I anledning af påsken er Studenterkredsens redaktion i et vældigt opstandelseshopla. Derfor udgiver vi et særnummer af tidsskriftet med bidrag af ph.d.-studerende Johan Christian Nord samt sognepræsterne Jakob Sandal og Iben Vinther Nordestgaard.
Det udsendes i disse dage til alle abonnenter. Bliv abonnent for 2015 for blot 100 kr. eller køb enkeltnumre for 35 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
I den søde ventetid trakterer vi med dette opstandelsesdigt af stud.theol. Isak Krab Koed. Glædelig påske!
Fra kors langfredag lød et råb
da Guds søn opgav Ånden.
Mon hjalp end ikke Døbers dåb
og hvor var Frelser-hånden?
Hjem fór de folk, som fulgte ham
gramme i hu og mutte.
For vist, det var en vældig skam
at alting måtte slutte.
Og dage gik, men tidens hjul
blev bare ved at dreje.
To kvinder kom fra sørgeskjul
ad såre dystre veje.
Men hvad! Da de til graven kom
med salver tidlig morgen
en engel slog straks stenen om
med lynild svandt nu sorgen:
Thi hist på gravens hårde briks
hvor Kristus skulle ligge
så kold, så klam og livløst striks
tro kun: der lå han ikke.
Opstanden er nu Herren, for
død kan han ikke være.
Husk lynildsenglen sagde så:
”Fortæl det. Gør ham ære!”