Forfatter: AD

Måge-Evangeliet – en Påske-Prædiken

~ AD ~ En kommentar
Af Jørn Hærknas
For nogle måneder siden blev et par pavelige fredsduer angrebet korporligt under en opsendelse fra Il Papas vindue i Rom. De skulle sendes til undsætning for de lidende under de blodige bataljer i Kievs gader, der på det tidspunkt var på sit højeste. Jeg aner intet om de dérværende politiske forhold, men det var vist endnu et eksempel på menneskers kærlighed til krudt og kugler. 
Fredsduer skulle der i al fald til. Dog skulle de ikke spille nogen militærstrategisk rolle, for man havde angiveligt hverken brug for luftstøtte eller forsyninger. Ej heller var formålet at fingere en fremmed invasion for at sammenknytte de borgerkrigskæmpende parter under parolen ”min fjendes fjende er min ven”. Man ville egentlig blot lege symbolmagere og slå plat på Vorherres angivelige ”good-will”.

Drop duerne
Men midt i stunden åbenbarede Herren sig for de tilhørende. – Gud ved hvorfra – stormede nemlig en af Himlens fugle (Mt 6,28) ind på verdensscenen og gjorde en ende på duernes himmelridt – disse ”Luftens hvide Rotter” nåede dårligt nok ud over pladsen (og da slet ikke i nærheden af Ikaros’ brændende sol), førend retfærdighedens klør slog ned i dem. Åbenbaringen var en måge. Denne englelignende flyveøgle, i samme familie som den uglesete Albatros, der skønt sit vingefang og sin ”jeg vil skide på din caffe-latte”-attitude (hr. Siig), ikke regnes blandt bedsteborgernes Åndsobjekter.
Thi Mågen har ingen forstået. Den regnes blandt lovbrydere (Mk 15,28), og går for at være uren blandt mennesker. Men uden at blinke med sit klartskuende øje slagtede den denne januardag på Peterspladsen i Rom al menneskets selvretfærdighed og friske fromladenhed – ja, den æder fredsduer til middag. Fordi den kan.
Den venter blot på, at du skal åbne vinduerne og dørene til dit fejede og prydede hjem (Lk 11,24-26), så den kan sluge, hvad end du kaster ud derfra. I dette tilfælde kastede man inkarneret hykleri ud, som man håbede ville stige til himmels som en blå ballon, Gud ved hvorfor. Det gjorde den ikke, for ingen fattede, at Herren allerede er kommen til vor golde jord, beredt til at slagte al farisæisme.
For Mågen er Kristus. Og denne dag ville Han sige til os: Drop duerne, Ukraine har ikke deres brug (Mk 2,17), men giv dem enten afklaring eller artilleri. Det er mit bud til jer.

Jeg kender ikke den måge
Det er en gammelkendt sandhed, at verden ikke kender Kristus, men bestandigt gør sig afgudsbilleder ud fra sin egen forfængelige spejling. Disse Antikrists yngel kryber som maddiker ind i hver en muggen krog af menneskets sjæl og æder dit anknytningspunkt, ætser din Gudsgnist indtil Kristus atter må tage sagen i egen hånd og vise mennesket, hvor dyb kløften er mellem Gud og mennesker. Jo flere duer, der stiger mod himlen med farisæiske glædessukke under sine vinger, jo dybere synker du, menneske, i det pløre der hedder verdensdommen. Da slutter Kristi næb sig fast om din strube og slipper ikke førend, du med vold og magt er slæbt inden for Herrens borgeled.

Over havet
Hvad kan du se i horisonten? Kristus-Mågen skriger på dig. Og lader du ikke Kristi langskib bære dig mod slottet i Vesterled (DDS 775), men vil selv fabrikere Paradiskareter og ballonbåde, da kommer dødsskriget fra Kristus-Mågen, og han griber om dit maddikeramte kød for med sit krogede næb at slæbe dig til livets kyst. Som det skete hiin januardag i Antikristens lande, vil han æde dine fredsduer og klatte på dine foldede hænder. Hvis din nabo trænger hjælp, da giv ham i stedet for hvidvingede rotter et æsel og en skilling – måske endog en kanon – til slaget og vejen (Lk 10,33-37). 
Lysets engel går som bekendt med glans gennem himmelporte. Og Kristus-Mågen stormer bestandigt dine blødsødne barrikader. Dens kløer er nagler, dens tænder er isop-stængler, dens vingefang er en tordenvind og dens gab er en skraldesæk, klar til at sluge al din rådne retfærdighed og dit kvaksalveriske plattenslageri på Vorherres evangelium.
Let omskrevet kan vi lade salmen Påskemorgen slukker sorgen (DDS 230) sige det jævnt og kort:

Påske-Mågen stormer lågen
Stormer lågen med hvæsset næb
Den os vil hive og ej opgive
Og ej opgive at ha’ på slæb
Påske-Mågen stormer lågen
Stormer lågen med hvæsset næb

Mågehære budskab bære
Budskab bære til slagtning ny
Flyve og gribe, knuse og knibe
Knuse og knibe dit rådne kød
Mågehære budskab bære
Budskab bære til slagtning ny

Glædelig påske!

—
Mågen har før optrådet her på bloggen. Læs mere her

Den herligste skabelseslyd

~ AD ~ Skriv en kommentar

Redaktionen har modtaget et digterisk forårsindlæg fra Isak Krab Koed, B.Sc. i statskundskab stud.theol. Digtet er med forfatterens egne ord, “Et frødigt til bloggen inspireret af 2 Mos 7,26-29.”

Ægypten fik nok at bestille
da Nil-frøer sprang overalt
med grønne springere ville
Han salte den, der var kaldt

Blot en af plagerne mange
var frøer, da Moses gik ud
fra trældom og tider trange
med tak og lovsang til Gud

Dengang gav frøerne kaos
og åd det korn, der var klar
i dag – i Lemvig som i Laos –
er “kvæk” en lyd, som er rar

Den minder kækt om en Herre
der hjælper hver tjener i nød
vor have er dens D’Angleterre
for den er guddommeligt sød

Og nu, hvor det grønnes i løvet
igen sjunger vårtidens spyd
i lysvæld med strubeklang øvet
den herligste skabelseslyd.    

Ole Jensen: Fejring af Kredsens 125-års-jubilæum

~ AD ~ Skriv en kommentar
Skåltale til Kredsens 125-års-jubilæum, holdt af dr.theol. Ole Jensen på Regensen, 6. september 2013.
Det er 57 år siden, at jeg vovede mig op ad trapperne i Vartov til mit første møde i Kredsen. Det var i mit russemester i efteråret 1956, i Ole Wivels formandstid, og aftenens gæst var hans Heretica-ven Tony Vejslev, der sang sine nykomponerede Frank Jæger-viser til eget guitar-akkompagnement. Jeg var bidt af Frank Jæger og nød det i fulde drag. Efter mødet inviterede Wivel hele forsamlingen ned på Café Kronborg, der dengang lå på hjørnet af Farvergade og Gåsegade, hvor nu Lærerforeningens restaurant har til huse. Wivel lyste af gammelkøbenhavnsk dannelse og spenderede generøst øl til alle, mens Vejslev diverterede med flere numre.
Bag bardisken stod en lidt mystisk, diskret lyttende skikkelse, husets vært. Han navn var Erik Johansen, også han en Wivel-bekendt, og, som vi senere skulle erfare, nazisympatisør i de tidlige besættelsesår. Det var fra hans efterladte kuffert, Odense-litteraterne for 10 år siden med udsøgt sadisme spiddede den 80-årige Wivel i små omgange med en ny afsløring, hver gang han benægtede sin egen ungdomsflirt med Storgermanien.
Jeg fortsatte med at komme til møderne. Midt i lokalet sad allerede da Laurids bred og mægtig i den bedste lænestol, hvorfra han fældede sine inappellable domme over foredragene og docerede sin Laurids-dogmatik. Én ting stod mig klart på stedet – her skulle man vare sin mund. Laurids var skræmmende indtil det intimiderende. – Men tyve år senere kunne jeg kalde ham min ven, og nu har jeg med dagens udgivelse skrevet om ham for tredje gang. Første gang var i festskriftnummeret i 1970, da han blev 50, anden gang i minde-nummeret efter hans død i 1985, og så altså i udgivelsen nu.
Og ja, bladet Studenterkredsen, henholdsvis Kredsen, har i tidens løb skiftet udseende adskillige gange. Men konstansen har været, at her kunne man med kort varsel få optaget sine overvejelser uden så mange redaktionsdikkedarer. Det betød rigtig meget, i hvert fald for os i Aarhus i 60´erne i det intense debatmiljø omkring Løgstrup, som er den tid, jeg bedst kan udtale mig om. Og det savnes i dag. Selv har jeg så tilmed dét særlige forhold til bladet, det er gået op for mig her på det seneste, at bortset fra 100-års-markeringen, som var forbeholdt kvinder, så har jeg da vist og som den eneste bidraget til alle jubilæums- og lignende markeringsudgivelser i min tid. Den allerførste artikel, jeg overhovedet har fået trykt, står nemlig i 75-års-jubilæums-nummeret fra 1967, altså for 46 år siden (man gik ud fra 1892 som foreningens stiftelsesår, hvor arrangørerne i dag sætter det til 1888).
Og om den artikel gælder tilmed det ejendommelige, at den af alt, hvad jeg senerehen har skrevet gennem et langt liv, så uden sammenligning er den, der har haft størst betydning! Det var i den artikel, jeg påviste en modsigelse hos Løgstrup omkring det, der senere kom til at hedde de suveræne livsytringer. Jeg hjalp ham så at sige på rette løgstrupske spor – Hauge siger ganske vist: bragte ham på afveje, nemlig bort fra Tidehverv. Men Hauge siger jo så meget, og lige for øjeblikket ser det ud til, at han regredierer til sin ungdoms Tidehvervs-fase. Min artikel nævnes hver eneste gang, en bog eller artikel kommer ind på de suveræne livsytringer, og det er ikke sjældent, skal jeg hilse og sige. Så jeg tænker somme tider, at jeg kunne have sparet mig et helt livs skriverier, som fulgte efter. Det eneste, der ikke ser ud til at være glemt, er denne min første penneprøve i Studenterkredsnummeret.
Jeg er imponeret over den indsats, der ligger bag arrangementet i dag og ikke mindst udgivelsen af bogen. Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne har givet sagen 1½ år af deres studietid (og deres SU, må man tro). De har frejdigt trodset den liberalistiske sovjettisering af universitet og studier, hvor alt andet end natur- og ingeniørvidenskab og økonomi og lynhurtigt gennemførte studier nedgraderes i den hellige, klodenedbrydende vækstøkonomis navn. Vore to udgivere har uden at skele til den umiddelbart kvantificerbare nytteværdi givet sig hen til stoffet rent con amore og akkurat derved inkarneret klassisk Kreds-ånd – radikalitet og kontinuitet.
Det er fornemt! Tak for ordet.

– Ole Jensen