Kreds-kurisa, nyslået ph.d og præst-in-the-making Anne Louise Nielsen debut-prædikede denne fjerde søndag efter påske over Joh. 8.28-36 i Husumvold Kirke, hvor hun i øjeblikket er i praktik.

I dagens tekst står Jesus, sandheden selv, dér på jorden lige ved siden af jøderne. Men alligevel fatter de det ikke.

Derfor spørger jeg her i dag, hvordan kan vi komme Gud lige så nær som jøderne er det i evangelieteksten? Det er et spørgsmål, som er grænseoverskridende at stille, fordi vi moderne mennesker har en tendens til allerede at standse ved spørgsmålet, findes Gud overhovedet? Det er her, at tvivlen vokser og bider sig fast.

Jesus fortæller jøderne, hvem han er, og omvendt stiller jøderne kritiske spørgsmål tilbage til ham, som pludselig er fremtrådt lige foran dem og taler i så høje luftlag. Jesus sætter tydeligvis ikke sit lys under en skæppe, når han proklamerer, at han er ”verdens lys” og fra en anden verden. Men vi tager fejl, hvis vi tror, at stykket handler om Jesus som en ophøjet person, som jøderne burde falde ned og tilbede. Tværtimod er Jesus i en yderst prekær situation, som han står dér over for de stolte Abrahamssønner, byens noble mænd, og bekender sig som selveste sandhedens søn. Som han siger til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som faderen har lært mig, sådan taler jeg.” Med hele sin krop og tale viser Jesus tilbage til Gud, sin far, ligesom han vil, at hans far skal fylde disciplene helt ud med sandhed og tro.

Jøderne tager straks til genmæle og understreger, at de er Abrahams sønner og dermed allerede er frie. De forarges og blotter hermed, hvordan de hele tiden fortrænger sandheden i alt, hvad de foretager sig. Det svarer til den person, som går rundt til alle andre og proklamerer ”Gud er kærlighed”, men i virkeligheden ikke selv tror et klap på det, han eller hun siger. Men omvendt bliver vred, når en anden spørger dybere ind til, hvad dette motto så betyder. Hvis jøderne nu levede i sandheden, ville Jesus ikke have magt til at forarge dem – og det jo helt hen til det punkt, hvor de klynger ham højt op, sætter en krone på hans hoved og korsfæster ham. Så NU har de virkelig fået ophøjet menneskesønnen, ikke? Eller tværtimod har de vendt alt på hovedet og knægtet det allerhøjeste! Fordi de har så megen tro på deres egen opfattelse af virkeligheden. At ophøje på den rette måde – holde skakten til sandheden fri og åben – mestrer de ikke. Derfor bliver Jesus ved med at melde sig og gå dem helt nær på livet: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Sandheden er dér, hvor Jesus som et livstruende hestehul suger dem ind i sandheden, og også selv opløser sig i den, med lethed, som blev han styret af noget højere. Vi derimod følger ikke straks efter, lader os ikke så let styre, men standser os selv ved spørgsmålet, hvor er Gud? Er Gud overhovedet?

Og snarere burde vi turde spørge, hvordan kan vi være Gud helt nær? Ham, som vi just mærkede en flig af i kærligheden. Ham som er trådt ud af den brændende tjørnebusk og frit og frejdigt for jøderne proklamerer: Jeg er den jeg er. Hvordan bliver man i dét ord? Hvordan bliver man discipel? Er det noget, som man lige bliver ved et trylleslag? Nej, enhver som har forsøgt sig med et krævende projekt ved, at der behøves udholdenhed.

Fra kunstens verden kender vi dét, at en kunstner, fx en billedhugger, slider med at få det rigtige udtryk frem. Han har en idé, måske vil han udhugge en gudinde, men det er en møjsommelig proces, og han sliber figuren til igen og igen, og til sidst overtager ”processen” ham. Et andet eksempel skuespilleren, som bringer sin egen krop og fysiske stemme i spil, når han slider med udtrykket og sandheden. Vil han præcis ramme den nerve af frygt eller forventning, som manuskriptet lægger op til, og som er dét eneste, som for alvor kan frisætte tekstens verden og dermed ham selv, som før bød over teksten?

Evangelieteksten arbejder på samme måde. Evangelierne giver ikke et svar på hvad sandheden er, men de vidner om, hvordan vi kan være tæt på sandheden, nemlig ved at slide og ase med den, at blive i den og leve med den. Det er hårdt arbejde, men tålmodigheden bærer frugt, og vi ”vokser i troen”.

Når vi omgås og slider med sandheden, får vi også lyst til at sætte ord på den. Billedhuggeren og skuespilleren har deres egne udtryk for den vellykkede proces: ”dér var den!”, ”nu lykkedes det!” ”Jeg mærkede dét!”. Der kan gå automatik i udtrykkene, når de overtages på andenhånd, fx af kunstnerens publikum – og altså ikke længere står på spidsen af afgørelse og alt det som er på spil for kunstneren, både åndeligt og økonomisk. Den samme automatik kan indfinde sig i forhold til troens og sandhedens udtryk. Vi kender det fra kærligheden i vores eget liv, når vi opgiver at anstrenge os i forhold til dem, som elsker os, eller når vi tager patent på kærlighedens væsen, og i virkeligheden gør den meget mindre end den er, altså fornedrer den. At ophøje på den rette måde – den som gør fri – kan vi mennesker simpelthen ikke finde ud af.

I evangelieteksten har jøderne tydeligvis deres automat-svar omkring sandheden parat, når Jesus kommer og spørger ind til den. De siger: ”Vi er ægte børn og Abraham er vores fader og vi gør, som han ville gøre”. Problemet er, at de både bilder sig ind at kende Abrahams reaktioner i enhver situation og samtidig nærer fuld tro til, at de selv kan gentage dem 1:1. De har opbygget et automat-svar, og de har taget Abraham som gidsel – og dermed i sidste ende taget sig selv som gidsler. De er blevet syndens træl, og de reagerer hele tiden bagudrettet og omvendt i forhold til den situation, de står i. De klamrer sig selvisk til deres identitet som ægte børn og tillader ikke sig selv at være dér i friheden og mærke sandheden blive til direkte på stedet og opleve glæden og stoltheden over at tage del i situationens skabelse. De vover ikke skridtet udover forargelsen, som er oplevelsen af den kærlighed, som pludseligt overgår og mætter evigt – ligesom når Jesus siger, at sønnen for evigt vil blive i huset sammen med dem.

For mig er der et udtryk, som indfanger troens stadig voksende kraft og dét at slide med sandheden, og det er udtrykket ”gentagelse”. Søren Kierkegaard siger det sådan her: ”Haabet er en vinkende Frugt, der ikke mætter, Erindringen er en kummerlig Tærepenge, der ikke mætter; men Gjentagelsen er det daglige Brød, der mætter med Velsignelse. Naar man har omseilet Tilværelsen, da skal det vise sig, om man har Mod til at forstaae, at Livet er en Gjentagelse, og Lyst til at glæde sig til den.”

Modsat håbet, som er forbundet til fremtiden og ønsketænkning og modsat erindringen, som er forbundet til fortiden og det sikre, er gentagelsen altså beskæftiget med situationen her og nu, og derfor beskrives den som det daglige brød, som mætter, og man skal huske at glæde sig over den, og man skal turde at ville den. ”Gentagelse” er på denne måde både ældgammel og velkendt og helt ny. Dét med at leve nær sandheden indebærer den forskudte vekselvirkning mellem gentagende at anstrenge sig og så at kunne tage pludseligt imod. For sandt er det, at Gud bliver ved med at slide med os. Og det vel at mærke os hver især, som alle indeholder noget forskelligt. Som jøderne og Saulus, der på forskellig måde bliver direkte konfronteret med sandheden har vi hver især bevæget os herhen i kirken i dag for sammen at tage del i sandheden.

At tage pludseligt imod vil sige at give slip på den virkelighed, som vi bygger op omkring os, når vi igen og igen fortolker vores verden, altså gentager den måde, som vi lever på, som vi per automatik gør hver morgen, når vi står op. Det handler om at turde give slip, et enkelt øjeblik på alt, hvad vi klamrer os til af forståelse, principper og automatik. Det kræver mod, fordi vi midlertidigt giver slip på os selv og på verden, og i dette sliptag bliver vi selv helt små og ubetydelige og opdager, at verden – ophøjet og urokkelig – sagtens kunne være os foruden. Men i samme nu tager vi et smugkig ind i verden, som var vi børn i paradisets have, der ser alle herlighederne for første gang, og hermed betræder vi på ny verden og lader den komme til os, med alle sine overraskelser. Det er her, at vi ikke er ved at miste den, som jøderne, der er bange for at miste deres titel af Abrahams børn, men ved at erobre den eller snarere genvinde den, og det er alene denne fantastiske følelse, som gør fri. Det er her, at vi endelig har lært at ophøje.