Kredsen har modtaget sit første indlæg fra Aarhuskanten fra stud.theol. Isak Krab Koed, der er bestyrelsesmedlem i Aarhuskredsen. I sit bidrag til Kredsens kommende jubilæumsskrift skriver Hans Hauge, at det i sin tid en overgang var “litteraterne”, der styrede Københavnkredsen og de tidehvervkse, der regerede i Aarhus. Om det med dette poetiske indtog og den nylige tidehvervske oprustning i København nok engang er ved at vende til det modsatte, kan vi næppe sige noget om endnu, men interessant er det da dog at notere sig. Redaktionen takker i hvert fald for dette digt, der som alle andre bidrag er meget velkomne til at blive indsendt.
HØR, HVOR ER DEN GUD?
Af stud.theol. Isak Krab Koed
Selv stilhed støjer i engen, hvor dådyr
springer og antager kækt, de er til
idet jeg i martrende tvivl spekulerer
og overser englenes nynnen og spil
Hør, hvor er den Gud, der hyldes i bøger
så siger jeg, mens det regner i smug
og ænser slet ikke med drivvåde briller
at græsset er skabningens festlige dug
Og hvem er ham, de kalder for Kristus
en frelser eller en kryptisk poet
færdes han mon i Aarhus og Netto
hvor møder man en jødisk asket?
Omkring mig svæver bevingede kroppe
som stråler af himmelsk ånd og kulør
de søger forgæves at give fortrøstning
og tror vel, at jeg er skingrende skør.
Du skulle tage at læse “Den skjulte Gud” af Ole Wivel, Isak. Set ud fra det her ville du vist kunne li’ den. Tjek også nr. 165 i Højskolesangbogen, hvis du ikke allerede kender den. Og velkommen i Kredsen!
– Rasmus Vangshardt