Hermed indkaldes til generalforsamling i Studenterkredsen Aarhus. Vi skal bl.a. have valgt nye bestyrelsesmedlemmer og tage afsked med afgående, gennemgå regnskabet og høre formandens årsberetning.

Det foregår onsdag den 29. april, kl. 19.30, Mødelokale 2.2, Studenternes Hus, Frederik Nielsens Vej, 8000 Aarhus C.

Traditionen tro byder vi på en artikel fra det nys udkomne særnummer af tidsskriftet. Denne gang er det Iben Vinther Nordestgaard, sognepræst ved Christianskirken i Berlin, der leverer ord til levende håb i sin prædiken til påskedag. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

I år er det 70 år siden, 2. verdenskrig fandt sin afslutning i Karlshorst ikke langt fra vor danske kirke i Berlin. Et jubilæumsår er altid en lejlighed til erindring. Også for os, der til daglig går rundt i centrum for Hitlers tusindårsrige, hvor skudhuller, Stolpersteine og stadigt svindende byggetomter minder om krigens gru og hindrer os i at glemme. Hvor velgørende det er, for som man siger: „den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage den.“ Gud give, at vi aldrig igen må få krigen i frisk erindring!

For flere af vores menighedsmedlemmer har krigen sat sine spor på både krop og sjæl. Menigheden var mitten drin i mere end én forstand. Omringet af den nazistiske ideologi, der ikke tillod lydighed mod andet end der Führer, var menigheden tillige fanget midt i et inferno af krig og ødelæggelse.

På en skøn solskinsmorgen d. 3. februar 1945 havde Christianskirkens præst, Axel Jeppesen, fra morgenstunden været på husbesøg. Han var netop ankommet til Anhalter Bahnhof, der lå tæt ved den danske kirke i Berlin, da alarmen lød, og han måtte søge ly på stationen for det, der skulle vise sig at blive et af de værste luftangreb på Berlin. I løbet af to en halv time forvandlede 2000 amerikanske bombefly den indre by til ruiner. Det var et såkaldt “Hell from Heaven.”

Da angrebet var overstået, løb Axel Jeppesen hjem mellem væltede sporvogne, ruiner og døde mennesker for med glæde at kunne konstatere, at den danske kirkes mure endnu stod – men med efterfølgende kvaler og tanker på, hvordan man kan blive så vænnet til at se døde mennesker på gaden, at man blot løber videre for at se til sit eget.

Angrebet d. 3. februar blev et vendepunkt for den danske menighed, der nu var klar over, at krigen nærmede sig sin afslutning, og ikke mindst blev det en afgørelsens dag for de gamle i menigheden, om hvorvidt de skulle tage imod tilbuddet fra det danske Udenrigsministerium om at forlade deres hjem og komme i sikkerhed i Danmark i „De Gamles By“ på Nørrebro.  Allerede 14 dage senere blev det første hold sendt mod nord, og yderligere tre hold fulgte. Over halvdelen af de danske familier i Berlin rejste således hjem til Danmark med kun en kuffert i hånden. Alle havde de noch einen Koffer in Berlin, om hvilken Marlene Dietrich så smukt sang: die Seligkeiten vergangener Zeiten, sie sind alle immer noch in diesem kleinen Koffer drin.

De, der blev tilbage, måtte igennem de sværeste bombardementer og ikke mindst Volkssturm og russernes omringning af og indtog i Berlin i de sidste aprildage 1945.

En af disse tilbageblevne var Hans Jensen. Da han d. 18. april kom hjem fra arbejde, var hans hjem i Elsässerstrasse væk. Huset var blevet ramt af en fuldtræffer. Hans kone, datter og barnebarn lå dræbt i ruinerne.

På det tidspunkt af krigen var der ikke tale om at grave nogen ud af ruinerne; det var der hverken redskaber eller mandskab til. Men den 15. maj kom han ind i gesandtskabet for at søge efter pastor Jeppesen. Den stilfærdige, sørgmodige mand sagde: „Jeg har fået dem ud; jeg har også tømret nogle kister sammen. Gå med mig ud på kirkegården, så de kan få en kristen begravelse.” Axel Jeppesen fulgte med bag en trækvogn, der blev brugt som ligvogn. Ude på kirkegården holdt de en kort andagt; pastor Jeppesen kastede de tre håndfulde jord på kisterne, bad Fadervor og lyste velsignelsen, hvorefter de sammen kastede gravene til.

Krig og Påskedag hører ikke sammen, ville nogen måske indvende. Men på denne glædelige søndag, hvor vi erindrer ikke kun et tusindårsrige, men tilmed et evighedsrige, der for Guds og ikke mindst vor skyld ikke må glemmes, minder beretningen om Hans Jensen om, at det forholder sig lige modsat. Hvor der kastes grave, i krig eller fred, hører beretningen om vor Herres opstandelse altid hjemme.

Hans Jensens familie lå længe begravet i ruinerne, men det var ham magtpåliggende at vælte stenene over deres døde kroppe fra, lægge de kære i kister og give dem en kristen begravelse. Den begravelse, hvori netop evangeliets fortælling om den tomme grav forkyndes, ja, fortællingen selv er forkyndelse for de levende og efterladte såvel som for de døde. Denne skaber for disse, hvad den nævner – syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Hans Jensen vidste, at nok kunne han vælte stenene i ruinmasserne væk, men nøglerne til dødsriget havde han ikke. Det stod ikke i hans magt at gøre gravene tomme. Derfor hidkaldte han pastor Jeppesen til at lade ordene om den tomme grav lyde, de ord, der hindrer en tom tro. På det ord kan mennesket leve og dø og atter leve. Derfor skal påsken ikke kun fejres omkring et pyntet frokostbord med lammekølle og påskebryg, men i særdeleshed på kirkebænken og ved nadverbordet, hvor ordet om opstandelsen forkyndes og rækkes os til en i al evighed levende tro. Omend den lokale tradition byder ikke at fylde bægeret til randen, flyder kalken over med den barmhjertighed, Gud ved sin søns død og opstandelse viste os – og til stadighed viser os i sit ord om den forunderlige morgen, hvor kvinderne gik ud til graven og fandt den tom.  For netop den bortvæltede sten og tomme grav forkynder, at døden er død. Når klæderne over kalk og disk løftes af umiddelbart forud for indstiftelsen, er der derfor god grund til at tolke det som sten, der væltes fra graven.

Ved den tomme grav møder vi i evangeliet til i dag kvinderne, der meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom til Jesu grav, da solen var stået op. Her hørte de den allerførste påskeprædiken fra den unge mand i de hvide klæder, som sad, hvor Jesus skulle have ligget: „Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.“ Lignende ord hører vi andetsteds udlagt fra den opstandne Jesus selv: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.“

Alle de menneskeliv og skæbner, som mærkede og så krigens rædsler i vinteren og foråret 1945, har betragtet det føromtalte „Hell from Heaven“ som en i særdeleshed nærværende størrelse, hvorfor mange i kraft heraf har fundet det svært at fæstne sin tilid til og tro på en velmenende, barmhjertig og nådig Gud. Men Jesus har i kraft af sin rolle som nøglebærer og gennem sit liv, sin død og opstandelse relativeret det, som må have syntes så ultimativt, da bombeflyene kom til syne på en skyfri himmel over Berlin, og udførte deres gerning. Men de ovenstående ord udtalt af englen og senere af Herren selv demonstrerer, at dette ultimative ikke længere er. Dette var netop, hvad Hans Jensen – til trods for et nærværende helvede – fæstnede sin tillid til og tro på, hvorfor han hidkaldte den danske præst og insisterede på en kristen begravelse for hans kære. Ordet om den tomme grav skulle forkyndes over hans døde, men også lyde ind i hans liv, for at angsten og sorgen ikke skulle få det sidste ord. Som salmedigteren K.L. Aastrup på poetisk vis i salmen „Så vældigt det mødte“ udfolder påskens gåde – såvel som nådefulde budskab:

Så vældigt det mødte
os først i vor dåb,
det ord, der genfødte
til levende håb,
det ord om den morgen,
der underfuldt kom
og svarede sorgen:
»Se, graven er tom!

Ja, vær ikke forfærdede, for efter dette liv vil han opvække os til det evige liv ved sin søn, Jesus Kristus. Sådan lød det for kvinderne ved graven, sådan lød det over Hans Jensens families, sådan lyder det over enhver kastet grav, sådan lyder det til hvert et menneske i livets krig og fred.

Glædelig påske!