Som en reaktion på gårsdagens skriverier om Kredsen og Tidehverv i Kristeligt Dagblad skriver Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt et par ord om denne – skal vi sige temmelig sære – artikel.
Det vakte stor forbløffelse at læse om Studenterkredsen i 1. septembers udgave af Kristeligt Dagblad, der på ret løsagtig måde blev kædet sammen med den trang til opgør, som journalist Bente Clausen sporer i det, hun kalder en renæssance for Tidehverv. Af artiklen må undertegnede betragtes som en del af en gruppe unge, tidehvervske intellektuelle, så hermed vores syn på sagen.
Lad det være sagt med det same: Vi vedkender os gerne, at der blandt unge kirkeligt interesserede er grøde i tingene, at der er en stigende og stadigt højere lydende opgørslyst mod tidens åndelige død og interesseløshed, hvilket blandt andet kommer fint til udtryk i håbløs moderniseringsiver, behagesyge og trang til servicekirkelig succes. Dette opgør har vist sig at være stadigt mere nødvendigt, hvorfor vi også gerne vedkender os åndeligt slægtskab og personligt fælleskab med Dame-Tidehverv (et udtryk, der i øvrigt stammer fra Studenterkredsen og ikke fra Hans Hauge, som artiklen fejlagtigt hævder) og flere yngre C. S. Lewis-læsende teologer i og omkring Tidehverv.
Men lad det også være sagt med det samme, at et sådant mavesurt opgør, som Clausen fremskriver i artiklen, ikke er hovedsagen – hverken for nogen af os personligt eller for Studenterkredsens virke. Derfor er det os også stærkt imod, at Clausens artikel udviser en kedelig iver efter at skære alt over én kam. Denne tendens kommer blandt andet til udtryk i en uheldig og lemfældig omgang med citater og en lyst til at konkludere på en måde, der ikke har fuld dækning i de anførte citater. Et par af de værste eksempler kan tjene til illustration.
Først siger manchetten, at Tidehverv har en renæssance blandt unge intellektuelle (Nyt Babel plus nogle af os i Studenterkredsen). Det turde være et korrekt signalement, men 10 linier senere står der så, at ”en ny bevægelse er på vej frem” i modsætning til Krarup og Langballe. Men var præmissen ikke netop, at vi genoptager sporet fra Tidehverv, vedkender os det, og ikke vil en ny bevægelse? Lige efter kalder hun os så ”det nye, noget yngre, Tidehvev” – og så var vi altså igen ikke en ny bevægelse, men en fortsættelse.
I forhold til fremgangsmåden bliver det endnu mere mærkværdigt efter Nørkjær-citatet, hvor Clausen nu skriver, at ”hvor mange unge, nye tidehvervs-grundtvigske, der findes omkring, vides ikke. I Studenterkredsen er de grundtvigske stadig i overtal.” Altså: Man kan ikke måle, hvor mange tidehvervs-grundtvigske der er ”derude”. Nej, sandt nok. Men hvordan kan man så måle, hvor mange af dem, man altså ikke kan måle, er i overtal i Studenterkredsen?
Hvorfra ved Kristeligt Dagblad, hvem der er i overtal i Studenterkredsen? Der er ingen ekspert, der siger noget om dette, det står bare hen i artiklen. Har man ringet rundt og spurgt samtlige af det foregående sommermødes deltagere, om de bekender sig til Søren Krarup eller til Grundtvig? Ikke os bekendt (de to forfattere til denne skrivelse er i hvert fald ikke blevet spurgt), og det er også en underlig form for åndelige sætten i bås. Hvordan skulle man kunne måle sådan en bekendelse?
Da artiklen så kommer til Torben Bramming, konkluderer man fejlagtigt på hans citater. Inden de to første citater konkluderer Clausen på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen. Men Torben Bramming siger blot: ”Det er en bredere strøm end bare Tidehverv.” Dernæst konkluderer Clausen igen (?) på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen, men det, han siger, er blot, at ”der er en lyst blandt de unge til at fordybe sig.” Vores konklusion kunne blive denne: Clausen er rodet i hovedet.
Og så tilbage til sagen: Vi vil som sagt gerne vedkende os et slægtskab med Dame-Tidehverv og Søren Krarup, ligesom forbindelserne mellem Studenterkredsen og Tidehverv altid har været der, både grundet optagetheden af tidens problemer og i kraft af et sammenfald af personer, der har fundet åndelig næring begge steder. At nogle af os dermed udtaler os i opgørsvendinger, der kan minde om det unge Tidehverv eller skriver i samme tidsskrift, betyder jo ikke, at vi har dannet en kristelig enhedsfront mod alskens unoder i tiden. Studenterkredsen er en frisindet diskussionsforening for kirkeligt og kulturelt interesserede unge og et åndeligt væksthus for nysgerrige unge mennesker af alle støbninger, men vi er ikke på forhånd noget bestemt.
Det kan man da godt kalde grundtvigsk, hvis man vil forfalde til den kedelige og forfladigende tendens i tiden at påklistre dette mærkat på alt, der har noget med frisind og menneskelivet at gøre og så lade det være det, men det er snarere der, hvor vi ønsker at begynde, ikke at ende. Man kunne også ulejlige sig til at læse vores blad, for eksempel genudgivelsesnummeret fra september eller kikke ind på vores blog og se, hvad den nuværende aktive mængde siger og skriver, og så vurdere herudfra – altså fra det faktisk foreliggende. Her vil man – og det vil altså ikke tage mange minutter – finde ud af, at ja, der er nogle af os, der har oplagte stilistiske og indholdsmæssige sammenfald med flere tidehvervsteologer. Men man kan lige så hurtigt finde opgør med samme, også skrevet af folk der kommer fast i Studenterkredsen.
Og så er der citatet fra Hans Raun Iversen, der er decideret uforskammet og så i øvrigt bizart anbragt som det sidste ord. Det, man mener, er vel, at med kritikken af servicekirken bliver det svært for os at arbejde i netop servicekirken. Og det er jo muligvis rigtigt nok. Det kunne man udstillede Raun Iversen med, snarere end os, men mest er det vist et uheldigt forsøg på at få alle unge og sure skåret over én kam og henvist til de uduelige og mavesures rækker. I øvrigt er det vel også en implicit pointe i artiklen, at vi er en række unge mennesker på vej frem. Underforstået: Vi er det modsatte af dovne, vi er faktisk særdeles aktive. Vi udgiver bøger og et tidsskrift, vi arrangerer bunker af foredrag, og vi har skrevet dusinvis af artikler til allehånde medier. Mon ikke et par os nok kan svinge os op til at klare Raun Iversens ”10 opgaver om dagen”?
Som sagt vil vi som enkeltpersoner gerne skrive under på den kritik af servicekirken og så i øvrigt kraftigt understrege, at vi, måske modsat Babeldamerne og visse af de nævnte tidehvervstyper, mener, at der er så meget andet værre at tale om og bekymre sig om end servicekirke, moderniseringsivrige præster og kirkeforfatning. Nemlig en kedelig tendens til åndelig død og interesseløshed, som især repræsenteres af eksempelvis Hans Raun Iversens position, der nedskriver teologien og dermed omgangen med livets væsentlige spørgsmål til en biting blandt de “ti andre opgaver, der ligger på skrivebordet”. Denne tendens er det, vi gerne som livsoptagede unge mennesker vil bekæmpe som del af en frisindet forening af livsoptagede unge, og det i alle interesseløshedens afstumpede afskygninger. Herudover må så de af os, der er opflasket i Studenterkredsen, og som enten allerede er, eller håber på at blive, præster i folkekirken, sætte vor lid til, at lektor Raun Iversen ikke får det sidste ord, men at vores kirkelige virketrang også for fremtiden vil kunne finde udløb her til lands – hellere end gerne i folkekirken.