liturgi

Kirkesangen som kerne-kirkeligt værn mod hidsige teologer

~ KG ~ Skriv en kommentar

Søren Holms artikel fra seneste nummer af Kredsen har vakt en del furore og (frisindet) diskussion, og redaktion har modtaget indtil flere henvendelser. Således har vi senest modtaget dette indlæg fra cand.mag. og omkredsmand Christian Verdoner Larsen, som vi hermed med største fornøjelse bringer til fortsat religionskrig.

Den redaktionelle mening med at bringe Søren Holms helt igennem misforståede – om end symptomatiske – angreb på den rummelige folkekirke har vel været at få rusket op i en god gammeldags stridbar diskussion – en intention som allerede i skrivende stund er blevet kronet med små fyrre kommentarer på Facebook. Succesen udi at få folk op ad stolene og hen til tasterne vidner da også dette indlæg om – et indlæg, der efter bedste evne forfattes i den efterspurgte, stridbare stil – om end det synspunkt, der her ønskes fremført dog snarere går ud på en kritik af ideen om, at al denne teologiske snik-snak skulle være kernen i kirken, kristendommen og det kirkelige fællesskab. Ganske vist er intet mere oplivende for den tænkende ånd og den teologistiske udvikling end jævnlig intellektuel meningsudveksling og argumenteren – men når selve kirken og den menige mand i folkets kirke, som ganske vist er for enhver (findes der da nogen, som det ikke er værd at prædike for?), tages som gidsel i denne diskussion og bliver beskyldt for ugudelighed, ja, så fortjener teologerne at blive irettesat.

Holm argumenterer for, at kirken udadtil ganske vist ligner sig selv:

“Kirkebygningerne, uniformen og ritualerne ligner stort set sig selv. Det samme gør musikken, sangen, bønnerne, teksterne. Ja, endog prædikenen vil ofte være umiddelbart genkendelig som en kristen prædiken”.

Men desuagtet har kirken alligevel forandret sig ”i sit væsen”, og er ”ikke længere den kristne kirke, den var.”
Problemet er nemlig, at teologien ikke har nogen plads i kirken. Dette kommer for Holm til udtryk i den såkaldt rummelige folkekirke, der ikke levner plads til dogmatisk stivsind eller kamplystne præster. Det hele lulles åbenbart hen i den søvngænger-agtige gentagelse af ritualer, salmer og tekster, som bliver tom gestikulation. Vi har det alt for godt i kirken, den er blevet for lummer-varm osv.

Bortset fra, at jeg selv som kirkesanger i hen ved tretten år dårligt kan genkende Holms analyse, og udover at Holm ser bort fra, at prædikestolen vel stadig er et af de mest frie fora, hvor man kan slippe af sted med at sige ikke så lidt, så afslører hans analyse også en fatal miskendelse af selve sangens og liturgiens kerne-kirkelige betydning. Kirken har til alle tider bygget på sang, liturgi og bøn. Disse former er kristendommens objektive udtryk. En folkekirkelig krise skulle spores deri, at mange ikke længere finder det naturligt at synge med – eller at synge i det hele taget. På spørgsmålet: Hvad stiller vi op med det glædelige evangelium?, findes der ikke noget mere af traditionen velsanktioneret og i øvrigt bibelsk velfunderet svar, end at vi mødes i sang, bøn og nadver.

Heri overvintrer kristendommen og lister sig ind og sætter præg på dagliglivet, og på disse former bygger kirken og det kristelige fællesskab. Gudstjenestens stort set uforanderlige form sikrer en større kontinuitet og gennemslagskraft, end en hvilken som helst intellektuel kværuleren. I denne hysterisk-fortravlede tid, der ikke savner ord og drama, er det svært at forestille sig noget mere utidssvarende i ordets mest velgørende forstand, end at mødes i andægtighed for ved egne lungers kraft at frembringe skøn musik til ære for Gud og mennesker. Takket være sangen, bønnen og liturgien kan selv ikke den mest nævenyttige, ambitiøse eller uduelige præst helt kapre gudstjenesten. Nok så meget kan han/hun gestikulere på prædikestolen og forsøge at sætte griller i hovederne på de sagesløse kirkegængere – men præsten vedbliver at være en gæst i dette hus, hvor enhver prædiken ikke forbliver ukommenteret eller uimodsagt, men straks efter sættes i relief af korsangen fra pulpituret.

Det er tænkningens natur at sætte skel og grænser. Dette mærker man i teologernes interne og nok så hidsige disputeren, som gudskelov ikke sætter sig igennem på gudstjenstligt niveau. Ud af al denne teologi udspringer der en sær, ukristelig polyteisme. Der tales om den svage gud, den almægtige gud, de gudløses gud, den kærlige gud, den metafysiske gud, muslimernes gud, den nye gud, den kristne gud og den ikke-kristne gud. Tænkningen synes uvillig til at bekende, at Gud er Gud – og herfra må den kølige tænkning overlade scenen til inkarnationens erfaringsnære og krops-lumre virkelighed. Han er hos os, i blandt os og med os.

Grænsedragningens kritisk-evaluerende sport er uden tvivl stimulerende for intellektet – men hvis den skulle være bestemmende for kirken, så havde vi snart ikke længere en kirke, men kun små sekteriske bevægelser, der kunne samle sig om et eller andet lyst hoved, der havde en masse at sige. Holms foragt for den rummelige folkekirke er et produkt af forstandens hovmod, der tror at kristendommen og kirken bygger på meninger og dogmatiske standpunkter. Den tendens i velmenende teologers opråb, som Holm repræsenterer, beviser med al ønskelig tydelighed, at folkekirkens offentligt-nationale binding til den demokratiske (velfærds)stat er det eneste, der for tiden sikrer, at kirken, sangen, bønnen og liturgien ikke i almindelig armod og samfundsmæssig splittethed bliver kidnappet af privatistiske meningsmagere.

—
Angående diskussionen om homovielser henviser jeg til min endnu uimodsagte kronik fra Weekendavisen 11.maj 2012.

Nogle ord om kirke og ritual

~ KG ~ 2 kommentarer

I disse tider, hvor debatten går højt om vielser af den ene eller anden slags “afvigere”; og en kommende regering sandsynligvis vil gennemføre indførelsen af en kirkeforfatning, kan det være nyttigt, at minde om hvad der er Kirkens, og dermed gudstjenestens, egentlig formål. – Således Johannes Horstmann i sine forelæsninger om den kirkelige dogmatik:

”Hvad der må være indholdet af den offentlige gudstjeneste, står på forhånd fast. Det er det, at der foregår det, hvorved kirken skabes og opholdes, nemlig at Evangeliet forkyndes ret og Sakramenterne forvaltes rettelig, og der bedes om Helligåndens nærværelse med troens gave. [..]Det er af afgørende betydning, at spørgsmålet om liturgi og ritualer og ceremonier forbliver det sekundære spørgsmål om den gudstjenestelige orden og ikke bliver løftet op til at være det primære spørgsmål om tro eller vantro eller kirkens væren og ikke-væren[..]Hvor Evangeliet virkelig høres, og der er gudstjeneste, der sætter Evangeliet selv skel mellem det, som er Guds, og det, som er Menneskers”
(Horstmann, Dogmatik, s. 260)

Det skulle altså være klart, at spørgsmålet om vielser af homoseksuelle og fraskilte, ikke på nogen måde burde være springpunkt for den danske folkekirkes eksistensberettigelse. Så længe sognepræsten forkynder evangeliet rent og purt og forvalter dåb og nadver ret, skulle der være så rigeligt plads til ham i folke-kirken, hvilket andre ellers har hævdet ikke burde være tilfældet.

Der skal her ikke tages stilling til den efterhånden omfattende diskussion om ægteskabets teologi, men blot konstateres, at undtagelsesparagraffen i forbindelse med vielse af fraskilte har fungerer ganske glimrende; og mon ikke lignende ville være tilfældet hvis et evt. vielses-ritual for homoseksuelle skulle blive gennemført. Det må så være op til den enkelte præsts samvittighed, om han vil udføre sådanne ritualer og meninghedsrådenes opgave at ansætte en præst der “sømmer sig” for menigheden. Det er jo netop det særegne positive ved den danske folke-kirke, at den er folkets kirke og dermed i stand til at rumme divergerende syn på ritual og kirkelig praksis.

Derfor er talen om, at en kirkeforfatning ville kunne løse “folkekirkens problemer” det rene nonsens. At det netop ikke længere så med samme selvfølgelighed ville være folkets kirke, det giver vist sig selv. I stedet ville der pludselig ikke være langt til katolske tilstande og bispevælde, hvor der kan “tales på kirkens vegne” og lignende vederstyggeligheder.

Det ville være på sin plads i diskussionen at erindres Grundtvigs protester omkring 1849; og måske et hverv for Studenterkredsen, som den grundtvigske forening det nu engang er, at tage emnet op til debat?

Jørgen Demant: “Mennesket frelses ved form, ikke ved indhold”

~ JS ~ Skriv en kommentar

Da Jørgen Demant på Studenterkredsens sommermøde (juli 2011) foredrog om ritual og liturgi ud fra en oplevelsesreligiøs (schleiermachersk) tradition stak særligt ét udsagn ud som symptomatisk, nemlig dette, at “mennesket frelses ved form, ikke indhold.” Efter brummen og hovedrysten fra publikum skyndte Demant sig at bedyre, at der naturligvis kun var tale om en provokation. Dog synes der mest af alt at være tale om en øjeblikkets klarhed, hvor konsekvensen af den i foredraget forelagte tankegang viste sig i al sin åbenlyse gru. For argumenterede Demant ikke også for, at vi kun indvies i sandheden hvis vi kender vores plads i et ordnet æstetisk hierarki, hvor præsten i kraft af fremtrædning og stil er en “autoritet”? Og måske ligefrem at “det sande” er sekundært til “det smukke”?

At være publikum til foredraget var som at overvære en fascistisk procession – for var det i øvrigt ikke en lignende æstetiserende, kollektivistisk og autoritær religionsfilosofi der inspirerede Mussolini til sin politiske filosofi? På sin egen ufrivillige, men ganske interessante måde viste Demant altså hvordan liberalteologien ender i fascisme, snarere end kristendom. Og det kan jo i sig selv være fornøjeligt at konstatere. Iøvrigt må man rose Demant for på intet tidspunkt at hævde, at hans religionsfilosofi havde noget med kristendom at skaffe. Sandheden var jo, for Demant, netop uvæsentlig i forhold til det æstetiske. Det kan imidlertid undre, at Demant kan være præst i den danske folkekirke, hvad man jo (i princippet) kun kan når man i præsteløftet har skrevet under på at ville forkynde evangeliet rent og purt (hvad dog synes at kunne betyde hvad som helst i dag).

Demants diktum var måske, eller ihvertfald forhåbentligt, ikke egentlig hans, men netop blot et diktum. Som udtryk for en abstrakt idealtype var det dog interessant: Der er noget grundlæggende antikristeligt over påstanden om, at “mennesket frelses ved form, ikke indhold” – ihvertfald hvis kirkefædrene havde ret i, at Gud er uendelig og ubegrænset frihed. For derved er Gud, med andre ord, rent indhold uden form. Det onde, hvis vi kan tale om dette uafhængigt af et syndsbegreb (hvad vi vel egentlig ikke kan), må omvendt være ren form uden indhold. Med en kierkegaardsk terminologi er synden således i dette ikke at ville være et selv at vælge den rene æstetiske overflade (form), istedet for Gud (indhold). Synd er formalisme: Adam vælger den formelle, distancerede og teoretisk(dvs. anskuende)-æstetiske viden om godt og ondt, frem for et frit liv i og med Guds vilje. Men mennesket er jo skabt i Guds billede, og skal derfor så vidt muligt afspejle Guds væsen. Da dette er ubegrænset er det imidlertid også ubegribeligt, og vi kan derfor ikke sætte menneskets gudbilledlighed på formel.

“Objectification, creating the illusion of an objective spirit subordinating spirit to law, puts an end to infinity. […] The pure truth of the Christian revelation would mean the end of the objectified world”, skrev Nikolai Berdiaev, og argumenterede i forlængelse deraf vel nærmest for en slags æstetisk anarkisme. Men forsvarer man ikke herved antinomisme eller et formløshedens tyranni? Dette er selvfølgelig en evindelig fare. For kun der hvor der ikke er synd er det rene indhold muligt. Formen, dvs. loven, moralen, religionen og de æstetiske former osv., er nødvendig fordi syndens formalisme må begrænses, netop af formen. Døden må dø, for, at livet kan sejre (og gives der en kristelig etik er denne derfor først og fremmest, som formkritik, negativt bestemt, dvs. en afvisning af synden – kærligheden findes derimod kun i frihed). Mennesket er rigtignok i modsætning til Gud endeligt, og derfor altid underlagt formens begrænsninger (at ville være grænseløs som Gud er jo hovmod i højeste potens), men denne er jo os givet på forhånd i kraft af skabelsen, og derfor ikke noget vi selv skal frembringe med vores gode gerninger. Gerningsretfærdighed er altså udelukket uanset om denne er af moralsk eller æstetisk art. Og en æstetisk fromhedsdyrkelse er ligeså farlig som den moralske.

Derfor er kirkens æstetiske, moralske og religiøse rammer netop kun rammer, dvs. de er den tilfældelige form der følger med i vores forsøg på at fastholde blikket på Gud. Kirkemusik, arkitektur, liturgi osv. er til for at evangeliet kan lyde igen og igen, dvs. de skaber kontinuitet i forkyndelsen (og derved er de iøvrigt ikke forskellige fra dogmatik og systematisk teologi som i høj grad har samme formål). Men fx musik og billeder må, ligesom moralen, aldrig tage opmærksomhed fra det de er til for at pege på. De er netop tegn, som viser ud over sig selv, og gudstjenesten, som helhed, må derfor også være et tegn, der peger ud over sig selv. Det er dog stadig afgørende at vi ikke derved forstår de æstetiske former som midler til at nå “det guddommelige”, dvs. som forudsætningen for en “religiøs oplevelse”. De må derimod forstås som menighedens svar på Guds tiltale, men altså et svar, som netop retter sig mod Gud og ikke sig selv. Gudstjenesten må aldrig blive en avanceret form for den menneskets indkrogethed i sig selv, som nåden netop er befrielsen fra. Alternativet er lovreligion og overtro på menneskets egne spirituelle evner.

Hvad angår diskussionen om pænt tøj, så synes den Gyldne Regel (gør mod andre som du vil at andre…) ihvertfald rent abstrakt set at implicere, at man kun kan forvente at andre har pænt tøj på i kirken hvis disse selv forventer samme gestus af andre. Det giver vel derfor ikke mening at moralisere over menneskers fremtoning osv.?