Af Jørn Hærknas
For nogle måneder siden blev et par pavelige fredsduer angrebet korporligt under en opsendelse fra Il Papas vindue i Rom. De skulle sendes til undsætning for de lidende under de blodige bataljer i Kievs gader, der på det tidspunkt var på sit højeste. Jeg aner intet om de dérværende politiske forhold, men det var vist endnu et eksempel på menneskers kærlighed til krudt og kugler.
Fredsduer skulle der i al fald til. Dog skulle de ikke spille nogen militærstrategisk rolle, for man havde angiveligt hverken brug for luftstøtte eller forsyninger. Ej heller var formålet at fingere en fremmed invasion for at sammenknytte de borgerkrigskæmpende parter under parolen ”min fjendes fjende er min ven”. Man ville egentlig blot lege symbolmagere og slå plat på Vorherres angivelige ”good-will”.
Drop duerne
Men midt i stunden åbenbarede Herren sig for de tilhørende. – Gud ved hvorfra – stormede nemlig en af Himlens fugle (Mt 6,28) ind på verdensscenen og gjorde en ende på duernes himmelridt – disse ”Luftens hvide Rotter” nåede dårligt nok ud over pladsen (og da slet ikke i nærheden af Ikaros’ brændende sol), førend retfærdighedens klør slog ned i dem. Åbenbaringen var en måge. Denne englelignende flyveøgle, i samme familie som den uglesete Albatros, der skønt sit vingefang og sin ”jeg vil skide på din caffe-latte”-attitude (hr. Siig), ikke regnes blandt bedsteborgernes Åndsobjekter.
Thi Mågen har ingen forstået. Den regnes blandt lovbrydere (Mk 15,28), og går for at være uren blandt mennesker. Men uden at blinke med sit klartskuende øje slagtede den denne januardag på Peterspladsen i Rom al menneskets selvretfærdighed og friske fromladenhed – ja, den æder fredsduer til middag. Fordi den kan.
Den venter blot på, at du skal åbne vinduerne og dørene til dit fejede og prydede hjem (Lk 11,24-26), så den kan sluge, hvad end du kaster ud derfra. I dette tilfælde kastede man inkarneret hykleri ud, som man håbede ville stige til himmels som en blå ballon, Gud ved hvorfor. Det gjorde den ikke, for ingen fattede, at Herren allerede er kommen til vor golde jord, beredt til at slagte al farisæisme.
For Mågen er Kristus. Og denne dag ville Han sige til os: Drop duerne, Ukraine har ikke deres brug (Mk 2,17), men giv dem enten afklaring eller artilleri. Det er mit bud til jer.
Jeg kender ikke den måge
Det er en gammelkendt sandhed, at verden ikke kender Kristus, men bestandigt gør sig afgudsbilleder ud fra sin egen forfængelige spejling. Disse Antikrists yngel kryber som maddiker ind i hver en muggen krog af menneskets sjæl og æder dit anknytningspunkt, ætser din Gudsgnist indtil Kristus atter må tage sagen i egen hånd og vise mennesket, hvor dyb kløften er mellem Gud og mennesker. Jo flere duer, der stiger mod himlen med farisæiske glædessukke under sine vinger, jo dybere synker du, menneske, i det pløre der hedder verdensdommen. Da slutter Kristi næb sig fast om din strube og slipper ikke førend, du med vold og magt er slæbt inden for Herrens borgeled.
Over havet
Hvad kan du se i horisonten? Kristus-Mågen skriger på dig. Og lader du ikke Kristi langskib bære dig mod slottet i Vesterled (DDS 775), men vil selv fabrikere Paradiskareter og ballonbåde, da kommer dødsskriget fra Kristus-Mågen, og han griber om dit maddikeramte kød for med sit krogede næb at slæbe dig til livets kyst. Som det skete hiin januardag i Antikristens lande, vil han æde dine fredsduer og klatte på dine foldede hænder. Hvis din nabo trænger hjælp, da giv ham i stedet for hvidvingede rotter et æsel og en skilling – måske endog en kanon – til slaget og vejen (Lk 10,33-37).
Lysets engel går som bekendt med glans gennem himmelporte. Og Kristus-Mågen stormer bestandigt dine blødsødne barrikader. Dens kløer er nagler, dens tænder er isop-stængler, dens vingefang er en tordenvind og dens gab er en skraldesæk, klar til at sluge al din rådne retfærdighed og dit kvaksalveriske plattenslageri på Vorherres evangelium.
Let omskrevet kan vi lade salmen Påskemorgen slukker sorgen (DDS 230) sige det jævnt og kort:
Påske-Mågen stormer lågen
Stormer lågen med hvæsset næb
Den os vil hive og ej opgive
Og ej opgive at ha’ på slæb
Påske-Mågen stormer lågen
Stormer lågen med hvæsset næb
Mågehære budskab bære
Budskab bære til slagtning ny
Flyve og gribe, knuse og knibe
Knuse og knibe dit rådne kød
Mågehære budskab bære
Budskab bære til slagtning ny
Bevingede ord, Hærknas! Det er jo kristologi med næb og kløer og luft under vingerne. Mågen bjærger den bævende due.
Personligt finder jeg også den af Ingemann omtalte kærlighedsvinge ganske opløftende, men lad den nu ligge. Hvor menneskebørnene bygge.
Jeg håber, vi snart ses i Aarhus, hvor man, som bekendt, har problemer med… måger, ak.
Glædelig påske!