Luther

Anmeldelse af Tudvads seneste bog

~ IKK ~ En kommentar

I anledning af, at nr. 1, 69. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet, udsender vi vanen tro en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer professor MSO Anders Klostergaard Petersens anmeldelse af Peter Tudvads Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri. Bogen, der er den første af sin slags på dansk siden 1965, ønsker at introducere historien om den tjekkiske reformator for et dansk publikum. Redaktionen ønsker Dem et velsignet nytår – og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Peter Tudvad, Jan Hus, kirke, korstog og kætteri, København, People’s Press 2018. Pp. 336. 300 d.kr. ISBN 978-87-7200-324-5.

Peter Tudvads bog om den tjekkiske reformator Jan Hus er kommet i kølvandet af ‛reformationsårets’ enorme interesse for Martin Luther og den evangelisk-lutherske reformation. Foruden et forord består bogen af 27 kortere kapitler. De skildrer Hus’ liv og tanker, de etniske og teologiske konflikter omkring Karlsuniversitetet, de forskellige böhmiske reformationsbevægelser, deres indbyrdes teologiske stridigheder og konflikterne med den daværende katolske kirke, den samtidige nært forbundne politiske historie blandt kongemagter i såvel Böhmen som Det tysk-romerske rige og de relaterede fyrstedømmer. Endelig beskriver bogen i korte træk den efterfølgende udvikling til det, der ad kringlede veje – godt hjulpet på vej af Zinzendorf og pietismen – blev til brødremenigheden. Bogen har fotos af centrale manuskripter, stik, malerier og film knyttet til Hus.

Med bogen ønsker Tudvad at råde bod på det ikke mindst i 2017 noget ensidige fokus på Luther som reformatoren par excellence. Det oplysningsmål kan man kun billige; men Tudvad har også andet og mere på spil, som undertiden antager en patosfuld karakter: “Ikke desto mindre bliver den husittiske (sic) reformation i almindelighed sat i skyggen af den lutherske reformation i almindelighed, som var denne alle tænkelige reformationers mål og mening” (278). Bedre bliver det ikke af, ifølge Tudvad – i direkte forlængelse af det forudgående citat -, at: “Tilsvarende rangeres Hus som en mat afglans af Luther” (ibid.).

Jeg nærer stor sympati for Tudvads ønske om at give Hus, hvad der historisk og teologisk tilkommer ham; men det virker overdrevet, for ikke at sige megalomant, når han drager bastante åndshistoriske og kulturpolitiske konklusioner af reformationsjubilæets ringe kreditering af Hus som udtryk for, “at man i Vesteuropa har svært ved at forestille sig, at historiens gang skulle være dikteret af Østeuropa” (8). Ja, det antager overdramatiseret karakter, som placerer forfatteren i rollen som forsoner mellem Øst og Vest: “Bevares, vi forstår nok at mindes Attila og Kublai Khan, Lenin og Stalin som det slaviske Østeuropas barbariske trussel mod det oplyste Vesteuropa. Men at en tjekke som Jan Hus skulle have udfordret vores eget barbari, hører vi unødigt. Og deri ligger måske også en del af forklaringen på den uforsonlighed mellem Øst- og Vesteuropa, der i skrivende stund synes at sænke sig over kontinentet som et mentalt Jerntæppe” (8).

Hvem er det vi, Tudvad taler om? Russiske, tjekkiske og ungarske komponister spilles overalt i vesteuropæiske koncertsale og på operascener, ligesom østeuropæisk litteratur og kunst nyder samme anerkendelse i Vesteuropa som den østeuropæiske. Og ret beset kan man diskutere begrebet Østeuropa, når det gælder f.eks. Tjekkiet og Ungarn. Centraleuropa er vel en mere præcis betegnelse, både geografisk og kulturelt. I stedet for at gribe til konspiratoriske åndshistoriske og storpolitiske spekulationer om baggrunden for den mindre interesse for Hus i 2017 kunne Tudvad mere nærliggende overveje en virkningshistorisk forklaring. Jeg kunne også have ønsket mig, at Bucer, Bugenhagen, Melanchton og Erasmus havde fået større opmærksomhed i 2017, end de fik; men i et virkningshistorisk perspektiv, som ikke er dikteret af faghistoriske hensyn, var den primære Luther-interesse forståelig.

Tudvads bog giver en fin skildring af Hus’ liv og de begivenheder, der førte til hans kætterdom og efterfølgende henrettelse i Konstanz i 1415, ligesom den udmærket beskriver udviklingen frem til den aktuelle brødremenighed. Som sådan efterlever bogen Tudvads ønske om at “vække danske læseres interesse for Jan Hus og for hele den historie, der er knyttet til hans navn” (9). Så vidt, så godt; men på ny forfalder Tudvad til patosfuld selviscenesættelse: “Umiddelbart vil de fleste måske være af den opfattelse, at kirkehistorie er kedelig, men i dette tilfælde er den det i hvert fald ikke” (ibid.). Jeg ved ikke, hvem de fleste er; men jeg synes, udsagnet reflekterer unødig nedladenhed og selvpositionering over for bogens læsere. Det springer også i øjnene, når Tudvad beskriver, hvordan han ikke har ladet sig friste af at springe teologiske mellemregninger over for blot at underholde med krudt, kugler, kætterdød og korstog. I stedet udgør teologien den røde tråd i fortællingen, skønt man måske nok kan anfægte Tudvads påstand om, “sådan som den også var det i virkeligheden” (9).

Hvilken virkelighed henviser han til? Teologi er snarere end at udgøre en begivenhedshistorisk helhed del af en langt mere omfattende kulturel og social verden, der også indbefatter almenreligion, magtpolitik, rivaliserende følelser, økonomiske kampe om forskellige goder, sådan som det så udmærket fremgår af bogen. Men Tudvad vil mere: “Skulle det på denne måde også lykkes mig at skabe forståelse for teologien som andet og mere end en støvet universitetsdisciplin, da tør jeg ikke ønske mig mere” (9). Det er for patetisk. Skal teologien ydmygt bøje sig i støvet og takke Tudvad for hans selvopofrende hjælp?

Tudvad har efter eget udsagn ikke ønsket at skrive en monografi, som kunne meritere ham blandt akademikere, men derimod vække interesse blandt alle optaget af historie og teologi. Fint nok; skønt jeg i modsætning til Tudvad ikke ser forskning og formidling som en nødvendig modsætning. I min optik er den gode forskning også den fornemme formidling og omvendt. Men selv hvis selv man ser en modstilling, skal bogen vel også stå sin prøve på historisk og teologisk kunnen? Det kan den bestemt; men der er også et problem, fordi den genremæssigt bevæger sig mellem historieskrivning og noget, der i dag i højere grad ligner den historiske roman. Tudvad gør ikke selv genren klar; men forvirrer sin læser. Det skyldes ikke mindst meget indlevende beskrivelser, der ellers primært skildres med historikerens distance. Det er da udmærket, at Tudvad ved at bruge bibelsk sprog i beskrivelsen af Hus “som snild som en slange og enfoldig som en due” (Matt 10, 16), men når han anvender udtrykket to gange på bare tre og en halv side er det overdrevet (54.57), ligesom formuleringen langt fra er klar. Sådanne psykologiseringer optræder gennem hele bogen: “Midt i den ædruelige besindelse på menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet” (68). Ser Tudvad problemet og modificerer derfor udsagnet gennem modalverbet? Jeg ved det ikke; men formuleringer som denne giver en umiskendelig reminiscens af forne tiders kirkehistoriske fremstillinger, hvor forfatteren også mente sig i stand til at trænge ind i de fortalte figurers sind og tanker: “Let har det ikke været for Hus at sige farvel til Prag, hvor han immervæk havde levet et næsten kvart århundrede. Den gyldne by ved Moldau havde formet ham, så han med rette kunne betragte sig som dens søn, selvom han ikke havde glemt sine rødder i det sydbøhmiske bondeland” (91). Det virker altmodisch og grænsende til kliché, når Tudvad f.eks. skriver: “I nattens mulm og mørke mellem d. 20. og 21. marts, mens Hus sikkert lå i sit møg og martredes af søvnens ukontrollable flammesyn, og Sigismund lå i sine bløde klæder og pirrede sig selv med søde drømme om kejserlig værdighed, forlod et par ryttere Konstanz” (122). Comenius “var inderligt troende og umådelig lærd, en lidenskabelig prædikant og en flittig skribent, hårdt ramt af skæbnen og berejst i det halve Europa” (287f.). Formuleringer som disse (og dem er der mange af) gør mig usikker på, om jeg læser en historisk roman eller en historisk skildring, der i inderlighed og psykologisk malerisk beskrivelse giver uafladelige mindelser om Hjalmar Homquists og Jens Nørregaards gamle kirkehistorie. Der er faktisk en grund til, at vi har forladt den type historieskrivning, som man i dag alene finder i den historiske fiktionslitteratur.

Brug af tyske transskriptioner og tjekkisk original skrevet i parentes ved navne er en god ting; men jeg undrer mig over at en lang række latinske begreber og formuleringer ikke er oversat. Det virker inkonsekvent, ligesom det for den almindelige læser, Tudvad henvender sig til, også havde været en hjælp, hvis der var luget ud i fremmedord og bedagede danske udtryk. Et ledsagende kort ville antagelig også have gavnet den, som ikke umiddelbart har Centraleuropas geografi præsent.

Bogen er generelt velskrevet; men der er også en række sproglige udfald, som ikke vidner om litterær stil, endsige forfatteren som litterat. Udtryk som f.eks. “for lutheranere at se,” “for Hus at se,” “fup og fidus,” “på sigt,” “hvorom al ting var,” “hip som hap,” “var et fedt” hører ikke hjemme i en bog, der tydeligvis – og godt for det – også efterstræber et elegant litterært leje. Fejl er der prisværdigt få af. Jeg har kun fundet enkelte som f.eks. “Marsilius von Padua” (Marsilius eller Marsilio fra Padova) (124), “adammitiske” for adamitiske (162) og “Sienna” for Siena (204).

Bogens genremæssige uklarhed er også dens store svaghed, fordi den som historiefremstilling forfalder til ikke alene historievidenskabeligt problematiske psykologiseringer, men også en meget traditionel begivenhedshistorie, der ikke går i dybden med at fremstille årsagssammenhænge mellem kulturel, politisk, religiøs og social udvikling, jf. formuleringen om teologi som den ‛virkelige virkelighed’.         Når det så er sagt, må man også give forfatteren, at det lykkes ham at dokumentere Hus’ betydning for den lutherske reformation, ligesom han får pointeret vigtigheden af selve reformator- og reformationskategorien, som noget der ikke lader sig begrænse til det 16ende århundredes reformationer alene. Det sidste opfatter jeg som en væsentlig pointe, som lader sig yderligere præcisere. For det gælder ikke religionshistorien generelt, men alene kosmos- eller aksetidsreligionerne, som netop har løbende reformationer. Reformator og reformation som fænomen er tæt forbundet med fremkomsten af kosmosreligion i Kina, Indien, Grækenland og Israel fra sjette århundrede f.v.t. og frem. Kosmosreligion var resultat af de tidligste reformationer, vi har kendskab til. Buddha, Heraklit, Xenophanes, Platon, Lao-tse, Konfutse og kredsen bag 5 Mos. var alle reformatorer, som også Hus, Luther og Grundtvig senere skulle blive det.

Min kritik af bogen til trods har Tudvad indlagt sig fortjeneste med værket. Enhver, der vil vide noget om de senere reformationsbevægelser i det 16ende århundrede, må selvsagt sætte sig ind i Hus, ligesom de naturligvis også må tage den mystiske tradition og devotio moderna-bevægelsen til efterretning. De er alle væsentlige forudsætninger for at forstå de senere reformationer, som netop bygger på ældre reformforsøg af religiøsiteten i en verden, der i stadig stigende fart undergik store forandringer. Det er en grundlæggende evolutionær pointe, at intet kommer ud af intet, men bygger på eksisterende træk. Eller som Robert Bellah ordsprogsagtigt formulerede det: “Nothing is ever lost.” Det gælder både biologisk og biokulturel evolution.

Hvorfor lykkes nogle reformbevægelser, medens andre mislykkes? Tudvad har en væsentlig del af svaret på de senere reformbevægelsers succes. De blev godt hjulpet på vej af et nyt medium, trykpressen; men dertil kom også en ændret politisk situation, som favoriserede spencerske, durkheimske og marxske selektionsmekanismer i den videre udvikling. Det kræver imidlertid et anderledes faghistorisk arbejde at forstå. Tudvads bog er god til at vække interesse for Hus og de tidlige 1400-tals reformbevægelser i navnlig Böhmen, ligesom den er fin til at skabe et overblik. Som sådan er bogen vellykket. Dens lejlighedsvise iscenesættelse af forfatteren som en enlig røst og, kanske, litterær martyr, der trodser verden og almenkultur, ville bogen have vundet ved at være foruden.

Vedkend dig det hele. Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Vi bringer hermed en prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger af Marie Høgh, konstitueret sognepræst i Stenstrup og Lunde sogne. Prædikenen er holdt i forbindelse med TeologImødet på Liselund og siden i omarbejdet form bragt som kronik i Kristeligt Dagblad.

Læsninger

Es 2,2-5, Kol 1,25d-28, Joh 12,23-33

Salmer
403 Denne er dagen
308 Helligånd vor sorg du slukke
16 O Gud! Hvor er du mer end skøn (mel. Af højheden oprunden er)
—
561 Jeg kender et land
59 Jesus os til trøst og gavn
Nadver: 66 Lyslevende fra himmerig

Håret er grånet. Næsten hvidt. For tiden har tand. Huden er let krøllet. Et menneske under forandring og forgængelighed – under afvikling. En seng i et hvidt rum. Fliser på gulv og vægge. Døren i klædeskabet åbnes – kvinden med et mørkt hår og hvid hud titter ud. Overdynen er rosa. Iklædt en hvid skjorte, natskjorte, ligskjorte. Manchetterne er knappet op. Hvidt klæde for øjnene. Knapper syet på øjenhullerne. Udsynet hindret.

Kig op her, er jeg i himlen
Jeg har ar, der ikke kan ses
Jeg har drama, der ikke kan stjæles
Alle kender mig nu

Det lyder stadig som ham. Han holder hele åndedrættet tilbage. Afskedshilsen til sine fans – musikvideoen Lazarus. Bowie rækker armene ud efter noget, men kan tilsyneladende ikke nå det. En kamp mod døden. Hende, der ligger under sengen – kravlede ud af skabet. Skeletterne i skabet. Mørket under sengen. Alt det, vi er bange for, bor under sengen. Det ved hvert et barn. Monstre og dæmoner – genfærdene fra i går. Kvindeskoen på gulvet. Ungdommens drømme og nattens trolddom. Han har det hele med sig i sit dødsleje – i sit kammer. Han vedkender sig det hele – for alle kender ham nu. Han har vedkender sig det hele: arene, der ikke kan ses; det hele liv under afvikling – at elske, leve, miste sit liv. Leve som en konge. Bruge pengene op. Kigge efter din røv. Ja, alt det, der hører livets drama til – kan ikke stjæles. Af dramaet træder han ud og lige ind i døden. Forskelligt farvede øjne og fotogene skønhed. Han klædte sig om og klædte sig ud. Tusindkunstneren Bowie, funklende farvende identiteter som hamme. Det gjorde han – det gør vi, mere eller mindre funklende eller farveløst hele livet. Forandrer og forvandler os. Sommerfuglens forvandling fra kålorm til vinget væsen. Nedbrydning – ombygning af celler. Sådan er halvgudelivet i dødningedal. Når du ligger i din kastede grav. Når du er ben – først da kommer den egentlige forandring. Når alt timeligt er tabt.

Afvikle hernede undervejs. Men afdrages kan døden ikke – nej, livet er et opbrud i sig selv. ”For den, der elsker sit liv, skal miste det. Og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv,” som vi hører i evangeliet til sidste søndag efter helligtrekonger. At elske sit liv er at hænge sig i sit liv for at sikre sig selv mod at miste det – vi er faldne og forfaldne til at ville styre de vigtigste ting i livet på plads selv. Leve et liv ført af os selv. Og afdrage undervejs. På sommerhuset i banken, på den dårlige samvittighed – men også afdrage på døden. Stille tilværelsen op, som om det er et afdrag på døden, selv om det er et bedrag. Afdrage på døden – gør vi i allerbogstaveligste forstand. At elske sit liv af frygt for at miste det – er at leve i periferien af sit liv. At leve med verdens timelige blik på dit liv – ikke evighedens oversyn. At afdrage på døden er at leve, som om den sidste time er noget, der kommer for enden af vores liv. Enten at leve så stærkt, at vi så at sige kan tåle at dø unge – at leve, så vi kan tåle at miste livet. Eller at leve påholdende med sit liv – være fedtede med livet for ikke at miste det. Være fedtede med kærligheden af frygt for at miste den – eller krampagtigt holde den fast, mens den glider ud mellem fingrene- af frygt for at miste, fordi man elsker så meget. Han skal miste den.

At leve, så der ikke var for mange udrevne sider i dagbogen; at leve, så vi kan bære, at der er kommet en rynke mere i badeværelsesspejlbilledet, end der var i går. Leve sådan, at ingen skriver i vores nekrolog, at vi brugte alle pengene i New York, leve som en konge – levede med en livsalig lidenskab. Men hvad skal det hjælpe os, når vi ligger med hvid forbinding for øjnene, med dødens hånd på madrassen – når vi ligger forvandlede i den kastede grav. Når vi er blevet til ben. Så skal det nok hjælpe at have set det, vi ville, at have nået dét, vi ville – eller at have levet et liv, hvor vi har forsøgt at leve så godt som muligt – så syndfrit som muligt. At elske sit liv af frygt for at miste det i verdens øjne. En klog præst sagde engang til mig: Der er de to muligheder i vores liv: “vi kan sætte os ned og tænke over, hvad det dog er, vi skal… og aldrig komme ud af stedet, eller vi kan vælge og så se, hvad der kommer ud af det. Vælg livet. Så kan vi altid tale om og tænke over, hvad der kom ud af det. Sandsynligvis et liv, som har barmhjertighed og tilgivelse behov.” Ja, i stedet for at sidde af selvoptagethed, optagethed af livet, men ikke livet selv – ikke af kærlighed og mod, men af forfængelighed tænke os til at slippe igennem livet på hæderligste vis, uden at såre eller fornærme, vil efterlade det pæneste spor efter os. Den indstilling til livet afføder en fornærmethed på tilværelsen, fordi mennesket bilder sig ind at kunne leve syndfrit – en måde at leve livet på, der i ethvert møde med næsten kommer til kort. ”Den, der ved, han har gjort en god gerning, den er ikke god,” skriver Luther. Ja, du har gjort så meget godt. Men var det ikke troens gerning – var det ikke din medmenneskelighed, der lå i det – var det alene et ønske om at afdrage på døden. Gøre sig klar til at dø. Først betaler man renter – så betaler man hovedstolen, når ens helbred tager af. Når håret gråner, døden ligger under sengen, og skeletterne rasler i skabet. En bekvem måde at leve på for at ikke at være i Guds hånd, men selv have styr på det.

Men det er ikke kun, hvad vi vil med livet, men også, hvad livet vil med os. Et brud, når vi kommer ind i verden – fødes ind i livet – et brud, når vi bliver taget ud af det igen. Og dérindimellem lever man så i kaos og forvirring. Af frygt for kaos forsøger vi at gøre noget ved livet. Indordne os under strukturer – i vores dødelige dagligdag – men det at ordne er gerne ligeså kaotisk som det kaos, vi frygter. Det er det kaos, Bowie viser os. Et værelse, hvor døden og dæmonien har rum – men håbet har en sprække. This chaos is killing me, sang Bowie for år tilbage– mens stemmen og kroppen signalerede kontrol. Men det var ikke det, han døde af. I dødskammeret – i en scene ser man ham danse, fejre og hylde livet selv på grænsen til døden – tærsklen til evigheden.

Nej, det er ikke kaos, vi dør af – det navigerer vi i bedste fald i livet igennem. Livet – der ikke er begyndelse og ende på, hvis ikke Gud var alfa og omega. Omega ved enden, men også nu. Derfor lyder evangeliet, at den, som mister sit liv, skal vinde det. Vinde det i troen – der er ikke andre muligheder for at få det igen. ”Kig op her, mand, jeg er i fare /Jeg har intet tilbage at miste”. Intet har han tilbage at miste, fordi et menneske kun kan leve sit liv ved at sætte det til. Frasige os selv magten og æren. Forlade alt. For vi kan ikke leve et liv i styrke, med mod og kærlighed – med lidenskab – uden at give livet fra os. Give det fra os på en måde, hvor vi ikke kan give os selv tilbage igen. Forargelsen skal holdes ved lige – den, der elsker sit liv, skal miste det, men den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Ja, få livet igen af Guds hånd – det samme gamle menneskeliv. For vi lever et liv, hvor vi hele tiden har brug for at få det igen. Afvikles undervejs – give afkald på livet, – et liv, der ikke er helt fint i kanten, men et brugt liv.

Et liv, hvor evangeliet ikke lader os være i fred, fordi Gud følger og forfølger os med sin kærlighed – med sin menneskesøn. Han var et menneske, der elskede, men tålte at skulle miste sit liv. At miste livet var selve hans vej – hans gerning. Hans opgave i denne verden var ikke at holde sig i live, men at dø for vores livs skyld. Derfor beder vi til, tror og håber på, at vi i Kristus må miste frygten for at miste. Som Søren Kierkegaard skriver, kan “kun det timelige tabes timeligt. På den anden side. Kan det evige vindes evigt.” I Hans rige, hvor man død byder trods/ det kommer til os. Det evige liv.

Kommer til os, når vi ligger dér i sengen. Rækker ud efter livet på grænsen til døden. Alle kender os der, for huden er skrællet af. Med skabet fuld af skeletter og samvittigheden fra i går. Med døden lurende under sengen og under skrivepulten, som Bowie i musikvideoen står bøjet over. Kan ikke finde de rigtige ord. Utålmodig. Med et lyser hans ansigt op. Med en rynke i panden skriver han febrilsk – med rasende fart pennen over papiret. Han har døden i hælene. Han tænker sig selv som ben – men har endnu så meget at sige. At bidrage. At afvikle. At skabe. Men tiden er løbet ud. Det, Bowie fortæller os i lyset af evangeliet, er, at vi skal blive ved med at skabe, elske, miste, danse og bruge alle pengene – vise hengivenhed overfor livet og troskab mod Skaberen. Det er en dødssynd at kede sig. Vedkend dig det hele. Al den synd, der hører livets drama til. Modtag Guds tilgivelse for den – hans fred med dit liv under afvikling. Så vi kan leve videre med alle de ar, der ikke kan ses. Træde lige ud af dramaet og ind i døden. Afdrag ikke, men gå ud af livet med fuld gæld og fuld musik.

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Fader i Himlen, vi takker dig for den kærlighed, hvormed du altid følger og forfølger os. Vi beder dig for din kirke, for os, som her og nu er din kirke, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil og tror, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.

Vi beder dig for vort land og vort folk. Tak for vort fædreland, hvor så meget godt er beredt os. Bevar Danmark frit og bevar dets fred. Vær med vor dronning og hele det kongelige hus, med regering og folketing, med alle, som skal råde og styre, også her hvor vi bor.

Vi beder dig for hele den lidende verden og for os med den, at du vil knytte os sammen og give os at forstå, at én er vor Gud, og at vi er hinandens skyldnere. Herre, lær os at kende vor fælles skæbne og vort fælles håb til din barmhjertighed.

Vær du med de syge og sorgfulde, med alle ensomme og med dem, som ingen kan lide. Giv den hjerteløse din barmhjertig, den åndløse din ånd, den syge din trøst og den døende din fremtid.

Vi beder dig for alle vore kære. Tak for hver og én, som holder af os og holder os ud. Tak for dem, der hører med i vort liv, levende som døde.

Følg du os på alle vore veje, drag os stedse tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du for os – sammen med vore døde – nu og i al evighed vor fred og vort håb. Amen.

Tjeklisteteologi

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Folkekirkens bekendelsesgrundlag er for tiden til ivrig debat. Hvad kan man sige om kristendommen – og hvad ikke? Kirkehistoriker og dr.theol. Carsten Breengaard forsøger i sin seneste bog, Gud i klemme, at finde kristendommens kerne. Men lader det sig gøre? Københavnerkredsens egen stud.theol. Søren Frank Jensen anmelder bogen her.

I sin nye bog Gud i klemme har Carsten Breengaard meget, han skal nå. Bogen er kort, men i løbet af dens 165 små sider vil Breengaard “værne kristendommens røde tråd”, vise, hvordan “kristendommen tænker” og ikke mindst forsvare en almægtig og skabende Gud over for “tendenser i den danske debat.” Læs resten →

Foredrag efterår 2015 i Aarhuskredsen

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Det er en fornøjelse at præsentere efterårets foredragsprogram i Aarhuskredsen.

Hvor intet andet er angivet, foregår foredragene kl. 19.30.

10. september kl. 19:00: Hjemme i Europa. Oplæsning og samtale
v. Jens Christian Grøndahl, forfatter
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

24. september: Europæisk identitet
v. Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk historie ved Copenhagen Business School
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

1. oktober: Grundtvigs Luther
v. Anders Holm, lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet
Preben Hornungstuen, Studenterhus Aarhus

5. november: Tysk samtidslitteratur: tendenser og udviklinger efter 1989
v. Moritz Schramm, lektor i tysk ved Syddansk Universitet
Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

26. november: Hjertet slår og slår – om udkantens opståen og fremtid
v. Jens Smærup Sørensen, forfatter
Mogens Zielerstuen, Studenterhus Aarhus

3. december: Kunst og kristendom
v. Hans Jørgen Frederiksen, lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet
Preben Hornungstuen, Studenterhus Aarhus

Don Quijote – et julens dysangelium

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Vi bringer herunder, hvad stud.theol. Isak Krab Koed skriver i Studenterkredsens julesærnummer om det indbildte ridderskabs Methusalem, vindmølleforuretteren Don Quijote. Trænger De mere? Tegn abonnement på tidsskriftet i hele 2015 for kun 100 kr.

SærnummerDet hedder hos Luther, at det syndige menneske lever incurvatus in se, det vil sige vendt mod eller ligefrem indkroget i sig selv. Det selvudviklende og innovative menneske vil prompte reagere med en misundelsesværdig hittepåsomhed, thi hvad én gang er blevet bøjet, må vel atter kunne bringes tilbage i dets oprindelige og bogstavelig talt rettere form, såfremt man idelig bestræber sig møjsommeligt derpå – og dette innovationsmenneske kan følgelig undres derover, om vi overhovedet har brug for Gud. En smule krumhed? Det må da kunne fikses med gode strækøvelser!

Efterdi vi er letfordærvelige overfor det indre innovationsmenneskes tillokkelse, kan den frelser, vi fromt og kønt burde vente os, let foranledige et ubehag. Hvad bilder han sig egentlig ind, som vovede at efterlade os magtesløse med kun håbet om sin nåde at klamre sig til? Kanske vi har brug for mere end evangelium, det glædelige budskab, vi ikke tør sætte vor lid til – et dysangelium, et forfærdeligt budskab, der til skræk og advarsel udgrunder, hvorledes det må gå dén, som ikke besinder sig på det glædelige?

Miguel de Cervantes’ Don Quijote er netop et sådant. I den imposante ridderroman bor lavadelsmanden Alonso Quijano med sine tjenestefolk og en niece. Det lyder som en gemytlig familiekrønike, men er det ikke. Adelsmanden er nemlig ikke tilfreds med at røgte de talenter, Skaberen har betroet ham. Derfor kroger han sig ind i sit bibliotek af ridderromaner, forsømmer arbejdet på ejendommen og lader lekturen rodfæstes ”i den grad i [sin] fantasi, at der til sidst ikke fandtes noget virkeligere for ham” end at blive vandrende ridder.

Dette hverv er betydeligere end den daglige bestilling som godsforvalter. Som ridder kan han ”rette op på alskens uret,” hvad der vil skaffe ham ”evig hæder og berømmelse,” når de ”prægtige gerninger blive bragt for en dag, værdige at graveres i bronze.” Man kan ynkes over den sindssyge og ærgre sig over, at der ikke – som i dagens Danmark – fandtes tvangsindlæggelse med elektrochok og litium ad libitum. Galskaben er imidlertid et bevidst mummespil, en tilvalgsgrille, som ikke skyldes svundne åndsevner, men vidner om anselig åndrighed udi forstillelsens kunst. Medens han planlægger sin udflugt, forsøger han ”efter bedste evne at efterligne” romanerne. Han tager navnet don Quijote a la Mancha efter hjembyen og finder en plump bondetøs at besynge som ærbar skønjomfru og dedikere sine velgerninger. Alt er det skuespil, for han erkender sit eget og Dulcinea af Tobosos egentlige væsen. ”Jeg ved, hvem jeg er, og jeg ved, at jeg ikke alene kan være dem, jeg har sagt, men alle Frankrigs tolv jævninge,” proklamerer han og præsenterer sig som ”genopretteren af al uret i verden.”

Idet han påstår at kende opskriften på den mægtige Fierabraseliksir, med hvilken man ”hverken [behøver] frygte døden eller være bange for at omkomme af sine sår,” bliver sagen klar: Don Quijote er et sandt innovationsmenneske, som ganske enkelt mangler syndserkendelse – thi hvad andet er synd end dette ved egen kraft at ville udvirke det gode og overflødiggøre Skaberen? Han vil ikke være jorden tro i det liv, han gratis har annammet, men være stor i sit eget billede i stedet for skabning i Guds. Som en vildfaren østerlandsk vismand fornægter han Betlehemsstjernen og opfinder sin egen: ”Oh, Dulcinea af Toboso, lyset i mit mørke, saligheden i min pine, ledestjernen på min vandring, målet i min skæbne!”

I den nye og nådesløse tilværelse gør Quijote ridderskabets love og ceremonier, som han har forlæst sig på, til sin lydigheds genstand i det dobbelte kærlighedsbuds sted. De er ukendte for væbneren Sancho Panza, hvorfor han uimodsagt kan slå fast, at ”alt, hvad jeg har gjort, gør eller kommer til at gøre, er helt korrekt og i overensstemmelse med ridderskabets love” – og de stiller betingelser i modsætning til nåden, der fuldstændig betingelsesløst rykker os ud af angsten og døden. En forargelig provokation for dem, der vil vide sig sikre og have sit på det tørre.

De følgende tildragelser, som ridderen selv konsekvent kalder ”eventyr,” er en dysangelisk anskueliggørelse af innovationsmenneskets skæbne. Det går ud over én selv, når man bliver slået til plukfisk ved sine sammenstød med virkeligheden – men værst går det ud over næsten, en sagesløs statist i den nådesløses forskruethed. Som da Quijote tager en fremmed skarnsknægt i forsvar, der får endnu flere prygl end først tilsigtet, eftersom genopretteren Quijote i fuld galop må videre. Eller som da han tvinger nogle fangevogtere til at løslade kongens fanger, fordi de ikke har gjort vogterne noget. ”Det er ikke godt, at ærlige folk sætter til sig til doms over andre, som de ikke har noget mellemværende med,” forklarer han rethaverisk – og gør ved at sætte fangerne fri nøjagtig det samme. Menneskets retfærdighed, som Quijote håndhæver, er hverken rimelig overfor vogterne, der får bøvl med kongen, eller overfor fangerne, der går fri uden straf for deres ugerninger.

Væbneren Sancho Panza er en enfoldig bonde, som adelsmanden har kunnet friste over evne med løfter om øriger og fine titler, fordi ”han vidste, hvem han var, og havde kendt ham hele livet.” Sanchos bondske snusfornuft er dog Quijotes indbildske fantasier overlegen. Han ser verden, som den er. Bondetøser er ikke prinsesser. Vindmøller er ikke kæmper, og et ligtog er ingenlunde Helvedes djævle, der uretmæssigt har tilranet sig et lig. Han lurer, hvad Quijote er i færd med, og forsøger at tale ham til fornuft.

”Det er ikke godt at friste Gud og begive sig ud i den slags vanvittige handlinger,” siger han og anfører beskedent, at ”nok er jeg en uvidende bonde, men jeg har stadig lidt tilbage af det, der hedder sund fornuft.” Han ved, at ”det allerbedste […] ville være at tage hjem til landsbyen igen og passe gården nu, hvor høsten nærmer sig,” men selv om det står klart for Sancho, at de såkaldte eventyr medfører overordentlig fare, og at overtalelsen er gold, bliver han ved sin herres side. Han er bundet af øjeblikket og sin næstes behov og ønsker ikke at konstruere en abstraktion, ved hvilken han kan undfly sit ansvar. Netop denne indstilling bevirker, at Quijote til sidst vender hjem i live.

Ved hjemkomsten er Quijote efter det vandrende ridderskabs love fortabt, for som han selv belærer væbneren andetsteds, skal man ”ikke gøre slyngler en tjeneste, det er at kaste perler for svin.” Det er menneskers retfærdighed, og fortællingen var et rent dysangelium, hvis den var endt dermed – men på dødslejet indser den arme ridder sin brøde, rettes ud og anbefaler sig til Gud, som han før har anbefalet sig til sin skønjomfru: ”Velsignet være den almægtige Gud […] Hans barmhjertighed kender ingen grænser!” Og Alonso Quijano skrifter, skriver testamente og dør ”i sin egen seng så fredeligt og så kristent,” at notaren ikke ved om nogen ridder, der har gjort det efter. Thi Gud Herren kaster perler for svin. Dét er Guds retfærdighed – og just deri er nåden.