Da nr. 1, 70. årg. af Studenterkredsens tidsskrift udkom i april, glemte vi helt vores tradition om at udsende en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. For denne forglemmelse gør vi nu bod, idet vi til Deres vederkvægelse – bedre sent end aldrig – bringer cand.mag. i religionsvidenskab Emil Skjold Jensens Suverænitet og ofring. Redaktionen ønsker Dem en varm og lys skærsommer– og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Hvor krævende er det at tænke livet som en øvelse i at kunne sondre mellem forskellige valg, der er én ubønhørligt givet? Et kort over livsbetingelsernes hus, som ikke kan redigeres. Med disse valg og bestemmelser er man stillet en opgave: Forlig dig med regelmæssigheden. Du skal kunne se dig selv i dens tjeneste, som en ven af fortroligheden. Der tales her ikke blot om en gammel stank fra det tyvende århundredes uvaskede klæder. Hér talte man om valget og åbenhedens væsen, om at skulle blive, hvad man allerede var. Der blev talt beåndet, værdigt og sobert. Der blev talt, fortrinsvis, på fransk og på tysk. Regelmæssigheden gestaltede sig for de belæste kommentatorer som teknik, som det affortryllede, som stundesløse kapitalbevægelser. Historien om det tyvende århundrede, den der blev skrevet og i nogen grad stadig skrives, er kendetegnet, kort sagt, ved det gudsutilnærmelige. Stig Sæterbakken, manden der tænkte, hvor der altid var mørkt, gav i sin seneste roman, Gjennom Natten, et sindbillede på selvmordets aftryk på en efterladt, der stod den afdøde nær: ”Å glemme (…) var det værste jeg kunne gjøre. Å huske (…) var det verste jeg kunne gjøre. En kulde kom og gikk. Men aldri varme. Der fantes bare kulde og fravær af kulde. Som å stå med ryggen mot havet. Iskalde ankler hver gang en bølge slo inn.” Første verdenskrig: Europa mærkede for første gang sine iskolde ankler; anden verdenskrig og Holocaust: Europa har taget livet af sig, og der findes nu kun kulde og fravær af kulde.

Hvor radikal var denne tilstand? Var denne for europæerne altomsiggribende omkalfatring egentlig en forkrøbling af den europæiske ånd, en vansiring af et ansigt med et mildt åsyn? Eller var den et uundgåeligt resultat af det kraftens århundrede, som tjekken Jan Patočka intonerede, en serie af voldelige selvdestruktive tildragelser, der knuser mulighederne for menneskets livsudfoldelse? Han fandt i sine kætterske studier i historiens filosofi, at den overvættes gru, som timedes den i krig gerådende europæer, skyldtes den umådeholdende stræbsomhed hos dem, der kæmpede for dagen og freden. For det er selve sagen, rigets racerenhed, produktionsforholdenes egalitære tilendebringelse, handelssamkvemmenes grænseoverskridelse, der stænger dødsoplevelsen ude og forhindrer, at det individuelle liv igen kan dages. Her fattede tjekken sig i tyskernes akademiske mål: Kraftens århundrede er en besindelse på krig for den stedsevarende freds skyld, men enhver røst har sit mæle forment, der ikke kan formulere sig ud fra statistikkens, fra sagens, fra den nødvendige volds synsvinkel. Det tyvende århundrede førte krig på fredens vegne, foretog natlige togter til glæde for dagen, og ofre blev bragt og bogført i rigt mål – men man kan som bekendt ikke læse i mørke. Kun ”de rystedes solidaritet”, dem der, som Ernst Jünger, blev betaget og overmandet af krigens fænomenale rædsler, kunne stille sig på den individuelle menneskeskæbnes side – til gavn for menneskene og deres brøstfældige livsgrundlag, til gavn for det historiske menneske, der undede sig selv at vende det døve øre til bemestringsmetafysikkens forlokkende kor og skue ind i uvisheden.

Hvor meget har – og havde – mennesket at skulle have sagt, dengang som nu? Ja, hvor meget har et rystet menneske at skulle have sagt i en verden ombølget af kraft? Et sådant menneske skal vel også skrive en bog engang eller gøre sine oplevelser bekendt, længe efter den eksplosive, efemeriske urinalvarme har vædet de emancipatoriske hoser (enhver mystikers problem). Til den tid kan vi næppe forstå, hvor mageløst det måtte have været at væde dem i første omgang. De mest djærve forsøg på at forstå det tyvende – og nu også enogtyvende – århundredes krisetilstande, åndelige som materielle, har samtidig bekendtgjort, at mennesket er i forfald. Det syndige menneske optræder både i marxismens og eksistentialismens forfaldsberetninger, og også Kant formulerede påny fortællingen om kundskabens træ ved pegerfingerløftende at tale om en selvforskyldt umyndighed, når menneskene våndede sig. Man kunne foranlediges til at tro, at efterkrigstidens europæere (i det mindste den samvittighedsfulde intelligentsia) forstår deres situation, forstår at det bunder i traditionen. At det syndige menneskes radikalitet er dømt til at ende i angst, jammer og fortvivlelse. Ve dig, europæer, du bekender dig ikke som kristen, men ter dig nøjagtig som det væsen, der må bære arvesyndens lod, du er en ussel synder, der så gerne vil være mere end det: ”Alle vegne hvor man ser hen møder man de grædende filosoffer, kunstnere, præster, politikere – alle græder, alle klager, alle ser med angst og gru mod den fremtid der kommer”, skrev Vilhelm Grønbech i en udgave af tidsskriftet Heretica året 1951. For Grønbech, der havde en lønlig agtelse for Nietzsche, fulgte den moderne tristesse naturligt af en selvsikker og selvgod filosofi. Den oldkirkelige hellenisme forvrængede unikummet Jesus’ lære og gjorde den til teologi for derved at metastasere sig gennem århundreder i alle afkroge af det europæiske åndsliv. Den moderne tidsalders ideologiske uforsonlighed var en arvtager af denne oprindelige metafysiske vranglære. Den var – og er fortsat – åndet og hinsidesskuende. Både Grønbech og Patočka var bange for skoledannelse, gruede for flittige og fiffige elever, der omdannede enhver profetisk indgivelses gode tidender til skinger journalistisk floskelmageri. De frygtede regelmæssigheden, fordi den ikke evner at lade sig gæste af poesien. Vi kunne sige, at de grundede over suverænitetens manglende mulighed. De troede på miraklernes fortælling i en tid blottet for selvsamme. Det samme gjorde Paul la Cour, endnu en kætter, når han formulerede, at ethvert digts inderste hensigt er at genoprette mennesket. Genoprette, for kun med poesiens ranke ryg, tilsyneladende, kan man modstå livets brydsomheder. Det gælder dog om at modstå forfaldets forlokkende fortælling, fordi den sniger det fortabte paradis ind ad bagdøren. Vi savner fortsat paradisløs suverænitet.