To cykelryttere, to verdener, ét symbol

Nr. 3, 67. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer vi som det sig hør og bør med at offentliggøre en artikel fra det trykte tidsskrift her på bloggen til Deres vederkvægelse – helt uden beregning. Denne gang er det cand.theol. Andreas Riis Damgaards anmeldelse af Curzio Malapartes bog Coppi og Bartali, der er udkommet på forlaget Atlas.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Hvad ville den betyde, cyklen, hvis den var en hieroglyf indgraveret i en egyptisk obelisk? Ville den symbolisere bevægelse eller hvile?
– C. Malaparte

Således skrev Curzio Malaparte i året 1947 i et essay i den franske sportsavis Sport Digest, som skulle fungere som en form for åndelig prolog til årets Tour de France. Essayets titel lyder Les deux visages de l’Italie – Coppi et Bartali. Her 70 år efter publikationen er essayet blevet oversat til dansk og udgivet i en smuk og pjecelignende bog. Forsiden prydes med et af de absolut smukkeste cykelfotografier fra Tour de France i 1949. Her ser vi de to cykelryttere Coppi og Bartali, som ganske alene glider henover en højtbeliggende bjergtinde. I baggrunden knejser bjerge, som omklamres af skyer og tåge. De er helt alene på den grusede cykelsti. Vi ser ingen andre cykelsportsudøvere, ingen andre fløjtende og klappende tilskuere, men blot to rivaler på deres racercykler.

Gud eller Voltaire?

Det er københavnerforlaget Atlas, som står bag genudgivelsen, som går under den mere lakoniske titel Coppi og Bartali. Essayet er ganske enkelt fremragende. Alle fortjener at læse det, både dem, som interesserer sig for cykelsport, men også dem, som zapper videre, så snart de hører lyden af filmhelikopterens propel. Essayet handler om de to italienske cykelrivaler, men det handler mere om, hvad de ifølge Malaparte er et billede på: nemlig to forskellige verdensanskuelser – en gammel, katolsk og en ny, videnskabelig. Den eneste anke herfra er, at bogen desværre er for dyr i forhold til, hvad det er: en genoptrykt avisartikel fra det forrige århundrede. Bogen sniger sig kun akkurat op på 45 sider, og det er sågar med brug af alskens forlængende hjælpemidler såsom rundhåndet brug af afsnitsinddelinger og et par nye, illustrative akvareller. Er essayet så 120 kroner værd? Ja, det er desværre for glimrende til ikke at blive købt og læst – så gør det.

Malaparte beskriver som allerede antydet ikke kun to af cykelsportens absolut største skikkelser, men forklarer ligeledes, hvordan disse skikkelser symboliserer to vidt forskellige verdener, som er blevet splittet af tiden før og efter rædslerne i 2. Verdenskrig. Bartali står for Malaparte som en hellig rest fra den gamle, katolske og rastløst romantiske verden, han: ”… foreviger den heroiske ånd fra det gamle Europa i den moderne verden”. Coppi inkarnerer derimod den nye, rationelle, videnskabelige og skepticistiske verden, hvor ingen fantasi eller romantik længere findes, men kun prosaisk materialisme og mekanisk livsførelse. Malaparte skriver, at: ”Han ved, at måske vil Bartali komme først i paradis. Men hvorfor bekymre sig om det? Fausto Coppi ønsker at komme først på jorden.” Malaparte går herligt langt i sine til tider vidtløftige antagelser. Eksempelvis antager han, at hvis Coppi havde læst Voltaire, ville han helt sikkert holde af ham og med ham. Det minder mig om Torben Stenos imaginære Limfjords-forfatter Jens Haaning Sørensens glimrende ord om at: ”Jeg er ligeglad med, om det er sandt, bare det ikke er upræcist.” Det er ikke upræcist at kæde Coppi sammen med Voltaire. Men det er heller ikke sandt.

Den ideologiske pizzeriatest: Malaparte og Leth

Over en skumringsøl på en sydtysk knejpe gav en italiensk latinstuderende mig engang et tip om pizzeriaer. Han forklarede mig en almindelig regel for eksilerede italienere, som ønsker at finde en landsmand med en stenovn. Hvis man træder ind på et ”italiensk” pizzeria, hvor der hænger et kort over Italien, så er pizzabageren ikke italiener selv. Jeg spurgte naturligvis, hvad han dog byggede denne skråsikre påstand på. Han forklarede mig, at ingen italienere ville finde sig i at blive identificeret med hele nationalstaten Italien. Man kommer ikke fra Italien. Man kommer fra Piemonte, Sicilia, Toscana et cetera. En italiensk pizzabager hænger ikke et Italienskort op i sin biks, men et regionskort over sin hjemstavn – der, hvor mamma stadigvæk bor.

Malaparte elsker blandt andet Bartali af lignende hjemstavnsgrunde. Hans fuldstændig umiddelbare kærlighedserklæring til Bartali udbasuneres med argumentet om, at de jo begge er født i Firenze. Her fødtes også Dante og Michelangelo, og derfor er de regionalt forbundet til en fælles historie og en fælles fortælling. Derudover chokerer det vel næppe, at Malaparte, som var med i Benito Mussolinis fascistiske parti i perioden 1925-1945, elskede den gamle, traditionelle verden, som han anså Bartali at cykle for. Malaparte mener, at Bartali opvoksede i en nietzscheiansk verdensorden. I denne fandtes endnu sandt heltemod. Et heltebillede blev forkyndt af tidens store stemmer. Malaparte peger blandt andet på den sexbesatte forfatter Gabriel D’Annunzio, som betragtes som ophavsmanden til den ideologiske fascisme. I Bartalis cykelløb kan Malaparte se, at Bartali er en sand søn af Chiantis toskanske vinmarker – ligesom han selv er. Deres fælles geografiske ophav definerer derfor også deres skæbner som dekadente helteskikkelser i en nietzscheiansk-dionysisk verden. Malapartes ræsonnement er, at han selv var en heroisk sjæl under 1. Verdenskrig, hvor han kæmpede i stillingskrigenes blodige opgør ved Champagne – Bartali kæmpede også i 1. Verdenskrig, men han kæmpede så at sige videre på anden vis. Bartali er nemlig et symbol på helten, men her på sin jernhest. Mellemkrigstidens sanselighed, renæssancelignende skønhedsdyrkelse og den latente hang til brutalitet var skabende elementer i Bartalis formative år i den tid, hvor han gik fra at være en cykelrytter til cykelhelten par excellence.

Inden Malaparte får tegnet et billede af Bartali til en nærmest fascistisk helteskikkelse, skal der indskydes en bemærkning. Malaparte har måske nok ret i sin tidsdiagnose og sammenhængen til selvforståelsen for cykelryttere, men den lettere fascistiske tendens i hans lovprisning af cykelhelten Bartali klinger på nogen måde hult, når man i dag er klar over, at Bartali udførte partisanarbejde for den antifascistiske og antinazistiske bevægelse Resistenza Italiana. I kælderen gemte han sine cykelstel, men også de jødiske familier, som atter blev jaget bort på grund af deres etnicitet. Malaparte kan have ret i, at Bartali med sine imponerende, fysiske bedrifter ligner en af Zeus’ mægtige sønner, men Sinaj knejsede alligevel højere for ham end Olympen – Bartali var først og fremmest en af Abrahams sønner.

I Jørgen Leths selvbiografiske essay- og digtsamling Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv skrives der en del om sport. Særligt cykelsport og bordtennis. I essayet Ind i Tour de France fortæller Jørgen Leth, at han (måske nok som forventet) er fan af Coppi, og at han har mødt ham to gange. Den første gang var, da han blaffede rundt i Sydeuropa efter sin studentereksamen. Leth opsøger her en cykelarena, hvad han opfatter som et slags tempel. Han skriver: ”Jeg ville se Vigorelli, jeg var en pilgrim, der ville opsøge min religions tempel”. Der var kun én rytter på banens ovale langsider: ”Også her ensom. Alene”, det var Fausto Coppi. Leth elsker Coppi. Han elsker ham ikke på grund af, at de kommer fra det samme geografiske område, men fordi Coppi inkarnerer en ikke-kristen skikkelse, en gudløs mand fra pavens imperium. Leth forstår også Coppi som mere end en cykelrytter, hos Leth er han på samme måde et symbol på en ny verdensorden. Coppi spillede sin rolle i det moderne verdensteater: ”… hans rolle som kætter i det dengang dybt katolske Italien…”. Kættersk er i denne sammenhæng naturligvis et positivt begreb, altså for Leth. Leth er ikke en verdensmand, men en verdensborger. Derfor kan man måske sige, at Leth er Coppi-fan på grund af en form for skuffet hjemstavnssentimentalitet. Malaparte er regionalt orienteret – en traditionalist. Leth er kosmopolit – en moderne mand: ”Vis mig din hjemstavn, og jeg skal fortælle dig, hvem du er”. Eller måske nærmere: ”Vis mig din cykelrytter, og jeg skal fortælle dig, hvem du er” – en lakmusprøve, som jeg vil kalde for den ideologiske pizzeriatest.

De gode, den uperfekte og den onde

Gino Bartali citeres i bogens efterord: ”Bjergene findes, og du er nødt til at konfrontere dem alene”. Det er godt sagt, synes jeg. Bartali rammer nemlig med de ord en anden central tanke i essayet – cykelsport er en brugbar metafor for livet. Således symboliserer Bartali og Coppi to forskellige verdener, men også to forskellige verdensanskuelser, som har cyklen til fælles. Men også som personer, som en slags helteskikkelser, symboliserer de for Malaparte to forskellige liv: ”Når Bartali sidder eller ligger ned, er han en atlet, der hviler. Når Coppi sidder ned, urørlig og i stilhed, er han en slukket maskine.” De er i alt, de gør, og alt det, de ikke gør, gode billeder på livet anskuet fra to forskellige vinkler. De er rivaler ligesom de to verdenssyn, de repræsenterer, men de bruger deres liv på det samme – de kører på cykler, de udviser mod og sejr, og derfor er de forbilledlige.

Jørgen Leth er det uperfekte menneske, derfor kan han også lide en mekanisk kætter. Det er pudsigt, at én, som i så udpræget grad er optaget af at beskrive livets æstetiske og erotiske muligheder, holder af en naturalistisk maskine. Det er også pudsigt, at en tidligere ledende fascist, som blev smidt ud af Mussolinis parti, fordi han kaldte Hitler for en kælling i sin bog Tecnica del colpo di Stato og hadede Mussolinis og Hitlers fælles ideer og politik, holder så meget af katolikken Bartali. Selvom Bartali er fra samme egn, så er hans rige ikke at finde på jorden. Malaparte er det onde menneske. Det mente han i øvrigt også selv. Hans borgerlige navn er nemlig ikke Curzio Malaparte, men det mere germanskklingende Kurt Erich Suckert. Hans far var tysk, men den unge Erich var klar over i en ung alder, at han holdt med ”de onde” – hans kunstnernavn er derfor det omvendte af Bonaparte, den der gør godt. Maleparte er den der gør ondt, den som er på den forkerte side. Både Leth og Malaparte er romantikere, som forsøger at beskrive det smukke i verden og i cykelløbet. Derfor udfører de ligesom deres rivaliserende helte Coppi og Bartali det samme arbejde på trods af deres i den grad forskellige ideologiske ståsteder. Deres indbyrdes liv spejler sig i cykelrytternes liv. Derfor er cykelsport virkelig en metafor for livet. Et symbol, som både kulturradikale, jazzanmeldende 68’ere og frafaldne sortskjorter kan spejle sig i. Cyklen er både stilstand og bevægelse – derfor minder den os om vores liv.

Nekrolog: Nu er der ro

Kredsens stamværtshus er blevet solgt. Nekrolog over en hel Kreds-generations vigtigste værtshus.

Af Rasmus Vangshardt

“Yo, dude, you can go get them yourself,” småråbte Aura til mig. Hun kendte tydeligvis ikke mit navn. Det var nu også helt i orden, for hun havde kun stået bag baren på Her er ro-pub i et par måneder. Hun var begyndt at vikariere, når forpagteren Thomas Michael var i Thailand eller bare trængte til at slippe for at stå i det glade inferno af brok, Spice Girls-hits og røgen fra grønne Cecil.

Med ordene slap Aura mig løs i det allerhelligste: Her er ros baglokale. På trods af, at jeg og resten af Kredsen havde været stamgæster i al min tid i Kredsen, som trods alt strækker sig til 2010, var dét lukket land.

Kun såkaldte prinsesser fik lov til at komme med Michael ud at se den motorcykel, der angiveligt stod der. Begrebet ’prinsesser’ dækkede vist over kvinder, Michael ikke fandt irriterende. Det var ikke så mange. Min hukommelse sviger formentlig, men jeg mener kun at have observeret Astrid Damgaard og Kristine Ravn få adgang. De er heller ikke særligt irriterende.

Da jeg betrådte de hellige gemakker for at hente skamler, var der ingen motorcykel. Kun en ramponeret madras, der var smidt oven i et par stolerækker. Men det var også blot uger, før Michael solgte Her er ro. En tradition, der vist begyndte med Kreds-koryfæer som Johannes Steenbuch, Karsten Farup, Jacob Beck, Martin & Kristine Ravn, sluttede dermed for en uge siden.

Michael kendte, i modsætning til Aura, mit navn. Jeg fik faktisk indtryk af, at han inderligt satte pris på, at Kredsen havde valgt ham og Her er ro til stamværtshus. I hvert fald begyndte han på at værdsætte det, da vi i 2013 udgav et festskrift om Kredsen i anledning af dens 125-års-jubilæum og nævnte ham i forordet.

Efter receptionen i Vartovs gård gik vi selvsagt derover, og da Kristoffer Garne og jeg viste ham bogen, tiede han, forsvandt resolut ud i de hellige baglokaler og kom kort efter tilbage med en boremaskine. Uden tøven borede han hul i bogen og hængte den op i en snor i klokken bag baren.

Engang kom der efter sigende ”et par kurdere forbi med en kuffert penge,” som han behagede at formulerede de. De ville købe forpagtningsretten. Han bedyrede, at hvis han nogensinde skulle sælge, ville han indskrive en klausul i kontrakten om, at bogen skulle blive hængende. Han hævdede også at have taget bogen med hjem for at læse godnathistorier af den.

Her er ro blev Kredsens stamværtshus, fordi man gjorde det forbudt at ryge på Galatheakroen. Det havde heddet HERO-bar, men bøssebarbetydningen fandt Michael ikke så økonomisk konstruktiv. Så han ændrede det tilbage til Her er ro. Muligvis fordi lokalerne engang var blevet købt af kongen, for at hans sensible elskerinde kunne have et sted at være i fred.

Det var også stamværtshus for Glyptoteket, Ekstra Bladet og konservatoriet, men det var bogen om Kredsen, der hang bag baren.

Rygningens nødvendighed giver sig selv, det vidste man på Her er ro. Da Garne og jeg engang mente, at Birgitte Stoklund og Joachim Juel Vædele skyldte at tage sig tid til at drikke en bajer med os efter et aftenarrangement i Vartov, kommenterede sidstnævnte muntert: ”Her er ro? Der er så meget røg, at man er nødt til at iføre sig en flyverdragt af latex.” Sådan én ejede ingen af os. Joachim gik med alligevel.

Det er ubetinget det lokale i København, hvor der er blevet fældet flest kategoriske domme. Det er det sted i København, hvorfra jeg er gået med mest vildskab i sindet. Himmelstormerdrømme i åndshistorien og raseri over andres flegma. På jagt efter Jasons gyldne skin – eller bare en pige – er utælleligt mange fredage blevet ødelagt. Det er Her er ros skyld, at man som Kreds-menneske ikke kan vælge fag eller kurser, der ligger fredag morgen. Det kan ikke lade sig gøre, for frokosten tillader det ikke.

Da vi nu må vælge et nyt stamværtshus til ekstatiske unge menneskers drømmerier, rygetrang og liderlighed, spurgte Agnete Veit angående et barforslag: ”Men kan de lave frokoster?”

Frokosten er en mytopoetologisk drik bestående af halv limfjordsporter, halv elefantbajer. Det vidste Thomas Michael godt, hvad var. Han var en åndemanerbartender. Det kan ikke siges om mange andre værtshusindehavere i den asfaltå, der hedder København.

Det var mig bekendt Niels Christian Kromann, der fandt på drikken. Den hed først sådan, fordi den var så nærende. Man behøvede ikke at spise i aftenens løb. Til gengæld var man henvist til fosterstilling under bruseren næste morgen for at bekæmpe følelsen af at være en form for uduelig Zeus, af hvis pande en deform og tilsølet Pallas Athene følte trangen til at springe.

Da jeg gennem Torben Brammings herlige bog om Kristoffer Olesen Larsen fandt ud af, at overskuddet fra de første årgange af Tidehverv blev brugt på at ”drikke et par frokoster,” gik det op for mig at alting i dansk åndshistorie hænger sammen. Kredsen har altid dyrket øl som en bekendelseshandling. I så fald var Thomas Michael ypperstepræsten.

Det var på Her er ro, at Kristoffer Garne og jeg læste Peter Hedegaards anmeldelse i Dansk kirketidende af Kreds-bogen, hvori Peter Hedegaard anbefalede Grundtvigsk Forum at tage et lån i Vartov, så de kunne uddele bogen til alle ny universitetsstuderende, hvorved kontinuiteten og radikalismen for altid kunne sikres.

Det var ved juletid engang, at jeg sammen med Adam Garff sad i baren og i begejstringen over hævdelsen af et ikke-hypotetisk imperativ knaldede ølflasken mod fortanden, så der røg en flig.

Det var også på Her er ro, at vi spurgte Andreas Damgaard om han vilde med i bestyrelsen, men kun hvis han med seks timers varsel stillede næste morgen ved min røde Peugeot 206 og kørte med Niels Grønkjær, Garne og mig til Århus for at fejre Århus-kredsens 70-års-jubilæum. Han sagde ja.

Derved kunne han på motorvejen nyde Grønkjærs efterligninger af salige Laurids, der ikke ville drikke mælk. ”Mælk?! Jeg vil ikke have det ko-slim. Du kan give mig en bajer eller noget rødvin,” skulle Laurids have råbt af en sød præstefrue, hos hvem han logerede. Jeg grinte så voldsomt, at vi alle fire var ved at blive slået ihjel. Hvis man ikke kan gå på uni dagen efter en Her er ro-aften, skal man nok heller ikke køre bil.

Nu er der blevet ro, for Michael har solgt til en brite. Rasmus Jensen og jeg mødte forleden den nye ejer. Vi præsenterede os som stamgæster og sagde, at vi kunne levere 30 unge mennesker hver anden torsdag. Men måtte man fortsat ryge? Nej, svarede briten, men han ville sætte nogle virkelig gode varmelamper op udenfor.

Sådan taler en åndemaner ikke. Da det i Kreds-mytologien er folkeånden, der helliger huset, er Her er ro dermed sunket i grus. En så væsentlig del af min generations vigtigste værtshus findes ikke længere. At bede den bøn, at dets minde være æret, er for sværmerisk – selv for en Kreds-mand. Men vi kan i sandhed også nøjes med at ære minderne.

Foredrag i Københavnerkredsen efterår 2017

7. september: Bogreception og foredrag v/ cand.mag. i litteraturvidenskab, Rasmus Vangshardt (utraditionelt arrangement):

Livets febrile hemmeligheder. Et litterært slægtskab mellem Henrik Pontoppidan og Thomas Mann.

21. september: Kulturjournalist ved Berlingske med speciale i klassisk musik, Søren Schauser:

Niels W. Gade og Carl Nielsen: ”Lille Nielsen! De roder for meget!”

5. oktober: Postdoc i kirkehistorie, Lars Cyril Nørgaard:

Miskendelser og historiografiske problemer:
Fortidens objekter mellem makro- og mikrohistorie.

2. november: Professor i kirkehistorie, Steffen Kjeldgaard-Pedersen:

Martin Luther og den uhåndgribelige kristne frihed.

  1. november: Lektor i russisk ved SDU, Erik Kulavig:

Oktoberrevolutionen.

  1. november: Lektor i filosofi ved CBS, Morten Sørensen Thaning:

Hvad er en sofist? Om Platons distinktion mellem sofister og filosoffer.

7. december: Leder for Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Jørn Boisen:

Camus – hinsides det absurde.

Tidspunkt: Torsdage kl. 20.00
Sted: Vartov, Farvergade 27
Pris: 25kr. pr. foredrag og 75 kr. for semestermedlemskab

Alle er velkomne!

Aarhuskredsens foredragsprogram efterår 2017

14. september: Fra nykritik til biografisk metode. Min tids litteraturteoretiske strømninger
v. Hans Hauge, lektor emeritus i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet
Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus

12. oktober: Åndens apologi. Hegelianske variationer om fornuft og eksistens
v. Thomas Schwarz Wentzer, lektor i filosofi ved Aarhus Universitet
Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

26. oktober kl. 20.00: Hannah Arendt – dømmekraftens tænker
v. Anne Marie Pahuus, ph.d. i filosofi og prodekan ved humanistisk fakultet, Aarhus Universitet
Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

9. november: Velfærdsstaten – og Luthers fundamentale dilemma
v. Jørn Henrik Petersen, professor ved Syddansk Universitet
Mødelokale 2.3, Studenterhus Aarhus

23. november: ‘Monster ingratitude!’ Frelserkvinder i litteraturhistorien fra Cordelia til Jakobe
v. Rasmus Vangshardt, litteraturkritiker og forfatter
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus
______________________________
Et semestermedlemskab af Kredsen koster 50 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 25 kr. Foredragene begynder kl. 19.30, når intet andet er angivet. En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

Septembers offergave. Nekrolog over Geert Hallbäck

Af cand.theol. og redaktør Andreas Riis Damgaard

Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.

”Septembers himmel er så blå,” Alex Garff 1949

Lyset er lunt, farverne er dybe, alt er modent. Det er atter september, som er årets smukkeste, mest ambivalente måned. Sensommerens afslutning inkarnerer igennem naturen et højdepunkt, som også er et vendepunkt – her hvor selv brombærrene er modne, da er det samtidigt en tid, som minder os om, at de mørkere tider allerede er indtruffet, og at det går ned ad bakke indtil vintersolhverv og jul. Efter september indtræffer oktober, naturligvis, og med dette kalenderskift giver naturen sig selv som en offergave, som Alex Garff så rammende har beskrevet det.

I weekendens skift fra august til september bragtes der også et offer. Lektor emeritus Geert Hallbäck sov stille ind 69 år gammel efter flere års legemlig sygdom – det er sørgmodigt, særligt fordi han burde have haft så mange flere år at undervise i. Ja, sensommeren udeblev, kan man sige. Efteråret kom desværre for tidligt.

Jeg tror på sandheden i dagens mange nekrologer, som alle på forskellig vis formidler, at Hallbäck var vellidt blandt alle på universitetet – det være sig undervisere såvel som studerende. Han fungerede som lektor i 27 år og var tilknyttet Afdelingen for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet i sammenlagt 35 år før sin pension (kun afbrudt i perioden 1979-1982, hvor han var kandidatstipendiat på Aarhus Universitet og foretog studier i Lyon og Paris), og herefter, på trods af en alvorlig leversygdom, var han en særdeles synlig lektor emeritus i yderligere fem år. Til det sidste arbejdede han med eksegese og reception.

Bedrifterne var ikke få igennem Hallbäcks abrupte universitetsvirke. Blot for at fremhæve et par efter min mening meget centrale handlinger har han skrevet Det Nye Testamente – en lærebog (2010), har fungeret som redaktør på Gads Bibelleksikon (fra 1998), arbejdet særligt med Markusevangeliet, Johannes’ Åbenbaring og Galaterbrevet, og så var hans arbejde med den franske strukturalisme i bogen Strukturalisme og eksegese (1984) et efter min opfattelse øjenåbnende værk i den danske, eksegetiske forskning.

Ligeledes skal Hallbäcks fornemme arbejde med receptionen af Bibelen i kunsten og kulturen ikke negligeres. Han var en af hovedarrangørerne bag stiftelsen af Center for studiet af Bibelens brug (CSBB i 2004), som i dag videreføres af Gitte Buch Hansen. Et af centerets første projekter omhandlede eksempelvis Nick Caves forhold til Bibelen, og i foråret 2016 arrangerede Hallbäck og Buch Hansen et storstilet ugentligt seminar Salomania, som omhandlede receptionen af de synoptiske evangeliers Salome-figur i kunsten fra slutningen af 1800-tallet og op til i dag. Arbejdet med bibelreception har været inspirerende for mig, og det er et vidnesbyrd om Hallbäcks store viden uden for sit konkrete fag.

Eftersom jeg påbegyndte mit teologiske studium i 2011 uden kundskaber inden for klassisk græsk, nåede jeg desværre ikke selv at deltage i Hallbäcks undervisning i nytestamentlig eksegese. Men jeg anser mig alligevel for at være en slags ”elev” af ham. Det skyldes dels det allerede omtalte seminar om Salome-figuren, som jeg deltog i med stor interesse, men også, fordi han var en flittig gænger i Studenterkredsen i København. Dette var i særdeleshed, når der var litteratur eller teologi på tapetet – og med sikkerhed, når det handlede om relationen mellem dem.

Det var derfor en fornøjelse at stå for at invitere Hallbäck til at holde et folkeligt foredrag i Studenterkredsen sidste efterår – det var et af hans sidste foredrag.

(se evt. artikel på baggrund af foredraget i Fønix http://foenix1976.dk/2017/02/13/houellebecq-huysmans-og-symbolisternes-trang-til-religion/).

Foredraget omhandlede en af symbolismens hovedskikkelser Karl-Joris Huysmann, æsteter, menneskets trang til religion, Michel Houellebecqs Soumission og eskatologi. Et foredrag hvis kombination af netop eksegese og reception, måske ingen andre, kunne have holdt. Jeg havde arrangeret foredraget med Hallbäck, da vi begge var fascinerede af Houellebecqs brug af en slags ”religiøs” typologi, som forskydes i kraft af romanen Soumission: symbolisterne i begyndelsen af 1900-tallet blev katolikker (hvis de ikke døde i dekadencens udskejelser), men i Houellebecqs dystopiske bog bliver de ”religiøst trængende individer” til en slags ”nietzscheanske muslimer”. Da jeg skrev og spurgte Hallbäck, om han ville, eller måske nærmere kunne, holde et foredrag, svarede han mig således:

Kære Andreas,

Det er jo et spændende emne, så jeg siger ja og håber, at jeg kan klare det når tiden kommer: Inch Allah!!

Jeg læste i Heidelberg på daværende tidspunkt og kunne derfor desværre ikke komme til foredraget, men fik det i stedet tilsendt. Da jeg skrev til Hallbäck, at jeg desværre måtte udeblive fra foredraget på grund af tyske præsenskrav, var hans kommentar hertil:

Det er da godt nok ærgerligt, at du ikke kommer i morgen. Jeg har jo skrevet foredraget til dig, Andreas.

En rørende gestus, tænkte jeg. Sikke en engageret underviser, som trodser svær legemlig sygdom, for at skrive et foredrag til én teologistuderende, som ikke engang kan deltage, og som han aldrig har undervist på universitetet og i princippet ikke har nogle som helst forpligtelser overfor.

Vi er mange, der vil savne Geert Hallbäcks engagement, viden, dygtighed og evigt gode væsen. Og han vil blive savnet som fast inventar i de røde lænestole i Studenterkredsens gemakker på Vartov. I et (vistnok apokryft) Martin Luther-citat skrev reformatoren:

Også selvom at jeg vidste, at jorden ville gå under i morgen, ville jeg plante et æbletræ i dag.

En sådan livsbekræftende insisteren på at blive i livet og opfylde sit kald som formidler og underviser til det sidste passer glimrende på min oplevelse af Geert Hallbäck – det minder mig og os om, at som Paulus plantede han, og andre vandede, men kun Gud giver vækst (1 Kor 3,6).

Alex Garffs Sensommersang skal slutte denne nekrolog over et formidabelt menneske. Æret være hans minde.

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt,
dit røde hybenhjerte.