Studenterkredsens sommermøde, der ligesom de tre foregående år blev afholdt på Jyderup Højskole, er netop overstået. I år brugte Kreds- og godtfolk ugen på at diskutere fænomenet og begrebet “intet” med udgangspunkt i en række foredrag af litterær, filosofisk, teologisk og ikke mindst astrofysisk karakter.

Traditionen tro bød Kredsens sommermøde også på en gudstjeneste for mødets deltagere og den lokale sognemenighed torsdag aften. Sognepræst i Vesterkær Sogn Isak Krab Koed forestod gudstjenesten i Holmstrup Kirke. Til Deres forhåbentlige opbyggelse bringer vi hermed et aftryk af prædiken.

Et menneske på en mark

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis

Inden evangeliet lød skønt fra sjæl til sjæl over hele Jorden, sang englene det for markens hyrder. Og det kan virke som en tilfældighed, at det netop var hyrder, der først hørte det. En hyrde, det er jo intet andet end et menneske på en mark. Det kunne være enhver af os. Og dog er det jo ikke en intetsigende betegnelse at være hyrde, men en betegnelse, der siger alt om, hvem man er.

Uberørt af byens travlhed sidder hyrden på en knold og synger, mens får og beder springer omkring ham. Slægter går, og slægter kommer, og Jorden er bestandig den samme. Han er helt alene og må stå ganske for sig selv, der er kun ham og fårene, men netop derfor er ansvaret også hans; han er den eneste, der kan stilles til ansvar. Der er intet nyt under Solen – og dog har han verdens gang på sinde, for heden stænger, og mindet spinder for ham, mens fårene bræger. Og når Månen langsomt hæver sig, sidder han vel og tænker. På de får, der forsvandt og aldrig siden lod sig finde – eller som ulvene tog, så at han siden fandt dem flænsede til blods. På de mennesker, der ikke er hos ham nu, ikke længere, og hvorfor de ikke er det. Hvorfor han er her – helt alene, mens hvide tåger spiller og indhyller den rolige jord i nattens slør. Om han kunne have båret sig anderledes ad. Om der stadig er noget at gøre, eller om det er blevet for sent for ham, så at han ikke har andet valg end at forsone sig med sin skæbne.

Jo, hyrdehjertet har – som ethvert menneskehjerte – sin lønlige kval. Og vel er der er de dage, hvor Jorden ved aftenstid bliver et stille kammer for ham; hvor han glemmer sin jammer i søvnens arm. Men der er også de dage, hvor aftensuk bliver til nattegråd; de dage, hvor han i markens ørk og enlighed indser, at minder ikke gør sagen klar, og bliver grebet af sjælelig rådvildhed. På disse dage drejer tiden sit tunge hjul; disse dage svinder som skygger for ham. På disse dage blinder mørket jorden, førend han aner det, og når natten vælder ud, er den fuld af skræk og gru, og han gribes af frygt – for at have gjort alt det forkerte, ikke at have levet op til det ansvar, der er hans, og for at det er alt for sent at gøre noget ved det; for om lidt er han borte, om lidt er det forbi, og han har allerede fundet en dom over sit livs værk. Hvad udbytte har han nemlig haft af det, han har slidt med under Solen? Det har været tomhed, endeløs tomhed, og det skal glemmes og smuldre hen. Solen er stået op og gået ned over hans liv, den har skyndt sig hjem, og dér skal den stå op igen, som om intet var hændt, når også han skal under muld. Så har hans liv da ingen udsigt, så er det aldeles udsigtsløst. Den tanke gør hans sjæl syg af frygt, så at han ikke har noget sted at hvile sit hoved, mens Månens bue er halv at skue over ham. Men netop da – ved midnatstide – er det, at en mægtig englehær får øje på ham; da er det, at de kommer fra Himlen hid til ham for også i nat at synge, som de sang engang. Fred over Jorden! Menneske, fryd dig! Os er en evig frelser født! Og hyrden burde nu fryde sig – for her i mørket får han alt det at høre, som han i sit hjertes kval har sukket efter. Her i mørket siges det ham, at alt er tilgivet ham, så at alt det, han ikke har fået gjort, er han blevet dømt for, og dommen lyder på frifindelse. Her i mørket siges det ham, at alt er gjort, så at han aldrig i evighed skal dø, mens tiderne skifter med tider. Her i mørket siges det ham, at han ikke har noget at frygte. Og mere end dét siger englene ikke, for med det er alt sagt. Men han fryder sig ikke. Han ængstes. For er det virkelig sandt, at alt er tilgivet ham, så er alt jo givet til ham – så er der ikke noget, han selv skal give sig til at skaffe. Er det virkelig sandt, at alt er gjort, så er der jo intet at gøre. Den Gud, der har gjort alting godt og rigtigt til rette tid for os, gør vel også vor stræben efter at gøre det gode og det rigtige utidig? Den Gud, der giver i overflod, gør vel også os overflødige?

Hyrden, der er vant til at tage ansvaret, vant til at være sin egen dommer, hører i englenes sang tilgivelse for sin uansvarlighed. Hyrden, der er fårenes stolte herre, har således fået en herre over sig, for den, der kan løse ham fra ansvaret, løser ham også fra magten, og han er med ét magtesløs. Derved synes hans tid omme, og den tanke kan han ikke komme om ved. Da hyrdens øje skinner, og tåren rinder, er det derfor ikke af glæde, men af angst – hvor han før havde alt at frygte, har han nu angst for intet. Det er den plage, Gud i englenes sang har givet hyrden at plage sig med: Hvor hans liv før var fuldt af bekymringer, er der nu intet at bekymre sig for i det, og fårene står der endnu og glor, mens han bliver til ren ængstelighed for øjnene af dem, idet han erkender, at det er døden for ham – at hermed er hans liv, som han kender det, bragt til ende. Der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra: Natten er kommet med døden til ham, og han falder ind i en drømmeløs søvn.

Og her ville fortællingen om hyrden – dette menneske på en mark, der kunne være enhver af os – have fundet sin afslutning, hvis han selv havde været herre over den. Men det er han ikke, og vinden blæser mod syd, den drejer og går mod nord, den drejer og drejer, og vinden bliver ved at dreje, mens hyrden vånder sig i mørkets og dødens skygge. Men det er han ikke, og alting har en tid. For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt, og endnu, før hanen galer, har Gud Herren befalet Solen at stå op.

På et tidspunkt går nattens mørke tåge bort, og en livsalig morgenrøde spreder sig over den mark, hvor hyrden ligger. Ja, på et tidspunkt skrider natten, og dagen stunder til. Da vågner alle Guds fugle små, og også hyrden må vågne og rejse sig ved det får, hvor han er faldet – som det får, han nu er.

Og som han står dér på Herrens mark i det duggefulde græs og misser med øjnene, går det op for ham, at han er levende; at han skal leve i dag, om han end døde i nat; at han er genfødt til evigt liv, selv om tiderne skifter med tider.

Som han står dér på Herrens mark, tegner morgensolen nåder for hans ansigt og hans bryst, og lidt mere af alt det, der i nattens tåger var hemmeligt, åbenbares for ham, da han hører englenes sang røre sig som en genklang i sit indre: Han ser, at hans liv nu har en udsigt; at det ikke længere er udsigtsløst, men rækker ind i evigheden.

Hvor han før havde alt at frygte, har han nu intet at ængstes over – og håbet fylder snart helt hans sind. Det er det samme liv, der er intet nyt under Solen, men Solen ser anderledes ud for ham. Han er øjensynlig den samme mand, men han er set med andre øjne og ser derfor også sig selv på ny – med et andet, et enfoldigere og mere fåret blik. Morgenrøden har vist ham livet – livet i Guds vold. Og han ser, at svaret er ansvaret; at hans ansvar er at svare den Gud, der har tiltalt ham; at hans lyd er genlyden. Hvad englene sagde til ham i mørket, tør han da tale i lyset: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!

Og hvis dette var fortællingen om en hyrde – og en hyrde virkelig ikke er andet end et menneske på en mark, som kunne være enhver af os – så er det også fortællingen om os; fortællingen om, hvem enhver af os kan vise sig at være, når vi hører englenes sang.

Og derfor siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Salmer

Salme 769. Sig Månen langsomt hæver

Salme 121. Dejlig er Jorden

Salme 393. Fra Himmelen hid til os ned

Salme 654. Aftensukket, nattegråden

Nadversalme 791. Når mørket jorden blinder

Salme 739. Rind nu op i Jesu navn