opløse problemet, give afkald på almagten og redde Guds godhed. For Gud er “entydigt god, og enhver påstand om det modsatte må derfor betragtes som uforenelig med et evangelisk kristent gudsbillede”. Og alle former for teodicé sår tvivl om Guds godhed: “Prisen, der må betales for at få etableret en tro på, at verden er retfærdig, er at gøre Gud uretfærdig”, skriver Sandbeck. I stedet for at forklare det onde, skal det bekæmpes, og den er Gud med på, for han er entydigt på livets side, forklarer Sandbeck.

I bogens sidste kapitel fremlægger Sandbeck et alternativt syn på Guds magt. Her beskriver han Guds magt som frigørende i stedet for almægtig. Guds magt “sætter os fri fra synd og skyld, således at vi opnår friheden til at indgå i fællesskab med ham og hinanden”, skriver han. Og den sætter os fri på en subtil måde – magten er en hvisken i øret, der giver os trøst, håb og tilgivelse, og som samtidig indeholder en radikal fordring om at elske ikke bare næsten, men også fjenden og den, der hader os. Sandbeck skriver meget om kærlighed, men ikke meget om, hvorvidt Guds magt er stærkere end døden. Måske har Sandbeck lige opstandelsen med i et enkelt citat fra Johannes’ Åbenbaring, men ellers handler det mest om, at Gud elsker os, selvom vi ikke elsker ham, og at når Guds vilje sker, så fuldbyrdes kærligheden iblandt os, og at Guds rige er, at denne kærlighed mellem os og ham fuldbyrdes.

Det ender alt sammen i en sød, men også noget ufarlig kristendom. Under debatten i Studenterkredsen mellem Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmussen kaldte Bacher Sandbecks teologi for karnationsteologi i stedet for inkarnationsteologi. Gud blev til kød, og så var det ligesom det. Men ifølge både Bacher og Reinholdt Rasmussen bliver Gud ved med at være Gud, selvom han dør på korset. Gud gik ind i verden, men han gik ikke op i verden. Nok er han ikke almægtig på den omnipotente måde, men den kærlighedsmagt, Gud er, er en magt så mægtig, at den har overvundet døden for os, og den gør det derfor muligt at tro på et liv, der er stærkere end døden.

Sandbecks bog er velskrevet, klar og meget læseværdig. Men den fungerer næsten bedre som et klargørende, teologisk argument mod en vulgærateisme, der hellere end gerne gør Gud almægtig på den tåbelig måde, end den gør i en teologisk sammenhæng. Her er der ikke mange, der abonnerer på den almagt, Sandbeck gør op med, men der er mange, der abonnerer på et opstandelseshåb, og spørgsmålet er, om Sandbecks beskrivelse af Guds subtile kærlighedsmagt er forenelig med en magt, der kan rejse de døde fra graven. Som der står i Se nu stiger solen:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn
ud hans hånd mig river af dødens garn

Med Sandbecks bog bliver det lettere at forstå det første, men samtidig sværere at forstå det andet.

Satans til blød mand. Kommentar til debat om Guds almagt og spørgsmålet om Guds evne til at frelse alle

~ KG ~ 6 kommentarer

Redaktionen bringer hermed Johannes Aakjær Steenbuchs refleksioner om frelsen ovenpå gårsdagens debat i København. Debatten handlede om Guds almagt, og deltagerne var de to præster Thomas Reinholdt Rasmussen og Jesper Bacher.

”Min Gud er så stor, så stærk og så mægtig, der’ intet umuligt for ham”.

De personer, som går mest op i Guds almagt, er ikke sjældent de samme, som mener at Gud ikke er i stand til at frelse mennesker mod deres vilje. Dette besynderlige paradoks blev understreget ved torsdagens arrangement i Studenterkredsen. Her hævdede en af debattanterne utrætteligt Guds almagt, men gjorde det samtidig klart, at Gud trods sit ønske om alles frelse, ikke frelser alle – Helligånden kan nemlig stås imod, for kærligheden tvinger ingen, pointerede debattanten.

Til at klargøre sin pointe fremførte debattanten en slags lignelse, som vist nok var hentet fra Luther himself: Dåben er som et skib, der sejler mod fast destination, Guds rige, men man kan hoppe overbords, hvis man ønsker. Frelsen, kunne vi forstå, er som en redningskrans – man kan tage imod den eller lade være, man kan lade sig frelse, eller vælge at drukne i stedet. Analogien er hørt mange gange før. Den anvendes ikke mindst i bestemte evangelikale (missionske) kredse, hvor den bibelske lære om en retfærdiggørende Gud i bedste fald bliver ‘suppleret’ af et krav om også selv at gøre noget (om det så er aktivt at vælge frelsen eller at holde op med at stritte imod), i værste fald erstattet af en slags gerningsretfærdighed. Vi blev ellers bedyret, at der med billedet med båden og redningskransen skam var tale om bibelsk lære. Men hvorfor, kunne man så undre sig, er det så nødvendigt at opfinde sine egne lignelser?

I bibelen finder vi også en historie om en mand, som ryger overbords og er ved at drukne. Jonas, hedder han. Jonas har af Guds Ord fået besked på at være profet, men det gider Jonas ikke, så han stikker af til søs. Men Gud vil ikke anerkende Jonas’ ”fri vilje”. Gud sender en storm, så skibet med Jonas er ved at gå under. Da Jonas bliver smidt i havet af skibets besætning, som er godt træt af den hurlumhej, som Jonas har taget med sig, er han tæt på at drukne. Hvad gør Gud? Sender han af respekt for Jonas’ ”fri vilje” en redningskrans, som Jonas kan vælge at bruge, hvis han ”vil”? Nej, han sender en hval som æder Jonas – om det er med eller mod hans vilje hører vi intet om. Hvalen, viser det sig, er faktisk døden selv. Men netop på bunden af dødsriget erfarer Jonas Guds trofasthed. Jonas må miste sit liv, og derfor også sin frihed, for at vinde det. Gud er trofast – og gennemtvinger frelsen om nødvendigt.

Men sådan fungerer det altså ikke, skal vi tro omtalte debattant. For Gud tvinger ingen, kærligheden respekterer menneskets ”frihed”. Synden er faktisk i stand til at modstå Gud, hørte vi. En tilhører supplerede med C.S. Lewis’ berømte sludder for en sladder om helvedet, hvis port angiveligt skulle være låst indefra. Om helvedet har porte ved jeg ikke, det er også lige meget, for Kristus har gæstet selv det dybeste helvede. I bibelen er det ikke helvedet, men det Ny Jerusalem der har porte (Åb) – og de står vidtåbne.

Sagen er derfor også, at læren om at mennesket kan ”modstå” Helligånden er ubibelsk, humanistisk sniksnak. At der skulle være en kerne i mennesket, en fri vilje, som ikke er fuldstændig fordærvet af synden, er ren pseudopelagianisme. Selv hvis der var en sådan ”fri vilje”, er det svært at se, hvorfor Gud skulle tage hensyn til den. Kærlighed med tvang er voldtægt, siger fortalerne for menneskets frie valg i frelsen ofte. Men kan man forestille sig en far, der lader sit barn løbe ud på en motorvej og ikke vil ”tvinge” det tilbage mod dets ”fri vilje”? Nej, eller jo, måske, men så er der tale om en karikatur af den moderne bløde mand, som i stedet for at sætte sin vilje igennem, blødt spørger ”hvad synes du selv?”. Hvis Guds vilje er, at alle frelses, men mennesket faktisk med sin vilje er i stand til at modstå Guds – ja, så er menneskets vilje stærkere end Guds, og så har Satan sejret. Så er Gud en Satans til blød mand. Men det er han heldigvis ikke. Gud skal nok få sin vilje i sidste ende.

Om vi har en ”fri vilje”, som gør, at vi selv har noget at sige ift. vores entré gennem det Ny Jerusalems porte, ved jeg ikke. Men jeg har læst, at mennesket er som ler i Guds hænder (Rom 9,20), at Gud ikke ønsker nogen synders død (Ez 33,11), at Guds vilje er at alle bliver frelst og kommer til kundskab om sandheden (1 Tim 2,3-4), og at ingen kan stå Guds vilje imod (Rom 9,19). Jeg har også læst, at ingen kommer til Kristus undtagen han drages af faderen (Joh 6,44), og at Kristus drager alle til sig (Joh 12,32). Jeg har også læst, at alle knæ skal bøje sig for Jesu navn (Fil 2,10), at Gud er alle menneskers frelser, ikke blot de ”troendes” (1 Tim 4,10), at Kristus er forsoning, ikke blot for vores synder, men for hele verdens synder (1 Joh 2,2), og at Gud har forsonet alting med sig selv (Kol 1,19-20), så at selv Sodoma og Gomorra skal genrejses (Ez 16,55), og at både Jøder og Hedninger skal frelses fuldtalligt (Rom 9,25-26). Jeg har også læst, at Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed (Rom 11,32), at Jesu retfærdighed fører til liv og frifindelse for alle (Rom 5,18-19), og at alle (alle!) derfor skal leve i Kristus (1 Kor 15,22). Jeg har også læst, at Gud derfor til sidst skal være alt i alle (1 Kor 15,28). Alt dette har gode bibellæsere siden oldtiden været bevidste om.

Men taler Paulus da ikke om, at man kan falde fra, og at folk derfor skal kastes ud af menigheden, spurgte en tilhører mig forarget, da jeg beklagede mig over nævnte debattant. Jo, kast ham ud af menigheden, overgiv ham til Satan, siger Paulus om en mand, der har begået utugt (1 Kor 5,5). Hvorfor? For at Satan kan ødelægge det kødelige, så ånden kan frelses. Gud dømmer med andre ord for at tugte, så vi kan undgå fordømmelse (1 Kor 11,32). Men altså, er der ikke forskel på dødsriget (sheol, hades) og så helvedet (Gehennah), og derfor også den første og den anden død, kunne den kvikke fortabelsesentusiast indvende? Og hvad med synden mod Helligånden, som der ikke er tilgivelse for hverken i denne verden eller den næste (Mark 3,29)? Hvad med den ”evige straf” som ved verdensdommen skal kommer over ”bukkene”, de der ikke giver den fattige mad og besøger den fængslede (Matt 25,31-46)? Det er en længere historie, men én vigtig pointe er i hvert fald, at de ord, som traditionelt ofte oversættes med ”evighed” og ”evig” slet ikke betyder evig, men ”tidsalder” (aiôn) og ”varende en tidsalder” (aiônos), at ordet for ”straf” egentlig snarere betyder ”tugtelse”, og at bibelen derfor aldrig taler om uendelig, men altid kun temporær fortabelse, straf og dom – og at disse ting altid har frelsen til formål, som det klart fremgår af fx Rom 9-11. Når Jesus taler om synden mod Helligånden, som der ikke er tilgivelse for i den næste tidsalder (aiôn), taler han jo om den tidsalder, som skal begynde efter hans død, måske med templets fald, hvor jøderne har tabt deres udvælgelse midlertidigt – ikke med det formål at de skal fortabes, men at de ved at ægges til misundelse, idet også hedningerne udvælges, skal omvendes og derved komme fuldtalligt ind, som Paulus skriver. Men så er vi jo ovre i en ny tidsalder. Uden for Guds rige er der rigtignok mørke og tænders gnidsel, orme og uudslukkelig ild – ligesom i lossepladsen uden for Jerusalem, Gehennah, som gerne oversættes med ”helvede”. Men der er intet bibelsk belæg for, at nogen skal opholde sig dér uden ophør. Guds ild er en lutrende ild.

I sidste ende skal Gud nok få sin vilje. Så almægtig er han faktisk. Hvad dette betyder filosofisk set, om Guds almagt er accidentiel, pontentiel eller modal, rager mig (næsten) en papand. Det afgørende er, hvad dette gør for vores gudsbillede, og derved også for vores billede af os selv og vores plads i verden. Det glemte vi helt at debattere i går, men det må blive en anden gang.

Alt dette kan man tale længe om. Vil man vide mere kan man læse (i den lette, populære ende) Gregory Macdonald’s The Evangelical Universalist, Thomas Talbott’s The Inescapable Love of God, eller måske Rob Bell’s Love Wins, eller (i den tunge, tunge ende) Ilaria Ramelli’s The Christian Doctrine of Apokatastasis og (med Konstans) Terms for Eternity: Aiônios and Aïdios in Classical and Christian Texts.

—

Redaktionen kan forsikre læseren om, at debatten hermed ikke er slut. I næste uge bringer vi yderligere omtale af foredraget og en anmeldelse af Lars Sandbecks Afsked med almagten. Indtil kan vi, som supplement til ph.d. Steenbuchs mange anbefalinger af fremmed litteratur, anbefale læseren at stifte nærmere bekendtskab med Grundtvigs I kvæld blev der banket på helvedes port.

Prædiken: Guds gaver og naturens lære

~ KG ~ Skriv en kommentar

Redaktionen bringer hermed stud.theol. Kristoffer Garnes præken til høstgudstjeneste i Skannerup Kirke, 5. oktober.

16. søndag efter Trinitatis, anden række

Hvorfor egentlig holde høstgudstjeneste? Selvom det bliver mere og mere almindeligt at holde særgudstjenester for det ene og andet, ofte som minde over en bestemt begivenhed, eller, som det hedder, for et godt formål, så er høstgudstjenesten alligevel noget særligt. Det er en tilbagevendende begivenhed år efter år, og noget de fleste menigheder med respekt for sig selv vælger at fejre. Det har traditionen med sig. Men modsat kirkeårets højtider – jul, påske, pinse – så har høstgudstjenesten ikke sin faste søndag i kirkeåret, og dermed ikke nogen bestemt tekst knyttet til sig. Det kunne altså se ud til, at høstgudstjenesten på sin vis er noget i sin egen ret, har sin plads uden for, eller ved siden af, den almindelige gudstjenestefejring, som har fundet sted lige siden kirkens første år.

Hvor kommer den så fra, denne særlige form for gudstjeneste? I en tid, hvor den teknologiske udvikling har afstedkommet, at det efterhånden er de færreste af os, der får beskidte fingre af agerbruget, de færreste der pløjer, sår og høster, kan det virke aparte eller måske eksotisk – som et levn fra gamle dage – at fejre høstgudstjeneste. Og især kan det virke mærkeligt, at netop kirken skulle foretage en sådan markering, når nu, må vi indrømme, langt de færreste ellers har skik for at komme her og modtage velsignelse over det i øvrigt ellers hæderlig virke, som vi fylder vores dag med.

Men høstfejringen; takken og lovsangen for jordens gaver i de fyldte forrådskamre; og bønnen om at måtte stå igennem vinteren og igen til næste år kunne pløje og så sæden i sorten jord, er lige så gammel som mennesket selv, er altså meget ældre end den i sammenligning stadigt unge kristendom. Hvad end den guddommelige instans, man har henvendt sig til, har heddet Moder Natur, Sol, Demeter, Ceres, Frej, eller blot den ubestemmelige kraft, som gennemstrømmer alt, så har det menneske, der har vidst sig i naturens vold og dermed overlevet til naturkræfternes luner, fundet det nødtvunget at henvende sig med tak og bøn om, at vind og vove måtte lyde den guddommelige magt til menneskenes fordel. Som vi synger med jordbrugerens sang: ”Hvad magted jeg vel, om du ej gav held, det vokse jo medens vi sove.”

Men med kristendommens komme fik denne fejring en anden klang. Ganske vist var også de kristnes Gud, som havde skabt verden og herskede over naturen, en streng og til tider ubarmhjertigt tugtende fader, men det var ikke hans sidste, endsige vigtigste ord til mennesket. Nej, denne Gud var frem for alt en kærlig Gud, og derfor havde han givet sig til kende for mennesket gennem sin søn, Jesus Kristus, som også var Gud, og som elskede verden så højt, at han gav sit liv på korset for at enhver, som troede på ham, ikke skulle fortabes, men have evigt liv. Han havde underlagt sig dødens magter, var den sejrende konge, som ikke gav sig tvetydigt til kende gennem naturkræfterne, men entydigt i kærlighedens opofrende skikkelse.

Og tilmed havde han også stiftet et nyt åndeligt rige på jorden, det man på dansk valgt at kalde for kirken. Han havde selv anvist, hvordan han skulle kendes og tilbedes, nemlig i forsamlingen af alle de på ham troende, som fik kristendommen overleveret helt fra hedenold, gennem de henfarne slægter, der gik i apostlenes spor. Og derfor skulle de stene, som bønderne ryddede marken for, nu bruges til at bygge kirker med. Nogle af dem står her endnu, de gamle landsbykirker, og de kan være os et udmærket sindbillede på, hvad kristendommen er for en størrelse. Ikke fordi stenene er noget værd i sig selv, eller fordi der skulle være noget særligt helligt ved dette sted. Kirken findes kun, hvor vi lader os opbygge til levende stene gennem gudstjenestefejringen, men alligevel minder disse stenmure, bag hvilke der er blevet fejret gudstjeneste i snart 1000 år, os om, at kristendom ikke er noget, vi selv skaber, men noget, vi for intet får, noget, der er os skænket og overleveret af vores fædre.

Men ligesom laden nu engang er det sted, hvor vi nu efter høsten har Guds gaver, og her, hvor vi gemmer dem, indtil vi nyder dem til livets opretholdelse, så er kirken nu engang det sted, hvor vi først og fremmest får Guds åndelige gaver, hvor vi i sandhed lærer ham at kende. Det gør vi, når vi beder det fadervor, han selv har lagt i vores mund, når vi døber vores børn og her bekender den kristne tro, Jesus selv har lært og vist os og overleveret til os gennem apostlene og de bibelske skrifter. Og ikke mindst når vi, som der en dag som i dag er særlig grund til at fæstne os ved, mødes omkring hans bord. Her spiser vi det brød og den vin, som vi hører, er Jesu eget kød og blod, til minde om, at han gav sig selv for os. Det er Guds sande gave, det måltid, der er ham selv, og hvorved han forlades os vore synder, og derved styrker og opretholder os, som det hedder, til en sand tro til det evige liv. Det giver os fred til at leve frimodigt som fuglen og at lade vores liv være fyldt med virksomhed og velstand til vores næste gavn.

Og for det skylder vi ham tak, og den tak er det, der finder udtryk i vores salmesang og lovprisning, sådan som det altid har været her i kirkens gamle hus. Men ligesom man ikke skal elske selve gaven, men skal elske den, der giver gaven, sådan er det også med Guds gaver. Det er sjældent tilfældet med os arme mennesker, når vi f.eks. glemmer, at vi er vores forældre kærlighed og bestandig tak skyldig, således glemmer vi også at takke og elske Gud vor himmelske Fader. Og derfor er det, vi beder om, at Gud må oplukke vores hjerter, så vi kan elske ham, der gav os livet. At vi trods al synd og skyld er i stand der til, ja, det er det, der kaldes Helligåndens gerning, og det er den, vi kommer i kirken for at erfare gyldigheden af.

Så langt så godt. Mere behøvede vi ikke at sige, men kunne lade gudstjenesten tale sit eget sprog søndag efter søndag; høre Guds ord og læse fra Biblen.

Men når nu vi er samlet her for at fejre høsten og markere årstiden, så kunne man jo stille sig det simple spørgsmål: Hvad kan vi lære af naturens gang? Og dertil er der kun en, vi med sikkerhed kan svare: At vi engang skal dø. Så enkelt er det. Det kan vi jo godt glemme i både fest og hverdag, når vi mærker livsfryden krible i os, når vi ser på et lille barn, og når vi gennem alskens mirakelkure og tryllemidler forsøger at holde os i live og fit for fight. Alt sammen fint nok, men bevidstheden om døden kan og skal vi ikke undslippe. For kun den, der ved, at livet får ende, kan bevare og opretholde et sundt og virkeligt forhold til jordens og livets sager. Men som sagt: Det er bare at slå øjnene op og se, hvordan både skoven og menneskelivet falmer trindt om land, år efter år.

Men hvis det var alt, hvad der var at sige, ja så var kristendommen jo overflødig, kirkens mange ord tomme og hule, al vor prædiken var blot tant og fjas. Men sådan er det ikke. Med Jesus ved vi, at døden er den sidste fjende, der skal overvindes. Og det er det, dagens tekster handler om, hvordan Gud kan rive os ud af naturens, altså dødens, garn.

Vi hører hos Paulus, at døden er kommet med det ene menneske Adam, hvis stolte sønner vi i sandhed alle er, når vi glemmer at leve livet i tak og skyldighed, i kærlighed til vor Gud og næste. Når vi, lige meget hvor gode og fromme vi lever vores liv, bliver skyldige i at hævde vores eget og kun tænke på os selv. Når vi spiser af frugten til kendskab om godt og ondt, og tror, at vi ved, hvad der tjener os bedst. Det er det, kristendommen kalder synd, og som vi, når vi lytter til Guds ord, indser, at vi alle er indesluttet under opfyldt af op til over begge ører. Derfor fortjener vi i bund og grund at dø, og det gør vi så. Så kan naturen og livet atter gå sin gang. Og det hele kan så gentage sig igen, år efter år, slægt efter slægt.

Men Guds ord, som bliver hos og, tør vi håbe, aldrig glipper, det taler om opstandelsen fra de døde. For Gud, der elsker sin skabning, han blev menneske og gav sig selv på korset og pådrog sig alle vores syndere. Men fordi Guds søn som det eneste menneske var immer kærlighed og elskede sin himmelske fader, så overvandt han også herved dødens magt. Og med ham er derfor døden også overvundet for os. Det er det, beretningen om Lazarus’ opvækkelse fra de døde skal tjene som et forbillede på.

Fra sin ophøjede plads ved Gud Faders højre hånd kalder Jesus Kristus nemlig på os, idet han råber til os: ”Kom herud”; i lyset og det sande evige liv, ud til hans åndelige rige, hvor mørket og dødens skygge ikke er den sidste horisont for vores liv, men hvor derimod kærligheden og ordet om syndernes forladelse giver os mod til at leve et menneskeliv i tak og skyldighed, i kærlighed til næsten.

Og engang, når Gud er blevet alt i alle, så vil de dødes opstandelse også blive virkelighed for os; det er det sidste ord, der er at sige. Da vil Jesus anråbe alle de naturens og mørkets magter, der holder os bundne – de levende til synden og de døde til graven – og han vil sige til dem ”Løs menneskene, og lad dem gå”. Og med det løfte, som er evangeliet i dagens tekst, holder Gud os fast med sin højre hånd, indtil vi en dag skal gå ind til de himmelske hærskarer og lovsynge Gud sammen med englene. Indtil da er der kun det ene at gøre at være vor jordiske tilværelse tro, at fylde vores dag med et hæderligt virke til gavn og glæde for næsten, i tro og tak og skyldighed at elske og tjene hverandre, og derigennem vor Gud. Til hjælp herfor, og til trøst og styrke, både når det glipper og når det går, har Jesus stiftet sit åndelige rige på jorden, denne kirkens vang, som vi har arvet af henfarne slægter, og hvor bordet altid er dækket med det livets brød, som er Jesus Kristus, Guds Ord.

Salmer
730
21
542

728
727
729

—
Kristoffer Garne har tidligere skrevet om Skannerup Kirke i sidste års påskeskrivelse Den dybe sammenhæng.

De slagnes slang. Anmeldelse af Jon A. P. Gissel: Konservatisme og kulturkamp

~ KG ~ Skriv en kommentar

Med venlig tilladelse fra Tidehverv fortsætter redaktionen hermed det – for tiden meget omtalte – gode samarbejde mellem de to organer, idet vi bringer Johan Christian Nords anmeldelse af Jon A. P. Gissels bog, Konsertavisme og Kulturkamp, som er blevet bragt i septembernummeret af Tidehverv.

Den tænksomme gren af dansk konservatisme lever godt i denne tid. Der tænkes, tales og skrives flittigt – og der findes efterhånden en mængde sammenhænge, hvor der lyder konservative modstemmer til den almindelige kulturradikale tåbelighed.
Ét af disse steder er miljøet omkring Årsskriftet Critique. Årsskriftet blev i første omgang udgivet af Konservative Studenter ved Aarhus Universitet, men fra 2013 har man etableret sig som selvstændigt forlag under navnet Munch og Lorenzen. Udover den fortsatte udgivelse af årsskriftet og det tilstødende online-magasin Replique har man siden grundlæggelsen af forlaget ligeledes arbejdet med egne bogudgivelser, og det er indtil videre blevet til tre. Der sker noget!

Den seneste af disse udgivelser er historikeren Jon A. P. Gissels dokumentationsværk og forsvarsskrift Konservatisme og kulturkamp omhandlende markante personligheder inden for dansk konservatisme i sidste tredjedel af det 19. århundrede og særligt disse skikkelsers opgør med det opbrud i tiden og ideerne, man endnu tvinger gymnasieelever til at omtale som ’det moderne gennembrud’. I udgangspunktet har bogen et dobbelt forehavende: dels på faghistorikerens vis at skildre en sunken virkelighed gennem omhyggeligt arbejde med kilderne; dels som parthaver i striden at fremdrage agtværdige stemmer og at pege på ofte underbelyste træk ved selve den brandesianske ideologi og dens fortaleres – ofte uklædelige – måde at føre striden på.

Anliggendet er enkelt: Gissel vil mane fortidens stridsmænd frem for den læsendes indre øje og lade deres åndelige statur træde frem på ny. Han vil løsrive dem fra de anonyme karikaturer, de er blevet fordrejede til i de sejrendes fortælling om Sankt Georgs kamp mod den sumpede reaktion. Det drejer sig særligt om skikkelser som teologen Henrik Scharling, historikeren Johannes Steenstrup, biskop Martensen og litteraturhistorikeren Julius Paludan. Alle navne, der var fremtrædende i samtiden, men som nu er stampede godt og grundigt under mulde – først af brødrene Brandes og konsorter og sidenhen af den akademiske hærkolonne af eftersnakkere, der har udgjort hovedstrømmen i den danske kulturhistorie i det tyvende århundrede. Gissels bog er en sang for disse slagne højrekæmper – et forsøg på at give dem stemme og vise, at nok kæmpede de mod overmagten, men deres kamp betød noget, og den kan endnu betyde noget som inspiration for de nulevende.
Hovedsagen er for Gissel den skarpt optrukne front mellem den gudsfornægtende radikalisme med sit entydigt dennesidige tilværelsessyn og en kristelig, traditionsbevidst konservatisme uden hang til erstatningsreligiøse paradisiske luftkasteller, men alligevel med sans for menneskets mulighed.

Ét af de stridspunkter, der viser sig i dette møde, og som Gissel er særligt optaget af, er spørgsmålet om viljens frihed. Det fremhæves således, hvordan de radikale kræfter stod på den noget paradoksale forening af et gennemført videnskabeligt orienteret deterministisk verdenssyn, hvor mennesket blot var endnu et tandhjul i det store naturens maskineri, og en samtidig hævdelse af det, der hos Brandes benævnes »den frie tankes endelige sejr« – altså en individdyrkende frigørelsesdoktrin, hvis grundpåstand var den, at lykken vil vise sig, når den herskende orden endelig ligger tilbage som sønderslåede brokker. Over for denne bemærkelsesværdigt inkonsekvente forbindelse mellem en nedskrivning af den menneskelige mulighed og en menneskedyrkende erstatningsreligion hævdede de nævnte konservative herrer menneskets frie vilje og ansvar – midt i dets indvævethed i folk, fædreland og gudstro.

Det sidste er vigtigt – gudstroen. Gissel påpeger således gang på gang, hvordan kristendommen stod i forgrunden for datidens konservatisme – og det fremgår tydeligt, at han ønsker sig en tilbagevenden til denne tid, før konservatismen blev »nationaliseret« ved op igennem det tyvende århundrede gradvist at fjerne sig fra den oprindelige forpligtelse på kristendommen som det egentlige grundlag. For Gissel er kristendommen altafgørende – ikke blot for hans egen salighed, men også som samfundsgarant. Den er hovedhjørnestenen i konservatismens tanke- og samfundsbygning. Den er selve argumentationens grundlag – og alt, hvad der står i modstrid med kristentroen, henføres under det moderne forfald.
Men her har den fromme historiker efter min opfattelse en række problemer. Det første er dette åbenlyse, at nok kan man have kristendommen som livsgrundlag, og man kan også offentligt forkynde kristendommen som det eneste virkelige livsgrundlag, men man kan ikke forvente, at en sådan hævdelse af kristentroens virkelighed vil blive godtaget som argument i en sammenhæng, som ikke er båret af kristendommen, altså eksempelvis en politisk eller intellektuel offentlighed som vores. Det betyder, at Gissels forsvar for konservatismen står vældig svagt for en hedensk betragtning. Han har sat alt ind på at pege på gudstroens nødvendighed, men for den, for hvem kristendommen ikke er en hjertesag, må bogen få mere karakter af et altmodisch trosudsagn end af et alment anlagt forsvar for den konservative stillingtagen. Hans grundopfattelse hviler på en påstand, der serveres som et argument.

For man kan ikke argumentere for kristendommens sandhed ved at påpege dens store gavnlighed for samfundsbevarelse og sikring af orden – den slags har andre lidet tiltalende religiøse hjernespind også vist sig leveringsdygtige i. Ja, ud fra almene forudsætninger kan man faktisk slet ikke argumentere for kristendommens sandhed. Hvad man derimod kan, er at nedlægge våben over for den levende Gud. Man kan blive grebet af hans Ord i Kristus og handle herudfra – blandt andet ved under anvendelse af en almindelig jordnær fornuft at angribe og afsløre humanismens skønmaleriske fantasterier. Man kan bedrive kristelig dekonstruktion, kristelig religionskritik – men man kan aldrig sikre selve kristendommen mod forargelse. Den er et kors for tanken.

Dette leder videre til det næste grundproblem ved Gissels syntese af kristendom og konservatisme – hans totale afsværgelse af naturalismen som intellektuel og litterær retning og fuldstændige identifikation af denne med det brandesianske og kulturradikale projekt.

På sin vis drejer det sig om en uheldig overtagelse af den opfattelse, profet Brandes selv lykkedes med at sprede, nemlig at hans fremtræden i auditoriet på Frue Plads den 3. november 1871 og efterfølgende skriftlige fremstød var selve den udløsende årsag til fremkomsten af en ny ikke-romantisk litteratur. Påstanden er den, at han ikke blot var manden bag tendenslitterære fedterøve som Sophus Schandorph og Erik Skram, men også bag selvstændige ånder som J. P. Jacobsen og senere Henrik Pontoppidan. Det er denne myte, der er blevet videreformidlet af en tendentiøs litteraturhistorieskrivning, og som endnu stoppes ned i halsen på gymnasieelever ved læsning af makværket Litteraturens veje. Det er selve myten om det moderne gennembrud.

Sagen er imidlertid, at sammenkædningen ikke holder for en nærmere betragtning. For den kunst, disse forfattere skabte, var nemlig ikke brandesiansk. Den var naturalistisk – sikkert dissekerende og nådesløst afslørende. Og det var den vel at mærke både, når det drejede sig om afvisningen af religionen som menneskelig indbildning og det faldne menneskes selvforgudelses-iver. Pontoppidans Det forjættede land handler om overskruet herligheds-grundtvigianisme og hans Lykke-Per handler om den gudsfornægtendes ingeniørdrømme – og disses undergang. Det er samme anliggende; afsløringen af den menneskelige, alt for menneskelige, drøm om selv at stå på det faste punkt, hvorfra kloden kan bevæges. Jacobsens Niels Lyhne omhandler fornægterens død – hans vanskelige død. Den er heller ingen lovsang over det brandesianske erstatningsevangelium, men blot et ærligt livtag med den gudløse tragedievirkelighed, Jacobsen mente at leve i. Ja, man kan faktisk gå endnu videre: Jacobsen og Pontoppidan er ikke blot på kant med brandesianismen – deres litterære hovedværker er decideret anti-brandesianske. De viser virkeligheden som den vitterligt ser ud uden gudstroen: et flammende liv i strid, stræben og lidelse – et mølleværk der maler skuffede menneskeskæbner til mel. De er udtryk for naturlig loverkendelse. Og mere kan man ikke forlange af en ærlig vantro.

Det var den slags, halvfemsprocentshedningen Jakob Knudsen havde sans for – en mand, der desværre kun fremtræder meget få gange hos Gissel, og hvis litterære loverkendelsesarbejde ellers kunne have været et gavnligt naturbundet indspark i den idealistiske enhedsfront.

Nok nævnes det i forbigående, hvordan Julius Paludan i 1870’erne anså Jacobsens Fru Marie Grubbe som »det eneste helstøbte realistiske digterværk i dansk litteratur«, og hvordan Olfert Richard omtalte Niels Lyhne som et værk indenfor den moderne litteratur, hvor »det gudløse Livs Tomhed er sandt og rørende dokumenteret«, men der gøres intet videre ud af disse overvejelser. Gissel er den højborgerlige, kristelige idealismes mand: naturalismen er af det onde, fordi den tager håbet fra mennesket. Javist gør den det – og netop derfor er den så storslået: naturalismen er et velgørende tordenvejr, netop fordi den tager håbet fra det menneske, der håber på sig selv. Den rydder grunden. Om jorden så er beredt for sædekornet, er ikke vores sag.

Sådan tænker Jon A. P. Gissel vist ikke. Havde han gjort det, ville han ikke have været i forsvar, men i angreb. Han ville ikke have talt så meget om Brandes’ krænkende tone over for kristendommen og de troende, men i stedet være gået lige på og sønderdelt kulturradikalismen som det, den er: en religion uden mindste form for jordforbindelse, som ikke kun er i strid med den kristne tro – men også med enhver menneskelig fornuft, der evner at være jorden tro. Sådan blev det ikke, og derfor blev det de slagnes sang.

Vist har Gissel fremdraget en væsentlig historie, og vist er der indsigter at hente hos de gamle. Det kan kun hilses velkomment, at radikalismens historieskrivning bydes trods – det skal han have tak for. Men indsigterne er dyrt vundne ved den rendyrkede skematiske modstilling af den blankpudsede kristelige højre-garde og de anstødelige frankofile radikalere.
Jeg tror, at både konservatismen og kristendommen behøver et ganske anderledes slagkraftigt forsvar – og jeg ved, at begge både har haft det i løbet af det tyvende århundrede og endnu har det i de levedygtige sammenhænge, hvor virkeligheden sætter dagsordenen og kampviljen blomstrer

—

P.S. Redaktionen kan, med Nords bifald, bemærke, at Gissel siger grumme grimme ting om gamle Grundtvig. Han lader til at mene, at den gamle er en del af opløsningen. Den slags lader vi selvfølgelig ikke passere upåagtet, og De, kære læser, kan således roligt imødese en korrektion af denne Gissels smægtende misforståelse ved førstkommende lejlighed.

Replik til stolesmadringen: Om tilværelsens ubærlige meningsfuldhed

~ KG ~ Skriv en kommentar

En gang imellem hænder det, at et ellers godtaget indlæg af uforståelige grunde hænder nederst i redaktionens skuffer, hvor vi også gemmer alskens unoder. Et sådant indlæg er følgende skrivelse, som redaktionen tidligere på året modtog fra en Carl Noir Virrested Hansen, der også debuterer med et andet indlæg under uret i det kommende septembernummer af vores blad. Skrivelsen her er foranlediget af Hans Grusdam Vrasts indlæg “Derfor smadrer idioterne en stol”, som står at læse under uret i aprilnummeret af “Studenterkredsen”, april 2014. Septembernummeret udkommer denne uge og rummer foruden Virrested Hansens og andre glade drenges skriblerier under uret artikler af Thomas Reinholdt Rasmussen, Martin Ravn, Martin Hauberg Lund, Henrik Wigh-Poulsen og Hans Nørkjær samt rim på reversen af Pia Tafdrup.

Den bemeldte stolesmadringshændelse skal ganske rigtigt have fundet sted, om end stolen faktisk ikke blev smadret, men gjorde modstand – ja, denne faktiske stol, som nok har givet anledning til en glimrende eksistentialanalyse af Hr. Grusdam Vrast, modsatte sig den intenderede smadring – dette selvfølgelig ikke ud fra en eller anden eventyrlig stolevilje eller sjælelig modstandskraft, men udelukkende i kraft af materiens egen væren og modstandsdygtighed. Det der skulle være en opvisning i maskulin vold og koket arvesynd endte i virkelighedens verden i et nederlag, idet kampen vist nok faldt ud til stolens fordel. Jeg husker blod der løber ned ad hvide overkroppe og krigerstolthed i de slørede øjne, og det er måske ikke så skidt, at ungdommens uro og længsel efter skibskatastrofer og pludselig død kan ordnes med en rask lille sving-om i træerne med en vrangvillig stol. Det er jo trods alt kun en stol, og hævnen er altid på menneskenes side. Den faktiske stol, som overlevede, er i dag glemt, og tilbage er kun den smadrede mytologiske stol, som tjenstvilligt kan indgå i en højere analyse – ja det må overhovedet være forventeligt, at disse kreative medlemmer af Foreningen for Bragesnak og Lækkersynd (FBL) hælder mod mytologiseringen for at glemme fakticiteten – for som Vrast citerer Kierkegaard, så er tænkning jo ikke lig væren, og siden væren dermed er uhåndgribelig og ingentings-agtig, så kan den jo passende få lov til at sejle i sin egen sø.

Fra den abstrakt-mytologiske udkigspost fra oven har stolesmadringshændelsen således ingen jordisk årsag, men er et spontant symptom på menneskets vilkår og hjemløsheden i verden. Det samme gælder ifølge Vrast for de unges containerafbrændinger i Paris’ forstæder: Vi kan snakke om sociale vilkår, om opvækst, elendige forhold, samfundets fiasko, akut mangel på kærlighed, mangel på kunst og fællesskab, eller et reelt opråb, en politisk handling med en konkret adresse, men en sådan snak er i virkeligheden kun åndløs og totalitær socialisme. Nej, sandheden om den meningsløse vold på ligegyldigt materiel har sin oprindelse i splittelsen i den menneskelige eksistens, der som sådan er en ”smertefuld vandrehal”. Derfor kan vi glemme alt om politik og gode intentioner, for den eksistentiale rastløshed kan ikke kureres. Der er tale om et ontologisk vilkår – vi er fortabte (og kun Jesus kan redde os i kraft af det absurde, kunne det lige så vel tilføjes). Således befriede fra etikkens åg kan vi synke ned i druk og filosofiske samtaler og vende ryggen til alle de åndløse hyklere, der tror, at der er noget, der nytter noget.

Teoretisk-filosofisk betragtet talt har Vrast selvfølgelig fuldstændig ret. Men i kraft inkarnationens umage alliance mellem Gud og materie har han til gengæld helt uret. Trods det kierkegaards-kristne perspektiv glemmer Vrast nemlig kristendommens bekræftelse af kødet og materien i inkarnationen og kødets opstandelse. Materiens gudsskabte fakticitet er kristeligt set ikke en forsvindende afgrund, men har egenbeståen og gør opstand mod menneskeforstandens dovne vold. Vrast tænker, at verden er menneskene et uvelkomment sted, og han mener tillige, at det er sådan, og glemmer dermed fuldstændig, at ”tænkning ikke er lig væren”. For en evangelisk betragtning har han således uret i, at verden er en udørk, for her fortælles det, at menneskelivet i kraft af Jesus Kristus er guddommeliggjort. Det er synd ikke at tro på det, ja det er ynkværdigt, for så er vi fanget i vores egen trøstesløse myteverden, i denne skinnende og forenklede verden af reklameagtige papkulisser, som i virkeligheden er en flugt fra den konkrete og ikke-standardiserede materialitet. Ja, således fanget er det – alt andet lige – nemmere at gøre det kristne budskab til en obskur myte, end at tage det på sig som en kosmisk og konkret realitet.

Men for nu at være konkrete, så lad os vende tilbage til den faktiske stol og den konkrete sommerdag i Hillerød i 2013. Vi kan enten subsumere hele opholdet, inklusive den natlige stolesmadringsseance, under kategorien eksistential rastløshed og meningsløst tidsfordriv, eller vi kan prøve at se nærmere på, hvad der skete og i hvilken konkret kontekst. Ud fra den mytologiske betragtning kom stolesmadringen selvfølgelig ud af det blå, men betragtet historisk-konkret var den et led i en filosofisk diskussion, som begyndte under et foredrag om Heidegger, blandet op med Grundtvig. Efter pausen blev der sunget om ”menneskerøsten i ørken” og hvordan alene mennesket som skabt i Guds billede ”med levende ord på tunge (…) mellem træ’r og dyr/ med guderne tale og sjunge” (Højskolesangbogen, nr. 151).
I studenterkredsen og på Grundtvigs Højskole skal man selvfølgelig ikke fornærme Grundtvig – det er klart – men fra en kætter uden situationsfornemmelse blev det efterfølgende bemærket, at Grundtvigs antropocentrisme, fx set i lyset af Heideggers brede definition af ord og tale, vel nok kunne diskuteres? Er træer og dyr virkelig helt uden gudetale, og bare dum og grusom natur?[1]

Denne udmelding lugtede på forvirrende vis af noget forvrøvlet hippie-sludder, og bedre blev det ikke af, at påstanden om træernes tale i diskussionens lune sommerhede blev udvidet med påstanden om, at en stol også var sin egen ting, som har egenværdi, og som gør krav på ikke at blive smadret.
Samtalen forløb behersket, men noget mørkt og oprørsk må alligevel have faret i visse FBL-medlemmer: en uartikulerbar trods, en gnist, som i løbet af aftenen ulmede, indtil den i løbet af sommernattens dunkleste timer slog ud i lys lue og slog ud mod en tilfældig stol.

I den efterfølgende iscenesættelse af hændelsen som en mytologisk forbrydelse med oprindelse i menneskets umulige tilværelsesbetingelser bekræftes imidlertid den præmis, som aktionen var et oprør imod: Stolen bør ikke smadres. Vi ved det, men vi gør det alligevel – om ikke andet, så for at stadfæste den trælbundne vilje. For at handlingen kan fremtræde som særlig meningsløs, så må man forudsætte den præmis, at stolen i første omgang ikke bør smadres. For hvis alt vitterligt og uigenkaldeligt var tomhed, så kunne ligeså vel eftermiddagskaffen i Solen fremhæves som meningsløs og et udslag af eksistentiel rastløshed. Men stolesmadringen låner sin mytologiske kraft i det, at der er tale om en destruktiv adfærd, som vi ved er forkert. Det var helt sikkert sjovt og uden tvivl tilgiveligt, men vi griner selvfølgelig kun af det forbudte og utilstedelige.

Der er for så vidt tale om vold, også selv om det bare er en stol. Ikke fordi stolen har følelser, og heller ikke fordi den har en markedsværdi, men fordi den er en stol. Den er en stol der findes og som har stole-værdi i sig selv. For den alt-for-menneskelige forstand er den blot et eksemplar – der var mindst halvtreds stole på terrassen, som var nøjagtig magen til, og i sidste ende kunne den jo erstattes ved et greb i pengepungen. På den måde kan vi indrette væren efter tænkningen: Vi tænker abstrakt: stol, og alt hvad vi ser, er et eksemplar af en stol, et udskifteligt stykke dødt materiel, og ikke netop denne stol, som har denne materielle oprindelseshistorie – denne stol, som er lavet af metal, som er hentet ud af et bjerg ved maskinel og menneskelig arbejdskraft, og som har haft miljømæssige omkostninger i kraft af transport og garanteret møggiftig hvid maling – denne specifikke stol, som optager denne tid og dette rum i universet, et absolut unikt tidsrum. Og ikke bare et bjerg, men netop dette bjerg på denne dag, og ikke bare hvid maling, men netop denne maling rørt sammen af det og det, der er lavet af det og det og kommer der og der fra. Og ikke bare menneskelig arbejdskraft, men netop disse mennesker, med disse liv, på denne dag.

Men det er klart, at vi må glemme alle disse ting – denne rablende, bundløse verden af fakta og detaljerigdom, i forhold til hvilken vi befinder os i den dybeste uvidenhed. Stolesmadringen får i dette lys karakter af et rituelt forhold til en tabuiseret uvidenhed, som vi ikke magter at forholde os til på anden måde. Det er bare for meget. Så hjælper det lidt at gå lidt rundt og smadre ting, for så holder vi fast i en meget mere overskuelig verden, hvor en stol bare er en stol. Hvor begrebet passer til tingen og der således er harmoni mellem tænkning og væren. Samtidig holder vi dermed gang i og bekræfter hele den meningsløse samfundsmaskine af produktion og konsum, som ved første øjekast ganske vist synes mere meningsfuld end tilværelsen i al sin umiddelbare væren-til. For jo mere vold og ødelæggelse, des mere arbejde er der til de rastløse, når tingene skal bygges og produceres igen. Og sådan kan vi beruse os i en hektisk meningsløshed, der måske alt andet lige føles mere meningsfuld. Reelt set er der selvfølgelig tale en komplet meningsløs rovdrift på ting, natur og mennesker, men nogle gange er det bare nemmere at holde fast i en meningsløs verden.

Dét er synden, og den er ikke svær at få øje på. Den er så åbenlys, at der ikke er nogen grund til at opsøge den eller til at kokettere med den. Ja, det er synd og skam, at det tilsyneladende er nemmere at leve i en meningsløs verden, end i en verden, hvor hvert øjeblik og hvert støvkorns unikhed lader tilværelsen med en påtrængende meningsfuldhed, og hvor tingene har betydning.

Det kunne være en omvendt analyse af stolesmadringen. Ikke: åh, hvor er verden meningsløs, lad os smadre en stol – men åh, hvor er verden dog meningsfuld, sikke uendeligt hårdt det er med al den mening; fri os fra meningen og lad os synke hen i mytologiens sløve ekstase.

Men til Abrahams held, så er tænkning ikke lig væren, og ofringen kan få lov til at blive ved tanken. Ikke fordi han ikke er i stand til at begå den voldelige ofring – det ved han med sin Gud, at han er – men fordi han dermed er fri til ikke at gøre det. Han er ikke længere slave af kærlighedens etiske fordring, nej han er fri til at tilsidesætte den, og derfor også fri til at tage den på sig. Han behøver aldrig igen at smadre en stol bare for at bevise, at han kan, og at loven ikke står skrevet i hans hjerte – nej, han er fri til at lade være, ja, han fri til at gøre det gode i kraft af den guddommeligt ratificerede, konkrete kærligheds byrde af altomfattende meningsfuldhed.
Tænkning er ikke lig væren? – sikke da et held!

—

[1] Der kunne i denne kontekst henvises til den middelalderkirkens: ”Syng lovsang hele Jorden”, hvilket er en ide om den naturlige lovsang som i øvrigt lever videre i Olivier Messiaens musikalsk/religiøse tydning af fuglenes (engle)sang. Skønt katolik og på mange måder ”umoderne”, så er Messiaen alligevel en moderne komponist, og hans musik dyrker således ikke harmonien mellem tænkning og væren, men fremstiller netop væren som et mysterium og et mirakel, der overstiger forstanden.