– lidt om den nye og gudsforladte Gud, Grundtvig og eksistensteologi

Følgende er en sammenskrivning af et indledende oplæg afholdt på teologkonvent i november. Deltagerne havde forinden læst Lars Sandbecks “De Gudsforladtes Gud”, der var emnet for den efterfølgende diskussion.

Orienterer man sig i modtagelsen af bøger i stil med Lars Sandbecks her foreliggende ”De gudsforladtes Gud”, kan man undertiden få det indtryk, at det enten må være det bedste eller værste der er sket i dansk teologi; således også ved modtagelsen af Niels Grønkjærs ”Den nye Gud”, der ved udgivelsen vakte voldsomt røre i den offentlige teologiske debat og lynhurtigt blev kædet sammen med Thorkild Grossbøll. Det ser ud til at være et uomgængeligt vilkår, hvis man i dag vil diskutere teologi uden for universitet og andre snævrere rammer. Et par eksempler kan tjene til at ridse billedet op:

Sognepræst Knud Munck, der er forfatter til bogen ”De unge frække.” kan således i et interview med Kristelig Dagblad fra foråret koble disse unge frække teologer direkte sammen med Grossbøll-sagen, og hævder nærmest, at det er det bedste, der er sket for folkekirken. F.eks. siger han:

”Tager vi for eksempel Grønkjær og Sandbeck, er de klart påvirket af dialektisk teologi, men de har ikke noget pietistisk over sig. Grønkjær har formået at overtage dele af Grosbølls teologi og gøre den mere konsekvent og dogmatisk korrekt, og her er det pietistiske sorteret fra – og i øvrigt alle Grosbølls unoder. ’Den nye Gud’ af Niels Grønkjær er den bog, Grosbøll burde have skrevet.”

Om Grossbøll nu også har været katalysator for en teologisk nyorientering, eller han blot har været den mest snøvlede og åbenlyst provokerende af sin slags, kan vi her lade ligge. Vigtigere er det, at lægge mærke til, hvordan Knud Muncks nærmest euforiske begejstring er meget sympatisk for den del af dansk kirkeliv, der har taget pænest imod denne bølge af ”nye teologier”, idet disses bøger og debatter har afstedkommet en udelt begejstring over det, der ifølge Knud Munck, er et tiltrængt opgør med forstenede dogmer og en forkyndelse, der taler hen over hovedet på det moderne menneske.

På den anden fløj har vi så de mere konservative og afstandstagende. F.eks. kunne lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen i et foredrag i TrosForum i september, foreholdt urimeligheden i blankt at afvise de såkaldte moderne teologer, opstille følgende ultimatum:

”Enten så har vi den klassiske kristendom som her hos kirkefædrene (in casu Origenes og Irenæus). Eller også ender vi med sådan en Grønkjærsk aftapning dér”

Hvorvidt Sandbecks bog så repræsenter en Grønkjærs aftapning eller ej – jeg vil mene, at det både på godt og ondt åbenlyst ikke er tilfældet – skal vi foreløbigt lade være et åbent spørgsmål. I første omgang skal vi dog notere os, hvordan ACJ’s enten-eller er meget typisk for holdningen blandt de mere skeptiske af teologerne: Har man reformuleret kristendommen udenom de klassiske dogmer og gudsforestillinger, har man også sagt farvel til den. (At ACJ så selv var nødt til at ty til spekulative forestillinger om legemets, snarere end kødets opstandelse, gør næppe den lidt firkantede holdning meget bedre).

At hverken Sandbeck eller Grønkjær med deres reformulering af kristendommen ønsker at forlade den, kan der vist ikke herske tvivl om. Alligevel er der dog noget, de ønsker at tage afsked med. Det afslører sig allerede i undertitlerne på de tre nævnte værker: Mens Knud Muncks bog handler om Grosbøll og andre moderne teologer, drejer det sig hos Sandbeck om kristendom efter postmodernismen. Grønkjær skelner i andre sammenhænge, bl.a. i sit indlæg ved udgivelsen af Sandbecks bog, skarpt mellem det postmoderne og postmodernismen. Alligevel er der også noget, Niels Grønkjær gerne vil på den anden side af, nemlig fundamentalisme og ateisme. Mens Knud Muncks påhæftning af betegnelsen moderne på teologerne kan virke uskarp og i bedste fald intetsigende, kan de andre to herrers kredsen om sammenstillingen af post og moderne forekomme en smule forvirrende: Hvor befinder vi os egentlig henne, og hvorfor denne optagethed af disse periodiseringsbetegnelser? For mange, det var især tydeligt i den megen omtale af Sandbecks bog i Kristelig Dagblad, er det udtryk for en for teologien uheldig alliance med filosofiske modetrends. Selvom det også i nogen grad er tilfældet, handler det for mig at se i højere grad om et teologisk kvalificeret favntag med disse tankegange, hvilket Sandbeck da også eksplicit lader komme til udtryk. Hos Grønkjær kan det forekomme lidt mere dunkelt, men det er tydeligt optagetheden af bl.a. Vattimo og Blumenberg ikke er uden forbehold. Med et udtryk fra Johannes Horstmann, kunne man måske sige, at omgangen med filosofien er aikmalotistisk: Teologien tager filosofien ”til fange” som et redskab til at pege på kristendommens sandhed og fremstille den i filosofiens termer. Det er måske for meget sagt, men der er i hvert fald i tilfældene Sandbeck og Grønkjær tale om mere end et blot ukritisk overtagelse af et religionsfilosofisk begrebsapparat. Det vil være min påstand, at det da også i høj grad netop er et sådant kristisk – man kunne sågar sige religionskritisk – element i de to herrers tænkning, der i særlig grad udmærker dem som ”gode” teologier. Det skal vi vende tilbage til, men først en lille teologihistorisk ekskurs.

I det tidligere anførte citat fra interviewet med Knud Munck var påstanden at Sandbeck og Grønkjær i høj grad er påvirket af den dialektiske teologi. Det er vel også rigtigt, for så vidt at betegnelsen i Knud Muncks bog blot er en upræcis paraplybetegnelse for det meste af den protestantisk teologi fra 1920 og frem til 60erne, mens modstillingen pietistisk vist dækker resten. Mere rigtigt er det at sige, at begge de to herrers projekter er drevet af en sund og stærk eksistensteologisk impuls.

Lars Sandbeck indleder sin bog ved at stille spørgsmålet ”Hvordan kan vi tale om Gud i dag?”. Om end han ikke i første omgang spørger efter meningen med at tale om Gud, men blot efterspørger måden hvorpå det lader sig gøre, kan formuleringen dog hurtigt lede tankerne hen på Rudolf Bultmanns programartikel fra 1925 ”Welchen Sinn hat es, von Gott zu reden?”. Bultmann giver selv svaret på spørgsmålet, med følgende formulering, der vel nærmest kan betragtes som en definition på eksistensteologi:

”Vi kan ikke tale om vores eksistens, da vi ikke kan tale om Gud; og vi kan ikke tale om Gud, da vi ikke kan tale om vores eksistens . Vi kunne kun det ene med det andet. Kunne vi udfra Gud tale om Gud, så kunne vi også tale om vores eksistens, og omvendt. Under alle omstændigheder må en tale om Gud, hvis den er mulig, samtidig være en tale om os. Så bliver det altså rigtigt: Adspurgt om, hvordan en tale om Gud kan være mulig, må der svares: Kun som en tale om os”
(Glauben und Verstehen, bind 1, s. 33.)[min oversættelse, KrG]

Selvom Sandbeck projekt gennemgående er et forsøg på at formulere en tidssvarende korsteologi, hvad han da også gør rede for på samme side som det citerede spørgsmål, er projektet alligevel båret af et eksistensteologisk aksiom: Det at menneskets erfaringer og orienteringshorisont tages alvorligt. Det er også heri, at alliancen med postmodernister – både de gudelige og ugudelig af slagsen, har sin berettigelse. Hvad postmodernisterne formår at vise er nemlig, at ambivalensen og gudsforladtheden er konstitutive elementer og uomgængelige vilkår for det moderne menneske. Vi lever i det K. E. Løgstrup kaldte for en ireligøs ontologi. Skal vi tale om Gud på en meningsfuld måde, må det altså være på den måde han henvender os til os, retfærdiggører idet han os på korset, giver os en mulighed for at eksistere som sande mennesker i kærlighed midt i al vores tvivl og syndighed. Han kommer også til luderen og lommetyven, den værste synder og det gudløse menneske. ”Gud sker”, som Sandbeck udtrykker det. Er det eksistensteologi? Ja, i den forstand at al tale om en almægtig Gud hinsides godt og ondt intet har at os sige, men på den anden side kan vi heller ikke tale fyldestgørende om vor eget liv, hvis ambivalensen og gudsforladtheden var alt, hvad der var sige. Der er altid mere at sige om Gud, men der er også altid mere at sige om mennesket, netop i kraft af Guds kontinuerlige komme til os. Det ene uden det andet ville blot blive til tom tale og luftkasteller.

Det er også denne dobbelthed der bl.a. ligger i Grundtvigs berømte dictum ”menneske først, kristen så”. Det er kun som mennesker, der kan se os selv og vor egen tilværelse i øjnene, at vi med visheden om vore synders forladelse kan blive genfødt til et nyt menneskeliv, og først herefter danne menighed som kristne til vidnesbyrd om Guds gode gerning med os. Det er med mennesket, ikke den kristne, Gud handler. Omvendt er det sande menneskeliv, hvad end vi vil kalde os kristne eller ej, kun muligt i kraft af at kristendommen som en historisk størrelse skænker os den historisk-poetiske bevidsthed om et fælles liv med andre mennesker, med en fælles historie som folk, med en fortid der må forstås, hvis vi vil forstå os selv. Det er netop i denne historie, Gud har handlet som fader, søn og helligånd, og givet historien og livet en betydning i tidens fylde. Lever vi med denne bevidsthed om et fælles historisk liv på godt og ondt, er vi altså også således kristne.

”Den levende Gud er virkelig, fordi han giver sig selv til os” kan Grønkjær således afslutte ”Den nye Gud”, der i øvrigt bæres af en gennemgående tilslutning til og brug af Grundtvig, hvad de fleste anmeldere og kritikere øjensynligt har overset. Bogen er fuld af analogier mellem menneskets forhold til sig selv og andre og mellem Guds forhold til sig selv og mennesket. Således kan Gud også lære af sine fejltagelser, og forholdet mellem fader og søn i treenigheden, kan beskrives med ord hentet fra vore egne erfaringer. Man kunne beskylde en sådan talemåde for at være en ren projicering, eller sågar for at være en slags analogia entis, som vi jo fra Karl Barth ved er ”die Empfindung des Antichrist”, men det ville være en misforståelse. Sagen er netop den, som Eberhard Jüngel gør en del ud af at vise i ”Gott als Geheimnis der Welt”, at analogien netop er en af Kristus skænket analogi. Fordi Gud kommer til os i Jesus Kristus, kan vi netop tale om ham som menneske, og kun sådan kan vi også tale på retfærdig vis om vor egen tilværelse. I den forstand giver kristendommen os altså en hermeneutisk nøgle, som vi både kan bruge til at forstå os selv og til at forstå Gud; hvad han vil med os. Det er også noget med i ånd og sandhed at modtage hans sakramenter i kirken, men det stopper ikke her, Grønkjær skriver derfor også om menigheden, at den er

”et fællesskab som fra sit fællesskab udbredes i alle menneskelivets retninger. Der er ikke nogen modsætning mellem at være medlem af en meinighed og at leve i det moderne sekulariserede samfund. Tværtimod. Efter Grundtvigs opfattelse finder menneskets almindelige historiske liv genklang i kristendommen som i sig selv befordrer en historisk forståelse af menneskets liv.” (Den nye Gud, s . 308)

Mens Grønkjær således accentuerer Helligåndens fællesskab, lægger Sandbeck hele sin vægt på korsbegivenheden. Det hænger bl.a. sammen med den fremhævelse han ønsker at gøre af kristendommens religionskritiske potentiale. Et potentiale man er nødt til at udnytte, hvis en sådan eksistensteologisk – Grundtvigsk, kunne man måske sige i samme åndedrag – forkyndelse ikke skal ende i relativisme og en naiv tro på mennesket. Når Kristus på korset retfærdiggører den vantro ateist, nedriver han altså også i samme ombæring alle vores religiøse forestillinger om f.eks. en almægtig Gud eller ”noget større og bedre”; fritager os fra vores selvbeskuende navlepilleri og vores evindelige byggen luftkasteller; han uddriver det formørkede hedenskab fra vores hjerter.

I Henrik Pontoppidans ”Dommens Dag” møder vi et grundtvigsk ægtepar, der pligtsomt tager rundt til vennemøderne og bliver rystede over at overvære de ”unge frække” teologers lemfældige omgang med kristendommens dogmer. På sin vis er deres reaktion meget symptomatisk for den måde, folk i dag også stiller sig anfægtede og uforstående an:

”De havde sagt til hinanden, at når der ingen djævel var længer og ingen evig straf og altså hellleringen evig løn; når endog præsterne ikke mere turde udtale sig om liver efter døden; når troen ikke var en forvisning om det, vi ikke kunne se – hvad var da kristendom? Hvad var da tro?… Alt vaklede til sidst for dem”(Det Forjættede land, III, 95)

Om end man kan fatte sympati for de stakkels mennesker og deres vaklende grundlag, er det jo altså netop Sandbecks pointe at vi med Kristus på korset må sige nej til folks religiøse og dogmatiske forestillinger. Det lader sig naturligvis kun gøre i samme ombæring som vi forkynder det frisættende evangelium, men da er det netop også en frisættelse, som Sandbeck skriver.

Om Sandbeck så er en Grønkjærsk aftapning eller ej, kunne der formodentligt udvikles meget om. Man kan i hvert fad sige, at de med hver deres accentuering er med til at skærpe hinandens positioner. Hvor Sandbeck til tider kan ende i den rene nihilismeåbenhed og kirkeløse kristendom, er Grønkjærs accentuering af det levende og ikke-eksklusive menighedsliv med sakramenterne livgivende kraft båret af den Helligånd med til at dæmme op for de værste ukristeligheder. På den anden side kan en sådan eksistensteologisk ”menneske først”-forkyndelse, som jeg inspireret af bl.a. Grønkjær her har plæderet for, også hurtigt begynde at gå på egne ben og kristendommen kan pludselig forekomme reduceret til ukendelighed. Her er Sandbecks radikalisering af de lutherske slagord, solus christus og sola fide – mennesket frelses ved (van)tro alene ved Kristi død og gudsforladthed på korset – med til at holde teologien fast på dens bestandige forpligtelse på kritik af religiøsitet og andre åndelige dårligdomme. Hvad vi i hvert fald må sige er, at vi som teologer har en dobbelt – dialektisk, om man vil – opgave: På den ene side må vi forkynde evangeliet rent og purt, men dette lader sig omvendt kun gøre, hvis ikke tidens åndelige dårligdomme, mennesket egne religiøse påfund og indkrogethed i sig selv står i vejen herfor. Disse er det vor opgave at knække og bringe til forfald, idet vi forkynder det levende ord. Det er næppe sagt bedre, end Grundtvig gør det i salmen ”Det lakker nu ad aften brat”, så lad os slutte med en strofe herfra:

”Nedstyrt de stærke Aanders Trop,
Som høit i Luften sværmer op,
Thi ellers gammel Christen-tro
For lærdom ny faaer aldrig ro”